september 2012
Peter Damgaard. Du er fandeme sej.
(Her var der en meget opmærksomhedskrævende video om 2pm’s Model Academy som konstant gik i gang af sig selv – Men man kan i stedet se den lige her – Det er den video der hedder “An inch or two on the hips”).
Jeg er svinsk stolt over at være nomineret sammen med 15 andre til Dansk Design Centers særpris Talent 2012 under Danish Design Award (som er toppen, hvis man er designer).
…
Herover stod noget klæbende selvfedt om mine projekter, men eftersom jeg jo har blæret mig både her, der og alle vejne, og man nødig skulle miste aftensmaden er det slettet til fordel for et par billeder og linket til Dansk Design Centers Pressemeddelelse : )
… Det bliver lige endnu et (lille, I promise) skud fra hoften herfra.
I går var jeg nemlig til genoptræning på hospitalet, og fik i samme omgang fjernet sting og snakket med den læge som opererede mig.
Et par dage efter operationen fik jeg et referat af operationsforløbet, som jeg med hjælp fra kyndig medicinveninde, og min ufatteligt seje farmor og hendes mand, fik oversat til almindelig dansk. Rigtig dejligt (og kun lidt scary) at forstå hvad der præcis er foregået (det der benstræk man lægges i for at hive benet af led… Det er jeg for eksempel glad for jeg ikke rigtig forstod før operationen).
Nå. Tilbage til mødet med min læge, som jo ikke er bleg for at servere mit underliv i A3 format (billedet her er beskåret). Det som de (med et pædagogisk udtryk) har fræset af, er de udgroninger (exostoser) som sad hele vejen rundt på lårbenet og gnavede op i hofteskålen. Slidgigten kan man jo ikke gøre så meget ved, men man kan altså se det på det lille mellemrum mellem kuglen der fæstner lårbenet og hofteskålen. I raske hofteled er der væsentligt mere brusk (=større mellemrum på røngtenbilledet) end her.
Vildt hvad?
Ps. Jeg var lidt i tvivl om det var for sindssygt at uploade det her billede, men bilder mig selv ind at det er lidt det samme som alle de scanningsbilleder af bekendtes (kæresters/søstres/kollegaers/…) livmodere jeg har set i min tid. Og det er immervæk ikke så få.