.. Jeg er ked af at indrømme det som kommer om lidt. Det er noget jeg har gået og tumlet med et stykke tid sideløbende med et ret skitzofrent forår hvor jeg har været Gnom på fuldtid, modella på deltid og DaMo formand med kronisk dårlig samvittighed på grund af forlidttid.
Til sagen Ida.
Ida´s Idé blev jo til back in the days, fordi jeg havde fået en fix idé om at jeg ville lave en forening for modeller. I parantes skal det nævnes at på en designskole (som er det jeg går på) kan man ikke sige “idé” uden også at sige “process”. Uhmmm… Smag lige på ordet. Process. For efter 4 års uddannelse ved jeg endnu ikke hvad interaktionsdesign (som er det jeg læser) er, men i PROCESS landet. Dér er jeg dronning. Og Ida’s Idé’s eksistensgrundlag har oprindeligt været at være processblog, som skulle afholde mig fra at SNYDE og tage på den permenente og være nøgen (Ja! Nøgen. Det må man nemlig i Århus.. Så kan det der Bryggen altså godt pakke sammen) i stedet for at lave forening. Så sad jeg der under hemsen og skrev vedtægter og spørgeskemaer, mens alle de andre var ude og blive brune. Og det var dét jeg kom fra. Fordi det er lidt som om at det oprindelige eksistensgrundlag er forsvundet. Ida´s Idé er blevet til en lunken (=fesen) blog som ikke ved hvilket ben den skal stå på. Og det er ikke fordi at jeg ikke gerne vil fortælle tusinde historier om hvordan lår + Ben&Jerrys + jeans str. 34 bare ikke rigtig fungerer for mig. Jeg ender med at vride mig på et koldt badeværelsesgulv hos en smartienfart fotograf for derefter med pulserende pandeblodåre og sved på overlæben, at gå havfruegang tværs igennem studiet, smile undskyldende til kunden som – og her peaker pinligheden – smiler overbærende tilbage med en slet skjult det-var-ikke-det-vi-bad-om mine – Årh! Jeg kunne dø af skam!! Nå. Men de ting ville jeg jo gerne skrive om, men ved simpelthen ikke om det dur når man er formand og supposed to be vigtig and shit. Omvendt har jeg i omegnen af 8 hits om dagen hvilket så vidt vides og med al respekt for mine dejlige (dejlige!) 24 læsere vist ikke er overdrevet mange. Så måske man godt kunne prøve det der med ucensoreret ærlighed.
Jeg er nemlig kommet til at bevæge mig lidt ud i blogland (kun 10 år for sent, but well), og det er jo helt fantastisk hvor mange små sproglige knaldperler som er drysset ud over den danske bloghimmel. De blogs jeg allerbedst kan lide er tåkrummende ærlige og gerne fyldt med ord. Modeblogs har jeg lidt sværere ved at fordøje, men de glider som regel også ned hvis de også poster ting der ikke handler om tøj. For modetøj interesserer mig mindre end lidt. Jeg har ikke råd til at synes det er fedt. Ord tilgengæld de er gratis, og kan ligesom Monkitøj, også sættes sammen på både kryds og tværs. Måske er det derfor at de der ordblogs fanger mig. Og babyblogs. Men lad nu dem ligge dumme forbandede skrukhjerne som ikke kan forstå at jeg skal være sej og businessagtig designer de næste mange år. Suk. Elsker børn. Også fremmedes folks børn.
Men tilbage til det jeg gerne vil sige som er. Jeg ved ikke hvad Ida´s Idé er mere. Gør i? …… Du? Anyone?
