Vegetar

Faux veganer uge 2

Ting jeg har erfaret:

– det kommer ikke til at blive til noget med mig og det der veganske ost.

– soyamælk (den fra Naturli med vanille) er sommetider på tilbud til en 10’er. Og den kan jeg godt vænne mig til på både havregryn og i kaffen.

– jeg savner fløde.

– jeg savner (mærkeligt nok) ikke smør.

vegansk lasagne smager sgu ret godt. “Bechamelsovsen” laver man ud af kogte kartofler, vand og gærflager! Weird. Og ikke ostesovsagtigt. Men noget andet, som faktisk slet ikke er dårligt.

– jeg savner creme fraiche.

– jeg tager ikke det med slik og vin så tungt. Det ryger altså ned som det er. Æggehvide und alles.

– Gud hvor jeg savner æg. Blødkogt. Æg. Hyl.

– Hjemmelavede falafler (man kan jo købe farsen færdiglavet) smager sindssygt godt til alt. Enten har jeg undervurderet de små chamerende fedtbomber, eller også er jeg mere kaloriedesperat end jeg umiddelbart er bevidst om.

– finthakkede champignon, hakkede valnødder på en pande med olie, løg og hvidløg. Uhm! Meget mættende og lidt oksekødagtigt.

– jeg savner helt ærligt ikke kød. Det er mig en kæmpe gåde.

– de der to kilo jeg håbede røg med i svinget lader vente på sig – men jeg har da fået at vide af to personer at jeg “ser virkelig frisk ud”.

– til gengæld spasser min hud helt ud. Hejhej pizzaface. Hvor ironisk.

– har jeg stadigvæk ikke fundet den perfekte burgerbøf (helst færdiglavet) hvis du ved noget, så hook gerne en søster op.

– popcorn. Hvor er det bare godt og nemt og billigt og fedt og salt. En tricolore i umættet fedtsyre. Uhm.

Kh Ida.

PS. Lidt off topic. Menøhmmm. Kunne det være hyggeligt hvis vi mødtes engang? F.eks her i løbet af vinteren på en bar i København? Jeg synes det ku være så sjovt at møde jer. Ville i komme? Hvis nu jeg lover der er alkohol?

Småt brandbart

Meanwhile

– har jeg genopdaget Shania Twain. Mine unger er heldigvis helt med på den.

– Undskyld nabo..

– var jeg inde og se Anden i weekenden med – apropos veninder – min allerældste barndomsveninde. Det var første gang jeg så ham live, og selvom det unægteligt er løbet meget vand i åen siden Anna og jeg skamså Den Ægte Vare på DVD, så var vi færdige grin. He still så meget got it.

– Mangler jeg gode, sjove, selvironiske selvhjælpsbøger. Hvis de overhovedet findes?

– Er batteriet til vores 2 år gamle christianiacykel fucked. Igen. Suuuuk! For 35k havde jeg simpelthen forventet mere.

– Nærmer jeg mig så småt et år uden Instagram. Bevares, jeg er stadigvæk forbi engang imellem, men med nu blot fyrre at følge, er det temmelig hurtigt overstået.

– Tænker jeg en del over skråsikkerhed på internettet for tiden: er nettet bare et sted hvor man skal være skråsikker for at blive hørt (5 TIPS TIL DET PERFEKTE HÅR og SÅDAN UNDGÅR JEG AT… Blablabla)? Jeg er ingen engel selv – jeg både klikker på- og skriver det, selv. Men hvad gør det mon ved os at diskursen er så sygt skråsikker?

– Blev ovenstående trigget da jeg forleden – på insta faktisk – læste et opslag hvor profilen i detaljer beskrev sit dogme omkring ikke at ville tale i telefon med folk. Hvis folk ville i kontakt, kunne man sende en mail og så kunne profilen derefter vurdere om man var et opkald værd. Det i sig selv er sådan set helt okay. Jeg mener: fyr den af og nyd dit dejlige, arrogante liv. Men ligefrem at skulle wrap it up in a bow… jeg ved det ikke… Alt blir bare hurtigt så dogmatisk og sort/hvidt. Hold op hvor jeg dog savner nuancer og tvivl. Især fra dem med mange følgere.

– Har Kurt lært at tage billeder af mig med min telefon. Smart.

– Tak for veganske sliktips y’all🙏

– Skal jeg ind og sove nu. Klokken er 19.38 og jeg kan intet om aftenen for tiden. Har også lidt ondt i halsen, hvilket må betyde at det officielt er blevet efterår. Yay!

Vegetar

Vegansk uge. En status.

Hvordan det går med at være veganer? Sgu meget godt, tak. Altså lige bortset fra den (syndige!) vegetarburger jeg frådede på Mc’en i Fredags (med chili cheese tops også, pas que je le vaux bien). Alene det faktum at jeg har lidt dårlig samvittighed over dét, indikerer vel, at det kører meget godt. Det har i hvert fald – til min store overraskelse – været virkelig nemt. Pesto, pasta, rugbrød, avokado, humus, soyakakaomælk, Coca cola og ristede krydderboller med smørbar har haft min ryg i trænge stunder. Det samme gælder chips, øl og vin, der til min helt store lettelse også er vegansk.

Den gule “det har ikke været helt optimalt”-kategori har været præget af mælk. Soya- eller havremælk i kaffen… Især når den skiller. Puha. Det faktum at fløde og slik ikke er vegansk, har jeg også haft mellemstor krise over. Sort kaffe og tørrede abrikoser gør det bare ikke for mig på samme måde.

I det røde krisefelt er ost. Klart ost. Især den skiveskårede fra Spir. Jeg ved heller ikke hvad jeg havde regnet med, men det var ikke godt!

Ugens positive overraskelse har været de mange nemme og billige gryderetter! Især den karryret som mine børn slet ikke skal nyde noget af på billedet herover. Den smagte seriøst godt med peanuts og koriander på toppen. Uhm. (Find opskriften på veganerudfordringen.dk – den røde linseret er også god (TILFØJELSE: Når man tilmelder sig udfordringen får man tilsendt et link til hele madplanen)).

I næste uge skal jeg lave den her lasagne, drikke endnu mere kakaomælk og måske prøve kræfter med noget vegansk kage på Søndag. Dér får vi nemlig huset fyldt af gæster fordi Kurt blir 4 år i morgen. Faktisk er det lige nu – kl. 22.43 – 4 år siden jeg kravlede rundt på væggene i en elevator på Riget. Og her, lidt over midnat: 4 år siden jeg blev mor.

Det (mor)somme liv

(København) K for kunsten at elske sit græs

I næste uge blir Kurt 4 år. 4 år mand! 4 freaking år med børn på 4. sal midt inde i en by. Ikke lige dét scenarie jeg havde forestiller mig, da jeg som 27-årig kørte rundt på Djursland og sukkede efter gamle landsteder.

De sidste 4 år har været uendelig trappegang, kronisk jernsmag i munden klokken 7.50 på hæsblæsende vej til udflytterbussen (hvordan vi kommer ud ad døren til tiden er mig stadigvæk en gåde), turister man må bede om ikke at tage billeder af sine børn, skraldebiler, fulde folk, asfalt, butikker og larm.

Men det har også været 4 år med gåture ad havnepromenaden og over nyåbnede broer til Christianshavns grønne kanaler, daglige kig til historiske bygninger og en fast morgenrute der både byder på nyhavnske træskibe og livgarden på Amalienborg, spontane (ikke helt nok, men jeg øver mig) biograf- og teaterture, fadøl med veninder, havnebad, caféture, vink og hurtig aftensmad med mennesker man kender og halvanden times cykeltur eller gåtur gennem byens liv hver eneste dag.

Selvom jeg har været ufatteligt meget i tvivl om hvor det er bedst for os at bo med børn, så er jeg …vist ikke helt så meget i tvivl mere. Og selvom jeg er en kæmpe drømmer aka en skideirriterende, narcissistisk og flyvsk type der er verdensmester i at ville have alt muligt andet, end det jeg har, så er jeg faktisk bare ret glad for den her by jeg bor i. Og ret glad for mit liv her.

Det er nemt at ville drømme sig videre og væk – at lede efter ting at være utilfreds med. Tilfreds taknemmelighed har aldrig været hverken moderne eller særligt befordrende for væksten i et samfund. Så det er som om jeg har indprentet et behov for altid at ville flytte mig, have noget andet end det jeg har. Men hvor skal man bare huske at elske sit eget græs. Uanset hvor det er, så er det ens eget. Og der er ikke andre end en selv, til at give det kærlighed og taknemmelighed, så det kan gro og blive flot og grønt. Så jeg øver mig i at sætte pris på at jeg for langt det meste er glad over summen af de store brikker i mit liv (at de enkelte brikker så kan fucke lidt rundt, er en anden snak..). Det er måske ikke så godt blogmateriale, men det er fedt og det skal nydes, istedet for at jeg nærmest føler mig forpligtet til hele tiden at ville væk.

Især fordi at jernsmagen næsten er forsvundet. Trapperne kan mine børn snart gå op ad selv. Jeg sætter oprigtigt pris på at være omringet af mennesker og liv (okay – måske ikke lige alle turisterne) og på min altan med fuglesang og kig til Christiansborg. Udsigten til havnen og Frelsertårnet fra mit soveværelse. En underbo man kan sidde sammen med i opgangen på madrasser med stearinlys på trappetrinene og snakke og drikke rødvin. Børn i gården som kan lege med mine unger. Det er faktisk en ret uforpligtende og afstressende ramme for vores hverdag. Og trygt at være lige midt i en flok af fellow børnefamilier med en grøn gård som fælles base.

Om jeg nok skal nå at ombestemme mig mange gange igen? Om jeg fortsat kommer til at sidde og scrolle igennem Boligsiden. Helt sikkert. But not today, Satan. Lige for tiden er jeg faktisk bare virkelig glad og taknemmelig over at vi bor lige præcis her hvor vi gør.

Vegetar

1. dag: Succes(ish)

Min første dag som faux veganer er, hvis jeg selv skal sige det, gået godt. Pt kører jeg en helt safe veganerturiststil med snuden stædigt i landkortet aka den madplan som ligger på veganerudfordringen.dk. Så i dag efter min venindes barnedåb rippede jeg Fakta for grøntsager, soyamælk, plantefars og linser og serverede sgu en virkelig overraskende god rød linseret med pasta og pesto til aftensmad.

Rygraden i min barndoms mad var kødbaserede 70’er-80’er-retter. Mine livretter i dag er derfor i genren flødekartofler, mørbrad, lasagne og bare cirka al julemad. Fed, oldschool kød- og mælkebaseret kost. Dét får mit hjerte til at poppe. Og selvom det som regel er økologisk og altid ledsaget af grøntsager, så trænger jeg til at få udfordret den præmis at kød og mælk er en fast og ofte central del af mine måltider.

Hvis jeg nu bare kan få et par enkelte nye vaner/madretter ind under huden i løbet af den her en måneds veganerudfordring, så ville det være rigtig rart. Og billigt. Og sundt. Det skal jeg lige huske på i morgen når jeg begynder at crave primadonna, koldrøget laks, flæskestegssandwich og citronfromage med flødeskum. Åh, nej. Nu starter det.

Bla bla bla

Mamas got herself a brand new bag

Forleden kunne jeg endelig hente mit helt nye klaver. Efter fire måneders leveringstid (but who’s counting) slæbte jeg høj på adrenalin, et elektrisk klaver på ladcykel hele vejen fra pakkeshoppen, hjem til Gammelholm og op på 4. sal. Og jeg kan sgu ikke styre min begejstring over det! Hvorfor blev jeg 34 år før jeg fik købt mig et klaver?! Jeg har spillet og spillet hver eneste aften og er fuldstændig hooked – Det lyder ikke som sådan godt, men for første gang siden jeg som attenårig sad hjemme i Helsingør og hamrede løs på tangenterne, kommer der nu akkorder ud af mine hænder og det sender mig lige afsted  tilbage til den der zenagtige tilstand af bare og sidde og jamme uden noget rigtigt formål. Fordi det er elektrisk, kan man skrue helt ned for lyden og dermed er det ikke så enten-eller at spille, hvor man på et almindeligt klaver godt kan føle lidt, at nu skal man underholde et helt hus. Så fra nu af har jeg tænkt mig bare at sidde helt selvhøjtidelig hver eneste aften og jage min stress på flugt og føle mig som Tori Amos. Jeg har sagt det før, men nu siger jeg det igen: Hobbyer for the motherfucking win.

I dag skinner solen og vi nyder en lejlighedsdag – og den første weekend inde i byen længe. I går var jeg ude og drikke øl med min søster (som har en fem måneder gammel baby, så det var tiltrængt) og i dag har jeg ordnet mit klædeskab (der – ligesom mig – har ret stabil cyklus, hvor det med en måneds mellemrum får kæmpe PMS og eksploderer ud over det hele), bagt boller, spillet klaver, set et par nye afsnit af Working Moms og sået bønner med Kurt. For tiden er han er meget optaget af planter og madlavning og efter to år med biler, er det en ny retning jeg virkelig godt gider bidrage til.

Om lidt kommer min søster og hendes mand og børn og så skal jeg bade i havnen og spise pizza, softice, koldskål og chips med virkelig meget cremefraiche. Jeg har nemlig lige tilmeldt mig Veganerudfordringen og skal derfor garanteret faile hundrede gange i mit forsøg på at spise vegansk hele september måned. Det blir ret spændende. Og ret svært. Jeg havde faktisk været vegetar i to år da jeg mødte Niklas, men så kom kødpigen op i mig igen og børn og blablablah… NU er det tid til at jeg giver mig selv lov til at finde lidt tilbage til planterne igen.

Wish me luck.

 

 

Bla bla bla

Venindeskaber og voksenliv

Hold da kæft hvor jeg savner mine veninder for tiden. Jeg savner at hænge ud med dem, at feste med dem, at ryge forbudte smøger med dem, at prøve tøj i Helsingør Bycenter med dem, drikke white russians på Republikken i Kolding med dem, stene film, rede hår, købe badekugler i The Body Shop med dem, obsesse over Dawsons Creek / Take That / Felicity, holde forfest på diverse badeværelser, danse natten i stykker, spille badminton, sove i ske, snakke, hænge ud på en badebro… Jeg savner dem og jeg savner al den tid vi havde sammen.

Min venindeflok er særdeles broget. Der er en enkelt fra kollektivet, et par fra folkeskolen, to fra efterskolen, et par fra gymnasiet, tre fra studiet og så et par fra modelbureauet, et par kusiner, en halvsøster og så de nyankomne: Min mands venners damer (nå ja- og så mine internetveninder og bloggere) Fælles for alle i den skideskønne kvindesuppedas er at de nærmest kun har mig tilfælles. Og så er de desuden spredt ud over hele landet. Derfor ser jeg dem fragmenteret og for langt det meste enkeltvis eller i grupper á max en håndfuld.

Min mand derimod, har een sammentømret klike af venner. Den har fulgt ham hele livet og selvom der kan gå både uger og måneder mellem de ses, så deler de alt med hinanden som en slags udvidet familie: Barnedåbe, bryllupper, fester, rejser, vinklub… Hele pivtøjet er de alle sammen med til. Jeg er sgu lidt misundelig. For når de er sammen, er det ikke på den desperate nu-skal-vi-FANDME-hygge-os-på-en-time-måde. Det er bare (bilder jeg mig i hvert fald ind) kollektivt chill og fælles nye oplevelser, i stedet for de forhastede speeddates som desværre har præget mine venindeskaber i stigende takt med at småbørn, et 9-16 arbejde, en stor familie og en svigerfamilie, helt lydløst og trin for trin har banket mine veninder ned i bunden af min sociale behovspyramide.

Jeg har lige bingewatchet Jada dokumentaren på DR og den vækkede alle de glemte følelser fra tyvernes børnefri venindeskaber, hvor man var hinandens familie og allieret på en helt anden måde end nu, hvor vi sidder midlertidigt lænket til hver vores trædemølle og sms’er kærlighedstråde til hinanden. Jeg savner bare at se dem i virkeligheden.

Have

Haven rundt #august

I august 2018 fik jeg for første gang i mit voksenliv en have (den omkranser vores sommerhus i Liseleje). Den her serie af blogtekster er et forsøg på at konkretisere og fastholde begejstringen, i en månedlig gennemgang af haven og alt det den løbende overvælder mig med. Læs første afsnit i serien her

Jeg begynder at få lidt stress over mit arbejde. Deadlines presser sig på. Jeg skal snart levere. Jeg skal snart præstere. Og dét er mit cue til at bruge en aften på det her indlæg, som jeg har gemt som en lille håndfuld lummer clickmix i lommen. Og det er også min advarsel til dig, min kære læser. Der er mange billeder. Af mange blomster. Det er fordi jeg har brug for det. Haver healer – selv fra en sofa, hvor jeg sidder og svømmer væk i billeder og summer over sommeren der så småt går på hæld.

Mine ærter i køkkenhaven. En såkaldt succailure. Failure fordi det ikke var meget det blev til. En succes fordi de trods alt blev og fordi jeg vel har lært noget. Til næste år giver jeg dem  noget mere snor, så de ved præcis hvilken vej de skal klatre (det er OP, venner!)

Høstanemone.

Purpursolhat i mit staudebed. Jeg tør ikke at dele dem endnu (hvor man hugger hele planten + rod over og planter ud), da de stadigvæk er små i det. Men de er virkelig vokset og blomstret og jeg kan så godt se hvordan det staudebed – forhåbentligt – vil bugne af blomster og farver og sommerfugle om et par år når jeg har fået (for)delt ud i hele bedet.

Hortensiabusken i min have har det for vildt. Der er fem-seks forskellige farver fra bordeaux, mørkeblå, lavendel og hvid. Busken har været i flor hele juli og giver så meget,  både udenfor og i vaser i hele huset.

Legetøjsbiler, hedebølge og solsikker der (endelig) fik vokseren på.

Hortensia og afblomstret rosenbusk og så en ensom solsikke der er fløjet over i staudebedet.

Køkkenhave i flor. Til næste år skal jeg så tidligere kartofler, så jeg kan nå at så i haven igen i løbet af juli efterhånden som der kommer fri plads.

Niklas eneste domæne: Pivstærke chillier i drivhuset.

Jeg skal også lige lære hvordan man laver højbede. Hehe. Det kunne jeg sgu ikke finde ud af.

Smuk, smuk, smuk Russisk Mandstro med flue på besøg

Vores have er også lig med rigtig meget brænde. Vi har nu haft huset og haven i et år og er derfor begyndt at fælde ting og sager (der er virkelig mange mange, slidte træer på vores grund). Og det med at save brænde med motorsav, og komme til at save ned i jorden og smadre kæden og købe filesæt og file motorsavskæde er OGSÅ en del af The Have Charm. Og den duft af nyfældet brænde. Og lyden når et træ vælter. Og følelsen af at kløve brænde med økse. Mmmmh. Jeg hader det faktisk overhovedet ikke.

Guldgraver med regnvåde tæer.

Bær i vores forsømte krat. Forhåbentlig får vi lidt mere styr på krattet til næste år. Jeg drømmer om buer og viltert styr på det.

En af sommerens mange små høst-præmier. Det kunne helt sikkert godt være vildere. Porrerne kunne være større (vi siger bare, at det er et forårsløg) og blablabla. Men helt ærligt: Jeg er pissestolt! Det er min første køkkenhave og selvom det ikke er rocket science, så er der freaking kommet TING op ad min JORD. Det er mirakel nok for mig.

August, mand. Sommerens søde dessert. Forårets stress og forventningspres er helt væk. Jeg har bare nydt og nusset og svedt og høstet og luget. Om lidt skal vi til at fælde endnu flere træer og ordne terasse og alt muligt. Men lige nu skal vi bare lige sidde lidt i krogen og drikke sæsonens sidste Aperol i tusmørket og nyde alle de blomster og farver, inden de lige om lidt falmer og falder til jorden.

Det (mor)somme liv

Søndagsvoksen i brudstykker

Søndag aften på Boligportalen. Niklas spiller Titanfall 2 og min sommerferie klamrer sig til mine ribben i form af stædige sidedeller. Jeg prøver at være chill omkring dem, men faktisk irriterer de mig lidt. Til gengæld elsker jeg at min søn konsekvent hvisker “jeg elsker dig” lige inden han falder i søvn. I weekenden fik vi reclaimet vores sommerhus efter indbruddet og nu drømmer jeg om at have en have hele tiden. Måske en lille pool. Og cykelafstand til mit arbejde. Og sildebensparket. Og dobbeltdøre. Og sjæl. Og gamle badeværelser der er lyserøde på den rigtige måde. Og en tør kælder. Og tæt på en skole. Og tæt på indkøb. Og langt væk fra kinesiske turister. Og endnu længere væk fra strøget. Hvis jeg havde en pool og en sauna, så ville jeg helt klart bruge den dagligt året rundt.

Jeg burde sove. I mit næste liv vil jeg være caster på Gift Ved Første Blik. Jeg skal virkelig have læst op på vinterafgrøder til køkkenhave – gad godt at så grønlangkål, sennep og noget mere svedigt kål i den have! Gad vide om det er fedt at bo i Hvidovre. Eller Valby. Jeg skal simpelthen stoppe med at kigge på arkitekttegnede huse i Hellerup, der ligger klos op ad motorvejen. Kan vi godt sove helt til klokken 6.30 i morgen? Jeg skal altså have lavet en leveranceplan. Hvor meget generer sådan en motorvej? Hvor meget kan vi egentlig låne for? Er det også vinterbadning, hvis det er i pool? Hvad er det med mænd og skydespil? Hvor parkerede jeg min cykel? Hvad skal jeg have på? Hvorfor gør min lortehofte så lorteondt? Ultimate Guitar er så meget min nye yndlingsapp. Hvorfor fik jeg egentlig først set Birdman nu (ps. den er på Netflix). Jeg er sulten. Jeg gider ikke sove fordi så er det næste der sker bare, at jeg vågner og så starter det hele forfra.

Okay. Godnat.

Suk

Mandag og Mission Control Meltdown

Efter en lang og lidt for begivenhedsrig weekend brændte jeg sammen i dag. Da jeg havde siddet lammet foran skærmen, med et hav af åbne vinduer og skiftevis rystet af kulde og svedt uden at kunne noget som helst, pakkede jeg mine ting og gik kampgang ud til elevatoren hvor jeg i bedste Samantha stil begyndte at hyle i det dørene lukkede.

Jeg er ikke sikker på hvad det præcis drejede sig om, men her efter en eftermiddag i fosterstilling, hvor hvilepulsen igen er indenfor rækkevidde, tror jeg simpelthen at det handler om at få overtrådt sine grænser og føle at uanset hvor godt jeg prøver, så er nogle ting bare ude af min kontrol.

Vi havde indbrud i vores sommerhus natten til Lørdag. Og selvom jeg prøver at være cool omkring det, så er jeg det overhovedet ikke. I går var vi deroppe med politiet som besigtigede det og tog lidt dna-prøver. Alle vindueskarme er forsøgt brækket op med kojern, inden det så lykkes dem at tage badeværelsetvinduet af og kravle ind igennem der. De har rodet i vores skuffer og taget det vi havde af værdi, men det kan erstattes og rører mig som sådan ikke. Men det er sgu kravlet ind under huden på mig, at de også fandt en lille skatteæske min far samlede da han var dreng: En fin udsmykket cigarkasse med en langrendspin i plastic fra ’54, en bronzemedaljon, et pasfoto, mønter, en tinplade, et lillebitte kukur, et sortlakeret anker. Det hele lå spredt ud i stuen og i indkørslen. Min lille familieskat var – heldigvis – blevet vurderet værdiløs.

Jeg ved godt at rigtig, rigtig mange har oplevet et indbrud i langt værre grad end det her, og mistet uerstattelige arvestykker og familieklenodier eller er kommet hjem til et hus hvor der også er begået hærværk. Jeg ved også godt at man som sommerhusejer nærmest kan regne med at få “ubudne gæster” eller “besøg”, som det så laizzes faire hedder.

Men av. Av for helvede, hvor gør mine grænser ondt af at være blevet trådt så meget på.