Julen kommer tidligt i år

Lige om lidt skal jeg have min nye hofte. Jeg har været til infomøde og undersøgelse hos min læge og tandlæge. Ovre i hjørnet ligger et sæt krykker, en strømpepåtager (Get Ur Socks On), en gribetang og et skohorn. Jeg er så klar!  (…og kun lidt nervøs)

På Mandag skal nogle læger så skære min hofteknogle af og banke en ny protese fast i stedet. Det virker noget dramatisk og jeg skulle kun se ca. 4 sekunders ”hip replacement” på Youtube før jeg indså at ortopædkirurgiske operationer, præcis som trekanter og ostefondue, nok er bedst i teorien.

Hvis jeg ikke tænker på selve operationen og genoptræningen, så glæder jeg mig. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det blir vildt at gå uden problemer og bjerge af piller, men efter tre år med kroniske smerter kan jeg nærmest ikke rigtigt tro på det.
Det er ikke fordi jeg synes at jeg ligefrem dyrker smerten til dagligt, men nogle gange når jeg går, så prøver jeg at fokusere på følelsen i min raske hofte og spejle den over i den syge. Så opdager man, hvor ondt det egentlig gør. Men smerten er blevet en så integreret del af det hele, at det mere bare er en konstant fornemmelse. Ligesom et køleskab der brummer. Det er først når lyden stopper, man opdager den.

Da det startede for nogle år siden, var det bare usmidighed i hoften. Løbende tog det til og pludselig går det op for en, at man har ændret adfærd. For eksempel er man blevet sådan en som får folk til at hente ting for sig, siger ”Hyyyha”, når man sætter sig ned og ”Ophååå” når man rejser sig. Det gør bare rockerondt. Og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så får man faktisk ondt af sig selv.

Men nu skal det fannie gallie være slut! Fra lige om lidt. Så er det Nancy, lange gåture og amok med BEGGE ben på dansegulvet.

Det er næsten ikke til at tro.