Det (mor)somme liv

Mega nem hjemmelavet kalender til at preppe ens 3-5 årige barn til omvæltninger

Jeg har lavet en slags julekalender. Hver dag i ugen op til Kurts børnehavestart, åbnede han en låge i kalenderen, og den har fungeret så godt (og været så tilpas nem at lave) at jeg lige vil dele den, hvis nogle andre kan bruge idéen. Det er så sjældent jeg faktisk får rykket på sådan noget (samtlige af vores dåbs/fødselsdagsinvitationer er fx på sms – nu er det blevet et princip), men nu lykkedes det mig faktisk at være lidt bossmom-diy-agtig. Den tog ca. 2 timer at lave og jeg gjorde sådan her.

MEGA NEM KALENDER TIL AT HJÆLPE MED AT PREPPE STORE OMVÆLTNINGER I 3-5 ÅRIGE BARNS LIV

(Materialer: Printer, A3 karton Hobbykniv, spraymount/limstift, farvet pap, elefantsnot tynd sort liner, blyant tuscher, hulmaskine og snor)

  1. Find og print et billede af dit barns kommende institution/forandring i A3 format på karton.
  2. Skær så mange huller som du vil have låger med en hobbykniv. Jeg skar 7, så der var til en uge. Lav en af lågerne større end de andre (det skal være den sidste låge)
  3. Vend billedet om
  4. Klæb postits på bagsiden af lågerne eller dæk dem til med noget der ikke klistrer så meget
  5. Spray lim/spraymount på bagsiden af billedet, eller brug en limstift (bare husk ikke på lågerne)
  6. Fjern afdækningen fra lågerne
  7. Læg billedet ovenpå et blankt stykke A3 karton. Lim dem sammen forsiiiiigtigt og langsomt, så de to ark ligger præcist ovenpå hinanden.
  8. Åben alle lågerne
  9. Tegn nu de ting du ved institutionen/forandringen rummer og som dit barn kan glæde sig til i lågerne. Det vigtigste skal være i den første og sidste låge. Jeg tegnede f.eks. bussen de skal køre i i den første låge, fordi det er noget meget konkret og som han virkelig har glædet sig til. Og i den sidste låge tegnede jeg alle hans nye legekammerater, som er mere ukonkret (og uoverskueligt, sikkert?) for ham, men for mig er det allervigtigste.
  10. Luk lågerne med lidt elefantsnot
  11. Klip tal ud i farvet pap og lim på lågerne
  12. Lav en overskrift
  13. Lav huller midtfor øverst med hulmaskinen
  14. Snor i hullerne og op og hænge
  15. Tada!
  16. Drik noget rødvin og nyd at du nu har wildcard til mindst 20 timers Gurli Gris og 200 færdigretter.
Det (mor)somme liv

I hate indkøring i børnehave it’s awesome!

Kurt har haft sin 2. dag i sin nye udflytterbørnehave i dag. I går kørte Niklas ham ind – med blandet succes. Både Kurt og Niklas havde vist været smånervøse hele dagen og da vi spiste aftensmad var det på den der hvislende “maybe we should just talk about when he sleeps”-måde. Da han sov blev der snakket. Om hvor få voksne der havde været. Hvor mange børn. Ingen garderobeplads. Ingen velkomst… = Bare generelt: Pissehamrende overvældende / omvæltende.

Da jeg spurgte mit sandhedsvidne aka Instagram til råds og det væltede ind med kloge og kærlige svar, blev jeg bekræftet i at det hele jo er helt normalt. Helt normalt og fucked up svært! Så i dag tog jeg fri fra arbejde og pakkede madpakke og essensen af alle de gode råd med (som var noget a la: Kig på barnet og ikke på dig selv, “sværmer” de andre børn om ham på den gode måde? Kan han afledes af de voksne? Tager de voksne initiativ til samvær og holder øjenkontakt? osv.) og hoppede med min lille store dreng på bussen mod hans nye udflytter. Det gik skidegodt! Fed legeplads, søde voksne, endnu sødere børn og en glad, stolt, træt dreng som jeg flere gange gemte mig for bag diverse hække og klatrestativer, for bare at se ham lege (okay, okay …og nogle gange lede – bare lidt – efter mig) med de andre børn. Kæft, det var fedt! Helt skitzofrent (ligesom titlen på Kanye Wests nye album som jeg har lånt fra i overskriften).

Den gode følelse holder jeg lige fast i. For i morgen skal jeg gå hjem allerede efter frokost. Som i: Efterlade ham. Og jeg forudser allerede nu at det – selv for mig, som er “den hårde” (/optimistiske /”det kan du sagtens skat, det blir pissesjovt”-type) af de to forældre vi kan diske op med herhjemme – så blir det hårdt. Og jeg hyler allerede lidt ved tanken. For der blir sgu tårer. Ikke kun mine. Av.

Tanker

A walk in the park (eller: 3 tips til dig der døjer med dødsangst)

Et af mine tidligste minder er fra 1990. Jeg er 5 år. Jeg ligger i min skibsbriks på Kronborgladegårdsvej og skal til at sove og måske er min oldefar lige blevet begravet. I hvert fald spørger jeg min mor om noget med at dø. Om hvorfor folk egentlig dør. Og så svarer hun som det mest naturlige i verden, at vi alle sammen skal dø. Holla, vent, hvad? HVAD? Mellemrummet mellem min seng og radiatoren danner et sort hul som pludselig vokser til det dobbelte og som jeg propper til med puder og bamser. Jeg blir så angst for det sorte hul. Stopper bare bamser ned i det. Maser det tæt med Gugu og Fifi og puder. Det holder dødsangsten for døren et par år. Men så kom den satanedemig igen, den egocentrerede angst for at være alene. Da jeg ramte de 30 ramte jeg også voksenerkendelsen af at det hele bare er en tur i Tivoli. Man bliver født og vågner op ved indgangen af den her freaking perfekte have med et turbånd om armen omringet af kærlighed og alle sine mennesker. Og man prøver de rolige forlystelser: Ballongyngerne, de der biler der kører på skinner, bådene. Alle de stille. Så når man til de vilde: Dragen, radiobilerne. Det første år som mor: Helt klart Det Gyldne Tårn. Helt op i toppen og happy. Den vildeste udsigt over hele livet, men også en ret klar følelse af at shit’s about to go down. Og så shhhhhhh…. WUHHHT! Farvel tryghed og goddag tyngdekraft. Det hele flyver op og ned og jeg tænker: Gad vide hvornår jeg kommer ud af den her sindssyge forlystelse som på en måde er for fed og på en måde også bare godt må slappe lidt af. Og selvom jeg kommer af og klokken kun lige er blevet frokosttid, begynder jeg at opdage at nogle går ud af haven. De fleste af dem der går ud er gamle. Men nogle er unge. Nogle kunne sagtens være mig. Eller dig. En af dem er en af mine allerførste barndomsveninder og jeg græder. Det var alt for tidligt. Alt.

Det gode ved at være blevet bevidst om at jeg en dag skal ligge/stå/sidde/flyve der og tænke “Så. Nu sker det sgu. Farvel fine verden.” er at blomsterne lige bliver firehundrede gange smukkere. Alle forlystelserne – selv toiletkøerne – lige dét sjovere. Det hele, mere intenst. Og når jeg kommer op at skændes med mig selv eller dem jeg følges med, så tænker jeg over at dét er sgu spild af tid. At jeg er alt for heldig til at skændes.

Det her er/bliver muligvis sindssygt new-age og klammo. I så fald beklager jeg. Men det følgende har altså lindret min twistet pre-midtlivskrise-hjerne, så hvis du selv døjer med dødsangst (håber virkelig ironien skinner igennem her – Fodsvamp, dødsangst, potato, potato, ikke) kommer her 3 ting der pt hjælper mig igennem erkendelsen af at det hele bare er til låns:

1. Troede aldrig at jeg skulle sige det her, men er faktisk begyndt at flirte lidt med astrologi. Fordi stjerner. Og Lucia Odoom siger det. Og lige siden hun var vært på Det Elektriske Barometer har hun været min jævnaldrende millennial go-to guide. Da jeg hørte forrige uges Politikens Poptillæg om astrologi blev jeg lidt rolig i det: Vi er mange der render rundt og er herreforvirrede. Det er dejligt. Jeg er forøvrigt Vandmand (og vist nok med skytten i ascendant. Er ikke helt sikker på hvad det betyder, men vandmand. Hold kæft hvor det passer på mig. No shame).

2. Find den ældste du kender og snak med dem om livet og døden. De har mad skills. Alternativt læs Transfervindue af Maria Gerhardt.

3. Gå i kirke. Og hver gang præsten siger noget med Gud og helligånd eller noget andet abstrakt, så erstat de ord med Universet. Bare tag rummet og alt det du kan bruge med og husk at vi er alle sammen er i det hele sammen. Måske er det faktisk os som er Tivoli? Uden os, ingen park. Og en dag når jeg er blevet ældre og klogere vil jeg også tænke, hvorfor overhovedet bekymre sig om hvorvidt jeg vil savne hvad der er inde i parken, når jeg er kommet ud på den anden side.

Som Maria Gerhardt skriver i smukke, kloge Transfervindue:

“Jeg skal om på den anden side. The place that scares you. Til planeternes milde, syngende støj. Jeg skal flyve med ørne. Jeg skal flyve med morfar. Jeg skal videre, jeg vil få nye venner, og der vil ikke være nogen problemer. Der vil ikke være nogen mure. Der vil ikke være nogen ure. Der vil ikke være noget ego. Det eneste, der frustrerer mig ved næste dimension, er, at du ikke skal med” 
Hurra

Sommeraften i min by

Jeg var slet ikke færdig med mit arbejde, da jeg kl. 17.00 ræsede hjem for at få vores tomme, børnebombede lejlighed til at ligne et hjem. 3 timer tog det. Kl. 20.00 tog jeg imod et italiensk par. De havde 2 børn og var lige kørt fra Billund efter en hel dag i Legoland. Kvinden så træt ud som kun en overmodig turist kan se træt ud. 1-0 til Danmark og jeg sagde at de bare skulle tage resten af hvidvinen i køleren med ud på altanen.

En dag om 20 år når Nik og jeg er blevet gamle og rige, vil vi sidde med vores Barolo og grine af dengang vi lejede vores hjem ud til fremmede. Til aftensmad fik jeg først en hel perfekt moden mango, spist som om det var et æble, bøjet over vasken, så en hel avokado og en banan til dessert. Tre geniale, bløde frugter. Og en meget sjælden tricolore sådan at spise i rap.

Niklas og børnene var hos mine svigerforældre, så jeg cyklede ned til Nyhavn. Tænk at jeg bor 1 minut fra en virkelig gammel havn fyldt med træbåde. Og kinesiske turister. Og pastelfarvede ganni silkekimonoer, fadølsanlæg, halvtomme nettobåde og LV-poser. Sådan en forårsaften hvor folk er helt høje og genfødte og smukke og ude af skallerne. Jeg drak en dåseøl og røg en cigaret i solens sidste stråler mens de overdrevet smukke KADK studerende cyklede hjem mod Nørrebro fra Holmen. Jeg kan kende dem på deres højtaljede sorte 501ere og perfekt-uglede hår. De har nok afgangsprojekter på hjernen. Så ringede en af mine bedste veninder som bor i Oslo og lige er blevet mor. Vi snakkede i en time om Ester Perel, fremtiden, deltid, arbejde, barsel, forhold. Alt det.

Jeg gik over på en bar i Strædet. Så sad jeg der og drak chablis og arbejdede i en time. Helt alene. Helt genialt. Klokken 23 ringede jeg på hos min mor. Jeg kan ikke huske hvornår vi sidst har været alene sammen. Klokken 24 tog vi et selfie sammen i hendes dobbeltseng, lige inden hun faldt i søvn.

PS.

Nu er jeg forøvrigt blevet voksen igen og sidder i en have i Asserbo med gode venner og børn der sover til middag. I morgen skal vi ud at se på en grund i Rågelege. Og så har vi lige fået tilbudt en plads i vores førsteprioritet udflytterbørnehave, med kun 20 minutters bustur (og tak for jeres råd og tanker og hep!) Og der er aperol og laks og grill i aften. Det er sommer.

Ugens stener

Ugens stener

Mig når

– kl er blevet 21.

– jeg ser Westworld 2. Tror bare det er systemet der lukker ned. Kan ikke klare mere uhygge når virkeligheden i forvejen er så scary.

– jeg læser WA artikler. Jeg savner min før-internet hjerne.

– jeg har fået 2 glas vin.

– Niklas vækker mig kl. 2.30 og påstår at det er min tur til at gå ind til drengene (som sover på samme værelse og derfor vækker hinanden.. Zzz).

– jeg læser reglerne til brætspil. Jeg. Kan. Ikke.

– Kurt *kun* vil se Gurli Gris. Igen.

– det tager over 20 min at finde en parkeringsplads. Damn you indre Kbh.

Det (mor)somme liv

Børnehave shitmotherfuckerfuckshit

Børnehavestart. Om 2 måneder. Undskyld, jeg lige bander men fuck nu af, hvor er det svært. Fuck! Og undskyld hvis hvis man ikke har små børn er det her nok verdens cirka mest dødssyge blogindlæg. Men okay. Lige nu går Kurt og Otto i den samme integrerede institution (endda på samme stue), og det går rigtig godt. Det tager godt nok lige 20 minutter på cykel at komme derover, men altså. Det går! Der er en stor legeplads og vi elsker vuggestuen. Men. (Og jeg sværger, mit fortidsjeg hånler af det her problem, lige nu. Nå.) Vores institution er tilknyttet en udflytterbørnehave. Og shit, hvor har jeg bare ondt i maven over den der skide bus der skal køre i 50(!) minutter frem og 50 minutter tilbage hver evig eneste dag. De skal afleveres klokken 8.00 og bussen er først tilbage klokken 16.00. Det er sguda lang tid at være væk når man er 3 år gammel, er det ikke?!

Jeg er med på at bålplads og fuglefløjt er fedt. Men er det virkelig fedt? Synger fuglene (okay: duerne) ikke også lidt herinde i byen? Er legepladserne ikke også okay på stenbroen? Eller skal man virkelig ud af byen for at ens (sindssygt aktive og udeglade) dreng, har de optimale betingelser? Årh mand!! Jeg mister dagligt overblikket på pladsanvisningen, når jeg leder efter alternativer – Skal jeg fx. hellere putte ham i en rigtig fin delvis udflytter (hvor børnene er en uge hvert sted), men hvor by-børnehaven ligger på 4. sal inde midt i København? Men hvor busturen til udflytterdelen til gengæld “kun” tager 30 min (og er tæt på hav og S-togsstation). Og så bare tage logistiklorten med at skulle aflevere 2 forskellige steder, med 15 minutters cykeltur imellem, hver dag? Eller er det der, hvor man bare vil hade sig selv hver eneste morgen i det halvandet år det ville vare?

Er det lige så hårdt, som jeg tror det er, at få et helt overtræt og udsplattet mudderpøls-udflytterbarn hjem som jeg så kan fodre, børste tænder på og putte, indtil det så starter forfra næste dag? Eller er det i virkeligheden fedt? Fordi han har haft en mega dejlig dag ude i den natur som bare ikke eksisterer på samme måde, når man nu bor 200 meter fra Strøget? Er det så lige meget at jeg overhovedet ikke er en del af hans lange dag? Og at jeg aldrig kan hente ham tidligt? Og omvendt, ville jeg så være mere en del af hans dag, hvis den foregik indenfor ringvejen, når nu jeg alligevel foretrækker at sidde på mit arbejde? …Fuck.

Det (mor)somme liv

Som perler på en snor

I morges gav jeg 90 kroner for en kop kaffe og noget juice på Sct Annæ plads. Så stressdrak jeg den, med to overgearede zombiebørn om benene. Da de var gået omkuld gik jeg op med flasker og tømte Fakta og Irma for plantebaseret mælk, smør og ost. Uden at gå alt for meget i detaljer, så foreslog Niklas’ amerikanske familie, som boede hos os sidste uge, at mælkeallergi måske er årsagen til Kurts natlige hosteanfald det sidste halve års tid – og kombineret med min dårlige samvittighed over hvor animalsk vi spiser, prøver vi nu et par uger uden. Så! Nu skruer vi lige lidt ned for boller i karry på pose og op for grøntsager og havremælk #duringerbareninka.

Vi har lige spist frokost ude hos min svigerforældre, sammen med Niklas’ 96-årige farfar som er på besøg fra New York. Børnene griner ude på trambolinen. Jeg har min nye (og eneste nogensinde) feminist-statement t-shirt på. Der står “We should all be Mirandas” på den.

Jeg er nogens mor, datter og kone. Som perler på en snor. Og jeg har ikke for alvor fucket det op endnu. Det kan også noget.

Glædelig mors dag – til mig og til dig.

Småt brandbart

Apropos Ingenting #20

– har jeg fået så lange hår på benene at jeg godt selv kan se, at det sgu ikke går. Ejmen. Nej. Det går bare ikke. Undskyld til min indre Anders Lund Madsen.

– aner jeg ikke hvem jeg skal høre på Roskilde i år? Ud over Kakkmaddafakka, Nick Cave, Eminem, Im With Her, David Byrne, First Aid Kit. Okay, der var faktisk nogle navne der, jo… Charlotte Gainsbourg, Fleet Foxes, Anderson .Paak og Massive Attack? Hvem mere?

– var jeg i Tivoli i går og fik luftet min mor i ballongyngerne. Jeg havde på forhånd bedt Niklas om at losse mig hårdt over skinnebenet hver gang jeg kom til at sige noget tarveligt til hende, og det virkede super godt. Jeg var næsten ikke led. Det var dejligt.

– sidder jeg i solen i mine svigerforældres have i Dragør og drikker kaffe og hører musik. Og det er ægte forår! Og sommeren blir ægte i år. I feelzzz it!

– kan jeg anbefale Politikens Poptillæg (podcast) om Chick Lit bølgen i startnullerne, hvis man godt kan lide at læse/skrive blogs/femi litteratur. Jeg blev helt #bloggingandproud af at høre det.

– skal jeg virkelig snart sove. Det sker altid, det her. Pludselig bliver kl. 23.14 og uret står på 05.50. Det er så dumt.

– så vi lige to afsnit af danske The Rain. Puuuha… endnu mere fremtidsnoia til hjernen. Heldigvis opvejede vi med første afsnit af The Letdown (begge serier er på Netflix) som er en virkelig sjov og tiltrængt barsels-serie-anbefaling fra Karoline.

– kan jeg godt selv høre det.. Ja. Vi ser måske lidt for meget tv hjemme hos os.

– ville jeg ønske at jeg havde overskud til at lave en platform som Momondo, bare med togtrafik i EU: En rejseplan hvor man bare skriver at jeg fx gerne vil fra KBH-Barcelona. Og så får man en rejseplan og en pris. For det findes da ikke, vel? Sidste år ledte jeg lidt, fordi jeg ikke gider skulle flyve hele tiden, men det er jo det vildeste show, at rejse med tog i EU. Det er vist noget med at der er forskellige skinner i de forskellige lande. Men altså… Hvorfor findes der ikke et ordentligt alternativ til flytrafik – som ikke er biler?

– kan sådan en nyudsprungen bøg bare noget. Hold kæft hvor er det smukt.

Det MORsomme liv

Hvad dem der siger “små børn små problemer” har glemt om at sidde med et nyfødt barn

To gange har jeg prøvet at sidde helt rødmosset og overvægtig med flossede nerver, fedtet hår og et lille bitte nyfødt menneske i armene. Og begge gange har mindst en barselsgæst med et smil på læben sagt “små børn, små problemer.. Store børn, store problemer” til mig. Og begge gange, har jeg været for konfliktsky til at fortælle vedkommende det her. At jeg var hunderæd og så dødsangst over LIVET. At jeg var helt sikker på at jeg ville komme til at slå kræet ihjel indenfor en uge. At jeg ikke kunne gå hen til et vindue hele den første måned, fordi jeg havde så angst over at min syge hjerne i et sindssygt splitsekund kunne komme til at åbne vinduet og kaste ungen ud. At hvis jeg faldt i søvn mellem klokken 3 og 4 under natamning nr 217, så ville jeg med garanti falde ned over barnet, komme til at vippe dynen hen over ungen, hvorefter sengen ville trandencere over i et finsk saunagus hvori min baby ville ligge, helt musestille, mellem lagenerne og lydløst blive pisket ihjel af den nihalede kat som var mine store, sovende deller.

Nu hvor begge mine børn på magisk vis har overlevet deres første spæde leveår, tør jeg godt stille det opfølgende spørgsmål, som jeg var for bange for at spørge om: Er det dét man mener er et “lille problem”? Dødsangst og det at være oprigtigt og uden ironisk distance, bange for at komme til at tage sin egen baby af dage? Eller er det bare fordi jeg endnu har til gode at opleve min 17-årige knægt cykle tværs gennem Nørrebro med ti flasker vodkaklovn i blodet, på jagt efter noget coke og et banelegeme han kan falde i søvn på?

Eller sagt anderledes: Kommer mine flossede nerver til at være sådan her for evigt?

Suk

“Hun er blevet flyttet rundt i alle solpletterne i dag”

Jeg ved ikke om det er fordi at hun altid har været der. Fordi hun ligesom er den sidste flig der er tilbage fra huset vi boede i, i Espergærde, da jeg gik i gymnasiet. Eller bare fordi hun er så kælen og uperfekt og fyldt med brok og har en skæv hale. Min mors 13 år gamle blinde kat. Men jeg er faktisk virkelig ked af, at hun skal aflives i morgen. På den barnlige, naive måde. Hvad så med alle kattehårene, hendes cykelkurv, madskålen (som Kurt elsker at sortere i – mmmmhh) Hvem skal jeg så hate på når vi besøger min mor og jeg får akut kattehårsflip? Hvem skal Otto så rive i ae? Hvem skal nu være min mors partner in crime i imponerende lange sofa-romanlæsnings-sessioner? Kan man virkelig ligge i en hel dag på en sofa og læse bog og ae kat, spørger du? Og ja, det kan man. Hvis man er min mor og Tilde – Et fascinerende syn.

Lille fine, trætte, gamle Tilde. God tur op i kattehimlen og tak fordi du var her og passede så godt på min mor.