Det (mor)somme liv

Puttefuck!!

Det er svært at skrive om noget der er lort til knæene. Det er nemmere at skrive på et ar end på et åbent sår. Men den her blog er nu engang ventilen på mit moderskab – Så brace yourself.

Hurtig disclaimer (for i det følgende kan jeg selv blive i tvivl): Jeg er ikke en dårlig mor. Men jeg kan simpelthen ikke finde ud af at putte mine børn. Lige nu ligger jeg -igen- udsplattet på slagmarken mellem de to tremmesenge efter to timers tvekamp med mig som modarbejdende moderator.

Efter præcis 2 timer og 10 minutter sover ungerne nu. Selvom jeg har vundet kampen, har jeg tabt slaget. For jeg kan jo godt selv høre det. Det skal for fanden i helvede ikke tage 2 timer at putte. Og ifølge Helen miss fucking perfect netsygeplejeske, bør ritualerne heller ikke indebære at man jagter sine børn rundt i lejligheden, skubber, trækker og moser dem tilbage i sengen. Truer med at hoppe ud af et vindue hvis de ikke snart ligger sig ned eller niver den den ene til han græder. Mit putteritual er med andre ord blevet så fucked up at mine unger er én indebrændt, hvislende vuggevise fra at tigge mig om “Godnat og sov godt”-metoden. Det er ligesom blevet en ondskabsfuld spiral: Putteritualet er fis og fucking ballade i en time. Det er at mor blir sygt sur. Det er at jeg må skubbe dem ned i seng på kryds og tværs af mixede behov og insisteren på at pumpe hinanden med adrenalin for ikke at mærke sin egen træthed.

Jeg er faktisk ikke ude efter hverken gode råd eller medfølelse (jo okay så, hvis du har (haft) (pseudo)tvillinger i 3-års alderen, der sover i samme værelse, så må du rigtig gerne kaste en kommentar). Jeg er okay. I behøver heller ikke ringe efter kommunen. Det skal jeg nok selv sørge for. Men før det prøver jeg lige at bygge en rumdeler af lydtæt beton, strippe vores rullegardiner fast med sort gaffatape og indlede enhver kommende puttesceance med en stiv whiskysjus og en kæmpe joint. Det står der godt nok ikke noget om i manualen, men fuck nu det.

God-fucking-nat

Sisyfos

life

Hej søster!

Jeg var til fest i weekenden. Sådan en hvor man revner sine nye bukser, taber sin yndlingsfingerring, falder i søvn på en luftmadras og ikke helt ved hvor man er, når man vågner. Det var en damefest og den var eddermanme sjov, smuk og seriøst hyggelig. Det var Cecilies fødselsdag. Og udover at være fyldt med blomster, god mad og vin, så var den også spækket med utroligt søde damer som var way out of my league. Så jeg gjorde det eneste fornuftige: Druknede mine nerver i gajolshots, røg en helvedes masse cigaretter og blev alt for højrøstet og aaalt for fuld.

Alligevel er jeg – udover seriøse tømmermænd – stadigvæk fyldt op af den der universelle form for medsøsterskab fra alle de mange kvinder som jeg faktisk ikke kendte en eneste af, men alligevel havde en virkelig god aften med.

F. eks. beklagede jeg mig til Mette Marie over mine pt elendige evner som kæreste og spurgte hende hvordan faen hun formår at være så forelsket i sin mand hele tiden. Og så gav hun mig et kærligt, konstruktivt skub fra en fremtid jeg godt ved også kommer til os, men som nogle gange kan være svær at nå hen til, når man nu hele tiden kommer til at være en sur lort overfor den man faktisk elsker. Genialt.

Overalt hvor jeg dansede, snakkede og skålede hen, var der sjove, kloge kvinder og i midten af det hele sad et af de smukkeste mennesker jeg ikke rigtigt kender i virkeligheden, men nu alligevel føler, jeg har fået lov at lære en lille smule bedre at kende. Søde, seje Cecilie.

Småt brandbart

Meanwhile

– Blev det her skrevet i går aftes som en overspringshandling. Jeg glemte bare lige at trykke på udgiv…

– Lyner det helt sindssygt i København lige nu. Shiiiiit… Skybrudssæson sæt igang!

– Har jeg lige lappet min cykel uden hjælp for første gang. Jep, jeg er 34. Og ja, jeg blev virkelig glad, da jeg opdagede at jeg havde to naboer fra gården som sandhedsvidner

– Prøver jeg at være ret Pippi Selvfed omkring ovenstående, men lets face it. Sandsynligheden for at dækket er fladt i morgen er nok ca. 60% (hola fra fremtiden – dækket var megafladt🙄)

– Er jeg fuldstændig enig med Karoline i betragtningen om skydningen af nybagte mor Yvonne Strahovski aka Serena i Handmaids Tale 3 sæson er OPTUR. Jeg tænkte præcis det samme: Tak Hulu for at skildre en helt normal efterfødselskrop, når nu det havde været så oplagt at gøre det modsatte.

– Skal min mand og jeg på vores første weekendtur uden børn i 4 år i næste weekend – Til Oslo. Hotel, fly og babysitter tjeeeeek. Første ferie uden børn. Eller det vil så sige at han skal afsted. Jeg skal ikke. For det eneste jeg skulle huske, var at bede om fri fra mit arbejde i ordentlig tid. Og det har jeg glemt. Så nu tager han alene derop tidligt fredag morgen og så lander jeg fredag aften efter arbejde. Pisse fucking flot Helle.

– Drikker jeg whisky med is lige nu. Whisky og tordenvejr kan altså noget.

– Er jeg virkelig glad for mit øjenskygge-setup for tiden: Har købt sådan en genbrugelig palette fra mac med plads til 4 øjenskygger. Og så køber jeg bare øjenskyggerne løse for 100 kr, når jeg løber tør (jeg går med makeup hver eneste arbejdsdag, fordi pseudotvillinger, så det sker jævnligt). De er kun pakket ind i lidt pap, så det føles næsten emballagefrit. Til hverdag bruger jeg farven Grain (sandfarvet med perlemor) og Vanilla (lys hudfarvet med perlemor). Til fest bruger jeg Rule (orange – pææænt til kedelige mørkeblå øjne) eller Black Berry (mørkelilla – ser ret sygt ud indtil jeg tager mascara på). Og så bare en blend-brush til 80 kr. fra Gosh.

– var vi på Amager Strandpark forleden. En reminder til alle Kbh’ske småbørnsforældre: Hvis man cykler helt ud til kayakklubben, sidder man lige der hvor kitesurferne er. Børnene elsker det. Og de der pæne surfere har meget stramme wetsuits på. Alle vinder.

– Så jeg for første gang “The Way We Were” forleden, og efter 20 år som dedikeret SATC fan, var det lidt ligesom at lære latin. Det er der Michael Patrick King har det fra!

– Hører jeg Faye Webster, Jamila Woods og Los Coast på repeat for tiden. Især de her 3 numre får mit musikhjerte til at poppe <3

Skriv

Skal vi bytte skrivetricks? Her er mine 3 anbefalinger

I weekenden var vi i Liseleje og mit sommerhus puller seriøst the big guns nu. Roser der skyder og en have i konstant grøn blomstereksplosion – åh, hvor er det dog dejligt. Mine kusine fra Berlin var på besøg med hendes unger og vi løb alle sammen rundt i vild ekstase i tre dage. Billedet er af min søde lille niece, Luna, yours truly og en unavngiven plastichummer.

I dag har jeg fri og sidder på en café og skriver på den der bog jeg allerede har fablet lidt om. Jeg har længe tænkt at jeg skulle skrive lidt om min (ufatteligt rodede) skriveproces, og netop alt det der er rodet ved den. Men så kan jeg ikke overskue det fordi det er så …rodet. Dumt. Og så får jeg også lidt forfatterangst over alle de rigtige forfattere og min idé om deres imponerende, kreative, det-sker-lissom-bare-proces: Må man overhovedet skrive om at skrive, når nu man faktisk ikke rigtigt kan finde ud af det? Men nu gør jeg det altså. Det kunne jo være, at der var andre der er i gang med at skrive på noget, eller som bare er super wiz med ord – så kunne vi måske snakkes lidt ved i kommentarsporet?

I hvert fald kan jeg fange an med at sige, at det der har fungeret godt her i første del af min første fiktionsprosa-ish skriveproces har været at:

  • Læse Pablo Llambías “Skrivning for begyndere”
  • Bingelytte til alle afsnit af Anne Glad’s podcastserie “Bogselskabet”. Kan f.eks. anbefale afsnittene med Peter Høeg, Sofie Jama, Olga Ravn, Katrine Marie Guldager, Line Knutzon og Helle Helle (TILFØJELSE: Woah! Og Vita Andersen! Seriøst. Bare alt ved Vita <3 Og Morten Pape og Hanne Højgaard Viemose. Uhm!)
  • Lytte til Gyldendals redaktør-special med Johannes Riis – Og at opstøve sådan cirka alle samtaler med Ib Michael om at skrive.

Efter lang tids pendlen frem og tilbage skriver jeg nu fast i Google Docs, så jeg også har teksterne (jep. Flertal. Tror jeg har ca 15 igangværende dokumenter – ok uoverskueligt) på min telefon. Her cirka en måned siden jeg gik i gang med at skrive “på noget”,  er jeg der, hvor jeg efterhånden har nogenlunde styr på selve hovedhistorien og fortællestilen (nutid og jegfortæller). I lang tid holdt jeg stædigt fast i en altvidende fortæller (jeg ved ikke engang om det er det rigtige ord?) og datid. Men ordene kunne simpelthen ikke flyde på den måde. Jeg aner stadigvæk ikke hvordan det hele skal ende, men nu ved jeg da, hvad det skal handle om. Har skrevet ca. 10 sider som er ret meget i øst og vest, men der er en hovedidé som jeg kan mærke jeg har lyst til at skrive om og forsvinde ind i.

Som konstruktiv overspringshandling til når jeg går i stå og hader det jeg skriver for meget, har jeg lavet en keynotepræsentation (samme som Powerpoint på pc), hvor jeg laver billedcollager og stikord til hvert afsnit af fortællingen: Så kan jeg stadigvæk arbejde, men slipper for ordene. Jeg kan også anbefale at cykle og indtale memo’er når tastaturet driller. Så om aftenen sidder jeg med et glas rødvin og transkriberer og føler på den måde, at jeg får en masse – lidt mere frie – ord forærende.

Nå. Nu er det 18 minutter siden, jeg skulle have hentet Otto, og om 14 minutter har jeg en Pas-tid hos Borgerservice. Og det illustrerer egentlig også min skriveproces meget godt.

Life.

life

Meanwhile på valgaftenen

Valgkamp amoook! Jeg var en værre svingstat i dag. Har ellers været helt sikker på hvem jeg skulle stemme på i flere uger, men på min cykeltur i morges fik jeg en gevaldig Aha-oplevelse. Så nu har jeg sgu stemt personligt på en kvinde i Alternativet. Bum.

Er jeg den eneste der har savnet et simpelt, digitalt overblik over alle kandidater i min valgkreds? Gad så godt et alternativ til “hvilken kandidat er du enig med”-tests (dog må jeg lige tilføje at jeg da fandt en okay digital stemmeseddel hos TV2. Ville bare ønske at der havde været mere end blot et navn. F.eks. fakta om den enkeltes mærkesager og en lille video til hver enkelt kandidat).

Jeg er ikke stolt af at indrømme det, men det er desværre ikke første gang, jeg står i stemmeboksen og kun kender 2-5 navne pr parti. Og det er sgu da lidt ærgeligt, er det ikke? Det er da mange gode mennesker man ikke når at opfange, når det kun er formænd og spidskandidater der rigtig får lov til at brænde igennem på de store sendeflader, så man for alvor får dannet sig et indtryk af dem.

Måske er det bare mig der slet ikke bruger nok tid på at nørde kandidater og partiers hjemmesider. Men serr. Hvad har i andre gjort? Stoppet op på cykelstien og tænkt “dén valgplakat ser fed ud – Hende googler jeg sgu lige!”? Måske er jeg bare en doven idiot. Jeg havde i hvert fald også den her følelse efter sidste valg: En følelse af at have gloet på partilederrunder, hørt på holdninger og læst kronikker i fire uger og så alligevel stå i stemmeboksen og føle mig ret så fremmedgjort fra min stemmeseddel.

Nå. Nu har jeg spist al min is. Helle og Anders minder om et ægtepar der er vendt hjem fra Solkysten, Lars Løkke kører rundt i bil på Nordsjælland og nu mangler der bare at blive optalt 4% af vores stemmer.

God aften – og glædelig grundlovsdag!

life

Nogle ting ændrer sig heldigvis (næsten) ikke.

Hele mit liv har jeg hvert år tilbragt Kristi Himmelfart på en lejrskole i Sverige med min far, søster, en flok af min fars ungdomsvenner fra Birkerød og alle deres børn. I år var vi afsted for 42. år. Som skilsmissebarn af et sæt flytteglade forældre, er Møllegården derfor nok det nærmeste jeg kommer på et barndomshjem. Det er faktisk det sted jeg har de tidligste barndomsminder fra. At vågne til lyden af gummisko på perlegrus. Lav aftensol gennem trækroner. Støvede gulve, klirrende ølflasker, ACDC og åbne vinduer. Kæmpe gryderetter, våde håndklæder, høje stemmer, plastiktallerkener og et virvar af motorcykler på gårdspladsen.

De sidste par år er vi i “børnegenerationen” blevet til en ret fasttømret ungdoms-voksen-gruppe og selvom jeg kun ser dem den ene gang om året (eller måske netop derfor) er det virkelig hyggeligt når vi endelig ses.

Det eneste der har ændret sig er mængden af tømmermænd (seriøst. damn you, cigaretter og dårlig dømmekraft) – og så var jeg i år var flankeret af min egen lille 3. generations PGV’er som var verdens sødeste armcandy og løb rundt på perlegruset og kastede med grene -og det gode ved at have klonet sig selv er jo, at jeg nu får lov til både at være voksen og barn på samme tid. #lifehack

Ps. Da jeg var færdig med at have tømmermænd i går læste jeg ‘Midt i en jazztid’ færdig. Derfor er læselisten opdateret (også med bla. Herman Bang og Kongens Fald (yes, der må klappes))

Det (mor)somme liv

Kære brevkasse: Hvor mange baner skal man vinde i livet for at trykket for brystet går væk?

Hvorfor trykker det sådan for brystet nogle gange, når jeg cykler hjem fra arbejde? Oplever andre mødre også det? For jeg synes de skjuler det så godt på deres cykler med flotte Celinesolbriller og gannikjoler og tomme Yepp Maxi barnesæder bagpå. Skjuler jeg det lige så godt? Hvorfor føles det så utaknemmeligt at blive stresset af, at have fået alt det man ønsker sig (mand, børn og job)? Jeg har selv valgt det. Og jeg skal jo bare være glad for at være så heldig. Hvor kommer grundangsten så fra? Den har ligesom sat sig på tværs i mit indre univers. Er det bare et levn fra to barsler der, udover det med at lave to børn, også indeholdt jobsøgning med to mrd’s baby på skødet, projektstilling i Malmø fra babyen var seks mrd (fik den udskudt en hel måned #momhack), at stå og malke ud i håndvasken på badeværelset i frokostpause, blive gravid igen efter 9 mrd. Være så flov over at falde i søvn foran computerskærm, at jeg gemte mig på et ubooket mødelokale for at sove. Føle at kroppen var i vejen. Søge job igen, få et nyt job, blive fyret efter fire arbejdsdage, starte på en praktikplads halvanden måned før termin, gå på barsel to uger før termin, gå projektleder på en hjemmefødsel, for at undgå at skulle køre taxi tre timer efter fødslen. Få brystbetændelse. Amme to børn med centimeterdybe snitsår og svamp på brystvorterne. Søge job igen fra den nye baby er tre måneder. Gå til jobsamtaler med barnevogn. Starte på nyt job fra babyen er syv mrd. Stå og amme ude i badeværelsets håndvask. Amme tre gange hver nat. Lære Citrix og SAP og Outlook og hvad DevOps betyder. Lære at lægge madplan. Få dårlig samvittighed over at glemme aftaler. Få dårlig samvittighed over ikke at kunne overskue madplan. Få dårlig samvittighed over ikke at orke MorgenBooster på 1508. Tænke at det må være mig, som er dårlig til at balancere moderskabet med karrierelivet. Få dårlig samvittighed over ikke at dyrke motion. Eller sex. Eller noget som helst, faktisk. Få dårlig samvittighed over at skrive dette, lange spørgsmål (at fremstå utaknemmelig over mine barsler og mit arbejdsliv).

Kan det være dét der gør at det trykker for brystet? Og hvordan får jeg det til at gå væk? Jeg har prøvet med venindeture og karbad. Hvor mange baner skal man vinde i livet for at trykket for brystet går væk? Jeg håber du kan hjælpe.

Kh mk (mor med lille m, karrierekvinde med lille k)

Ps. Jeg ved ikke hvem du er, men jeg fik lyst til at skrive til dig, efter at have snakket med min gode veninde, som er på barsel lige nu, og læst denne artikel.

Have

Haven rundt #maj

I august 2018 fik jeg for første gang i mit voksenliv en have (den omkranser vores sommerhus i Liseleje). Siden da har jeg været overraskende oppe at køre over at have en have. Denne serie af blogtekster er et forsøg på at konkretisere og fastholde begejstringen i en månedlig gennemgang af haven og alt det den løbende overvælder mig med. Læs første afsnit i serien her.

Kom maj du søde fiberdug! Der er ikke rigtig ord der kan beskrive følelsen af grønne eksplosioner under en fiberdug. De bedste 75 kr jeg nogensinde har brugt var på den fiberdug! Bevares – majs mange regnskyl har helt sikkert også haft en lille dråbe med i spillet.

Jeg satte fiberdugen op efter et par stille uger i køkkenhaven, hvor intet dukkede op (i slut april, så fair nok – men den her noob er utålmodig af) og på bare to uger under fiberdug, var kartoffelplanterne 12 cm høje. En uge senere – I går – da jeg kom herop igen. var de 25 cm! Vild rucola har også også fået godt fat. Porrer, dild og gulerødder ser derimod lidt understimulerede ud. I dag fik jeg (lige efter billedet blev taget) sat et par klatrepinde op ved de små ærteplanter i højre hjørne ved  minidrivhuset, så de kan begynde deres vandring opad inden længe.

Det eneste trælse ved fiberdug er at det ligner at du har spændt et stort stræklagen ud over hele din køkkenhave. Det smarte er, at både solens uv-stråler og vand går igennem dugen, men ikke fugle (der elsker at spise små lysegrønne spirer). Og så hæver dugen jordtemperaturen og fremskynder spiringen. Herunder er haven for en uge siden..

Og herunder har dugen hævet sig op. Det var sgu fedt at komme op til sådan et syn (parkerede selvfølgelig straks mine børn indenfor med ramasjang på telefonen, så jeg kunne nusse i haven #priorities). Vi har forøvrigt udvidet vores lille nyttehave med tre kapilærkasser (pakket ind i noget sort træ-beklædning). Deri er squash, rødbeder og krydderurter. I drivhuset er der stadigvæk godt gang i tomat- og chilliplanterne. Måske overlever en enkelt agurk. Resten er desværre døde (bedre held næste år)…

Så kom fiberdugen af. Tadaaa! Heltovervældet af kartoflerne (stykket ud mod græsplænen) i fuld galop. De høje grønne planter, der står og hænger med mulen op ad køkkenhavehegnet, er forøvrigt solsikker, som drengene og jeg har forspiret hjemme i lejligheden. I dag plantede jeg dem ud rundt om køkkenhaven, fordi de tiltrækker insekter – og mest af alt selvfølgelig fordi de er så skideskønne. Håber de får godt fat og bliver HØJE! Da jeg fjernede fiberdugen lå der forøvrigt tre mærkelige svampevækster. Lignede lidt clementinformet sukat? Og så er der grøn belægning på noget af jorden og jeg tør ikke at fjerne det, før jeg har lidt bedre styr på hvad der er hvad, af de små, skrøbelige spirer. Så giver lige jorden lidt frisk luft mens jeg er heroppe og tager så dugen på igen når vi tager hjem til lejligheden lidt senere i dag.

Til venstre er de to træstubbe som de tidligere ejere har plantet roser op ad. I midten står det – forhåbentligt – kommende staudebed.

Her er klatrerosen. Den stod og flagrede lidt, så da jeg beskar den, forbandt jeg de to stubbbe med et stykke træpanel fra garagen og fik grenene op på det, så den vandrette flade blev større og får mere sollys. Nu må vi se, hvordan det ender, men jeg skal helt sikkert have gang i nogle flere buer i haven. Synes det giver så fine og luftige brydninger, at få det grønne hævet op i niveau med luft og perspektiv under.

Rhododendron amok! Det eneste jeg har gjort er at nippe alle de gamle blomsterhoveder af (seriøst en dejlig tjans – også for børn) så de nye skud fik mere luft og så har jeg givet noget surbundsgødning (som rhododendron apparently skal have). Jeg har købt – og i april – givet tre slags gødning : All round NPK gødning – Det har jeg sammen med hestemøg og kompost givet i køkkenhave og staudebed og på de mest mossede områder på græsplænen – Ryge siger jo at “vi haveejere” åbenbart alle sammen har meget mos i haverne pga. sidste sommers tørke, som slog plænerne ihjel. Man skal ikke fjerne mosset, siger han, bare give en lille smule gødning (som gennem regnen ryger ned de trætte græsfrø under moslaget og hjælper dem med at få fat igen). Så har jeg givet roserne (dem har vi ca 10 af) rosengødning og til sidst altså surbundsgødning til rhododendronerne (vi har ca. 5 af dem).

Ulrich Brünner er en stikkende, arrig mand og som det er med gamle, bitre mænd, har han en sær måde at vise sin kærlighed på (‘Go to him if you can, but be prepared to bleed’)… Jeg håber virkelig at han snart finder en anden måde at vise, at han elsker mig – pt er han mest af alt bare high maintanance.

Akelejerne dukker op overalt! Mellem fliser, i rosenbedene – overalt. Anede ikke at den var så hårdfør, den fine lille blomst.

Friske granskud. Findes der noget mere livsbekræftende / lækkert at trille mellem tommel- og pegefinger? Jeg tror det ikke.

Tre slags rhododendron i havens østlige hjørne. Mistænker vores tidligere ejere for at have haft en hot pink fetish.

Ikke så charmerende, men ikke desto mindre et sted jeg besøger flere gange dagligt. Havens toilet. AKA kompostbunken. Både en åben, jeg har bygget selv (i baggrunden) ud af vores brændetårn og så den lukkede beholder i forgrunden, som jeg fik gratis af Halsnæs kommune ved at sende dem en forespørgsel. Mange kommuner giver dem gratis væk, fordi det er smart for dem at slippe for at hente det køkkenaffald, som udgør 1/3 af vores affald. Jeg putter grønt køkkenaffald (kartoffelskræller, porrertoppe, æggeskaller – men ikke noget der har været tilberedt) i den lukkede – topper engang imellem med grønt fra haven. Den åbne bunke er til plæneafklip og lidt hestemøg og ukrudt. Og så roder jeg lidt rundt i det med en greb når jeg gider. Er du også kompostnoob, så læs f.eks. Plantesmilets introduktion her. Kompostbudene har også gode introduktioner til de grundlæggende principper.

Førnævnte gamle bitre mand trækker på smilebåndet…

Staudebedet udspringer af et buskkrat som jeg ikke har skrevet om endnu. Der er brombær, kaos og det er mit næste projekt. Forleden fik den et første kærlige skub på vejen med to nye blåbærbuske vores venner forærede os. De står parvis og krydsbestøver hinanden.

Staudebedet er der ikke sket så meget i. Sommerfuglebusken (som mange har nævnt i kommentarerne er det her selvfølgelig en syren. Doh.) er sprunget ud og det samme er den gule …busk. Øhm. Aner ikke hvad det er (her har folket også talt. Gyvel it is) Jeg luger stille og roligt græsset væk i bedet, så jeg en skønne dag når op til de hostaer man kan se i baggrunden og som står op ad bærbuskene. Jeg går langsomt til værks med det store krat, for fuglene ELSKER det. Det har virkelig været et horehus af dimensioner her i det tidelige forår og når vi har siddet på bænken, har de larmet så meget derindefra at man får lyst til at spille “Lets get it on” for dem. Vi elsker fuglene og de skal have det SÅ nice i haven. Det samme gælder sommerfugle og insekter, så jeg går lidt varsomt til værks med at fjerne krattets visne grene. Det synes jeg ligesom jeg skylder dem. Det er jo faktisk os der er kommet ind i deres grønne hjem. De var her først.

Masser af ukrudt her på nordsiden. Fjerner en del og planter skyggeglade blomsterblandinger i stedet, men synes faktisk også at det er ret smukt med alle de mælkebøtter (som insekterne elsker). Så de bliver.

Forglemmigej. Måske min yndlingsblomst i hele haven.

Bregnerne er vågnet op. Rundt omkring i hele haven folder de sig ud og de er så flotte. Jeg havde slet ikke behøvet at købe to bregner i sidste måned – Åbenbart har vi masser.

Hvid blomst. Kan nogle hjælpe med navnet?

Siden sidste har vi fået indrettet os endnu mere på de mange små kroge af haven. Det gør faktisk en kæmpe forskel at der nu står et gammelt havesæt og skriger på at man sætter sig ned og drikker en sundowner. Hængekøjen købte vi i Thailand og er det vildeste hit!

De sidste to billeder handler – igen – om køkkenhaven. Maj har helt klart været en køkkenhavemåned og jeg er blevet så glad for min beslutning om at placere køkkenhaven så centralt i forhold til vores hus og primære uderum i dagstimerne: Terrassen. I går sad drengene og legede med vand i karbad på dækket mens jeg nussede rundt i køkkenhaven en meter fra dem. Det var så hyggelig og socialt og alt det jeg håbede på, da jeg tog det første spadestik i græsplænen i december. Da solen var væk (aldrig vande midt på dagen – så fordamper det hele, har jeg lært) og vi var gået ind, kunne jeg lige hælde al vandet fra deres badekar ud over planterne.

Juni måned håber jeg bliver brugt på lidt mere afslapning og boglæsning på terrassen og så glæder jeg mig til at rydde lidt op i fuglekrattet og bærbuskene. Og så skal vi jo også på stranden og bade og spise is! Summer Is Coming. Hurra!

En sidste tanke om det her med naturens magi og det helt igennem forbindende og urmenneskelige ved at gå rundt og rode i planter og jord er, at jeg vil smide en kæmpe anbefaling efter Gudrun Marie Schmidts fantastiske portræt i Politiken af heksen Dannie Drudenhyld (kræver ikke abonnement her i valgperioden): Et smukt portræt af et naturflip. Og billederne! Dannie Drudenhylds ‘Heksens Håndbog’ fløj ubemærket hen over hovedet på mig dengang i 90’erne, men nu må jeg have anskaffet mig et eksemplar. Lucia Odooms poptillæg om hekse fra sidste uge er også et lyt værd, uanset om man har en have eller ej.

Nu vil jeg pakke sommerhus ned og skynde mig ind til EU-stemmeurnerne og sætte mit kryds på at vi får kloden til at blomstre igen.

KH Ida

Modella

Angsten for modelbureauet

Forleden fik jeg taget nye poler (=polaroider = billeder hvor man skal foregive at se naturlig ud) oppe på mit modelbureau. I årevis – pretty much alle mine tyvere – har jeg hadet at være på besøg på mine modelbureauer (i udlandet hedder det go-sees: At man ligesom lige møder op, så de kan se hvordan man ser ud i virkeligheden). Selvom mine bookere er søde, så er det der med at få målt hele kadaveret med målebånd og stå i undertøj med musselmalede, blodsprængte ben og appelsinhud amok og blive dømt på sit udseende bare en …utrolig sær situation at være i.

Jeg skriver sjældent om det med at være model, men ikke desto mindre er jeg det jo. Det fylder faktisk lidt en sjælden gang imellem. Selvom den ambitiøse karrieresnob i mig (den er lille, men den er der – og måske er den endda vokset lidt på det sidste) har svært ved at retfærdiggøre behovet for at bruge sin fritid på noget, der er så overfladisk, så må jeg bare indrømme at jeg godt kan lide selve jobbet: Selve det at stå ude i en kornmark, vade rundt på et fjeld eller bare være i studie og lave noget kreativt og lavpraktisk og ret usnobbet. Men de obligatoriske bureaumøder der unægteligt er en del af at få lov til at komme ud i den mark der. Jeez! Dem har jeg sgu bakset med. Da jeg lige var startet som 20-årig, kunne jeg sulte mig i flere dage op til et bureau-besøg. Så stod jeg der helt svimmel og bad til at målebåndet ville vise et tal under 94, som var det maximale for mit hoftemål. Engang var tallet helt nede på 89 og jeg svævede bogstavlig talt nærmest ud derfra af lykke. Husker følelsen af at gå og føle sig så svævende let og sulten-svimmel og accepteret. Hvis tallet var for højt – f.eks. 96 cm, så hadede jeg derimod min krop. Jeg hadede virkelig, at den ikke kunne være tynd nok til at bestå målebåndstesten. Et åndssvagt og dumt lille målebånd. Puha.

Selvom jeg langt fra består den målebåndstest i dag, synes jeg at jeg har lært at hvile i mig selv i langt højere grad, når jeg besøger mit bureau. Bare sige: Btw er jeg altså 34 år og har lige født to børn og hvis jeg selv skal sige det, så ser det faktisk ikke helt dumt ud, det hylster jeg kan diske op med. Jeg hader faktisk ikke min krop mere. Heller ikke når jeg står der i alt for stramt undertøj og bliver målt (jeg har lært ikke selv at kigge på tallet) og det vælter ind med 22-årige Mathilde Gøhlere og man selv står der og repræsenterer den mere patinerede kategori. Så simpelthen bare gå Beyonce på dem: “Oh this old thing? I’ve had it for years!”

Tanker

Hvorfor har du græd i øjnene?

Jeg ved sguda ik hvorfor. Er nok bare løbet tør for hjerne. Og for krop. Og tabt min sjæl på Sluseholmen kl 17.30, da jeg cyklede hjem og godt ku mærke, at det nok var en af de der åndenødsdage, man først opdager, når den er overstået. Den startede klokken seks da Otto vækkede os, så afleverede Niklas og jeg mødte 8.30. Hele dagen gik med møder og arbejde og det var ligesom først derhjemme, da døren lukkede bag mig, og jeg sad på gulvet med to trætte børn, at jeg opdagede at jeg er gået langt over stregen for hvad jeg magter. Men det er løbet jo ligeglad med, for selvom jeg i teorien har fri i morgen, er jeg mega bagud på arbejdet og vi får Air bnb gæster og skal pakke til sommerhus og jeg kan overskue præcis ingenting af det. Der er plads til lige præcis nul af alt det dejlige, fordi al energi er gået til arbejdet.

(…)

I dag er det Torsdag og nu har jeg taget en tudekiks, holdt min ugentlige fridag (som jeg ikke nåede sidste uge og egentlig slet ikke har tid til), drukket vores pant op på Coffee Collective, skrevet på min bog (bliver nødt til at skrive det højt, ellers er det ikke sket) og haft besøg af en veninde og verdens sødeste baby (#kugodt). Mens jeg har siddet i fosterstilling og skrevet har nogen gjort rent i vores lejlighed og om lidt kommer Niklas og min mor hjem med et par børn og så tager vi sgu til Dragør og i sommerhus og spiser nogle kridhvide kulhydrater.

Det er okay.