Monthly Archives

august 2015

Hurra, sved på panden

Handling over ord (WAUW Anne og Co.)

(Beklager hvis formateringen er lidt fucked – indlægget er skrevet fra min telefon)

Der er ingen ord for hvor forfærdeligt det er når flygtninge dør på deres vej hertil.

Anne Deppe har en blog (http://deppeandthelostsock.com) som jeg, i min begyndende barselsboble, startede med at følge i sidste uge. Den sidste (alt for lange) tid har jeg desværre været alt andet end proaktiv, når det kommer til at tage livtag med verdens store udfordringer. Anne har lige mindet om, hvor kort afstanden fra tanke til handling er, og hvor hurtigt “jeg” kan blive til “vi”, hvis man har mod og overskud til tage et målrettet initiativ.
Her er en kopi af hendes opfordring – den er så vigtig. Men hop hellere over og deltag her: http://deppeandthelostsock.com/blog/2015/08/29/loerdagsupdate-og-vigtig-info-projekt-container-til-lesbos

“Lørdagsupdate og VIGTIG info “Projekt container til Lesbos”
Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte denne update. Jeg har lige set billeder af døde børn der flyder rundt i vandet nede på Lesbos (se dem her, men jeg advarer, det er VOLDSOMT STÆRKE billeder! – hvordan kan vores politikere være så fucking ignorante?). Jeg sidder her med snot og tårer i øjnene.
Samtidig har jeg i dag oplevet næstekærlighed i en sådan grad, at jeg slet ikke kan rumme det i mit hjerte. Richie, Emma Jo og jeg tog ind til Anne’s butik på Vesterbrogade 161 for at aflevere det tøj vi havde samlet sammen, og jeg var grædefærdig da jeg kom derind. Udover at Anne havde fået fyldt begge kælderrum op, stod der et BJERG af tøj ude foran hendes butik, og biler, cykler og gående strømmede til. Folk stoppede op og tog billeder, det var vanvittigt og fantastisk på samme tid.
Jeg må indrømme at jeg tænkte “hvad FANDEN gør vi nu?”… og så begyndte jeg at ringe til nogle af alle de kontakter jeg har fået fra alle jer. 10 minutter senere fik vi stillet en P-kælder til rådighed på Sejrøgade8 på Østerbro. Vi fik omdirigeret trafikken, og nu er Sejrøgade også snart fyldt op (men der er stadig god plads). Tusind tak til alle der har stillet sig til rådighed i hele landet i dag, jeg har ingen ord!!!!
Så herunder er de informationer der er vigtige nu, og som vi vil bede dig dele i alle grupper på FB (venligboernes grupper osv), så vi kan få informationen ud HURTIGT.

INDSAMLINGEN!

Nu skal du bare høre. Din 10 eller dine 4000 eller dine 18 kroner (hvad du end har doneret), har nu resulteret i at vi har samlet 150.000 sammen de sidste 24 timer (+50.000 på det andet telefonnummer, så vi er oppe på 200.000!!!). Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, andet end af hjertet tak! Det er så vildt så vildt så vildt!
Det betyder så samtidig at vi har nået beløbsgrænsen på Mikkels Mobile Pay (den udfordring havde vi ikke lige set komme), og vi kan ikke modtage flere mobile pay donationer. Derfor fortsætter vi på Gry’s allerede igangværende indsamling, og nummeret er 60 53 71 95 (Karina Helsted Moe), og det nummer du finder på FB-Gruppen HJÆLP TIL BÅDFLYGTNINGE PÅ LESBOS. Hvis nogen kan lave en instagram-venlig version af denne info, så send den til min på anne@annedeppe.co, så smider jeg den på Instagram med hashtagget #hjælplesbosnu

INDSAMLINGSSTEDER TIL TØJ/SKO/BAMSER/SOVEPOSER

Vi har oprettet et event til al information vedr indsamling af tøj her, der er vigtig information, læs HER
DEADLINE FOR TØJ-INDLEVERING TIRSDAG D. 1. sept. kl. 18.00
Inviter og del endelig begivenheden 
AFLEVERINGSSTEDER:
– FREDERIKSBERG
Annes butik “The little Things” Vesterbrogade 161, 1800 Frederiksberg. Tidsrum: 10-17
Kontaktperson Anne Bach tlf. 28447166

– ØSTERBRO
Sejrøgade 8, 2100 Østerbro
KUN søndag d. 30. aug. kl. 10 – 17 – herefter LUKKER VI SEJRØGADE VIGTIGT
Kontaktperson: Bitten Brenøe 40727231
– HUNDESTED
Dyssekilde yogacenter
Torupvejen 98, 3390 Hundested
Karina Helsted Moe
– GLOSTRUP – Vores hovedlager
Læhegnet 75, 2620 Albertslund. Tidsrum: 10-20.
Kontaktperson: Tanne Rosamunde tlf. 27510500
HVAD ER DER BRUG FOR?

FLYGTNINGENE PÅ LESBOS har brug for specifikke ting som::
– Sneakers, gym shoes for men, women and children (all sizes) HØJ PRIORITET
– Jogging trousers
– Briefs/underwear for men, women, children (all sizes)
– Men’s trousers and shoes (all sizes)
– Baby powder milk
– Nappies for babies
– Hygiene towels for women
– sleeping bags
– plastic to cover the floor/for shade
– Tents/tarpaulin
– mats (all kinds)
– Hats/caps for sunshade (light colors, all sizes)
– beanies/gloves (autumn and winter is near)
– electric plugs for several devices
– bamser
IGEN TUSIND TAK TIL ALLE JER DER BRINGER; KOORDINERER & DONERER:
DET ER STORT & DÆLME DULME RØRENDE ♥

Barsel, Det (mor)somme liv, Gravid

Forøvrigt..

Jeg har hele tiden tænkt, at jeg ville lave et blogindlæg når jeg på et tidspunkt følte mig rigtig gravid. Med 3 uger til termin, må jeg erkende at det nok ikke bliver mere rigtigt end nu.

Så hermed – 8 måneders hjernemøl i frit flor.

Jeg havde stadigvæk tømmermænd fra min 30-års fødselsdag, da jeg i slutningen af januar, opdagede at jeg var gravid. Her er klokken 6 om morgenen, de sidste gæster er lige gået og jeg står med en smørstegt parisertoast og en opvask på størrelse med Mount Doom.

Sindstilstand 36 timer senere: Fuck. Mig.

Jeg er for øvrigt ikke en af dem som bare lige *puf* og hovsa blev gravid på en uge. Tværtimod. Til sidst var jeg bare så træt af skuffelsen hver eneste måned, at jeg helt droppede at holde øje og i stedet gik all in på rødvin og bløde oste. Da så jeg blev gravid fejrede jeg det i Samadhi Spa med massage, champagne og chokoladefondue.

Jeg har ikke haft vilde cravings rent madmæssigt, men har lykkeligt genfundet kærligheden til  70’er retter, mælkeprodukter generelt og herunder især risengrød.

Det var meget svært at skulle holde mund med verdens vildeste nyhed i 2 freaking måneder! Men det var faktisk også hyggeligt at have en hemmelighed, som for en gangs skyld var god. De fleste af mine hemmeligheder er enten frygteligt pinlige eller bare dårlige. Da vi endelig fik at vide at de to streger nok ville blive til et rigtigt lille menneske, sagde vi det med slik og scanningsbilleder i påskeæg og hjemmelavede avisforsider.

Jeg har kværnet mig igennem utallige app’s med tjeklister, blogs, bøger og terminsgrupper på Facebook og minmave.dk hvor man rigtig kan køre hinanden op hver eneste gang man har en plukkeve. Og det er måske ikke så underligt at man går rundt og bliver ængstelig, for jeg synes at en stor del af den information man får, både fra sundhedssystemet og i bøger og blade, er temmelig dommedagsagtig og tager udgangspunkt i at man “selvFØLgelig er angst for ( >indsæt selv alt i hele verden som kan gå galt< )”.

Til gengæld har jeg været rigtig glad for:

“What To Expect” appen. Fordi den sammenligner din baby med frugt. Og fordi damens lipgloss.

“De Kære Børn” af Anna Wahlgren (læs førsteudgaven hvor de ikke har censureret alle smøgerne og snapsene ud:)). Den er for børneopdragelsesgenren hvad Camilla Plum er for kogebogsgenren: Måske ikke særlig god i praksis, men underholdningsværdi, inspiration og personlighed er til gengæld helt i top. Og så er det bare lækkert med et indkøbsråd som: “køb lidt frotté i metermål og klip det ud til håndklæder og vaskeklude. Du behøver ikke sy kanterne”.

“Yummy Mummy” af Charlotte Torpegaard. For at kompensere lidt for Wahlgren.

Alle de KURSER jeg har kunne komme i nærheden af! Jeg er ikke en af dem som bare har tænkt sig at overgive mig selv til min vidunderlige Mother Nature Krop og derudover sætte min lid til sundhedssystemet. Så om tre uger når jeg sidder på en badering med fjerdegradsbristninger og fødselstraumer, skal det i hvert fald ikke være fordi at jeg ikke havde forberedt mig. Og så glæder jeg mig faktisk også til at prøve at føde og jeg vil gerne have The Full Experience. Jeg har gået på “Smertefri Fødsel” kurset hos Anja Bay på Christianshavn. Bogen kan også anbefales, og der er gode hjemmeøvelser som man kan få rigtig meget ud af, hvis man synes at kurset er for pebret (mener at jeg gav ca. 1500 kr for 4 lektioner). Jeg synes nu det var alle pengene værd.

Jeg er faktisk også blevet okay glad for APA’s kursus for førstegangsfødende. Der får man rent kvantitativt lidt mere for skillingen (9 lektioner for ca. 1500 kr). Selve vidensdelingen går dog lidt for langsomt for min smag og i modsætning til Anja Bay (som er meget ligefrem og no bullshit), så har APA mange flere “…jaaaaaaah??-pauser” og “Hvad føler du er rigtigt for dig”-spørgsmål (Jeg ved sgu da ikke hvad jeg føler! Det regnede jeg da med at du ville fortælle mig). Tilgengæld er det vildt hyggeligt at mødes fast hver uge med de samme gravide damer og lave fysiske øvelser. Det sidste kursus jeg går på hedder “En Familie Fødes” og er et tilbud til førstegangsfødende på Rigshospitalet. De har vist den slags kurser på alle hospitaler. Kurset er gratis og foregår over 3 aftener hvor 10 par sidder og lytter på en jordemoder som gennemgår alt det lavpraktiske omkring en fødsel og tiden efter. Det kan også anbefales, hvis man ikke er så meget til pilatesbolde og laboro-vejrtrækning.

Min graviditet har primært sat sig på røv og lår men langsomt har maven også taget sammen rent størrelsesmæssigt. På det første billede er jeg 3 måneder henne og synes at jeg var enorm (Lol).

4,5 mrd henne. Og endelig kan andre også (med lidt god vilje) se, at jeg er gravid

8 mrd henne. Jeg var til bryllup 4 dage før jeg fødte, og dansede til kl. 5.00 om morgenen. Det har virkelig været en taknemmelig graviditet – også selvom jeg endte med at tage imponerende 20 kg på.

It’s a BOY!

I takt med at jeg er blevet større, er min egen barndom forøvrigt begyndt at stå som fuldstændig og komplet idyllisk. Lykkelig glemt er forældremyndighedssager og skolegårdsangst. For tiden husker jeg kun vikingeskibe, vindmøller og uendelige sommerferier i Sverige. Jeg håber babyen arver mit fortrængningsgen.

Hurra for at arve tøj, ting og sager fra gode, gavmilde overskudsforældre! Det eneste vi har købt fra nyt er lidt tøj, en puslepude og et badekar. Det er sguda fabelagtigt! App’en Reshopper og DBA.dk kan seriøse tricks. Og så er det smart at have seje designere i sit instagramfeed.

Se mig, jeg har strikket bukser i størrelse 2 år. Doh.

…Og lavet et tøjgrid ud af arvestykker. Jeg VIDSTE at The Wardrobe Challenge ikke var forgæves

Babybulen har været med på to festivaller. Først Primavera og så Ross. Det var faktisk en overraskende fedt at være ædru på festival – For første gang nogensinde
1. kunne jeg huske alle koncerterne 2. smed jeg ikke min telefon væk

Min fordi-jeg-ikke-var-fuld-på-Roskilde gave til mig selv.

Sommerens fravær af kølig hvidvin har betydet ekstra meget is. Og slik. Ekstra meget slik.

Det bedste af det hele

Tanker

Højskoleskriveri

Jeg har været på højskole! Og det var fedt. Det var på Testrup Højskole, det handlede om at skrive og seje, skrappe, særlige Lars Bukdahl var min underviser.

Jeg tænkte egentlig ikke at jeg skulle skrive om opholdet, men nu fik jeg alligevel lyst. For ud over at der (i prioriteret rækkefølge) var bjerge af mad, optræden af Frit Flet damerne, oplæsning af Caspar Eric’s nye bog, vilde diskussioner og mærkelig musik, så havde vi jo lektier for.
Og vores hjemmeopgaver var faktisk ret sjove.

Så hvis du sveder lidt i sensommeren og har lyst til at trykke ekstra på dit tastatur, så kommer her 10 skriveøvelser – og nedenunder dem, min version af en løsning. Fælles for dem alle er at de ikke må tage for lang tid og at de ikke må overtænkes.

OPGAVER

DAG 1

Øvelse 1.
Lav en ABC med udgangspunkt i ord du stødte på i går. ABC’en skal sige noget om hvem du er.

Øvelse 2.

a. Lav et Google-digt med et barndomsmotiv.

Sådan gør du: Google ét eller flere ord fra din barndom og sæt hits’ne sammen til en tekst der har noget at gøre med din barndom.

b. Lav en Nationen!-tekst.
Sådan gør du: Find f.eks. 10 linjer fra 10 forskellige læseindlæg inde på http://ekstrabladet.dk/nationen/ og sæt dem sammen på ny.
Øvelse 3.

Lav en liste over i går. Find et princip for listen.
Sådan gør du: Det skal være konkrete ting – ikke følelser. Vi er ikke kommet til syntaks endnu. Du skal bare kigge på verden, tage den ind og tegne en kreds omkring den. Du skal vælge op til 25 punker (flere end få).

DAG 2

Øvelse 4
Skriv lyden af Mandag (lyddigtigning a la Kurt Schwitters). Hvad er Mandagens egentlig lyd? Ikke gruble for meget over det. Ikke alt for tænkt.

Øvelse 5

Skriv et digt om dine følelser kl. 15.45 i går. Husk billedsprog (altså sammenlign din sindstilstand med noget). Det må fylde ca. en kvart side.

DAG 3

Øvelse 6
Skriv en dialog fra i går. For mit vedkommende skulle det foregå i spisesalen. Brug dæknavne.

Øvelse 7
Lav et stykke dramatik med replik og regi og to eller flere personer der taler med hinanden. En af personerne skal være et familiemedlem. Det skal foregå i et sommerhus i går. Familiemedlemmet skal møde en fremmed (f.eks. en kendis fx en politiker, popsanger, kok, lejemorder, eller en reel fiktiv person fx Batman, Pippi, Egon Olsen) som ankommer til sommerhuset.
Det må fylde 2-3 sider.

Øvelse 8
Giv en instruktion til en person (fx din sidekammerat). Man kan f.eks. blive inspireret af Yoko Ono’s “Grapefruit”.


DAG 4

Opgave 9
Skriv en roman-begyndelse. I tekststykket skal der være et dødsfald.

DAG 5

Øvelse 10 (tid: 10 min)

Vælg 1 af følgende 4 skriveøvelser:

1. Skriv 10 linjer der starter med ”Jeg husker”

2. På 10 linjer skal du finde på en innovativ virksomhed og skildre hvordan den går fallit

3. Skriv en historie på 10 linjer som foregår på ti sekunder.

4. Skriv en blå tekst

MINE OPGAVELØSNINGER

Øvelse 1

Lørdags ABC

Amager Strand
Bubbledogs
Citizen_nik
Dagpengekort
Emotion porn
Forberedelser
Grundidéen
Hyldeblomstsaft
Infrastruktur
Jobindex
Kraaaam
Lækkerbidsken
Marcus Schenkenberg
Nordic
Ovarie
Pusleplads
Quintin
Rubinbryllupsdag
Sneglcille.dk
Tomgangsregulativ
UDSALG!
Vaskeklude
What To Expect When You’re Expecting
XeS
Yves Saint Laurent
Zombieagtig
Æblekompot
Økologi
Åh!

Øvelse 2 a
(Hvor jeg googlede min børnehavekæreste “Morten Larsen”)

 

Morten Larsen

Morten Larsen Aps løser en bred vifte af opgaver

Well known for execution and kick ass attitude

Morten kan bare ikke li elektronisk musik, der er produceret af Kasper Winding 🙂

Hvad hedder i på snapchat? Jeg hedder fredagsmorten

Morten Larsen er “The Wolf” Hvis man har set Pulp Fiction, så ved man præcis hvem jeg taler om

9 fælles venner

Kontakt mig for en snak om dine muligheder.

Øvelse 2 b
(Hvor jeg copy pastede fra Nationen)

 

Så ser jeg en chauffør, der holder pause og undrer mig over, at chaufføren sidder og ryger inde i bussen

Så han ligger og tager sol (laver intet)

Så kom politiets hundepatrulje

Så er jeg faktisk berettiget til penge

Øvelse 3

(Hvor jeg lavede en liste over det bedste der skete for hver time der gik af dagen i går)

Dén time, det bedste

midnat lidl-slikskåle blir erstattet af Haribo-slikskåle
01: de spiller Dagen før, vi danser kinddans
02: metroen kommer
03: slukker TV inden hovedperson myrdes på bål
04: den sparker
05: jeg tisser
06: sover to
07: stive timer i træk
08: min far sender emoji
09: der er plads til det hele
10: Æggeblommen.
11: snakker om Langebro på vej over Knippelsbro
12: Når det lige
13: falder i søvn
14: der er en kylling-bacon-sandwich tilstede
15: århus med å findes
16: får kage
17: ser hende igen
18: kartoflerne får salt på
19: det hele siger mig noget
20: han er sjov
21: får kage
22: våde sko blir erstattet af varme sokker
23: aer neurotisk-nuser hund
24: klasker billen

Øvelse 4

(Hvor jeg lavede Mandagens lyd)

Lyden af ubrugelig bedrevidenhed:

Kreiii
ui aoi
fnyd
pff
TOK

Lyden af træthed:

Ahmua
Senioj
zaela
ohmnni

Lyden af at fryse:

liwnis
kruuks
flaflaflafla
vuivuivui

Øvelse 5

(Hvor jeg skrev et digt om mine følelser som jeg huskede dem dagen inden kl. 15.45)

bedst som jeg troede
alt var flommefedt og phew
kommer den
min trofaste stalker
i kvalitetskølekamre
folk ler
mens jeg flår i neglerødder
hysteriske humorister spændt op
jeg husker jeg udgår

Øvelse 6

(Hvor jeg skrev en dialog fra spisesalen)

Spisesal, aftensmad

(rører næsten ved fadet) Gud, det er varmt!
Åh, det ligner..
Er det..?
Jeg tror det er gnavben
Hedder det egentlig revselsben, eller, er det..
Spareribs?
Åhm!
Hvor skal vi sidde?
Øh, der?
Mmm
Undskyld, sidder du her?
Nej (smiler)
Så kan du sidde
Ja, okay
Jeg sætter mig her så
(hvisker) jeg går lige ud og ringer lige til Niklas

Øvelse 7

(Hvor jeg skrev om et familiemedlem, var for træt til at finde på dæknavne og derfor ikke skriver det her)

Øvelse 8

(Hvor jeg fandt på opgaver som min sidekammerat skulle udføre den dag)

Mathildes opgaver for dagen

Mærk vinden på din tunge

Træk vinduerne fra

Fjern alt rødt
reducér materialer i plast
Tilføj til alt i skum

Erstat alle øjenvipper med skægstubbe

Træk vejret for første gang

Tal i comic sans
syng i arial
hold mund i VERSALER

Lån en hårfarve
aflever til aftensmaden

Læg alle dine klogeste tanker i kurve
smid dem i åen

Skriv noget vigtigt
visk ud med hårdkogt æg

Øvelse 9

(Hvor jeg prøvede at skrive begyndelsen på en roman, med et dødsfald)

___

ET KOLLEKTIV
Kaninerne står i et hjørne af gården. Der er lige kommet seks nye unger. Ingen ved hvem der har født hvad, vi ved bare at Stampe har en seriøs libido og at enten Bettina eller Sussi lige har beriget verden med endnu et kuld hårløse kaninklumper med store mørkelilla øjenlåg. Jeg forstår ikke hvad pigerne ser i de kaniner. Engang så jeg Emilie tage fat i Bettinas lange ører og svinge kaninen rundt over hovedet som om det var en propel. Nu står Laura i midten af gården på en spand mens de to andre løber i volter omkring hende. Laura er ridelæreren. I hånden har hun en pisk.

Vandet er længe om at blive varmt og cementen er kold under mine fødder. Jeg har en håndsæbe med. Den er stærkt parfumeret og lugter af ødegårds-ture og filtret hår. Håndsæben kan gå for showergel, men er en elendig hårshampoo. Det ku nogen godt have fortalt min far da han som nyskilt stod med hygiejneansvar for to små piger. Jeg vasker mig under fødderne, i skridtet og armhulerne og slukker for vandet.

På vej op ad trappen møder jeg Peter. Han smiler inden han fortsætter ned mod baderummet. Der skal han sidde i badekarret og tænke store tanker om politik og nynne Gasolin imens han ryger cigaretter som han skodder i vandet. Han går først op, når han har gåsehud. Skal du ikke have mad, spørger jeg. Jeg gider ikke i dag, svarer han.

Mit værelse ligger på første sal og vender ud mod gården. Det trækker fra vinduet og min seng er åndsvagt smal, men der er plads til et skrivebord, huslejen er lav og folk er søde. For enden ad gangen ved siden af thekøkkenet et par trin op ad bagtrappen bor Herdis. Når hun står i sit vindue skråt overfor mit og lægger underbukser sammen, ligner de på afstand viskestykker.

Klokken ti minutter over seks sætter Jette maden på bordet med et klonk. Pizza i bradepande med kødsovs, dåsemajs og dej som vælter ud over kanten. Dan siger at bunden er tyk nok til at det kunne gå for foccacia. Børnene slås om at få hjørnestykkerne med mindst fyld og mest dej. Pludselig kommer Emilie løbende ind i fælleskøkkenet med en af de små kaniner i hånden. Den er blodig og halvspjætter og Emilie hulkestammer så meget, at jeg går med Ulrik og Michael ned for at kigge i kaninburet.

I kaninburet ligger fem kaninklumper spredt i røde, livløse rester. Jeg er overrasket over hvor lidt kaninunge der er i buret. Det må være Stampe som har spist dem, siger Ulrik. Hans vædderkanin har stået i cykelskuret så længe jeg har boet her, så jeg tager hans ord for det, og ligger min arm om Emilies skuldre. Jeg aner intet om kaniner, men jeg kan huske hvordan det er at være ni år.

___

Øvelse 10

(Hvor jeg skrev en historie på 10 linjer som foregår på ti sekunder)

Tak for i aften

Der er jægerbombs og redbulls over alt og dansegulvet er pakket med århusianske studerende. Midt på gulvet står jeg og tænker på Michael. På om han mon tænker på mig, på vores nye fælles liv i vores nye fælles lejlighed derhjemme. Alle tøserne er forsvundet. De står og snakker med fyre og hvad ligner dét på en tøsebytur. Fucking lorte Århus. Mens Anna kommer hen til mig med en kvart lunken øl, tænker jeg på at tage en taxa til Trøjborg og sove så det kan blive morgen, så jeg kan tage toget hjem. På hvor dejligt det bliver at ligge hjemme på sofaen med Michael og se TV og bare være os.