Monthly Archives

januar 2017

Det (mor)somme liv, Det er ikke altid kønt, Gravid

Boy bye vinterdepression

Så blev det 1. februar. Først og fremmest hurra for at kalenderårets introverte og tømmermændsramte goth nu er overstået. Og så i næste åndedrag: Shit. Der er officielt 2 måneder til at jeg skal føde. Pt sover vores søn stadigvæk i revnen, jeg har ikke engang overvejet at hente str. 56 ned fra loftet og det eneste jeg ved om min fødsel er, at jeg tror at jeg vil føde hjemme.

Januar var lige ekstra hård i år. Jeg tror måske jeg for første gang i mit liv, mærkede et strejf af en vinterdepression. Den kulminerede så i går da min gamle havelåge af en hot pink krejler-cykel bukkede under for vægten af mit tungsind (og et ca. 1000% øget forbrug af bløde kulhydrater), da sadelstangen knækkede, lige midt på Frederiksborggade.

Jeg opdagede, at jeg har bakset rundt på den cykel, de sidste 3 måneder med Kurt i barnesædet og plukkeveer, i alt for højt et gear. Totalt stakåndet og stresset over lige at ville starte en selvstændig virksomhed inden jeg skulle have baby nr. 2 indenfor 1,5 år. Det blev alt for meget. Nu er det som om at tågen endelig er ved at lette og jeg så småt ved at være færdig med at sidde og glo ind i et tomt word-dokument og snakke til dem der betyder mest for mig i skinger og forurettet bydeform. Selvom jeg ikke ved hvad der har ændret sig, føles det sgu næsten som om, jeg er ved at blive mig selv igen.

Forøvrigt gik jeg i dag gik ned til min cykelhandler og købte en spritny, rustfri straight-up mommybike. Med gear der kan skifte, kurv, magnetlygter og hele svineriet. Det føltes så godt. Verden kan godt lige vente et par måneder, mens jeg cykler rundt i første gear.

cykel

Hurra

Hurtigt hej

Det har stået lidt stille med skriveriet de sidste par dage. Det er simpelthen fordi jeg lige er faret vild ovre i WordPress.

Jeg er nemlig ved at flytte bloggen fra gode -men også særdeles gamle- Blogspot (yes, I know. Det tog kun 7 år – men de ville så gerne have, at jeg blev lidt længere) Og det med at få tingene som jeg vil have det, tager altså lige lidt længere tid end jeg havde troet.

Den her blog har altid fulgt mig som en temmelig direkte repræsentation af hvor jeg var i livet. Det er måske derfor den er så skitzo…

Da jeg startede den i 2010, gik jeg på designskolen og manglede en process blog, hvor jeg kunne dele mine selvhøjtidelige studietanker om design. Så kom den til at handle om bæredygtigt forbrug og modelrettigheder.

Og nu er bloggen så landet, sammen med mig, her på 4. sal uden elevator, midt i voksenlivets spæde suppedas: Der hvor man seriøst begynder at overveje, at gøre noget ved sin pensionsopsparing, pludselig skal huske 2 personnumre udenad når man ringer til lægen, og hvor man næsten synes at man har fri, når man tager opvasketjansen om aftenen og lukker døren til køkkenet og hører Lemonade, mens man ligger på alle fire og prøver at gnubbe indtørret leverpostej af en Tripp Trapp stol. Det er også der, hvor man endnu ikke har fundet sit drømmejob, men stadigvæk arbejder hist og pist, og man drømmer enten om en fast stilling, eller et genialt selvstændigt liv, med masser af kunder der strømmer til.

Og man tager til jobsamtale med sin 8 mrd’s babybule skruet ned i et pencilskirt og prøver at fyre jokes af om at de får 2 for 1, og ingen griner. Dér. Der er jeg. Lige midt i en rodebutik af et liv. Og der er bloggen også.

Det med livet får jeg nok ikke styr på lige foreløbig, men lige om lidt så er her i hvert fald flot og pænt, det lover jeg.

Till then.

Titusinde babyspark og nu 32-årige flyverkram

Ida

Det (mor)somme liv, Suk, Tanker

Efter festen

Jeg var lige ved at skrive til hele min familie at de ikke skulle komme til min fødselsdag i dag alligevel. Syg baby, mega gravid og en tad deprimeret over Life: Egentlig nogle ret legitime grunde til at aflyse.

Og da jeg en time inden gæsterne skulle ankomme, stod i undertøj med bolledej op til begge albuer, med en klynkende baby i knæhaserne, sendte jeg lige min evige jubeloptimisme en kærlig fuck dig finger hvad angår “det blir bare stille og roligt på den casual måde” (klip til 20 mennesker der ufrivilligt leger stoleleg i min stue).

Nu er klokken 22.00, den sidste gæst er gået og jeg er træt og lykkelig på den der meget mætte måde, hvor man lige har sat Anja og Victor 2 på.

Seriøst. Det kan godt være, at jeg ikke har det arbejdsliv jeg kunne ønske mig. Men jeg har altså verdens bedste familie! Med friske 85-årige bedsteforældre der kører helt fra Langeland, en mor der tager Kurt når min puls rammer 180, svigerforældre der blæser sæbebobler, en far der både medbringer hjemmebygget legefærge OG en lagkage med sprut i, papsøskende, kusiner, en søster og en af mine ældste veninder, som man ved bare kan være. Det var så hyggeligt. Og som en bonus, står der lige nu på min reol, en stribe gaver af den slags, hvor jeg virkelig føler, at mine mennesker kender mig. Nævner i flæng: en Røde Mor LP, en Mac paint pot øjenskygge i farven Frozen Violet, Aesop-slik til tørre hænder, friske tulipaner, den nye digtsamling af Signe Gjessing, en flettet pung fra Nepal, hårkur (ammehår, be gone), et linoliumstryk fra Kvindehuset, en kvart printer og en ny hovedpude. Måske har man familier til at fylde en med kærlighed, også i de perioder, hvor man ikke har mere at give af, og derfor kun kan tage imod.

Suk

Nåmen tillykke med det USA

Jeg valgte at se Trumps indsættelsestale gennem en hær af snapchatfiltre. Puh.
Bagefter fejrede vi med et smut på akutmodtagelsen med en på fjerdedagen syg dreng med 40,6 i feber. Heldigvis var det “bare” en virus. Men jeg har ikke helt forstået det… Er ens barn så mindre sygt? Er feberen mindre træls end hvis det er en beskidt og farlig bakterie?

Nu kompenserer vi heldigvis for hele balladen med sushi (er det ikke noget med at der er kommet børnepenge i dag?) og 7 Wonders Duel mens jeg leger at der er procenter i min drink.

Barsel

Mangel på ros: Vækker en kælling i dig

Jeg bemærkede det for et års tid siden, under min barsel. At når jeg går hjemme med Kurt og ikke har nok at lave, så bliver jeg simpelthen den arveste person. I min skrækfantasi (okay, det er måske også sket et par gange i virkeligheden) sidder jeg med helt fladt, fedtet baghår i natbukser og vrænger af min kæreste om han for helvede ikke bare kan sige, at han elsker mig.

Hella Joof har sagt, at man aldrig må sætte sig over i hjørnet og være den det er synd for. Men det er svært når man ikke har set et levende menneske før den mor man møder i vuggestuen kl. 15.00. Faktisk tror jeg at man anerkender hinanden meget mere på en arbejdsplads end man lige tænker over. Alle de der små “tak for din mail” eller “skal du have noget med?” sætter sig ubevidst, og gør at man føler sig set og hørt. Når man går hjemme, er der ingen der spørger, om man lige vil have en kop kaffe med.

Din lille nyfødte baby kigger ikke op på dig og siger “Sejt, mor, at du lige tog min lorteble med een hånd og tjekkede rejseplan med den anden, tog laksefars ud af fryseren med den tredje, og sørgede for at vi nåede 1A’eren og kom til kontrolvejning. Og på vej hjem købte du ind selvom jeg skreg hele turen igennem Føtex Food, som du forøvrigt timede med at det var Tirsdag så vi fik 50% på al øko, og du fik det hele bået op på fjerde uden at tabe mig”. Forstå mig ret, babyer er fantastiske. Men de er fandme dårlige til at rose. Og ros er en af de mange ting, som er svære at få på kommando, fordi man blir så enormt urosværdig af at mangle det.

Når min kæreste f.eks. kommer hjem sådan her fra arbejde:

med sine røde cykelkinder og en aura der emmer af sund balance. Så er det at jeg lige pludselig, og den er sikker hver gang, har afsindigt travlt. Med alt muligt meget vigtigt såsom vældigt demonstrativt at tømme en opvaskemaskine eller at rydde op i et legekøkken. Og i stedet for at kigge på ham og spørge om han har haft en god dag, som normale Ida ville gøre, så kigger jeg op på ham med et “Nå, hej, GODT du kom, for jeg har virkelig TRAVLT! SE mig lige gå ned med skraldet. Kan du se det?!” Og det, kan jeg fortælle, er ikke en opførsel, som ryster mange hjertevarme krammere af sig. Det er virkelig en ond cirkel.

Så nu har jeg besluttet mig for at “be the flame”, som man siger. Og hvis det så betyder at jeg skal skrue mit 80 kilos korpus i et par stramme løbebukser og løbe en tur rundt om Kastellet blokken, så gør jeg det. Og i mellemtiden inhalerer jeg enhver like, kommentar og besked jeg kommer i nærheden af, på alle de sociale medier.

Røde kinder, here I come.

Familieliv

Tror svaret er ja

Når man helt uden at opdage det, ender med at fejre sin første måned som mand og kone med at spise frokost i en pølsevogn, gå i netto på vej hjem, tømme grøntsagskuffen ud på en tærtebund, se Arvingerne (er ikke helt overbevist, men vil så gerne elske det ligesom dengang i 1. sæson) og spise flødeboller i sofaen mens man ser 21 Søndag.

Har man så bestået Hr. og Fru Danmark testen?

Familieliv, Suk

Work-life-blablablalance

Lige for tiden befinder jeg mig i et mærkeligt vacuum som er opstået mellem ikke at have et fast arbejde, og at skulle føde en baby om 3 måneder. Og da jeg endnu ikke har haft held med at overbevise en arbejdsgiver, om at ansætte mig inkl. tyk mave (var til et par samtaler, da jeg var gravid med Kurt), har jeg besluttet mig for at udnytte tiden mellem jobansøgningerne, til at prøve at få lidt styr på, hvad jeg egentlig vil i mit arbejdsliv.
Hvis jeg er heldig har jeg et par modeljobs om måneden og så laver jeg en gang i mellem opgaver som freelance servicedesigner. I de måneder hvor jeg ikke tjener nok, får jeg supplerende dagpenge. Vi svømmer ikke i penge herhjemme, men vi har det godt. Og ofte har jeg mulighed for at hente Kurt klokken 15.00, eller endda tage en hjemmedag, hvis vi har lyst til det.

Det virker umiddelbart enormt taknemmeligt, men der vil altid være en ambitiøs, habitklædt powerwoman, som sidder på min skulder og ser ned på mig og mit nattøj med rullende øjne og spørger hvornår jeg egentlig har tænkt mig at tage mig sammen, og få et rigtigt arbejde?

Faktum er bare at det helt ærligt, og jeg har altså prøvet i 3 år nu, har vist sig at være virkelig svært for mig at få et fast job. Jeg er åbenbart bare ikke typen man ansætter. Og i de 2 perioder jeg har arbejdet fuldtid, siden jeg fik Kurt, har jeg desuden virkelig skulle vænne mig til tanken om at stå der i et proppet tog, på vej hjem klokken 17.00, dag ud og dag ind, sammen med alle de andre forældre for lige at nå at se sine overtrætte småbørn, inden de skvatter omkuld.

At være gravid og arbejdsløs, får mig til at tænke på dengang min søster som teenager cyklede hjem ad en motorvej. Så stod hun pludselig der, ude i midterrabatten på E47 med sin cykel, og tænkte “Er det her endnu en af de der ting, der kun sker for mig?”

Jeg føler lidt at jeg står der ude i den midterrabat lige nu. For selvom jeg hele tiden hører om andre gravide der ikke kan få job eller bliver fyret. Og selvom jeg endda engang i mellem også spotter en enkelt, til mine A-kasse møder (hvor vi sidder og kigger rundt på hinanden, samtidig med at vi ser meget travle og vigtige ud) så kan jeg ikke lade være med at føle, at der er et karrieretog med alle mine fellow powermoms ombord, og jeg står som den eneste tilbage, på perronen og kigger på, at det suser forbi.

Samtidig kender jeg efterhånden så mange nybagte mødre som går ned med stress når de kommer tilbage på deres fuldtidsjob efter barsel, at jeg ikke kan lade være med at tænke, om det virkelig er os der er noget galt med? Eller om det bare ikke er meningen at man skal kunne passe to fuldtidsstillinger samtidig med at man har små børn. Det er i hvert fald en ligning jeg har svært ved at få til at gå op.

En af de karrierekvinder jeg ser op til, Michelle Hviid, har hvad jeg vil betegne som et virkelig succesfuldt arbejdsliv. 1. januar skrev hun et meget ærligt indlæg, om hvor svært det har været for hende at finde kærligheden. Og det var virkelig så fint og en trøst midt i min arbejdsløshedsskam, at hun var åben om et emne der var så sårbart for hende. Jeg tillader mig at dele et lille uddrag, men læs hellere hele indlægget lige her.

“Især har jeg focus på min komplet mislykkede kærlighed. For det er jo der jeg ikke lykkes, og det er forbundet med skam, at jeg på livets vigtigste platform fejler. Igen og igen.
Jeg gik i 2016 hen til psykologen igen og igen, spurgte som jeg plejer, hvad gør jeg forkert, og fik det værst tænkelige svar: Hvad hvis du ikke gør noget forkert?
Hvordan helvede skal jeg ændre det? Det efterlader mig bare med det værst tænkelige af alt, manglende kontrol. Jeg går der fra i frit fald og forsøger at blive ven med “tålmodighed” som har været fjenden i 44 år. Lort.”

Mit forfejlede kærlighedsliv er mit arbejdsliv. Og tænk hvis Michelle Hviid’s psykolog ville sige det samme til mig: At det ikke er mig som gør noget forkert. Hvad skal jeg så gøre?

I første omgang går jeg lige ud i søndagssolen.

Småt brandbart

Småt brandbart fra en stillekupé

Undskyld, men er DSB’s Snack Bag en joke? Eller en oprigtig, inkarneret fuckfinger til alle passagerer? “Ja, vi har desværre lige lukket 50% af vores kiosker og billetsalg på stationerne. Tilgengæld er der heller ikke længere en madvogn med ombord. Eller en kaffeautomat. Eller en chokoladeautomat. Men hey, en gang imellem, ik. Så kan du altså købe en mikroskopisk pose chips og et marcipanbrød for 30 kroner. Såmenøh… God tur fra Brønderslev til København!” Suk.

Har lige været på modeljob for et tøjmærke der laver graviditetstøj. Og jeg havde virkelig glædet mig til at arbejde for dem. Og da jeg så resultatet var jeg bare så …gravid. Kæmpestor faktisk. Mine lår har virkelig taget røven på mig (som man siger). Øv.

Trøstespiser træstamme lige nu, og min baby går amok. HELT amok, altså. Kan en ufødt baby godt få for meget sukker? (…don’t answer that).

Burde virkelig lave min nye hjemmeside. Virkelig. Men. Jeg. Gider. Ikke. Overskriften på min process indtil videre kalder jeg “WordPress er fra Mars, Ida er fra Venus”.

Jeg har sovet med den samme hovedpude, siden jeg flyttede hjemmefra som 18-årig. Det er 14 år og 5110 nætter siden. 41.000 timer har jeg haft mit hoved på den pude. Måske man skulle ønske sig en ny.

Om en uge har jeg fødselsdag og jeg aner ikke hvad jeg skal ønske mig. Udover en million kroner og en ny hovedpude. Og noget Aesop. Og en telefon der ikke går ud efter 10 minutter. Og en printer. Andre bud?

Jeg orker hverken at se Trumps pressemøde eller Obamas afskedstale. Det er for deprimerende det hele.

Månen är full ikväll.

Familieliv, Rejse

Gift i New York

En stor bid af december tilbragte jeg i New York. Niklas har en masse familie derovre, så han er kommet der hele livet (yes. verden er uretfærdig). Det var “kun” min 4. gang (så på en måde skal jeg bare lige holde kæft).

Første gang var jeg på udveksling i gymnasiet, og vi havde lige præcis 6 timer i byen. Jeg husker ikke meget, udover at komme hjem med en kuffert fyldt med Lucky Charms, frihedsgudinden-merch, 4 pakker Oreos (de var umulige at få i dk jo!), en Magic 8-Ball og en I NY t-shirt.

Anden gang var jeg lige blevet 20 år og var afsted med min daværende kæreste, og den fik alt hvad den ku trække med SATC-tour, shopping (åh, da Urban Outfitters ekspedienten kiggede på mig, “Sorry, your card has been declined”, og vi kun havde 8 dollar til hele weekenden, før banken åbnede igen, og vi spiste Lucky Charms til aftensmad og så Entourage på motelværelset på Bowery Street..).

Tredje gang, 10 år senere, var jeg afsted med Niklas og boede i Greenpoint lige overfor Hannah’s lejlighed i Girls. Jeg var gravid med Kurt, vi var stadigvæk sort of nyforelskede og alt var meget romantisk.

Denne gang var jeg så afsted med Niklas, Kurt og noget storsparkende i maven. Backpackerhotellet på Manhattan som mit 20-årige selv boede på, var skiftet ud med en brownstone i Brooklyn og på den måde følte jeg mig very 31 years old.

Og så skete der simpelthen det, at jeg blev gift. VI blev gift, mener jeg. For Niklas synes nemlig også at det var en god idé da jeg for et par måneder siden, under endnu en af vores halvhjertede bryllupssamtaler henover ubetalte regninger og lasagneplader, foreslog at vi da bare kunne blive gift mens vi alligevel var i New York. Det var han heldigvis også klar på.

Sådan bliver man gift i New York

Først og fremmest var det virkelig sjovt, romantisk og ret enkelt at blive gift i New York. Vi havde ingen papirer med hjemmefra (men kun fordi vi havde været for sløve til, 3 uger inden afrejse, at få bestilt en gratis bopælsattest på vores kommunes hjemmeside). Men man har faktisk kun brug for sine pas og et vidne.

Forberedelse


I New York gik vi som noget af det første op på et City Clerk Office i Brooklyn (kom tidligt på dagen, hvis man vil undgå den værste kø). Her fik vi for 35$ et Marriage License, som gav os lov til at blive gift. Brooklyn kontoret var temmelig hæsligt og vi blev anbefalet at blive viet på Manhattan. Et virkelig godt tip.

Aftenen inden vielsen gik jeg ind på en ret nice og rowdy lokal neglesalon og fik en 8$ manicure med min medbragte Chanel neglelak. Jeg købte også en hårlak og et Hallmark-kort til Niklas med teksten “Congratulations, you did it! Good job!”



På selve bryllupsdagen


Vi sigtede efter at være klar så snart kontoret åbnede kl. 9.00. Det vil sige at nogen (= mig) var virkelig tidligt oppe for at krølle hår, mens andre (=Niklas) et kvarter efter vi skulle være gået, henkastet spørger sin fætter, om han har en blazer tilovers. Han lignede selvfølgelig stadigvæk en million, det dumme svin.

bryllupshår Vi var på vielseskontoret cirka klokken 10.30 og der var ca. 20 brudepar i kø foran os (det så lige så sjovt ud som det lyder). I hjørnet var en kiosk, hvor man lige ku få pimpet sit bryllup. Der købte jeg min vielsesring til 30$ og en brudebuket af hvide nellikker. Helt perfekt (selvom jeg stadigvæk fortryder at jeg ikke også købte et slør til Kurt).
Resten af ventetiden gik med at tage billeder foran et stort cheasy backdrop, betale 25$ for selve vielsen, og bagtale de brude der sad i deres store hvide kjoler og kiggede ned i deres mobiltelefoner (Seriøst… Og det her er et helt andet indlæg, men vi er jo så syge i hovederne med de mobiler! Os alle sammen. Også mig).

Rådhus Manhattan
Efter to timers ventetid (her ku’ man faktisk godt have haft en flaske champagne med), blev det vores tur. Lokalet, var lidt kønsløst, men helt fint og mindede meget om rådhusene herhjemme. Giftefogeden var til gengæld herlig og guidede os igennem ceremonien med hård hånd a la “Now, place your rings on the table, good, now face each other, okay, Niklas, repeat after me…”.

Gift i New York

Gift i New York

Gift i New York
1 – 2 – 3 – Vi bestod! Dog fik vi begge lidt stress, da vi efter vi havde sagt “I do” blev bedt om at komme med en kærlighedserklæring til hinanden. Øh, der stod ikke noget om vows på hjemmesiden, men lige pludselig gav den timelange ventetid mening. Og man zoomer ud med sine alt for varme kinder og hører sig selv pligtskyldigt sige “Øh, I will love you!” til sin (pæredanske) kæreste.

Efter rådhuset fejrede vi med lobsterrolls, seafood, fadøl og champagne på spisestedet Pier A som ligger helt nede ved vandet, har udsigt til Frihedsgudinden og kun er en kort taxitur fra vielseskontoret. Jeg havde nedlagt veto mod underspillede hipstercaféer den dag – Jeg VILLE se noget storslået, turistfælde agtigt. Himlen var blå, det var skidekoldt, så efter maden sejlede vi rundt om Liberty Island. Og så tog vi ellers metroen hjem, hentede to store pizzaer og så Elf og flettede fingre i sofaen.

Jeg har altid tænkt, at der findes to måder at blive gift på. Enten kører man the whole shebang, med 3-retters, liveband og alle venner i en stor fest. Eller også smutter man lige op på rådhuset og får det ordnet. Men efter at have været til en del fantastiske og forskellige bryllupsfester har jeg opdaget hvor mange måder man kan gøre det på. Og at uanset hvad man vælger, så bliver det jo helt perfekt. Bryllupsfester er geniale og jeg satser stadigvæk på, en dag når vi har råd (og jeg ikke længere er gravid!), at invitere alle vi kender til en kæmpe drøn af en dansefest. Men indtil da vil jeg bare være taknemmelig for at vi fik sagt ja til hinanden på den fineste måde jeg kunne forestille mig.

Gift i New York

♥ 15.12.2016 ♥

Det (mor)somme liv, Gravid

Om at kende kønnet

Jeg er nu 28 uger henne i min anden graviditet, og selvom jeg nok falder i kategorien ”den afslappede type” hvad angår rødt kød, bløde oste og andre såkaldte no-go’s, så har jeg alligevel gjort mig en hel del tanker om både min graviditet og min fødsel. For eksempel har jeg bestemt at vi ikke skal kende kønnet den her gang. En beslutning som jeg stadigvæk er virkelig glad for. Sidst jeg var gravid, overraskede det mig nemlig hvor meget Kurt blev en ”dreng” så snart vi fik hans køn at vide. Ikke bare for mig og min kæreste, men nok i endnu højere grad for vores omgivelser. Vores kommende baby blev virkelig en ”han” – Og mon ikke han for øvrigt skulle være fodboldspiller, så meget som han sparkede? (Bliver man egentlig også spurgt om det, når man venter sig en pige?)

Helt ærligt blev jeg en lille smule skuffet, da vi dengang fik at vide, at vi skulle have en dreng. Ret hæsligt at indrømme nu. Men jeg havde altså åbenbart håbet på en pige. Måske fordi alle mine venner fik drengebørn. Måske fordi jeg bare gerne ville prøve at have en pige. Selvom skuffelsen ikke tog mange dage at sluge, har det alligevel gjort, at jeg helt indtil for ganske nyligt, har håbet at jeg denne gang skal have en pige. Men hvorfor? Jeg har jo ikke engang fattet at vi skal have ENDNU ET BARN endnu!

Vi har hverken forberedt os, købt baby-ting eller er begyndt at snakke om navne. Det eneste jeg ved er at jeg har et lille sparkende liv i maven som fylder os med sommerfugle, kærlighed og gode tanker om fremtiden. Men jeg har ikke erkendt det som et barn endnu. Med Kurt forstod jeg at jeg havde fået et barn, da han kom op på mit bryst og kiggede mig ind i øjnene. Og hvis jeg i dét øjeblik havde fået at vide at han da for øvrigt var en dreng, var jeg med garanti blevet lykkelig for det. Fordi så var han mit barn som også var en dreng. I modsætning til, da jeg var gravid, og derfor kun havde et køn og en nakkefold, at forholde mig selv.

Lige for tiden går jeg og hygger mig med, at det ville være fantastisk hvis det bliver en dreng. Så ville Kurt få en kun 1,5 år yngre lillebror. Jeg skulle sige ”hvor er drengene?” og de ville være ”brødre”. Og hvis de kunne få bare halvt så godt et forhold som jeg har til min pseudotvillingesøster, ville det være den vildeste gave at give Kurt. Men det er jo fuldstændig lige så fantastisk, hvis det bliver en pige. Jeg havde bare ikke haft tid til at opdage det, hvis jeg havde fået kønnet at vide, før jeg overhovedet havde nået at erkende, at jeg skulle have et barn.