Søndag = Selvhjælp

Selvhjælp Søndag feat. Dolly Parton

Det er Søndag morgen og klokken er halv ni. Niklas er gået op til julemarkedet på Kongens Nytorv med ungerne, og jeg sidder lige her i køkkenet og får taget mit ugentlige mentale health check over to kopper kaffe.

Tanker der melder sig:

  1. Kæft, jeg er glad for at bo her på Gammelholm for tiden. Måske er det pga. julelysene i Nyhavn, fordi Kongens Nytorv (som er 150 m fra vores hoveddør) ikke længere er en gigantisk metrobyggeplads, men en smuk, historisk plads og nyåbnet metroknudepunkt, fordi jeg fik støvsuget og vasket gulv i går, eller fordi vores nye børnehaverute ikke længere indebærer en hæsblæsende cykeltur, men derimod en rolig slentren ad Lille Strandstræde eller Nyhavn (okay. Det’ ikke helt så rosenrødt, men jeg prøver lige at male et billede ing:)). Jeg er faktisk rigtig, rigtig glad for at bo lige her i byen. Og jeg ville også være rigtig glad for at bo på landet. Men livet er langt. Der er mange år til at flytte på landet i. Og lige nu fungerer det her faktisk ret godt i forhold til vores økonomi, vores arbejde og unger. En veninde sendte mig lige Curbed’s liste om at bo i byen med børn, og jeg har lyst til at gøre det hele. Men indtil videre går jeg bare med den lette version: If it aint broke, don’t move.
  2. Hvorfor kan jeg ikke kommunikere med dem jeg godt kan lide? Jeg er så sur for tiden. Jeg vil rigtig gerne være sød og rar og overbærende, men det er som om at ordene snyder mig, og bliver bitre lige i det øjeblik, de forlader mundhulen. Hver gang min terapeut beder mig om at sætte ord på hvordan det kan være, bryder jeg helt sammen: Det er nærmest fascinerende, at være passager på en krop der ikke kan kommunikere med ord. Så sagde hun en helt masse med, at hvis man har oplevet tidlige svigt, fra før man havde et sprog, husker kroppen det, men man kan ikke sætte ord på det, fordi dem har man jo ikke (tror vist det er en psykolog-klassiker). Så nu overvejer jeg lidt noget kropsterapi. Terapi: The Neverending Story.
  3. Podcasten Dolly Parton’s America har fyldt mine øregange til og fra en virkelig intens arbejdsuge. De sidste to måneder har faktisk været intense på mit arbejde, men vi er ved at være igennem nu, og jeg kan mærke juleferien nærme sig med skideskønne, hastige skridt. Nå. tilbage til Dolly, som jeg skrev en helt lille hyldest til på Instagram (som jeg by the way virkelig nyder at være tilbage på! Guess we needed that break). Men jeg vil bare sige, at uanset om man er til Dolly Parton eller ej, så er hendes personlige historie virkelig inspirerende og fin. Man kan finde den her.

Nå. Nu er min familie tilbage i lejligheden og jeg vil smide ovenstående dame på pladespilleren og skrue lidt på min førstefødtes nye seng.

Hav en dejlig Søndag!

Det (mor)somme liv

To three or not to three, that is the question.

Med børn på to et halvt og fire år, ville det være løgn at sige, at idéen om bare en lillebitte tre’er ikke lurer lidt i baghovedet. Tanken om at prøve en sidste gang  – og så lissom gøre det RIGTIGT den her gang, ik? Med etteren fattede vi jo ikke hvad vi lavede og to’eren kom så hurtigt (blev gravid efter ni måneder), at jeg nærmest ikke nåede at opdage det. Begge mine barsler foregik på dagpenge, hvilket, når man er mig i hvert fald, var lig med intens jobsøgning op til to uger før termin og så samtaler igen fra begge babyer var et par måneder. Så tanken om en rigtig luksus lønmodtager barsel, med autoreply på en million år, farvelkage og VI SEZ! kalder på mig som sart rosa sirenesang: En barsel hvor man bare lige skal passe en baby og drikke dyr kaffe og gå ture med en barnevogn. Hvor svært kan det være?

Til næste gang skruk-kukukheden melder sig, har jeg nu bedrevet en huskeliste, jeg kan tage frem og messe for mig selv, indtil det går over igen. Den kommer her.

Ting jeg savner ved at have en baby

– at have en baby

Ting jeg ikke savner ved at have en baby

– at amme

– at slæbe den op og ned fra 4. sal

– at vaske bleer

– ikke at sove

– konstant at ligne Simply Red

– at vade rundt med 20% babyweight uden at orke, at gøre noget ved det

– at lave grøntsagsmos

– vidunderlige uger appen

– at samle kogte ris op fra gulvet

– at bruge samtlige nætter i dyb eksistentiel krise

– bind

– ammehjerne

– aldrig at vide, hvornår jeg har fri

– brystbetændelse

– at føle mig som et gidsel i min egen krop

– ammehår

– D-dråber

– 400.000.000 tigerspring og tandfrembrud

___

Selvtak!

 

 

Vegetar

“Vegansk” uge 8 og 9 (og julekrise!)

Det er gået mindre godt med

– ikke at spise æg

– ikke at spise en portion risengrød

– ikke at spise et stykke kage

– ikke at gå med den ruskindsfrakke, jeg har arvet af min svigermor

Tilgengæld er det gået godt med

– at undlade kød og mælk

– at spise virkelig mange grøntsager

– slet ikke at føle mig udenfor, når vi er på burgerjoint og jeg spiser pommes frites og vegetarburger og drikker cola. Det er overhovedet ikke et offer, men noget jeg virkelig nyder (især at jeg nu kan spise det hele inkl. alles pommes frites rester, uden at føle mig stopmæt bagefter – genialt).

Jeg konkluderer derfor

– jeg er ikke klar til at blive veganer. Endnu. Og det er okay.

– jeg er bare blevet vegetar, ligesom så mange andre. Og det føles virkelig rart. Efterhånden no biggie.

Servicetweet

– Kvickly har Naturli soyamælk på bud til en 10’er (vi hamstrede 10).

– Falafelburgeren på 57 Burger og Øl i Kregme, er virkelig god.

– Gomadressing. På ALT. Uhm!

Jeg er lidt i tvivl om de her små status’er fortsat giver mening, da der jo er MANGE vegetarer og veganere out there, som er det meget mere end mig. Jeg synes det er rart at tjekke ind en gang imellem, og får helt sikkert brug for at blive holdt til ilden, lige om lidt, når vi går ind i december AKA and og flæskestegsmåneden. Åh, Gud… Nejnejnej. Hvordan fanden skal jeg egentlig lade være med at spise flæskesteg og and… shit mand. Det ved jeg faktisk virkelig ikke, hvordan jeg skal klare. Glem lige alt hvad jeg har skrevet indtil nu, fordi dét er eddermanme krise. Kan man godt være vegetar undtagen i december? Eller er det ligesom en alkoholiker der godt bare vil drikke lidt i weekenderne? Findes der antabus til kødædere? Hvordan smager det der fake and, alle veganere elsker? HvorDAN skal jeg ikke spise flæskesvær? Hvad fuck kan man lave i stedet for and på juleaften? Hvad gør jeg når jeg er blevet snapsefuld og får lyst til at æde hele buffeten? Lun leverpostej. Karrysild. Flæskesteg. And med sprød svær og brun, fed, dejlig andesovs.

Åh nej.

Søndag = Selvhjælp

Selvhjælp Søndag feat. Rugsted & Kreutzfeldt

Ting der har virket godt i den uge:

– At tage i sommerhus. Første aften i sit sommerhus = ultimativ lykkefølelse. Ild i pejsen, rødvin, en mørk have og bøger. Ah, mand! Når vi er heroppe, kan jeg slet ikke forestille mig ikke at have det her hus som eksil. Haven går amok i farver og er så smuk lige nu. Vi brugte hele Lørdag på at hugge brænde, rydde op og ordne køkkenhave. Så freaking zen.

– Julemusik. Vi startede i fredags med et ordentligt dansemedley på stuegulvet. Og nu med to glade nisser (sidste år kunne Kurt forstå lidt på selve juleaften, men i år er han virkelig KLAR på konceptet) til konstant, overgearet at hviske ”hvornår bliver det jul?” i vores ører. Cute! Sidste år startede vi først første december, og havde slet ikke nok tid. I år har vi ekstra brug for de lys, gran, gløgg og julemusik.

– At se Kurt og Otto trives i deres nye institution. De gad ikke engang sige farvel. TAK legetøj. Og TAK til os, fordi vi lavede pseudotvillinger (en sætning jeg aldrig troede, jeg skulle skrive). Når de har brug for hinanden, så er de jo faktisk bedste venner. It worked kraftædemig. Yes!

– Da min søster og jeg inviterede min mor på date i Frederiksværk (min mors fødeby, og den større by, som er nærmest vores sommerhus). Vi spiste på et ret godt burgersted i Kregme og så tog vi til Rugsted & Kreutzfeldt koncert i Gjethuset (lækkert spillested! (og nej, jeg komme helt sikkert ikke nok ud)) i Frederiksværk. Hvis der er en musikgruppe, jeg har fået ind med modermælken, så er det Rugsted & Kreutzfeldt. Helt ærligt bestilte vi billetterne, for at nå at se girafferne og havde derfor sat barren ret lavt. Havde nok en forventning om at det ville være noget med to gamle rødvinstyper der sad og jammede lidt. Men de var bare on top of their game og havde det vildeste band med. Måske er jeg bare røget i P4 segmentet, for det var fandme godt! Studiemusikere på en scene: Kæft jeg elsker det. Man kunne næsten ikke mærke, at de har spillet de samme sange i 13 år. Der var kun lidt bum-tji onkelhumor inde over. Og så sidde der og holde sin mor og søster i hånden til ’Endnu et efterår’ og ’Jeg ved det godt’. Det var next level selvhjælp.

Ting der ikke har virket godt i den her uge:

– Ikke at få sagt fra overfor en kollega. Kogte indeni, men det, der kom ud var ”Helt okay, det går nok – Vi (læs: jeg) løser det” med et stort smil. Pis.

– Mine slimhinder. Har været syg i den her uge, men har ikke haft tid til at blive hjemme fra arbejde. Jeg ved godt, at ”det har man altid”. Men hvad nu hvis man ikke har?! Jeg forstår det ikke. Måske har jeg storhedsvanvid, men hvad nu hvis man f.eks. skal arrangere et arrangement og der ikke er andre, fra ens kontor i den arbejdsgruppe. Hvem skal så gøre det? Anyway. Det gik.

– At misse en venindes fødselsdag, fordi jeg har glemt at skrive den i min kalender. Er verdens dårligste ven, efter jeg har fået børn og job. Evner bare ikke at kombinere de tre. Øv.

– At stå til lygtefest i børnenes nye institution med 88 nye forældre og tænke ”Here we go igen” ifht relationsopbyggelse.

___

Nå. Men tilbage til Rugsted & Kreutzfeldt koncerten. Da de spillede ‘Sæt Fri’ (som de jo skrev til Sanne Salomonsen engang for firehundrede år siden), hørte jeg teksten på en helt ny måde. Jeg synes den er ret god på firsermåden, og overraskende meget #life for tiden. Så her kommer den altså lige:

Hvis din sjæl er tung og træt
Og den trænger til at bli’ skiftet ud
Hvis din krop er stor og doven
Og du kun gider se lige ud

Ta’ med mig op og se det hele lidt…
Lidt ovenfra

Se på vi bare løber rundt
Og glor på det vi har

Sæt fri, sæt dig fri
Fri fra dine egne grænsers tyranni
Alt det, du ka’ li’

Ser du med dit øje halvvejs lukket i

Hvis alt hvad du går rundt og gør
Er ligegyldigt for dig selv
Du tror der er drøn på
Men du er ved at kede dig ihjel

Ta’ med mig op og se det hele lidt…
Lidt ovenfra

Se på vi bare løber rundt
Og glor på det vi harSæt fri, sæt dig fri
Fri fra dine egne grænsers tyranni

Alt det, du ka’ li’
Ser du med dit øje halvvejs lukket i

 

Arbejdsliv

Mythbusters: The ‘Deltid’ Edition

I DR dokumentaren, Tillykke I skal have trillinger,  siger hende den seje, norske mama på et tidspunkt noget med at hendes mentale helse, helt sikkert ikke havde klaret at være alene på fuldtidsbarsel. Det fik mig til at tænke på mental helse, sådan generelt. Og på hvor lang tid, fra jeg blev mor, til at jeg begyndte at skænke min egen mentale helse en eneste sølle handling. For et halvt års tid siden, cirka et år efter jeg kom tilbage på et fuldtidsarbejde efter min anden barsel, vidste jeg godt, at jeg skulle gå på deltid, med mindre jeg ville en tur ned med stress. Alt for ofte så jeg de mørke stresskrager i horisonten og mærkede hjertet banke i brystet.

Det tog cirka et halvt år at overbevise min leder (og ham jeg deler økonomi og børn med) om, at det var nødvendigt og at min stresscoach (som jeg gik hos på daværende tidspunkt) anbefalede mig at gå ned i tid. Jeg ved godt at det, at være på deltid er et privilegium, som ikke er alle forundt, men hvis man nu har muligheden, og lysten til at gå ned i tid i en periode, kommer her en lille status efter et halvt år, med en ugentlig fridag.

Det sidste halve år, har jeg haft en dag om ugen, som er helt min egen. Jeg prioriterer ret meget at hænge ud med mine børn. Men jeg skriver også, laver ingenting eller tager et modeljob. Det sidste gjorde jeg i går, og det er simpelthen verdens mest priviligerede afveksling fra et stillesiddende kontorarbejde, at stå og få ros og klapsalver for at …stå stille. Helt genialt. Jeg elsker det.

Nå. Mythbuster tid!

“Du kommer til at lave præcis det samme, men får bare mindre i løn”

True. Jeg laver det samme som før, hvis ikke mere. Jeg er godt nok mindre fysisk tilstede på kontoret og går glip af (og savner virkelig) en masse af det sociale. I en sidebemærkning, holder jeg fri om Fredagen, som i det offentlige også er kendt som Store Kage Dag. Og selvom jeg savner den uformelle omgang med mine kolleger, så er det en pris jeg gerne betaler for at være effektiv på kontoret. For med fem dages arbejde, klemt sammen på fire (somme tider for korte pga hente-bringe-show), har jeg virkelig måtte lære mig selv at være effektiv. De første par måneder lå min fridag om Onsdagen, men for mig, var det et irriterende afbræk midt i mit arbejdsflow. Fredag fungerer så godt for mig! Og til spørgsmålet om “hvorfor arbejder du ikke bare fuldtid og så slacker lidt med nogle omsorgs- og hjemmearbejdsdage engang imellem?”, må jeg bare svare helt ærligt: Gid jeg ville kunne det! Men jeg hader at snyde og bedrage og kan ikke finde ud af at lyve. Så vil jeg hellere, med røvsyg, kridthvid samvittighed, vide med ro i sindet, at jeg giver alt jeg har, de fire dage jeg får løn for, og holder selvbetalt og velfortjent fri på min ugentlige fridag. Og den fridag, kan fire effektive arbejdsdage, ikke tage fra mig.

“Deltid er dyrt!”

Well… også ja. Det er dyrt at gå ned i tid (så: Heldigt, at jeg er talblind). Men en ugentlig fridag med eller uden børn, hvor man kan dyrke sine interesser, hobbyer eller udleve diverse drømme (eller bare ordne vasketøj og se en million afsnit SATC) det kan man sgu heller ikke sætte et tal på. For at kompensere, har jeg skåret en del af mit madbudget ved ni ud af ti dage, at have madpakke med, og i det hele taget forbruge ret bevidst. Og ja. Lidt privilegieblind har man vel lov til at være.

“Deltid ødelægger din karriere”

Det ved jeg ikke noget om. Måske? Måske bliver jeg (oh gru!) aldrig specialkonsulent (hvis du også er fuldmægtig/i det offentlige, så kan jeg forøvrigt anbefale Æselperspektivs indlæg om det her). Måske bliver jeg aldrig nogensinde forfremmet. Men efter et halvt år på deltid ved jeg med sikkerhed een ting: Jeg har aldrig været gladere for at gå på arbejde, end jeg er nu. I kid you not, nogle Søndage glæder jeg mig sgu helt til, at det bliver Mandag (I know. Skyd mig). Og fordi arbejdsugen er kort, sætter jeg pris på hver eneste arbejdsdag. Og hvis ikke arbejdsglæde er en direkte forløber for en forfremmelse, så er jeg ret sikker på, at det alligevel ikke ville være noget for mig.

Det (mor)somme liv

3 ting jeg har lært af at have børn i trodsalderen

Mine børn er nu to et halvt og fire år og jeg bliver nødt til at snakke lidt om, hvor meget fart, der er på den læringskurve, der medfølger sådan et sæt unger.

Alt det alle altid har sagt, føler jeg bliver fyret ind i fjæset på mig som vand fra en brandhane af daglige konflikter, AHA-oplevelser og det som Hella Joof, med pisseirriterende stoisk ro, ville kalde for “opgaver”. Jeg har fået en opgave. Og det er derfor, at her har været stille på børnesnaksfronten herinde. Det har simpelthen været for svært at skrive om noget, der har været så meget lort til halsen. Men lige nu.. Her på det allersidste, er det måske så småt begyndt at vende. Faktisk oplevede jeg et decideret vendepunkt for to uger siden, da Niklas var i Brasilien med sit arbejde, og jeg derfor blev tvunget til, at mærke mig selv i forhold til det, med at være en forælder.

Først skulle jeg lige ramme peak bottom. Det var morgenerne. Med to hysteriske unger, der nægtede at samarbejde, deciderede bebrejdende blikke fra forbipasserende (sådan føltes det!) og et spontant kram fra min underbo, da jeg en morgen stod med tårer ned ad kinderne kl. 7.50, og følte jeg lige havde tabt et maraton. Træk vejret. Det skal nok gå, sagde hun. Og jeg tænkte, at nu kan det ikke blive værre: Jeg vil ikke skælde ud mere. Jeg vil hellere aldrig mere nå noget til tiden, end jeg vil skælde så meget ud. Hive i, hakke på og slæbe mine stakkels to små bitte børn igennem en hverdag, hvor ingen af os trives. Det føltes som et øjeblik, men i virkeligheden, har det nok været længe undervejs.

Det er ikke fordi vi ikke løbende har lavet store ændringer, for at tilpasse os den virkelighed, der har losset os hårdt i kuglerne det sidste års tid: Jeg er gået ned på 30 timer, vi har købt et sommerhus, hvor vi kan gemme os lidt – og senest har vi indset, at udflytterbus, mine flossede nerver og to børn i trodsalderen, simpelthen bare ikke dur. Så dels føler jeg, vi har ændret nogle fysiske rammer, men der er i høj grad også et mentalt rammeværk som er i fuld gang med at blive opdateret.

Og som den ignorante og bedrevidende blogger jeg er, vil jeg nu dele de tanker, der pt hjælper mig igennem den her hårde, vilde tid med et sæt pseudotvillingedrenge, der begge er big time i trodsalden.

1. Gå over broen

Forleden hørte jeg Per Schulzt Jørgensen som var på besøg i Morten Münster’s podcast om Adfærd, og alt han sagde ræsonnerede så meget med mit life lige nu. Jeg har ikke læst hans seneste bog ‘Robuste Børn’ så måske er følgende lidt forsimplet. Men: Det der med at møde sit barn, der hvor det er. Altid at gå et skridt i dets retning. Hold kæft, det har været en øjenåbner, i forhold til mange af de tilspidsede konflikter, jeg har haft med min fireårig på det sidste. Når han nægter noget eller brænder helt sammen, øver jeg mig indædt på at droppe lydighedsgamet (“nu kommer du KRAFTÆDEMIG her” – og tilsvarende sætninger – kommer jævnligt ud af mig), og møde ham i det, han nu engang står i. Så banalt. Så svært i praksis, men shit for en mind explosion! Det virker! Klokken 16.30 med ulvetimeramte børn og indkøbsposer og en hysterisk dreng der nægter at forlade ladcyklen: “Kurt, hvadså… du vil bare gerne blive lidt nede i ladcyklen?”. Okay. Så lader jeg døren til bagtrappen stå åben og så kommer du bare selv op, når du er klar. Kan du godt gå hele vejen op ad bagtrappen alene?” Okay, så giver vi den sgu et skud. Kald hvis du ombestemmer dig. Så åbner jeg køkkenvinduet, så jeg kan høre ham og så går der ti minutter, og så står han i entréen og har selv lukket ladcykel og bagtrappedør og gået op i lejligheden. Ejmen! Sådan en stor, lille dreng, der bare trenger space. Og ikke lige er i symbiose med den mor, der er så optaget af sin egen dagsorden, at jeg fuldstændigt glemmer, at han har fået sin egen.

2. Vær ærlig

Jeg lyver aldrig for mine børn. Dels fordi jeg (desværre) bærer mine følelser så meget ude på tøjet og dermed er verdens værste løgner. Det kan give virkelig dårlig stemning, at være så følelsesmæssigt ustabil, så jeg øver mig, jf pkt 1, i at italesætte det, når det så er mig, der får et sammenbrud. For det får jeg.

Jeg er ret sikker på, at jeg alligevel ikke kan skjule en kæft for dem. Så vil jeg hellere sige til dem at “Ja, mor og far skændes, men vi elsker stadigvæk hinanden” eller, når jeg sidder og græder foran dem, bare sige: “Jeg bliver bare lige ked af det over, at vi er så uvenner”.

Det er et punkt jeg virkelig arbejder på, fordi jeg har nogle ting med fra barndommen, hvor jeg alt for tidligt følte mig, alt, alt for ansvarlig for andres følelser. Og den sidder stadigvæk så dybt fast, at jeg har svært ved at tro på, at mine følelser er lige så meget værd som andres, hvilket gør, at jeg blir så optaget af andres følelser, at mine egne blir nødt til at eksplodere, før jeg får øje på dem. Manner. What I wouldn’t give, for at mine børn ikke skal arve dén.

3. “…Men lige pludselig er man alligevel ude på den anden side”

Da Otto var nyfødt, og Kurt var halvandet år og jeg dagligt stod med to børn, der skulle slæbes op på 4. sal, spurgte jeg min nabo, hvordan det er meningen, at man kommer igennem de her år. Hun svarede at “det er vildt, men det gør man bare”. Efter et par dage, bankede min nabo på: “Jeg har tænkt over det, og vil bare sige at …man kommer jo faktisk ikke igennem det. Men lige pludselig. Så er man alligevel ude på den anden side”.

Det (mor)somme liv

Små børn, store beslutninger.

Kunsten at tage svære beslutninger på sine børns vegne. Av. En diciplin jeg på ingen måde mestrer, men som jeg alligevel føler, at jeg lige har fået grønt bælte i. I går havde Kurt nemlig sidste dag i sin udflytterbørnehave. Det, at tage ham ud af sin børnehave (og splitte ham fra sin allerbedste ven, piv!), har været så svær en beslutning, at jeg ikke engang er sikker på, at jeg kan skrive om den. Jeg er ikke ude på at hænge nogen som helst ud, så uden at gå for meget i detaljer, har vi valgt at flytte ham ind i en lille institution, herinde i byen. Med en lillebitte legeplads, mange pædagoger og (forhåbentligt) en hel masse nærvær og omsorg. Kurts udflytterbørnehave gennem det sidste halvandet år, har været alt det vi håbede på: Masser af frisk luft, plads, træer og fri 70’er pædagogik. Men for os og vores barn, var det også for meget. Og for svært at navigere i en kæmpe legeplads. Og på et egoistisk plan, har vi som voksne, savnet indblik i hans hverdag, og de sidste mange morgener, når jeg har stået med blodsmag i munden og vinket op til bussens tonede ruder, har det savn sat sig på tværs som en udefinerbar …ting. I lang tid, har det bare ikke føltes rigtigt. Aldrig mere skal jeg ræse afsted gennem byen for at nå en bus kl. 8.10. Eller føle at jeg kommer for sent, hvis jeg ikke står der på slaget 15.45, når bussen ruller ind. Så nu prøver vi noget helt andet, end det vi troede, vi ville have: En lille børnehave, som ligger lige rundt om hjørnet fra vores hjem, midt inde i byen, med fokus på musik og kreativitet. Og forhåbentlig med en hel masse voksne, nærvær og omsorg.

Det har ikke været den lette beslutning. Men jeg er ret sikker på, at det er den rigtige.

Det (mor)somme liv

Føler følelser med 90 km/timen

Hele sidste uge var fandme intenzo. Alene med to børn og vigtige (= svære) ting på mit arbejde… det var hårdt og derfor med flossede nerver, jeg sagde hej til Niklas, da han kom hjem fra Brasilien, Torsdag aften efter putning.

Jeg er …godt nok presset for tiden. Har skrevet det før, men det fylder bare meget. Parforhold. Fuck mand, hvor er det bare ikke for børn, at få børn med den man elsker. At få et forhold til at holde til al det slid og underskud og konstante overtræk på kærlighedskontoen. Jeg er ikke sikker på, jeg forstår hvordan det er meningen, man skal blive sammen, når nu man konstant blir revet fra hinanden, af sine børn. Dét kombineret med PMS fra helvede og stress over arbejdet, gjorde bare at hele læsset væltede for mig i går. Og jeg græd i tre timer, indtil der ikke var flere tårer tilbage. Så krammede Niklas mig og så tog vi på date i Skuespilhuset. Af alle ting så vi Symposion – En hyldest til Eros. Lol.

I dag har vi gået tur i solen, holdt i hånd, købt blomster til min mor. Kurt valgte lilla og lyserøde roser med ordene: Mor, ved du hvor gammel en hunko kan blive? (Næh). 50 km. Ved du så hvor gammel en hanko kan blive? (…) HALVFEMS km/timen! De er mega smukke, de blomster.

Og så var det hele pludselig godt igen.

Vegetar

Faux veganer 7. uge. Nye vaner og glemte værdier.

Den her uge har været hmmm… øjenåbnende på en eller anden måde. Måske fordi, jeg fik set The Game Changers på Netflix (tak, Chrisstine) eller fandt @vegan_sarcasm på Instagram (tak, Karoline). Eller også er det bare fordi jeg nu er nået til fasen, hvor den mentale mælkesyre sætter ind.

Jeg har været alene med ungerne hele ugen og max presset på mit arbejde hvilket har gjort, at jeg faktisk ikke rigtig har fået spist så meget, fordi jeg ikke rigtig gider at stå og lave super avanceret og ny veganermad og derfor har jeg bare spist frugt og peanutbuttemadder og drukket mig midt over i æblejuice i stedet.

Værdier. Og min naive barnetro om at der eddermaneme er underligt at slå et dyr ihjel, blende det og smøre på en rugbrødsmad… Den har naget i den sidste uge. Sidste gang jeg var vegetar (i to år), var det primært af miljøhensyn. Jeg droppede projektet fordi jeg … honestly? Pis. Fik lyst til en flæskestegssandwich og ikke kunne stoppe med at spise kød igen. Den der gamle sang med at animalsk protein var vigtigt / sundt, og jeg havde brug for kød, var nok en del af, at der kom kød på min menu igen. Med andre ord har det dyreetiske helt ærligt aldrig rigtig fyldt for mig. Jeg har fået ind med modermælken, at vi er mennesker og vi slår altså dyr ihjel og spiser dem. Det er naturligt og okay. Og den lille franske dreng på youtube der ikke vil spise blæksprutte stemme inden i der siger “…men!” har jeg meget hurtigt kunne lukke af for. Men den her uge, har den stemme været der. Meget. Og jeg kan mærke at jeg faktisk har følt mig – shit, det blir tacky, det her – rimelig empowered, og som en der, for en gang skyld, handler i overenstemmelse med sine værdier.

En anden ting der har præget denne uge (men også de foregående) har været opturen over de fællesskaber der er i den her mærkelige rejse. Ikke kun nye, digitale fællesskaber, men endnu mere, at tage samtalen med gamle venner, Jer i kommentarsporet (undskyld jeg har været så dårlig til at svare sidst. Men den her uge altså. Sindssyg, siger jeg jo!), min familie og finde ud af hvor mange af dem jeg kender, der er lysår foran mig i de erkendelser jeg tramper rundt i for tiden.

Tak, men nej tak

– Chiagrød fra The Protein Kitchen. Alt med chia faktisk.

– Cowspiracy på Netflix. Er ikke mentalt klar.

Ja tak:

– ristet tofu med soya. I havde sguda ret!!! Okay. Tak.

– insta memes

– dokumentarer om sundhedsfordele ved grøntsager

– mandler og rosiner kombi

– Besøg på bondegård i weekenden med grisebabynusning, lammekidsklapning og kattekillingholdning. Cuuuute.

Det (mor)somme liv

I don’t need therapy, I have you guys

Jeg er alene hjemme med ungerne hele den her uge og især min yngste tager aftenerne til næste niveau. Shit. Mand. Hvor’for kan de ikke bare droppe hans lur i den vuggestue?! Nu sover han endelig, efter to timers kamp, imellem mine ben (don’t ask). Lad os tage den bagfra som man siger. Klokken er lige nu 20.30. Vi spiste Kl 17, tog nattøj på kl. 17.30, legede til kl. 18.30. Kl 18.30 går vi ind og læser bog til 19.15. Så fortæller jeg historie (fordi Otto stadigvæk er helt psyko). Blablabla. putte putte putte putte putte putte. Nu er klokken så 20.40. Køkkenet sejler, der er en tøjvask der skal tages ned og en der skal hænges op, så smøres madpakker, pakke tasker og SÅ skal jeg arbejde og lave præsentation til i overmorgen, hvor det er meningen, at jeg skal starte et internt undervisningsforløb i designtænkning, op. What. The. Fuck.

Jeg er faktisk en ok grineren mor mellem 8.00-18.00. Men de her aftener dræner mig seriøst, på måder jeg aldrig har oplevet det før. Aftenens psykiske tortur sætter sig som et posttraumatisk stempel midt i panden på mig, som jeg bærer rundt med mig konstant, og det gør desværre alt det sjove lidt mindre sjovt. Fordi limen der holder det hele sammen er grå. Så, midt i det grå, er der momenter af oprigtig lykke og glæde. Især når vi leger om eftermiddagen og har det ægte lol og pop, bare os tre. Men trægheden, vasketøjet, køkkenet, alt det der sejler, fordi jeg lader det sejle, fordi jeg forkælet insisterer på at jeg vil lege med mine børn, bare een gang om dagen. Det gør bare at det indre vandspejl ligger meget lavt og at der intet skal til, at slå bunden ud på mig for tiden. Skyder på at det primært er fordi mine morgener for det meste inkluderer toårig der skriger hysterisk og sparker mig i maven når jeg prøver at skifte hans ble og fireårig der råber lortefuck og nægter at samarbejde når vi skal ud af døren. Og når man endelig når frem til sit arbejde er det bare sådan “Ahhhh! Afslapning!”