Nu kommer der en historie der handler om at være naiv. Som bekendt er jeg i gang med at forbedre arbejdslivet for fotomodeller i Danmark.
Derfor blev jeg utrolig glad da det lykkedes mig at få en ernæringsterapeut til at holde et to timers møde for 10-20 fotomodeller i Århus i Tirsdags. Vi har gennem de sidste 3 uger planlagt mødet som hun kaldte for Sund Morgenmad/Ernæringsforedrag. Vi mødtes, snakkede i telefon og mailede frem og tilbage for at være sikker på at vi var enige om foredragets indhold.
Da jeg inviterede modellerne til mødet havde jeg i invitationen skrevet at jeg ville sørge for at der var søbogaardjuice, the, kaffe, vand og frugt til mødet. Det blev jeg bedt om at slette da “det er jo et ernæringsmøde og vi vil have lækre smagsprøver med”. Jeg gjorde det flere gange klart for hende, at vi som fotomodeller jo er en udsat gruppe i forhold til vores krop og kost og mange af os (inklusiv undertegnede) har været/er til en vis grad stadigvæk, ramt af spiseforstyrrelser. Derfor måtte mødet på ingen måde handle om kalorier, men skulle i stedet fokusere på at få et sundt og afbalanceret forhold til sin mad. Også på længere sigt. Det var jeg overbevist om at vi var enige om.
Mødets gang
Mødet bliver holdt et lille stykke uden for Århus og jeg er derfor glad for at der kommer 7 piger med. Lige inden mødet går i gang snakker jeg med min kontakt en sidste gang om hvor vigtigt det er at vi ikke fokusere på vægt og slankekure i foredraget.
Da kostmødet starter viser det sig at min kontakt slet ikke skal snakke. Nej, det er i stedet hendes partner, “B”, som kommer til at styre slagets gang. Han medbringer sig en 1,5 times langt amerikansk tv shop reklame som vi bliver tvunget til at se. “Ernæringsforedraget” handler fra nu af ikke om andet end den udskældte pulvergigant Herbalife. Der bliver i 2 timer talt om fedtprocenter, fedmeepidemier, kalorietælling, at man ikke kan stole på indholdsfortegnelser på madvarer, at slankepulver er den eneste vej frem og ikke mindst hvor nemt det er at drikke sig mæt i syntetisk pulver fremfor rigtig mad.
Imens der på storskærmen kører psykedelisk technopop og bliver vist elitesportsudøvere i Herbalifetrøjer skal vi skrive vores højde og vægt i et skema som vi skal bruge til at få målt vores fedtprocent. Herefter servererer de 3 forskellige slags pulverdrikke for os i reagensglas og spørger hvilken smag vi bedst kan lide. Det er svært at vælge da det hele smager af maizena jævning.
Til sidst skal vi evaluere (min kontakt skal åbenbart slet ikke snakke med os alligevel) og heldigvis er alle pigerne som deltager super seje og ikke sådan lige at hjernevaske. Da der er en pige som rækker hånden op og siger at hun er opdraget med at det er forkert at fylde pulver i sin krop, at hun faktisk bedst kan lide sin havregrød med rosiner og mandler og at det i øvrigt kun tager 3 minutter at tilberede er “B” lige hurtig: “Jamen med Herbalife pulverdrikken tager det kun 20 SEKUNDER!!” Det kan godt være vi er modeller, men vi er kraftædemig ikke dumme!
Han slutter hele sit syge show af med at se skeptisk på os og med et smil på læben sige at “flere af os da i hvert fald godt lige kunne overveje vores fedtprocent”.
Og det eneste tidspunkt i hele den her forestillling jeg ikke opfører mig som en lille koldsvedende hykler er da jeg siger til ham, at han sgu da ikke kan sidde og fortælle en flok 20-årige fotomodeller, at vi skal overveje vores fedtprocent?!!
Min fejl
Selvom jeg normalt er stolt af den lille naive del af mig som tror på det bedste i folk og stoler på hvad mennesker fortæller mig kan jeg lige nu ikke gøre andet end at forbande den ad helvede til. For den har forårsaget at jeg selv og 7 modeller er blevet udsat for lige præcis det som jeg prøver på at beskytte os fra. En manipulerende, inkompetent og fuldstændig uacceptabel behandling!
Jeg fortryder inderligt at jeg ikke havde modet til at rejse mig op undervejs og få stoppet deres vanvid i tide.
Jeg påtager mig hele ansvaret for ikke at have været grundig nok i min research. Hvis jeg havde været det havde jeg måske undgået at kunne læse følgende statusopdatering fra Herbalife fyren på facebook i går:
“B” skal holde temaaften med fokus på “Sund morgenmad på 30 sekunder” for et modelbureau. Krydser fingre for at jeg kan holde fokus…
tirsdag kl. 16:28
12 personer synes godt om dette.
(…)
Det lyder spændende – hvordan gik det ?
God dag !
I går kl. 09:09
“B”: det gik supergodt. Det er altid skægt at se hvor apatiske enkelte kan se ud, når deres fedtprocent åbenbares.
I går kl. 11:49
Du ruler som vanlig …Fedt! ;o)
I går kl. 16:28
Og med disse ord vil jeg slutte mit indlæg om naivitet og kunsten at sige fra i tide. Jeg har aldrig i mit liv været så flov.
5 Comments
Du er modig, du tager det på dig og du gør aldrig den fejl igen! Jeg er stolt af din måde at tackle det på efterfølgende!
WHAT…sikke en klovn! Måske skulle du som ansvarlig have rejst dig op og pandet ham der B én (måske gjorde du det ikke af respekt for hans person). Men sikke en idiot! Det er i hvert fald ikke din skyld at folk er usympatiske, uforstående for andres situation og ikke ejer blot en snert af empati.
OMG!!! Det er dog den mest langt ude historie jeg længe har hørt! Må tilslutte mig ovenstående: det er ikke din skyld at den slags psychos får lov at promovere deres syge produkter uden nogen form for selvcencur eller situationsfornemmelse…
Du er så sej Ida!
Halløjsa! Jeg sad og googlede efter ernæringsterapeuter, og faldt over din artikel. Ærgeligt at du blev røvrendt på den måde først og fremmest. Noget af det samme er sket for mig, og jeg har efterfølgende fundet ud af at man generelt ikke skal tage ernæringsterapeuters ord for gode varer, da de fleste af dem overhoved ikke har nogen ordentlig uddannelse. Selvfølgelig er der også de enkelte virkelig dygtige ind i mellem, men hvem de er – udover Chris MacDonald (…) – aner jeg ikke 🙂 Men jeg ved at du også med rette kan holde dig væk fra hende der holder til i helsebutikken ved Bruuns hver mandag. Magen til fup skal man lede længe efter! 🙂
Er de fleste kollegaer i din branche ikke godt nogenlunde klar over, hvad man skal spise, og hvad man ikke skal? Hvad der er sundt og hvad der er usundt? Fordi i bund og grund handler det jo bare om at spise relativt fedtfattigt og så varieret. Problemet kan komme når man tænker mængder af mad, og ikke bare ingredienser. Der kan kalorietæller programmer virke. I den forbindelse kan jeg anbefale et virkelig godt program man kan hente fra sidelinesports.com. Det kombinerer både en virkelig god kalorietæller med et fitnessprogram hvor man kan taste alt ind hvad man selv laver – uanset om det er håndbold, yoga eller løb – og så regner den ud hvor meget man forbrænder per dag. Det kræver selvfølgelig at man bruger lidt tid på at taste tingene ind i starten, men det er det værd. Og så får man tilknyttet en personlig træner oven i hatten hvis man har lyst. Der er en 10 dags free trial på det, så du kan se om det er noget for dig (og jer). Jeg kender en af de trænere (træner for U20 landshold i basket) der er tilknyttet programmet, så han kunne sikkert godt give en grundigere introduktion, hvis interessen en dag er 🙂
Det var bare et godt råd herfra. Held og lykke med din organisation! Jeg vil anbefale de relevante jeg kender at melde sig ind i det også, hvis det er i orden? 🙂 Power in numbers og alt det der.
Jesper Richter
jesperrichter@hotmail.com
Kære Jesper,
Shit, hvorfor har jeg aldrig svaret dig/set denne kommentar? For det har jeg da ikke vel? Uanset hvad, beklager jeg. Mange tak for din kommentar og linket – Jeg tror dog ikke helt jeg forstår hvad programmet kan gøre som en app/ I form eller Aktiv Trænings hjemmeside ikke kan gøre?
Du har helt ret i at modeller (som alle andre) selvfølgelig ved hvad der er sundt og hvad der ikke er. Det der kan være tricky -tror jeg- er at lære at der godt må være plads til begge dele selvom man lever af sit udseende 🙂
Alle er meget velkomne til at melde sig ind og det er gratis at blive medlem på http://www.danskemodeller.dk – Better late than never!