Jeg er 26, og jeg synes sgu nogle gange det er mega svært det der med at spise. Jeg troede det var noget man lærte som 3 årig, men når man bliver voksen er det ikke længere maden der flyver rundt ved spisebordet, men derimod tankerne. Jeg kan ikke finde rundt i den jävle Bitzjungle med rødbedesmoothies der hvor hosen bugter sig, og en Thorbjörgjane i meget stramme gepardshorts. Der er dog een bog som har hjulpet mig rigtig meget, og den hedder (noget så forfærdeligt som)
10 kg på 10 uger. Den hjælper mig til at give mad den mentale plads som mad nu engang fylder i min verden. Som hovedregel vil jeg
aldrig være sulten (og hvis jeg er, så er det om aftenen eller hvis jeg skal på undertøjsjob dagen efter, der er det godt hvis maven er
tom synes jeg). Tit og ofte spiser jeg i perioder meget mere end i andre, og jeg kan snilt tage 6 kg på henover julen. Men det er bare fordi jeg er hemmeligt forelsket i and og gris.
Jeg har vejet meget mindre end jeg gør i dag, og dengang spiste jeg egentlig på
samme måde som nu bare mindre mængder. På et tidspunkt spiste jeg dog i en
periode (især da jeg boede alene i udlandet) væsentligt mindre
(f.eks. 3 gulerødder og 1 æble pr dag eller 1 kaffe latte på en hel
dag). Så begyndte maden at blive en hellig ko: Jeg læste i kogebøger
om aftenen inden jeg skulle sove og legede lidt med tanken om at gå
ind på de der forfærdelige pro ana sider. Jeg har dog aldrig gjort det da min
“spiseforstyrrelse” udsprang af et forfængelighedsspørgsmål/krav
fra modeljobbet og ikke f.eks. et posttraumatisk stresssyndron eller
andre oplevelser som kan lede folk ud i anoreksi og bulimi. Grunden til at jeg ikke spiste var fordi jeg synes det var pænt at være tynd.
Det tog overhånd og som sagt hjalp 10 kg på 10 uger (hader seriøst det navn,
fra nu af hedder den bare den røde bog) mig rigtig meget med at
holde fokus på sund mad. Pernille Aalund (I know, men hun gør det altså bare for mig i den bog!) skriver om urkraften, det smukke i at være kvinde, og glæden ved at give sin krop mad som kroppen elsker.
Når folk spørger “Hvordan var det så at have en spiseforstyrrelse?” Så siger jeg altid at jeg føler mig som en alkoholiker som skal have en øl om dagen for at forblive i live. En alkoholiker er jo også “en alkoholiker som ikke drikker”. Og sådan
har jeg det: Jeg skal have mine problemer på dagsordnen, så jeg ikke får dem på nakken. Når jeg husker det gør det mig tilgengæld så meget stærkere, og jeg er stolt over at jeg formår at holde de usunde tanker og handlinger fra døren. Somme tider er det utroligt svært, men jeg har lært at tolke faresignalerne og især lært at INTET modeljob skal få mig ned med nakken. Hvis jeg står en dag i et par str. 34 stækjeans og en lille hvid top til teenagere og det seriøst ligner noget der er med løgn på, så tænker jeg at jeg er 26 år gammel. Det teenagetøj er beregnet til 14 årige og jeg GIDER ikke se godt ud i det – det ville være unaturligt hvis jeg gjorde det! Når det så er sagt ville jeg stadigvæk ønske at jeg kunne være mindre og kan
sagtens savne min gamle modelform. Men når jeg tænker på hvad jeg gik glip af socialt og i forhold til mad så er det bare ikke det værd. Her skal det lige nævnes at jeg virkelig elsker mad. Altså e.l.s.k.e.r. Har I set Julia Child i chickflick no.01 Julie & Julia? Dét er så glad jeg er for mad.
Min (virkelig gode) modelmutter siger altid at “vi må sgu aldrig sulte os selv.” Hun sælger naturlige piger; piger som er naturligt slanke, og selvom jeg absolut ikke er den tyndeste ske i skuffen så er der heldigvis også plads til mig. Engang var jeg flov over at have det højest tilladte hoftemål, men nu er jeg nærmest en smule stolt af det. For det hoftemål er bare en del af mig. Og når kunderne booker mig så må de tage hele pakken.
Det har været en dejlig åbenbaring at få.
No Comments