januar 2013

Hvis der er noget jeg virkelig bliver konfronteret med i mit nye arbejdsliv, så er det immervæk min psykopatagtige idiot usikkerhed (så er vi sgu i gang. Det må være the sunday blues).

Jeg er så nervøs for at dem der har ansat mig, snart finder ud af at jeg er mega dårlig til at være designer. Hver gang jeg går i kantinen sender jeg pålægsmaskinen stjålne blikke og tænker at det jo er bag ved den, jeg burde stå. Det er dumt, irrationelt og min logiske sans ved jo godt at jeg har startet en forening som har 600 medlemmer, gennemført en uddannelse og alt det der. Men JEG ved tilgengæld at det jo bare er fordi folk ikke kan se at jeg i virkeligheden er både dum og fed, har åresprængninger overfucking alt og generelt bare snylter jeg mig gennem livet.

(Det var så lige min indre djævel. Goddag.)

Forleden så jeg Myginds Mission. I programmet sidder den meget pæne Mathilde Norholt (som jeg har set sidde frontrow til utallige shows under modeugerne) med tårene løbende ned af kinderne og fortæller at når man er blevet mobbet i folkeskolen, så vil man altid tvivle på om man er god nok.

Jeg skiftede, som så mange andre, skole fordi jeg ikke havde det godt i min klasse. Jeg kan da godt huske at nogle kaldte mig “rødhåret pik”, men hvem blev ikke drillet i folkeren?
I hvert fald har jeg aldrig tænkt at det at være blevet mobbet som barn, kunne være årsag til at være blevet en usikker voksen. Men nu tror jeg, at jeg ombestemmer mig. Egentlig giver det jo ret god mening at det er svært at være sig selv, hvis man altid har opført sig som en anden for at passe ind.

Når man så oven i købet har arbejdet 8 år som model, hvor man konstant spiller en iscenesat rolle, så gør det det ikke nemmere pludselig at sidde i et rigtigt job hvor man (som jo er mig. Gulp. Kører altså lige pronomenstil her) af dygtige folk er blevet givet en kæmpe chance – De har jo vist enorm tillid ved at vælge lige præcis MIG til det stykke arbejde, der skal laves. Så dur det altså ikke at jeg flere gange dagligt overvejer at copy paste hele verden ind i det jeg laver.

I dag kom jeg til at tænke på et brev jeg skrev til mig selv da jeg var 10 år. Jeg bad min mor om at passe på det indtil jeg blev 25 år, hvor jeg så endelig måtte åbne brevet. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, men blev alligevel rørt over at mit fortidsjeg havde skrevet præcis det, jeg havde havde allermest brug for at høre :

“Jeg synes jeg er så dum. Altså jeg kan ikke forstå noget som helst og Stine driller mig også meget og det hader jeg. Jeg prøver altid at være nogle andre fordi jeg syndes jeg selv er pinlig. Og så er der ingen der kan lide mig fordi alle mennesker har noget spechalt og det går i stykker hvis man prøver at være en anden.”

Det er fandeme et note to self from self. Jeg prøver at huske på det og indtil jeg bliver overbevist, er det rart at vide at man ikke er den eneste. Se bare modellen Cameron Russell’s TED talk om usikkerhed (tak til Jenny for at dele)