Jeg har (mod al forventning) formået at smide en hit counter op, og er virkelig imponeret over, og glad for, at jeg ikke er den eneste læser. Hvis i bliver trætte af at høre om mig-mig-mig og hellere KUN vil læse om projektet så sig endelig til. I så fald vil jeg forsøge at begrænse mine personlige beretninger.

I går. På bjerget. Altså. Der sad jeg så i 4000 meters højde på Aiguille du Midi og drak cappuchino serveret af verdens gladeste italianer (det er nok heller ikke hver dag ens bjergcafé bliver brugt som omklædningsrum for 3 modeller).
Vores guide er den meget maskuline bjergbestiger Jan, og han er i sandhed svær at beskrive. Men tænk på Gaston fra Skønheden og udyret og addér lidt fransk dialekt, auberginefarvet ansigtskulør og meget stramme klatre bukser. Yes. Jan havde forudsagt minus 20 grader på toppen. Et tal som kan få selv den mest erfarne model til at ryste lidt i bukserne.

Det hele gik heldigvis fuldstændig som smurt i solskin og flydende alpelluft for allerede klokken 12 var vi færdige. Og da så man sad der på den lille café og drak italiensk flaskeøl var det utrolig svært at finde en grund til at lave den der fagforening. Utroligt hvor hurtigt man glemmer at det faktisk var forholdvist koldt at stå i bh og strømpebukser oppe på bjergryggen i blæsevejr og skifte tøj (kunden havde selvfølgelig sagt at vi bare skulle gå indenfor, men man skal vel lige vise hvad man kan). Fordi det også er lidt dejligt. At bevise at man kan!

Make-up artisten er meget inspirerende -og så var hun så sød at klippe noget af alt mit hår af, da vi kom hjem på hotellet igen. Imens fortalte hun om modeller med spiseforstyrrelse, forskruede skønhedsidealer og at Danmark jo på ingen måde når Italien og Frankrig til sokkeholderne når det kommer til sultne modeller. Som spiser vat for at holde sulten for døren. Det lyder som en syg joke, men det er det ikke. Helt seriøst. Jeg har overvejet det selv dengang en booker fortalte mig at “…man kan altid blive tyndere”. Han havde fuldstændig ret.

Men man kan også (til en vis grænse) være (lige)glad! Og efter aftensmad (inklusiv crême brulée!) på en fantastisk fransk bistro midt i Chamonix tog hele fotoholdet ud og drak fadøl. Det var en virkelig dejlig måde at ende en meget god tur på. Det er absolut ikke altid man er SÅ heldig i forhold til vejr, kunder og fotohold.

På Mandag er jeg tilbage på pinden i Kolding og så bliver det mere sagligt her på bloggen.

Previous Post Next Post

1 Comment

  • Reply Solbjørk 10. april 2010 at 18:28

    Det er fedt at du fortæller om andre modeller også. Tror du, man kan lave en slags erfaringsudveksling her?

  • Leave a Reply