At rejse er at dø

At forberede sig mentalt på at rejse væk, føles lidt som at forberede sig mentalt på at dø. Forsvinde, fordampe, flyve væk væk væk, for så – forhåbentligt, i hvert fald – at vende tilbage til livet igen. Sådan føles det i hvert fald lidt, her ti fem to dage før vi rejser væk i 3 måneder. Vi gør rent, som var det den store svenske döstädning og skiller os af med ting, skifter ødelagte porcelængshåndtag på dørene og de gamle afskallede badeværelsesmøbler, vi vasker, afrimer og bærer kasser på loftet. Fjerner alle spor af liv.

Vores forældre snakker om hvor meget de kommer til at savne os og ingen af os ved helt hvad der skal ske. Altså på mange måder vel en lille slags død.

Er det prætentiøst at skrive at vi skal rejse jorden rundt i 80 dage? (sjovt nok præcis 150 år efter Jules Vernes i 1873)? Måske, men det er faktisk det, vi skal. Først tager vi til Japan i en måned og derefter Californien og nyc i to måneder og så hjem til august.

Forberedelserne har primært gået ud på at få gjort vores lejlighed bare nogenlunde præsentabel til de air bnb gæster, som skal bo i den, mens vi er væk (en kærkommen mulighed for at få spist de nærmest antikke kolonialvarer i køkkenskabene, udskifte et herregammelt, tyndslidt IKEA skab og få vasket de grænsende til selvrensende, skjolder af vores køkkenlåger med salmiakspiritus). Herunder dels at panikke over om nogen overhovedet lejer deres lejlighed ud mere. Vi har gjort det en del for 6-7 år siden, men den konformitet, der kommer med alderen er overraskende svær at ryste af sig. Hvem lader fremmede sove i deres seng, bruge deres pander og kigge i deres bøger? Ryste, ryste, ryste. Så. Det gør vi altså.

Hvad er planen, spørger vores venner. Og det gad jeg da også godt selv at vide, så lad mig fortælle hvad jeg ved. Jeg ved at vi har købt alle flybilletterne (KBH > Tokyo, Tokyo > LA, San Fransisco > NYC og NYC > KBH). Og jeg ved at vi har hotelbilletter til de første par dage i Tokyo og billetter til det japanske tog, Shinkansen, som vi skal køre rundt med i 25 dage. Vi har også enkelte museumsbilletter i Japan (på Naoshima og Teshima)

Vi ved cirka hvilke områder vi vil se, både i Japan og Californien. Derudover har vi ikke planlagt det store. Vi har ikke booket overnatning. Dels fordi #børn og dels fordi jeg foretrækker at rejse som en bardehval. Åbne munden og lade alverdens krill og krebs strømme ind. At køre derhen vinden blæser og rejse før tid, hvis et sted skuffer. Særligt med børn, har jeg efterhånden erfaret at alle har det rarest, hvis forældrene har cirka nul forventninger.

Vi ved, at vi starter med 4 nætter i Tokyo (og har booket hotel). Derefter kører vi med tog sydpå og gør holdt forskellige steder undervejs (Kyoto, Naoshima, Teshima, Hiroshima, Nagasaki og Aso-Kujo National Park, er højt på ønskelisten).

Efter Japan flyver vi til LA og lejer en bil, så vi kan køre langs kysten til San Fransisco. Måske er der overskud til at køre til Yosemite, eller andre Nationalparker og se nogle høje træer. I LA drømmer jeg om at se vilde, blå bølger, The Getty House og Joni Mitchells hus i Laurel Canyon.

I New York skal vi fejre at min sviger-bedstefar, som bor der, bliver svimlende 100 år. Vi skal bo i Brooklyn og spise bagels, ligge under træerne i Central Park og hænge ud med min mands fætre og deres børn, måske på Guggenheim, drikke flotte drinks og købe vintagetøj for vores sidste penge. Måske tager vi også lidt ud af byen og lever lidt upstate cabin life og besøger min gamle udvekslingskammerat i Phillidelphia.

I forhold til at pakke har visionen været, ikke at pakke noget overhovedet. Det kan man selvfølgelig ikke helt klare sig med, så derfor har vi sådan cirka pakket ét sæt skiftetøj til hver og så undertøj og badetøj. Et par stykker skrev på Instagram, at det er alt for lidt og at vi kommer til at lugte og til det vil jeg bare sige: Nå. (Indsæt selv passivaggresiv smiley:)). Vi kan ikke få den tur vi gerne vil have (backpacke og køre tog i 4 uger med 3 børn, heraf en baby) hvis vi slæber alt muligt pis og måske-tøj med. Det hele skal kunne være i een rygsæk (og jeg ved også, at vi kommer til at få lyst til at købe ting og tøj i Japan). Desuden har vi en tørresnor og klemmer med og kommer til at vaske nærmest dagligt.

Og så har jeg det sådan lidt: Helt ærligt, det er så befriende. Har prøvet det et par gange før og det er det SYGESTE lækre rejsehack ikke at skulle slæbe rundt på alt muligt “hvad nu hvis” tøj. Jeg kan huske, jeg engang læste en indledning til en bog om børneopdragelse, noget a la “Hvis du synes skældud fungerer godt for dit barn og dig, og at det virker, så har du nok ikke brug for denne bog”. Og sådan har jeg det lidt med at pakke: “Jamen hvis du synes det fungerer fedt at have 10 stofbleer, 2 lange kjoler, 5 skjorter, 7 bodyer og 8 underbukser og 2 par hvad-nu-hvis-jeans og 4 hagesmække til flyturen, så fedt for dig. You do you. Jeg får koldsved alene ved tanken om at skulle rode rundt og rundt i en gigantisk bunke dødt og fladmast tøj, hver eneste gang jeg skal finde en sok”. Hæ! Godt, vi er forskellige.

I morgen tager vi ind og pakker lejlighed færdig ned og gør det sidste rent, mens vores børn bliver passet af mine svigerforældre og i overmorgen flyver vi. Det blir sgu spændende. At rejse er jo – mest af alt, heldigvis – at leve.

Om at læse klassikere (og andre bøger)

Det gør ikke noget at der er ting du ikke forstår, du skal bare tage det roligt, og lade ordene strømme igennem dig som musik.

– Mrs. Phelps til Matilda i Matilda af Roald Dahl

Et par gange er jeg blevet spurgt hvordan jeg får læst så meget. Jeg ved aldrig rigtigt hvad jeg skal svare. For det første fordi det er svært at definere “meget”. Med et par bøger om måneden, føler jeg ikke at jeg læser specielt “meget”. Og desuden virker det meget prætentiøst at uddele læsetips. (…men nu gør jeg det så alligevel, hæhæ).

For et par år siden besluttede jeg mig for at jeg ville begynde at læse. Året efter meldte jeg mig på et skrivekursus (jeg har været på et par skrivekurser og har efterhånden erfaret, at de mindst lige så meget er kurser i at læse). Det, jeg har lært er, at en god læsepraksis dels handler om at tage sig tiden til at læse, men mindst lige så meget: Om at lære hvilke bøger lige præcis DU skal læse.

1. Du skal kun læse bøger, du ikke kan leve uden at læse

Ha! Apropos prætentiøst, hva?! Nå. Dette gyldne råd har jeg fået af Hans-Otto Jørgensen (forfatter og tidl. rektor på forfatterskolen). Han sagde det på Gladiators skrivekursus og efterfølgende brugte jeg et halvt år på at forstå hvad han mente.
Sådan her tolker jeg det:
Der findes uendeligt mange bøger i verden. Det handler om at læse dem som giver mening for DIG. Ikke dem, alle mulige andre (undertegnede inkl.) synes er fede, ikke dem, der er oppe i tiden og ikke noget med på forhånd at afskrive de bøger, du mener IKKE lige er din type litteratur. Hvis man læser bøger, man ikke tænder på, så blir det sgu et langt liv, som man siger.

Fx. har jeg indset at jeg bedst kan lide dansk og nordisk litteratur. Oversat litteratur fanger mig desværre sjældent. Jeg er en sucker for autofiktive dyneløft, stream of consciousness (a la Woolf og Joyce, men også Glenn Bech’s Farskibet, for at nævne en mere kontemporær), selvudlevering og psykologiske / relationelle bøger. Og så elsker jeg selvhjælpsbøger, lommefilosofi og populærvidenskab. Jeg kan 100 gange bedre lide førstepersonsfortællinger, end tredjepersons. Krimier kan jeg slet ikke finde ud af at læse.

Jeg vil nok også definere mig selv som en ambitiøs læser. Jeg vil hellere læse klassikere og hjerteblod, end jeg vil underholdes. Det er en kæmpe gulerod for mig, at jeg kan smykke mig med klassikerne, som en lille hemmelig, intellektuel elefantorden. Det gør så også, at jeg – ironisk nok – ikke sjældent strander med en tung, gammel satan, som ikke rammer mig overhovedet. Kun ren stædighed får mig igennem, eller også må jeg give fortabt efter at have kæmpet i månedsvis, som Hemingways Santiago og den store marlin, der slæber ham længere og længere til søs (fx. har jeg lige – igen – måtte stille Brødrene Karamazov tilbage på hylden). I de tilfælde er det godt, at bruge Hans-Ottos tip: Jeg kan åbenbart godt leve uden denne bog lige nu. Og det betyder ikke at jeg aldrig skal læse Dostojevskij, det er bare ikke lige nu.

“Nu får jeg det bare endnu dårligere med mig selv, for jeg synes ikke der er nogle bøger, jeg ikke kan leve uden at have læst”
sagde min veninde.

Til det, tror jeg at jeg vil sige noget flabet: Måske er man bare ikke en læser (lige nu i hvert fald)? Kultur kommer heldigvis i mange former og farver. Bøger er bare eet instrument, som vi har smidt op på en piedestal, fordi der er enorm kulturel kapital i tid. Jeg siger: Til kamp mod alle identitetsmarkører, som handler om at (foregive at) have sindssygt god tid, når vi alle sammen stresser rundt og prøver at få livet til at hænge sammen i en senmoderne konkurrencestat med internaliseret, konstant præstationspres.

Nogle af os elsker at pryde os med tykke bøger, andre med flotte shellac negle fra en neglesalon, hjemmestrik, korsstingsbroderi, stylet hår, mange børn, avanceret hjemmebag osv. osv. osv. Det er forskellige ting, der rocker vores båd på tids-markøren. Hvis du ikke orker at læse, så fuck that shit og se en serie.

2. Tempo. Forberedelse. Og Good enough is perfect

Halvdelen af mine bøger, hører jeg som lydbøger. Nogle gange er der passager jeg simpelthen ikke forstår eller får med. Sådan er det bare. F.eks. i Ulysses, Knausgaards Min Kamp og Anna Karenina, som alle hænger lidt med bugen, er der passager, hvor jeg bare måtte lade ordene strømme igennem mig som musik. som Mrs. Phelps råder Matilda til, inden hun låner hende Great Expectations af Charles Dickens.

Når det er sagt er der kæmpe forskel på at læse bøger med øjnene, og høre bøger med ørene. Og de fleste af os har vel oplevet hvordan en dårlig oplæser vitterligt kan smadre en god bog. Sådan har jeg det fx. med Herman Bangs Ved Vejen, som jeg hørte elendigt læst op af en mand som læste alle kvindestemmer parodisk skingre og jappende.

Sproget er smukkest når man læser det med øjnene, men altså… #life ik. Da jeg fx. læste Ulysses, lyttede jeg til de første kapitler og et par af de midterste, men ellers læste jeg den på papir. Til gengæld kan jeg anbefale, med de helt tunge bøger, at læse lidt op på handlingen inden og evt. også på kapitel-niveau. Da jeg læste Ulysses, gjorde jeg meget ud af det. Fx, med guides som denne.

Jeg skal presse mig selv tidsmæssigt, for ikke at læse for langsomt. Forrige sommerferie, da jeg læste Ulysses, skulle jeg læse et halvt kapitel om dagen, for at holde kadencen og blive i universet. Ellers kom jeg for langt væk fra materialet og så er det, at det kan føles som en ØØØØØRKENVANDRING at læse klassikere. Hvis vi skulle blive i metaforen om Den Gamle Mand og Havet, så kunne vi jo sige at klassikeren, du er i gang med, er fisken og hajerne er det øvrige tankemylder og hverdag, som ender med at fortære den smukke, store fisk, du er ved at fange. Så, kort sagt: Tempo. Forberedelse Og Good enough is perfect.

3. Tegn et mindmap over karaktererne og brug det som bog- og pejlemærke

Når du begynder på en tyk bog eller klassiker, så skriv karaktererne som i et mindmap / stamtræ på et sammenfoldet A4 ark. Skriv småt, så du har god plads, efterhånden som bogen folder sig ud. Tricket er kun at skrive karakterernes navne og helt korte beskrivelser. Det er ikke et referat og det må ikke tage for lang tid for dig, eller blive en overspringshandling.

Vis parforhold mellem to karakterer med en lille bølgeforbindelse. Skriv forældre eller andre relationer over navnet, med en lille bindestreg til navnet. Placer børn med en bindestreg fra bølgen, som forbinder de to partnere.

Det er en KÆMPE hjælp at have sådan et arbejdspapir. Og det er også helt vildt dejligt at have et sted at tage små noter løbende. Jeg kan også godt lide at bruge små mærkater (mindre end postits) og understrege gode passager med blyant, men det er vist en smagssag.


Forslag til “klassikere”

Google definerer klassikere sådan her: Classic literature is an expression of life, truth, and beauty. It must be of high artistic quality, at least for the time in which it was written. Although different styles will come and go, a classic can be appreciated for its construction and literary art.
Med andre ord er klassikere et nogenlunde relativt begreb. Følgende liste er derfor et udtryk for mine klassikere. Bøger som jeg har elsket og skattet og som jeg synes besidder en grad af klassiker-potentiale. Det er ikke en liste over mine yndlingsbøger. Fx. har jeg, med enkelte undtagelser, forsøgt at holde nulevende forfattere ude af listen, selvom jeg primært læser nutidig litteratur. Den indeholder både “klassiske” klassikere, men jeg har også tilladt mig at improvisere lidt.

Korte:

Tryghedsnarkomaner – Vita Andersen
Midt i en Jazztid – Knud Sønderby
Gift – Tove Ditlevsen
Den Gamle Mand og Havet – Ernest Hemingway
Profeten – Kahlil Gibran
A Room of One’s Own – Virginia Woolf
Brev til en nybagt forælder – Chimamanda Ngozi Adichie
Bæreposeteorien om Fiktion – Ursula K. Le Guin
Et Cyborgmanifest – Donna Haraway
Ved Vejen – Herman Bang
A Burst of Light – Audre Lorde
Rumrejsen år 2001 – Arthur C. Clarke
Jonathan Livingston Havmåge – Richard Bach
Støv – Olivia Levison

Mellem:

Hobbitten – J.R.R. Tolkien
Til fyret – Virginia Woolf
Creme Fraiche – Suzanne Brøgger
Krigen har ikke et kvindeligt ansigt – Svetlana Aleksijevitj
Den afrikanske farm – Karen Blixen
1984 – George Orwell
De Udstødte – Ursula Le Guin
Rundt om månen – Jules Verne
Pi’s Liv – Yann Martel
Mærk Verden – Tor Nørretranders
Kongens fald – Johannes V. Jensen
Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel – Robert Pirsig

Lange:

Anna Karenina – Lev Tolstoj
Min Kamp – Karl Ove Knausgård
Lykkeper – Henrik Pontoppidan
Ulysses – James Joyce

Her til sidst kommer et lille udpluk af dem jeg har givet fortabt på (indtil videre!)

Brødrene Karamazov (…eller, ja, faktisk bare alt af) – Fjodor Dostojevskij
Den gyldne bog – Doris Lessing
Dommen – Franz Kafka
Det andet køn – Simone de Beauvoir
På sporet af den tabte tid – Marcel Proust
En velopdragen ung piges erindringer – Simone de Beauvoir
Biblen

(…og mange, mange flere)


I må endelig boltre jer i kommentarsporet med yndlingsklassikere, hvilke bøger jeg har glemt, hvilke I er uenige i osv… Jeg kan godt lide at snakke om bøger herinde og har fået så mange gode læsetips af jer.

Fri mig fra moderskabsalgoritmen

Fri mig fra moderskabskapitalismens evindelige bydeform.

Fri mig fra moderskabet som identitetsmarkør i det hele taget.

Fri mig fra højtaljede graviditetstrusser med ekstra belly-support, fri mig fra massageolie til mellemkødet, fri mig fra wellness ophold. Faktisk bare fri mig fra alt wellness. Hvem fanden har alligevel råd til det pis? Fri mig fra Female Invest (aktiehandel) Fri mig fra “bidedimser fra Ark” (bidedimser). Fri mig fra at skulle “Enter the world of Artipoppe” (bæresele) Fri mig fra “Discover la mousse de rouge rosier” (læbestift) Fri mig fra “Be informed. Be delighted“ (The New yorker) Fri mig fra “Vil du lære at spille klaver?” (klaver app) Fri mig fra “Velkommen til Les 2 alpes” (rejser) Fri mig fra “3 signs you’re a slow reader” (læseapp), Fri mig fra “Skall Studio collection made for special moments” (tøj) Fri mig fra “How to be a Leader woman. The books you need to start Reading right now💫” (bøger) Fri mig fra “Are you interested in learning backbends, headstands…🤸‍♀️” (yoga), Fri mig fra “Kiddo Stempler der laver super søde prints”.

Kære sponsorerede indhold. Please glem jeg er kvinde, please glem jeg er mor.

Kladdehæfte #1 : Nobody is perfect

Jeg vil forsøge at lufte et par aldrig udgivet indlæg. Mest bare fordi jeg har bunkevis. De har – Som titlen antyder – marineret i bloggens kladde-mappe, og flere af dem i årevis. Denne kladde er fra 2017, men vækkede lige genklang, da en profil på Instagram (@mulighedforegetpraeg), i går og i dag delte sine tanker om at hun får det dårligt af at høre podcasten ‘To the moon honey’. Mange af hendes følgere bakkede hende op. Jeg kender dog ikke selv indholdet i TTMH.

Følgende var oprindeligt en pitch, jeg sendte til en community-manager på Egmont, der gerne ville lave noget om “den uperfekte mor”. Jeg skrev det på en bund af at føle sig udenfor – og om at det ironisk nok svier mest, når følelsen bliver trigget af communities/influencere/satire/whatever, der i høj grad italesætter deres oplevelser – fx. med forældreskab – som værende “uperfekte” og/eller sårbare.

PS. Og ja. Jeg er pinagtigt bevidst om de tre fingre som peger tilbage på mig selv – Jeg har altid kæmpet med den balance selv, og håber, at I vil sige til, hvis nogen får det træls af at være på besøg her på matriklen.


Jeg gad faktisk godt at vi holdt op med at snakke om den uperfekte mor. Eller… I hvert fald, at vi holdt op med at bruge begrebet om alle os almindelige øldrikkende-mens-vi-ammer-sidde-med-mobil-mens-vi-putter (som jeg fx gør lige nu) mødre. For selvom jeg måske lige nu føler mig som en fiasko i mit arbejdsliv og engang imellem også som mor så er jeg objektivt set 33 år, mor til 2 pissesøde og glade børn, har en kandidatuddannelse, et fuldtidsjob, en mand som jeg faktisk elsker og en andelslejlighed, de fleste ville give en nyre for. Jeg har også to arme og to ben, alt mit hår og alle mine tænder. Rimelig effing perfekt, faktisk. Objektivt set. Når jeg skriver det ned kan jeg godt selv se det.

Alligevel er det første jeg tænker, når jeg hører “den uperfekte mor”: Mig selv. Jeg er hardwired til at mene at jeg er uperfekt. Det synes jeg egentlig er en hån overfor børn, der er anbragt uden for deres hjem: At komme her med min kandidatgrad og frysepizza og erklære mig for uperfekt mor. Det er jeg ikke.

Når det er sagt får jeg også en lille smule koldsved af ærefrygt når I nævner Nipskanalen, fordi DE fandme er perfekte. Eller. Virker perfekte. Eller perfekt uperfekte eller hvad man siger. Og måske er det dét det handler om: At vi er så pissegode til at sætte hinanden op på piedestaler og kigge UD på sociale medier, i stedet for at bruge medierne til at gå i dialog og kigge IND og være taknemmelige for det vi har og det vi er. Måske hvis vi brugte de sociale medier til det, de vel oprindeligt var tiltænkt, nemlig at MØDES og være sociale med hinanden, i stedet for bare at kigge, bedømme og få det dårligt med sig selv (her står jeg guilty as charged). Der er jo masser af gode steder at gøre det: Blogindlæg, podcasts og Youtube (seriøst, den scene hvor Julie Ølgaard efterlader sit spædbarn i barnevogn midt på vejen for at løbe efter Ellen Hillingsøe, jeg græd af grin)…

Hvis jeg lige skulle komme på noget konceptagtigt, så kunne det måske være noget a la “Idol stafetten”, hvor nogen tager fat i en af de personer, de bruger allermest tid på at have det dårligt med sig selv over. Og så mødes de to i et (virtuelt) rum og får nedbrudt de høje tanker man har om vedkommende. Fx at jeg får Julie Ølgaard til at komme med 3 lifehacks eller fun facts (fx at hun fik en fjerdegrads bristning ved fødslen, heller aldrig skolder sutter eller hvad ved jeg) . Og Julie Ølgaard får så Ellen Hillingsøe (see what I just did there?) til at skrive med 3 ting HUN altid gjorde/gør i sit forældreskab, osv., osv.

Giver det mening?

Ting man kan blive desperat over

– At leve 5 personer på 94 m2.

– At 1 af de 5 personer skider konstant og gror en tøjstørrelse om ugen.

– At 3 af de 5 personer er under 7 år og pænt ligeglade med detaljer som opvask, madlavning, rengøring, pasfornyelse via MitID, vaccinationsbestillinger, at slæbe indkøb op til 4. sal osv. osv. osv.

– At velmenende familiemedlemmer medbringer poser og poser og poser med aflagt tøj.

– At familiemedlemmer i samme omgang ikke er blege for at kommentere på “at Gud, hvor har vi mange ting”. (“…”).

– At man ikke længere kan rydde op når babyen er vågen, fordi hun nu kravler og Alt Potentielt Kan Slå Hende Ihjel.

– At man ikke længere kan rydde op når babyen sover, fordi hun ikke sover mere end 20 minutter ad gangen i andet end en trillende barnevogn.

– (Intermezzo: Tekst: Skyd mig (gentages indestængt) Melodi: Lille Peter Edderkop)

– At den anden forælder kommer hjem med kolde, lyserøde cykelkinder klokken 11.00 Lørdag formiddag efter kvalitetstid på skøjtebane og jeg er iført nattøj, fem nye skuldermyoser og fedtet baghår og man bliver spurgt “Hvad er der galt?”

– Når babyen ser en ind i øjnene med hjerteligt grin og man må bide sig selv hårdt i knoen for ikke at skrige DET HELE ER DIN SKYLD i hovedet på hende.

– At ens køkken + spisekøkken er 4 meter langt og 3 meter bredt og at man for at åbne fryseren skal flytte slagbænken, og for at flytte slagbænken skal flytte spisebordet. Og det har man pludselig gjort i 8 år.

– At man forøvrigt ikke har afrimet fryseren i de 8 år, man har boet her, og at man derfor nærmest ikke kan åbne skufferne.

– Tanken om at flytte, for “det her er jo bare en fase”.

– At få dårlig samvittighed over at kalde ens børns barndom for en fase.

Hvordan det gik med den skærmtid? Det korte svar: Elendigt.

Carrie: I’m also smoking again. I’m smoking and sleeping with Big. Feel free to delete me out of your palm pilot.
(Carrie reaches for her pack of cigarettes)
Miranda: Gimme one.
Carrie: Really?
Miranda: I think I need it.
Carrie: Oh, you are such a good friend.


Note til mit fortidsselv: Lad være med at læg overambitiøse skærmtidsplaner ud på internettet. Det gik helt galt. Så snart det var gået halvt galt, var det som om jeg tænkte, at så kunne det lige så godt gå helt galt. Særligt da Instagram lige kørte op ad min gade, rullede sin tonede bilrude ned og poppede fem røde heliumballoner ud, og jeg gladeligt sprang ind på bagsædet. “Hey Kid”. (Jep. Jeg geninstallerede IG, so shoot me, Imran Rashid)

Morale: Jo strengere regime, jo større sandsynlighed for at jeg ender med at tvangsfodre mig selv med skærm, til jeg kaster op …For så at gå offentligt bodsgang her.

Ej, nu skal jeg heller ikke gøre det værre end det er. Jeg ved godt, at jeg ikke at jeg skylder nogen, at forklare mig, og at mange er mere på skærm end mig. Jeg minder også lige mig selv om, at jeg er på barsel. Og derfor pt vader rundt med en barnevogn og en søvnig 0-årig i en senmoderne kapitalistisk hverdag, hvor 90% af min stamme, er på arbejde/i institution mellem kl. 8-17 og det første voksne menneske jeg ser, som regel er min mand kl. 16.00. No wonder, hvis jeg er lidt ekstra glad for min telefon.

For dem, som er interesseret, endte jeg i sidste uge på: 5,5 time pr. dag fordelt på følgende app’s i prioriteret rækkefølge:

Beskeder (8 t)
Instagram (7 t)
Google Docs (6 t)
Politiken (4 t)
Chrome (3,5 t)
Gmail (3 t)
HBO (2,5 t)
Spotify (2,5 t)

Ja. Sådan ligger landet. Og hvad planen er nu? Planen er vist først og fremmest ikke at have en alt for fast plan(!), og for så vidt muligt undgå at slå mig selv i hovedet over min skærmtid. Når det er sagt, vil jeg stadigvæk forsøge at få internettet ud af min telefon, for den er pt en alt for stor en fristelse, når jeg fx skal lære min søn at regne eller sidder på et lidt for røvsygt legetæppe. Jeg har derfor fulgt Emilie fra kommentarsporet i mit sidste post’s råd og fjernet Instagram, Linkedin og mine internetbrowsere fra telefonen. Igen. Hun skrev:

Det handlede om at finde frem til en løsning, hvor jeg ikke har noget at give mig til på telefonen, og med internet og browser var der ALTID noget at give mig til. Bonus er, at når jeg fx er ude i det offentlige rum, så laver jeg det, jeg nu laver. Tidligere googlede/ordnede jeg ting i metroen, på løbeturene, inden jeg hentede børn osv. Bestilte tandlægetider, tjekkede en opskrift til aftensmad, googlede noget med Timothy Chalamet, tjekkede vejret … en lang strøm af mærkelige små mere eller mindre nødvendige gøremål, som jeg pressede ind alle mulige mærkelige steder. Nu gør jeg det på min computer i en samlet pakke, og det føles meget rarere. Udfordringen er at huske det, fra jeg kommer på det, til jeg rent faktisk sidder med computeren, men det må vel være godt for hukommelsen på en eller anden måde.

Tak for tippet, Emilie. Stay tuned (og vi ses på min iPad #smileysmilerstift)

Til kamp mod skærmtiden

Luften omkring mig emmer af en skærmtræthed for tiden. Det fylder i debatsektioner, feeds og nyheder, særligt efter Mattias Tesfaye meldte hans opgør med folkeskolens skærmforbrug.

Jeg selv bliver også rasende, når min syvårige kommer hjem fra skole og siger at han ikke fik spist så meget frokost, fordi klassen så Youtube mens de spiste frokost. Hello fuckfinger til vores skærmkampe herhjemme.

Kort inden jul loggede jeg ud af både Instagram og Facebook og det har hjulpet på hvor spændende, jeg synes min tlf er. Ikke desto mindre er min skærmtid (barsel eller ej) med sine +6 timer om dagen stadigvæk for høj, til at jeg ikke skammer mig over det.

Så nu har min 11-årige niece og jeg lavet en udfordring, for at minimere vores skærmtid. Målet er < 2 timer om dagen. Den starter i dag og her kommer reglerne og vores udgangspunkt. Så kan man jo selv om man vil copy paste og være med, eller om man bare vil le hånligt.

Min niece har selv fundet på, at vi skal lave små film af det, vi har lavet som IKKE foregik på en skærm. Det er selvfølgelig ikke 100% skærmfri zen, at filme de skærmfri aktiviteter, men hey, vi skal jo starte et sted.

Her kommer reglerne.


Ida og Filippas skærmgame

Filippa

2 t 13 min (tlf samtidig med ipad)

7 t 6 min (ipad)

—————

TOTAL: 7 t 6 min dagligt gennemsnit

Ida

5 t 3 min (tlf)

1 t (estimat ipad)

———————

TOTAL 6 t 3 min dagligt gennemsnit

Regler

– Max 2 timers skærmtid om dagen (både ipad + tlf ialt) – dvs: I alt pr uge max skærmtid: 14 timer.

– Man skal være ærlig! Ikke snyde♥️

– UNDTAGEN (dette tæller ikke med i de 2 timer)

  • Lydbøger / Spotify
  • Indstillinger
  • Filippas lektier
  • Ida skrive bog på ipad i google docs og i noter

Perioden er fra Søndag morgen – Søndag morgen.

Præmie

En biograftur med spisning på restaurant.


Pis. Nu må jeg hellere “lægge på” – Min skærmtid for i dag er på 1 time og 41 minutter og klokken er kun 15.30. Vil meget gerne høre jeres idéer til skærmfri aktiviteter og jedi mind tricks til at modstå fristelsen, når telefonen kalder rottehjernen frem (mit nyeste våben er at visualisere Kate Winslet, der i et BBC interview ifbm hendes nye film ‘I am Ruth’, om unges some-forbrug, med klassisk Winsletsk kombination af stamina, stoisk ro og et kvart løftet øjebryn siger “You know. It is possible to just say no”.

Ps. This conversation is not over! Håber I vil skrive kloge, gode ting i kommentarsporet. Det blir jeg altid så utrolig glad for, når I gør.

Mennesker trenger mennesker

I dag er min 38 års fødselsdag. Jeg blev vækket af at mine børn og mand kom listende ind med stearinlys og flag og sang. Og jeg følte mig meget rig på mennesker.

Da jeg var studerende i Kolding var det lige omvendt. Døren til min kollegielejlighed var en branddør, der sagde sådan en fjuuup-lyd, når man lukkede den. Så sad jeg der på køkkengulvet i min lufttætte lejlighed og lovede mig selv, at hvis jeg engang kom til at bo sammen med mennesker igen, så skulle jeg huske dét øjeblik. I dag sender jeg en tanke tilbage til ensomme Ida, 26 år på et køkkengulv i Kolding. For selvom ensomheden i dag er et åndehul jeg nyder, ved jeg også, at det kun er rart fordi den altid er der med et bagtæppe bestående af mennesker.

I lang tid følte jeg mig forkert for at være så afhængig af mennesker. Gennem tiden har jeg skrevet side op og ned og sammenlignet min mennesketørst med mere eller mindre indbydende snyltedyr.

Men en dag sagde min psykolog noget. Vi sad i hendes arbejdsrum og kiggede ud over hendes hestefolde og jeg fortalte at jeg næsten altid har boet med nogen og om hvordan jeg som 12-årig sov på en madras på min søsters værelse, fordi jeg ikke turde sove alene på mit værelse i kælderen. Jeg fortalte at jeg var irriteret på mig selv, over at være så dårlig til at være alene. Så pegede hun ud på et skel i hestefolden og sagde “Engang imellem sker det, at en af hestene havner på den forkerte side af skellet mellem de to folde. Så går hesten helt i panik. Den er slet ikke til at styre, før den har fundet vej tilbage til flokken”. Efter lidt tid fortsatte hun: “Vi er flokdyr. Os alle sammen. Direktøren på dit arbejde, din mand, dig. Alle har brug for at tilhøre en flok”.

Jeg har tilbragt mine formative år i selskab med Sex And The City – den ultimative hyldest til individets frihed og selvstændighed, som fik mig og mange af mine fellow millennials gennem de ensomme tyvere. Om aftenen på kollegieværelset så jeg altid et par afsnit, inden jeg skulle sove. Men så – 10 år senere – sagde min psykolog det med hesten. Og jeg forstod måske lidt mere, at selvom selvstændighed er godt, så er mennesker (venner, børn, partnere, familie, skolekammerater, venners børn, den dér ene rigtig gode kollega, niecer, nevøer, bedsteforældre, skolelærere, baristaen i den lokale, den underlige fellow fodgænger man altid støder ind i, naboer, internetvenner…) altså bedre. Eller om ikke andet: Et helt naturligt behov.

SKAM serien fra 2015 fik i høj grad lappet mit “hvis du ikke har nok i dig selv, så er du ikke et helt menneske”-sår med den vidunderlige one-liner: “mennesker trenger mennesker”, som nærmest endte med at stå tilbage som en hel sæson-morale. Og selvom serien var målrettet gen Z, tror jeg faktisk, at den ramte mindst lige så rent hos os ensomme gen-Y’ere.

Behovet for at have mennesker omkring os gør os ikke til snyltende bændelorme. Vi er bare flokdyr.

Jeg er bare en hest.

Det kan jeg godt leve med.

Hvor er jeg træt af mit telefonmisbrug

I 1900’erne var en pibe en almindelig konfirmationsgave. Den markerede overgangen til voksenalderen.

I 1950’erne blev der røget overalt. I offentlig transport, i fly, på hospitaler. Der blev advaret mod rygning i sengene. Det var ikke en ualmindelig brandårsag, at nogen var faldet i søvn med en tændt cigaret i hånden.

I 1970’erne var det helt normalt at pædagoger røg i børnehaverne, både ude og inde på stuerne, mens de var sammen med børnene.

Min morfar var tolv år, da han fik sin første cigar. Han begyndte at ryge som 13-14 årig og røg hele livet, frem til han som 62-årig fik konstateret lungekræft. Et par år senere døde han.

Og nu har vi erstattet cigaretter med telefoner. Telefoner er den kollektive sutteklud du jour. Er jeg helt hysterisk eller kan man endda sige at vi udsætter hinanden for passiv telefoni i bussen, på restauranter og på gaden, hvor vi er omgivet af mobilzombier, når vi løfter blikket? Det prikker til os, på en måde vi ikke helt kan sætte ord på, at vi ikke kan få øjenkontakt med hinanden. Og selvom det ikke generer os nok til at sige noget i situationen, så brokker vi os over det, når vi er kommet hjem. Måske vi endda drister os til diskret, at tage et forurettet billede af det deprimerende sceneri.

I dag sidder pædagogerne med deres telefoner, mens de passer børn i børnehaver og SFO’er. En bekendt (som jeg har lært at kende på Instagram) fortalte, at hun havde set to pædagoger sidde på en legeplads, og været på facebook på deres telefoner, da et barn faldt ned fra klatrestativet. Det var først da et andet barn kom hen og rykkede dem i ærmerne, at de opdagede uheldet.

I dag sidder forældre med deres telefoner på legepladser og på hovedbiblioteket. På legetæpper med vores nyfødte. “Hun opdager det alligevel ikke” fortæller jeg mig selv, når jeg sidder med min datter på et halvt år. Men i virkeligheden er det jo ligegyldigt om hun opdager det. For det handler jo om, hvorvidt jeg opdager hende. Jeg falder i søvn med min tændte telefon i sengen. Opdager den lysende skærm ligge under puden, næste morgen eller midt om natten, når jeg vågner og lægger telefonen artigt på plads på natbordet.

Samtidig er antallet af børn og unge mellem 0 og 17 år med angstlignende diagnoser steget med 52 procent, i løbet af de seneste 10 år (fun fact: Smartphonen blev lanceret i USA i 2007. Det er 15 år siden).

Samtidig er andelen af voksne danskere med en høj score på stressskalaen steget fra 21 pct. i 2013 til 25% i 2017 og til 29% i 2021. Næsten hver tredje voksne føler sig stresset. Og – det her står for egen regning – Men for et par uger siden opdagede jeg, at jeg i løbet af en uge havde tilbragt 22 timer på Instagram. Det er en deltidsstilling. Så er det vel ikke underligt, at jeg bliver stresset og føler mig konstant bagud med mit liv.

Samtidig tror jeg, at der ulmer et opgør. For jeg fornemmer, at jeg ikke er den eneste der har fået nok. Nok af at tjekke min telefon 150 gange i løbet af en dag. Nok af, gang på gang, at konstatere at min hjerne igen er blevet kidnappet af et lille pling, der blev til 30 minutters uforvarende skærmtid. Nok af at forære min dyrebareste ressource, min tid, til platformene.

Min 7-årige søns klassekammerat har lige fået sin første telefon. Det er en gammel iPhone med spil på. Nu vil min søn også have en iPhone.

Og jeg skal forklare ham at han ikke må få en iPhone. Ikke nu. Ikke om et år. Ikke om to år. Faktisk er jeg i tvivl om han nogensinde må få en smartphone. Du griner, men jeg mener det. Jeg er pissebange for screenagers i gadebilledet. Jeg ser dem overalt og det er så uhyggeligt. Jeg nægter at lade ham blive lige så afhængig af en skærm, som de er. Og som jeg selv er.

Jeg forestiller mig mobilfri togkupéer, restauranter og biblioteksafdelinger.

Jeg forestiller mig politisk handling og regulering af platformes dopamin-aktiverende brugeroplevelse.

Jeg forudser mobilfri restauranter. Mobilfri folkeskoler. Mobilfri dage.

Jeg forudser at mange af kommer til at vælge et liv uden smartphones, ligesom mange i dag vælger et liv uden røg.

Er jeg helt væk? Skal jeg bare lære selv at styre mit eget misbrug (primært af sociale medier) og holde min gamle kæft? Skal jeg bare lære at det ikke er skærmens skyld, at jeg er afhængig?

Glæder mig til at blive klogere i kommentarsporet.

Ps. Billedet er taget af min 5-årige

Vær velkommen 2023

Der er noget ved den maniske juleperiode, jeg allerede savner. Decembers lange hækkeløb, bestående af lige dele æbleskiver, Woody Allen og hoLd kÆfT hVoR Vi hYgGeR, bruges (og nydes) som belejlige overspringshandlinger, mens tankerne kværner, om det jeg gerne vil og skal nå i det nye år.

En måde at puste til tankemylderet er ved at fyre ekstra op for selvhjælpslitteraturen i de mørke måneder. I år har jeg læst ‘Elsk den du er’ af Kisser Paludan og “Designing your life” af Bill Burnett og Dave Evans.

Jeg tror lige, jeg vil uddybe hvorfor jeg har læst de to bøger. Jeg holder en lang barsel (1,5 år), og min plan er at bruge tiden på at 1) skrive på min bog 2) finde ud af hvordan mit arbejdsliv skal være (…nåeh ja, det glemte jeg lige… Og 3) passe min baby og to store børn).

Punkt 2 skal ikke forstås som, at jeg ikke vil tilbage til mit faste job efter min barsel. Det vil jeg gerne. Men jeg vil kun, hvis det kan være på en måde, der ikke piller mig fra hinanden. Det er virkelig blevet tydeligt, efter jeg gik på barsel i maj, at jeg har en tendens til at være ret selvudslettende i mit (arbejds)liv. Generelt er jeg nok typen som bruger 90% af min energi på alle andre end mig selv. Det skal ikke misforstås som humble bragging, for det handler mindst lige så meget om at misunde, projicere og kopiere (og bitterhed, åh, BITTERHED) som det handler om at “sikre at alle har det godt”.

I forlængelse af det, bruger jeg utrolig meget tid og energi på at “educate” mig selv, fx med timevis af terapi, artikler og bøger. Arbejdsmæssigt vil jeg helst afsætte 80% af tiden til ‘discover’-fasen med at forstå og forberede. Det kan man selvsagt ikke. Og ærlig talt, gider jeg heller ikke længere. Efter fem år på samme arbejdsplads, har jeg efterhånden set nok nyansatte stryge til tops efter en måned, til at vide at hemmeligheden er, ikke at bruge energi på det, man ikke er god til (og i samme ombæring: Det, man ikke synes er sjovt).

En veninde sagde engang: Gør mere af det du er god til. Ikke koncentrér dig om det, der er svært. Men som den Natural Born Imposter, jeg er, er jeg altid blevet draget af “det svære” (=det, alle “de andre” tilsyneladende kan/ved/gør/har skrevet/har gjort osv.). Hvor har jeg dog tvangslæst mange årsrapporter, klassikere, artikler og blogindlæg, som jeg hverken gad eller nødvendigvis havde brug for at læse, i stedet for at gå direkte i kødet på det, jeg er god til og som jeg kan lide. Jeg er træt af viden shame mig selv, i stedet for at lave noget: Er træt af føle at jeg hele tiden burde vide lidt mere, før jeg kan gå “rigtigt” i gang.

‘Hvad synes du er sjovt?’ er det spørgsmål jeg stadigvæk kæmper allermest med at besvare, når det kommer til mit arbejdsliv. Herunder hvordan jeg bygger bro mellem den side af mig som elsker at skrive og tegne og undersøge idealer og perfekthedskultur (og som kan være ok sjov) og så den side af mig som er UX designer i en stor offentlig IT styrelse. Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været ret svært for mig at bygge den bro… Men. Måske er det også en pointe, at man ikke kan eller skal det? Er det utopi, at man nødvendigvis kan fyre al sin hobby-mojo ind i sit arbejdsliv? Hmm. Det er nok meget godt at jeg har knap et år mere at løbe på. Input modtages som altid med kyshånd i kommentarsporet.

Nu er det januar og jeg føler mig som Fran Lebowitz. Måske er det bare mit udseende. Den gigantiske halvfemser agtige RedGreen frakke jeg købte i en Røde Kors butik i Hundested, og som jeg *lever* i, kombineret med Levis mommy jeans og udtrådte Timberland støvler. Og det faktum at jeg, her i vinterhalvåret, simpelthen bare ligner en mand, når jeg ikke har makeup på.

Nu er sandhedens time kommet. Årets rene måned. Et stykke hvidt papir, den kollektive detox og tid til at gå i gang med at handle på alle flyvske tanker. Op på række, en ad gangen og sæt i gang. Suk. Jubii. Sukjubii.