IB

Jeg har altid været glad for mit navns initialer. I dag fandt jeg ud af at det må være fordi, det jo gør mig til en slags navneven med Ib Spang Olsen. Tænk at have været Ib! I dag har jeg set Det er med hjertet man ser, som er hans søn’s gode portrætfilm om ham.

Hvad faen er det med mig og gamle for tiden? Ville ønske, jeg kunne sige at det bare er fordi det har været jul, men det er det altså ikke. De sidste par år har jeg skrevet utallige mails med min farmor og været meget optaget af at besøge alle mine bedsteforældre så ofte som muligt og tage billeder og optage alle deres historier med min telefon. Jeg er nok bare bange for at deres historier og viden forsvinder. Jeg troede det ikke, men meget af det de fortæller, bruger jeg hver dag. For eksempel:

Hvis man vil være lykkelig, f.eks. i sit parforhold, så skal man lade være med at forvente at andre gør noget af sig selv. Så bliver man så glad, hver gang der er en der gider tømme opvaskemaskinen.

Noget andet jeg også bruger tit er at når man har gået så langt, at NU kan man ikke gå mere, så har man kun gået halvdelen af det man i virkeligheden kan.

Og, nåeh jo! Hvis man drikker meget vand, får man åkander i maven. Det er rigtigt. Det er meget, MEGET bedre at drikke saftevand eller juice, fordi det også er vigtigt at få nok sukker. Ellers får man gulsot.

Seje Ib

Previous Post Next Post

No Comments

Leave a Reply