Gode gener vs. Rygrad (og glædelig sommer!)

Småflov over min manglende aktivitet her på bloggen, vil jeg midt i sommervarmen forsøge at give jer en kort opdatering. Jeg har arbejdet med min Idé hele sommeren, og den er så småt ved at forlade skrivebordet. Den flyver fra reden om to ugers tid til modeugen, og om vingerne kan bære må jeg i spænding vente på at finde ud af. Jeg har samarbejdet med en lille håndfuld modeller og glæder mig til at høre hvad i synes om resultatet af vores anstrengelser.

Indtil jeg kan fortælle mere om min Idé vil jeg dele et par links med jer:

http://nymag.com/fashion/07/spring/28149/index3.html

http://ikranm.blogspot.com/2009/03/search-for-body-perfect-what-is-body.html

I The Incredible Shrinking Model nævnes bla. modellen Kim Noorda som jeg også har skrevet om i indlægget “Supermodels dagbog i Vogue”. Hun er absolut en frontløber for den bølge af modeller man for tiden ser stå frem og åbenhjertigt fortælle om deres spiseforstyrrelser.
Jeg er egentlig ikke overrasket over hvorfor modeller ikke har talt åbent om det at have en spiseforstyrrelse før (jeg sagde heller ikke noget), nej, det som overrasker mig er at modeller taler om spiseforstyrrelser nu; Hvor er tabuerne blevet af? Hvornår er kampen om at vinde i “Hvem kan blive tyndest” konkurrencen blevet erstattet af et nyt behov? Kan det være at internationale modeller nu gør op med designernes uvirkelige skønhedsidealer, og nu begynder at kræve en simpel menneskeret: Mad på bordet?

Dog er det i mit arbejde med denne her Idé gået op for mig, hvor mange tynde (jeg kalder lige en spade for en spade) modeller som har et uproblematisk forhold til mad. Mine fordomme er blevet gjort til skamme: Det er ikke alle tynde mennesker som har en spiseforstyrrelse. Mange piger ser faktisk sådan ud, og jeg er ked af at måtte se mine fordomme komme til kort.
Jeg har hørt modebranchen prædike om “sunde, tynde piger” og “gode gener og højt stofskifte” i mange år. Og jeg er blevet resistent nu.

De sidste par år har jeg, når jeg har præsenteret folk for mit studiejob, måtte fortælle at jeg altså IKKE er født med de dersens gener. Gid jeg var! Jeg er bare født med en rygrad som gør mig i stand til at stå op klokken 7.00 tre-fire gange om ugen (også i hedebølge!) og løbe rødvin, chokolade og ølandshvede af mig. Men tynd bliver jeg aldrig. Slank? Ja tak. Tynd? Aldrig. Det kan godt være at et smalt hoftemål er handy når man er model. Men jeg har en rygrad, og den er jeg stolt af!
Dog er det vigtigt at understrege at jeg også er blevet kontaktet af mange piger som virkelig HAR et problematisk forhold til mad. Og mere til. Modeller som i mange år har lidt af periodevis tvangsspisning, dårligt selvværd (de to ting hænger vist unægteligt sammen) og problemer med at være “model” og “menneske” på samme tid. Et godt eksempel er mig selv.

Men det skal være slut. De yngre modellers professionelle og personlige usikkerhed skal varetages og de ældre modellers behov om en fælles politisk stemme skal tilgodeses. Tænk hvis man kunne lave et fællesskab så det kommer flest mulige modeller til gode og samtidig sikrer, at vi får en fælles stemme, så vi derigennem kan være med til at præge den modebranche, som vi indtil nu blot har deltaget i som tavse hovedpersoner. Så ville jeg blive glad.

Till then… Rigtig god sommer!

Previous Post Next Post

No Comments

Leave a Reply