Monthly Archives

juli 2013

Smeg_FAB28YUJ1_Union_Jack_Retro_Fridge.jpg

For to år siden var jeg til et foredrag med Nadia Plesner. Hun fortalte hvordan hun for nogle år siden, da hun var kunststuderende i Amsterdam, kom ud for en trafikulykke som lænkede hende til sengen i flere måneder. Det var vinter og Nadia boede i en campingvogn.

Der lå hun så og pissefrøs med sin brækkede ryg og læste aviser. I avisen faldt hun over en lille rubrik om sultkatastrofen i Sudan. På den modsatte side i avisen var en helsides artikel om Paris Hilton som skulle i fængsel.

Nadia: ?The turning point for me was that I realized in that second, how absurd it is that I, by coincidence, was born in a part of the world where I never have to deal with problems like genocide. I could have lived my life without never knowing the first thing about the genocide in Darfur. I could have read only the glossy “news”. I could have flipped the page or zapped away or changed the subject. I could have chosen just not to care about it. And what bothered me the most was: No one would expect me to.”

Form følger funktion – eller gør den?

Jeg har taget en visuel uddannelse, og har derfor hørt en del om at formen bør følge funktionen. Personligt har jeg altid gået skræmmende lidt op i det med form, men som den slow learner jeg er, er jeg efterhånden blevet mere og mere bevidst om formens magt: Formen er en informationstranslatør og det er helt vildt så meget bedre hjernen forstår noget, når man fodrer højre og venstre halvdel samtidig f.eks. på visuelle blogs, tegneserier, data visualisering og vel bare al visuel kommunikation. Lidt søgt måske men det jeg prøver at sige er, at der i layoutet i Nadias avis er truffet visuelle valg i lige så høj grad som der er her:

 


         

Jeg arbejder ikke på en avis, så correct me if I’m wrong, men et layout (en form) fortæller vist ikke så sjældent en mindst lige så interessant historie som den oprindelige tanke med artiklen (funktionen). I hvert fald blev Nadia så provokeret af den hollandske avis’ prioritering – som vel primært var et udtryk for hvad den overordnede redaktør mente at størstedelen af læserne  ville læse – at hun malede et udsultet barn fra en sudansk flygtningelejr med en Louis Vuitton taske over armen og printede det på t-shirts som hun solgte online. Samme indhold, ny form – Ny eksponering.

Herefter følger så en historie om sagsanlæg fra Louis Vuitton og en retssag som Nadia endte med at vinde. Den kan man læse her.

Nadia Plesner og Camilla Plums døde hest

Hvorfor skriver jeg alt det her?

Helt ærligt, så havde jeg nok aldrig oprigtigt gået op i verdens konflikter – Det var en del af avisen som jeg måske skimmede overskrifterne i, uden egentligt at forholde mig til indholdet. Men det ændrede sig da jeg under en international Designcamp i 2011 mødte et par udvekslingsstuderende fra Damaskus. Kort tid efter begyndte jeg at læste om konflikten i Syrien, og pludselig føltes det mere virkeligt, fordi jeg kendte en person af kød og blod som boede midt i ravagen (ja, så naiv er jeg). Vi skrev sammen og for første gang kunne jeg mærke konsekvenserne af en borgerkrig, jeg ellers aldrig ville have ligget søvnløs over. Min ven fortalte om sit fotostudie der ‘forsvandt’, om at sove så langt væk fra lejlighedens vinduer som muligt pga. bomber, om at hjælpe venner med at grave ejendele ud af murbrokker. Sidenhen om hans ophold i en flygtningelejr, at blive splittet fra sin familie og til sidst hans flugt til Frankrig.

Nadia: “It had never hit me like this before and I decided in that second that I would care. I would care because the people in Darfur are PEOPLE. They are not the statistics which are used to report about the crisis in a less personal way. They are more than the “400,000 dead”. They are 400,000 dead mothers and fathers and sons and daughters and grandparents and I know for sure that if I was in their situation I would want someone to come to the rescue. Sure there are some helping organizations in Darfur doing an amazing job by trying to pick up the pieces. But when did the rest of us get to a point where we decided that it was OK to just leave it all up to other people? That we could pretend our world is a wonderful place inside a small glass ball with no real connection to the horrific stories we hear now and then??
(link til hele teksten her)

Det er ret tydeligt at medier ikke altid har den luksus at lade formen følge indholdet. Med andre ord er det 100% op til mig som læser at vælge, hvad jeg bruger min opmærksomhed på. Der er rift om den, og jeg har ikke uendeligt at give af.

Jeg ved godt at man ikke kan bære alverdens katastrofer på sine skuldre. Og jeg ved også godt at sindssyge historier ikke er mediernes skyld.
Måske kan det slet ikke sammenlignes, og så er jeg way off. Men jeg ved også at jeg brækker mig, hvis jeg ser bare én forside mere om Camilla Plums døde hest.

 


1. juli 2013 4 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest