Det (mor)somme liv

Søndagsvoksen i brudstykker

Søndag aften på Boligportalen. Niklas spiller Titanfall 2 og min sommerferie klamrer sig til mine ribben i form af stædige sidedeller. Jeg prøver at være chill omkring dem, men faktisk irriterer de mig lidt. Til gengæld elsker jeg at min søn konsekvent hvisker “jeg elsker dig” lige inden han falder i søvn. I weekenden fik vi reclaimet vores sommerhus efter indbruddet og nu drømmer jeg om at have en have hele tiden. Måske en lille pool. Og cykelafstand til mit arbejde. Og sildebensparket. Og dobbeltdøre. Og sjæl. Og gamle badeværelser der er lyserøde på den rigtige måde. Og en tør kælder. Og tæt på en skole. Og tæt på indkøb. Og langt væk fra kinesiske turister. Og endnu længere væk fra strøget. Hvis jeg havde en pool og en sauna, så ville jeg helt klart bruge den dagligt året rundt.

Jeg burde sove. I mit næste liv vil jeg være caster på Gift Ved Første Blik. Jeg skal virkelig have læst op på vinterafgrøder til køkkenhave – gad godt at så grønlangkål, sennep og noget mere svedigt kål i den have! Gad vide om det er fedt at bo i Hvidovre. Eller Valby. Jeg skal simpelthen stoppe med at kigge på arkitekttegnede huse i Hellerup, der ligger klos op ad motorvejen. Kan vi godt sove helt til klokken 6.30 i morgen? Jeg skal altså have lavet en leveranceplan. Hvor meget generer sådan en motorvej? Hvor meget kan vi egentlig låne for? Er det også vinterbadning, hvis det er i pool? Hvad er det med mænd og skydespil? Hvor parkerede jeg min cykel? Hvad skal jeg have på? Hvorfor gør min lortehofte så lorteondt? Ultimate Guitar er så meget min nye yndlingsapp. Hvorfor fik jeg egentlig først set Birdman nu (ps. den er på Netflix). Jeg er sulten. Jeg gider ikke sove fordi så er det næste der sker bare, at jeg vågner og så starter det hele forfra.

Okay. Godnat.

Suk

Mandag og Mission Control Meltdown

Efter en lang og lidt for begivenhedsrig weekend brændte jeg sammen i dag. Da jeg havde siddet lammet foran skærmen, med et hav af åbne vinduer og skiftevis rystet af kulde og svedt uden at kunne noget som helst, pakkede jeg mine ting og gik kampgang ud til elevatoren hvor jeg i bedste Samantha stil begyndte at hyle i det dørene lukkede.

Jeg er ikke sikker på hvad det præcis drejede sig om, men her efter en eftermiddag i fosterstilling, hvor hvilepulsen igen er indenfor rækkevidde, tror jeg simpelthen at det handler om at få overtrådt sine grænser og føle at uanset hvor godt jeg prøver, så er nogle ting bare ude af min kontrol.

Vi havde indbrud i vores sommerhus natten til Lørdag. Og selvom jeg prøver at være cool omkring det, så er jeg det overhovedet ikke. I går var vi deroppe med politiet som besigtigede det og tog lidt dna-prøver. Alle vindueskarme er forsøgt brækket op med kojern, inden det så lykkes dem at tage badeværelsetvinduet af og kravle ind igennem der. De har rodet i vores skuffer og taget det vi havde af værdi, men det kan erstattes og rører mig som sådan ikke. Men det er sgu kravlet ind under huden på mig, at de også fandt en lille skatteæske min far samlede da han var dreng: En fin udsmykket cigarkasse med en langrendspin i plastic fra ’54, en bronzemedaljon, et pasfoto, mønter, en tinplade, et lillebitte kukur, et sortlakeret anker. Det hele lå spredt ud i stuen og i indkørslen. Min lille familieskat var – heldigvis – blevet vurderet værdiløs.

Jeg ved godt at rigtig, rigtig mange har oplevet et indbrud i langt værre grad end det her, og mistet uerstattelige arvestykker og familieklenodier eller er kommet hjem til et hus hvor der også er begået hærværk. Jeg ved også godt at man som sommerhusejer nærmest kan regne med at få “ubudne gæster” eller “besøg”, som det så laizzes faire hedder.

Men av. Av for helvede, hvor gør mine grænser ondt af at være blevet trådt så meget på.

Have

Haven rundt #juni og #juli

I august 2018 fik jeg for første gang i mit voksenliv en have (den omkranser vores sommerhus i Liseleje). Siden da har jeg været overraskende oppe at køre over at have en have. Denne serie af blogtekster er et forsøg på at konkretisere og fastholde begejstringen i en månedlig gennemgang af haven og alt det den løbende overvælder mig med. Læs første afsnit i serien her (april) og andet afsnit her (maj).

Disclaimer: Jeg har haft så travlt med at nyde (og yde! Shit, det er sygt som sådan en have gror) i haven henover sommeren, at jeg lige slår to måneder med ét forsinket smæk og skriver om både juni og juli. Ok. Røvsyge introtekster be gone. NU blir det spændende!

Kan I huske den stikkende Ulrich Brünner rosenbusk aka pisrosen fra helvede? Den kunne heldigvis godt blomstre. Og er du gal mand, jeg forstår hypen. Sorry, Ghita Nørby – I get it now! Roser er for nice, velduftende og magiske: Har ikke tal på hvor mange gange jeg har ligget på et tæppe under den her busk og nydt synet af lyserøde roser og blå himmel.

Morgenmad på terassen en spæd junimorgen. Rosenbusken øverst i venstre hjørne er førnævnte Ulrich og nedenunder er det Reine Des Violettes.

Kartoffel amok i min køkkenhave. Til højre for de høje fingerbøl kan man se min nok største glæde i haven i år: Kartofler! De trives åbenbart virkelig godt i gødet sandjord, for jøsses de har givet godt og planterne var ovet halvanden meter høje! Jeg er blevet tippet om at man skal slå planterne ned, når de begynder at sætte blomster, så bliver selve kartoflerne ikke helt så store.

De kartofler jeg havde forsøgt mig med at forspire floppede totalt. Til gengæld var især Folva læggekartoflerne helt vildt gode – og så er det bare hands down magisk at grave kartofler op.

Køkkenhave i flor: Jeg har plantet morgenfruer og solsikker i kanterne. Forrest her er det dild, så kan man se toppen af rucola, så gulerødder og til sidst ved bambuspindene: Ærter, som slet ikke har klatret i nærheden af så meget, som jeg havde regnet med. De er kun blevet 20 cm høje, men de har givet godt og været Kurts yndlingssnack fra haven. Gulerødderne har også været rigtig sjove og rucola skal vi helt sikkert også have til næste år. Til gengæld synes jeg at den almindelige hovedsalat var svær at få til at blive stor (jeg plantede den i slut juli, på den tomme plads efterhånden som vi spiste kartoflerne – og tog fiberdug på, for at undgå skadedyr).

Asparges blev slet ikke til noget, men har hørt at de skal bruge et par år på at etablere sig. Drivhusets indhold skal jeg lige gentænke – Eller også skal jeg bare blive bedre til at pleje tomatplanter. Tror kun vi har fået 5-10 sølle cherrytomater! Hvis nogen har tips, er jeg lutter øren. Til gengæld var vores 3 chiliplanter (Jalapeno, Cayenne og Scoth Bonnet (psykostærk!)) været et stort hit. Mynte til Mojito og Løvstikke til kartoffelvandet i højbede, har vi også været så glade for. To af vores tre højbede floppede fælt! Jeg må have gjort noget galt da jeg anlagde de der poser med jord, for intet har desværre groet i dem.

Det hedder ikke vild rucola for ingenting! Og selvom rucola, kartofler og gulerødder slås lidt om pladsen lige her, så er jeg faktisk – måske især her i starten af min havekarriere – glad for at køkkenhaven ikke er større. Den er overskuelig både i forhold til hvad vi får spist og hvad jeg kan overskue at luge og vedligeholde. Måske ville jeg ønske mig en større, hvis vi boede her hele tiden, men til vores behov har de cirka ni kvadratmeter jeg har anlagt, været en ret god begynderhave. “Do one thing well” lærte jeg af min yndlingslærer på designskolen. Det gælder mange ting i livet – Og åbenbart også i haven: Hellere en lille køkkenhave man kan overskue, end at gå John Seymor frenzy og anlægge en kæmpe køkkenhave man går kold i.

Den her nyudklækkede rosemaniac kan ikke styre sin begejstring. Someone please call 413.

Og her er Minnehaha rosenbusken som jeg bandt, strak, hev og vred og for at give den lidt mere plads. Det virkede og derfor havde vi i hele juli den fineste, tungeste roseinstallation (med fine venner i baggrunden) stående midt på græsplænen.

Det bedste der skete i haven henover sommeren var faktisk ikke engang planterelateret. På et par timer blev området under vores halvtag nemlig forvandlet fra at være en halvhjertet spiseplads, vi sjældent brugte til andet end opbevaring, til et virkelig tiltrængt og alsidigt udendørs chill område. Udover at vi nu har et sted man kan kravle ud med sin dyne og sit afkom kl. 6.00 om morgenen, læse historier, spille guitar og sove middagslur, så er det det allerbedste sted at sidde i tusmørket med ild i udepejsen og stearinlys og høre musik, spille backgammon og drikke en velfortjent godnatøl med nattergale og ræve indenfor behørig afstand.

Bla bla bla

Meanwhile

– overvejer jeg om det er fordi jeg er blevet immun af at bo midt i København K eller om jeg bare er blevet for gammel til at give fucks, at jeg for to timer siden gik i den lokale kiosk efter lagereddike (“First” – ikke det der økoshit) og cigaretter (I know. Ja. Men jeg skal til fest på Lørdag. Og sådan er det) i antrækket herover.

– har vi lige set første afsnit af BH90210 reunion. Hvad. Fanden. Var. Det?

– var jeg ret godt tilfreds med sæsonafslutningen på Handmaids Tale, men hvorfor, hvorfor, hvorfor skal man falde i søvn af kedsomhed i det ene afsnit, og have tyndskid af spænding i det andet? Jeg forstår det ikke.

– bingewatchede jeg syv afsnit af “Working Moms” på Netflix i går aftes. Imponerende så godt man faktisk kan fungere med 5 timers søvn.

– kan jeg godt selv høre det… Jeg ser ret meget TV.

– skal jeg til en ægte fest i morgen hjemme i nogle ægte venners ægte hus. Temaet er Tropicana. Om jeg glæder mig?

– har jeg lige opdaget Ursula Le Guin og forstår godt hypen. Hører ‘De Udstødte’ på lydbog og har lige læst ‘The Carrier Bag Theory Of Fiction’ (her). Andre anbefalinger modtages gerne.

– skal jeg starte til gospelkor, så snart jeg har fundet et der har ledige pladser. Oh happy fucking day!

– klikkede vejret vist i går. I ved der hvor årstidens tandhjul lige drejer endegyldigt. Var det virkelig dén sommer? Var det dét, der var i kurven til os for i år? Here comes flyverdragter og mørke.. og Netflix og rødvin og kakao og sweatre.

Arbejdsliv

Hjem igen

Ferien er slut. Ikke flere sommergule getaways. Ikke flere dovne dage med bare tæer på dugvådt græs. Ikke flere salte østers og sundowners… Krøllen på vores sommergris hed Avernax Festival og var endnu mere vidunderlig end sidste år. Seriøst. Hvis man er til natur, telt, koncerter, fællesskab, øl, bålmad, havbadning og sauna, så kan det virkelig anbefales. Billetterne bliver revet væk på få minutter og jeg forstår satme godt hvorfor. Som ø-lejr barn og roskildegænger gennem de sidste henholdsvis 25 og 15 år er det altså en ret så perfekt krydsning mellem en ø-lejr og en festival.

Jeg er tilbage på mit arbejde og efter i en lang periode at have været ramt af den der skitzofrene fornemmelse hvor jeg den ene dag tænker “fuck det, jeg siger op!” på hjemturen og den anden dag tænker “Jeg skal SLÆBES ud derfra!”, er jeg for tiden et sted hvor jeg virkelig sætter pris på mit job.

Jeg kommer ofte til at romantisere hårdt fysisk arbejde, fx på en fabrik eller i mine sønners institutioner, og tænke at dét er sgu ærligt tjente penge og hvad gør jeg egentlig for min løn: Sidder og flytter lidt papirer rundt, får måske – hvis jeg har været rigtig dygtig – nogle til at underskrive et af dem. Drikker kaffe. Holder oplæg. Går til møder. Så kan jeg tænke at det er da ikke et rigtigt arbejde. Så kan jeg blive voksenmobbet lidt i bogen “Pseudoarbejde” og artigt tøhø-grine med på “Djøf med løg” forestillinger. Og stille og roligt drukner min professionelle stolthed i påtaget, selvironisk distance over at være ansat i noget så tungt at danse med som staten.

Men helt ærligt: For tiden har jeg det helt omvendt. Jeg er ved en ret klar erkendelse af at det satme også er hårdt arbejde at være her: Stædigt at fastholde sin faglighed og integritet og insistere på at blive i kampen og forsøge at rokke en supertanker bare en enkelt millimeter. Lære at spille spillet. Lære at nyde friheden når man har fri og at udnytte arbejdstiden på en meningsfuld måde når man arbejder. Skabe meningsfulde relationer og have det oprigtigt både sjovt og alvorligt med sine kolleger. Det er faktisk totalt meget ikke spild af tid. Faktisk er det – på trods af alle papirerne – både kompetenceudviklende, solidarisk og fyldt med mening.

Jeg ved ikke hvorfor jeg lige fik behov for ovenstående svada. Måske fordi nogen i sidste uge havde behov for at bombe min arbejdsplads. Det er så lidt i orden og jeg får så meget lyst til at råbe fra tagene at vold ikke er svaret og at hvis man virkelig vil ændre noget, så kom sguda for helvede ind i kampen, i stedet for at stå derude i regnen. Der er en hel masse forskel der skal gøres og be the change you wish to bla bla bla…

Nå. NU vil jeg sætte mig ud i køkkenet med et glas rødvin og skrive på min ikke-bog.

Hav en dejlig aften.

Kh Ida

Ps. Læselisten er opdateret med Delphine De Vigans “Alt må vige for natten.

Pps. Hvis du mangler en podcast, så kan jeg anbefale “Manderegler” med Emma Holten og Anders Haahr.

Det (mor)somme liv

I need to see you spin first sister

Nogen har hældt gips i mine ben mens jeg ligger her på sengen. Klokken er 17.10 og min mor og store søn steger fiskefileter ude i mit køkkenet og min mand leger med den yngste og hører Shubidua. Sidste uge i Liseleje købte jeg en blå kjole, en Hugo Boss trøje og en orange kernelædertaske til min søde, arbejdsomme mor på et loppemarked og lige om lidt vil jeg gå ud og give hende det hele. Alting har en ende og måske er det her i virkeligheden lykken.

Nu er min mor taget hjem, min mand er hos en ven, børnene sover og jeg kampstener (altså vitterligt next level stener) SATC. Slutningen af sæson 3. Der hvor Carrie og Miranda er 34 og dermed præcis lige så gamle som jeg er lige nu. De afsnit er mine yndlings. Sex and the City er stadigvæk min foretrukne emotionelle sutteklud når virkeligheden blir for meget, og det er den lige for tiden.

I forgårs kom vi tilbage til København og dermed tilbage på arbejde for fuld pedal efter 4 ugers ferie. Der er mere end nok at lave og jeg skal virkelig koncentrere mig for ikke at få pres over alt det jeg gerne vil (og skal) levere de næste par måneder. Samtidig har vi i et halvt år haft billetter til Avernax (en skidehyggelig lille festival på Avernakø, vi var på for første gang sidste år), så det skal vi i slutningen af denne uge og jeg messer for mig selv at det er okay og det blir hyggeligt. Det er okay. Og det blir hyggeligt.

Byen og hverdagen kan også noget. Og så snart jeg lige er kommet op i gear igen, kan jeg måske også.

Det (mor)somme liv

Status fra et driverliv

Når man er i sommerhus på anden uge og derfor er blevet for doven til at skrive et rigtigt blogindlæg, så man i stedet bare kører en liste…

Aaantal:

træer fældet: 7

– aperol drukket: 3

– hvepsestik: 2 – FUCKING LORTEPISDYR!

– kriser mellem 2- og 3-årig: Skål!

– trekantsis spist pr dag: Somebody sponsorér mig

– kilo taget på: 5. Not Sorry (løj hun med hånden begravet i slagterbolcher – Heldigvis skal jeg lige om lidt tilbage i hamsterhjulet og blive helt stresstynd af at være så bagud efter al den ferie (løj hun videre))

– fester holdt som endte med solopgang på taget og to timers søvn før ungerne vågnede: 1 (og den var det hele værd)

– krabber fanget til havnefest i Hornbæk: 0. Det er den største løgn at dét shit skulle være spor nemt.. Heldigvis har min to-årige ikke arvet min elendige tålmodighed

– chips spist: En milliard

– kriser over at ferien slutter på Søndag: En milliard (i den super konstruktive kombination med dårlig samvittighed over at have fri)

– kendisser spottet i løbet af de to timer vi var i Tisvildeleje: 6

– mennesker der sidder på gaden og kigger efter kendisser i Tisvildeleje: En milliard

– cirkusbesøg: 1. Genialt hyggeligt og sjovt koncept at slæbe sine unger med, hvis nogen skulle være i tvivl

– brusebade med sæbe: 2. På ti dage. Måske er det meget godt, vi snart skal hjem. I hvert fald har min ældste søn lige sagt at jeg lugter af dametissekone. Tak, skat.

Bla bla bla

10 ting du kan være helt tilfreds med, at du ikke vidste om mig

1. Jeg er skidebange for at flyve (skriver jeg her fra mit turbulensramte rutefly på vej hjem fra Spanien). Det er totalt uerkendt, så hver gang jeg sidder i et fly, begynder tvangstankerne og jeg lover mig selv aldrig mere at gå ombord på en flyver igen. Denne gang mener jeg det. Gys.

2. Jeg har en enkelt tatovering. Den sidder på min højre underarm og jeg fik den lavet i Kolding da jeg var 25 år. Den forestiller mit yndlingsstjernebillede: Orion.

3. Der er nærmest ikke nogle madretter jeg ikke kan lide – med undtagelse af et par sindssyge encounters jeg fik i Shanghai (ja, marineret andemave og century eggs, jeg taler til jer) og så behøver jeg heller ikke smage den kogte hønsefod, jeg spiste da jeg boede i Kenya, igen.

4. Da jeg var i starttyverne og lige flyttet til Århus, arbejdede jeg i Lust i lidt over 2 år. Jeg har stadigvæk en solid paratviden om alt der vedrører skedeorgasmer, vaginalkugler, phtalater og erotisk litteratur til kvinder. #barekaldmigjoan

5. Min yndlingsfarve har altid været midnatsblå.

6. Da jeg var lille ville jeg være marinebiolog med speciale i hvaler. Da jeg blev 11, begyndte jeg at interessere mig helt vildt for elementarpartikelfysik og gik hver dag på Helsingør bibliotek for læse om det og så på stjerner med min farfar i hans hjemmebyggede observatorium i Tikøb. I 9. klasse var jeg en uge i praktik på Niels Bohr- og HC. Ørsted instituttet. Jeg spiste frokost med Holger Bech Nielsen, så vanvittigt meget op til Anja C. Andersen og min største drøm var at blive astronom.

7. Desværre er jeg nærmest talblind (på trods af en matematisk studentereksamen). Derfor blev ovenstående punkt aldrig til mere end et hobbyplan.

8. Jeg har engang været på et modeljob på Sardinien, hvor jeg udover turen og et luksushotelophold fik 1500 euro for en enkelt dags arbejde. Hele dagen inden jeg skulle skyde, lå jeg ved poolen uden solcreme og blev så solforbrændt at makeupartisten måtte dække mig til med grøn foundation i et desperat forsøg på at neutralisere min auberginefarvede hud. Kunden ringede aldrig igen. Jeg er en idiot.

9. Jeg blev friet til med en diamantring fra Tiffany, som Niklas købte da han var i New York til sin farmors begravelse og jeg var alene hjemme med Kurt som var helt nyfødt. Da Niklas var hjemme igen sad jeg og ammede, mens han pakkede ud og pludselig sad han på et knæ foran mig med verdens smukkeste ring og spurgte om jeg ville gifte mig med ham. Det var ok romantisk.

10. Mit all time yndlingsband er Pink Floyd. Jeg har alle albums på LP og CD og har hørt dem så meget, at de er helt tyndslidte. Mit yndlingsnummer er ‘the gunners dream’ fra albummet ‘the final cut’. Der hvor Roger Waters klagende “and hold on to the dream” morpher over i en knastør tenorsax-solo… Ah.

Rejse

Halsbrand La Vista Baby

For tredje år i træk er vi i Alicante i sommerferien. Og i disse anti-flyve-tider: May I just say: Wauw. Her er så øretæveindbydende skønt her på Costa Del Sol hvor solen den danser – Jeg pivelsker det. Vi kører kæmpe danskerstil med imponerende mængder sangria, brød, jamon og ost (min flade stresskrop er blevet erstattet med en hæderlig øl og brød …ting, der nu er fastmonteret på min mave. Aka livsnyderdelle i frit flor.

For første gang i mange år er jeg ikke længere bundet til skyggen af en baby, og har derfor fået freaking tanlines. Havde ellers helt nået at glemme den salige følelse af rød, spændt, solmættet hud. Ahh.

Og så har vi voksne (vi er 6 voksne og 8 børn i alderen 0-7 år) frit slag når børnene (endelig! Putning er stadigvæk en kælling) sover om aftenen og vi har fået skyllet dagen, poolen og faktor 30 af os. Så hører vi musik, snakker, spiser bløde chips og kigger på fuldmånen.

Jeg får næsten læst i min bog (‘Alt må vige for natten’ af Delphine De Vigan) og endda får jeg også skrevet en del på mine små hobbyting. Det er dejligt efter en hel måneds tanketørke.

Derudover arbejder alle vi voksne os stødt og roligt hen mod et kollektivt mavesår med en kombination af fælles holdindsats, al for meget sangria, cerveca og rødvin. Her på 3. ugen med daglig alkohol (som blev jumpstartet big time på Roskilde), er det begyndt at rive gevaldigt i vores kroppe.

Så måske er det meget godt at vi snart skal hjem til kølige (har jeg hørt? *smiley med solbriller*) Danmark, sommerhus, knækbrød, pil selv rejer og procentfri saftevand.

…Lige om lidt:)

Dødsangst, Rejse, Tanker

Spanien, swimmingpool og eksistentiel krise

Jeg sidder på en falmet plasticstol med fødderne i Det Baleariske Hav og en sol i hopla, der brager løs på min røde kasket.

I nat drømte jeg – igen – at vi alle sammen var døde. Det var endnu en af de der diffuse intethedsdrømme hvor man vågner med en følelse af universets tomhed. Om hvor stille der blir lige om lidt, når det hele er forbi og vores lillebitte livsboble her på jorden er bristet. En lille bitte epoke ud af milliarder års intethed. Puha. Hvis livet var en kikkert, så vender min altså forkert. I hvert fald har jeg alt for ofte en følelse af at se det hele i et alt for stort perspektiv. Vi små dumme mennesker skal jo for fanden ikke bruge vores tid på at prøve at fatte noget vores hjerner alligevel ikke er bygget til at forstå. Som hvis en sommerfugl insisterede på at forstå, hvordan dens regnskov virker. Dumt. Når jeg så tvinger mig selv tilbage i nuet og livet og poolen og de kolde øl i solnedgangen, så får dødsangsten hævneren på og gir den fuld spade om natten. Sådan en nat var det i går. Og i dag har Flaming Lips kørt på repeat i min hjerne. Do you realise that everyone you love some day will die. Øh, ja tak og ræk mig lige stofferne. Ejmen seriøst. Der er sguda ikke noget at sige til at vi blir alkoholikere og dulmer nerverne med netshopping og latterlige I-landsproblemer. Det er bare for stort til rigtigt at kunne holde ud.

Hvis det her er en midtlivskrise, hvorfor er den så så lang? Jeg synes det har varet længe nu. Og jeg gad satme godt snart at blive bedre til bare at nyde turen, i stedet for at bruge så meget energi på, at det hele en dag er forbi.

Nu går jeg ud i vandet. Mærker varmen og silkeskjorten mod min hud. Drikker min øl langsomt og leger med mine børn. Livet er langt. Lykken er kort.