april 2012

(nu kommer der et surt opstød. Spring det over og nyd weekenden)

Når man nu tilhører den mildt belastende gruppe af fitnesstyper som ikke bare elsker at træne, men faktisk ikke rigtig kan fungere uden at træne h.v.o.r.f.o.r. filan skal man så have en hofte med gigt i?!

Gigt gør så at man nok ikke må træne. I de piecer jeg har lånt på biblioteket om slidgigt (dem med smilende gamle mennesker og overskriften “Livet går videre”) står der at det er vigtigt at man træner, men jeg må ydmygt konstatere at 15 minutters gulvøvelser ikke er træning for mig.
Først så måtte jeg ikke løbe. Ok, så dropper jeg lige noget jeg har gjort i 10 år og begynder til spinning. Nu hvor jeg endelig har kæmpet mig igennem niveauet med blodsmag i munden og decideret torturfølelse og er nået et sted hvor jeg nyder at svede mig igennem 60 minutter, så er det fandeme også pludselig forbudt.

Al dårligdom i mit liv drejer sig åbenbart rundt om mine idiotiske lortehofter (pardon my french). Først var der et hoftemål som fik mig ned med nakken og førte mig ind i en årelang spiseforstyrrelse, og nu er det så slidgigt i den højre hofte som gør at jeg hverken må løbe eller spinne. Udover det vralter jeg rundt og ligner en der kronisk har skidt i bukserne, jeg er ca. 15 sekunder om at komme ud af en bil og jeg overvejer seriøst at ønske mig et langt skohorn i 28 års fødselsdagsgave (28. Ikke 82).
Nå. I går blev det hele lidt for meget og nu skulle jeg bare lige ud med det. Øv majn.

Må jeg afslutingsvis komme med en opfordring? Hvis du har ondt i hoften, så lad for Guds skyld være med at få den røntgenfotograferet. Du risikerer bare det er slidgigt.