Arbejdsliv, Søndag = Selvhjælp

Søndag = Selvhjælp (feat. Brené Brown)

I går havde jeg tømmermænd og trængte til et kram af Youtube. Det fik jeg, så snart jeg faldt jeg over en amerikansk forsker, der hedder Brené Brown, som af en eller anden grund er fløjet totalt hen over hovedet på mig, selvom hendes TED talks efterhånden har et par år på bagen. Bedre sent end aldrig. Hendes motto er noget med ‘The power of vulnarability’ og at være modig nok til at være sårbar. F.eks. lærte jeg at Courage betyder hjerte på latin: At mod er noget man gør med sit hjerte og sine følelser. At lytte til sin skam. Ikke at gå gennem verden og lede efter beviser på, at man ikke hører til, fordi man altid vil finde det. At selvværd ikke er til forhandling. Og noget med at skam og frygt er de onde fætre til sårbarhed. Dét var tiltrængt vand på min mølle. Ikke så meget i mit privatliv, men mere i mit arbejdsliv.

De sidste par år – som jeg vist også har skrevet om før – har mit arbejdsliv været påvirket af, at jeg har følt mig afkoblet fra mig selv: At jeg har følt, at jeg skulle være en anden på mit arbejde, fordi at hvis jeg var mig selv ville jeg nok bare blive fyret igen. Så jeg har en oplevelse af kun i små glimt at turde være mig selv, og at have hele hjertet med, sige til (og fra!) i møder, foreslå nye muligheder osv. I stedet har jeg gemt mig væk og gjort en helt masse halvt, fordi jeg ikke turde lægge den indsats i mit arbejde, som kun kommer, når man har sig selv 100% med.

Sårbarhed. At stå i det åbne rum. At gøre noget jeg virkelig gerne vil lave, uperfekt i dag, i stedet for at at udskyde det til jeg er 100% perfekt, vente på at timingen bliver 100% perfekt (note om at arbejde i det offentlige: Tid er ikke man får, det er noget man tager), fordi det BARE ALDRIG SKER. Jeg bliver aldrig 100% perfekt. Omstændighederne bliver aldrig perfekte. Så fucking simpelt, men også så freaking svært at efterleve. Men sårbarhed – at gå åbent ind i et mødelokale, LYTTE  og se hvad der sker – er jo også dér innovationen sker. Dér kreativiteten og det kollektive geni bliver sluppet fri.

Brené siger det selvfølgelig hundrede gange bedre end mig, så hvis du også trænger til et arbejdskram, så se selv her.

Det (mor)somme liv

Morgenrutine med løg på

Det er som om min mand og jeg har glemt, at vi har fået børn. Ikke fattet, at dem der er flyttet ind ikke er voksne, og derfor gir lige præcis nul fucks for om vi når udflytterbussen, får tøj på eller børster tænder… Dét kapitel, har vi ligesom bare ikke lige læst.

Derfor ser vores morgener cirka sådan her ud:

6.30: Otto vågner

6:45: En af os står op med Otto, sætter kaffe over, giver Otto mad, smører madpakke til Kurt, finder tøj og tandbørster frem

7:10: Kurt blir slæbt op og ud i køkkenet (vi prøver virkelig at få ham tidligt i seng, men udflytterbus=sen lur=aftenfrisk=morgensur aka The Circle Of Fucking Life

7:15: Kurt spiser, Otto leger.

7.30: Niklas går i bad(?!) og jeg kaster noget makeup i hovedet og tager tøj på.

7:30: Børnene får tøj på (ofte under store protester, somme tider, helt af sig selv og uden hjælp)

7:45: Børnene får overtøj på (ofte under store protester, somme tider, helt af sig selv og uden hjælp)

8:00: Vi er kommet ned fra 4. sal og sidder i ladcyklen og ræser nu igennem byen for at nå udflytterbussen som kører ret præcist kl. 8.10.

8:15: Jeg står og vinker farvel til tonede ruder.

8:30: I vuggestuen og aflevere Otto

8:45: Kører på arbejde

9:15: Være på arbejde. Heeeej!

Hvordan det går hjemme hos os? Helt ærligt, så op og ned, at jeg ikke rigtigt orker at sætte ord på det. Både fordi ham jeg deler løjerne med, ikke har behov for, at mommyblogge vores kvaler ud over alle tage. Men også fordi mine humørsvingninger, for tiden er så store, at jeg blir helt skitzofren, når jeg forsøger at skrive det ned. Den korte version: Er ret sikker på at det er mig den er gal med. I hvert fald blir jeg tit sur og ked af det uden grund og lader det gå ud over min familie.

Jeg er nået frem til at en stor del af mine nedture bunder i kontroltab og noget så simpelt som tidspres. Så nu er Otto og jeg, i første omgang, gået til kamp mod De Stressede Morgener Fra Helvede og er kommet med hvert vores bud på, hvordan vores drømmemorgener ser ud. Det fungerer ret godt at have noget at pege på og sigte efter. Nu skal vi bare liiige have det implementeret i praksis:)

Lola Jensen, du ringer bare.

Det (mor)somme liv

Drengemor

Min mand og jeg er lige kommet hjem fra teatret med vores førstefødte. Vi så Skatteøen på Folketeateret med en af Kurts bedste venner, og det var så dejligt med en night on the town, bare os tre.

Nu er Niklas taget til træning og jeg ligger i dobbeltsengen og spooner med mine to store drenge.

Jeg har to drenge. Den ene har lige siden han var knap tre år, kunne alle bilmærker. Uden at blinke fortæller han dig forskellen på en knækstyret gummiged og en frontlæsser, han elsker at spille fodbold, elsker LEGO, dinosaurer og har et kæmpe crush på Motor Mille.

Min yngste dreng elsker at male. Elsker farver, klodser, mønstre, mascara, hårklemmer, læbestift og har pt neglelak i alle regnbuens farver, på sine småbitte hænder. De er så forskellige og så ens på samme tid, og med en alder på to et halvt og fire år, er deres forskellige personlighed virkelig begyndt at blomstre.

Mine babyer er væk og helt ærligt så er jeg ret sikker på, at jeg ikke skal have flere børn. I et stykke tid ulmede den klassiske “skulle man liiiige prøve, at lave en pige” i baghovedet, men det skal jeg simpelthen ikke. For mig er det ikke grund nok til at sætte et barn i verden, at det skal have et særligt køn. Så hvis jeg en dag blir gravid igen, så er det ikke med ønsket om en pige, men med ønsket om et barn.

Drenge har altid været lidt af et mysterium for mig. Jeg er vokset op med en enlig mor og søster, og som et meget genert og usikkert barn, var der sgu langt mellem snapsene, hvad angik det modsatte køn, i min barndom. Jeg fik mit første kys som femtenårig, hvilket var så traumatisk en oplevelse, at jeg ikke nærmede mig en dreng igen, før jeg blev atten. Det er altså først på den anden side af teenageårene, jeg kom rigtig tæt på det modsatte køn, og derfor har jeg virkelig ikke meget erfaring med drengebørn.

Nu er jeg omgivet af drengebørn! Og jeg kan blive svimmel over alt det, jeg gerne vil opleve med dem. Jeg skal følge dem til fodbold. Og musical. Lære dem at være en god kammerat, at bage flotte cupcakes med pynt og lave mad, at der ikke findes pige-farver, at lyserød ikke er ULÆKKERT (pt er vi ikke helt i mål..), at det både er okay, når mor og far krammer og når de skændes (for det gør de). Når de er blevet lidt større skal vi på roadtrip i USA, se et ægte Formel 1 løb og jeg skal støtte dem i tykt og tyndt og forhåbentligt have lov til at være en stor del af deres liv og deres op- og nedture. Og en dag skal jeg måske endda blive farmor.

Jeg er drengemor. Og jeg får lov til at opleve to pragteksemplarer på allernærmeste hold, vokse op og blive til mænd.

Hvor heldig må man være?

Vegetar

5. uge som veganer

Sidste uge gik faktisk godt her i skovbrynet til Veganerland. Lige indtil Onsdag aften, hjemme hos nogle venner, som intetanende om mine nyfundne planteeskapader, havde bestilt pizza. Og jeg nåede at tænke hundrede tanker om at være en latterlig nyhellig type, der pludselig var blevet for fin til lidt low key hyggemad. Endte med at tænkte fåggit og det er jo ikke en religion og lige pludselig havde jeg spist fem stykker pizza med kylling.

Det var okay, det er jo ikke en religion, men kan godt mærke, at det var liiidt for tidligt for min kompulsive krybdyrhjerne, at begynde at flexe. Og yes. Dagen efter var den gal igen, da jeg havde skældt ud på min mand, og derfor ikke nænnede ikke at spise et stykke af hans kiss-and-make-up-mørbrad, da han helt forvirret sagde “jamen der er jo gået en måned nu?!” The struggle.

Jeg har lært:

– jeg vil gerne faktisk gerne fortsætte med at være en veganer (så længe jeg må være lidt utro med æg) et stykke tid endnu.

– der er faktisk en grænse for, hvor mange avokadomadder, man kan spise. Den nåede jeg i dag.

– æg er freaking fantastisk (okay, det vidste jeg godt i forvejen).

– det, vi sparer i madbudgettet for tiden, må jeg godt bruge lidt af, på at spise af kantinens salater og brød med olie.

– jeg har fået virkelig mange nye læsere, efter jeg begyndte at skrive om veganske kvaler. Hej!

– kold kimchi smager herregodt med varme ris, agurkestykker og soya.

Det har jeg ikke lært:

– om man godt må kalde sig veganer, når man spiser æg. Det må man vel egentlig ikke.

– at få mine børne til at spise noget som helst plantebaseret, med mindre det er korn eller agurk. I. Give. Up.

– fidusen ved de der soyaprodukter, der ligner kød.

– alt det der med, hvordan man får nok mineraler og protein. Er det meget naivt at tro, at kroppen nok selv skal sige til?

Ps. Ved godt det er lidt bloggeragtigt, men er virkelig tom for skriveemner, så sig endelig til hvis I har forslag eller ønsker.

Hurra

Kom til min 35 års fødselsdag!

Jeg har fødselsdag i januar. Og da det sådan cirka er verdens røvsygeste måned, har jeg tænkt mig at fejre den ekstra meget i år. Med alle mine venner og dermed også med jer. At Dolores (det’ en natklub – jeg vidste det heller ikke #momster) har spurgt om vi vil komme og drikke nogle gratis drinks, hvilket jeg naturligvis har sagt ja tak til. Så please sæt lige kryds i kalenderen:

Lørdag d. 18. januar kl. 21.30-23.00 (note: festen fortsætter efterfølgende på dansegulvet inde ved siden af)

At Dolores, Lille Kongensgade 16, Kbh. 

Der er fri bar i halvanden time, så jeg forslår at vi mødes nogenlunde til tiden;) Lucia Odoom og Nanna sørger for musik. Man må godt tage en ven eller veninde med.

Håber I kommer!

Kh Ida

Ps. Der er ikke tema, men hvis der var, ville det være 1985-2005 og se cirka sådan her ud:

Bla bla bla

Meanwhile

– Failede jeg hårdt min venindes SATC referance, forleden (havde fuldstændig svedt den rabbiner, Charlotte har sex med i første sæson, ud. Pinligt!). I ren og skær flovhed, er jeg nu startet forfra: Skippers “Website Creator Hopeless Romantic” introduktion, Samanthas extensions. Skippers kaffe latte. Carries brune lipgloss. Og hendes kæmpe grå pc(!). Og hendes grimme fivelight gulvlampe. UHM! Den pilot har sgu også sin helt egen, mærkelige charme.

– Kedede jeg mig så meget, da jeg puttede børnene her i aftes, at jeg kom til at poste et billede på Instagram. Guess I’m back!

– Lidt over et år uden Instagram – det var åbenbart, hvad det kunne blive til. Den korte version af det, jeg indså i går da jeg sad og scrollede samtlige kommentarspor inde i FB-gruppen Svampeliv igennem: Summen af mine laster er total. Nu glæder jeg mig til færre svampegruppe-tråde og flere venner. Og forhåbentligt at bekræfte mig selv i, at jeg godt kan holde mine fede pølsefingre fra de profiler, som er giftige for min infantile selvtillid.

– Er de bønner Kurt og jeg plantede i vindueskarmen blevet til ægte, kæmpe planter. Bare hvide bønner i blød og så i jord og så boom!

– Købte jeg billetter til Kashmirs koncert 29. maj i forgårs (de røg på 20 minutter!) og har nu både Björk, Hot Chip og Kashmir i koncertkalenderen, det næste halve år. Det føles fandme godt.

– Hørte jeg en megasej keynotespeaker ude i DR helt køligt sige om sig selv, at hun ikke er en powerpointpige. Jeg har altid haft en mærkelig forestilling om, at for at være sej, krea og iværkish, så  skulle man være helt hjemme i keynote og powerpoint, og det er jeg ved Gud (heller) ikke. Så nu siger jeg det også højt: Jeg er bare ikke en powerpointpige. Ah!

– Mødte jeg min ekskæreste i metroen i går. Med megasød baby og megasød kæreste. Gik direkte ind i tre dørkarme/skabslåger da jeg kom hjem. Seriøst, altså. Ekskærester: Når universet lige skal have griner på.

– Hader, hader, hader jeg at lave kastanjedyr.

– Er Ratatouille kommet på HBO! Resultat: Mor og far sidder tryllebundet til skærmen, mens ungerne splitter hele stuen ad. Shit, hvor jeg elsker den film.

– Kommer vi alt, alt for lidt op i vores sommerhus for tiden. Det er  derfor jeg f.eks. ikke har lavet en Haven Rundt for september. Vi var der ikke 🙁 Øv.

– Er Kurt startet til svømning og skal om lidt begynde til fodbold. Og Otto skal gå til Tigertræning. Let the games begin.

 

Det (mor)somme liv

Reclaim The Mormordag!

Jeg er gået på deltid for ikke at gå ned med stress. Det gjorde jeg for cirka et halvt år siden, da mine børn var cirka to og tre et halvt år… ikke et øjeblik for sent (tidligt sguda! #godnat). Det er ikke for at være krukket, men jeg fatter ikke, hvordan man kan have små børn og et fuldtidsjob, uden at få stress.

Nu, et halvt år inde i den nye rutine, er den efterhånden ved at være faldet nogenlunde på plads: Jeg har lært at afstemme mine arbejdsopgaver med de færre timer jeg har til rådighed, har lært at arbejde om aftenen, og ikke mindst har jeg lært, hvad det egentlig er jeg gerne vil med den dag.

F.eks. at jeg foretrækker, at holde fri om Fredagen (er gået ned på 30 t/ugen, med en ugentlig fridag). Oprindeligt havde jeg fri om Onsdagen, men det afbrød min uges flow, ramlede ind i vigtige møder og så lå den bare lidt der, som et underligt bump på vejen. Så for nyligt fik jeg lov til at flytte fridagen til Fredag. Og kæft, jeg elsker det! Weekenden blir så dejlig lang, når den starter allerede Torsdag aften. Sommetider kører vi i sommerhus, men jeg øver mig også i at bruge byen og lave børneting herinde. Hvis jeg har modeljobs, ligger de også den dag. Det er skidesmart!

Det her lyder måske nævenyttigt og forkælet, men lige fra starten, har jeg virkelig prøvet, at gøre en dyd ud af at holde fridagene hellige: Altid at holde mindst eet barn hjemme fra institution, at gøre noget virkelig rart med dem. Ikke at have store planer, men heller ikke at hellige dagen til husarbejde (det er ikke for vasketøjets skyld, jeg er gået ned i tid). Bare “do one thing well”-dage. I dag tog vi den nye metroring (okay, kan vi lige hurtigt snakke om, hvor genialt dét er? Safttæskemig lækkert, pludselig at stå på Frederiksberg Allé!) og gik igennem Frederiksberg Have op til Zoologisk Have, for at få brugt vores årskort lidt.

Fredag er, med andre ord, min mormor-dag. For jeg synes sgu ikke, det kun er mine børns bedsteforældre forundt, at have jævnlige forkælelsesdage med mine unger. Og det er fandme rart (og priviligeret, I know) at kunne have sådan en dag med sine børn så tit. En afladsdag, med hvilepuls og varm kakao, for alle de andre dage hvor jeg enten taler i konstant bydeform eller hiver dem rundt til alle mulige arrangementer/fødselsdage/gæster osv, osv.

Bare mig og dem. Og måske, hvis vi er heldige, et par pandaer.

Vegetar

Mandag, Mojo og, øh, tilsyneladende skriveblokade (aka 4. uge som veganer)

Min veganeruge fik i weekenden en røvtur af et blødkogt æg og noget mayonnaise, men bortset fra det, så er det gået godt her i Team Greta.

I denne uge har jeg (gen)opdaget:

  • Den gode gamle klassiker: Rugbrød med mayonnaise, agurk, tomat og salt og peber. Milde himmel, for noget undervurderet ganekræs.
  • Hokkaidosuppe! (som min fireårige ville sige: “Lad mig forklare”): Løg, olie, hvidløg, spidskommen i gryde. Røre røre. Hakket, vasket hokkaido og evt lidt andre trætte grøntsager – jeg tog selleri og et par gulerødder – ned i. Røre røre. Vand, lidt kokosmælk og to x grøntsagsbouillonterninger. Simre simre. Sluk. Stavblend. Server med røde linser, vegansk creme fraiche og persille. Børnene fik pasta på og spiste det til alles store overraskelse. Amen altså. Suppesæson sæt i gang!

  • Hjemmelavet mojo. Også nemt: Et par røde pebere på en pande med god sjat olie, salt og peber. Efter lidt tid: solsikkekerner og to fed hakket hvidløg på. Stege stege. Over skål. Lidt æblecidereddike og citron i. Stavblend og smag til.
  • D og B-vitamin. Jeg fandt dem bagerst i mit skab og det fik mig til at tænke på at jeg nok har været lige vel laissez faire hvad angår vitaminer og den slags. Så jeg må på hellere jagt efter noget ægte kosttilskud med jern i.

I næste uge kommer jeg til at spise æg. Primært fordi jeg har otte liggende i køleskabet fra før udfordringen som virkelig snart skal spises – og så fordi jeg helt ærligt har haft svært ved at blive mæt på det sidste. Det er nærmest kun når jeg spiser hjemmelavede falafler jeg blir sådan grundmæt. Så i den her uge vil jeg øve mig lidt i bønne/linse-genren – og spise æg til, for jeg elsker at være mæt og er ikke helt fan af at stå og tømme slikskabet ti minutter inden jeg skal sove.

Kh Ida. The Madblogger Formerly known As Mommyblogger.

PS. Måske jeg en dag skriver et blogindlæg igen, der ikke handler om mad. Det ville da klæde mig. Men min mand er ude på overnatning med sit arbejde og jeg ligger i benlås med en sovende toårig, har et køkken der er eksploderet og derefter en date med min sofa og kortfilmen ‘En Flirt’ som søde, seje Marie Bach har hovedrollen i og som for sidste gang kan ses gratis i aften lige her.

Vegetar

Veganer uge 3

Objektivt set, er det vel gået ret dårligt med at være veganer i den forgangne uge. Til alle der nu sidder i åndeløs spænding, kan jeg berette, at jeg både spist primadonnaost og Verdens Bedste Risotto med kantareller, smør og parmesan. Jausa!

Subjektivt set er det til gengæld gået ret godt. Jeg føler mig både let og tilpas i mit efterhånden kødfrie korpus. Det føles sgu ret lækkert både fysisk og psykisk. Og så er jeg lettet over hvor lidt jeg stadigvæk mangler kød, smør og mælk. Det, jeg til gengæld savner, er stadigvæk blødkogt æg og ost. Især hjemmelavet, frisk mozzarella er pt ret højt på ønskelisten. Jeg har brugt rigtig mange af jeres tips (seriøst, I er jo de vildeste veganerguruer?!) i kommentarsporet til sidste uges indlæg og har især haft optur over burger med falaffelfars, vegansk creme fraiche, salat, sennep, avokado, bønnespirer og rød mojo. Ejmenaltså! Også i pita- og fladbrød.

Derudover har jeg lavet kimchi for første gang i flere år, hvilket førte til et hyggeligt gensyn med Oh She Glows, My New Roots og Earthsprout, som alle er blogs jeg dyrkede for otte år siden, da jeg boede i Århus, var vegetar, flirtede lidt med raw food og læste bøger som The Sunfood Diet Success System.

I den her uge, vil jeg forsøge at fyre op under nogle supper og en helvedes masse godt hvedebrød med olivenolie. Og så vil jeg måske prøve at lave plantefars selv, så jeg slipper for at føle mig som en idiot hver eneste gang jeg gir 25 kr for noget som dybest set bare er variationer over temaet bønnemos (måske tager jeg fejl og det er sygt besværligt, men det må tiden vise). Gode idéer til ovenstående modtages som altid med kyshånd.

Udfordringen for september er faktisk officielt slut i dag (efter 22 dage), men det er stadigvæk sjovt og dejligt, så jeg tager lige en uge til. Mindst.

Hurra

Hvad gjorde man uden?

Mit hoved har andendagstømmermænd efter en virkelig god weekend med min veninde i sommerhus. Hold kæft, sådan to damer, der ikke har været alene sammen i ti år (but who’s counting), kan snakke. Jeg blev snakket i søvn og hun blev snakket ombord på Kombardoexpressen. Phew! Nu fik jeg styr på min skriveblokaderamte bog, mit arbejdsliv og bare lige verdenssituationen sådan helt generelt. Vi så Vild Med Dans, sang vores lunger ud i haven til Whitney Houston, spiste alt for meget mad, gik tur i troldeskoven i generøst solskinsvejr og drak en helvedes masse hvidvin. Uhm.

I dag har jeg haft en af de der sjældne men fabelagtige boss lady arbejdsdage. I morgen skal jeg til morgenmøde på DR og fyraftensmøde hos Is it a bird (endnu mere boss!) og Onsdag skal jeg være sammen med min mor som jeg savner, fordi hun er indlagt for tiden. Hun er sgu også en boss lady på sin helt egen måde.

Hurra for veninder og mødre og alt derimellem. Hvad fanden skulle man stille op uden?