“I work for my money”

Få kan som Uffe Buchard få mig til tasterne, og lige siden jeg i 2007 dedikerede en kronik i Politiken til ham med indledningen “Kære mandlige trendsætter”, har Uffe katalyseret utallige tanker hos mig. 

Da jeg skrev kronikken i 2007 var jeg frustreret (og sulten). Jeg havde lige stået i bar røv foran en kø af mandlige og kvindelige modeller og Uffe som med et målebånd om min bagdel degraderede mig til et hoftemål (som med mine daværende 95 cm var alt for stort). Uanset hvor lidt jeg spiste, blev jeg aldrig valgt som model til modeshows, fordi det eneste der blev kigget på, var det der hoftemål. 
Det var først da jeg tog 10 kilo på, skiftede modelbureau og begyndte at nyde et liv med plads til både mad og træning, at jeg fik mange modeljobs – godt nok landede jeg ikke show jobs, men jeg lavede alt muligt andet. For det kan godt være at jeg har brede hofter, men jeg har også langt hår, en flot talje og gode manerer. Så mens Uffe og co. fortsatte jagten på de unge og cool, lavede jeg – og en masse andre modeller – kommercielle “fy-fy kataloger” i Tyskland, tog en uddannelse og i 2010 var vi endda et par stykker der, som de første i verden, grundlagde en forening hvis eneste formål er at arbejde uvildigt for modellers rettigheder og sundhed. 
Men nu har Uffe vist ombestemt sig – I hvert fald skriver han i maj’s udgave af Elle: “Siden har jeg fået min vilje hvad angår absolut neutral og magiforladt opførsel på podierne (…) Men for helvede, jeg keder mig alt for ofte når jeg ser et show”.
Ja, Uffe fik sin vilje. Og selvom jeg nok aldrig bliver cool nok til Uffe, så vil jeg bare sige at vi faktisk er nogle stykker der tager vores modeljob alvorligt. 
I løbet af mine 8 år som model, har jeg mødt et utal af modeller som gør sig helt enormt umage med deres arbejde. 
Der er faktisk nogle af os som gladeligt tager nattoget til Hamborg (og med største selvfølgelighed selv lægger ud for billetten), går tværs over Lars Tyndskids marker i Hedensted for at spare kunden for en taxiregning, konsekvent møder 10 minutter før tiden, bruger faktor 50 selvom det er kedeligt, holder os væk fra cigaretter og stoffer, kæmper os ned i spinningsalen 3-4 gange om ugen i vores sparsomme fritid, lærer sprog så vi kan forstå vores udenlandske kunder, skriver navnene ned på dem vi har arbejdet med, så vi kan huske dem når kunden booker os igen (for det gør de) og sidst men ikke mindst giver hånd til ALLE når vi møder på settet – inklusiv fotoassistenten. 
Commes il faut! 
Så når Uffe skriver at “det kan være en fortvivlende pinsel at afholde en simpel casting” og  “Der var engang hvor modeller tog deres job alvorligt”, så vil jeg bare sige: 
“Hej Uffe. Vi er her stadigvæk. Du fik bare skræmt nogle af os væk. Hvis du har ombestemt dig (og vi ikke er for kedelige), kan du finde os i nattoget mod Hamborg. 
Hvis det er for besværligt, så prøv www.danskemodeller.dk.
Kærlig Hilsen Ida.

Læs Uffes klumme her.
Previous Post Next Post

5 Comments

  • Reply Cecilie 10. maj 2013 at 10:32

    Du er så pisse fucking sej, Ida! Og Uffe må for min skyld kede sig ihjel med alle de tyndeste modeller som publikum. Så håber jeg, de vil spise en stor is mens de ser på ham!
    Kh. Cecilie Bonderup

  • Reply Jens 10. maj 2013 at 11:00

    Fint indlæg. Men lidt ærgerligt at henvise til en hjemmeside man ikke må se ("You don't have permission to access / on this server" er alt hvad jeg kan se når jeg klikker på linket)

  • Reply Ida 10. maj 2013 at 15:07

    Hej Jens! Beklager linket – den burde være der nu:)

    Cecilie: Tusinde tak!

  • Reply Anne Medelby 11. maj 2013 at 13:04

    Sådan, Ida!!! Tak for det indlæg! Skønt at læse, at der er andre, der løfter på øjenbrynene i overraskelse over den slags udtalelser!!! Har selv stået i Milano med alle mine – dengang – 92 cm i hoftemål og blevet sendt direkte hjem med fly igen, fordi der bestemt ikke var arbejde til en af min størrelse (!?!)…
    Mega vedkommende og fantastisk underholdende skrevet :-*

  • Reply Ida 14. juli 2013 at 16:11

    Sjovt du også har været i den situation Anne. Det er vel i teorien fint nok man vælger et skønhedsideal som for det meste kun kan efterkommes af unge teenagere, men så skal man bare ikke brokke sig over at de ser usikre ud og at de ikke har udstråling som en 57 årig pensioneret supermodel!

  • Leave a Reply