Barsel

Apropos ingenting #3

– Er der åbenbart intet som det første mødregruppebesøg der kan trigge mit oprydningsgen. “HEJ! Se os. Vi bor ikke i en mødding. Jeg har ikke lige brugt en stofble til at tørre toilettet af med”

– Hjalp det vildt meget at smøre lanolin på mine bryster. Bare lige FYI. Så nu græder jeg ikke længere når jeg ammer. Det er fedt.

– Har Kurt lært at sige kom. Og han er ellevild med konceptet. “Kaaaaaam mor, kaaaaaaam!” Siger han mens han tager min hånd. Og hver gang går jeg lidt i stykker af al den kærlighed. Jeg spår Kurt og Kom en stor fremtid sammen.

– Har jeg fået min Sana forårsjakke på. Og den er kun lidt for lille. Det har jeg det rimelig Miranda baby weight med.

Barsel

Bomuldstortur

Jeg vil så gerne skrive et kækt indlæg om at putte ‘Barsel’ på sit CV. Lave humoristiske vinkler på alle de evner man tilegner sig, når man er slave af en 0-årig. Men jeg kan ikke skrive noget sjovt. For jeg har mest bare lyst til at græde.

Over sårene på mine brystvorter som blir suttet i stykker, hver gang de næsten er holdt op med at gøre ondt.

Og over bunkerne af tøj vi aldrig har bedt om, men som alligevel ligger som vulkaner i udbrud i soveværelset. Jeg har prøvet at rydde op i det i 3 døgn: At sortere efter hvem der snart er 3 mrd og om 6 mrd’s sparkedragterne skal på loftet. Og den røde dynejakke – Kan nogen passe den til vinter?

Og hver gang jeg har dannet et overblik, er der en der græder. Eller skider. Eller er mega sød. Og det er så nævenyttigt hyggeligt. Og ubelejligt. Og jeg blir sinddsyg af at være glad på kommando. Når jeg lige var i gang med at pakke pigetøj i plastickasser.

Så pludrer jeg i 10 minutter. Skifter. Blæser med hårtørrer. Synger motorisk udviklende sange og husker at krydse midtlinjen. Putter i en biodynamisk slyngevugge. Synger det bedste Politikens Forlag har lært mig.

Og når jeg endelige vender tilbage til projektet, har jeg glemt hvad der skulle i hvilke kasser.

Det hele har forvandlet sig til et bomuldsbombekrater.

Og så starter det forfra.

Det (mor)somme liv

Sana does NOT approve

Der når man er kommet til at købe den Schott army jakke som Sana har på i SKAM. (Hvad? Men fordi hun ser så freaking sej ud med den, jo!) Og så går det op får en, at man er 32. Og at man har to(!) børn. Og en kæmpe rynke i panden, ligesom Giraffen Gumle. Og at man oprigtigt går mere op i handlingen i den nye sæson af Onkel Reje end man gør i SKAM.

Og at man ikke engang skal så meget som overveje at get it on med Yousef.

sana

Barsel, Bæredygtighed

Stofbleer – Helt ærligt

(Hvis man ikke har børn i blealderen, eller er gravid, kan man vist roligt springe det her indlæg over:)).

Min baby er nu knap 6 uger, og det er blevet tid til en status over de stofbleer, vi har brugt siden han blev født.

Hvorfor stofbleer?

I løbet af min 2. graviditet, blev jeg stille og roligt lun på tanken om at prøve stofbleer.

Egentlig mærkeligt, for jeg har helt ærligt altid tænkt, at lige dén klub, kunne jeg ikke overskue: Min indre skeptiker så en hær af fastviklebærende, selvhøjtidelige økomama’s for mig.

Men samtidig nagede en dårlig samvittighed over alt det plastic der følger i kølvandet på sådan en baby. Engangsbleer producerer 1,5 ton affald pr barn. Affald som er 500 år om at nedbrydes i naturen og blablabla… Gode grunde fandt jeg nok af.

Derfor brugte jeg utrolig mange højgravide, søvnløse nætter på at surfe rundt på Ko & Ko’s StofbleskoleNeohippie, SmartparentYoutube og så diverse facebookgrupper, hvor jeg fik svar på mine spørgsmål.

Efter fødslen, brugte jeg bind i to uger, og blev mindet om hvor mega ubehageligt jeg synes det er, med plastic mellem benene. Efter at have brugt en divacup i mange år (er det oversharing? sorry! hej!), havde jeg lykkeligt glemt den sælsomme følelse af plasticbind.

Jeg ved ikke hvordan en våd stofble føles, men tænker umiddelbart at ALT er dejligere end et drivhus, som huden ikke kan ånde igennem. Og så i 3 freaking år. Desuden er det vist også bevist, at stofbleer er et par grader køligere (og derfor muligvis bedre for drengebørns kommende sædkvalitet), mere åndbare og allervigtigst er stofbleer jo fri for limstoffer, blegemiddel og superabsorberende stoffer.

Alt det er fair nok. Men hvordan fanden starter man med stofbleer til en nyfødt?

Jeg lavede 3 regler

1. Det skal koste under 1000 kr at komme i gang.

2. Det må ikke genere min baby

3. Det er mega okay at supplere med engangsbleer (f.eks. om natten og på tur)

Bindebleer

(Det skal lige siges at min baby vejede 4 kg ved fødslen, er en dreng, ligger i toppen af vægtkurven og tisser meget)

Efter lang tids overvejelse, valgte jeg at starte med Disana bindebleer. Hovedårsagen var, at de er fleksible og kan justeres 100% i størrelsen i starten, når babyen jo vokser konstant. Derudover er de nogenlunde billige (koster vist kun ca. 40 kr/stk), bløde mod den nyfødtes hud og sidder tæt omkring benene – og så er de i økologisk bombuld. Jeg købte dem brugt i den her Facebook salgsgruppe (det er lidt et gedemarked derinde og man skal være HURTIG for at få de gode ting. Men min erfaring er, at det er her det sker, i modsætning til DBA og Reshopper).

Bindeble

Bindeble fra Ko og Ko

Hvordan gjorde vi (og med “vi” mener jeg mig selv og babyen)

Den første uge efter fødslen brugte vi mest gammeldags stofbleer (=Kurts gylpeklude) med sådan en smart blesikkerhedsnål (som – and I kid you not – hedder “Nappi Nippa”). Desuden brugte vi (jf. pkt. 3) engangsbleer.

Blesikkerhedsnål

Blesikkerhedsnål fra Ko og Ko

Ellers har vi faktisk brugt bindebleer lige siden. Selve bindebleen suger ikke noget særligt i sig selv. Bindebleens hovedfunktion er at holde sammen på det hele og slutte tæt omkring babyen. Så jeg giver dem et boost (stofblesprog for at lægge sugende indlæg ind i bleen) af enten bambus (de er lidt hårde, men suger godt), eller (mine yndlings) prefolds i hamp fra babykicks. De er bløde og suger som en motherfucker. Og så skal der et blødt staydry indlæg allerinderst (manglede vi virkelig i starten – det er vigtigt!) som føles blødt og tørt mod babyens hud. F.x. dem her Fra Little Lamb i str. 2, da 1’eren blev for små på 2 uger.

bindebleer

Udenpå bleen sætter man en lanolinbehandlet uldblebuks. Det er her magien sker! Den sørger nemlig for at holde fugten inde, og holder desuden den til tider ret våde ble, lun indtil man får skiftet. Siger det lige igen: Lanolinbehandlet uld er genialt! Når lanolin kommer i kontakt med urin, sker der noget sæbeagtigt, som gør at bukserne er selvrensende og kun skal vaskes, hvis der kommer afføring på (og det sørger bindebleen for, at der ikke gør). Det er altså skidesmart. Og så er sådan nogle uldblebukser virkelig nuser at kigge på i forhold til en flad engangsble.

bindebleer

For at spare penge, og fordi det var lidt hyggeligt, lavede jeg mine selv. Med garn og lanolin emulsion fra Naturlig Beklædning og strik efter den her opskrift (men lav dem højere. De blev lynhurtigt for korte). Hvis man ikke orker the whole shebang, kan man jo bare købe dem færdige – eller sætte sin overivrige mor i gang;)

Skifte-vaske-cirkus

Når bleen skal skiftes er det nemmeste faktisk at rense med nogle små runde frotterondeller. Jeg klippede dem bare ud af et gammelt håndklæde. På den måde ryger det hele nemlig bare samlet ned i (…sidste ting at forholde sig til) Vaskeposen! Den er smart fordi den er lugtfri og nem at have med i en taske. Når man så skal vaske, åbner man bare vaskeposen med alle de brugte bleer og smider det hele ind i vaskemaskinen og tænder på 60 grader. Så blir bleerne slynget ud af vaskeposen og vasket rene. Og de blir (indtil videre i hvert fald) faktisk helt rene. Man skal kun bruge 1/2 dosering af sit vaskemiddel, for ellers ophober der sig sæberester i tekstilerne. Skyllemiddel er også et kæmpe no-go. Fordi jeg bor i København, synes jeg at bleerne nemt bliver ret kalkede og lidt stive i det. Har ikke fundet en løsning endnu, men prøver mig frem med Ulrichs vaskemiddel og nogle kalktabletter.

Wetbag med lynlås og strop fra Ko og Ko

Til opbevaring af de brugte bleer har jeg desuden købt en stor Filur spand med låg i Ikea som jeg synes supplerer bleposen godt.

Helt ærligt – sådan har den første måned været

Man skal ikke vælge bindebleer fordi det er nemt. Det er ikke engang selve bindearbejdet der er mest besværligt. Når man lige får taget på det, synes jeg faktisk at det er både hyggeligt og sjovt. Men de er besværlige at vaske (snorene kludrer sammen – pissetræls) og de er besværlige at hænge op. Og jeg tror det er meget individuelt om man kan vænne sig til det. Hvis ikke vi havde en vaskemaskine i lejligheden, så ville jeg ikke holde til det.

stofbleer

Vores uredigerede stofblehylde ovenpå puslebordet

MEN. Hvis man har overskuddet til at få sig en hobby (for det er det) oven i sin baby, så får man immervæk også en masse gode ting med i baduljen.

For mig – en type som ret let blir opslugt af min telefon, nyheder, blogs, podcasts og Tv-serier – har det været vildt dejligt med en med en oldschool, håndarbejdshobby a la madlavning. Desuden har jeg lært en hel masse om vask, fysik, enzymer, materialer, pletfjerning og andre lavpraktiske husmorregler.

Så. Moralen er vist bare: 1. Man ikke skal tro på alt hvad man læser på blogs. 2. Når det er sagt så synes jeg at stofbleer er sjove og helt klart værd at give et skud:)

Hvis I vil mig noget, kan i finde mig nede i svedhytten med en guitar.

Familieliv

Houston, we have a name!

Hint. Mit barn deler nu fornavn med……En Brandenburg, der gav den gas i 90’erne som sømand med Papegøjen Bounty i min barndoms yndlingsjulekalender, Skibet i Skilteskoven. …En Wichterle, der gav den gas som kemiker i Tjekkiet og bl.a. har opfundet kontaktlinserne. …En ‘Den Store’, der gav den gas som tysk-romersk kejser og baksede med noget katolsk missionering og et par ungarnske bøller.

…Og ikke mindst de her to flotte mænd med efternavnet Leberecht Burchardi. Her står de i Magdeburg i Tyskland, inden familien flyttede til København, hvor faderen slog sig ned som bogholder. Sønnen blev tobakshandler. Og cirka 10 år senere, fik han min farfar.

Det blev, med andre ord, en vaskeægte Otto.

Hurra!

Familieliv

FY! (for faen det var dejligt)

… At ryge en (halv!) cigaret på sin altan. Klokken 22.45 til lyden af fyrværkeri på Christianshavn og en knirkende baby i den slyngevugge, jeg ellers have forsvoret at tage i brug. Og imens drak man verdens tyndeste gin&tonic og stod der i sine bare tæer, næsten uden at fryse.

Det må man godt, når man lige har været til lagersalg i Ringsted med en nyfødt. Og så en tur i Tivoli. Og så fik man bakset en 3 personers sofa op på 4. sal. I ulvetimen. Med trætte børn, lunken cola og fiskefrikadeller ud over det hele.

Og nu sidder vi her og kæmper med søvnen, i verdens uden tvivl mest perfekte sofa.

Barsel, Småt brandbart

Apropos ingenting #2

– har vores yngste barn stadigvæk ikke noget navn. Men han hedder ikke Jan. Og heller ikke Johnny.

– er jeg blevet virkelig skrap til at enhåndsbetjene min iPhone.

– har HBO’s interface lige præcis til sæsonstart på Twin Peaks d. 21. maj, til at tage sig ret seriøst sammen.

– opdagede jeg Boozt-appen, en aften jeg følte mig ekstra overvægtig. Virkelig skidt for min grønne samvittighed. Hvornår blev det  let at shoppe?

– går det til gengæld overraskende godt med de der stofbleer.

– har jeg brugt alle vores børnepenge på voksenting i Plantorama og Ikea.

–  var jeg lige ved at skrive voksenlegetøj, men det klingede lidt forkert.

– blev jeg så befippet over Karolines seneste post på fabelagtige I Carried A Watermelon (og de medfølgende nye følgere) at jeg kom til at skrive et langt indlæg om fagforeninger. Undskyld.

– er det sgu en sælsom oplevelse at amme en nyfødt og en 1,5 årig (der samtidig skriger “mer” og “Reje!”) på samme tid.

– skinner solen udenfor. Og indenfor sidder jeg og sætter mine cd’er i alfabetisk rækkefølge. Ammehjerne vs Ida – 1:0.

apropos

Foreningen Danske Modeller

Jeg havde engang en fagforening

Dette skulle have været en hilsen til 1. maj og arbejdernes kampdag i går, men så fik jeg ikke skrevet (fordi baby, ik?).

For 7 år siden stiftede jeg nemlig en vaskeægte wannabe fagforening (som den her blog faktisk udspringer af – hele første år var alle mine blogindlæg virkelig dølle noter). Dengang gik jeg på Designskolen og manglede et emne for min bachelor.

Projektet blev at stifte verdens første fagforening for fotomodeller.

Fagforening

Det greb lidt om sig, og de sidste 7 år har jeg været formand for en forening som har

– Stået til rådighed for mere end 500 medlemmer

– Udarbejdet en analyse af modellers arbejdsforhold og fået kortlagt modelbranchen.

– Hjulpet jeg-ved-ikke-hvor-mange modeller og forældre med uvildig juridisk rådgivning.

– Udarbejdet to standardkontrakter sammen med Dansk Artist Forbund og LO.

– Afholdt Model-Til-Model møder i samarbejde med Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser.

– Arrangeret Model Lounges under CPH Fashion Week.

– Været med til at etablere et landsdækkende sundhedstjek for modeller.

– Siddet med i styregrupen for Det Etiske Charter.

Når jeg tænker på at idéen oprindeligt udsprang i mit lille køkken i Århus, hos et par modeller som var pissetrætte af Uffe Buchard (og hele modebranchen generelt), så blir jeg ekstra stolt, når jeg ser på hvad vi har opnået. For vi er ikke længere uvenner med Uffe. Faktisk sidder vi i styregruppe med ham. Og Eva Kruse, Helle Hestehave fra Baum und Pferdgarten, As Øland fra Dansk Mode & Textil, modelbureauerne og Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser. Og den gruppe har samlet modebranchen på en måde som globalt set er helt unik. Det gør mig stolt. For er det ikke det faglig organisering handler om – At samle?

Men nu er det slut. På en ekstraordinær generalforsamling for en uge siden, lukkede vi vores forening. 

Der var hverken tid, penge eller energi tilbage. Gnisten var væk. Men jeg håber og tror at vi har efterladt os et lille fedtet fingeraftryk på det politiske landkort. Og forhåbentlig har et par unge modeller lært, at det er helt på sin plads at stille krav til sin(e) arbejdsgiver(e).

Foreningen har i hvert fald lært mig at være optimistisk, hård, politisk, nævenyttig, engageret, oprørsk, kompromissøgende og først og fremmest: At det faktisk ikke er svært at gøre en forskel.

Farvel Foreningen Danske Modeller. Tak for denne gang.

(Og glædelig kampdag:)) Fagforening

Barsel

Hvorfor har ingen forældre sagt noget?!

I går var jeg alene hjemme, for første gang siden vi blev en familie på 4. Virkelig skitzofren oplevelse. Første halvdel af dagen var som rullet ind i een stor pastelfarvel camcam-printet barselboble. Sende storebror og mand afsted og så bare chille rundt med hjemmeprojekter, hjemmelavet latte og Peer Gynts Morgenstimmung på fuldt drøn for mit indre øre.

Nå. Men så skal man jo hente sit barn. Så tager den lille i strækvikle og går i raske skridt mod Kurts vuggestue med vores gigantiske tvillingebarnevogn. Turen hjem går faktisk fint nok og Kurt og jeg får os en ekstra dyb snak om fugle, kraner og biler. Leg i gården går også helt okay.

Klip til: Baby vågner og vil amme. Sådan nu. Kurt er på ingen måde færdig med sin trehjulede motorcykel. Det er koldt og sjatregner og jeg kaster et hurtigt blik på legehuset og tænker lige kort

Men. Måske er det alligevel her, jeg lige skal være den voksne, som ikke ammer i et legehus. Så jeg bestemmer at vi skal gå op på 4. sal. Med poser. Og baby. Og pissesur 1,5 årig i flyverdragt. Som laver sit nyeste move: The Flitsbue. Kombineret med skrig. Mens jeg slæber 1,5 årig, poser og baby i vikle messer jeg højt noget med pandekager og hindbærsyltetøj. Shit. Der. Er. Langt. Op. På. 4. Sal.

Han endte med at spise købepandekager kolde og direkte fra posen.

Nå, det var så Mandag. Tjek. Og hejhej. Vi ses om 1 år.