Skærm

Til kamp mod skærmtiden

Der er en (tiltrængt) skærmtræthed i luften. Emnet fylder en del i debatsektioner, feeds og endda også nyhederne, særligt efter undervisningsminister Mattias Tesfaye meldte hans opgør med folkeskolens skærmforbrug.

Jeg er – ikke overraskende – på team Tesfaye. Jeg bliver stadigvæk rasende hver gang min syvårige kommer hjem fra skole og siger at han ikke fik spist så meget frokost i dag, fordi klassen så Youtube(!!?) mens de spiste frokost(!) Det føles sgu pænt devaluerende overfor alle de skide skærmkampe vi tager herhjemme.

Kort inden jul loggede jeg ud af både Instagram og Facebook og det har hjulpet gevaldigt på hvor spændende, jeg synes min tlf er. Ikke desto mindre er min skærmtid (barsel eller ej) med sine +6 timer om dagen stadigvæk alt for høj, til at jeg kan trives med det.

Så nu har min 11-årige niece og jeg lavet en udfordring, for at minimere vores skærmtid til < 2 timer om dagen. Den starter i dag og her kommer reglerne og vores udgangspunkt. Så kan man jo selv om man vil copy paste og være med, eller om man bare vil le hånligt ad os:)

Min niece har selv fundet på, at vi skal lave små film af det, vi har lavet som IKKE foregik på en skærm. Det er selvfølgelig ikke 100% skærmfri zen, at filme de skærmfri aktiviteter, men hey, vi skal jo starte et sted.

Her kommer reglerne.


Ida og Filippas skærmgame

Filippa

2 t 13 min (tlf samtidig med ipad)

7 t 6 min (ipad)

—————

TOTAL: 7 t 6 min dagligt gennemsnit

Ida

5 t 3 min (tlf)

1 t (estimat ipad)

———————

TOTAL 6 t 3 min dagligt gennemsnit

Regler

– Max 2 timers skærmtid om dagen (både ipad + tlf ialt) – dvs: I alt pr uge max skærmtid: 14 timer.

– Man skal være ærlig! Ikke snyde♥️

– UNDTAGEN (dette tæller ikke med i de 2 timer)

  • Lydbøger / Spotify
  • Indstillinger
  • Filippas lektier
  • Ida skrive bog på ipad i google docs og i noter

Perioden er fra Søndag morgen – Søndag morgen.

Præmie

En biograftur med spisning på restaurant.


Pis. Nu må jeg hellere “lægge på” – Min skærmtid for i dag er på 1 time og 41 minutter og klokken er kun 15.30. Glæder mig til at høre jeres idéer til skærmfri aktiviteter og jedi mind tricks til at modstå fristelsen, når telefonen kalder rottehjernen frem (mit nyeste våben er at visualisere Kate Winslet, der i et BBC interview ifbm hendes nye film ‘I am Ruth’, om unges some-forbrug, med klassisk Winsletsk kombination af stamina, stoisk ro og et kvart løftet øjebryn siger “You know. It is possible to just say no”.

Ps. This conversation is not over! Håber I vil skrive kloge, gode ting i kommentarsporet. Det blir jeg altid så utrolig glad for, når I gør.

Bla bla bla

Mennesker trenger mennesker

I dag er min 38 års fødselsdag. Jeg blev vækket af at mine børn og mand kom listende ind med stearinlys og flag og sang. Og jeg følte mig meget rig. Rig på mennesker.

Da jeg var studerende i Kolding var det lige omvendt. Døren til min kollegielejlighed var en branddør, der sagde sådan en fjuuup-lyd, når man lukkede den. Så sad jeg der på køkkengulvet i min lufttætte lejlighed og lovede mig selv, at hvis jeg engang kom til at bo sammen med mennesker igen, så skulle jeg huske dét øjeblik. I dag sender jeg en tanke tilbage til ensomme Ida, 26 år på et køkkengulv i Kolding. For selvom ensomheden i dag er et åndehul jeg nyder, ved jeg også, at det kun er rart fordi den altid er der med en bagkant bestående af mennesker.

I lang tid følte jeg mig forkert for at være så afhængig af mennesker. Gennem tiden har jeg skrevet side op og ned og sammenlignet min mennesketørst med mere eller mindre indbydende snyltedyr.

Men en dag sagde min psykolog noget. Vi sad i hendes arbejdsrum og kiggede ud over hendes hestefolde og jeg fortalte at jeg næsten altid har boet med nogen og om hvordan jeg som 12-årig sov på en madras på min søsters værelse, fordi jeg ikke turde sove alene på mit værelse i kælderen. Jeg fortalte at jeg var irriteret på mig selv, over at være så dårlig til at være alene. Så pegede hun ud på et skel i hestefolden og sagde “Engang imellem sker det, at en af hestene havner på den forkerte side af skellet mellem de to folde. Så går hesten helt i panik. Den er slet ikke til at styre, før den har fundet vej tilbage til flokken”. Efter lidt tid fortsatte hun: “Vi er flokdyr. Os alle sammen. Direktøren på dit arbejde, din mand, dig. Alle har brug for at tilhøre en flok”.

Jeg har tilbragt mine formative år i selskab med Sex And The City – den ultimative hyldest til individets frihed og selvstændighed (ja ja okay …og venskab), som fik mig og mange af mine fellow millennials gennem de ensomme tyvere. Om aftenen på kollegieværelset så jeg altid et par afsnit, inden jeg skulle sove. Men så – 10 år senere – sagde min psykolog det med hesten. Og jeg forstod måske lidt mere, at selvom selvstændighed er godt, så er mennesker (venner, børn, partnere, familie, skolekammerater, venners børn, den dér ene rigtig gode kollega, niecer, nevøer, bedsteforældre, skolelærere, baristaen i den lokale, den underlige fellow fodgænger man altid støder ind i, naboer, internetvenner…) altså bedre. Eller om ikke andet: Et helt naturligt behov.

SKAM serien fra 2015 fik i høj grad lappet mit “hvis du ikke har nok i dig selv, så er du ikke et helt menneske”-sår med den vidunderlige one-liner: “mennesker trenger mennesker”, som nærmest endte med at stå tilbage som en hel sæson-morale. Og selvom serien var målrettet gen Z, tror jeg faktisk, at den ramte mindst lige så rent hos os ensomme gen-Y’ere.

Behovet for at have mennesker omkring os gør os ikke til snyltende bændelorme. Vi er bare flokdyr.

Jeg er bare en hest.

Det kan jeg godt leve med.

Bla bla bla

Hvor er jeg træt af mit telefonmisbrug

I 1900’erne var en pibe en almindelig konfirmationsgave. Den markerede overgangen til voksenalderen.

I 1950’erne blev der røget overalt. I offentlig transport, i fly, på hospitaler. Der blev advaret mod rygning i sengene. Det var ikke en ualmindelig brandårsag, at nogen var faldet i søvn med en tændt cigaret i hånden.

I 1970’erne var det helt normalt at pædagoger røg i børnehaverne, både ude og inde på stuerne, mens de var sammen med børnene.

Min morfar var tolv år, da han fik sin første cigar. Han begyndte at ryge som 13-14 årig og røg hele livet, frem til han som 62-årig fik konstateret lungekræft. Et par år senere døde han.

Og nu har vi erstattet cigaretter med telefoner. Telefoner er den kollektive sutteklud du jour. Er jeg helt hysterisk eller kan man endda sige at vi udsætter hinanden for passiv telefoni i bussen, på restauranter og på gaden, hvor vi er omgivet af mobilzombier, når vi løfter blikket? Det prikker til os, på en måde vi ikke helt kan sætte ord på, at vi ikke kan få øjenkontakt med hinanden. Og selvom det ikke generer os nok til at sige noget i situationen, så brokker vi os over det, når vi er kommet hjem. Måske vi endda drister os til diskret, at tage et forurettet billede af det deprimerende sceneri.

I dag sidder pædagogerne med deres telefoner, mens de passer børn i børnehaver og SFO’er. En bekendt (som jeg har lært at kende på Instagram) fortalte, at hun havde set to pædagoger sidde på en legeplads, og været på facebook på deres telefoner, da et barn faldt ned fra klatrestativet. Det var først da et andet barn kom hen og rykkede dem i ærmerne, at de opdagede uheldet.

I dag sidder forældre med deres telefoner på legepladser og på hovedbiblioteket. På legetæpper med vores nyfødte. “Hun opdager det alligevel ikke” fortæller jeg mig selv, når jeg sidder med min datter på et halvt år. Men i virkeligheden er det jo ligegyldigt om hun opdager det. For det handler jo om, hvorvidt jeg opdager hende. Jeg falder i søvn med min tændte telefon i sengen. Opdager den lysende skærm ligge under puden, næste morgen eller midt om natten, når jeg vågner og lægger telefonen artigt på plads på natbordet.

Samtidig er antallet af børn og unge mellem 0 og 17 år med angstlignende diagnoser steget med 52 procent, i løbet af de seneste 10 år (fun fact: Smartphonen blev lanceret i USA i 2007. Det er 15 år siden).

Samtidig er andelen af voksne danskere med en høj score på stressskalaen steget fra 21 pct. i 2013 til 25% i 2017 og til 29% i 2021. Næsten hver tredje voksne føler sig stresset. Og – det her står for egen regning – Men for et par uger siden opdagede jeg, at jeg i løbet af en uge havde tilbragt 22 timer på Instagram. Det er en deltidsstilling. Så er det vel ikke underligt, at jeg bliver stresset og føler mig konstant bagud med mit liv.

Samtidig tror jeg, at der ulmer et opgør. For jeg fornemmer, at jeg ikke er den eneste der har fået nok. Nok af at tjekke min telefon 150 gange i løbet af en dag. Nok af, gang på gang, at konstatere at min hjerne igen er blevet kidnappet af et lille pling, der blev til 30 minutters uforvarende skærmtid. Nok af at forære min dyrebareste ressource, min tid, til platformene.

Min 7-årige søns klassekammerat har lige fået sin første telefon. Det er en gammel iPhone med spil på. Nu vil min søn også have en iPhone.

Og jeg skal forklare ham at han ikke må få en iPhone. Ikke nu. Ikke om et år. Ikke om to år. Faktisk er jeg i tvivl om han nogensinde må få en smartphone. Du griner, men jeg mener det. Jeg er pissebange for screenagers i gadebilledet. Jeg ser dem overalt og det er så uhyggeligt. Jeg nægter at lade ham blive lige så afhængig af en skærm, som de er. Og som jeg selv er.

Jeg forestiller mig mobilfri togkupéer, restauranter og biblioteksafdelinger.

Jeg forestiller mig politisk handling og regulering af platformes dopamin-aktiverende brugeroplevelse.

Jeg forudser mobilfri restauranter. Mobilfri folkeskoler. Mobilfri dage.

Jeg forudser at mange af kommer til at vælge et liv uden smartphones, ligesom mange i dag vælger et liv uden røg.

Er jeg helt væk? Skal jeg bare lære selv at styre mit eget misbrug (primært af sociale medier) og holde min gamle kæft? Skal jeg bare lære at det ikke er skærmens skyld, at jeg er afhængig?

Glæder mig til at blive klogere i kommentarsporet.

Ps. Billedet er taget af min 5-årige

Bla bla bla

Vær velkommen 2023

Der er noget ved den maniske juleperiode, jeg allerede savner. Decembers lange hækkeløb, bestående af lige dele æbleskiver, Woody Allen og hoLd kÆfT hVoR Vi hYgGeR, bruges (og nydes) som belejlige overspringshandlinger, mens tankerne kværner, om det jeg gerne vil og skal nå i det nye år.

En måde at puste til tankemylderet er ved at fyre ekstra op for selvhjælpslitteraturen i de mørke måneder. I år har jeg læst ‘Elsk den du er’ af Kisser Paludan og “Designing your life” af Bill Burnett og Dave Evans.

Jeg tror lige, jeg vil uddybe hvorfor jeg har læst de to bøger. Jeg holder en lang barsel (1,5 år), og min plan er at bruge tiden på at 1) skrive på min bog 2) finde ud af hvordan mit arbejdsliv skal være (…nåeh ja, det glemte jeg lige… Og 3) passe min baby og to store børn).

Punkt 2 skal ikke forstås som, at jeg ikke vil tilbage til mit faste job efter min barsel. Det vil jeg gerne. Men jeg vil kun, hvis det kan være på en måde, der ikke piller mig fra hinanden. Det er virkelig blevet tydeligt, efter jeg gik på barsel i maj, at jeg har en tendens til at være ret selvudslettende i mit (arbejds)liv. Generelt er jeg nok typen som bruger 90% af min energi på alle andre end mig selv. Det skal ikke misforstås som humble bragging, for det handler mindst lige så meget om at misunde, projicere og kopiere (og bitterhed, åh, BITTERHED) som det handler om at “sikre at alle har det godt”.

I forlængelse af det, bruger jeg utrolig meget tid og energi på at “educate” mig selv, fx med timevis af terapi, artikler og bøger. Arbejdsmæssigt vil jeg helst afsætte 80% af tiden til ‘discover’-fasen med at forstå og forberede. Det kan man selvsagt ikke. Og ærlig talt, gider jeg heller ikke længere. Efter fem år på samme arbejdsplads, har jeg efterhånden set nok nyansatte stryge til tops efter en måned, til at vide at hemmeligheden er, ikke at bruge energi på det, man ikke er god til (og i samme ombæring: Det, man ikke synes er sjovt).

En veninde sagde engang: Gør mere af det du er god til. Ikke koncentrér dig om det, der er svært. Men som den Natural Born Imposter, jeg er, er jeg altid blevet draget af “det svære” (=det, alle “de andre” tilsyneladende kan/ved/gør/har skrevet/har gjort osv.). Hvor har jeg dog tvangslæst mange årsrapporter, klassikere, artikler og blogindlæg, som jeg hverken gad eller nødvendigvis havde brug for at læse, i stedet for at gå direkte i kødet på det, jeg er god til og som jeg kan lide. Jeg er træt af viden shame mig selv, i stedet for at lave noget: Er træt af føle at jeg hele tiden burde vide lidt mere, før jeg kan gå “rigtigt” i gang.

‘Hvad synes du er sjovt?’ er det spørgsmål jeg stadigvæk kæmper allermest med at besvare, når det kommer til mit arbejdsliv. Herunder hvordan jeg bygger bro mellem den side af mig som elsker at skrive og tegne og undersøge idealer og perfekthedskultur (og som kan være ok sjov) og så den side af mig som er UX designer i en stor offentlig IT styrelse. Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været ret svært for mig at bygge den bro… Men. Måske er det også en pointe, at man ikke kan eller skal det? Er det utopi, at man nødvendigvis kan fyre al sin hobby-mojo ind i sit arbejdsliv? Hmm. Det er nok meget godt at jeg har knap et år mere at løbe på. Input modtages som altid med kyshånd i kommentarsporet.

Nu er det januar og jeg føler mig som Fran Lebowitz. Måske er det bare mit udseende. Den gigantiske halvfemser agtige RedGreen frakke jeg købte i en Røde Kors butik i Hundested, og som jeg *lever* i, kombineret med Levis mommy jeans og udtrådte Timberland støvler. Og det faktum at jeg, her i vinterhalvåret, simpelthen bare ligner en mand, når jeg ikke har makeup på.

Nu er sandhedens time kommet. Årets rene måned. Et stykke hvidt papir, den kollektive detox og tid til at gå i gang med at handle på alle flyvske tanker. Op på række, en ad gangen og sæt i gang. Suk. Jubii. Sukjubii.

Bla bla bla

Rød alarm: Ting Tsunami

IKEA testen, siger du? Prøv med Vedligehold Et Fælles Hjem Testen. Prøv dét uden at brøle hæmningsløst ind i dine SAMLA bokse.

Ja, nyforelskede par, jeg ser jer med indkøbsvognenene, stå og skrive på jeres små lapper i den personlige betjening ved køkkenerne. Jeg ser jer ligge i sengeafdelingen og fornemmer jeres lille, smertende sidestik (første af mange, skulle jeg hilse at sige), når den ene vil sove hårdt og den anden blødt. Og jeg hæver med en topmadras i memory foam.

Prøv så at spol ti år frem. Og prøv at være to overtrætte nostalgi junkies på 94 m2. Prøv at indret jer, uden at drukne i hinandens memorabilia. Prøv at have gemt samtlige CD’er, DVD’er og VHS bånd. Og smykkeskrin, perlehalskæder, gamle små sprutflasker (smertelige minder fra de hjemmefester vi om lidt skal være de voksne i) tørshampoo, Roskilde-armbånd, stenhårde soldaterstøvler, børnetegninger, den obligatoriske The Earth From The Air bog, sangbøger, studentikose notesbøger og en ti år gammel massageolie (…tro på den kommer i brug).

Og børnetøjet, BØRNETØJET. Ejmen fucking børnetøj. Fucking bunker af børnetøj og fucking tilsandede kirkegårde af børne-jeans, der lige skal lappes. Og fucking elendige samvittighed, når du i nattens mulm og mørke kyler det hele ud i containeren. Undskyld verden. Undskyld mit manglende overskud. Babytøj – en saga for sig – Størrelse 62 mig i røven! Fucking Reshopper.

Skal de malerier, man malede i sine formative år smides ud til fordel for fem kasser med nedarvet tøj og legetøj nogen børn *måske* vil lege med en dag? (don’t ansver that…)

Skal man blive ved med at smide sine egne kostbarheder ud, når det føles som om den anden aldrig nogensinde forholder sig til sine?

Skal man hænge et skilt over køkkenvasken, en evig påmindelse: hvor der står “En genstand ind = En genstand ud?”

Vidste du at ordet genstand, stammer fra tysk? Det hørte jeg engang Knud Romer sige noget om i et radioprogram, som jeg synes lød klogt. Gegen stand. At stå overfor.

Sig “Jamen det fejler jo ikke noget” om et af vores totusinde stræklagener een gang til!

Sig “Jamen det fejler jo ikke noget” om et af vores totusinde håndklæder een gang til!

IKEA testen? Prøv med “Organisér dig ud af en ting-tsunami” testen!

Bla bla bla

Hola fra bagsædet

Kan ikke finde tiden til at skrive sammenhængende, så det bliver lidt frit fra hoften her fra et bagsæde, hvor de store marinerer i skærme, den lille sover og Niklas kører og hører Tobias Rahim.

Jeg tænker at dogmet er at jeg trykker på udgiv, så snart bilen holder stille (så beklager på forhånd) for ellers bruger jeg for meget tid på det.

Prøv forøvrigt lige at spørg om det er klemt at være to voksne og tre børn inkl. oppakning, 3 x børnesæder og så sgu da også lige en barnevogn i en 5 personers Ford Focus? Indsæt eksplosionssmiley. Er begyndt at få klaustrofobi hver gang jeg ser vores bil. Godt vi ikke kører i den så tit. Gu ku det være fedt med en ID.Buzz eller med et drøn af en Tesla, men ingen af os kan bare overskue at skulle bruge så mange penge på en bil…

I det hele taget er der en pengeenergi for tiden (ja, no shit Sherlock.. #energikrise). Men jeg kan meget godt lide det. Noget med nøjsomhed, downsizing og at sy lapper på sit tøj. Og gå på loftet og hente tøj ned og lave en Capsule Wardrobe i brune og grå nuancer. Kører den meget ned i gear og pakker alt det blomstrede væk i IKEA poser. Smider ud og kører i Blå Kors på noget der føles som ugentlig basis. Og udlever big time mit behov for at lave Swedish Death Cleaning på loftet. Vil ikke længere gemme ting for at jeg så kan smide dem ud om tyve år. Har – endelig – forstået at ting foretrækker enten at blive brugt eller blive smidt ud; ting kan ikke lide at ligge hengemt i kasser.

Måske er det også en (an)erkendelse af at vi bliver boende i vores lejlighed. Prøver at eje beslutningen. I stedet for at have evig dårlig samvittighed over ikke at give ungerne “græs under fødderne”, øver jeg mig i at tænke: Siden hvornår er det egentlig blevet det radikale valg ikke at gældsætte sig for flere millioner og købe en villa man lige akkurat har råd til at sidde i? Måske endda et sted som kræver to biler. Prøver at normalisere by og cykler og mange mennesker på få kvadratmeter og at vi holder børnefødselsdage på legepladser og mødes og går tur i en park og at man ikke nødvendigvis behøver at kunne have femten mennesker til middag i sit hjem.

Så ja. Noget helt røvsygtmenogsålidthyggeligt snusfornuft med ikke at leve over evne. At gå på hovedbiblioteket og låne selvhjælpsbøger, vinterbade i havnen, gå til babysalmesang i kirken hundrede meter væk, nyde at jeg kan høre klokkerne ringe fra min altan, lave espresso med varm mælk hjemme i køkkenet og tage den med på tur i en kop. Lidt mindfull, lidt lokalt og lidt ro på.

Nå. Så er vi her sgu. Ses på grillen. Eller legepladsen. Eller noget andet billigt.

Familieliv

Skår i glæden: Parterapi for rookies (og kan vi snart gøre op med illusionen om det romantiske parforhold, når man lever i en børnefamilie?)

For tiden læser jeg en bog der hedder ‘In praise of shadows’ af Junichirō Tanizaki, som er delvist funderet i det japanske Wabi-Sabi begreb.

Jeg er med ret stor sandsynlighed den sidste på jorden, der opdager Wabi-Sabi, men so be it. Jeg er besat. Og jo mere jeg læser om det, jo mere sænker mine skuldre sig, som de ofte gør, når man finder et sprog for det man går og føler.

Wabi-Sabi er en filosofi med udgangspunkt i skønheden i det naturlige forfald og i erkendelsen af at alt er flygtigt. Alle tilstande midlertidige. Tanizaki kritiserer Vestens perfekthedsbegreb. Besatheden af nyt og skinnende, de oplyste glasfacader. Lys, hvide vægge, store hvide rum. I modsætning til det, hylder han mørket, møre træskeer, blankslidt frakke-uld og dunkle kroge, hvor en lille flamme får skygger til at danse på væggen.

Når jeg om lidt skal begive mig ud i genren “om parterapi”, kan jeg ikke lade være med at have bogen med i tankerne.

Jeg fornemmer på mine venner (og i min indbakke) at rigtig mange af os kæmper i vores forhold. Isoleret set har Corona været sindssygt hårdt for vores relationer. Oveni kommer alt det andet shit, som rammer et parforhold, når man har været sammen i længere tid, ikke mindst hvis der er børn involveret; Udbrændthed, forelskelse (…i andre sgu da), manglende lyst til hinanden, blablabla, jeg orker ikke engang at skrive om det, fordi det er et så ubehageligt og røvsygt sted at være. Jeg vil helst bare feje det ind under tæppet, eller kaste det over i bunken af hullet tøj, der skal repareres.

Men helt ærligt, selvfølgelig slår livet massive skår i vores nære relationer og no wonder, egentlig. Jeg tror det største problem er, at vi har en forventning om at livet IKKE skulle slide. At det IKKE skulle kræve aktiv handling at vedligeholde en relation.

Min mand og jeg begyndte at gå i parterapi for cirka fire år siden. Vores første parterapeut var elendig, men det var da en start. Vores sidste – Som vi netop har afsluttet et forløb hos – var rigtig god. Jeg betragter det lidt som at vi har været i et intenst genoptræningsforløb og nu kan vi ringe til hende, på samme måde som man bruger sin læge: En person som kender vores historik, og som kan kontaktes efter behov.

Jeg er på ingen måde terapiekspert, men hvis jeg har lært noget i løbet af mine knap tyve års erfaring med at gå til psykolog, i stressterapi og senest parterapi, så er det, at alene dét at have et (tids)rum midt på dagen, hvor man ikke er gået kold og bare trenger space, kulhydrater og netflix, som er allokeret til at snakke om ens følelser og hvordan det egentlig går, er de første 80% af værdien. Parterapi er dybest set bare at sidde foran en voksen, der kan oversætte hinandens koder og tvinge os til at se den anden i øjnene, mens vi siger det, vi i virkeligheden mener. Det lyder simpelt, men det er det ikke. Og det lyder langhåret, men det er motherfucking effektivt. Det bringer en ømhed ind i vores relation, som ikke opstår af sig selv.

Prøv at forestil dig at løbe et maraton, uden at strække ud bagefter? Eller at være på en arbejdsplads, hvor chefen forventede at to kolleger kunne arbejde intenst sammen døgnet rundt i årevis, uden indlagte en-til-en sessioner, lønforhandlinger og videreuddannelse. Nej, vel?

Men kan man så ikke bare bruge pengene på Ystad Saltsjöbad og restauranter? Jo, måske? Det virker bare ikke for os. Vi får ikke løst vores issues med et spaophold. No pain, no gain. For at blive i arbejdspladsmetaforen (hvilket passer OK godt, når nu vi snakker kernefamilie), så er Ystad = Fredagsbaren, og Parterapi = MUS-samtalen. Det er ikke fordi det er specielt fedt, men det er nødvendigt.

Vi har nok brugt i omegnen af 20.000 kroner, på at gå i parterapi gennem tiden, men sådan må det være. Det er en del af vores husholdningsbudget, fordi vores forhold er en del af vores husholdning. En velfungerende relation mellem os er ikke længere bare en romantisk og selvskrevet tilstand – det er væggene og vandrørene. Det bliver slidt og slæbt på i disse år, og det skal fungere. Jeg ved godt at det er utrolig priviligeret at have de penge. Og jeg får lige behov at nævne at det jo ikke er penge, vi bare har til at stå og blomstre. Det er penge vi prioriterer. Ingen af os sprænger lønrammen i vores jobs. Vi har ret almindelige, nogenlunde velbetalte jobs og befinder os i midten af lønstatistikken. Til gengæld har vi hverken nye badeværelser, Farrow and Ball maling på vores vægge eller Stalks and Roots blomster, ligesom vores børn aldrig har været dem i børnehaven med de nyeste Angulus-støvler og Mini Rodini flyverdragter.

Der findes sikkert par som kan løse deres problemer selv over et glas vin, eller folk som efter ti år stikker små søde sedler i sin partners jakkelommer og som bare generelt er nyforelsket, kærlige og rummende overfor hinanden. Tillykke. It ain’t me babe.

Det er umuligt at skrive om parterapi uden også at få lyst til at skrive om hvor meget forventningerne til parforholdet i en konventionel kernefamilie pisser mig af. De er så opskruet at jeg bliver harm alene af at skrive om det. Jeg har en fornemmelse af at de få, som vitterligt lever i lutter lykkelige, længerevarende parforhold i kernefamilier (hvis de findes) har meget travlt med at flage hvor godt og nemt det er (JA! Influencer, det er dig jeg kigger på! Please skru ned for din illusoriske romantik-propaganda!). Så kan alle vi andre gå rundt og føle os forkerte over ikke at have lyst sex, at være uvenner og samtidig tro at parterapi er første skridt på vejen mod skilsmisse.

Der er brug for et opgør med forventningerne til parforholdet i en kernefamilie. Tænk hvis vi begyndte – særligt i vores lidt klemte generation, hvor mange har skilsmissetraumer med i bagagen – at have åbne samtaler om hvordan man kan leve i lange, meningsfulde relationer, som måske ikke tjekker alle boksene hele tiden, og som ikke er bygget på klassiske, vestlige kønsroller, men som måske netop derfor ikke fører til skilsmisse.

Hellere et uperfekt og skåret livspartnerskab som består, end et perfekt, som ikke gør (selvfølgelig er ikke alle parforhold “meant to be epic novels, some are short stories. But that doesn’t make them any less filled with love” – I know, you know). Det jeg prøver på at sige er bare: Det perfekte, problemfri forhold findes ikke.

Her til sidst vil jeg lige dele to råd jeg har fået om parforhold, når man lige pludselig er blevet til en børnefamilie. Det ene gav min modelbooker (som selv havde store og sammenbragte børn) mig, da jeg lige havde fået mit mellemste barn og for alvor kunne mærke vores forhold begynde at slå sprækker. Hun sagde:

1. Det vigtigste i jeres liv lige nu er ikke jeres børn. Det er hinanden.

Børnene klarer sig uanset hvad og de tager (/tærer?) det, de har brug for uden at spørge om lov. Det gør jeres forhold ikke.

Det andet råd fik jeg af min svigermor. Hun sagde:

2. I skal ikke tælle de dårlige perioder i dage og uger. I skal tælle dem i måneder og år.

Av. Jeg ved. Men i det lange løb (Linealreglen, y’know) vil de gode perioder vende tilbage. Bølgerne går bare lidt højere når man har forladt havneløbet og er kommet ud og sejle på åbent hav…

Nå. Nu vågner min baby, så jeg når ikke at køre fuld cirkel på Wabi-Sabi metaforen og skrive noget med at se parterapi som parforholdets svar på Kintsugi.

Det er nok meget godt. Jeg er jo ikke parterapeut.

Barsel

Apropos ingenting (genopliv blog fra de døde Allehelgenstyle edition)

– Orker jeg ikke at skrive noget klogt om valget. Sandheden er at jeg ikke er særlig god til disciplinen valgkamp. Jeg føler at alle andre har læst en bog jeg ikke har læst. Måske skulle jeg have set DR Ultras dækning i stedet for.

– Blev verden pludselig i farver, da jeg gik på barsel for et halvt år siden. Og nu hvor vores hverdag er på hold, og jeg officielt er Et Andet Menneskebliver jeg til stadighed overrasket over hvor få fucks det senmoderne samfund gir arbejdende småbørnsforældre.

– Fortalte en perifer veninde, at tredje barn også hedder en dessertbaby. Her knap fire måneder efter jeg fødte – og med to drenge på fem og syv år for ref – må jeg bare sige: JA!!! Intet har været mere sandt. Min baby er sgu en dessertbaby. Og – undskyld mig – men hun græder ikke!! Og hun sover når man lægger hende ned. WTF?!? Universet har givet mig en dessertbaby. Tak, univers.

– Går tiden med børn langsomt, mens man er i den, men når man ser tilbage på tiden, så er den forsvundet i ét nu. F.eks. fødte jeg min ældste søn i forgårs, og nu er han lige startet i første klasse.

– (fortsat) derfor har jeg lovet mig selv ikke at begræde at min baby vokser for hver eneste lur hun tager. At hun ikke længere sover sammenfoldet som en krøllet blomst, men mere som en søstjerne, med arme og ben spredt ud i et gigantisk her-kommer-jeg X. Så cute.

– Hvis 20’erne er festen, så er 30’erne cykelturen hjem. Den er fandme lang.

– Er det lige gået op for mig at ikke alle går i parterapi. Forstår ikke hvordan helvede I bliver sammen, så?!

– Vågner min baby nu. Ses i morgen, bloggen!

Familieliv

Tanker om snart at have 3 børn – Og om ikke at være frygtmotiveret, men stadigvæk påvirket af familien som statusmarkør

“Man fortryder kun de børn man ikke får” og “vores tredje barn bandt virkelig sløjfe på vores familie”… Det vrimler med treere både i min omgangskreds og i mit feed – og med alle mulige grunde til at få dem. Og nu hvor jeg efterhånden selv er højgravid, med mit tredje barn, vil jeg prøve at reflektere lidt over hvorfor jeg gerne vil have tre børn. Og hvorfor jeg har haft så svært ved at sige det højt.

Forleden var jeg ude med nogle veninder og opdagede at jeg har utrolig svært ved at snakke om hvor glad jeg er for at være gravid med mit tredje barn – og dermed også skrive om det (og derfor er startet forfra på denne tekst cirka hundrede gange). Jeg snøvler og kan ikke lide at sige højt at jeg faktisk går rundt og føler mig temmelig lykkelig.

Måske handler det om min aversion mod fortællingen om den lykkelige familie og min trang til ikke at bidrage til det narrativ. Måske handler det om presset jeg selv har følt, når andre med en tilsyneladende legende lethed annoncerede deres tredje barn, som jeg kun kunne tolke som et gigantisk overskud, jeg i hvert fald ikke besad.

(Tænkepause. Det er et par måneder siden jeg sidst har skrevet og jeg skal sgu lige i gang. Drikker noget kaffe og finder noget musik. Okay. Okay. Måske hvis vi startede med at kigge lidt på sætningerne).

Der er sætninger, der er så musikalske, at de klæber sig fast til ens bevidsthed, som parasitter på en pukkelhval (vidste I, at en voksen pukkelhval kan svømme rundt med 450 kg freeloading rankefødder på kroppen?!), og som derfor snylter sig med gennem livet, uden man nogensinde har fået forholdt sig særlig kritisk til dem. Jeg er et fomo-dyr, og derfor har klichéen “man fortryder kun de børn man ikke får” været sådan en sætning for mig. Er det min fomo, som nu også angriber mit familieliv? Du skal hele tiden være til rådighed for dit job, for det kunne jo være, der var behov for dig. Du skal hele tiden være til rådighed for omverden, det kunne jo være at der skete noget vigtigt. Og så fortryder du kun de børn du ikke får! Du fortryder kun det job, du ikke tager, de lande, du ikke rejser til… Du vil fortryde alt det du ikke gør. Åh, det frygtelige, stressende, belastende lille bæst. Det lille sultne, sorte hul i min sjæl, der altid tror, at jeg skal have mere for at høre til. Mere nyt. Flere nye børn. Flere kvadratmeter. Mere, flere, større til jeg dør. Men. Man fortryder vel kun alt det man ikke gør, hvis man gerne vil gøre det – Ikke fordi andre gør det, eller fordi en desperat nationalstat skriger DO IT FOR DENMARK, men fordi man ikke kan leve uden at gøre det. Sætningen burde lyde sådan her: “Man fortryder kun de børn man ikke får, men som man gerne ville have haft”.

Phew. Okay. Så er den lidt mere udvandet og næste spørgsmål er så: Hvordan ved man om man vil have (endnu) et barn?

(well, who am I to tell you, men nu er det jo mig, der ejer domænet her, så jeg giver det et skud)

Da jeg studerede snakkede vi ofte om hvorvidt vi var frygtmotiveret eller ej, særligt op til eksamen: Stræbte vi efter en høj karakter fordi det kunne være fedt at få 12, eller gjorde vi det af frygt for at falde igennem og skuffe vores egne og andres forventninger til os?

Ti år senere har jeg efterhåndet lært at alt hvad der er frygtmotiveret, skal pisse i lære. Jeg har truffet utrolig mange valg baseret på angst for at stå udenfor fællesskabet. Og hver gang jeg har gjort det (nævner i flæng: blevet for længe i forhold, sultet mig op til et modeljob osv. osv. osv.) er jeg altid endt med at føle mig som en løve i et bur af andres forventninger.

Alligevel har jeg, uanset hvilken livsfase jeg har været i, altid været (alt for) optaget af andres forventninger til mig. I mine 20’ere var spændetrøjen som sagt skønhed og nu her – i mine 30’ere – har kernefamilien været den kasse jeg har kæmpet for at presse mig ned i, siden jeg fik mit første barn som 30-årig. De sidste par år har jeg indset, at jeg hverken kan, vil eller behøver passe ned i den kasse. Jeg nægter at indfri det sindssyge forventningspres, der er til kernefamilien og alt det den skal kunne rumme (forestillingen om en traditionel, monogam, romantisk familie, som er et lukket og selvopretholdende økosystem). Jeg siger ikke at mange ikke er lykkelige i en traditionel kernefamilie. Jeg siger bare at jeg først blev lykkelig i mit parforhold, da jeg holdt op med at se på os som en kernefamilie og i stedet så os som to frie individer, som aktivt har valgt hinanden til, som indgår i et fælles arbejdsfællesskab og som derudover selv er ansvarlige for (og frie til) at indfri vores egne drømme, håb og ønsker.

Nå. Nu nærmer vi os måske hvorfor det er så svært for mig at skrive om lykken ved 3. barn (i mit temmeligt heteronormative parforhold). Men jeg prøver. Hvorfor er jeg så gravid med mit 3. barn?

I det øjeblik jeg fødte mit yngste (nu femårige) barn, var min første impuls, at det ikke var sidste gang, jeg skulle føde. For et par år siden fik jeg en visualisering af at jeg havde tre børn. Måske i en drøm. To store og en lille i slipstrømmen. Og særligt det sidste år har jeg decideret savnet følelsen af et lille barn. Det er svært at sætte ord på, for der er hverken logik eller rationelle tanker bag. Det er en ordløs følelse, som netop er … ordløs. Jeg kan kun tale for mig selv, så jeg vil nøjes med at sige, at det for mig var en meget fysisk fornemmelse.

Da jeg opdagede at jeg var gravid, snakkede min kæreste og jeg kort om hvorvidt jeg skulle have en abort eller ej. De gode (læs: rationelle) grunde til ikke at få et barn stod i kø: Nu er børnene endelig blevet store, alle sover om natten, der er ingen bleskift, det blir sikkert sygt svært at få passet 3 børn, det bliver dyrere at rejse, børn udleder sygt meget CO2, der er ikke plads i vores lejlighed osv. osv. osv. Men alene tanken om abort gav sig udslag i nogle ret heftige gråd- og angstanfald, som talte sit eget, tydelige sprog.

Men kommer det tredje barn så til at binde sløjfen i vores familie? Det kan jeg af gode grunde ikke svare på. Men jeg kan sige så meget: Det føles enormt meningsfyldt at der kommer et barn. I højere grad end med de to store, så føles det her barn som et aktivt tilvalg, som ikke handler om hvorvidt man “bør” stifte en familie (for det har jeg allerede gjort) og “sprede sine gener” (for det har jeg allerede gjort). Det her barn kommer bare. Tiden med små børn går ikke særligt hurtigt mens den står på, men når først tiden er gået, er den forsvundet på et øjeblik. Og med det i tankerne, kan man måske godt kalde det her barn for en slags sløjfe. En sløjfe skal ikke holde sammen på noget. Den har ikke nogen funktion. Den er der bare.

Bla bla bla

Kan åbenbart kun skrive om AJLT

Jeg har lige set Episode 8 “Bewitched, Bothered, and Bewildered” (…!) og jeg har virkelig prøvet. Vir.ke.lig. Altså. Jeg har fandme været flink den sidste måned. Men – med ét – kan jeg ikke mere And Just Like That.

Hvorfor. HVORFOR. Hvorfooooor

– snakker Carrie pludselig underligt BFF-sprog med Seema? “Don’t I know it sister”? (Forøvrigt oprindeligt en Samantha replik fra geni(t)ale E18 i S3) og “I bet you’d cut a bitch for some cashmere”?? (…*græder*). Seema er blevet lige præcis den Samantha erstatning, jeg ikke skulle bede om.

– Steve og Miranda. Jeg vil ikke engang… Jeg vil ikke engang gå ind i hvor ableistisk sofascenen i nyeste afsnit med Steves høreapparater er. Altså i gamle SATC, havde jeg måske på en eller anden måde kunne forstå det, men i nye obligatorisk-rummelige AJLT, hvor vi indtil videre kun har fået lov at se Steve (en af SATC’s bedste og ældste karakterer) fimle og famle sig gennem nærmest alle hans scener, virker latterliggørelsen af ham i de sidste 2 episoder så fej og malplaceret.

– hopper Miranda direkte i en taxi efter hun har forladt sin partner gennem +20 år? Nu har jeg ikke selv prøvet det, men er det sådan det foregår? Skal man ikke lige – I don’t know – fortælle det til sin søn eller noget?

I en podcast hørte jeg Liv Strömquist sige, at Michael Patrick King, Sarah Jessica Parker og Co. nok bare ikke interesserer sig for politik. Det tror jeg er meget rigtigt. Den er ikke længere. Det show, de allerhelst vil (og kan) lave, er ikke det show de har lavet. I stedet har de lavet en pligtfortælling som ikke alene bliver en ufrivillig parodi på alt det de, af mange gode grunde, gerne vil give airtime. Men endnu værre så spilder de muligheden for at lave uhøjtidelig, skarp og selvbevidst satire like in the old dæjs…

Jeg er hverken forfatter eller har læst moderne kultur eller noget, men jeg har fannerme set meget Sex and the city, og det fede ved serien var jo netop at hvert afsnit var så lille, at forfatterne kunne fylde masser af lol og nerve ind i den simple struktur. I modsætning til AJLT, stod hovedpersonerne sjældent selv direkte for skud, det gjorde til gengæld diverse svigermødre, fodfetichister, midtlivskriseramte wannabe taskedesignere mv. mv. mv. AJLT åbner alt for mange døre i deres pligtskyldige forsøg på åbenhed, og derfor er der nu så mange tråde som hænger og svæver diffust i luften. I den oprindelige serie skænkede jeg aldrig bikaraktererne en tanke, men af en eller anden grund tænker jeg en hel masse på hvor Bigs aske er blevet af? Hvad med ham der drengen, fra Lilys musikskole der ikke kunne spille klaver? Er Mirandas undervisning slut? Skulle Carrie ikke step her p***y up i den der podcast? Er Rose Rock nu? Jeg ved ikke… Jeg forstår ikke hvad serien vil have mig til at fokusere på og hvad de forskellige afsnit handler om. De eneste to ting jeg for alvor husker er at Big er død og at Miranda pt er præcis lige så blåøjet naiv, som hun altid har skældt Carrie ud for at være i SATC. Er “I’m gonna go to Cleveland and surprise Che at their show and tell them that we can be together. Oh my god… I’m in a rom-com Carrie!” måske ikke den mindst Mirandaede replik i verdenen?? Jeg savner den gamle, unge Miranda med smækbukser og hue. (Og det gør den nye, gamle Miranda åbenbart også…)

AJLT er (blevet) præcis lige så megaloman som begge filmene var, og som SATC lige netop IKKE var. Den oprindelige serie blev stor, fordi hvert afsnit var lille. Og fordi de skrev med udgangspunkt i anekdoter fra forfatternes eget liv og hvert afsnit handlede om deres egen virkelighed. Og hvis der er noget et års skrivekrise har lært mig, så er det at man – hvorend man gerne ville – ikke kan skrive andre historier, end dem der er ens egne.

NU gider jeg ikke skrive mere om AJLT. Og mit gæt er at I heller ikke orker læse mere.

Klokken er forøvrigt midnat og det betyder at jeg har fødselsdag. I år har jeg valgt at fejre det med et festfyrværkeri bestående af 4 x Omikron i frit flor, med alt hvad det indebærer af manglende smagsløg, selvisolation, aflyste teaterture og afsindigt stoppede pandehuler. 37, here I am.