Monthly Archives

June 2012

…Hvad skal man med 12-taller og fine legater (jeg fik ingen af delene), når man har været med til at skabe tankestrømme og reflektioner af denne kaliber? Læs den 23-årige Wardrobe Challenge vinder Jenny’s seneste post på hendes blog Artkind (jeg tillader mig sgu lige at reposte den):


***
This post will probably be pretty messy, but try following my thoughts as I think this is an important issue.

Ida who made the wardrobe challenge I participated in just wrote a piece on the project and it got published in a danish newspaper. It reminded me of something so true: wanting clothes and having a desire for new things is a psychological issue and it can not be solved with physical things. The fact that I want for example a designer bag, as I wrote about earlier, that is a psychological need. Which means that even if I get that bag I will still want something else. Because that is what we do, us, the consumers. We all probably know this, but for me, I started to question the whole purpose of my life/our lives. What are we all doing? We work so that we can survive, but that is not all, because we work more so that we can “built” our lives. We fill it with things: a house or apartment, educations, and we need stuff: a bed to sleep in, a kitchen to cook in, some clothes to put on our bodies so we don’t get cold. We could all stop here, but we don’t. We need more stuff. To built our image and to create our identities. But why are we doing this? Is it boredom? Have we made this our purpose in life so that we have something to do? Because what is it? Why do we need it? Is it what sets us apart from the neighbor? We have that great expensive couch, or even better we have a designer handbag that we can flash around town, then we don’t even have to invite people over to see how well we are doing. We buy these things so that people can see that we have success. We make a lot of money, we can afford this. But why do we need it? Why do I need to do it? It makes me sad. I would like to say “I don’t want to be a part of this.”, but how do you do that? Can you even do that? We are born into this society, and we are given these norms, and we don’t know any other way of living a life.

If you like me love aesthetics, and it is important to you, and it makes you happy being surrounded by beautiful things, what do you do? Is this a true emotion, or is it one that has been created in you, growing up in this society. There were aestheticians in ancient societies as well. Can this be my “excuse”? Because I am embarrassed, that I have these needs and desires. But also, spending all that money on what? It makes me sick. For example, having put aside a lot of money with the purpose of spending them on a bag, and if I was a “right” consumer, it should make me feel proud that I could do this and I would have earned it. But it just makes me mad at my self for wanting something so shallow, and the fact that I can’t even decide which bag to get makes me feel ridiculous. Because what is it really about? Why do I want to spend those money so bad? Because I want to feel “right”? Then why do I feel like something is wrong? Another thought pops up, if I don’t do this, if I don’t want to buy this, then what am I going to do? If we don’t have this? If we doesn’t want something, then something is wrong with us. Not having desires is actually a sign of depression.

Right now, in this moment, I feel like I don’t have anything else. I am a consumer, that is what I do. I love fashion, looking at it, analyzing, trends etc. I love architecture and photography. Beauty. I love planning. What should I get, where am I going, what would this signify if I got this. I love movies for the same purpose: they have to be beautiful, have interesting characters, and they should leave me with a desire. This is not something I am usually aware of but I have become. And I think that is why it is no longer satisfying for me to want these things or to buy them. When you know whats going on, and why you are doing what you are and feeling how you are, then thats not very fun anymore. Because you then feel pathetic.

But what can I do? What can any of us do? Sometimes I just want to sell everything I owe and just go! Travel until I don’t have anything left (Then what?) Or buy a farm far out in the country side and be self sufficient (And then still have the deeper desire to surround my self with aesthetically pleasing things?) But if I don’t work to be able to buy my self designer bags, or vacations, or eventually being able to buy a lovely farm in the country where I can stuff in designer furniture, if that doesn’t satisfy me anymore, then what am I working for, what can drive me?

I don’t know, but I think that what I am feeling is a common issue in this society? (And what makes me feel even more sick is the thought that right now somewhere some people are trying to figure out how they can make money of of it.)

Wow this can be said to be a real existential crisis. So to find a bigger purpose, that is basically what it is all about. But I already do yoga, only eat meat about once a week, buy quality, sustainable, organic products, try not to get too consumeristic (is that a word?) and still I am a consumer and a person who wants a designer handbag. We can only do so much. But we are always talking about what we can do for the planet, and society, but what can we do to fix ourself?


***
Ehh… Skal nok sige til hvis jeg finder svaret.

28. June 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
Havde en magisk dag i går, hvor jeg var i Kolding for at få papir på min uddannelse. 

Først fandt jeg det tyske blad Focus (en del af avisen Die Welt) på Hovedbanegården, som saftsusemig har skrevet en lille artikel om mit projekt (og i samme omgang foreviget den gode gamle norske sweater). 

Og så afsted til Kolding Designskole hvor jeg, midt imellem Elsebeths tale om fremtid og design og “Du kom med alt det der var dig”, officielt blev designer.

 
Hvilket blev fejret med stjerneskud, min mutti og min kæreste på Den blå cafe.

Bagefter var der så åbning af vores afgangsudstilling på Nicolai. Jeg er vagt dernede på Fredag og synes stadigvæk du skal komme forbi og se alle vores projekter. Der er f.eks. en strikkollektion med en duft af sukker, et projekt om meningen med livet, en idé til hvordan man forbedrer naboskabet for beboere i opgange, et bæredygtigt køkken, megasmukke illustrationer og meget, meget mere… Man kan se alle projekterne i afgangskataloget.

Jeg havde åbenbart hovedet lidt for langt oppe i røven på mig selv, til at tage billeder af andre projekter end mit eget.. Man kan se flere billeder fra hele udstillingen her.
Lidt senere.. SÅ blev man fuld!

…Jeg kommer sgutte til at savne nattogsventning i Kolding.

I dag er jeg meget, meget vigtig og travl.

..Men jeg har dog fået trimmet radioindslaget om mit projekt fra Kultursøndag på P1 i Søndags. Det kan høres her.

27. June 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Kulturnyt på P4 var med da jeg satte mit projekt op til afgangsudstilling på Nicolai i Kolding. Programmet kører i radioen netop nu, og selvom jeg hører ret meget radio (og måske også mere P1 og P2 end de fleste på min alder) hører jeg alt-alt-alt for lidt! Lige nu sidder Anne Linnet og snakker om Shit og Chanel, mens jeg drikker kaffe. Lydfladen af folk der snakker (ikke taler:)) med god lyd, gør sgu bare noget dejligt ved et rum (i modsætning til et fjernsyn der kører).

Sådan så det forøvrigt ud ved min plads på udstillingen i Nicolai i Fredags

Selvfølgelig har jeg fulgt med i Rio+20 topmødet (som desværre lige blev overhalet lidt indenom af en finansforhandling gone wrong). Men topmødet er altså spændende, og fordi det åbenbart er sindssygt populært altid at brokke, brokke, BROKKE sig over beslutninger truffet af dem vi demokratisk har udvalgt til at diskutere på vegne af os, overrasker det mig ikke at virkelig mange artikler handler om hvor ukonkret resultatet (en 49 siders fælles erklæring) er. Måske er den “ukonkret”, “meget skuffende”og hvad den ellers bliver kaldt af WWF og de andre NGO’er, men jeg ved det ikke endnu, for jeg har ikke læst den.

Men uanset hvad, så synes jeg altså at Ida Auken er sej, sådan blandt 50.000 deltagere at slå på tromme for Danmark’s grønne visioner. Og jeg synes hun har meget ret i det hun citeres for i DR’s artikel fra i forgårs:

– Hvis man vil tale aftalen ned under gulvbrædderne, så bliver den ikke til noget. Men hvis man bruger alle de håndtag, der er, til at ændre verden, så kan man det, siger hun.
Hvis ngo’erne er kloge og vil spille med, så bruger de aftalen til at holde deres regeringer fast og indlede samarbejde med erhvervslivet og andre aktører, siger miljøministeren.
– Men nogle af dem vil gerne have nogle juridiske håndtag og præcise målsætninger og tidsrammer. Det er der ikke i aftalen. Men jeg tror, de endnu ikke kan se, hvad dette kan blive til, siger Ida Auken.

Det minder mig om en af hovedkatalysatorerne bag stiftelsen af foreningen for danske modeller, nemlig Det Etiske Charter fra 2007, som jeg synes var vildt ukonkret og manglede håndgribelige krav og, ikke mindst, sanktioner hvis ikke de nye retningslinjer blev overholdt. Jeg ved ikke hvad jeg forventede dengang – At modebranchen egenhændigt skulle løse problemerne for os modeller?! I dag kan jeg godt se at det er hul i hovedet. Hvis man vil løse et problem, skal man starte med sig selv, og det var både derfor vi lavede Danske Modeller, og det er også derfor jeg har lavet mit afgangsprojekt “Ud af skabet”.
For 7 år siden var jeg med Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya, og dernede læste jeg Tor Nørretranders fantastiske bog “Mærk Verden”. Hans citat om emergens i politik sig brændte sig fast i mit hoved:

»Den emergente politik består i at gøre noget, man er helt overbevist om er godt for en selv og ens omgangskreds, også selv om det forekommer naivt. Den emergente politik er en accept af naivitet, ikke en accept af passivitet. Den emergente politik består i at gøre det, man føler er rigtigt, lige dér, hvor man er. Og at flytte sig, hvis det er nødvendigt. Den er en accept af, at det vigtigste man kan gøre er at gøre noget: at handle og forandre på en måde, som i hvert fald er god, sådan som man nu kan vurdere det«


For at vende tilbage til Rio+20, vil jeg opfordre til at man lige læser den her artikel i Information: Rio+20 er jakkesættenes maskerade. Her kan man bla. læse om hvorfor det er, at det hele starter med os selv:

“Selvfølgelig skal vi udvikle og anvende miljøskånsomme teknologier, men først og fremmest skal vi 20 pct. af verdens befolkning, der i dag forbruger 80 pct. af jordens ressourcer, gøre op med vores sindsforvirrede dans om guldkalven. Og det gælder ikke mindst for et flommerigt land som Danmark, der modsat den fremherskende selvforståelse absolut ikke er på et bæredygtigt spor. Vi hører tværtimod til et af de mest miljøbelastende lande på kloden. Vores natur er blandt de mest intensivt udnyttede, vores energiforbrug hører til blandt de højeste, ligesom vore affaldsmængder og vores forurening er blandt de største i verden. Samtidig er vi et af de mest stressplagede folk, der findes, ligesom vores forbrug af psykofarmaka hører til i den absolutte verdenselite. 
[…]
Der findes i sidste ende kun én vej ud af håbløshedens blindgyde: Vi må holde op med at tro, at dem i toppen løser problemet for os og i stedet påtage os den svære, men meningsfulde opgave at skabe omstilling fra neden. Hermed er vi tilbage ved diskussionerne på konferencen i Gøteborg, som for øvrigt viste, at der faktisk er ganske mange, der allerede er i gang og har været det længe. Det giver håb, og det bliver ikke mindre af, at det herskende vækstparadigme i tiltagende grad synes at krakelere indefra: Paradigmets fortalere bliver mere og mere desperate i takt med, at kriserne detonerer om hovederne på os. Samtidig ser vi flere og flere afhoppere blandt folk, som tidligere har indtaget nøglepositioner i systemet, men som nu kalder på et grundlæggende kursskifte.”

24. June 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Er hoppet i eksil i et sommerhus på Bogø, og sidder her i sommerregnen og overvejer hvad jeg skal finde på at bidrage med til Kunstklubben på DR’s opgaveknuser Opgave 25: Brug ubrugt tøj til noget fornuftigt (ja, mor er stolt). Gør det!

Her er nogle bud på dejlig lir man kan lave med et par jeans (se mere på behance.net):

I dag er det et år siden vi holdt 1 års fødselsdag for Danske Modeller på en tagterasse i Kødbyen. Selvom jeg er helt oppe at ringe over mit afgangsprojekt, nyder jeg så meget, at have fået tid til DaMo igen. Min bestyrelse er vild, og lige nu er vi i gang med at strikke et ret spændende projekt sammen som forhåbentlig kan gavne modebranchen mange år fremover. Spæææændende.

Tillykke med de 2 år og 21 dage lille seje og standhaftige DaMo!!

23. June 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Det er utroligt at man kan blive SÅ nervøs. Men det kan man altså (med man mener jeg jeg). Jeg fik da vist også startet ca. en snes sætninger med et kløgtigt “Jamen” under mit besøg i Pressen på P3 i går. Men trods koldsved og mumlestress, er jeg faktisk svært tilfreds. Man kan høre udsendelsen her (spol frem til 1:12:30).

I dag lå der en fin gave i min postkasse, som tak for at have skrevet artiklen i Politiken. 
Gaven var fra Susse, der sammen med Charlotte, står bag projektet Earthcoin, hvis formål er at inspirere til handling og omtanke for miljøet. Earthcoin er et smykke produceret af genbrugssølv i Danmark, og når man køber det, går hele beløbet ubeskåret til klimaforbedrende formål. Det var en god gave at få.
20. June 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Så fik ens projekt lige lidt kærlighed fra pressen. Og pludselig havde jeg mega stress over hvorvidt alle mine facts og postulater nu holder stik.

Den artikel jeg snakkede om i går, var så i Politiken i dag, og det skal ikke være en hemmelighed at den tager sig umådelig godt ud, både på Tina Splidboels morgenbord..

..Ved min yndlingstegner Stine fra Stinestregen‘s arbejdsplads..
..Og henkastet ved et busstoppested i Århus (overkill? Moi?)! 
Jeg var i forlængelse af den artikel, heldig at blive inviteret i P4 Østjylland i morges (det er vist kun journalister og nybagte mødre der ringer kl. 7.14 om morgenen og forventer klarhed i spyttet). 
Man kan høre mit lettere nervøse og småspontane visit i studiet her.
Nu skal jeg op i DR byen igen, så jeg kan være lige så forvirret klog og sej i Pressen på P3 kl. 17.15. 
19. June 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
Jeg kan mærke, at jeg har lyst til at vise lidt præsentationsmateriale fra mit afgangsprojekt her på bloggen, så here goes. 

Mit projekt hedder ‘Ud af Skabet’, og hvis man har fulgt med i Wardrobe Challenge’en, ved man godt hvorfor 🙂

Problemstilling
Jeg var overrasket over min egen uvidenhed når det kom til konsekvenserne af mit tøjforbrug. Hvordan kunne jeg være så hellig-hippie agtig i forhold til madvaner, uden så meget som at stille spørgsmålstegn ved mit forhold til tøjshopping? 


Key insight fra min research
Min empiriske research indebar bl.a. 4 garderobeundersøgelser hos piger mellem 17-25 år, spørgeskemabesvarelser fra 29 kvinder mellem 15-50 år, Voxpop i et shoppingcenter og snak med ca. 20 ekspedienter i tøjbutikker.

Målgruppe
Jeg valgte målgruppen unge kvinder mellem 17-25 på baggrund af samtale med Nordeas forbrugerøkonom og DK’s statistik som pegede på at denne gruppe havde meget høj frekvens af tøjindkøb. 

                                        

 The Fashion Paradox
Jeg nævner også lidt om modens paradoks her

Jeg besluttede mig for at starte med mig selv. Derfor lavede jeg en udfordring med udgangspunkt i mine store mængder tøj. Jeg optalte alt mit tøj og opdagede at jeg i alt ejer 439 beklædningsgenstande. I 50 dage måtte jeg kun gå med tøj jeg ikke har gået med det sidste år. Jeg skulle have alt mit tøj på mindst en gang.  Læs om opstarten her.


Jeg udfordrede derefter 10 bloggere i at gøre det samme, men kun i en uge. Bloggerne var mellem 15-33 år. Det var ikke kun modebloggere der deltog, og det var vigtigt at udfordringen var for alle – Det måtte ikke blive elitært modebloggerfænomen. 


Opsamling og kommentarer
Min bloggerstatistik gik amok under udfordringen. Normalt har jeg 500 sidevisninger om måneden, og mens blogger udfordringen stod på, havde jeg 15.000. På deltagernes blogs blev der skrevet mange kommentarer som jeg prøvede at holde styr på så godt jeg kunne. 

(læs Betina’s post her)

Formål 
Formålet med mit projekt har været at gøre bæredygtighed sjovt og mere handlingsorienteret. Bæredygtighed når det kommer til mode, er for mange af os forbrugere meget abstrakt, og jeg har i min research opdaget et skel mellem respondenternes bæredygtige overbevisninger og deres handlinger/vaner. 
Modebranchen gør utrolig meget for at uddanne og udvikle sig selv, og man har arbejdet på at udstikke en mere bæredygtig kurs fra før jeg blev født. Jeg er stolt over at have bidraget til rapporten The NICE Consumer (læs mere her), som netop handler om hvordan man overføre denne viden og udvikling til forbrugerne. 
Mit projekt er et forsøg på at gøre netop det. 


Fremtidsperspektivet
Jeg forestiller mig at strategien for videreførelse af mit projekt går på tre ben:
1. Kommunikation til den yngre del af målgruppen (<18):  En digital tegneserie med en jeg-fortæller som fortæller en historie om at flytte sig mod en mere bevidst forbrug af modetøj. (Designer Mette Nørhede arbejder pt på at færdiggøre tegneserien med udgangspunkt i mine skitser)
2. Kommunikation til den ældre målgruppe udenfor bloggersfæren (>25): Et debatindlæg i et dagblad. (Jeg skal nok sende et link, når indlægget er blevet trykt:))
3. “Call to action” for alle som selv vil tage udfordringen, og dermed blive en del af bevægelsen: En brugerdreven webbaseret platform for alle som har lyst til at udleve bæredygtig mode på en sjov, subtil måde med stor signalværdi både for omverden, men i særdeleshed i de nære fællesskaber. På sitet kan man uploade billeder af outfits, kommentere, bytte tøj mm. 
Sitet skal være en slags Vi cykler til arbejde møder The Satoralist
Jeg har lavet flow-chart, outline format og et groft layout, og arbejder pt. på financiering af programmeringsdelen.

***
Og det var vist det halve års arbejde i en meget lille digital nøddeskal. 
Jeg har fået fordøjet kritikken af min kandidat præsentation, som primært gik på manglende illustrering af processovergange (altså noget med at vise transformationen af indsigter).
Min censor var skideskarp og jeg ville bare ønske jeg havde fået hendes spørgsmål lidt før i processen, eller haft hende som ekstern vejleder. Heldigvis fik jeg skrevet alt hvad hun sagde ned, og det er første gang jeg virkelig føler at en kritik har rykket mig fremad (men når det er sagt, måtte hun sgu godt have sagt bare een god ting om mit projekt. Bare sådan rent pædagogisk og for syns skyld). 
Efter min bachelor bedømmelse følte jeg mig nærmest too cool for school, og jeg kunne simpelthen ikke forstille mig, hvad jeg skulle bruge en to årig kandidat på. Jeg kunne jo ALT (wtf??! men sådan havde jeg det altså). Denne gang er det helt anderledes. Jeg føler mig på ingen måder færdig med at lære. Der er stadigvæk så mange ting jeg kan blive bedre til, og det føles som at det først er nu jeg rigtigt skal til at i gang. 
Hvis man er i Kolding omkring d. 26. juni kan man jo kigge forbi vores afgangsudstilling i Nicolai. Jeg står og blomstrer dernede hele Søndag d. 1. juli. Kom og sig hej! Jeg giver saft. 
Designskolens afgangskatalog 2012 kan downloades her. Jeg er på side 32-33. 
18. June 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
  • 1
  • 2