Højskoleskriveri

Jeg har været på højskole! Og det var fedt. Det var på Testrup Højskole, det handlede om at skrive og seje, skrappe, særlige Lars Bukdahl var min underviser.

Jeg tænkte egentlig ikke at jeg skulle skrive om opholdet, men nu fik jeg alligevel lyst. For ud over at der (i prioriteret rækkefølge) var bjerge af mad, optræden af Frit Flet damerne, oplæsning af Caspar Eric’s nye bog, vilde diskussioner og mærkelig musik, så havde vi jo lektier for.
Og vores hjemmeopgaver var faktisk ret sjove.

Så hvis du sveder lidt i sensommeren og har lyst til at trykke ekstra på dit tastatur, så kommer her 10 skriveøvelser – og nedenunder dem, min version af en løsning. Fælles for dem alle er at de ikke må tage for lang tid og at de ikke må overtænkes.

OPGAVER

DAG 1

Øvelse 1.
Lav en ABC med udgangspunkt i ord du stødte på i går. ABC’en skal sige noget om hvem du er.

Øvelse 2.

a. Lav et Google-digt med et barndomsmotiv.

Sådan gør du: Google ét eller flere ord fra din barndom og sæt hits’ne sammen til en tekst der har noget at gøre med din barndom.

b. Lav en Nationen!-tekst.
Sådan gør du: Find f.eks. 10 linjer fra 10 forskellige læseindlæg inde på http://ekstrabladet.dk/nationen/ og sæt dem sammen på ny.
Øvelse 3.

Lav en liste over i går. Find et princip for listen.
Sådan gør du: Det skal være konkrete ting – ikke følelser. Vi er ikke kommet til syntaks endnu. Du skal bare kigge på verden, tage den ind og tegne en kreds omkring den. Du skal vælge op til 25 punker (flere end få).

DAG 2

Øvelse 4
Skriv lyden af Mandag (lyddigtigning a la Kurt Schwitters). Hvad er Mandagens egentlig lyd? Ikke gruble for meget over det. Ikke alt for tænkt.

Øvelse 5

Skriv et digt om dine følelser kl. 15.45 i går. Husk billedsprog (altså sammenlign din sindstilstand med noget). Det må fylde ca. en kvart side.

DAG 3

Øvelse 6
Skriv en dialog fra i går. For mit vedkommende skulle det foregå i spisesalen. Brug dæknavne.

Øvelse 7
Lav et stykke dramatik med replik og regi og to eller flere personer der taler med hinanden. En af personerne skal være et familiemedlem. Det skal foregå i et sommerhus i går. Familiemedlemmet skal møde en fremmed (f.eks. en kendis fx en politiker, popsanger, kok, lejemorder, eller en reel fiktiv person fx Batman, Pippi, Egon Olsen) som ankommer til sommerhuset.
Det må fylde 2-3 sider.

Øvelse 8
Giv en instruktion til en person (fx din sidekammerat). Man kan f.eks. blive inspireret af Yoko Ono’s “Grapefruit”.


DAG 4

Opgave 9
Skriv en roman-begyndelse. I tekststykket skal der være et dødsfald.

DAG 5

Øvelse 10 (tid: 10 min)

Vælg 1 af følgende 4 skriveøvelser:

1. Skriv 10 linjer der starter med ”Jeg husker”

2. På 10 linjer skal du finde på en innovativ virksomhed og skildre hvordan den går fallit

3. Skriv en historie på 10 linjer som foregår på ti sekunder.

4. Skriv en blå tekst

MINE OPGAVELØSNINGER

Øvelse 1

Lørdags ABC

Amager Strand
Bubbledogs
Citizen_nik
Dagpengekort
Emotion porn
Forberedelser
Grundidéen
Hyldeblomstsaft
Infrastruktur
Jobindex
Kraaaam
Lækkerbidsken
Marcus Schenkenberg
Nordic
Ovarie
Pusleplads
Quintin
Rubinbryllupsdag
Sneglcille.dk
Tomgangsregulativ
UDSALG!
Vaskeklude
What To Expect When You’re Expecting
XeS
Yves Saint Laurent
Zombieagtig
Æblekompot
Økologi
Åh!

Øvelse 2 a
(Hvor jeg googlede min børnehavekæreste “Morten Larsen”)

 

Morten Larsen

Morten Larsen Aps løser en bred vifte af opgaver

Well known for execution and kick ass attitude

Morten kan bare ikke li elektronisk musik, der er produceret af Kasper Winding 🙂

Hvad hedder i på snapchat? Jeg hedder fredagsmorten

Morten Larsen er “The Wolf” Hvis man har set Pulp Fiction, så ved man præcis hvem jeg taler om

9 fælles venner

Kontakt mig for en snak om dine muligheder.

Øvelse 2 b
(Hvor jeg copy pastede fra Nationen)

 

Så ser jeg en chauffør, der holder pause og undrer mig over, at chaufføren sidder og ryger inde i bussen

Så han ligger og tager sol (laver intet)

Så kom politiets hundepatrulje

Så er jeg faktisk berettiget til penge

Øvelse 3

(Hvor jeg lavede en liste over det bedste der skete for hver time der gik af dagen i går)

Dén time, det bedste

midnat lidl-slikskåle blir erstattet af Haribo-slikskåle
01: de spiller Dagen før, vi danser kinddans
02: metroen kommer
03: slukker TV inden hovedperson myrdes på bål
04: den sparker
05: jeg tisser
06: sover to
07: stive timer i træk
08: min far sender emoji
09: der er plads til det hele
10: Æggeblommen.
11: snakker om Langebro på vej over Knippelsbro
12: Når det lige
13: falder i søvn
14: der er en kylling-bacon-sandwich tilstede
15: århus med å findes
16: får kage
17: ser hende igen
18: kartoflerne får salt på
19: det hele siger mig noget
20: han er sjov
21: får kage
22: våde sko blir erstattet af varme sokker
23: aer neurotisk-nuser hund
24: klasker billen

Øvelse 4

(Hvor jeg lavede Mandagens lyd)

Lyden af ubrugelig bedrevidenhed:

Kreiii
ui aoi
fnyd
pff
TOK

Lyden af træthed:

Ahmua
Senioj
zaela
ohmnni

Lyden af at fryse:

liwnis
kruuks
flaflaflafla
vuivuivui

Øvelse 5

(Hvor jeg skrev et digt om mine følelser som jeg huskede dem dagen inden kl. 15.45)

bedst som jeg troede
alt var flommefedt og phew
kommer den
min trofaste stalker
i kvalitetskølekamre
folk ler
mens jeg flår i neglerødder
hysteriske humorister spændt op
jeg husker jeg udgår

Øvelse 6

(Hvor jeg skrev en dialog fra spisesalen)

Spisesal, aftensmad

(rører næsten ved fadet) Gud, det er varmt!
Åh, det ligner..
Er det..?
Jeg tror det er gnavben
Hedder det egentlig revselsben, eller, er det..
Spareribs?
Åhm!
Hvor skal vi sidde?
Øh, der?
Mmm
Undskyld, sidder du her?
Nej (smiler)
Så kan du sidde
Ja, okay
Jeg sætter mig her så
(hvisker) jeg går lige ud og ringer lige til Niklas

Øvelse 7

(Hvor jeg skrev om et familiemedlem, var for træt til at finde på dæknavne og derfor ikke skriver det her)

Øvelse 8

(Hvor jeg fandt på opgaver som min sidekammerat skulle udføre den dag)

Mathildes opgaver for dagen

Mærk vinden på din tunge

Træk vinduerne fra

Fjern alt rødt
reducér materialer i plast
Tilføj til alt i skum

Erstat alle øjenvipper med skægstubbe

Træk vejret for første gang

Tal i comic sans
syng i arial
hold mund i VERSALER

Lån en hårfarve
aflever til aftensmaden

Læg alle dine klogeste tanker i kurve
smid dem i åen

Skriv noget vigtigt
visk ud med hårdkogt æg

Øvelse 9

(Hvor jeg prøvede at skrive begyndelsen på en roman, med et dødsfald)

___

ET KOLLEKTIV
Kaninerne står i et hjørne af gården. Der er lige kommet seks nye unger. Ingen ved hvem der har født hvad, vi ved bare at Stampe har en seriøs libido og at enten Bettina eller Sussi lige har beriget verden med endnu et kuld hårløse kaninklumper med store mørkelilla øjenlåg. Jeg forstår ikke hvad pigerne ser i de kaniner. Engang så jeg Emilie tage fat i Bettinas lange ører og svinge kaninen rundt over hovedet som om det var en propel. Nu står Laura i midten af gården på en spand mens de to andre løber i volter omkring hende. Laura er ridelæreren. I hånden har hun en pisk.

Vandet er længe om at blive varmt og cementen er kold under mine fødder. Jeg har en håndsæbe med. Den er stærkt parfumeret og lugter af ødegårds-ture og filtret hår. Håndsæben kan gå for showergel, men er en elendig hårshampoo. Det ku nogen godt have fortalt min far da han som nyskilt stod med hygiejneansvar for to små piger. Jeg vasker mig under fødderne, i skridtet og armhulerne og slukker for vandet.

På vej op ad trappen møder jeg Peter. Han smiler inden han fortsætter ned mod baderummet. Der skal han sidde i badekarret og tænke store tanker om politik og nynne Gasolin imens han ryger cigaretter som han skodder i vandet. Han går først op, når han har gåsehud. Skal du ikke have mad, spørger jeg. Jeg gider ikke i dag, svarer han.

Mit værelse ligger på første sal og vender ud mod gården. Det trækker fra vinduet og min seng er åndsvagt smal, men der er plads til et skrivebord, huslejen er lav og folk er søde. For enden ad gangen ved siden af thekøkkenet et par trin op ad bagtrappen bor Herdis. Når hun står i sit vindue skråt overfor mit og lægger underbukser sammen, ligner de på afstand viskestykker.

Klokken ti minutter over seks sætter Jette maden på bordet med et klonk. Pizza i bradepande med kødsovs, dåsemajs og dej som vælter ud over kanten. Dan siger at bunden er tyk nok til at det kunne gå for foccacia. Børnene slås om at få hjørnestykkerne med mindst fyld og mest dej. Pludselig kommer Emilie løbende ind i fælleskøkkenet med en af de små kaniner i hånden. Den er blodig og halvspjætter og Emilie hulkestammer så meget, at jeg går med Ulrik og Michael ned for at kigge i kaninburet.

I kaninburet ligger fem kaninklumper spredt i røde, livløse rester. Jeg er overrasket over hvor lidt kaninunge der er i buret. Det må være Stampe som har spist dem, siger Ulrik. Hans vædderkanin har stået i cykelskuret så længe jeg har boet her, så jeg tager hans ord for det, og ligger min arm om Emilies skuldre. Jeg aner intet om kaniner, men jeg kan huske hvordan det er at være ni år.

___

Øvelse 10

(Hvor jeg skrev en historie på 10 linjer som foregår på ti sekunder)

Tak for i aften

Der er jægerbombs og redbulls over alt og dansegulvet er pakket med århusianske studerende. Midt på gulvet står jeg og tænker på Michael. På om han mon tænker på mig, på vores nye fælles liv i vores nye fælles lejlighed derhjemme. Alle tøserne er forsvundet. De står og snakker med fyre og hvad ligner dét på en tøsebytur. Fucking lorte Århus. Mens Anna kommer hen til mig med en kvart lunken øl, tænker jeg på at tage en taxa til Trøjborg og sove så det kan blive morgen, så jeg kan tage toget hjem. På hvor dejligt det bliver at ligge hjemme på sofaen med Michael og se TV og bare være os.

 
Previous Post Next Post

No Comments

Leave a Reply