Monthly Archives

april 2013

Ugens stener, Uncategorized

Ugens stener.

Jeg har en særdeles veltrænet magic power som gør mig i stand til at falde i søvn så godt som alle steder. For tiden praktiserer jeg den i stor stil til mine omgivelsers store fornøjelse. Og du, min gode gamle blog, skal sgu ikke snydes for et par små visuelle guldkorn.

Tillad mig derfor at præsentere den første i en række af veltimede snapshots taget af den dygtige  fotograf Matias Bager… Ugens stener:

Vi lægger blødt ud med noget så uskyldigt som den velkendte Partynap. Hvis man gerne selv vil i gang med narkoleptiske udfoldelser, er den her god for begyndere: Stjæl eventuelt en af de andre gæsters trøje og find så et soft spot. Hvis det er din første partynap, så find en afsides seng i et mørkt lokale, men så snart du er kommet i træning, så tøv ikke med at lægge dig et mere centralt sted i forhold til festen, f.eks. en sofa.
De rigtig hardcore vælger så – som i dette tilfælde – at falde i søvn til sin egen fest.

Uncategorized

Paradoksalt, I know..

.. At jeg er fløjet til Mallorca for at reklamere for tøj, og samtidig får imponerende godt med taletid i gårsdagens Viva-tillæg i Jyllandsposten, om hvor bæredygtig jeg er, når det kommer til tøj og livsstil. Well, not really. Men jeg prøver stadigvæk, på min egen skæve facon.
For eksempel må jeg jo ikke købe noget tøj det næste år. Og her på 4. måneden er jeg faktisk begyndt at mærke de første spæde abstinenser. Det stod klart da jeg i Monki forleden, havde lyst til at købe en mosgrøn vatvest. Gisp.
Når det er sagt, er det overraskende let ikke at købe tøj. Det er faktisk lidt dejligt med en undskyldning for ikke at skulle tænke over det. Altså: Jeg skal ikke engang OVERVEJE om en bluse er dét værd. For det er ikke en mulighed. Det er faktisk rart. Og jeg bliver så glad for det tøj jeg har.

For tiden læser jeg “Grønt lys – For en anden verden” af Tor Nørretranders. Og der er bare noget magisk ved hans bøger som altid tuner ind på min aktuelle inspirationskanal. Da jeg læste Mærk Verden, ændrede den lidt min måde at opleve livet på. Og nu – 10 år senere – bliver jeg meget bekræftet i at mine musseskridtsforsøg på at ændre livsstil, er det rigtige. Bogen handler om hvordan vi alle sammen er en del af en udødelig og konstant strøm af en forfærdelig masse atomer. Og om hvordan vi ved at forstå at intet varer evigt (som bl.a. “Cradle to Cradle” tankegangen går ud på) og opgive vores kulturelle behov for ejerskab (blive bedre til at dele vores ting – “Collaborative Consumtion”) kan komme omkring den klimakrise vi har nu. Og så handler den om hvordan vi alle sammen går rundt og er en slags “præsidenter” for vores venner, vores netværk og alle dem vi ikke ved lytter til os. Det behøver ikke kun være os der er glade for at bruge blogs og sociale medier. Det kan lige så vel være i en samtale i en buffetkø man uden at vide det flytter tanker rundt mellem hinanden.

Det er sguda lidt vildt.

Uncategorized

At være eller ikke være… Skruk

Jeg sidder i et Air Berlin fly lige over Basel og spiser imponerende tørt brød med mayonaise og ost. Om et par timer er jeg på Mallorca hvor jeg skal modelle den et par dage. Det er dejligt og jeg er mega taknemmelig over at der er nogle som gider flyve mig rundt omkring i verden. Når det er sagt, så er det altså goddamn hårdt at have et fuldtidsjob (som designer) og et deltidsjob (som model – ”designer og model” – åh, det er Kanal4-agtigt) på samme tid. For 5 måneder siden havde jeg ikke noget arbejde. Nu har jeg to. For tiden arbejder jeg ca. 45 timer om ugen og pendler på den morgenfriske side af 10 timer ugentligt. Danske Modeller bruger jeg et par timer på i weekenden, og så når man altså pludselig op på i alt 58 stive timer om ugen.

Lige så lækkert det er at gå på arbejde, føle sig vigtig blandt seje mennekser (og selvfølgelig at tjene penge, så man begynder at ane lyset for enden af det dybe pengehul) lige så meget går det også op for mig at folk der får børn må være født på en anden planet end mig. Med mindre der åbner sig en magisk tidsdimension når man får børn (I doubt it), så forSTÅR jeg det ikke. Altså, hvordan… Okay. Måske kan jeg liiiiige forstå at et 37 timers job kan passes ind. Men hvordan siwlen får man så plads til at snakke med ens kæreste, lave mad, skrive og læse? Gå en tur. Se Game of Thrones. Stalke kendte på instagram. Alle de ting som jo ogsåskal passes. Måske holder de ting op med at være så vigtige – Måske når man det efter klokken otte. Måske køber man en humungus iPad så snart ungen er stor nok til at sidde selv. Uanset hvordan de gør, er respekten for alle mødrene i mit liv steget med 240% efter jeg har fået et job.
Jeg har været skruk lige så længe jeg kan huske. Mine veninder har i mere end 5 år skulle høre mig klage over mine kæresters manglende .. omstillingsparathed. Og indrømmet – i arbejdslivets skærende lys, kan jeg godt se at det ikke bliver nemt. Overhovedet. For med mindre man har fundet en sugardaddy (det har man ikke), så skal man jo selv tjene sine penge. Samtidig med. Altså.
Det er ikke fordi jeg er gravid eller noget. Tilgengæld er ca 85% af mine jævnaldrende omgangskreds enten i gang med at blive gravide, gravide, har problemer med at blive gravide eller også har de været gravide og har nu børn man så kan kigge på. Og det er jo fantastisk og dejligt og for langt det meste glæder jeg mig umådeligt til at blive en del af klubben. Men der er også en del af mig som ikke vil miste friheden. Gud hvor ville det være let, hvis det bare skete af sig selv, så man slap for at skulle rationalisere sig til noget som hverken kan eller skal gøres op i kroner og ører og nattesøvn. Puuuuuuha.

Det jeg prøver på at sige er vist bare thank god for mommybloggerne. I’m gonna need them.