Monthly Archives

marts 2014

Flot Seven Elleven

Seven Elleven er begyndt at pakke deres frugt ind i emballage. Da jeg sendte billedet til min veninde spurgte hun, hvad der dog skal blive af vores jord.

Det spørger jeg også om.

I morgen skal jeg deltage i Miljøstyrelsens løsningslaboratorium om affaldsforebyggelse. Måske et forslag kunne være at forbyde frugtemballage?

Til kamp. I køkkenet.

Jeg brugte -ufrivilligt- kvindernes kampdag på at overskride en grænse, grænsende til det patetiske.

Sætter lige scenen.

Det er Lørdag og solen skinner. Du går tur på havnen og i ren forårskådhed køber du 10 fladfisk fra en fisker som sælger ud af dagens fangst.

Hjemme i køkkenet skal du ordne fiskene og lige som du lægger den første fladfisk klar på skærebrættet for at skære hovedet af den, så bevæger fiskens mund sig. Glhuuuuuurp. Den har hevet efter vejret de sidste par timer, og har åbenbart ikke tænkt sig at give op endnu.

Jeg sværger seriøst. Jeg troede. Jeg skulle dø.

Da jeg kiggede i Kalle&Kalinka plastikposen lå ni andre fisk og møflede rundt og hev efter vejret.

Fuck. Mig.

Med min mor på speakerphone og en random fiskerdame på Youtube gik jeg så i gang med at slå de stakkels dyr ihjel en for en. Jeg lagde posen med de andre fisk over i et hjørne så de ikke kunne se over til køkkenbordsguillotinen. Nogle af fiskene sprællede så meget at jeg måtte klaske dem hårdt ned i køkkenbordet først, så det føg med skæl og fiskeslim. Klask. Tudede lidt imens.

Fra speakerphonen var min mor i gang med dels at brainstorme fiskeopskrifter og dels at overbevise mig om, at det var GODT at fiskene var kommet hjem til en, som i det mindste skar halsen over på dem inden de blev flået. Thanks.

Jeg har jo set filmene med fisk der bliver mishandlet, men det gør ligesom større indtryk, når man skal gøre det selv (sagde bypigen. Jeg ved godt det er patetisk). Anyway. Jeg fik gjort min pligt som kødæder. Fisk blev slået ihjel og flået.

Og lad os lige hurtigt snakke om det med at flå fisk. Det er jo næsten en kunstform! Da jeg først havde fattet hvordan man gjorde, så var det faktisk lidt dejligt. Ritsj.
D. 8. marts bød altså ikke på særligt mange debatarrangementer eller møder for mit vedkommende, men derimod min egen lille kvindomsprøve. Selvom jeg helt sikkert ikke bestod med topkarakterer, følte jeg mig alligevel noget sej, da jeg endelig havde portionsanrettet de døde kræ i fryseposer og stod og tørrede skæl, finner og fiskesnot af køkkenbordet og mig selv.
Forøvrigt rundede jeg dagen af med en film jeg har cravet længe. Filmen over dem alle hvad angår en stærk feministisk morale.
Glædelig kampdag 🙂

Historien om en hofte del 2.

Kort efter jeg havde fået min nye hofte i december 2013, fik jeg bevilget et 3 ugers genoptræningsforløb på Montebello, Nordsjælland Hospitals afdeling for genoptræning, i Sydspanien.

Det vil jeg gerne fortælle lidt om, så here goes:

Sådan genoptrænede jeg, efter at have fået en ny hofte pga. slidgigt

I lufthavnen købte jeg en bog med titlen “Stærk og sund for livet”. Bogens unique selling point var for mig uden tvivl det faktum, at forfatteren havde et Z i sit navn. KrisZtina. Helt sikkert. Hvis ikke HUN kan få mig tilbage i form efter 3/4 år uden træning, hvem kan så?

Udsigten på Montebello er magisk.

Udsigten fra mit værelse… Not so much.

Forholdsvist deprimerende før-billede af min noget forsømte vinterkrop…

vinterkrop

Opholdet på Montebello varer 3 uger og man er 30 mennesker afsted af gangen. I alt altså 90 patienter. Flokken er en blandet landhandel af hofte- knæ- og skulderpatienter samt nogle med Parkinsons og Sclerose. På mit hold var vi 11 mennesker som mødtes hver dag til fitness, holdtræning og teoriundervisning. F.eks. lærte vi hvordan man genoptræner sin Gluteus Medius, fordi den åbenbart bliver skåret over, når man får lavet en hofteprotese.

Jeg har trænet rigtig meget førhen, men det har altid været med fokus på at blive tynd. Jeg har jo stået så hjernedødt meget på trappemaskiner! Den her gang var det anderledes. De to fysioterapeuter som var tilknyttet mit hold, gjorde virkelig et stort nummer ud af at få os til at træne intelligent. Jeg trænede ud over de 2-3 timers daglig fællestræning minimum 1 time selv om dagen.

Det var hårdt at skulle starte helt forfra…

 

 

 

 

 

 

 

… Men heldigvis havde jeg det bedste heppekor på snapchat…

…Og i virkeligheden! Ej men LOOK at them! Hvis man nogensinde føler sig lidt trist så skal man sgu bare danse twist med et hoftehold i aldersgruppen 50-75 år.

Bortset fra det, så markerede jeg modeugen i København med min helt egen handicatwalk. Great.

Indimellem var det så deprimerende at føle sig så meget i pensionistland, at man lige måtte gå sig en tur. Det vilde ved lige præcis dén her gåtur var at det for første gang ikke gjorde ondt at gå. Som i: der var INGEN smerter, selvom jeg gik UDEN krykker. Efter 2 år på krykker og morfin – Det var  vildt!

Desværre havde ca. 10% af patienterne underligt nok travlt med at brokke sig over alt muligt.
F.eks. maden. Jeg fatter det simpelthen ikke. Der er garanteret en masse krav til køkkenet i forhold til at maden skal være sund for både undervægtige, overvægtige, folk med sukkersyge, gigt og nervesygdomme. Og hver dag disker de 3 gange trofast op med salatbar og 3-4 forskellige varme retter til 150 mennesker. Men ja kom. Lad os da endelig brokke os over maden på vores statsfinancierede 50.000 kroners ophold. WTF.

Som den yngste patient skulle jeg selvfølgelig blære mig med at springe i den iskolde pool og svømme 30 baner, ignorere brain freeze og svimmelhed og bagefter ligge og hoste under 3 tæpper på værelset og læse…


BØGER!! Og jeg kom sgu igennem næsten dem alle sammen. Jeg er enormt stolt.

mavemuskler

Efter to uger begyndte jeg så småt at kunne se antydningen af mavemuskler, selv når jeg, som her, slappede fuldstændig af.

Hvordan jeg havde det under styrketræning. #whatupbitches

Hvordan jeg havde det efter styrketræning.

Costa Del Sol tog sig nogle seriøse fridage, men det var godt, for så kunne de 10% jo brokke sig lidt over vejret. Det ER sgu også for dårligt.

Nye mennesker og alle de fordomme, man ikke vil erkende man har

Jeg satte den her på i træningsrummet og havde et af de bedste moments med mine fellow fitters.
I det hele taget var det en stor uforudset bonus at få lov til at møde så mange folk, jeg ellers aldrig ville have mødt, men som kom ind i mit liv, udfordrede mig og faktisk gjorde mig mere rummelig overfor folk med fysiske og psykiske handicap.

Som for eksempel en af mændene. Han var midt i 50’erne, havde Parkinsons og var helt krøllet sammen da vi ankom. Når han sad og baksede med bestikket under måltiderne, vidste jeg slet ikke hvor jeg skulle kigge hen. Skulle jeg hjælpe ham? I starten blev jeg pinlig på hans vegne, men efter den første uge, var jeg mest bare flov over mig selv. Før mit ophold ville jeg have set på ham med medlidenhed og tænke “godt det ikke er mig”. Men under opholdet kommer man i dén grad ind under huden på hinanden. Han viste sig jo at være helt ligesom mig selv, og fortalte en helt masse om sit arbejde og hvordan han hvert eneste år går flere uger på fjeldet med tung oppakning og sine sønner. Forøvrigt blev han i løbet af ugen rettet så meget ud at jeg næsten ikke kunne kende ham da vi fløj hjem.

Fabelagtige 80’er postkort.

Yoga og bananpalmer = Helt geniale træningsforhold.

Da mange af de gamle, hellere ville sidde ovre på dansker-baren og drikke fadøl efter den obligatoriske undervisning, var der mildest talt god plads på de mange faciliteter.

 

Og pludselig kom ham her på besøg i en hel weekend! Og vi stak af på roadtrip til Granada og drak rødvin.

Hvis nogen vil vide, hvor i verden der er samlet flest dårlige energier, så er svaret:
TV-stuen på Montebello.

Men det gør ikke noget, når alt det andet er fantastisk.

Lige efter vi ankom og lige inden vi skulle hjem, lavede vi gangtest og trappetest. Her er det den sidste dag, og jeg hepper på to fra mit hold. De havde forbedret deres gangtid så meget, at jeg nærmest blev nødt til at tude lidt, da Annelise på 4. omgang smed sin stok over til mig.

Med al respekt for de genoptræningsforløb jeg har været på herhjemme, så kan det bare ikke sammenlignes med et ophold på Montebello. Fysioterapeuterne har så stor erfaring indenfor hver deres specifikke område, at man som patient virkelig lærte at mærke sig selv, i stedet for bare at “gøre som der blev sagt”. Jeg føler at jeg blev klædt på til at kunne klare mig selv og forebygge på egen hånd herhjemme.

En af dem som kom til at betyde mest for mit ophold var uden tvivl min værelseskammerat. AKA Iron Woman, fordi hun for nyligt har fået opereret en masse ledninger og en metalplade ind i sin krop under en operation, som får min nye hofte til at lyde som en tandrensning. Hun lever med Parkinsons og er seriøst en af de sejeste damer jeg har mødt.

Tak for turen og for i bonus, at få lært mig lidt om fordomme, tolerence og forskellighed, til hele mit seje, hoftehold.