Jeg holdt engang et foredrag for de seje frivillige som arbejder ved Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser. Det handlede om mine oplevelser med modeljobbet. Både de gode, de dårlige, de sjove og de virkelig trælse. Da jeg sad og så alle mine billeder igennem blev jeg nostalgisk og fik lyst til at poste dem her. Der er billeder af mad, canadiske bjergtoppe, ventetid, højtelskede togture, en rødhåret model som jeg engang troede jeg skulle ligne 24 timer i døgnet (indtil jeg opdagede, at det var en illusion), belastende hofter som ikke altid vil som jeg vil, dårlig fastfood på settet (serveret kl 22 som det eneste udover slik efter en 12 timers arbejdsdag), et filmcrew på 20 mand som spærrede hele nørreport metro en forårsdag og en kongecobra som slikkede mig på næsen.
Det er fantastisk at være model, det er det virkelig. Men det er også hårdt, og jeg savner et fællesskab af modeller til at dele alle oplevelserne – både de gode og de dårlige – med. Et fællesskab som ikke handler om at spejle sig i hinanden og konkurrere om hoftemål og kunder. Det er virkelig mit håb for fremtidens modeller, at vi bliver bedre til at bruge hinanden på en sund og konstruktiv måde, for jeg tror, at vi har så mange forskellige erfaringer at dele ud af.
