Rejse

Halsbrand La Vista Baby

For tredje år i træk er vi i Alicante i sommerferien. Og i disse anti-flyve-tider: May I just say: Wauw. Her er så øretæveindbydende skønt her på Costa Del Sol hvor solen den danser – Jeg pivelsker det. Vi kører kæmpe danskerstil med imponerende mængder sangria, brød, jamon og ost (min flade stresskrop er blevet erstattet med en hæderlig øl og brød …ting, der nu er fastmonteret på min mave. Aka livsnyderdelle i frit flor.

For første gang i mange år er jeg ikke længere bundet til skyggen af en baby, og har derfor fået freaking tanlines. Havde ellers helt nået at glemme den salige følelse af rød, spændt, solmættet hud. Ahh.

Og så har vi voksne (vi er 6 voksne og 8 børn i alderen 0-7 år) frit slag når børnene (endelig! Putning er stadigvæk en kælling) sover om aftenen og vi har fået skyllet dagen, poolen og faktor 30 af os. Så hører vi musik, snakker, spiser bløde chips og kigger på fuldmånen.

Jeg får næsten læst i min bog (‘Alt må vige for natten’ af Delphine De Vigan) og endda får jeg også skrevet en del på mine små hobbyting. Det er dejligt efter en hel måneds tanketørke.

Derudover arbejder alle vi voksne os stødt og roligt hen mod et kollektivt mavesår med en kombination af fælles holdindsats, al for meget sangria, cerveca og rødvin. Her på 3. ugen med daglig alkohol (som blev jumpstartet big time på Roskilde), er det begyndt at rive gevaldigt i vores kroppe.

Så måske er det meget godt at vi snart skal hjem til kølige (har jeg hørt? *smiley med solbriller*) Danmark, sommerhus, knækbrød, pil selv rejer og procentfri saftevand.

…Lige om lidt:)

Rejse

Spanien, swimmingpool og eksistentiel krise

Jeg sidder på en falmet plasticstol med fødderne i Det Baleariske Hav og en sol i hopla, der brager løs på min røde kasket.

I nat drømte jeg – igen – at vi alle sammen var døde. Det var endnu en af de der diffuse intethedsdrømme hvor man vågner med en følelse af universets tomhed. Om hvor stille der blir lige om lidt, når det hele er forbi og vores lillebitte livsboble her på jorden er bristet. En lille bitte epoke ud af milliarder års intethed. Puha. Hvis livet var en kikkert, så vender min altså forkert. I hvert fald har jeg alt for ofte en følelse af at se det hele i et alt for stort perspektiv. Vi små dumme mennesker skal jo for fanden ikke bruge vores tid på at prøve at fatte noget vores hjerner alligevel ikke er bygget til at forstå. Som hvis en sommerfugl insisterede på at forstå, hvordan dens regnskov virker. Dumt. Når jeg så tvinger mig selv tilbage i nuet og livet og poolen og de kolde øl i solnedgangen, så får dødsangsten hævneren på og gir den fuld spade om natten. Sådan en nat var det i går. Og i dag har Flaming Lips kørt på repeat i min hjerne. Do you realise that everyone you love some day will die. Øh, ja tak og ræk mig lige stofferne. Ejmen seriøst. Der er sguda ikke noget at sige til at vi blir alkoholikere og dulmer nerverne med netshopping og latterlige I-landsproblemer. Det er bare for stort til rigtigt at kunne holde ud.

Hvis det her er en midtlivskrise, hvorfor er den så så lang? Jeg synes det har varet længe nu. Og jeg gad satme godt snart at blive bedre til bare at nyde turen, i stedet for at bruge så meget energi på, at det hele en dag er forbi.

Nu går jeg ud i vandet. Mærker varmen og silkeskjorten mod min hud. Drikker min øl langsomt og leger med mine børn. Livet er langt. Lykken er kort.

life

Fra orange feelings til sunday blues

Roskilde er forbi. Søde, dejlige, sindssyge Roskilde, hvor teltet aldrig ikke snurrer før klokken ni om morgenen. Hvor græs i håret, bas i kroppen, pels på tungen, kollektive tømmermænd, fælles fest, venner, drinks, glimmer, støj og røg: Voksenlivets store, fede, fucking ventil, hvor det er okay i tre dage at være en fomo-ramt, 35-årig ørkenprinsesse og klistre similisten på alle stressrynkerne, tisse på sin sko, have alt for stramme galaksegamacher på og hvor den eneste rigtige bekymring er alt det du går glip af, fordi du – uanset hvor meget du prøver at eksplodere – bare ikke kan være på alle scenerne og i baren og i køen til Meyers og til morgenfest i Dream City, på samme tid.

I går havde jeg femhundredetusinde orange feelings. I dag er de alle sammen blevet blå.

Samhørighed, frihed og tømmermænd. Jeg freaking elsker dig og jer og os. Ses til næste år.

Det (mor)somme liv

Hedebølge, hedeland, hedsomhed

Jeg ligger og sveder i underhylere og putter Otto (genialt koncept, det der med at putte børn enkeltvis, forøvrigt).

I går var jeg i Hedeland og se The Sound Of Music på udendørs amfiteater i lyserød solnedgang. Og som den closeted musicalsucker jeg altid har været, må jeg bare sige: Mm-mmmm! De sange der er fucking gode! “My Favorite Things” sendte mig lige tilbage i armene på Selma i “Dancer In The Dark”. Jeg er fan.

I dag var sådan en, hvor ingen af os rigtigt ku finde ud af at være i vores kroppe. Vi kogte bare rundt i vores have, hev kartofler op ad jorden, såede salat på al den nye plads og prøvede at give vores tomater og beskidte gulvtæpper noget tiltrængt TLC. Især Kurt kededede sig – noget han i øvrigt gør ret ofte i weekenderne, men det gør ikke så meget, når hverdagene er happening.

I bilen på vej hjem slog det os begge at vi satme lissom skal på Roskilde om sølle 3 dage. Jeg glæder mig ekstra meget i år. Tror det er en kombination af line-up’et (jeg føler jeg mig ret forbundet med flere af både de store og små navne, hvilket ellers aldrig sker), at jeg har foræret min far en endagsbillet i 60 års fødelsdagsgave og derfor skal bruge hele torsdagen med ham, og så det her varme sommervejr, som bare kalder på orange solnedgange, langsomme morgener og masser af musik. Øverst på min herligt skitzofrene rf19 bucket list er, ud over upassende mange fadøl, Robert Plant, Tears For Fears, Underworld, Sharon Von Etten, Christine and the queens, Jada, Robyn, Wu-Tang Clan, Vampire Weekend, Søren Huss, Rosalia, Spiritualized, Lizzo, Janelle Monae, The Cure, Hans Philip, Empire of the Sun, Barselona og Bob Dylan.

Er der nogle jeg har glemt / ikke kender?

Det (mor)somme liv

Svaret er ja

Om jeg er klar til sommerferie om 3 arbejdsdage? Ferie som starter med Roskilde på Onsdag? Og så morpher over i ø-lejr? Og så en uge i Spanien med venner og pool? Og *så* en uge i sommerhus.

Og om jeg har en stressbums på størrelse med Bornholm? Om jeg sidder i en bil, pakket og klar til en laaang weekend i Liseleje.

Om jeg i går slog min egen putterekord: Tre timer (og det var tre) tog det. Til sidst kylede jeg det ene barn så hårdt ned i sengen, at jeg nu har forbudt mig selv at putte mine børn samtidig (tak for tippet forøvrigt. I er bare alletiders. Tak). Fra nu af kommer vi til at køre Dora The Explorer på den ene, mens jeg putter den anden.

Om jeg overvejer at putte det her billede i min autoreply på min arbejdsmail i næste uge? Om Renata Klein i Big Little Lies, af grunde jeg ikke kan forklare, er mit nye spirit animal?

Bæredygtighed

Meanwhile på det smeltende isbjerg

– Misforstå mig ikke, jeg er vild med udfaldet af vores folketingsvalg, men er jeg den eneste der seriøst får lange løg af den endeløse regeringsdannelse? Al den snak gir mig flashback til alt det trælse, jeg lige havde glemt ved Thorningtiden.

⁃ Er Air bnb sæsonen er i fuld gang herhjemme. Jeg har meldt mig ud af planlægningen, men hjælper lidt til med det praktiske. F.eks. i Torsdags efter en lang arbejdsdag, hvor jeg kom hjem kl. 18.30 og så *lige* skulle gøre rent, tømme køleskab, hente dyner på loftet, rede to senge og tømme badeværelseshylden. Gav  efterfølgende gæsterne en god review, fik en lunken retur og SÅ opdagede jeg, at de har ødelagt vores mørklægningsgardin… super. (BIG mistake. Big. Huge).

⁃ Hentede jeg til gengæld mit sommertøj ned fra loftet i går og det slår jo enhver vintage shopping tur med flere længder. Ge-ni-alt. Hej hej gamle Vivienne Westwood, Cecilie Copenhagen, Stine Goya, Helmuth Lang og Diane von Furstenberg – Hvor har jeg savnet jer! Og hvor er jeg glad for at min flirten med tanken om en minimalistisk 36 stykker garderobe kun blev ved tanken. Får dog lige behov for at pointere at jeg nærmest aldrig køber nyt tøj, men arver en masse og er ufatteligt dårlig til at sende ting videre – Så det er altså derfor jeg har så meget #smileysmilerstift

⁃ Tog jeg – i forlængelse af ovenstående – TV2’s klimatest i går. Jeg udleder stille og roligt 3.93 ton CO2/årligt, med mad som den absolut største udleder. Jeg ville SÅ gerne blive bedre til at (få mine børn til at) spise mere vegetarisk i hverdagen i modsætning nu, hvor vi kun spiser vi kødfrit 1-2 dage ugentligt. Men har sgu svært ved at finde seriøse modkandidater til boller i karry, kylling og kødsovs.

⁃ I forhold til FN’s klimamål, er jeg muligvis ret virkelighedsfjern, men jeg forstår ikke hvorfor der ikke er et mål om “ikke” på den model. Så mange af målene handler om bæredygtig vækst, innovation og produktion og “flere” og “mere” af alt. Men hvad med helt lavpraktisk at sænke forbruget på individ- og virksomhedsniveau? Er det virkelig et helt skørt forslag? Er det ikke rimelig basic, at vi seriøst skal i gang med det paradigmeskifte? Danmark er på top 10 over lande med det højeste forbrug pr. indbygger. Hvis alle brugte som mig (og dig), skulle vi bruge 4,2 jordklode! Det skal vi altså lave om på.

– … men først i morgen. For NU skal jeg altså sove. Her i varmen. Med unger og mænd hældt ud i hele sengen. Godnat❤️✌️

– PS. …oooog så var der sguda lige breaking på DR, lige i det jeg udgav mit sure opstød om politikere. Ny regering!! Rød front, minimumsnormeringer, bindende klimalov og grøn energi. Hurra!

Det (mor)somme liv

Børnefri bryllupsweekend i Oslo: Anbefalelsesværdigt.

Oslo var magisk. Udsigten over fjorden fra vores værelse på 19. etage: Magisk. Morgenmadsbuffet: Magisk. Dobbeltseng uden børn, men til gengæld med tv med en million kanaler: Magisk. Gåturen gennem små brostensbelagte gader over til Grüneløkke: Magisk. Bryllupsfest med dans og musik til den lyse morgen: Skidehamrende magisk!

Niklas og jeg er stadigvæk helt høje over at livet kan være så dejligt og afslappende og helt igennem hvilepulsagtigt – det kommer vi til at leve på længe.

I morgen starter trædemøllen op igen – vi har mega travlt med at nå i mål med vores arbejdsprojekter her inden sommerferien og så skal vi lige have planlagt næste kvartal.

Som Gurli Gris ville sige: Kom så Far Gris! Vi kan klare det!

Rejse

Afsted med mig!

I min krop bor der både en 20-årig modeblogger og en gammel mand i bar røv og træsko. Somme tider kommer de lidt op at slås om pladsen derinde – f.eks for 10 minutter siden, da jeg kiggede ned ad mig selv på vej ud til min gate. Bajer og Beyonce i skønno mix!

I dag faciliterede jeg en udviklingsdag for 200 kolleger og det gik fandme godt. Jeg er sgu så stolt af mit arbejde og dem jeg arbejder sammen med – totalt lækker følelse at gå på weekend med. En anden lækker følelse er tanken om den skybar, hvor jeg skal sidde i aften og drikke dyre drinks med min mand, mens vi kigger ud over Oslo. Jeg har tænkt mig at læse alle kommentarer fra sidste indlæg højt for ham (seriøst. Tak).

I morgen skal vi i spa og til et dejligt bryllup med søde venner og der er ingen børn. Intet putteshow, ingen paw patrol plastre, ingen Dora the explorer, ingen fryselasagne, ingen slåskampe. Det er bare ham og mig (og fest!). Og. Det. Blir. Så. Godt.

Det (mor)somme liv

Puttefuck!!

Det er svært at skrive om noget der er lort til knæene. Det er nemmere at skrive på et ar end på et åbent sår. Men den her blog er nu engang ventilen på mit moderskab – Så brace yourself.

Hurtig disclaimer (for i det følgende kan jeg selv blive i tvivl): Jeg er ikke en dårlig mor. Men jeg kan simpelthen ikke finde ud af at putte mine børn. Lige nu ligger jeg -igen- udsplattet på slagmarken mellem de to tremmesenge efter to timers tvekamp med mig som modarbejdende moderator.

Efter præcis 2 timer og 10 minutter sover ungerne nu. Selvom jeg har vundet kampen, har jeg tabt slaget. For jeg kan jo godt selv høre det. Det skal for fanden i helvede ikke tage 2 timer at putte. Og ifølge Helen miss fucking perfect netsygeplejeske, bør ritualerne heller ikke indebære at man jagter sine børn rundt i lejligheden, skubber, trækker og moser dem tilbage i sengen. Truer med at hoppe ud af et vindue hvis de ikke snart lægger sig ned eller niver den den ene til han græder. Mit putteritual er med andre ord blevet så fucked up at mine unger er én indebrændt, hvislende vuggevise fra at tigge mig om “Godnat og sov godt”-metoden. Det er ligesom blevet en ondskabsfuld spiral: Putteritualet er fis og fucking ballade i en time. Det er at mor blir sygt sur. Det er at jeg må skubbe dem ned i seng på kryds og tværs af mixede behov og insisteren på at pumpe hinanden med adrenalin for ikke at mærke sin egen træthed.

Jeg er faktisk ikke ude efter hverken gode råd eller medfølelse (jo okay så, hvis du har (haft) (pseudo)tvillinger i 3-års alderen, der sover i samme værelse, så må du rigtig gerne kaste en kommentar). Jeg er okay. I behøver heller ikke ringe efter kommunen. Det skal jeg nok selv sørge for. Men før det prøver jeg lige at støbe en rumdeler af lydtæt beton, strippe vores rullegardiner fast med sort gaffatape og indlede enhver kommende puttesceance med en stiv whiskysjus og en kæmpe joint. Det står der godt nok ikke noget om i manualen, men fuck nu det.

God-fucking-nat

Sisyfos

life

Hej søster!

Jeg var til fest i weekenden. Sådan en hvor man revner sine nye bukser, taber sin yndlingsfingerring, falder i søvn på en luftmadras og ikke helt ved hvor man er, når man vågner. Det var en damefest og den var eddermanme sjov, smuk og seriøst hyggelig. Det var Cecilies fødselsdag. Og udover at være fyldt med blomster, god mad og vin, så var den også spækket med utroligt søde damer som var way out of my league. Så jeg gjorde det eneste fornuftige: Druknede mine nerver i gajolshots, røg en helvedes masse cigaretter og blev alt for højrøstet og aaalt for fuld.

Alligevel er jeg – udover seriøse tømmermænd – stadigvæk fyldt op af den der universelle form for medsøsterskab fra alle de mange kvinder som jeg faktisk ikke kendte en eneste af, men alligevel havde en virkelig god aften med.

F. eks. beklagede jeg mig til Mette Marie over mine pt elendige evner som kæreste og spurgte hende hvordan faen hun formår at være så forelsket i sin mand hele tiden. Og så gav hun mig et kærligt, konstruktivt skub fra en fremtid jeg godt ved også kommer til os, men som nogle gange kan være svær at nå hen til, når man nu hele tiden kommer til at være en sur lort overfor den man faktisk elsker. Genialt.

Overalt hvor jeg dansede, snakkede og skålede hen, var der sjove, kloge kvinder og i midten af det hele sad et af de smukkeste mennesker jeg ikke rigtigt kender i virkeligheden, men nu alligevel føler, jeg har fået lov at lære en lille smule bedre at kende. Søde, seje Cecilie.