Det (mor)somme liv

Det usynlige regnskab

Det med at være forældre sammen. Altså arbejdsbyrden og alt det praktiske hejs der er rundt om det hyggelige småbørnsfamilieliv. Det er som om jeg ikke helt har fanget den endnu. Hvad reglerne er, hvis man (for det meste) gerne vil undgå at være en kæmpe idiot. For jeg koger rundt i uskrevne regler og forældet selvretfærdighed. Gid der var en bog hvor man kunne slå svar op på spørgsmål som: hvor længe kan man bruge ‘jeg bar vores børn i 18 måneder og natammede lige så længe, jeg tror det er min tur nu’-kortet? Alle der svarer mindre end det helt logiske valg (nemlig 36 mrd amaright?) må meget gerne kaste en kommentar – Måske hvis der er nogle fædre på linjen? Eller hvad med når den yngste får skoldkopper og det bare er virkelig, virkelig ubelejligt i fht job, og jeg derfor har sendt barnet uforsvarligt mange gange i vuggestue og i dag blev nødt til at holde ham hjemme. Hvem tager så barnets anden sygedag? Seriøst. Hvordan beslutter man det, hvis ingen kan få fri? Hvor længe kan man trumfe med ‘hvem har egentlig ofret mest på karrierekorset for at skabe den her familie’ uden det blir usmageligt (især når jeg lige har valset rundt i frihed i 5 dage i Lissabon)?

Hvor meget tæller madlavning vs tøjvask på arbejdsskemaet? Hvad med alle de usynlige ting (ja, vaccinationsprogram, boligforsikringer og bilreperationer, jeg kigger på jer). Og hvad med al den tid jeg bruger på at læse om børneopdragelse, sammenligne uldundertøj og putteritualer i diverse kommentarspor samtidig med at jeg trawler Boozt igennem for sæsonens vinterstøvler… tæller den tid 1 til 1 med forsikringerne? Og hvordan gør man, hvis man flyver solo i sit forældreskab og ikke har nogen at være konstant bitter og forsmået på? Er man så bare hævet over that shit? Hvad er reglerne? I’m lost.

PS. Heldigvis kan mit nabolag i insisterende efterårsmorgensol opløse den værste uberettigede bitterhed..

Småt brandbart

Bortset fra det

– Fik jeg smækket mig ude af min blog i Lørdags, så det er derfor der har været lidt stille.

– Har det altid været fast tradition, at vi alle sammen er deprimerede om søndagen herhjemme. Men i november er vores kollektive Sunday Blues seriøst på steroider.

– Har Kurt gået i udflytterbørnehave i et halvt års tid nu og er nu virkelig begyndt at lege udflytterbørnelege. Hans yndlings er ‘brunhjort’ i brunst (altså =kronhjort ik? ‘Jaja, mor, Brunhjort!’).

– Er der så mange børn af kendte i Kurts børnehave at jeg virkelig skal lægge bånd på mig selv for ikke at komme til at sige noget startstruck og kikset til de stakkels forældre. Klokken 07.50.

– Opdagede jeg, at jeg er kommet til at stjæle “Apropos Ingenting”-overskriften til den her slagt tilfældige ramble indlæg fra søde Charlotte ovre fra Skalotteløg. Hun har kørt med den titel siden 2011(!) og den skal hun selvfølgelig have lov at have for sig selv. Undskyld.

– Er mit blogfeed on fire for tiden, med folk der spytter det ene seje, debatskabende indlæg ud efter det andet. Og jeg elsker det! Den her adresse er, i skærende kontrast, virkelig ufarlig pt. Det er lidt kedeligt, men verden er en rigelig stor mundfuld for mig for tiden – Så I er lige mit Helle.

– Var Niklas og jeg på date lige inden jeg fløj til Lissabon. Vi så Bohemian Rhapsody i Imperial, og jeg hylede den sidste time fordi den var så god. Rami Malek i rulam og hjemmegjort page skulle fandme ikke løbe mange gange rundt om min foldudmadras.

– Bingede jeg de første 6 afsnit af podcasten ‘Hjernen På Overarbejde’ i dag. Udover at dét i sig selv er dybt ironisk, så vil jeg også driste mig til at anbefale den til alle som døjer med at finde balancen i sit (arbejds)liv. Find den her.

– Er jeg stadigvæk et pisseforvirret pendul omkring hvorvidt vi skal blive boende her i byen for evigt eller flytte ud. Et af de store plusser ved at bo herinde er at det fandme er fedt at vores morgencykelrute krydser den kongelige livgarde på Amalienborg, med to morgenfriske unger der skriger “HEJ! HEJ!” efter de stakkels stonefaced gardere.

– Var jeg til den halvårlige medarbejderudviklingssamtale, aka PULS, på mit arbejde i forgårs. Shiiit. How you people do it??

Mig før PULS-samtale

Mig under PULS-samtale

Mig i to timer efter PULS-samtale

Arbejdsliv

Meanwhile i Lissabon: Hurtigt hej fra Websummit 2018

Jeg er taget på en stille og rolig 70.000 menneskers tech konference med mit arbejde, så hvis her er stille for tiden er det bare fordi jeg har travlt med at terpe buzzwords og mingle med Google.

Hvis DHL løbet i Kbh er Roskilde Festival der møder Djøf, så er Websummit Roskilde Festival der møder Silicon Valley. Det er virkelig spændende og smækfyldt med klistermærker og klichéer. Så jeg får lige justeret mit bullshitfilter, tøjlet min fomo og så prøver jeg at holde igen med merchandise, jeg ikke har brug for.

Om lidt er klokken 16.00 og så tror jeg nok det var tid til portvin, øl og fyraften her i teknoland.

Undskyld mig lige mens jeg indhenter 200 års barsel.

Vi ses på Fredag.

You and your pink sky

Tanker

Tom for ord.

Jeg har ingen ord for tiden. Jeg går ellers pligtskyldigt i gang med en masse indlæg som er sjove, likeable, aktuelle og sarkastiske på den perfekte, ironisk distancerede måde: “Jeg fik taget den ultimative voksenlivsmødom forleden”-agtige indlæg. Men det går ikke. For der er lige præcis 0% overskud til den slags ord for tiden. Det er bare hårdt. Vi kører totalt på pumperne, og det er både kedeligt at skrive og læse om flyverdragter og vinterstøvler. Og faste udgifter for 36.000kr(!) og arbejdsstress og småskænderier. Men det er sådan det er lige nu. Ikke så meget madplan her. Og mens vores børn spiser pasta og pølser prøver vi på at lede efter små åndehuller i iskappen.

Jeg går stadigvæk til stresscoach en gang om ugen og selvom det måske ikke lyder sådan, så hjælper det helt vildt. Bare det at blive tvunget til at sætte nogle af de glemte ord på hvordan jeg har det. Drikke the. Krydse (overraskende mange -shiit) stresssymptomer af i et skema og få sat ord og metaforer på de følelser som kan være svære at forstå når jeg står i dem til halsen – Og svære at eje fordi det føles som sådan en kæmpe kliché. Stress ‘ing? Så er man lige en af de der seje karrieremoms der lige har lidt eksistentiel krise og stress. Suk. En klub jeg aldrig troede jeg skulle havne i. Men sådan er det. Og det er okay. Seje, stressede karrieremoms, unite!

Hun lærer mig ord som Fartblind for eksempel. Jeg har en følelse af at have kørt på motorvej nonstop i et år, og så er hun – min coach – ligesom en rasteplads, hvor jeg lige kommer ned i gear og opdager hvor stille der kan være. Og hvordan jeg egentlig har det, når jeg ikke er bedøvet i fart.

Lige nu sidder jeg på min yndlingscafé ved Helligåndskirken med en 2. dags febersyg Kurt i barnevognen. Han sover, min lille store dreng. Og jeg drikker kaffe og slapper af for første gang i 100 år og drømmer om deltid og læser min mors gamle ‘Tilværelsens Ulidelige Lethed’ af Milan Kundera. Det er så dejligt.

Jeg håber at jeres weekend bliver vidunderlig og efterårsagtig og fyldt med pumpkin spice. Og så håber jeg at jeg er den eneste som seriøst stadigvæk har jetlag, efter vi er skiftet til vintertid.

Nåmen jeg fik altså taget en ganske særlig voksenlivsmødom i sidste uge. Min allerførste lygtefest i skovbørnehaven.

Barsel, Det (mor)somme liv

Et motherboard fyldt med nybagt moderskab

Forleden hjalp en kollega mig med at tømme harddisken, i den macbook jeg druknede i caféblomstervand for et år siden på vej til en jobsamtale.

Der er nogle grunde til, at min kortsluttede computer har ligget brak så længe. For det førte fik jeg jobbet (jæsh!) For det andet børn. For det tredje solide prokrastinationsevner. Men nu. NU fik jeg endelig tømt den lille disk. Og dér lå de første 6 måneder med Otto. Min fødsel. 2 års freelancearbejde. Bare de små ting, ikke?

Da jeg sad og kiggede i mine gamle ting, faldt jeg over flere billeder der rev mig lige tilbage til barselsboblen. Af dobbeltamning. Af rod. Af rod. Af rod. Fik jeg sagt rod? Og trapper. Titusindevis af trapper. Har jeg virkelig allerede fortrængt hvordan det første år som mor til to (også) var? Eller er jeg bare blevet så lullet ind i den her psyko-forældreverden, at jeg ikke længere kan skelne? Det første år med to børn er jo straight up sindssygt! Især når man sidder i bagklogskabens lys og scroller sig igennem sin overflod af bevismateriale. Her kommer et par af de værker jeg er mest stolt af.

Dette værk kalder jeg for Ingen Elevator. Masser Af Overmod. PS. Ja, der sidder en halvandenårig på ryggen. Og ja, det her var en daglig ting. Shit.

Jeg Vil Gerne Udbringe En Toast For At Blive Hvad Du Spiser

Nå, ja. Så skulle jeg jo også have et arbejde. Det gik rigtig godt.

Dette kalder jeg: Hvis Trump Var Din Ammende Mor

Heldigvis skete der også magiske ting. Fx dengang, da Otto var 4 mrd og min mand og jeg løb hjemmefra…

…Og endte i en Jägermeisterbar på Roskilde.

Nå, ja. Og så skete det her. Efter mere end et halvt års hæslig retssag. Den kan vi fx. kalde Det Er Ikke Din Skyld. Eller bare Thank Heaven For Fagforening.

Og det var det. I en nøddeskal. Mit første år som mor til to.

Lige midt i et druknet motherboard.

Sommerhus

Efterårs-, thanksgiving- og halloween i én og samme fest.

I Lørdags holdt vi houswarming i vores sommerhus. Det blev en af de slags fester som starter med et vidunderligt rend af alle vores bedste mennesker og børn og scrabble og bål og får og pandekager og kaffe og græskartærte. Og som slutter her. Med andendagstømmermænd mandag aften.

Om eftermiddagen blev vores børn hentet og så gik der seriøst Dawsons Creek i den. Vi fyldte haven med glas og fyrfadslys og de græskarmonstre folk havde snittet i løbet af dagen. Så huggede vi propperne af to flasker champagne med en økse, tændte for lyskæderne og lavede langbord under halvtaget midt mellem udepejs og indianerovn.

Nangiala ringede lige kort og bad om at få deres bålfad tilbage, men det tændte vi altså også op i. Og så husker jeg mest bare noget med en masse drinks, DJ Alligator og Kim Larsen og at danse og spise popcorn omringet af bål og lysende græskarhoveder. Og noget med en stjernetur med en gammel veninde og nogle vigtige snakke og til allersidst: en masse folk på en masse luftmadrasser i en masse værelser.

Jeg har stadigvæk tømmermænd. Og det føles lidt som om min krop er gået i stykker.

Yes!

Det gør vi sgu igen til næste år.

Mad

Madplan #2 (mindre hellig, mere ..færdigret)

Mandag

Tomatsuppe (tak Knorr) med vildt tørre hjemmebagte boller. Indtages iført sweater i gård/have mens man skærer græskar og drikker rødvin med sine naboer.

Tirsdag

Spaghetti med kødsovs.

Onsdag

Boller i karry fra pose. Indtages gerne med to overtrætte børn efter ulvetimekøretur til sommerhus)

Torsdag

Omelet med bønner og broccoli.

Fredag

Hotdogs. Jeg har fået en ting med at lave mad på bål når vi er oppe i sommerhuset. Så sidder jeg der på hug og føler mig som en anden tribal mama med min pande med smør og pølser på. Alt smager bare godt når det har været på bål og det hele er lidt fyldt med blade.

I weekenden skal vi holde housewarming for vores venner. Det bliver noget med (tilføjelse) godt vejr, sol og plusgrader! Og så en masse græskar vores gæster kan skære ud så de kan lyse vores have lidt op når mørket falder på. Og så tænker jeg at maden bliver i genren græskartærte, kartoffelmos og gryderet.

Bum! Another week in gourmet paradise.

Parce que je le vaux bien.

Bla bla bla

Der bor en mademoiselle i mig som ikke vil dø.

Hun går i gummistøvler på kontoret og spiser sovs af gryden. Og går med læbestift og klipper selv sit pandehår. Hun læser selvhjælpsbøger og hører Pink Floyd. Hendes regntøj er ikke det smarte fra Rains. Hun er faktisk ret god til at spille guitar og synge gamle Jeff Buckley sange. Hun drikker alt for meget og ryger cigaretter på altanen. Engang imellem bunder hun en øl lige midt i hverdagen bare for at mærke rusen. Hun går i genbrugstøj og kan improvisere en gryderet med lukkede øjne. Hendes negle har alle mulige farver. Hun er fan af alt muligt og fortaber sig i alle muliges måder at gøre alt muligt på. Det blir nogle gange et rod. Fordi alle virker så seje, glemmer hun at hun også kan tricks. Så koger hun rundt efter noget at læne sig op af, i stedet for at se sig selv udefra. I gummistøvler og dyr læbestift og tænke at det faktisk også kan noget.

Det MORsomme liv

En dag finder jeg måske svaret.

Det er meningen jeg skal ud og have drinks med en veninde om et kvarter. Og her sidder jeg i mørket og putter og er alt andet end festlig. Jeg har det som om alle mine venskaber flyder væk fra mig, mens jeg sidder her. Lænket til tremmesengen på 4. år i træk. Lige da jeg så baren for enden af tunellen, blev jeg slået hjem af Otto og da Kurt var 9 mrd startede det forfra med en ny graviditet.

Det er ikke fordi jeg ønsker det skulle være anderledes. Det er bare fordi det er hårdt. Og svært at give slip på den man var. Den glade, friske type. Som fx. kan huske hvilket postnr hun bor i. Og sine børns personnumre. Og hvem hun har aftaler med hvornår. Og som ikke altid – altid – får lyst til at udskyde de aftaler i allersidste sekund.

Jeg har stadigvæk ikke forstået hvordan de rigtigt voksne vil have, at man skal være nærværende mor, når man lige har været nærværende kollega i otte timer. Og kok i en halv. Og hvis man så skal til at være nærværende drinks-og-rød-læbestift-veninde efter man har været nærværende aftenputte-mor.

Hvordan? Hvordan? Hvordan?