Have

Haven rundt #maj

I august 2018 fik jeg for første gang i mit voksenliv en have (den omkranser vores sommerhus i Liseleje). Siden da har jeg været overraskende oppe at køre over at have en have. Denne serie af blogtekster er et forsøg på at konkretisere og fastholde begejstringen i en månedlig gennemgang af haven og alt det den løbende overvælder mig med. Læs første afsnit i serien her.

Kom maj du søde fiberdug! Der er ikke rigtig ord der kan beskrive følelsen af grønne eksplosioner under en fiberdug. De bedste 75 kr jeg nogensinde har brugt var på den fiberdug! Bevares – majs mange regnskyl har helt sikkert også haft en lille dråbe med i spillet.

Jeg satte fiberdugen op efter et par stille uger i køkkenhaven, hvor intet dukkede op (i slut april, så fair nok – men den her noob er utålmodig af) og på bare to uger under fiberdug, var kartoffelplanterne 12 cm høje. En uge senere – I går – da jeg kom herop igen. var de 25 cm! Vild rucola har også også fået godt fat. Porrer, dild og gulerødder ser derimod lidt understimulerede ud. I dag fik jeg (lige efter billedet blev taget) sat et par klatrepinde op ved de små ærteplanter i højre hjørne ved  minidrivhuset, så de kan begynde deres vandring opad inden længe.

Det eneste trælse ved fiberdug er at det ligner at du har spændt et stort stræklagen ud over hele din køkkenhave. Det smarte er, at både solens uv-stråler og vand går igennem dugen, men ikke fugle (der elsker at spise små lysegrønne spirer). Og så hæver dugen jordtemperaturen og fremskynder spiringen. Herunder er haven for en uge siden..

Og herunder har dugen hævet sig op på allervildeste manér. Det var sgu fedt at komme op til sådan et syn (parkerede selvfølgelig straks mine børn indenfor med ramasjang på telefonen, så jeg kunne nusse i haven #priorities). Vi har forøvrigt udvidet vores lille nyttehave med tre kapilærkasser (pakket ind i noget sort træ-beklædning). Deri er squash, rødbeder og krydderurter. I drivhuset er der stadigvæk godt gang i tomat- og chilliplanterne. Måske overlever en enkelt agurk. Resten er desværre døde (bedre held næste år)…

Så kom fiberdugen af. Tadaaa! Heltovervældet af kartoflerne (stykket ud mod græsplænen) i fuld galop. De høje grønne planter, der står og hænger med mulen op ad køkkenhavehegnet, er forøvrigt solsikker, som drengene og jeg har forspiret hjemme i lejligheden. I dag plantede jeg dem ud rundt om køkkenhaven, fordi de tiltrækker insekter – og mest af alt selvfølgelig fordi de er så skideskønne. Håber de får godt fat og bliver HØJE! Da jeg fjernede fiberdugen lå der forøvrigt tre mærkelige svampevækster. Lignede lidt clementinformet sukat? Og så er der grøn belægning på noget af jorden og jeg tør ikke at fjerne det, før jeg har lidt bedre styr på hvad der er hvad, af de små, skrøbelige spirer. Så giver lige jorden lidt frisk luft mens jeg er heroppe og tager så dugen på igen når vi tager hjem til lejligheden lidt senere i dag.

Til venstre er de to træstubbe som de tidligere ejere har plantet roser op ad. I midten står det – forhåbentligt – kommende staudebed.

Her er klatrerosen. Den stod og flagrede lidt, så da jeg beskar den, forbandt jeg de to stubbbe med et stykke træpanel fra garagen og fik gelejdet grenene op på det, så den vandrette flade blev større og dermed give mere sollys og flere blomster. Nu må vi se, hvordan det ender, men jeg skal helt sikkert have gang i nogle flere buer i haven. Synes det giver så fine og luftige brydninger, at få det grønne hævet op i niveau med luft og perspektiv under sig.

Rhododendron amok! Det eneste jeg har gjort er at nippe alle de gamle blomsterhoveder af (seriøst en dejlig tjans – også for børn) så de nye skud fik mere luft og så har jeg givet noget surbundsgødning (som rhododendron apparently skal have). Jeg har købt – og i april – givet tre slags gødning : All round NPK gødning – Det har jeg sammen med hestemøg og kompost givet i køkkenhave og staudebed og på de mest mossede områder på græsplænen – Ryge siger jo at “vi haveejere” åbenbart alle sammen har meget mos i haverne pga. sidste sommers tørke, som slog plænerne ihjel. Man skal ikke fjerne mosset, siger han, bare give en lille smule gødning (som gennem regnen ryger ned de trætte græsfrø under moslaget og hjælper dem med at få fat igen). Så har jeg givet roserne (dem har vi ca 10 af) rosengødning og til sidst altså surbundsgødning til rhododendronerne (vi har ca. 5 rhododendronbuske).

Ulrich Brünner er en stikkende, arrig mand og som det er med gamle, bitre mænd, har han en sær måde at vise sin kærlighed på (‘Go to him if you can, but be prepared to bleed’)… Jeg håber virkelig at han snart finder en anden måde at vise, at han elsker mig – pt er han mest af alt bare high maintanance.

Akelejerne dukker op overalt! Mellem fliser, i rosenbedene – overalt. Anede ikke at den var så hårdfør, den fine lille blomst.

Friske granskud. Findes der noget mere livsbekræftende / lækkert at trille mellem tommel- og pegefinger? Jeg tror det ikke.

Tre slags rhododendron i havens østlige hjørne. Mistænker vores tidligere ejere for at have haft en hot pink fetish.

Ikke så charmerende, men ikke desto mindre et sted jeg besøger flere gange dagligt. Havens toilet. AKA kompostbunken. Både en åben, jeg har bygget selv (i baggrunden) ud af vores brændetårn og så den lukkede beholder i forgrunden, som jeg fik gratis af Halsnæs kommune ved at sende dem en mail og spørge. Mange kommuner giver dem gratis væk, fordi det er smart for dem at slippe for at hente det køkkenaffald, som i dag udgør 1/3 af vores affald. Jeg putter grønt køkkenaffald (kartoffelskræller, porrertoppe, æggeskaller – men ikke noget der har været tilberedt) i den lukkede – topper engang imellem med grønt fra haven. Den åbne bunke er til plæneafklip og lidt hestemøg og ukrudt. Og så roder jeg lidt rundt i det med en greb når jeg gider. Er du også kompost noob, så læs f.eks. Plantesmilets introduktion her. Kompostbudene har også gode introduktioner til de grundlæggende principper.

Førnævnte gamle bitre mand trækker på smilebåndet…

Staudebedet udspringer af et buskkrat som jeg ikke har skrevet om endnu. Der er brombær, kaos og er mit næste projekt. Forleden fik den et første kærlige skub på vejen med to nye blåbærbuske vores venner forærede os. De står parvis og krydsbestøver hinanden.

Staudebedet er der ikke sket så meget i. Sommerfuglebusken er sprunget ud og det samme er den gule …busk. Øhm. Aner ikke hvad det er. Jeg luger stille og roligt græsset væk i bedet, så jeg en skønne dag når op til de hostaer man kan se i baggrunden og som står op ad bærbuskene. Jeg går langsomt til værks med det store krat, for fuglene ELSKER det. Det har virkelig været et horehus af dimensioner her i det tidelige forår og når vi har siddet på bænken, har de larmet så meget derindefra at man får lyst til at spille “Lets get it on” for dem. Vi elsker fuglene og de skal have det SÅ nice i haven. Det samme gælder sommerfugle og insekter, så jeg går lidt varsomt til værks med at fjerne krattets visne grene. Det synes jeg ligesom jeg skylder dem. Det er jo faktisk os der er kommet ind i deres grønne hjem. De var her først.

Masser af ukrudt her på nordsiden. Fjerner en del og planter skyggeglade blomsterblandinger i stedet, men synes faktisk også at det er ret smukt med alle de mælkebøtter (som insekterne elsker). Så de bliver.

Forglemmigej. Måske min yndlingsblomst i hele haven. SE!

Bregnerne er vågnet op. Rundt omkring i hele haven folder de sig ud og de er så fede og lysegrønne og flotte. Jeg havde slet ikke behøvet at købe to bregner i sidste måned – Åbenbart har vi masser.

Hvid blomst. Kan nogle hjælpe med navnet?

Siden sidste har vi fået indrettet os endnu mere på de mange små kroge af haven. Det gør faktisk en kæmpe forskel at der nu står et gammelt havesæt og skriger på sundowner. Hængekøjen købte vi i Thailand og er det vildeste hit!

De sidste to billeder handler – igen – om køkkenhaven. Maj har helt klart været en køkkenhavemåned og jeg er blevet så glad for min beslutning om at placere køkkenhaven så centralt i forhold til vores hus og primære uderum i dagstimerne: Terrassen som er lige op ad køkkenhaven. I går sad drengene og legede med vand i karbad på dækket mens jeg nussede rundt i køkkenhaven en meter fra dem. Det var så hyggelig og socialt og alt det jeg håbede på, da jeg tog det første spadestik i græsplænen i december. Da solen var væk (aldrig vande midt på dagen – så fordamper det hele, har jeg lært) og vi var gået ind, kunne jeg lige hælde al vandet fra deres badekar ud over planterne.

Juni måned håber jeg bliver brugt på lidt mere afslapning og boglæsning på terrassen og så glæder jeg mig til at rydde lidt op i fuglekrattet og bærbuskene. Og så skal vi jo også på stranden og bade og spise is! Summer Is Coming. Hurra!

En sidste tanke om det her med naturens magi og det helt igennem forbindende og urmenneskelige ved at gå rundt og rode i planter og jord er, at jeg vil smide en kæmpe anbefaling efter Gudrun Marie Schmidts fantastiske portræt i Politiken af heksen Dannie Drudenhyld (kræver ikke abonnement her i valgperioden): Et smukt portræt af et naturflip. Og billederne! Dannie Drudenhylds ‘Heksens Håndbog’ fløj ubemærket hen over hovedet på mig dengang i 90’erne, men nu må jeg have anskaffet mig et eksemplar. Lucia Odooms poptillæg om hekse fra sidste uge er også et lyt værd, uanset om man har en have eller ej.

Nu vil jeg pakke sommerhus ned og skynde mig ind til EU-stemmeurnerne og sætte mit kryds på at vi får kloden til at blomstre igen.

KH Ida

Modella

Angsten for modelbureauet

Forleden fik jeg taget nye poler (=polaroider = billeder hvor man skal foregive at se naturlig ud) oppe på mit modelbureau. I årevis – pretty much alle mine tyvere – har jeg hadet at være på besøg på mine modelbureauer (i udlandet hedder det go-sees: At man ligesom lige møder op, så de kan se hvordan man ser ud i virkeligheden). Selvom mine bookere er søde, så er det der med at få målt hele kadaveret med målebånd og stå i undertøj med musselmalede, blodsprængte ben og appelsinhud amok og blive dømt på sit udseende bare en …utrolig sær situation at være i.

Jeg skriver sjældent om det med at være model, men ikke desto mindre er jeg det jo. Det fylder faktisk lidt en sjælden gang imellem. Selvom den ambitiøse karrieresnob i mig (den er lille, men den er der – og måske er den endda vokset lidt på det sidste) har svært ved at retfærdiggøre behovet for at bruge sin fritid på noget, der er så overfladisk, så må jeg bare indrømme at jeg godt kan lide selve jobbet: Selve det at stå ude i en kornmark, vade rundt på et fjeld eller bare være i studie og lave noget kreativt og lavpraktisk og ret usnobbet. Men de obligatoriske bureaumøder der unægteligt er en del af at få lov til at komme ud i den mark der. Jeez! Dem har jeg sgu bakset med. Da jeg lige var startet som 20-årig, kunne jeg sulte mig i flere dage op til et bureau-besøg. Så stod jeg der helt svimmel og bad til at målebåndet ville vise et tal under 94, som var det maximale for mit hoftemål. Engang var tallet helt nede på 89 og jeg svævede bogstavlig talt nærmest ud derfra af lykke. Husker følelsen af at gå og føle sig så svævende let og sulten-svimmel og accepteret. Hvis tallet var for højt – f.eks. 96 cm, så hadede jeg derimod min krop. Jeg hadede virkelig, at den ikke kunne være tynd nok til at bestå målebåndstesten. Et åndssvagt og dumt lille målebånd. Puha.

Selvom jeg langt fra består den målebåndstest i dag, synes jeg at jeg har lært at hvile i mig selv i langt højere grad, når jeg besøger mit bureau. Bare sige: Btw er jeg altså 34 år og har lige født to børn og hvis jeg selv skal sige det, så ser det faktisk ikke helt dumt ud, det hylster jeg kan diske op med. Jeg hader faktisk ikke min krop mere. Heller ikke når jeg står der i alt for stramt undertøj og bliver målt (jeg har lært ikke selv at kigge på tallet) og det vælter ind med 22-årige Mathilde Gøhlere og man selv står der og repræsenterer den mere patinerede kategori. Så simpelthen bare gå Beyonce på dem: “Oh this old thing? I’ve had it for years!”

Tanker

Hvorfor har du græd i øjnene?

Jeg ved sguda ik hvorfor. Er nok bare løbet tør for hjerne. Og for krop. Og tabt min sjæl på Sluseholmen kl 17.30, da jeg cyklede hjem og godt ku mærke, at det nok var en af de der åndenødsdage, man først opdager, når den er overstået. Den startede klokken seks da Otto vækkede os, så afleverede Niklas og jeg mødte 8.30. Hele dagen gik med møder og arbejde og det var ligesom først derhjemme, da døren lukkede bag mig, og jeg sad på gulvet med to trætte børn, at jeg opdagede at jeg er gået langt over stregen for hvad jeg magter. Men det er løbet jo ligeglad med, for selvom jeg i teorien har fri i morgen, er jeg mega bagud på arbejdet og vi får Air bnb gæster og skal pakke til sommerhus og jeg kan overskue præcis ingenting af det. Der er plads til lige præcis nul af alt det dejlige, fordi al energi er gået til arbejdet.

(…)

I dag er det Torsdag og nu har jeg taget en tudekiks, holdt min ugentlige fridag (som jeg ikke nåede sidste uge og egentlig slet ikke har tid til), drukket vores pant op på Coffee Collective, skrevet på min bog (bliver nødt til at skrive det højt, ellers er det ikke sket) og haft besøg af en veninde og verdens sødeste baby (#kugodt). Mens jeg har siddet i fosterstilling og skrevet har nogen gjort rent i vores lejlighed og om lidt kommer Niklas og min mor hjem med et par børn og så tager vi sgu til Dragør og i sommerhus og spiser nogle kridhvide kulhydrater.

Det er okay.

 

ikkebetalt ikkesamarbejde

#erdetmandag

Jeg var ude og lufte mine come fuck-me-heels i går og til alle der har siddet i åndeløs spænding, gik det rigtig godt. Mine alt andet end fuckable øvrige cykelaccessories hev looket ned i et nogenlunde neutralt leje – og så var jeg flankeret af noget lækker armcandy (min mand) som tilmed orkede at fotografere mig. Genialt.

Til de interesserede, så passer det forøvrigt ikke, at de ikke føles som høje hæle (men det er der vel heller ikke nogle, der for alvor tror på?). Tilgengæld ER de behageligere end andre stiletter, men klokken to, efter 7 timer, måtte jeg alligevel trække kunstig-hofte-kortet og hoppe i loafers. Og NU snakker jeg ikke mere om de sko.. (tilføjelse: Jeg har selv købt og betalt de sko – det er bare subjektiv, public service, fordi jeg synes der er så mange overglade betalte bloggere, der skriver om dem for tiden).

Resten af weekenden er gået med zoologisk have og tigertræning i Vanløse og 200 psykiske nedsmeltninger fra min treårige. Phew. Mandag, du kommer bare!

Design

Oh darling!

For et par uger siden fik jeg nogle penge udbetalt for et modeljob jeg lavede sidste år. Lidt som når en musiker får royalties, kan man som model somme tider være heldig, at en kunde gerne vil forlænge deres brug af en kampagne man optræder på. Kort historie lang: Jeg fik gratis penge.

Så i dag efter arbejde gjorde jeg det eneste fornuftige: Cyklede forbi Roccamores showroom og købte et par sko. Yiz. Jeg har været lun på Roccamore lige siden Maren begyndte at fable om dem på sin blog for 400 år siden og jeg har decideret ønsket mig et par, siden jeg så hende på bogmessen i et par forrige år (og faktisk også engang dansede en hel nat med hende til et bryllup, hvor hun freaking OGSÅ havde de sko på).

Jeg har kigget seriøst på lige dét her par i et par måneder. Og i dag brugte jeg mindst 20 minutter på at finde den rigtige størrelse i showroomet (fordi jeg seriøst er ekspert i at købe sko for små). Efter en magisk unboxing/ulvetimesituation (nej, jeg kommer ikke så meget ud. Og det er ikke hver dag at jeg køber et par sko til 1900 kroner. Så attention must be payed, ing). Men så snart jeg fik dem på (nu uden tætte sorte strømpebukser) var der kødfrynsetæer. Pis. Kødfrynsetæer i ellers virkelig pæne sko. Se selv.

Så slukøret tilbage i æsken med skoene og sidde og trawle internettet igennem for andre kødfrynsetæer og nå frem til at They Will Not Take Our Freedom, de kødfrynsetæer! Nej. Og så længe man ikke tager de der close up tå-billeder og ligger på instagram(!), så er det altså stadigvæk verdens måske pæneste voksensko – frynsetæer ‘n all. Og på trods af stropperne giver de et laaaaangt flot ben der ender nede i en fin lille smuk ruskindsspids. Altså. Jeg elsker dem allerede og sidder nu her – i mine nye stiletter – og putter i Kurts seng og glæder mig til at danse en hel nat i dem …Lige om lidt.

Tanker

Et slag for at dyrke ting på hobbyplan

Der er stille herinde og det er simpelthen fordi jeg er i gang med at jumpstarte alle mine gamle hobbyer. I flere år har de holdt pause, selvfølgelig pga kids og arbejde, men mest af alt fordi jeg ubevidst har tænkt, at nu var jeg blevet rigtigt voksen, og sådan en, har altså ikke tid til at lave noget, der alligevel ikke bliver godt. Den tager vi lige igen. Fordi det alligevel ikke bliver godt. Hvad fanden er det for en lortet tanke? At man skal lade være med at gøre noget, man egentlig godt kan lide, fordi resultatet ikke blir godt? Undskyld, VLAK-regering, men gider I godt lige skride ud af min hjerne?!

Da det først sank ind hvor helt igennem latterligt det er, er jeg blevet endnu mere klar på at gå i big-time hobbymode – i protest mod konkurrencestaten! Ellers ender det med, at det eneste jeg rigtigt kan finde ud af, er at arbejde, passe børn og forbruge: Købe ind (forbruge varer), se Netflix (forbruge underholdning), læse blogs og nyheder (forbruge medier) og kigge på tøj og sko jeg ikke skal købe (forbruge endnu flere varer – eller i hvert fald at drømme om det).

Jeg tænker at jeg vel nok er blevet en dygtig konkurrencestatsborger. “Gør det du er bedst til”, skreg de. Jo tak. Så jeg færdiggjorde min uddannelse, fik et job og når jeg har fri fra det, er jeg reduceret til en forbrugs- og børnepasningsmaskine i effektiviseringens hellige navn. Well, not on my watch!

Og nej, jeg kommer da aldrig nogensinde til at skrive bøger som Ravn, synge Shallow som Gaga eller komponere blomsterbede som Ryge. Det siger sig selv. Det bliver hverken til stor kunst eller særligt gode resultater, men det er jo for helvede heller ikke pointen!

Hvad jeg så bedriver? Jamen tak fordi du spørger. Jeg skriver på en bog. Yes. Så er det out in the open. Så deeet… Den handler om at cykle og om kadence og tid og sådan noget. Og hvis den nogensinde blir færdig, skal den ikke andre steder, end over i min skuffe til alt det andet, der ligger derovre. Og så har jeg for nyligt opdaget voice lessons og sangturorials på youtube. Så det hygger jeg mig også ret meget med. Pt synger jeg A case of you (Joni Mitchell er mit spirit animal i den sang), Vision of love med Mariah Carey og Shallow med Bradley Cooper og Lady Gaga. Det er med andre ord Secret Single Behaviour på højt plan. Og det giver mig kæmpemæssig optur.

Så farvel til dig, åndsbolletanke om at jeg kun skal bruge tid på alt det, jeg kan i forvejen. Og at jeg ikke må spilde min tid. Gu må jeg så! Gu må jeg spilde min tid. Så fra nu af sidder jeg bare lige herovre i hjørnet i min hønsestrik og spilder løs.

Det er min tid at spilde.

Have, Sommerhus

Haven Rundt #april

Move over Søren Ryge! For nu sker der simpelthen det, at jeg minutiøst vil gennemgå min 2247 kvadratmeter store sommerhusehave og fortælle hvad jeg har bedrevet ude i den. #howtolooseyourfollowersin10days.

Vi starter ved vores sydvestvendte terasse som nok er et af de steder, vi tilbringer flest dagstimer (bl.a. yndet frokostspot når solen gider skinne).

Køkkenhave: Disclaimer: Inkl. ca. 400 rookie mistakes

Da vi overtog huset gik græsplænen helt op til terassen. Jeg kan ikke præcis forklare hvorfor, men en dag i december fik jeg ufatteligt meget lyst til at grave ud til en køkkenhave lige dér. Derfor skubbede jeg alles velmenende råd om at man ikke kan have køkkenhave i et sommerhus og hvad med vanding og lys og sandjord, til side, og gik i gang med spaden. Note to self: Reolgravning er satme hårdt og en kæmpe kælling der ikke tøver med at sætte sig fast overskrevs på utålmodige skuldre og lænd, hvis man ikke passer på! Men det var SÅ tilfredsstillende bagefter – Crossfit with benefits. Jeg gravede med udgangspunkt i John Seymours ‘Den nye selvforsynende have’, hvilket vil sige at det eksisterende plænetørv, er blevet gravet to spadestik ned, for ikke at udsulte jorden. I forhold til placering, valgte jeg ret bevidst at lægge køkkenhaven så tæt på huset som muligt, fordi at jeg kender mig selv (og mine børn) godt nok til, at jeg simpelthen ikke vil komme nok ud i den, hvis køkkenhaven stod som en isoleret satellit i hjørnet af vores grund. Så skulle jeg slæbe vand og redskaber og frø og pis og lort frem og tilbage og …nej. Det gider jeg ikke. Og så har jeg en forventning om at det i sommeren bliver ret hyggeligt fælles projekt, fordi det er lige der foran næserne på os. Generelt er vores have ret romantisk med en masse blomsterbede og rosenbuskestemning, og det ville jeg gerne skabe lidt kontrast til, ved at placere en praktisk og ikke specielt nuttet køkkenhave på “ærespladsen”. Jeg har forøvrigt indhegnet den med Jem&Fix’s billigste grønne trådhegn og 110 cm høje pinde for at skærme fra de rådyr som tit kommer på besøg i vores krat.

Indhold: Planter, kartofler og frø:

Selve jordstykket har jeg inddelt i 4 rektankler á ca. 2 x 1,5 m, hældt hestemøg, kompost og NPK på og vendt det ca 5-10 gange med greb, inden jeg lagde frø og kartofler i. Fra venstre hjørne nærmest terassen er der slut april blevet plantet: to rækker dild, to rækker porrer (forspiret i badeværelset siden slut marts), to rækker vild rucola, asparges, to rækker gulerødder og bønner. I de to stykker længst væk fra terassen er der kun kartofler (Excuisa og Folva) og så en enkelt, spontan stribe hvidløg, jeg lige fandt i bunden af køleskabet i dag. I drivhuset har jeg i dag udplantet tomat og agurk. Største bekymring er lige nu hvordan (helvede?!) jeg får møget vandet. Og om planterne overhovedet gider komme op af den sandkassejord, vi har heroppe i Liseleje/Melby. Om jeg har lagt tingene i jorden for tidligt og om rådyrene vil skide mit Jem&Fix hegn et stykke og bare går igennem det… Det kan jeg gå og spelulere over. Og så drømmer jeg forøvrigt om at få lavet et flottere (natur?)hegn og nogle fine gangstier på et tidspunkt.

Lige til venstre for køkkenhaven har jeg i sidste uge fjernet græsplæne og gravet ud, igen, denne gang til mit første staudebed. Undervejs i graveriet fandt jeg en masse gamle stauder og små halvfortærede skilte som vidne om at der engang har været stauder før græsset fik overtaget. Jeg fandt i hvert fald et par ridderspore og det var hyggeligt med en lille arkæologisk udgravning.

Håbet med at etablere et bed lige dér er, at det dels er et af de mest solrige steder på vores skrånende grund (dog forsvinder solen delvist allerede fra 15-tiden bag de tre store graner man kan se stammerne af midt i billedet) og dels at jeg godt kunne tænke mig at definere den passage der er op til husets stenterasse og vestvendte aftenkrog, ved at gøre den smallere og mere markant med staudebed og køkkenhave på hver side, inden man møder en stor rosenbusk.

Når jeg holdt pause fra gravearbejdet, begravede jeg mig i gamle havemagasinet-blade (havde en aften heroppe hvor jeg sad ved ET SKRIVEBORD med stearinlys og drak en hel flaske cremant og klippeklistrede til klokken to om natten #anbefaling) og klippede de smukkeste stauder jeg fandt, ud. Endte med en bruttoliste på ca 10 stauder, og prøvede så at holde hovedet koldt, nede på den lokale planteskole. Shiiiiit der er mange planter, sådan et sted! Og jeg har allerede ombestemt mig flere gange. MEN! Nu er der i hvert fald gang i noget og jeg er spændt på at se, hvad der kommer til at spire frem i løbet af sommeren og efteråret. Her er hvad jeg har fyldt i bedet:

Indhold: Stauder, roser og løg

Stedsegrønne/bunddække (30-70cm)

Hosta Hybrid, ‘Blue cadet’ x 2 (grøn) – Har hørt de breder sig ad helvede til, så nu må vi se hvordan det går. De er flere steder i haven allerede og jeg synes de er så smukke med deres kæmpe, mørkegrønne og uprætentiøse blade.

Mosbregne x 2 (grøn) – fordi bregner er sej dinosaurusføde!

Mellemhøje (70-100cm)

Astilbe Simplicifolia ‘Falsk gedeskæg’ (lyserød) x 1  – Fordi den var fin #impulskøb

Tidselkugle (blå) x 1 – Fordi jeg synes det ser så nice ud, med svævende blå tyngdekraftspunkter – som fine blå Merkur-planeter. Jeg håber den breder sig, så de kan hænge ud over det hele.

Russisk Mandstro (blå) x 3 – Simpelthen så smukke! Og maskuline – Og navnet! Ejmen. Det hele er lækkert på den.

Purpursolhat (lyserød) x 3 – Også SÅ seje: En rigtig spids, hot pink madame. Har købt dem i mørk lyserød med orangerød midte. Håber de kommer til at komplementere de blå tidselkugler og mandstro (og at det ikke kommer til at se alt for rodet ud …for lets be real – sandsynligheden er ret stor).

Silkepæon ‘Paeonia Nymphe’ (lavendelrosa med gul midte) x 1 – Totalt impulskøb. Kan ikke forklare det. Den var bare freaking cute og skreg TAG MIG MÆHÆÆÆD.

Høje (over 100cm)

Brudeslør (hvid) x 2 – Kan I huske de der pastelfarvede slik-blomster internetfolket gik i selvsving over, for ikke længe siden? Det er brudeslør. Jeg har så bare købt ikke-insta-varianten som bare er hvid #hejmomse (tilføjelse: Det er i dag gået op for mig, at pastelfarverne er tilføjet efter plukning via frugtfarve i blomstervandet – se hvordan her #endnumerehejmomse).

Sølvlys (hvid) x 1 – De er så rock’n’roll. Bedets høje, supermodel!

Ridderspore ‘Black knight’ (mørkelilla) x 4 – De var i bedet i forvejen. Som en lille hilsen fra vores tidligere ejere. Og så minder de mig om Skt. Hans aften i min mormor og morfars have – Jeg glæder mig i hvert fald til at se, om der stadigvæk er liv i dem, efter jeg jumpstartede dem med et lille karbad og noget næringsrig pottemuld.

Høstanemone (lyserød) x 5: De er så fine og lette! Men også super invasive, har jeg hørt fra alle. Så overvejer lidt at flytte et par af dem ned til vores hængekøje aftenkrog og dermed gøre plads til det eneste planteskolen desværre ikke havde, men som jeg helt klart også skal have i mit bed, nemlig:

Kvæsurt! Gud, hvor er de fede. Et par lange græsser der svajer i vinden og med små mørkerøde, svævende knopper (‘Red Thunder’) og lange lyserøde haler (‘Pink Brushes’).

Og det er det! Disclaimeren her er at jeg godt ved at jeg har samlet ALLE mine yndlings i eet bed. Og det står der alle steder, at man ikke skal. Men jeg havde også lige to små unger og ikke flere armkræfter, så nu blir det sådan for nu. Og så må jeg bare flytte rundt på stauderne i takt med at jeg får mine muller (og tid, Oh, That day!) tilbage. Her går bekymringerne også primært på om sandjorden kan holde rødderne fugtige nok, om jeg fik gravet græsset dybt nok ned (der var så mange trærødder og gamle træstubbe der skulle fjernes og til sidst var jeg sgu straight up exhausted) og om jeg har placeret dem nogenlunde rigtigt i forhold til hinanden (ca. 50 cm mellem planterne). Om haveguderne vil det, kommer det hele til at spille her: I yndlingsbedet #nopressure.

Her kan man til venstre lige skimte de roser som står på vestsiden af huset (‘Ulrich Brunner’ og Reine des Violettes). Jeg har ikke set dem i blomst endnu , men fra hvad jeg kan billedgoogle mig til er jeg sgu ikke imponeret. Synes ikke særlig godt om violette og hot pink roser – Er meget mere til store fløjlsbløde, milde, lyse pastelfarver og ikke de småbladede snerpede mørke blomster… Ahh awright. Jeg gir dem et skud! Har i hvert fald beskået og gødet dem efter alle kunstens regler og har endda bundet dem ned mod jorden (i straight outta Claus Dalby stil), så de sovende øjne på stilken bliver placeret så vandret som muligt, for at få dem til skyde op og fylde godt ud i bedet. Nu må vi se – Kan umiddelbart kun blive positivt overrasket. Indtil videre har de bare kostet mig sygt mange rifter og sår på arme og ben. Små fuckers!

Fuglehus i skjul. Aner ikke hvad busken hedder.

Kirsebærtræer! Dem har vi to (rettelse: fire sgu!Talte lige igen) store styks af. Sidste sensommer var vi allesammen blå fra knæene og ned og bærene smager simpelthen så godt. At de så åbenbart også kan blomstre allerede fra april er bare endnu mere luksus in the sky.

Nordsiden af huset er her vores bil holder og hvor husets hovedindgang er. Her har jeg bare luget omkring lavendlerne langs med terassen og plantet en lille pose skyggeglade blomsterengsblomster imellem lavendlerne. Og så har jeg prøvet at kræse lidt for den skrantende græsplæne med lidt(!) NPK gødning og nogle græsfrø.

Udsigten fra vores brændeskur oppe i vestkrogen af vores hus. På den hvide bænk drikker vi sundowners og griller og kigger op på mit absolutte yndlingstræ i haven: En kæmpe, gammel, fed gran. SÅ smuk og doven og sådan “hej med jer, nå I er så de nye der skal bo her nu? Nåmen her står jeg altså og tager al lyset og gir nul fucks og jeg ved at jeg er så nice og majestætisk at i ikke kunne drømme at fælde mig”. Bare rolig. Det kunne vi ikke.

Fandt en Akeleje i drivhuset. Nu står den her på terassen og holder øje med slagets gang i køkkenhaven. Den er flankeret af en Akantus jeg fik af mine bedsteforældre på Strynø. I baggrunden til venstre hænger forøvrigt en gynge og en hængekøje. Det er dages sidste solspot og jeg ønsker mig et shelter helt nede i krogen som vi kan sove i når det blir lidt varmere. Vores grund ligger helt ud til en vej, hvor bilerne kører ca 60km/t. Jeg blir nødt til at nævne, at mens jeg har hyggenusset med alt det sjove, har Niklas bakset rundt dernede i krattet for at få sat hegn rundt om hele grunden, så vi nu rent faktisk tør være dernede.

Niklas vil gerne fælde de to gamle træstubber til venstre, men jeg er på team træstub. Især efter jeg fik bundet klatrerosen (‘Minnehaha’ – min nabo var meget nysgerrig på navnet, da rådyrene angiveligt ikke gider æde blomsterne) op på en pind, så busken forhåbentlig kommer til at danne en lille rosenhvælving mellem de to stubbe i løbet af sommeren, der kan smelte hans kolde fodboldgræsplanehungrende-hjerte.

Og her på falderebet (skud ud til alle der er nået så langt!) godt gemt under en busk: En lille solskinnet påskeklokke.

Sommerhus

Greetings fra en glad københavnerlemming i Liseleje

Nåmen hej! Er du vimmer, hvor tiden dog smuldrer i den helt igennem bindegale kombination: Sol, have og fri. Woah, en dejlig ferie! For mit vedkommende var den fyldt med bajere og haveprojekter (bered jer på spam – den her havenoob kan ikke styre sin begejstring over de – jamen – TING der vælter op af MIN JORD!)

På Strynø forlod vi mine bedsteforældre lidt før tid i erkendelsen af at 2 børn på 2 og 3 år + 2 x 85 årige = en hella masse modsatrettede behov, vi ikke magtede at imødekomme summen af. Derfor kørte vi til Liseleje og holdt fri i vores sommerhus med alt hvad det indebar af jem&fixning af alt muligt og i det hele taget bare dejlig, egoistisk familietid. Jeg begynder virkelig, at forstå fidusen med at have et sommerhus nu. April, for pokker! Alt vælter jo ud af alle kroge i den have som små lysegrønne hilsner fra de tidligere ejere, som havde de ligget på lur i jorden og ventet, lige siden vi overtog baduljen sidste august.

I Mandags kørte vi hjem til hverdagen som faktisk har været rar. Jeg er kommet over på et nyt projekt på mit arbejde, og selvom det var et lille slag (ha! Skrev hun to uger senere – fortrængt er åbenbart tåreopløste kinder og massivt fyringsflashback, selvom det bare var en almindelig og udramatisk omorganisering) efter at have bakset med at opbygge viden indenfor det projekt jeg sad i, så må jeg indrømme at den her arbejdsuge har været totalt fed. Jeg har sgu været god til mit arbejde, havnet i et fedt team – Det er sådan en rar følelse.

Speaking of rare følelser, så kan følelsen af fri både Mandag og Fredag i samme uge også noget. Og følelsen af halvspontant i dag at pakke bilen -igen- og køre op i sommerhus -igen- med en mor, på den passagerplads en mand plejer at sidde på, virkelig også rar. Og i stedet for at være alene hjemme med to unger på 4. sal hele weekenden er jeg nu i sommerhus med min mor som både laver mad, rydder op og hjælper at putte(!)

Og i det der plejer at være crazy ass ulvetime, ligger jeg bare lige i en hængekøje i solnedgangen med mine unger, en kold dåseøl og tre fridage i vente.

Aaah!

Ps. Midt i påskeferien røg vores Ford Focus (og Ottos røv #nulfucks) sgu på forsiden af Politiken (agurketid much?) i en virkelig, virkelig fin artikel som man kan læse her og her (kun for abbonenter).

Småt brandbart

Meanwhile

– Er min lillesøster lige kommet ind på statens teaterskoles instruktørlinje. ‘Er det ikke den der, som lukker to (= 2) personer ind om året?’ spørger du. Og jo, det er det. Kreativitetens Fort Knox. Så hvis du – ligesom jeg – ofte har undret dig over hvem det er, der kommer ind, så har jeg nu svaret: Det gør Astrid. Og jeg revner af stolthed.

– Fik hendes kæreste i går et 4 års PhD stipendiat i Firenze. De blir så art!

– Er vi i fuld gang med Det Store Pakkeshow til påskeferien – Strynø og sommerhus i 10 dage – og så liiige gøre klar og rent til årets første Air bnb gæster. #støvafellerkaos #velkommentilhelvede

– Har vi lige haft besøg af en fotograf, som dokumenterede ovenstående til en artikel, man kan læse på Mandag i Politiken.

– Er journalisten til artiklen en fast læser af min blog. I er altså så seje! En dag skal vi holde en kæmpe fest alle sammen.

– Ønsker Kurt sig en hest der hedder Tarzan Mamma mia. Det kan jeg godt forstå.

– Sæson 2 af The OA. Omg, det er lækkert!

– Hører jeg Gyldendals Podcasts for tiden og har derfor lige lært at “mellembøger” er de bøger, forlagsredaktørerne godt ved, forfattere blir nødt til at skrive og udgive for at komme videre, men som ikke rigtigt kan noget særligt i sig selv. Bloggeres liste-indlæg må være pendanten til en mellembog.

– Pissetak for kommentarerne til mit sidste, hikstende indlæg. You guys!

– Glædelig påske! Håber I (også) skal drikke jer ned i snaps og at solen kommer til at skinne på os alle sammen.

– Skål!

Suk

Hej Bloggen. Det er ikke dig, det er mig.

Jeg tror alle bloggere kender til skrivemure, kriser og internetangst. Ukært barn har mange navne og for tiden har jeg ualmindeligt svært ved at ryste den af mig: Irritationen over manglende evner. Angsten for – ikke så meget at folk sidder derude bag skærmene og hader mig – men endnu værre: at de er ligeglade og at det her sted bare er endnu en middelmådig “Spurgt”-blog. For selvom jeg med hånden på hjertet, kan sige at jeg 100% blogger for min egen skyld, så er min største (irrationelle, I’m sure) frygt, at lægge liv til en ligegyldig blog, som spilder både min og andres tid.

Når jeg så tænker ‘Ej, jeg skal heller ikke bruge al min sparsomme overskudstid på at sidde og hælde mit forvirrede selv ned i internettet i 1:1 form, jeg må sguda for helvede, efterhånden kunne finde ud af at give det et lidt kååånstnerisk twist!’ og derfor resolut går i gang med at skrive noget… hvad ved jeg… Noget andet. Så blir det… Jamen, jeg kan nærmest ikke beskrive _hvor_ dårligt det blir. Altså. Nærmest komisk. Jeg kan åbenbart kun skrive rent og vedkommende sådan her. I hvert fald i den her periode af mit liv, hvor frie minutter i løbet af en dag, kan tælles på cirka fem fastbundne hænder. Det er åbenbart bare ikke lige nu – med job og to små børn – at jeg skal ud med alle de sange, noveller og historier jeg føler bobler lige under overfladen. For de smuldrer mellem hænderne på mig, som med drømme: Jeg kan kun fastholde brudstykker af ord, og hvis jeg vover at forsøge at samle dem til et helstøbt billede, så bliver det så tåkrummende klichéfyldt og dårligt. Måske en dag – Når jeg har mere end 30 minutters ro ad gangen (åh, kommer den dag virkelig? Sig den kommer!) – så kan jeg flytte min form over i noget, der ikke er en blog. Men det er altså ikke nu.

Så. Jeg er her stadigvæk… Jeg har bare lige travlt med at skrive på tvivlsomme skuffeprojekter, i øvrigt frigøre mig fra min telefon, grave i min have, forspire ting, tage til Jada-koncert og prøve på ikke at gå ned med stress.

Vi ses på den anden side!