Monthly Archives

maj 2010

BLOG PÅ LMS

Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser har en blog hvor man har mulighed for at udtrykke sig anonymt om forskellige indlæg som bliver skrevet af 2 faste blogskribenter. Jeg synes det er utrolig inspirerende, rørende og ærlige historier som bliver skrevet – og ført videre på bloggen.
Jeg har læst Anne-Mettes blog. Hun læser psykologi og sundheds-fremme på RUC og hun har fra hun var ca. 16 år kæmpet med både spiseforstyrrelse og selvskade. I dag er hun blandt andet foredragsholder for LMS hvor hun fortæller om sine erfaringer med selvskade, men hun er også billedkunstner og forfatter.

Jeg har enorm respekt når folk står ved deres akilleshæl hvad enten man har (haft) en spiseforstyrrelse, en depression, at man stammer eller at man er selvskadende. Jeg har tilladt mig at vise en lille del af et af Anne-Mettes indlæg her og vil opfordre til at man tjekker LMS bloggen ud hvis man, som mig, har eller har haft spiseforstyrrelser eller selvskade inde på livet. I dette indlæg udtrykker Anne-Mette meget præcis en følelse som jeg så godt kender fra mig selv – En følelse som jeg lever med og tror aldrig vil forsvinde.

læs bloggen her

…Ude på den anden side?

Skrevet den 25. oktober 2009 af anne-mette
I forbindelse med mine foredrag, eller når samtalen kredser omkring min historie om min spiseforstyrrelse eller det at være selvskadende, bliver jeg tit spurgt om jeg tror jeg nogensinde kommer helt ud af det…

Så kan jeg ´godt tænke – “hvad vil det sige at være helt ude af det”? Er det når jeg lever “normalt”, eller ikke-spiseforstyrret eller ikke-selvskadende? For mig handler det om at mærke efter, føle den dag, hvor man pludselig opdager at man ikke styres af selvskaden eller spiseforstyrrelsen længere. Når man vågner op en dag og opdager, at man har fundet mening i noget andet. Når jeg hører ordet helt ud af det, kan jeg ikke lade være med at tænke og ofte svare; “nej, aldrig helt tror jeg”. Når jeg siger det, betyder det ikke at jeg altid vil føle mig syg…eller være det…

Måske er det for mig blot en erkendelse af, at mit liv på visse områder altid vil være forandret. At mad aldrig vil få den samme betydning, som da jeg var barn eksempelvis. Måske også en bevidsthed om at jeg i høj grad stadig har de samme tanker. Tankerne om mig selv, min kropsopfattelse og min til tider manglende omsorg for mig selv – mit selvværd, de tanker er der stadig. Det tager mange år at opbygge de tankemønstre og opfattelser af sig selv – og formentlig lige så mange til at nedbryde dem.

Forskellen er, at jeg ikke lader tankerne styre mig. Jeg mærker tankerne hver dag, og hver dag gør jeg et valg. Hver dag vælger jeg ikke at handle på de følelser. Men det er et valg jeg gør hver dag – uden undtagelse.

ERNÆRINGSFOREDRAG OG NAIVITETENS KONSEKVENSER!

Nu kommer der en historie der handler om at være naiv. Som bekendt er jeg i gang med at forbedre arbejdslivet for fotomodeller i Danmark.
Derfor blev jeg utrolig glad da det lykkedes mig at få en ernæringsterapeut til at holde et to timers møde for 10-20 fotomodeller i Århus i Tirsdags. Vi har gennem de sidste 3 uger planlagt mødet som hun kaldte for Sund Morgenmad/Ernæringsforedrag. Vi mødtes, snakkede i telefon og mailede frem og tilbage for at være sikker på at vi var enige om foredragets indhold.
Da jeg inviterede modellerne til mødet havde jeg i invitationen skrevet at jeg ville sørge for at der var søbogaardjuice, the, kaffe, vand og frugt til mødet. Det blev jeg bedt om at slette da “det er jo et ernæringsmøde og vi vil have lækre smagsprøver med”. Jeg gjorde det flere gange klart for hende, at vi som fotomodeller jo er en udsat gruppe i forhold til vores krop og kost og mange af os (inklusiv undertegnede) har været/er til en vis grad stadigvæk, ramt af spiseforstyrrelser. Derfor måtte mødet på ingen måde handle om kalorier, men skulle i stedet fokusere på at få et sundt og afbalanceret forhold til sin mad. Også på længere sigt. Det var jeg overbevist om at vi var enige om.

Mødets gang
Mødet bliver holdt et lille stykke uden for Århus og jeg er derfor glad for at der kommer 7 piger med. Lige inden mødet går i gang snakker jeg med min kontakt en sidste gang om hvor vigtigt det er at vi ikke fokusere på vægt og slankekure i foredraget.

Da kostmødet starter viser det sig at min kontakt slet ikke skal snakke. Nej, det er i stedet hendes partner, “B”, som kommer til at styre slagets gang. Han medbringer sig en 1,5 times langt amerikansk tv shop reklame som vi bliver tvunget til at se. “Ernæringsforedraget” handler fra nu af ikke om andet end den udskældte pulvergigant Herbalife. Der bliver i 2 timer talt om fedtprocenter, fedmeepidemier, kalorietælling, at man ikke kan stole på indholdsfortegnelser på madvarer, at slankepulver er den eneste vej frem og ikke mindst hvor nemt det er at drikke sig mæt i syntetisk pulver fremfor rigtig mad.

Imens der på storskærmen kører psykedelisk technopop og bliver vist elitesportsudøvere i Herbalifetrøjer skal vi skrive vores højde og vægt i et skema som vi skal bruge til at få målt vores fedtprocent. Herefter servererer de 3 forskellige slags pulverdrikke for os i reagensglas og spørger hvilken smag vi bedst kan lide. Det er svært at vælge da det hele smager af maizena jævning.

Til sidst skal vi evaluere (min kontakt skal åbenbart slet ikke snakke med os alligevel) og heldigvis er alle pigerne som deltager super seje og ikke sådan lige at hjernevaske. Da der er en pige som rækker hånden op og siger at hun er opdraget med at det er forkert at fylde pulver i sin krop, at hun faktisk bedst kan lide sin havregrød med rosiner og mandler og at det i øvrigt kun tager 3 minutter at tilberede er “B” lige hurtig: “Jamen med Herbalife pulverdrikken tager det kun 20 SEKUNDER!!” Det kan godt være vi er modeller, men vi er kraftædemig ikke dumme!

Han slutter hele sit syge show af med at se skeptisk på os og med et smil på læben sige at “flere af os da i hvert fald godt lige kunne overveje vores fedtprocent”.
Og det eneste tidspunkt i hele den her forestillling jeg ikke opfører mig som en lille koldsvedende hykler er da jeg siger til ham, at han sgu da ikke kan sidde og fortælle en flok 20-årige fotomodeller, at vi skal overveje vores fedtprocent?!!

Min fejl

Selvom jeg normalt er stolt af den lille naive del af mig som tror på det bedste i folk og stoler på hvad mennesker fortæller mig kan jeg lige nu ikke gøre andet end at forbande den ad helvede til. For den har forårsaget at jeg selv og 7 modeller er blevet udsat for lige præcis det som jeg prøver på at beskytte os fra. En manipulerende, inkompetent og fuldstændig uacceptabel behandling!
Jeg fortryder inderligt at jeg ikke havde modet til at rejse mig op undervejs og få stoppet deres vanvid i tide.

Jeg påtager mig hele ansvaret for ikke at have været grundig nok i min research. Hvis jeg havde været det havde jeg måske undgået at kunne læse følgende statusopdatering fra Herbalife fyren på facebook i går:

“B” skal holde temaaften med fokus på “Sund morgenmad på 30 sekunder” for et modelbureau. Krydser fingre for at jeg kan holde fokus…

tirsdag kl. 16:28
12 personer synes godt om dette.

(…)

Det lyder spændende – hvordan gik det ?
God dag !
I går kl. 09:09

“B”: det gik supergodt. Det er altid skægt at se hvor apatiske enkelte kan se ud, når deres fedtprocent åbenbares.
I går kl. 11:49

Du ruler som vanlig …Fedt! ;o)
I går kl. 16:28

Og med disse ord vil jeg slutte mit indlæg om naivitet og kunsten at sige fra i tide. Jeg har aldrig i mit liv været så flov.

ARBEJDSDAG

Gang i den – Vi lavede 75 billeder på een dag! 2 modeller, 1 make-up artist og frisør, 2 kunder, 1 fotograf, 1 foto assistent, 1 piccoline og 1 fin studiehund.



Bodil og kunden styler og gør Camilla klar

Normalt har jeg ikke skolebøger med på job, men når man laver bachelor må man alt:)

Mig i make-up land

Kunde, fotograf og studiehunden Nanna

Foto assistent/fotograf on the run

Til jobbet som foregik på Anders Kavins studie i Århus mødte vi klokken 8.00 (jeg var der 7.30 for jeg kan bedst lide at være i god tid), fik morgenbrød fra Emmerys med øko æblejuice, kaffe og the samtidig med at der blev ordnet hår og make-up. Vi skød i et par timer og inden vi fik frokost (tapastallerken med kød, tun, laks, ost, tomat, rucola, kartofler og brød fra Fredes Flyvende Tallerken) fjernede Bodil vores make-up med så huden kunne slappe lidt af. Efter frokost gik vi så i gang igen (hele dagen var der vand, sodavand, søbogaard juice, slik, kaffe og the til rådighed) og da vi var ved at gå helt kolde kom piccolinen ned med frugtsmoothies, blåbær, vindruer og jordbær. Så klarede vi lige et par timer til og sluttede så klokken 19.15. Det er en lang dag. Også længere end normalt. Men når rammerne er i orden og man er informeret om det i forvejen synes jeg det er helt okay.

Jeg skriver alt det her for at vise hvor relativt let det er at skabe rigtig, rigtig gode forhold for et fotohold. Forhold som ikke bare er til gavn for modellerne, men som også gør at kunder, fotograf make-up artister osv kan arbejde effektivt og længe. Jeg mener at der kun bør gås på kompromis med disse arbejdsrammer når man er på location og modellen er blevet informeret om det på forhånd. I mit arbejde har jeg heldigvis meget ofte disse rammer, men det har ikke altid været sådan. Jeg kan tydeligt huske engang hvor jeg mødte klokken 10 i København og vi kun fik slik hele dagen. Klokken 22.00 blev der ringet efter fedtet pizza, klokken 24.00 var vi færdige og så var der lige 3 timer hjem til Århus igen.
DET ER BARE IKKE I ORDEN!!
I Onsdags efter jobbet spurgte jeg fotografen og make-up artisten hvem de mener har ansvaret for “at sikre et sundt arbejdsmiljø, ved at der fx serveres sund og nærende mad til fotoskydninger” (fra Det Etiske Charter) og der var enighed om at ansvaret ligger hos fotografen “Det er ham der sætter rammerne” blev der blandt andet sagt. Jeg har spurgt 2 andre fotografer om det samme hvor den ene svarede at “Det må være ethvert menneskes eget ansvar at spise ordentligt”. Til det vil jeg sige Ja! Men det er svært at spise “sund og nærende mad” når der bliver serveret pizza til resten af holdet (vil de i øvrigt ikke også hellere have ordentlig mad?). “Så kan man jo bare selv tage frokost med” og det er også rigtigt nok. Det gør man jo også på andre arbejdspladser, men det er altså bare ikke normen i modebranchen. Jeg har selv haft madpakke med et par gange hvis jeg har vidst at det var en “bager-kunde”. Og så sidder man der og føler sig enormt snobbet og modelagtig og lidt for fin til at spise almindelig mad, selvom det egentlig bare er det man prøver på.

Jeg vil derfor mene at der er 2 muligheder for at konkretisere Det Etiske Charters fremragende forslag om sund mad på arbejdet:

1) Gør til til en sædvane at informer modellerne om selv at medbringe mad hvis jobbet er på location og man ved der ikke bliver mulighed for “rigtig” mad.

2) Pålæg fotografen eller kunden (alt efter hvem der betaler for maden) ansvaret for at der bliver serveret sund mad. Man kan kun tage ansvar hvis man ved at man har fået det!

PS. Af de i alt 8 fotografer og 4 make-up artister jeg har spurgt har ingen læst Det Etiske Charter.