Der sker ting og sager i den danske modebranche og det er fantastisk at være en del af og vidne til.
Jeg blev i forgårs interviewet af Carla Christine Bruus Strube fra Fashionforum (som forøvrigt er et genialt site hvis man er interesseret i den danske modebranche).
Vi talte bla. om spiseforstyrrelser i modebranchen og om vigtigheden af Det etiske charter. Læs hele artiklen her
Det sundhedstjek som er undervejs er uhyre spændende fordi branchen og lægerne endelig har indgået et samarbejde om noget ganske konkret. Det er en konkretisering af Det Etiske Charter som jeg tror vil give modebranchen mulighed for at danne sig et overblik over vores – modellernes – egentlige tilstand. Som jeg ser det vil tjekket nok ikke umiddelbart komme modellerne til gavn, men ikke desto mindre er det vigtigt at vi bakker om omkring det, da det på længere sigt vil bane vejen for en større indsigt og forståelse for vores sundhedstilstand.
Lige nu ved ingen i modebranchen hvor mange modeller i Danmark der lider af en spiseforstyrrelse og hvor mange der udviser en risikoadfærd. Vi bliver nødt til at turde smide kortene på bordet. Jeg forstår derfor ikke psykolog, Ida Koch, når hun udtaler i DAFI’s pressemeddelelse at ”Det er vigtigt at få undersøgt de etiske konsekvenser af et sundhedstjek fx hos Institut for Menneskerettigheder. For det kan jo være problematisk, hvis man som model skal gennemgå et sundhedstjek med nogle meget personlige og psykologiske spørgsmål eller efterleve en BMI-grænse for at få lov til at få et job. Det er der vist ikke mange andre brancher, hvor man ville byde de ansatte det.”
(læs en artikel om debatten her).
Når man er ung model kan det være ufatteligt svært selv at sige fra overfor modebranchens krav, og i modsætning til hvad man bla. kan høre i Bag Facaden så kan man altså godt tabe sig til at blive model (trust me on this one). Og det er dér forældrene og bureauet kommer på banen. Jeg synes at Maya Albanas dokumentarfilm “Min smukke datter” som blev sendt på TV2 for et par uger siden skildrede de problematikker man som forældre står overfor både realistisk og poetisk. Og jeg er da sikker på at langt de fleste tilfælde af risikoadfærd “fanges” af bureauet og forældre, men i de tilfælde hvor det ikke bliver opdaget, fordi en spiseforstyrrelse altså snildt kan være usynlig – selv for ens egen mor – tror jeg sundhedstjekket vil være meget gavnligt.
Jeg kan ikke se hvordan det kan krænke menneskerettighederne at man laver et psykisk sundhedstjek. I etisk øjemed, hvad er så forskellen på at stille krav til det ydre og så at stille krav til det indre? Ida Koch skriver at “det kan være problematisk, hvis man som model skal (…) efterleve en BMI-grænse (…)” i forbindelse med et sundhedstjek. Jamen, vi efterlever da allerede en BMI grænse? Så snart vores BMI bliver for høj bliver vi jo pænt bedt om at smutte en tur i træningscenteret eller skrue ned for kulhydraterne. Og det er der da ikke noget etisk forkert i! Det er måske ikke så pædagogisk, men det er jo netop derfor at vi skal sikre, at hver og een har psyken til at modstå kravene hvis de bliver for urealistiske. I en branche som i så høj grad stiller krav til det fysiske, må det da være i orden også at stille krav til det psykiske. For mig at se er sundhedstjekket en mulighed for at kere sig for hinanden på et sundhedsmæssigt niveau og samtidig danne et overblik, som kan gavne os alle på den længere bane.
– Ida
PS. Modelbureauet 2 pm har forøvrigt lavet et super initiativ. Læs om det her: 2 pm Model Academy
No Comments