I morgen skal jeg besøge mine bedsteforældre på deres båd i Paris i et par dage. Jeg er ret rookie rent Parismæssigt, så tips og tricks til hvad jeg skal se, høre og smage modtages med kyshånd 🙂
Monthly Archives
november 2014
Sidste uge var lidt vildere end normalt, i mit relativt arbejdsløse liv. Efter mit sidste blogindlæg om modelkategorier, blev jeg nemlig inviteret i Lorry for at snakke om det. Fuck, det er svært at have en mening om noget på 2 minutter! Man kan se mit forsøg her.
Dagen efter skulle jeg holde oplæg til Socialpolitisk Forenings nye initiativ Ungdom Net. Det skulle vi også i Lorry og fortælle om. Man se mig som arm candy for Anna, som står bag initiativet, på linket her. (et par stykker har spurgt, hvad oplægget handlede om. Derfor har jeg valgt at smide mine (rodede) noter op her).
Må jeg forøvrigt ikke lige anbefale bogen “The Fault In Our Stars” af John Green? Det er en gennem-amerikansk YA historie om kræft, mening og kærlighed og Gud i himlen, det er godt – inhalerede den på 5 dage. Jeg har ikke set filmen, og hvis du heller ikke har, så vil jeg klart anbefale lige at læse bogen først. Det er gjort i et snuptag.
For et par dage siden eksploderede Twitter, da Calvin Klein angiveligt kaldte deres nye str. 40 model for plussize. Alle var vildt forarget.
Det mærkelige var bare, at CK aldrig havde kaldt Myla Dalbesio for plussize, de havde bare booket hende og alt var sådan set godt. Så hvorfor gik alle sociale medier sådan i selvsving?
Problemet er at hvis man er en størrelse 40, så er man faktisk som regel plussize. Enten er man “model” (= ca. str 32-38) eller også er man plussize/curvy/indsætselvværdiladetord model (= ca. alt over str 38).
Det forstår jeg egentlig godt man bliver forarget over.
Jeg ville ønske at man slet ikke delte modeller ind i kategorier. Kategorier kommer der kun reaktioner som “du er på INGEN måde plussize – du er jo smuk!”-kommentarer ud af (For, Lord Knows, at man ikke kan være begge dele?) (se forøvrigt flere reaktioner her)
Omvendt forstår jeg godt, at de kunder som booker modeller, har brug for at kunne danne et hurtigt overblik på modelbureauernes hjemmeside. Men kunne man så ikke i stedet for at vælge kategori, vælge den størrelse model man har brug for i en enkelt roll-down menu med alle størrelser – 32,34,36,38,40,42,44,46.. ? Så slipper man for forældede og værdiladede ord som plussize og curvy. Og måske kan man undgå kategori-kampe hvor det, at en størrelse L hænges ud for sine kurver pludselig legitimerer at kalde alle der er størrelse XS for anorektiske (se et andet indlæg om det her) og omvendt. Desuden deler man jo heller ikke modeller ind i kategorier baseret på vores hår- hud- og øjenfarve.
Jeg tror at kategorier trigger en flokdyrs os-mod-dem-refleks, fordi der bliver sat 2 hold op. Ligesom dengang i folkeskolen hvor A’erne bare var lidt dumme, alene af den grund, at de ikke gik i B. Kategorier gør, især alle os følsomme og sammenligningslystne mennesker (jeg træder vist ingen over fødderne ved at påstå, at der er ekstra mange af os i modeverden), til børnehavebørn – Reaktionen på den nye CK kampagne med Myla Dalbesio (som forøvrigt også er kunstner men hey, lad os da snakke lidt mere om hendes hoftemål) er bare endnu et bevis.
I går udtalte jeg mig til Ekstrabladet om hele sagen. Og i dag kan man så, i det altid lystige kommentarspor, læse kommentarer som “Lad os få nogle kvinder med former at se. Ikke alle de afpillede modeller, som ligner nogen direkte fra en koncentrationlejr!”
Hehe.
#neverendingstory
 |
Jeg har skrevet om det nok lidt for tit, men skønhedsidealer er stadigvæk min yndlingskæphest, og nu har Magasin, igen, gjort mig forarget.
Kald mig bare smålig, men det undrer mig altså at Magasins nye julekatalog, for kvindernes vedkommende, med undtagelse af en enkelt model, udelukkende viser unge modeller i str. 34-36.
Hvis man tæller sammen (ja, jeg er jobsøgende, so shoot me), så er 90% af kvinderne i kataloget under 35 år. Og, endnu vildere, er der ikke en eneste model over str. 38 (med mit øjemål) i hele kataloget!
Man skal sgu ikke vade mange gange op og ned af rulletrapperne på Kgs. Nytorv for at se at ikke alle i Magasin er 20-årige fotomodeller.
Misforstå mig ikke, jeg elsker modeller og er da også på fornavn med virkelig mange af dem. Hell, jeg er selv en af dem. Jeg er også med på at skønhed sælger, og at dét, i mange år i vores del af verden, har været lig med unge og meget slanke væsener. Men når der nu er så meget fokus på øget diversitet ude i verden, så undrer det mig virkelig at Magasin – sammen med langt størstedelen af de øvrige danske modelforbrugere –vælger at holde fast i den gode gamle trædemølle.
Hvorfor er det, at man sjældent vil bruge modeller/personligheder/skuespillere i den anden anden ende af (bmi-)skalaen, når der skal sælges tøj i Danmark? Der er så mange at vælge mellem, hvis man tør tænke ud af boksen (bogstavlig talt) – For eksempel har Cover i denne måned Ashley Graham på forsiden.
To klik på google, og man er ikke i tvivl om at vi, når det kommer til skønhedsidealer, er håbløst bagud i Danmark. Robyn Lawley fra Australien er bare ét eksempel på en af de modeller som er med til at udvide skønhedsidealet i verden for tiden. Men når modemesserne herhjemme ikke engang vil lukke modeller over størrelse 38 indenfor, er der altså lang vej igen.
Jeg synes bare, det er ærgeligt.
 |
Robyn Lawley for GQ Magazine november 2013
Det er blevet efterår. Jeg er i hjemme Helsingør for at være hos min farfar som er meget syg. Parkinsons er lidt af en kælling og pludselig er det gået stærkt. Og hvor er døden mærkelig. Selvom han ligger lige her på plejehjemmet, er det som om at den gamle, raske ”ham” er blevet hjemme i skoven, hvor han stabler brænde og skruer på sit observatorium.
Om efteråret lukker man ned. Det blir mørkt og ting visner og dør. Naturen er så smuk når bladene skifter farve inden de dør og falder af. Men det er også trist og uhyggeligt. Folk klæder sig ud som dødningehoveder og zombier, så man kan grine lidt af døden. Det tror jeg man har brug for – at kunne grine lidt af den mørke tid – og måske er det også derfor at Halloween er ved at overhale Fastelavn i popularitet (eller også er det amerikansk kapitalisme kombineret med uoverskuelig snesjap i februar…).
De sidste par måneder har jeg brugt på at lukke ned for projekter som tog tid og ikke gav nok igen. For eksempel er jeg ikke længere formand for Foreningen Danske Modeller. Ikke fordi det var nemt, men jeg kan mærke at det er det rigtige. Det gik nok bare op for mig, at den tid jeg bruger, ikke kommer igen – Hvilket lyder enormt dumt når man skriver det.
|
Billedet er lånt af Stine Stregen
Man har en fornemmelse af at have uendeligt at give af – at man altid bare kan arbejde mere om aftenen, i weekenden… At man nok skal nå det! Men sidste efterår, da jeg var gået fra min kæreste, boede på en båd, og lidt senere flyttede til København hvorfra jeg pendlede frem og tilbage til mit fuldtidsjob i Kolding samtidig med at jeg havde 20 rejsedage om året som model, lå i retssag, var formand for DaMo og pludselig også skulle have en ny hofte, så begyndte jeg at glemme ting. Jeg kunne ikke huske hvem jeg havde besøgt og hvor jeg skulle hen næste dag. Min hjerne kunne bare ikke følge med og det føltes en lille smule som den her stribe StineStregen lavede i 2011, dengang hun fik stress. Jeg havde ikke stress. Jeg var bare – seriøst – stresset.
Lige for tiden har jeg masser af tid og i nat sov jeg ude i min farfars hus sammen med hans kone. Det var så dejligt og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har sovet så godt. Til lyden af brændeovn og vandhane der drypper. Nu er drømmehuset, de byggede sammen for 30 år siden, sat til salg. I morges inden vi kørte hen til plejehjemmet, flyttede jeg brændestakken ind i tørvejr under halvtaget.
Og den store springform fik jeg med mig hjem i en pose.
