Monthly Archives

november 2016

Den lille forskel

1. Graviditet
Rudolph Care, REN og koldpresset olivenolie

Fødselforberedelse og pilates 3 gange pr. uge

Tjek dagligt mindst 4 graviditetsapps + det løse

Indsæt alle blå emojis i verden i sms til bedste veninder, samme sekund scanning 2 er overstået

En lille tår kan da ikke skade, vel?

Jeg glæder mig bare så meget til at føde i vand, med stearinlys, Bon Iver, duftlys og bjegkrystaller


2. Graviditet
Det der Aussie shampoo dufter bare skidegodt, altså.

Hahahahahahahahahahahahahahaha!

Jeg er.. 22 u.., nej, 5 mrd.. Øh. Skal føde til april.

Vi er da så ligeglade med at kende kønnet (hov, var det en tissemand* jeg lige så der?)

En lille øl stor G&T kan da ikke skade, vel?

Kan du lige holde min krop for mig i 10 minutter, mens den føder?

* Ja. Nu hedder det forøvrigt også en tissemand. Fordi du allerede har et barn og derfor er blevet En Af Dem der kalder en pik for en tissemand.

Der er noget i luften

Nå, ja, forøvrigt. Jeg er gravid!

21 uger plus det løse, som man siger. Efter planen kommer der d. 1. april en baby, og selvom det hverken var planlagt eller –helt ærligt– særlig belejligt, er jeg glad. Mega glad og taknemmelig. Kurt kommer til at være 1,5 år når han bliver storebror, og for en pseudotvilling som mig, føles det som den helt perfekte aldersforskel (men spørg mig gerne igen om et halvt år…).
At få en pseudotvilling er jo som at få sit helt eget personlige forsøgsdyr. Jeg har ikke tal på ting jeg har bildt min lillesøster ind (i den gode sags tjeneste, selvfølgelig). F.eks. at hendes hår voksede markant når jeg hev i det, at hudorme var levende og at jeg da virkelig ikke vidste, hvor hendes ørkenrotte var.

Jeg håber Kurt har arvet min gode humor.

Folk fortæller mig at det blir hårdt det første år, men så blir det også godt. Skidegodt, faktisk. SÅ kan de rigtig lege og bruge hinanden. Jeg smiler og tænker helt sikkert, mens jeg forsøger at ignorere perlerækken af flashbacks til vredesudbrud, hånlige grineanfald og blodige jagtscener fra mit barndomshjem, hvor min søster og jeg sjældent gik af vejen for et godt skænderi eller en rask lille slåskamp. Vi var 15 før vi sluttede fred.

Jeg håber ikke Kurt har arvet mit temperament.

Til gengæld har min lillesøster og jeg så også været bedste venner – vel det man kalder soulmates – lige siden vi stod der, med dårlig hud og fløjsbukser, og famlede midt i teenageårene og fandt hinanden. Vi er så afsindigt ens og samtidig afsindigt forskellige. Ingen kan pisse mig af som hun. Og ingen forstår mig som hun gør. Mie er i sandhed min livspartner. Og sidste mandag fødte hun en perfekt lille pige.

Det skal sgu nok blive godt.

Farvel Idas Idéer, hej IDABIDA

Jeg havde åbenbart ikke flere idéer, end at lave en forening for modeller og en kampagne om tøjforbrug. I hvert fald har det stået så stille med idéerne på det sidste, at jeg synes det var falsk markedsføring at min blog blev ved med at hedde Idas Idéer. Så nu har den altså skiftet navn til noget, jeg i hvert fald kan stå inde for: Idabida. Mit gamle kælenavn. De sidste par år har min blog lidt været som at have en stor doven, kælekat liggende i sin vindueskarm, så jeg tænkte, at det nok var meget passende.

Let the party begin.

When in doubt, go to Scotland

For lang tid siden købte jeg to flybilletter til Skotland. En til mig. En til min baby. En uge. Alene med en et-årig. Indsæt selv svede-smiley.

Det var hårdt. Helt sikkert. Men det var virkelig også hyggeligt at rejse sammen bare os to. For første gang, følte jeg at jeg havde eksklusiv, iscenesat mor-søn-tid med min nu store, selvgående baby – og det var saftsusemig befriende at stikke af fra vuggestue-leverpostej-rutinen, for en stund. I lufthavnen prøvede vi make-up i tax-free og efterlod os et Hans & Grethe spor af theboller og rugbrød hele vejen ud til gaten.

Fra Edinburgh tog vi en bus til Glasgow, hvor vi blev samlet op af en af mine ældste veninder fra efterskoletiden, Marie.

Marie har købt et lille hus langt oppe i bjergene. Huset er småt og det suser ind med kold luft fra vinduerne. Men det gør (næsten) ikke noget, for huset er lige præcis så hyggeligt, som man forestiller sig og udsigten er for vild. På efterskolen var vi bedste venner og lavede alt sammen. Nu lever vi så forskellige liv, og snakker sammen så sjældent, at jeg ærlig talt var helt nervøs for, om vi overhovedet kunne huske, hvorfor vi er venner. Mens jeg triller rundt herinde i Nyhavn, drikker kaffe to-go i tide og utide og har 3 stk bedsteforældre indenfor belejlig radius, kører hun rundt med sin 4 mrd. gamle datter i landroveren i venstre side ad de smalle veje langs søer og bjerge. Hun henter brænde morgen og aften ude i skuret. Og når de skal have take-away, kører hendes mand da lige i 30 minutter for at hente den. Da jeg så hende første gang, for 15 år siden i vaskekælderen på Vesterdal Efterskole, tænkte jeg at hun var noget af det sejeste. Sådan har jeg det stadigvæk.

Veninder. De former os og venskaberne former sig efter vores liv. Lige nu er jeg i en fase hvor alle mine venindeskaber føles som midlertidigt i undtagelsestilstand, fordi vi alle sammen har gang i noget seriøst tidskrævende med nogle børn og en familie. Men allerede på vores anden dag i Skotland var Marie og jeg tilbage i vores 15-år gamle jokes, 2-stemmige glasvandtissange, Den Eneste Ene citater (“du har en meget fin porestørrelse”) og aftensmadskombinationer a la spareribs med risengrød, slik og karameliserede popcorn, imens man ser Harry Potter 3 og dør af grin over noget man ikke kan huske.

Kurt og jeg sov på en stor luftmadras og hver aften læste vi Folk Og Røvere I Kardemommeby og sendte selfies hjem til dk. Kurt levede 90% af uøkologiske færdigretter, så TV hver dag og slikkede på samtlige gulve han kom i nærheden af. Og han var så glad. Jeg blev helt rørt, over hvor nemt det egentlig kunne være. Det er mig der har behov for at bage rugbrød, cykle ham rundt til det ene og det andet børnevenlige arrangement i hans Yepp-cykelstol og rågummisåler, have råd til de helt rigtige tallerkener, en ny sofa, måske en anden spisebordslampe, et par nye sko… Og behov for at lave politisk korrekt aftensmad fra scratch hver eneste freaking aften, mens mit barn, politisk korrekt sidder og hjælper til, hvilket gør at vi bruger på den gode side af en time hver aften på at rydde op (og undre os over, hvor alle de bananfluer mon kommer fra)… Det er egentligt lidt sindssygt. Når nu det eneste vores børn har brug for er os. Og så måske en købelasagne.

Skotland. Thanks for the reminder.