Rejse

Status fra Casa Del Badedyr

Jeg er i Alicante i Spanien med en flok af Niklas’ gamle venner (og mine nye) og alle deres geniale drengeunger. 6 voksne, 7 børn – Om det er kaotisk? You do the math. Men kombinationen af pool, jamon, cava, fodbold, social skills, børn og iPads er præcis lige så dejlig og velfungerende som den var sidste år.

Hola og hopla:

Antal eftermiddags sangria/corona tipsy branderter: 5

Antal bøger læst: 3

Antal kjoler købt i Zara på rebajas: 🤦‍♀️

Antal konflikter håndteret: 1.000.000

Alt i alt: Her går det helt forrygende. Send flere penge.

Kh røde mor

Mig

Anbefaling: 5 sommerbøger jeg rent faktisk får læst.

I kender sikkert godt stakken. Bogstakken, altså. De der bøger man slæber med sig rundt sommeren igennem i håb om at få slebet ens slidte SoMe-sommerhjerne lidt af, og beriget den med smukke sætninger og hjemmelavede billeder.

Min sommerbogstak i år er indtil videre så god, at jeg har lyst til at dele den. Det kunne jo være at der er nogle som er heldige at have ferie i august (not me) og mangler lidt inspiration:)

Olga Ravn: De Ansatte

Poetisk sci-fi (hvis der er noget der hedder det). Jeg forstår godt hypen omkring den her bog! Sindssygt smukke billeder og fin struktur, bygget op omkring en række vidnesudsagn fra de ansatte ombord på et rumskib. Om savn, arbejde og kærlighed. Trak tråde til bl.a. Rumrejsen 2001, Rejsen Til Månen, The Matrix og The Handmaids Tale (forsiden! Ik?!) 134 sider som jeg læste i løbet af 3 uger.

Merete Pryds Helle: Folkets skønhed

En af de mange, mange bøger som jeg er gået i stå med helt uden god grund. For det er en virkelig fed slægtsfortælling om hovedpersonen, Maries, liv i Danmark i 30’erne-70’erne. Heldigvis kom jeg tilbage i et læseflow af de der, hvor man må ligge med sin lommelygte i sit telt på ølejr midt om natten for liiiige at få læst et par sider til. 428 sider. Læst på 2 x 3 uger med et halvt års pause.

Ernest Hemingway: Den gamle mand og havet

Jeg troede at den ville være megaprætentiøs, men den er jo så god! Smuk lille fortælling om en gammel mand og havet og store fisk og små fisk og liv og død. Poetiske sætninger så gode at siderne lugter af salt, tang og havgus når man bladrer. 114 sider, læst på 5 dage.

Sara Knight: You do you

Er jeg ikke kommet i gang med endnu, men jeg var stor fan af hendes The life-changing magic of not giving a f**k. Regner med at det her bliver more of the same burger, hvilket passer mig og mit impostor syndrom gevaldigt. 291 sider.

Khalil Gibran: Profeten

Er jeg i fuld gang med. Den er skrevet i Libanon i 1923(!) og er smuk, eksotisk prosalyrik med masser af selvhøjtidelige fine, små guldkorn a la: “Jeres børn er ikke jeres børn. De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv. De kommer ved jer, men ikke af jer, og selvom de er hos jer, tilhører de jer ikke. Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker; Thi de har deres egne tanker. Deres legeme kan I yde husly, men ikke deres sjæle; Thi deres sjæle dvæler i huset af imorgen, som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.” 94 sider.

Og that’s it! Min overkommelige sommerlæseliste med garanteret skamfri læsegaranti. I erkendelse af at jeg er en langsom læser med et attention span på 5 minutter (skråstreg har to unger under tre år) læser jeg simpelthen bare korte bøger for tiden. Ellers går jeg i stå. Opskriften kommer her: Baby i lille badekar ved siden af. 2 kopper med vand til ham. En bog og en cool Corona med limeskive til mor.

Det virker simpelthen herregodt og det er fedt at opdage at min læselyst ikke er helt død. Den har bare hvilet sig lidt.

Slidgigt

5 år med en kunstig hofte: en slags midtvejsevaluering

(Advarsel: indlægget indeholder billeder af ar (og min røv)).

Jeg har længe ville evaluere lidt på hvordan det har været at have en kunstig hofte.

Tilbage i 2013 tog jeg nemlig, som 28-årig, et ufrivilligt jump to lightspeed i livets gang; Efter 2 år med smertestillende piller og krykker på daglig basis, gav jeg op i kampen mod de sindssygt store smerter (jeg vil hellere føde igen) som svær slidgigt medfører.

Mit anlæg for slidgigt er medfødt, men en forkærlighed for virkelig lange løbeture og et slag på den ene hofte (jeg faldt af en motorcykel, don’t ask..), fik speedet processen så gevaldigt op at jeg som 25-årig fik at vide af min læge at jeg “havde en hofte som en 90-årig – du har jo slet ingen brusk tilbage”.

Great.

Så jeg fik indopereret en kunstig hofteprotese (og skrev forøvrigt om operationen her). Kort efter operationen blev jeg tildelt et 3 ugers genoptræningsforløb på Montebello i Spanien. I en indskudt sætning vil jeg virkelig anbefale alle der er i et gigt/sclerose/kræft-forløb at ansøge om sådan en plads: Det var sindssygt godt, at komme ned i varmen, med gode fysioterapeuter og kunne fokusere 100% på at lave de øvelser som alle, der har prøvet at genoptræne, ved kan være pænt svære at få udført i dagligdagens trummerum.

Arret efter 2 uger og efter 5 uger

Arret 2 uger og efter 5 uger efter operationen.

Arret i dag – efter 5 år.

Et halvt år efter operationen mærkede jeg vitterligt ingenting til min hofte. Glemte faktisk alt om den. Det var kun når jeg bippede i Security i lufthavnen, at jeg blev mindet om, at jeg faktisk er en robocop.

Det sidste halve års tid er det dog begyndt at røre på sig derinde. Det “murrer” omkring leddet og to gange har jeg været sikker på, at den ville ryge ud af led. Det er noget værre pis, faktisk.

Dengang jeg takkede ja til operationen (hvilket er en voldsom ting at takke ja til, da man jo faktisk får savet sit lårben over) fik jeg stillet i udsigt, at hoften ville kunne holde 10-15 år, hvis jeg passede på den.

Bortset fra at jeg ikke længere løbetræner, lever jeg mit liv fuldstændig som jeg ellers ville have gjort. Min kunstige hofte har således 2 graviditeter -og fødsler- på cv’et samt en helvedes masse trappegang med unger på armen koncerthopperi, dans og alt muligt andet. Derudover arbejder jeg stadigvæk som model med lange arbejdsdage i mærkelige stillinger.

Så! Jeg synes den holder gevaldigt ud, min lille kunstig hofte og derfor kan jeg også mærke at det er skræmmende, at den så engang imellem knager og det går op for mig, at jeg måske ikke kan tage min førlighed for givet, på samme måde som jeg har gjort indtil nu.

Jeg kan faktisk slet ikke overskue når den skal erstattes af en ny protese: Hvordan mit arme overskårne lårben (som jo ikke kan erstattes) skal have revet protesen ud, for at der kan blive banket en ny på plads. Hvordan jeg skal få genoptrænet med to børn og et fuldtidsjob – Hvad nu hvis jeg blir en gammel, tyk kone der ikke kan rejse sig uden der står to børnebørn og haler i mig. Suk.

Men så tænker jeg bare på Rosa fra mit genoptræningsforløb i Spanien. Lille, petit Rosa på 92 år der gik rundt i sine Ivan Grundahl kjoler og lignede noget fra et modemagasin og var så sød. Hun fik sin første kunstige hofte som 30-årig og havde hele 4 hofter på samvittigheden. Hendes hofteproteser havde født 3 børn. Og der valsede hun så rundt på en bjergskråning i Spanien. Over firs og mega fierce.

Hver gang jeg synes det er synd for mig, at jeg åbenbart har trukket guldkortet i en gammelmandsklub jeg ikke selv har bedt om, vil jeg prøve at være lige så sej Rosa. Hvis hun kan, kan jeg også.

Rejse

25 år Niller… Hvad et kvart århundrede på ølejr har lært mig.

Min familie og jeg er lige kommet hjem efter en uge på ølejr. Samme sted (Omø) og same procedure as every year, James: Uden strøm. Uden ure. Uden mure. Men til gengæld med alt muligt andet – ørentviste, nærvær, frustration, kærlighed, for lange fællesmøder, træthed, lol og fed lykke. I dag under tøjvask nummer tohundrede, gik det op for mig, at jeg faktisk havde 25 års jubilæum i år. 25 år! Det er jo helt objektivt set, for vildt. Og det fik mig til at tænke på, hvad jeg egentlig har lært af at være på ølejr, siden jeg som 7-årig stod der på en græsmark med min mor og søster for allerførste gang (som jeg forøvrigt også har skrevet om her).

Udover at jeg har opbygget en ond bundrytme i en musikgenre som ved Gud skiller vandene, nemlig lejrbålsguitaren, så handler det helt klichéagtige om fællesskab.

Det vigtigste jeg har lært, handler om, hvordan man er en del af et fællesskab. Og det gælder i alle de aldersgrupper jeg har tilhørt gennem årene: lige når jeg tror, at jeg har regnet den ud, så har dynamikkerne ændret sig eller jeg er blevet ældre.

Når 80-100 mere eller mindre forskellige mennesker mødes år efter år på en mark og man tilsætter et gevaldigt skvæt aktivistisk arv fra 70’erne, som er en uundgåelig del af ølejrbevægelsens dna, så tvinger man hver enkelt til at forholde sig til flokken, på et helt fysisk og lavpraktisk niveau. Til hverdag er der altid en skærm jeg kan flygte ind i; en dør at lukke; en overspringshandling at undskylde sig med. På ølejr er fællesskabet allestedsnærværende. Det er det som gør det så fantastisk – og somme tider til et psykohårdt lo-fi maraton i tolerance.

Først kommer børneflokkens fællesskab, som jeg lige har oplevet mit eget knap treårige barn navigere i for første gang – det var så fint og sjovt at se. Jeg har helt ærligt aldrig oplevet børn være mere harmoniske, end på en ølejr. Der sker bare noget, når de får løsnet op for rammerne og får ansvar og plads. Hold kæft hvor de blomstrer: De store passer på de små og de små sværmer om de store.

Teenageflokken har klart været den sværeste for mig at være i. Og mine hårdeste ølejr-år var som 13-15 årig: Alkohol man ikke havde fået lyst til endnu og venskaber der pludselig blev til kliker og fnidder og ondt i maven. Av. Dér sad jeg lige et par år ude bag et sovetelt og gemte mig med Lars-Henrik Olsen.

De sidste par år er det for alvor gået op for mig, at jeg nu er blevet en del af voksenflokken. Og at det ikke længere er nok bare at udføre sine daglige pligter (ordne petroleumslamper, lave mad, vaske op, tømme lokummer eller bage brød), men at jeg også må bidrage til rammerne for hele lejren: Hvordan udvikler vi vores uge, uden at tabe det unikke vi har i balancen mellem nyt og gammelt? Hvordan udfylder man sin plads uden at dominere. Hvordan bidrager man på en autentisk måde uden at træde nogle over tæerne…

Jeg siger ikke det er let. Jeg siger ikke at det ikke er noget alle der har et arbejde ikke kæmper med til hverdag. Jeg siger bare, at det er vigtigt. Også i et frivilligt og selvvalgt fællesskab, som der er på en ølejr.

Og om det er det værd?

Abso-fucking-lutely.

Hurra

Ting jeg hører mig selv sige på #RF18

– Mellem kl. 9-16 hver dag: “Hvor fanden har jeg tabt mine lunger? Jeg skal aldrig nogensinde ryge igen!” Efter kl. 16: ” Heeeeeej, har du en cigaret, jeg kan låne?”

(Helt seriøst. Help wanted! Hvordan stopper man med at festryge, når man ikke har lyst til at droppe alkoholrus der fucker med min, i forvejen, sløje konsekvensberegning?)

– Er det galaxegamachedag eller hvad?

– I morgen går jeg i bad. Seriøst.

(I 30 graders varme) – Det er lidt ærgeligt at man blir nødt til at drikke så meget ekstra vand

*får øje på en lille lyshåret Kurt-klon og begynder at græde som pisket* – Be om fadøl. Nu!

– Folk lægger slet ikke mærke til at jeg lige sidder her og tisser (Jo, Ida. Jo de gør).

– Nå ok, men det handler altså lige så meget om LIGHED og kvinders ret til at tisse whereever the fuck they want (…)

– *skråler højt med -og kan tilsyneladende teksterne- til ALLE Bruno Mars’ hits uden nogensinde at have hørt dem* #hjernevask

– Det kan godt være at Roskilde er en småpebret parterapeut, men hun gør det fandme godt!

– Godt at vi skal hjem og sove i vores egen seng fra i morgen… Nå, nej, der skal vi jo direkte videre på ø-lejr. I telt. Uden strøm. I en uge.

Det (mor)somme liv

Jeg kan åbenbart ikke finde ud af både at blogge og køre karriere samtidig

Jeg er ked af at jeg får skrevet så lidt for tiden. Jeg savner det og jeg savner jer og jeg er bange for at I ikke gider følge med mere. Og der er tusinde ting jeg gerne vil skrive om (f.eks. en 5 års status på min kunstige hofte, om at owne det at være model, en guide til at udleje sin lejlighed på Air bnb… the list goes on). Tilgengæld er jeg ikke ked af at jeg (næsten) ikke er bange for at blive fyret fra mit arbejde mere. Og at jeg faktisk begynder at levere nogle resultater som folk synes er helt igennem okay. Jeg er heller ikke ked af at Kurt står med et skælmsk, spændt smil hver eneste gang han skal ind i udflytterbussen. Og går ud af den med et kæmpe grin. Jeg tror nok at hans dage går med at rode med regnorme og kigge på uglelort og det er helt perfekt.

Niklas og jeg bor hos min mor i de her dage: Hun skal have hjælp med at samle Ikea skabe og vi mangler et tag over hovedet pga Air bnb. Det er en overraskende hyggelig konstellation. Lige nu har vi låst os ude og sidder og drikker en fyraftensøl på Strædet.

Der er Sverige-Schweitz på telefonen, måske har vi lige købt et sommerhus og i morgen skal vi på Roskilde.

Går det lige? Det tror jeg nok det gør.

Småt brandbart

Beyonce & all the married ladies

Jeg sidder i en helt børnefri bus på vej ind mod byen. Mine børn er blevet parkeret i Dragør og jeg skal til Beyonce og Jay C koncert i aften – Med et hold damer jeg ser alt for sjældent, fordi de alle sammen er pissehamrende not single. Hold op, det bliver dejligt at danse og drikke orange drinks.

Resten blir i punktform – jeg magter ikke sætninger. Undskyld.

Forøvrigt

– er vores hjem lejet ud på Air bnb og jeg ved ikke hvor jeg skal sove i nat

– fik vi ikke vores drømmesommerhus ved Gudsminderup Strand

– har jeg hugget min kærestes gamle værnepligtsjakke

– er Kurt glad hver eneste gang jeg henter ham ved udflytterbussen. Det tænker jeg umiddelbart er et godt tegn

– var jeg til Anne Linnet koncert sidste uge ude på Halvandet. Det var helt genialt: Kaskader af mødre, døtre, sønner, kærester og venner der kunne samtlige tekster til alle hendes sange. Så fint.

– er jeg med i en reklame for Neutral der kører på TV2 for tiden, men kan ikke selv se den. Hvis nogen ved, hvordan man finder reklamer på nettet, er jeg lutter øren.

– Er Niklas og jeg kun uvenner ca. et par gange om ugen for tiden. Vi hader ikke hinanden – I længere glimt er det faktisk nærmest omvendt. Sådan som om at vi er på samme hold. Og har det grineren. Det er fandme rart.

– apropos uvenner, kan vi så lige snakke om Melanias jakke forleden? Ejmen. Jeg stemmer på at det er en umoden, meta-agtig fuckfinger til alle medier. Men. Bare suk, hvor er verden dog ekstraordinært sindssyg for tiden.

– føler jeg mig god til mit arbejde for tiden. Det er rart og tiltrængt.

– har jeg -jævnfør ovenstående- fået et kæmpe stressforkølelsessår på læben. Hun hedder som altid Belinda.

Det (mor)somme liv

Mega nem hjemmelavet kalender til at preppe ens 3-5 årige barn til omvæltninger

Jeg har lavet en slags julekalender. Hver dag i ugen op til Kurts børnehavestart, åbnede han en låge i kalenderen, og den har fungeret så godt (og været så tilpas nem at lave) at jeg lige vil dele den, hvis nogle andre kan bruge idéen. Det er så sjældent jeg faktisk får rykket på sådan noget (samtlige af vores dåbs/fødselsdagsinvitationer er fx på sms – nu er det blevet et princip), men nu lykkedes det mig faktisk at være lidt bossmom-diy-agtig. Den tog ca. 2 timer at lave og jeg gjorde sådan her.

MEGA NEM KALENDER TIL AT HJÆLPE MED AT PREPPE STORE OMVÆLTNINGER I 3-5 ÅRIGE BARNS LIV

(Materialer: Printer, A3 karton Hobbykniv, spraymount/limstift, farvet pap, elefantsnot tynd sort liner, blyant tuscher, hulmaskine og snor)

  1. Find og print et billede af dit barns kommende institution/forandring i A3 format på karton.
  2. Skær så mange huller som du vil have låger med en hobbykniv. Jeg skar 7, så der var til en uge. Lav en af lågerne større end de andre (det skal være den sidste låge)
  3. Vend billedet om
  4. Klæb postits på bagsiden af lågerne eller dæk dem til med noget der ikke klistrer så meget
  5. Spray lim/spraymount på bagsiden af billedet, eller brug en limstift (bare husk ikke på lågerne)
  6. Fjern afdækningen fra lågerne
  7. Læg billedet ovenpå et blankt stykke A3 karton. Lim dem sammen forsiiiiigtigt og langsomt, så de to ark ligger præcist ovenpå hinanden.
  8. Åben alle lågerne
  9. Tegn nu de ting du ved institutionen/forandringen rummer og som dit barn kan glæde sig til i lågerne. Det vigtigste skal være i den første og sidste låge. Jeg tegnede f.eks. bussen de skal køre i i den første låge, fordi det er noget meget konkret og som han virkelig har glædet sig til. Og i den sidste låge tegnede jeg alle hans nye legekammerater, som er mere ukonkret (og uoverskueligt, sikkert?) for ham, men for mig er det allervigtigste.
  10. Luk lågerne med lidt elefantsnot
  11. Klip tal ud i farvet pap og lim på lågerne
  12. Lav en overskrift
  13. Lav huller midtfor øverst med hulmaskinen
  14. Snor i hullerne og op og hænge
  15. Tada!
  16. Drik noget rødvin og nyd at du nu har wildcard til mindst 20 timers Gurli Gris og 200 færdigretter.
Det (mor)somme liv

I hate indkøring i børnehave it’s awesome!

Kurt har haft sin 2. dag i sin nye udflytterbørnehave i dag. I går kørte Niklas ham ind – med blandet succes. Både Kurt og Niklas havde vist været smånervøse hele dagen og da vi spiste aftensmad var det på den der hvislende “maybe we should just talk about when he sleeps”-måde. Da han sov blev der snakket. Om hvor få voksne der havde været. Hvor mange børn. Ingen garderobeplads. Ingen velkomst… = Bare generelt: Pissehamrende overvældende / omvæltende.

Da jeg spurgte mit sandhedsvidne aka Instagram til råds og det væltede ind med kloge og kærlige svar, blev jeg bekræftet i at det hele jo er helt normalt. Helt normalt og fucked up svært! Så i dag tog jeg fri fra arbejde og pakkede madpakke og essensen af alle de gode råd med (som var noget a la: Kig på barnet og ikke på dig selv, “sværmer” de andre børn om ham på den gode måde? Kan han afledes af de voksne? Tager de voksne initiativ til samvær og holder øjenkontakt? osv.) og hoppede med min lille store dreng på bussen mod hans nye udflytter. Det gik skidegodt! Fed legeplads, søde voksne, endnu sødere børn og en glad, stolt, træt dreng som jeg flere gange gemte mig for bag diverse hække og klatrestativer, for bare at se ham lege (okay, okay …og nogle gange lede – bare lidt – efter mig) med de andre børn. Kæft, det var fedt! Helt skitzofrent (ligesom titlen på Kanye Wests nye album som jeg har lånt fra i overskriften).

Den gode følelse holder jeg lige fast i. For i morgen skal jeg gå hjem allerede efter frokost. Som i: Efterlade ham. Og jeg forudser allerede nu at det – selv for mig, som er “den hårde” (/optimistiske /”det kan du sagtens skat, det blir pissesjovt”-type) af de to forældre vi kan diske op med herhjemme – så blir det hårdt. Og jeg hyler allerede lidt ved tanken. For der blir sgu tårer. Ikke kun mine. Av.

Tanker

A walk in the park (eller: 3 tips til dig der døjer med dødsangst)

Et af mine tidligste minder er fra 1990. Jeg er 5 år. Jeg ligger i min skibsbriks på Kronborgladegårdsvej og skal til at sove og måske er min oldefar lige blevet begravet. I hvert fald spørger jeg min mor om noget med at dø. Om hvorfor folk egentlig dør. Og så svarer hun som det mest naturlige i verden, at vi alle sammen skal dø. Holla, vent, hvad? HVAD? Mellemrummet mellem min seng og radiatoren danner et sort hul som pludselig vokser til det dobbelte og som jeg propper til med puder og bamser. Jeg blir så angst for det sorte hul. Stopper bare bamser ned i det. Maser det tæt med Gugu og Fifi og puder. Det holder dødsangsten for døren et par år. Men så kom den satanedemig igen, den egocentrerede angst for at være alene. Da jeg ramte de 30 ramte jeg også voksenerkendelsen af at det hele bare er en tur i Tivoli. Man bliver født og vågner op ved indgangen af den her freaking perfekte have med et turbånd om armen omringet af kærlighed og alle sine mennesker. Og man prøver de rolige forlystelser: Ballongyngerne, de der biler der kører på skinner, bådene. Alle de stille. Så når man til de vilde: Dragen, radiobilerne. Det første år som mor: Helt klart Det Gyldne Tårn. Helt op i toppen og happy. Den vildeste udsigt over hele livet, men også en ret klar følelse af at shit’s about to go down. Og så shhhhhhh…. WUHHHT! Farvel tryghed og goddag tyngdekraft. Det hele flyver op og ned og jeg tænker: Gad vide hvornår jeg kommer ud af den her sindssyge forlystelse som på en måde er for fed og på en måde også bare godt må slappe lidt af. Og selvom jeg kommer af og klokken kun lige er blevet frokosttid, begynder jeg at opdage at nogle går ud af haven. De fleste af dem der går ud er gamle. Men nogle er unge. Nogle kunne sagtens være mig. Eller dig. En af dem er en af mine allerførste barndomsveninder og jeg græder. Det var alt for tidligt. Alt.

Det gode ved at være blevet bevidst om at jeg en dag skal ligge/stå/sidde/flyve der og tænke “Så. Nu sker det sgu. Farvel fine verden.” er at blomsterne lige bliver firehundrede gange smukkere. Alle forlystelserne – selv toiletkøerne – lige dét sjovere. Det hele, mere intenst. Og når jeg kommer op at skændes med mig selv eller dem jeg følges med, så tænker jeg over at dét er sgu spild af tid. At jeg er alt for heldig til at skændes.

Det her er/bliver muligvis sindssygt new-age og klammo. I så fald beklager jeg. Men det følgende har altså lindret min twistet pre-midtlivskrise-hjerne, så hvis du selv døjer med dødsangst (håber virkelig ironien skinner igennem her – Fodsvamp, dødsangst, potato, potato, ikke) kommer her 3 ting der pt hjælper mig igennem erkendelsen af at det hele bare er til låns:

1. Troede aldrig at jeg skulle sige det her, men er faktisk begyndt at flirte lidt med astrologi. Fordi stjerner. Og Lucia Odoom siger det. Og lige siden hun var vært på Det Elektriske Barometer har hun været min jævnaldrende millennial go-to guide. Da jeg hørte forrige uges Politikens Poptillæg om astrologi blev jeg lidt rolig i det: Vi er mange der render rundt og er herreforvirrede. Det er dejligt. Jeg er forøvrigt Vandmand (og vist nok med skytten i ascendant. Er ikke helt sikker på hvad det betyder, men vandmand. Hold kæft hvor det passer på mig. No shame).

2. Find den ældste du kender og snak med dem om livet og døden. De har mad skills. Alternativt læs Transfervindue af Maria Gerhardt.

3. Gå i kirke. Og hver gang præsten siger noget med Gud og helligånd eller noget andet abstrakt, så erstat de ord med Universet. Bare tag rummet og alt det du kan bruge med og husk at vi er alle sammen er i det hele sammen. Måske er det faktisk os som er Tivoli? Uden os, ingen park. Og en dag når jeg er blevet ældre og klogere vil jeg også tænke, hvorfor overhovedet bekymre sig om hvorvidt jeg vil savne hvad der er inde i parken, når jeg er kommet ud på den anden side.

Som Maria Gerhardt skriver i smukke, kloge Transfervindue:

“Jeg skal om på den anden side. The place that scares you. Til planeternes milde, syngende støj. Jeg skal flyve med ørne. Jeg skal flyve med morfar. Jeg skal videre, jeg vil få nye venner, og der vil ikke være nogen problemer. Der vil ikke være nogen mure. Der vil ikke være nogen ure. Der vil ikke være noget ego. Det eneste, der frustrerer mig ved næste dimension, er, at du ikke skal med”