Sommerhus

Farvel vidunderlige sommerhus (snøft)

Some love stories aren’t epic novels- Some are short stories, but that doesn’t make them any less filled with love.

Det med at man bliver mere ydmyg med alderen giver (sjovt nok) mere og mere mening, efterhånden som jeg bliver ældre. For eksempel har jeg altid tænkt lettere overbærende på husejere, når de har sagt, at det er hårdt at sælge deres hus. Jeg har haft det lidt sådan “slap af, det er et mursten”. Men nu er vi så småt gået i gang med at sætte vores sommerhus til salg og det river allerede helt vildt. Selvom huset kun har været vores i 3,5 år, så føles det som om vi sætter hele børnenes barndom og alle vores drømme til salg. Alle minderne der står i kø. Dengang vi holdt Allehelgens housewarming i oktober og fyldte haven op med tyve lysende græskarhoveder og dansede rundt om bålet til klokken 7 om morgenen. Eller at sidde på bjerget hver eneste aften under lockdown og se solen gå ned i Kattegat. Alle de små fugle, kælketurene, at snige sig op på taget og se solopgangen over Asserbo plantage, køkkenhaven, strandturene med trætte, saltvandstørre børneknæ i ladcyklen. Kurt der sidder i sin træhule med tæppe, saftevand, insektlup og dyrebog. Otto der løber op til vores naboer gennem krattet. De første gange jeg gik barfodet rundt under havens kæmpe grantræer og slet ikke kunne forstå at dette magiske sted virkelig var vores.

Men nu skal det blive nogle andres. I næste uge går vores mægler for alvor i gang med salgsprocessen og forhåbentlig bliver det både begyndelsen på et eventyr både for os og for dem som køber huset.

Hvad skal vi? Vi skal finde os et hus, som vi kan være i hele tiden. Hvem, hvad og hvor må tiden vise, men det bliver noget med at have en have og med plads til mere end et klapsammen-campingbord som spisebord. Det bliver også fantastisk, men lige nu er det bare lige trist, at tænke på alt det vi skal sige farvel til.

Hvis du er interesseret så skriv en kommentar, så finder vi et tidspunkt du kan komme forbi og se det.

Og rigtig godt nytår til jer her på falderebet. 2021 har været vidunderlig. Mon ikke 2022 også bliver det? Jeg håber jeres nytårsdage bliver fyldt med diskobangers, tomme kulhydrater og varme kram.

Småt brandbart

Spurgt #2

Tutelu fra et fodkoldt skrivebord i Liseleje. Det trækker lidt ind fra vinduet, men det gør ikke noget, for Asserbo plantage ligger lige foran i mørket og en gang i timen drøner en bus dovent forbi og her er så dejligt stille. Mine børn sover i sengen bagved mig og jeg spiser slik og drikker vand. I dag sænkede julefreden sig endelig; Ti dage har det taget at nå hertil, og nu har jeg hele fire dage tilbage at nyde den i, inden de hektiske cykelstier kalder. Indtil da kommer her en bunke fakta.

– Vi har besluttet os for at sælge vores sommerhus. Det river, men det er det rigtige at gøre i erkendelse af at vi skal have fundet os et hus at bo i. I dag havde vi besøg af en ejendomsmægler og så. …Ja. Så sælger vi sgu Edens have og det rodede bjerghytteagtige hus som har helbredt mig i 3,5 år.

– Jeg har foræret mig selv mit livs første iPad i julegave og det er simpelthen bare en smart opfindelse. Hvorfor har ingen sagt noget? #ogdetvarmor

And Just Like That har jeg så mange hjerteskærende tanker om, at jeg bliver nødt til at forsøge mig med en uhøjtidelig punktform. (Spoiler ahead). Altså. Jeg forstår jo godt kritikken (Weekendavisen, Politiken, Guardian osv. osv.). Virkelig. Selvfølgelig skulle vi have set Carrie yde førstehjælp på Big (men må indrømme at min første tanke var, at 1) nej, for så ville han bare overleve og 2) Carrie slår mig virkelig ikke som den rationelle type) og jeg er også enig i, at serien skulle have skruet 50% ned for woke-iveren (ja, SoMe-ansvarlige i rullestol og småsnaldrede Miranda, jeg kigger på jer! Det eneste serien efterhånden mangler at slå et slag for er klimaet – men så meget selvindsigt har de trods alt haft). Men kan vi blive enige om at replikkerne er blevet lidt bedre i 3 og 4 episode? Er det ikke som om der er lidt kortere mellem de gode, gamle SATC-snaps..? Især er jeg vild med kemien mellem Sarah Jessica Parker og Sarita Choudhury, der spiller Carries ejendomsmægler. Sidstnævnte har den blanding af sårbarhed, empati og badasshed som jeg elskede ved Samantha, og som virkelig klæder Carrie (fx i den afsluttende sushi-scene eller der hvor Carrie ryger i bilen og bare er sig selv, uden enten at køre i overdrive eller være demonstrativt kølig (som i andet afsnit, hvor jeg kun kunne tænke på hvor ulykkelig og hjælpeløs Carrie var da hendes nu afdøde mand fik kolde frierfødder). Og så stak det sgu lidt i hjertet at se Stanfords pludselige afgang til Tokyo (Willie Garson døde i september); jeg elsker dog at sidste scene med ham, var den geniale scene, hvor han gemmer sig med en martini og disser Carries nabo. Suk. RIP Stannie.

Jeg ved godt, at det afviger lidt fra det jeg skrev forrige uge, men lige nu drømmer jeg om, at de snart holder op med at være så politisk korrekte og i stedet bare har det grineren og tager pis på ting igen (som Guardian skrev: “The onslaught of “woke” teachings lends the show a smugly self-congratulatory rather than ironically self-aware air. This does nothing to make it sing like the original, which – even if it was narrow and elite – knew its world inside out and could allow the comedy and the drama to arise in ways that felt effortless.”).

Nå. Hvorom alting er: Min AJLT vejrudsigt her efter 4. episode:

– Miranda og Steve bliver skilt. Udramatisk og egentlig ikke til fordel for et langt liv med Che Diaz, men mere bare for at hun kan blive sig selv igen. Det sker nok i forlængelse af at Carrie og Charlotte har konfronteret hende med hendes drikkeri, hvor hun erkender, at det dækker over et hul i hendes følelsesliv (and I ate the whole thing…). Måske får hun en kat der hedder Fatty og flytter tilbage til Manhattan? Hvem ved, jeg håber det næsten – Please bare ikke lad hende blive aktivist!

– Carrie finder et sted hvor Big “really want to be”. Måske stiller hun hans aske på toppen af Chrysler Building eller drysser den i havet ved Liberty Island eller – lidt kedeligere – det der sommerhussted, de havde? Jeg tror Carrie, efter lidt møsseri med ham podcastproduceren, forbliver solo og ender med at bo enten med sig selv eller Miranda i en ny og upcoming bydel. Jeg glæder mig vildt meget til at se hvad der skal ske med hende og Seema ejendomsmægler. Kan ikke gennemskue det, og håber det blir godt (men for Guds skyld IKKE brug hende til at lukke hullet efter Samantha i trekløveret).

– Charlotte skal indse noget med hendes nonbinære datter… Pt. den kedeligste storyline, men hvem ved, måske starter hun et kunstimperium op med sin nye BFF? Den der kunst-Wikipedia-scene var måske lidt overdrevet, men dog tiltrængt ovenpå de ulidelige overklassemiddagsselskabskvaler… I det hele taget er kemien mellem Kristin Davis og Nicole Ari Parker imponerende tåkrummende, og det er underligt at dialogen kan være SÅ pinagtig, for jeg synes altså ikke Kristin var så dårlig en skuespiller i satc?! (kommer i dette øjeblik i tanke om bryllupsscenen i 1. film hvor Carrie lige er blevet ditched og Char får øje på Big og skuler virkelig komisk mens hun tripper forbi…).

———

– (Okay. Det blev lidt meget AJLT. Jeg fortryder sikkert alt jeg har skrevet, når jeg læser jeres kommentarer). Er der mere? Jo!

– Jeg skal klippes i morgen. Det er 3,5 år siden jeg sidst var hos frisøren(!) og jeg har tænkt mig at vise ham et billede af Farrah Fawcett i 70’erne. Så hvis I får øje på en virkelig træt krydsning mellem Simply Red og Bon Jovi i nær fremtid, så er det bare mig.

– Jeg forærede min søn et sminkedukkehoved i julegave og ingen af os kan rigtigt finde ud af, hvad vi skal stille op med det. Håret filtrer mega nemt og hovedet har jo allerede make-up på. Tror måske jeg har misforstået konceptet…

Bla bla bla

Tak 2021!

Jeg er i irriterende godt humør for tiden. Kan ikke helt forklare hvorfor, men tror det er en følelse af at hvile på laurbærrene efter et utroligt intenst og inspireret år (uden at lyde alt for new age agtig, er jeg så den eneste, der kan mærke at Vandbærernes tidsalder er landet?)

Måske i kombination med at

  • mine børn er blevet større og der derfor har været plads til at løfte blikket
  • jeg har fået nyt arbejde
  • LinkedIn ikke længere giver mig myrekryb. Til min store overraskelse får jeg forskellige jobtilbud for tiden, hvor jeg tænker “det lyder på en måde meget fedt”. Og dén position, har jeg altså aldrig være i før – tværtimod har jeg har følt mig så forkert i mit arbejdsliv og det har ikke været en skid nemt at skulle ind på arbejdsmarkedet, samtidig med at man skal lave en familie.

(Altså jeg er ikke på vej væk fra mit job, men det er bare rart at opdage, at det ikke længere føles som den eneste mulighed, at være hvor jeg er i dag).

Umiddelbart har jeg indtryk at 2021 for mange har været et wtf was that kinda år. Sådan har det også været for mig. Men slet ikke på en undervældende måde. Faktisk tror jeg det har været det mest transformerende år i mit voksenliv. Jeg aldrig været så inspireret og euforisk som i det år, der er gået. Jeg har skrevet og gået ture, været til astrolog (mindblowing) og opdaget ny litteratur og åbnet nye spirituelle døre (indrømmet, med større eller mindre grad af ironisk distance). Jeg har afleveret mit første manuskript til et forlag og fået virkelig opløftende kritik (altså …Og et afslag. Men et godt, opmuntrende og anerkendende afslag).

En anden formildende omstændighed er at det heller ikke føles som om min kæreste og jeg på daglig basis er på kanten af et skænderi eller sammenbrud (tak, parterapi). Og så er jeg blevet introduceret til, og har læst, bunkevis af bøger. Nævner et par yndlings fra årets læsning i flæng:

  • Feministiske grafiske noveller: Liv Strömquists I’m every woman, Den er der ikke og Kundskabens frugt og Alison Bechdels Fun Home, Are you my mother (vidunderlig!) og The Secret to superhuman strength.
  • Kompromisløse selvransagelser: Glenn Bechs Farskibet og alle 6 bind af Karl Ove Knausgaards Min Kamp. SÅ. Godt.
  • Ulysses af James Joyce for faen! Min ultimative bog og ENDELIG fik jeg læst den – Og jeg havde virkelig mange gode oplevelser undervejs (godt hjulpet på vej af boomer-internettet aka James Joyce Selskabet)
  • Derudover har Kvinde Kend din historie af Gry Jexen, A burst of light af Audre Lorde, Vi, de neutrale af Lovise Haj om strukturel undertrykkelse på tværs af sociale lag og tider også gjort kæmpe indtryk.

Tak for dig 2021. Og velkommen 2022 og Age of Aquarius. Nu river vi sgu det hele ned til vandlåsen:)

Bla bla bla

And Just Like That vågnede Sex And The City op efter elleve års nødvendig dvale.

Først en disclaimer. Den her tekst er dobbeltmoralsk. Jeg har nemlig ikke selv kunne overskue andres holdninger til Sex And The Citys revival ‘And Just Like That’, der havde præmiere i går. Så beklager på forhånd, at jeg nu hælder en spand hundrede procent selvbestaltet Sex and The City ekspertise ud i hovedet på jer.

(Til gengæld er jeg totalt klar på at snakke om AJLT nu – enten i DM eller kommentarerne)

SPOILER ALERT! Jeg afslører handlingen i de nye AJLT afsnit i den her tekst. Der kommer endnu en alert inden, men for en sikkerheds skyld: Lad være med at læse videre, hvis du ikke vil vide hvad der sker i serien.

Første gang jeg mødte Carrie havde hun brun lipgloss og en koboltblå trøje på. Hun sidder på en kaffebar i sæson 1 og snakker med en ven. Det var dengang kaffelatternes skum flød som en kridthvid sky ovenpå kaffen og blev drukket af glas i kromstel. Jeg gik i 1. G og sad hjemme i sofaen på Gl. Hellebækvej og tænkte at sådan ville jeg også være, når jeg blev voksen.

Lige siden har Carrie, Miranda, Samantha og Charlotte (i den rækkefølge) været mine venner. De var med mig i 2003, da jeg købte “Kiss and Tell” i en bogforretning i New York. Og i 2007 da jeg lige var flyttet til Kolding for at studere og var så ensom, at jeg spiste alle mine følelser i form af kulhydrater. Og når jeg følte mig allermest alene (som var hver aften) tog jeg en DVD fra ‘The Shoebox’ og smed i min hvide, klistermærkefyldte mac, og så kravlede jeg i seng med computeren snurrende på maven. Den knitrende HBO-sne og et mol-ShhhhhhHUUUUUU efterfulgt af en liflig dur og Carrie i tylskørt: Da da da DAM da DAM da DAA da da DAM, da dam da daa da da dam. BE Ep de de de de DEW…. Ahh. Så vidste jeg, at de næste par timer ville jeg være et rart sted. Et sted hvor verden var sjov og nem.

Det er først i mine 30’ere jeg har forstået, at jeg jo ikke var alene på det kollegieværelse. Hvor mange har vi ikke ligget simultant i hver vores seng, i hver vores ørkesløse vandring gennem voksenlivets spæde skovbryn, og om natten har vi lænet os ind i vores fiktive storesøstres blomstrede silkekimonoer, lyserøde louboutins og konflikter der blev afblødt af et løftet øjenbryn (Carrie) en snappy oneliner (Samantha), skamløs kagespisning (Miranda – “And I ate the whole thing”) eller en “Do you think my hair is too shiney today”-replik (Charlotte –“That was the thing about Charlotte. Just when you were about to write her off as a Park Avenue…” …Okay, I forstår hvor jeg vil hen. That shit mattered for så mange af os. Og replikkerne har brændt sig ind i vores hjerter og vi kan alle sammen SE Samantha falde ned ad trappen når Smith siger “Just fucking hold my hand” for os, fordi vi KENDER Samantha og vi ved, at hun bare ikke gider holde i hånd).

Den første SATC film så jeg i biografen i Kolding i 2009. Vi var en flok 2. års studerende og vi tog bussen op til Kolding Storcenter i vores fedeste tøj. Jeg havde stilletter på og havde skrevet “You can take me out of Manhattan, but you can’t take me out of my shoes” med en sprittusch op ad mit ben. Miranda var flyttet til Brooklyn, jeg var flyttet til Kolding. Det var det samme.

Jeg har altid har foretrukket de mere upolerede tidlige sæsoner, med cigaretrøg, uredt hår og en styling der handlede mere om unikke vintagefund parret med en stinkende dyr Manolo, og mindre om de overdrevne head-to-toe designerskrud i de senere sæsoner.

Men jeg kunne alligevel godt overtales til at svælge i Aleksandr Petrovsky æstetikken der skyllede ind over særligt 6. sæson og som kulminerede med den overdrevne styling i sæsonafslutningen i Paris. Den samme “æstetik over realitet” købte jeg også ind på i første film som jeg kunne lide, fordi filmen, trods SATC evige privilegieblindhed, blev på sin egen banehalvdel. Selvom de fleste af os ude i virkeligheden efterhånden var begyndt at bekymre os om overforbrug og klimaforandringer, så var det ligesom okay i SATC The Movie 1, for filmen prøvede ikke at være politisk og Sex And the City var alligevel bare noget vi legede.

Men anden film. Åh. Mit hjerte. Jeg glemmer aldrig hvordan min veninde og jeg desillusionerede forlod biografsalen, flove over at have lagt øjne og ører til den. Vi skammede os hele vejen hjem! Så er en film fandme dårlig. Plotløs, skamløs og privilegieblindheden nåede nye højder. Jeg vil ikke gå i detaljer, for jeg ved at du også ved det (og trænger du til at krumme tæer over den igen, så læs et uddrag af kritikken på filmens Wikipedia her). No wonder Kim Cattrall ikke skulle nyde noget af at være med i en revival. Det var som om Samantha gik i stykker lige der, på det marked i Abu Dhabi(dooo!!! Ejmenaltså. Og så endda en Miranda-replik. Bare nej!). Nej, nej, og nej. Det var så trist.

Nogle gange skal man helt ned og bide i gulvtæppet før man kan rejse sig fra asken, og det var vist godt for alle, at Michael Patrick King og Co. lige blev 10 år i skammekrogen, inden de offentliggjorde planerne om ‘And Just Like That’.

(SPOILER ALERT – STOP MED AT LÆSE HVIS DU IKKE HAR SET AJLT!!)

I går så jeg første afsnit og i dag andet afsnit. Og hallo altså!

‘Hello, It’s Me’ og ‘Little Black Dress’

For at starte med det vigtigste først. Udseendet (det er jo SATC, for faen). Det er tydeligt at Patricia Field has flown the coop, som Carrie ville sige. Allerede fra første scene, synes jeg at tøjet taler ned til mig, i al dets pomp og pragt. Jeg har simpelthen ikke brug for Monies gigantiske cable chain necklase til at eksplodere ud over kjolen på Charlottes nye girl crush, Lisa Todd Wexley, for at forstå at hun er Park Avenues svar på Jeanne D’arc. Og Carries hat og Charlottes nyindkøbte Oscar De La Renta kjoler …åh nej, altså. Jeg savner Patricia!

Måske er det også fordi tøjet på en måde bliver et symptom på det, der sker, særligt (og ærgeligt for serien) i de første par scener, hvor jeg føler mig gevaldigt undervurderet pga. en unødvendig overkarikatur; Det er som om de tror, vi slet ikke kender karaktererne, og derfor skal have deres personlighed ind med en sølvske.

Carrie, stop med at JUBLE over at du får en freaking bord. We get it. It’s New York, og I spiser på fancy steder. Chill.

OK fair nok. Vi har ikke set dem i 10 år og a lot of shit went down in this place, attention must be paid – TADA and TADAA (Åh nej, nu savner jeg endnu mere Samantha) og vi skal lynhurtigt forstå at Charlotte er flyttet delvist ind i en filler-klinik (No offence Kristin Davis) og at hun ikke vil blive gammel, at Miranda er gået fra at være arbejdsnarkoman til at være retfærdighedsnarkoman og wannabe filantrop (med et alkoholproblem? Hyggeligt at hun lige får sig et glas vin på Scout Bar – for det er da den, er det ikke? – bare ikke så hyggeligt at klokken er 10 om formiddagen)… Vi skal også forstå at Carrie er gået fra at være 1990’ernes ‘Miss Sex and The City’ til at være 2020’ernes ‘Mrs. Silence and The City’, da hun ikke tør tale åbent om sex, i det woke podcaststudie (og vi ser også at hun efterfølgende forsøger at overvinde sin snerpethed ved at bede sin mand, om at …onanere foran hende? Undskyld, men what? Do your own homework, girl!)

Men dog point til Carrie for stadigvæk at have sin selvironi med sig, da podcastværten Che Diaz ikke kender Barneys, “Now THAT is offensive”. Lol og hyggeligt. Det klæder Carrie når hun godt selv ved, at hun er et overforbrugende mærkedyr.

Vigtigst af alt skal vi se at Carrie og Big er så lykkelige, at det KUN er fordi at Chris Noth og Sarah’s on-screen kemi er ligeså nice og kærlig og jovial, som den altid har været, at jeg lader dem have their fun. Jeg elsker dem sgu. Og hvis nogen må bo svinedyrt og spise perfekt saltet laks og asparges, mens de hører gamle LP’er så er det Mr. Big og Carrie (Nope. It’s not tacky. It’s classic.)

Når alt det negative er sagt. Så kan jeg godt lide seriens anslag og præmis. Jeg kan faktisk lide at se Miranda på glatis til hendes første time på hendes jurahold, selvom det er utroligt tåkrummende. Og Heureka! Lad os lige snakke om at nogen endelig har bragt serien ind i 2021 og givet nonbinære og farvede karakterer bærende roller. End-e.lig. Det er en svær opgave serien giver sig selv, og derfor bærer jeg også over med tåkrumning og forhastede karakteropbygninger, fordi karaktererne til gengæld endelig skal bakse med at se sig selv i øjnene og tage den medicin som ALLE har skreget på, efter Filmen Fra Helvede i 2010. Og det er en nødvendig udvikling, hvis jeg ikke skal hoppe tilbage til 90’ernes bløde uskyld og gense 2. sæsons Take Me Out to the Ballgame for 117. gang.

(KÆMPE SPOILER ALERT)

And Just Like That fik ‘And Just Like That’ en meget voksen og klædelig klang

And just like that Mr. Big died. 

Vi slutter første afsnit af med at forstå at ‘And Just Like That’ ikke kun handler om at erkende hverdagens små aha-oplevelser belejligt wrapped up in a bow i klummeformat. Det kan også handle om hvor hurtigt en livsomvæltning kan ske. F.eks. hvor ekstremt hurtigt dem man elsker kan dø.

Hele crescendoet, med Lilys klaverkoncert krydsklippet med Mr. Big på træningscyklen, mindede mig om det jeg elsker allermest ved SATC. Den visuelle poesi (som er blevet hverdagskost for os i dag, men som dengang i 4. sæson med closeups af syrener og vand, der drypper fra en knust vase var ret nyt i serier) kombineret med en dybde og alvorlighed, som vi ikke har set skyggen af, siden Samanthas kemoforløb og Charlottes fertilitetsbehandling. Velkommen, Sorg, til SATC. Og tak fordi du kiggede forbi. Jeg græd hele vejen igennem andet afsnit. I 41 stive minutter strømmede tårene ned ad mine kinder. Det var utrolig rart og forløsende oven på SATC The Movie 1 og 2 og første halvdel af 1. afsnit And Just Like That’s overgearede, overlykkelige og overstylede prinsesseverden. Jeg VED I har dybde og mørke i jer. Og jeg glæder mig til at se mere af dét den 16. december.

R.I.P. Mr. Big. Og tak for alt.

Bla bla bla

Væk mig til marts

Først prøvede jeg at skrive noget om hvor overvurderet det er, at holde efterårsferie med sin familie, i et sommerhus, i regnvejr. Om hvordan stemningen til sidst blev så elendig, at nogen flygtede ind til byen, hvor den brugte halvandet døgn på at genfinde sin hvilepuls.

Så prøvede jeg at skrive om hvor heeeelt normalt ovenstående, ifølge flere af vores venner og naboer, tilsyneladende er. Den ene halvdel af mig er glad for ikke at være alene. Den anden halvdel forstår ikke, hvorfor alle ikke blir skilt. Og hvordan er det overhovedet meningen at man skal være et ordentligt familiemedlem, når man flere gange dagligt har instinktivt lyst til at råbe højt ind i sit køleskab?

Men så er der også lav efterårssol under trækroner, flinke cyklister på cykelstien og halvrådne græskar med lys i, fødder der finder vej til hinanden under tæppet og små, søde monstre i opgangene. Intet er enten eller. Alt er det hele på samme tid.

Jeg har prøvet at skrive i en uge, men hver eneste aften går jeg i stå efter to ord. Jeg kan åbenbart kun finde ud af at ligge og glo ind i en tv-serie. Efterår, mørke og en evighedspandemi er krøbet ind under huden og jeg er træt som aldrig før. Jeg kan ikke engang færdiggøre den her sætning. Og vi har kun lige møsset november på kinden… (nynner sagte) Om et halvt år er det forårsjævndøgn, der er længe, længe til.

life

This could be really terrible and we could hate this

Det er blevet efterårsferie og på min ét punkt lange to do liste står der: At lave soveværelset i sommerhuset om til et kombineret sove-OG-skriveværelse (næstbedst når nu man ikke kan få “a room of one’s own” amiright). Projektet indebærer bl.a. at pille et indbygget skab ned, tapetsere og male. I et anfald af eufori i Frederiksværk Farvehandel, valgte jeg måske lige lovligt …spontant. Forestil dig hvis karrygul og æggesnapsgul fik et lovechild. Well. Dén farve gul hænger nu som et låg på mit i forvejen lavtloftede savsmuldstapetbefængte soveværelse. Ahem. Det er i de her situationer mit yndlings Taylor Swift citat falder som en kølig abrikos i en varm sommerhånd: “This could be really terrible and we could hate this”; Altid en god stødpude til nye, tvivlsomme projekter (men omvendt har jeg en fornemmelse af, at vi alle sammen maler vores lofter i vilde farver for tiden – så i det mindste er vi i det sammen).

Da jeg dækkede af og malede slog det mig hvor få boligprojekter jeg egentlig har lavet …øh, nogensinde. Det er vitterligt… Altså nul? Okay, vi malede da lejligheden da vi flyttede ind for syv år siden, og fik udskiftet en rådden terrasse i sommerhuset sidste år. Men ellers er alt der starter med et moodboard på Pinterest, simpelthen en så utrolig overskudsagtig præstation i min bog, at jeg på ingen måde forstår, hvor I alle sammen får overskuddet til at kaste jer over den ene faldefærdige muremestervilla efter den anden.

Men nu må I have mig undskyldt, mens jeg går ind og sætter noget savsmuldstapet op. Klokken 21.43. Fordi det er åbenbart sådan vi ruller her i Gør-Det-Selv-Land (børn, ferie og hvornår ellers?!)

Kh Flemming fucking Leth

Arbejdsliv

Sandheden skal man høre

Kurt: Du kan bare sige til din chef: Jeg gjordt det så godt jeg kan

Otto: Du kan også bare sige: Det er altså for svært for mig

Mig: Ja, det ku jeg selvf…

Otto: Kan du ikke sige du vil have et andet projekt? Så kan du jo bare lave et hus

Mig: Det er faktisk moster mie der kan finde ud af at bygge huse. Det kan jeg ikke

Otto: Kan du lave en båd?

Mig: Neeej… jeg kan.. Jamen.. Jeg ved snart ikke hvad jeg kan..

Otto: Du kan vel lave et æble?

Mig:

Otto: Så tegne et æble

Mig: …

Otto: SÅ TEGNE ET TRÆ DOG!

Mig: Ja, det…

Otto: Så ku det være et banantræ med en mand der ku gå op på det og med pile på

Mor: Men det kan jeg jo ikke tjene penge på?

Otto: Jo, du kan!!!!!!

Kurt: Du skal bare sige det er kunst.

—-

Det er ikke for at gå helt Bridget Jones på den, men efter ti år på arbejdsmarkedet må jeg konstatere at mit arbejdsliv er præget af tvivl om, hvorvidt jeg er på rette spor. Og jeg kan ikke finde ud af, om tvivlen bare er en følelse, jeg skal lære at leve med, eller om jeg skal handle på den. Hvor kommer den fra?

Er det fordi jeg 1. har tendens til at jage (eller i hvert fald komme til at føle at jeg sidder med) de sværeste opgaver, jeg kan komme i tanke om, og som ligger meget langt fra både min faglighed og personlighed, eller fordi jeg 2. simpelthen bare har valgt forkert. Eller også 3. Gør jeg alting meget sværere end det er. Eller 4. er jeg født med en defekt i hjernen som gør, at uanset hvad jeg laver, vil jeg altid føle mig dum og have svært ved at sætte realistiske mål, grænser og rammer for mine arbejdsopgaver. Eller kan det være 5. en latent arrogance, som får mig til at tro at jeg kan passe et arbejde, uden at lægge de nødvendige timer, det kræver faktisk at passe et arbejde?

Jeg har altid beundret folk der med myndig stemme og æren i behold siger “Tak for tilliden, men det her er ikke noget for mig” og finder noget andet at lave. Jeg, derimod, bliver lidt for længe i et nølende vadested, tror ubevidst, at det er det svære som er arbejdet; At hvis noget kommer let til mig, så kan det umuligt være rigtigt.

Elllleeeerrrrr. Ahem. Eller. OGSÅ. Er det sejt at blive i det svære (åh, shit, for en kliché). Og dét, man faktisk lærer af; at komme helt ned på jorden og ligge, kravle, stå der og bide i gulvtæppet, og ydmyghed på engelsk er humility, som kommer af humus, som betyder jord.

Måske jeg overtænker og bare lige skal give både jobbet og mig selv en reel chance for at blive venner.

Det er nok dét. Ydmyghed og selvindsigt. Det vil jeg gerne bede om for tyve kroner blandet af.

Og så et banantræ. Just in case.

life

Spurgt #1

Okay. I findes. Jeg findes. Heureka! Det gør mig virkelig glad. Jeg er lidt rusten i radikal online selvudlevering (men åh, hvor har jeg dog savnet det, mig, mig, MIG!) så advarer på forhånd om, at de næste par tekster herinde bliver udfra devisen: Kvantitet fremfor kvalitet. Så ved i det.

Siden sidst er der sket det at

– jeg stadigvæk bor i den samme lejlighed. I byen. På fjerde sal. (Nogen skal jo blive boende herinde og holde priserne kunstigt oppe, mens vi venter på at boligboblen springer)

– mine børn er blevet knap 5 og 6 år (halle-fucking-luja)

– jeg på fuldstændig magisk vis stadigvæk er gift med deres far

– vi har gået i parterapi hos en virkelig sløj parterapeut på Vesterbro, som fx halvvejs inde i vores 2. session kaldte os for forkerte navne. You had one job, woman!

– vi har fundet os en anden parterapeut, som vi går hos nu. Hun er heldigvis virkelig god.

– nok om parforhold for denne gang, hvad ellers, nå jo MIN SØN ER STARTET I SKOLE!

– Skolehjemsamtaler, legegrupper, trivselspolitik, kvartalsvise fødselsdagsordninger, madpakkemotorvej, Pokémonkort (seriøst, wtf), unilogin kodeord og endeløs scrolleri på Aula, here I come

– jeg har fået nyt arbejde. Stadigvæk i den samme styrelse, men et nyt kontor, nyt team, ny adresse og ny rolle. Living on the edge, som man siger.

– min bog blev skrevet færdig i januar i år. Og læst – og rost – af et ægte forlag! (hvilket jeg er så stolt af at jeg nærmest ikke har ord) Men den blev også afvist af et ægte forlag. Så nu skriver jeg videre på den og det er nok noget af det sværeste, jeg nogensinde har prøvet. Seriøst. Det var nemmere at være gravid og føde et barn, end at skrive videre på den bog, wauw, det er hårdt at være kunstner. Stay tuned.

– jeg har fået læst ustyrligt meget. Noget jeg er meget glad for. Knausgaards Min Kamp og Ulysses (oh yes, sirs, jeg lyver ikke!) for bare lige at nævne et par stykker.

– jeg overhovedet ikke har dyrket motion, men til gengæld benyttede lockdown til at begynde at ryge. Genialt træk, I know.

– jeg nu prøver på at stoppe med at ryge. Det går godt, lige ind til jeg har fået færten af en fadøl.

Bla bla bla

Altid har jeg længsel

Det er Søndag aften og jeg har lige spist en halv pose chips med dip og da chipsstykkerne til sidst var så små at de ikke længere kunne fange dippen, skiftede jeg taktik og tog skiftesvis en håndfuld chipskrymmel ind i munden og kørte min finger rundt i creme fraiche emballagen. Og så sad jeg der og spiste min tomhed i form af kalorier. Sådan en dag har det været.

Det er  halvandet år siden jeg sidst har skrevet herinde. Hej! Læser I stadigvæk blogs? Eller skriver jeg ud i et tomrum? Jeg har i hvert fald savnet jer. Og savnet at skrive let og uforceret, som jeg kan når jeg skriver her. Engang imellem har jeg været herinde for at læse kommentarsporene, som en mental sutteklud, når verden har været hård og jeg har haft problemer med at skrive, trække vejret eller hænge sammen. Særligt én læsers kommentarer har løftet mig og fået mig til at føle mig… Hmmm.. Hvis ikke ligefrem forelsket i at verden og I findes, så i hvert fald fortrøstningsfuld. I findes også derude. Vi findes alle sammen. Det har jeg brug for at trøste mig ved, særligt lige for tiden, hvor murerne i vores lejlighed synes at vælte ned over hovederne på os og udlængslens sirener er blevet til en hysterisk, insisterende lyd i rummene, som en konstant brummen fra et køleskab.

Trille skrev “Altid har jeg længsel” og måske har jeg det også sådan. Måske er det bare noget nogen af os har, ligesom humor, angst og depressioner. Nogle gange kan den være væk i månedsvis og man når at blive helt afslappet og det hele er smooth sails og Zoologisk Have, smukke øjeblikke og stolthed over at give sine børn en nogenlunde dejlig barndom. Men bedst som skuldrene har sænket sig, dukker den op ud af det blå og gør det igen umuligt at koncentrere sig.

Det er som om jeg har en lille skuffe jeg ka lukke op og kigge i hver gang jeg savner dig der gemmer jeg din mund når du ler gemmer dine øjne når du stille ser på mig og hvis der kommer nogen forbi der vil kigge med så smækker jeg nu hurtigt skuffen i jeg håber jeg blir bedre til at dele men lige nu vil jeg ha’ det hele

Hver gang vi blir nødt til at skilles snører det sig sammen snører det sig sammen indeni bare du skal hen og købe kaffe ka jeg bli så bange for det hele plusli er forbi jeg tænker på du kender mine hænder du kender dem og husker dem og ved hva de ka gi sådan har jeg altid længsel altid har jeg længsel indeni

Vi svæver rundt som små bitte kugler små bitte kugler i et stort og køligt rum trukket i af stærke kræfter skubbet til af barske vinde der blæser udenom og når to støder sammen i et glimt så drysser der lidt støv fra den ene på den andens kind som regel får det bare lov at sidde lige til der blæser en ny og kraftig vind

– Trille, Altid har jeg længsel, 1979.

 

Læsehest

Læseliste 2020

I december bad jeg om forslag til jeres yndlingsbøger, hvad enten det var fag- historie- eller whateverbøger. Nu har jeg endelig fået sammenfattet jeres svar. May I just say. I er vilde. Jeg kan stadigvæk ikke skrive, men læse, dét gør jeg konstant for tiden, og med jeres liste på natbordet, e-reolen og i ørene, er jeg sikker på at det blir et både klogt, sjovt og horisontudvidende læseår. Jeg når helt sikkert ikke igennem alle jeres bøger, til gengæld vil jeg tilføje lidt selv undervejs. I oplistningen herunder har jeg forsøgt at tematisere titlerne, markeret jeres kommentarer med kursiv og så markerer jeg dem –og mine egne kommentarer– med grøn, efterhånden som jeg får læst bøgerne.

Tak for jeres gode forslag.

Historie / Samfund / Politik

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt  – Svetlana Aleksijevitj. “Har du læst alt af Svetlana Aleksijevitj? Ellers gør det. Det kan nok ikke helt gå under betegnelsen faglitteratur, men hendes litteratur rykkede alt indeni mig, og nu er dine børn så store, at du ikke går i stykker, hvis du læser hende… Jeg læste virkelig mange bøger om døden og døde børn under begge mine barsler, ved ikke hvorfor jeg skulle pine mig selv(…)” og “Den bog rystede mig og gjorde et uudsletteligt indtryk. Det er en af de bøger hvor der er et ‘før og efter’ for mig..” Tak for denne anbefaling! Jeg tilslutter mig fuldstændig de to kommentarer herover. Denne bog var nøglen ind til den sorte boks, som jeg nok må erkende at Ruslands (krigs)historie (og krigsberetninger generelt) skammeligt altid har været for mig. Bogen er interviews med sovjetiske, kvindelige krigsveteraner og giver et barskt og følsomt indblik i livet under 2. verdenskrig. Den er sindssygt læsværdig. (Læst som lydbog – Oplæseren på ereolen var ret god). 

Sovjetistan. En reise gjennom Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan – Erika Fatlands 

Grænsen – Erika Fatlands

Informations Moderne Ideer-serie “kan virkelig noget. Kloge folk, der skriver om noget vigtigt på den helt korte måde. Den om ulighed og om velfærd er mine favoritter – de findes også som podcast. Ellers har jeg lige læst Silas Harrebye om demokratiet – også godt format og nemt at blive klog af. I 2020 vil jeg læse andre i samme serie (“Til tiden”).”

Tænkepauser. “En slags “pixi bøger” på 60 sider for voksne om alle mulige emner udgivet af Århus Universitetsforlag”

Harvard Business Reviews artikelsamlinger. “De er nemme at gå til og altid inspirerende, specielt samlingerne med årets “Must Reads”.”

En tyskers historie – Sebastian Haffner. “For mig beskriver den, hvordan er samfund ret hurtigt bliver forandret, nazifiseret. Hvad der desværre stadig er aktuelt.
Haffner er flygtet til England i 30’erne, og bogen er skrevet i 39, men blev ikke udgivet dengang. Den blev først fundet og udgivet efter hans død i 99. Jeg tænker selv tit på, om jeg ville have været en martsviol. Eller kunne bevare min integritet”

Cork Dork: A Wine-Fueled Adventure Among the Obsessive Sommeliers, Big Bottle Hunters, and Rogue Scientists Who Taught Me to Live for Taste
– Bianca Bosker.
 “Er både virkeligt underholdende og en genial måde at lære noget om vin på (synes jeg, der gerne vil lyde lidt mindre som typen, der bare vælger en pæn etiket…”

Factfulness – Hans Rosling. “En bog, hvor hypen er fuldt ud fortjent!” Må indrømme at jeg ikke var heeelt hooked. Det er noget med tempoet eller tonen eller noget.. Den var lidt for …et eller andet til mig. Men at hans projekt er spændende og vigtigt, er der ingen tvivl om. 

Biografier

In Extremis – “Om udenrigskorrespondenten Marie Colvin, der rapporterede fra de steder, hvor alle andre gav op”

Oplyst – Tara Westover “Om at vokse op i en familie, der lever udenfor samfundet på alle måder”

‘Who Thought This Was a Good Idea?: And Other Questions You Should Have Answers to When You Work in the White House – Alyssa Mastromonaco. “Om at være kvindelig topchef i Obama regeringen”

Designtænkning / Innovation / Workis

Designing Your life – Bill Burnett & Dave Evans. “Måske kender du den allerede, men det er designtænkning anvendt som selvhjælp, rigtig inspirerende.

Creative confidence  – David og Tom Kelley (IDEO) “En fin overordnet bog om design tænkning, fyldt med gode argumenter for, hvorfor din faglighed er så vigtig!”

Bill Bryson “Hans bøger om sprog og Shakespeare er virkelig læsbare og holder vidensmæssigt” og ” ‘En kort historie om næsten alt’ formulerer videnskabens historie på en virkelig spændende måde”.

Accelerate: The Science of Lean Software and DevOps: Building and Scaling High Performing Technology Organizations – Nicole Forsgren, Jez Humble og Gene Kim. Jeg arbejder som Product Owner og jeg tænker mit arbejdsområde må ligne din på mange områder. Jeg har været rigtig glad for at læse Accelerate og The Phoenix Project. Begge bøger har fået mig til at forstå samspillet mellem it(drift), udviklere, sikkerhed og jura meget bedre”

The Phoenix Project, A Novel about IT, DevOps, and Helping Your Business Win 5th Anniversary Edition– Gene Kim, Kevin Behr, George Spafford. “Er skrevet som en skønlitterær bog, med udgangspunkt i hvordan Lean- tankegangen kan gøre virksomheder og it udvikling mere effektiv”

Sprint: How to Solve Big Problems and Test New Ideas in Just Five Days – Jake Knapp, John Zeratsky, Braden Kowitz, Dan Bittner (Google). “…Nåja. Så er også Googles bog om designsprints spændende. Stor anbefaling herfra.” En bog jeg har brugt en hel del i mit arbejde det sidste halve år. Super  lavpraktisk og konstruktiv, hvis man arbejder med facilitering af korte udviklingsprocesser.

Jytte fra marketing er lige gået – Morten Münster. “Den er jo efterhånden en så udbredt bog, at det måske er helt håbløst at anbefale, men det er stadigvæk en af de bøger jeg synes er sjov, horisontudvidende og ret let omsættelig til hverdagen, så den nye viden faktisk kommer i spil” Ja! Underholdende og let læst med rigtig mange cases, man kan copy-paste direkte ind i oplæg om adfærd og brugercentrering. 

Selvhjælp / feminisme / (døds)angst)

Invisible Women: Exposing Data Bias in a World Designed for Men – Caroline Criado Perez Skal læse denne snarest muligt. Og mit gæt er, du også vil synes om den!”

The War on Women – Sue Lloyd Roberts. “En af mine yndlingsbøger: En stærk påmindelse om, hvor priviligerede vi er, og om hvor mange kvinder i verden lever (og dør) under frygtelige forhold, kun fordi de er kvinder”

Argumenter mod kvinder – Birgitte Possings “Har givet mig selv den i julegave, hvor hun gennemgår forskellige argumenter mod kvinders evner og rettigheder gennem tiden. Glæder mig til at få min femi-vrede på, og måske du vil nyde det samme”

Glem hvad andre tænker (Daring Greatly på originalsproget) – Brené Brown. “Den lyder meget spændende, og ret relevant for 30-årlige mig, som (også) bruger alt for meget energi på, hvad andre min tænker om mig”

Gode kasser – Louise Mieritz og Louise Hansen. “De forsøger i bogen at lægge kønssterotyperne i graven på deres egen humoristiske måde” 

Om svampe og sorg, Stien tilbage til livet – Long Litt Woon.

At være dødelig – Atul Gawandes.  “I en helt anden genre og fuldstændig urelateret til alt hvad du skriver og står i, synes jeg også at denne her om lægevidenskaben og dens kommen til kort i den sidste del af livet, er en vigtig bog”

Håb – Kristian Leth “…God mod klimaangst”

Descartes Error – Antonio Damasio.  “Handler om hvordan vi tager beslutninger – en klassiske indenfor lettilgængelig neuropsykologi”

Erotisk intelligens, Nøglen til begær i lange forhold – Esther Perel. “Om det monogame forhold og de afsindigt høje krav vi stiller til det i vores tid og kultur. Om utroskab, begær og hvordan man kan imødekomme de modstridende behov for både at have tryghed (for sine børn, såvel som for sig selv) og på samme tid for at føle sig uafhængig og fri. Hendes TED talks og podcast ‘Where Should We Begin’ får også en varm anbefaling”. 

Moderskab

Moderskab – Suzanne Giese. “Har lige brugt den i mit speciale, og det er en gennemgang af moderskabets kulturhistorie og MEGET anbefalelsesværdig!”

The book you wish your parents had read – Phillipa Perry. “Smukke råd om og refleksioner over det at være forælder”

The Conflict, How Modern Motherhood Undermines the Status of WomenElisabeth Badinter. “Jeg har haft “The Conflict” stående i reolen i flere år og har ikke fået den læst – tak for påmindelsen, nu skal det altså gøres!”

Hjernesmarte børn – Anette Prehn. “Om hvordan vi hjælper børn (og os selv) til den adfærd vi ønsker, baseret på hjerneforskning”

Drop opdragelsen: Og bliv klogere på dig selv og dit barn – Fie Hørby. “Fik anbefalet denne i en kommentar, jeg desværre ikke lige kan finde nu. Den her bog var (træls titel aside) meget kærkommen, eftersom jeg har råbt *rigtig* meget af mine børn (på knap 3 og 4) i en hæslig kombination af afmagt og bedrevidenhed i løbet af det sidste år. Fie giver konkrete, implementerbare sætninger, jeg har kunne messe for mig selv og mine unger, når de driver mig til vanvid. Det har virkelig gjort underværker – både for vores relation og for mine børns selvværd. Er faktisk blevet helt rørt over, sådan at blive hjulpet til at se mine børn som de mega kloge, søde og empatiske små væsner, som de faktisk er. Taaak for reminderen og for denne anbefaling.”

 

PS. Hvis man er interesseret, kan man finde sidste års læseliste – som primært bestod af klassikere/skønlitteratur, her