Barsel

Mangel på ros: Vækker en kælling i dig

Jeg bemærkede det for et års tid siden, under min barsel. At når jeg går hjemme med Kurt og ikke har nok at lave, så bliver jeg simpelthen den arveste person. I min skrækfantasi (okay, det er måske også sket et par gange i virkeligheden) sidder jeg med helt fladt, fedtet baghår i natbukser og vrænger af min kæreste om han for helvede ikke bare kan sige, at han elsker mig.

Hella Joof har sagt, at man aldrig må sætte sig over i hjørnet og være den det er synd for. Men det er svært når man ikke har set et levende menneske før den mor man møder i vuggestuen kl. 15.00. Faktisk tror jeg at man anerkender hinanden meget mere på en arbejdsplads end man lige tænker over. Alle de der små “tak for din mail” eller “skal du have noget med?” sætter sig ubevidst, og gør at man føler sig set og hørt. Når man går hjemme, er der ingen der spørger, om man lige vil have en kop kaffe med.

Din lille nyfødte baby kigger ikke op på dig og siger “Sejt, mor, at du lige tog min lorteble med een hånd og tjekkede rejseplan med den anden, tog laksefars ud af fryseren med den tredje, og sørgede for at vi nåede 1A’eren og kom til kontrolvejning. Og på vej hjem købte du ind selvom jeg skreg hele turen igennem Føtex Food, som du forøvrigt timede med at det var Tirsdag så vi fik 50% på al øko, og du fik det hele bået op på fjerde uden at tabe mig”. Forstå mig ret, babyer er fantastiske. Men de er fandme dårlige til at rose. Og ros er en af de mange ting, som er svære at få på kommando, fordi man blir så enormt urosværdig af at mangle det.

Når min kæreste f.eks. kommer hjem sådan her fra arbejde:

med sine røde cykelkinder og en aura der emmer af sund balance. Så er det at jeg lige pludselig, og den er sikker hver gang, har afsindigt travlt. Med alt muligt meget vigtigt såsom vældigt demonstrativt at tømme en opvaskemaskine eller at rydde op i et legekøkken. Og i stedet for at kigge på ham og spørge om han har haft en god dag, som normale Ida ville gøre, så kigger jeg op på ham med et “Nå, hej, GODT du kom, for jeg har virkelig TRAVLT! SE mig lige gå ned med skraldet. Kan du se det?!” Og det, kan jeg fortælle, er ikke en opførsel, som ryster mange hjertevarme krammere af sig. Det er virkelig en ond cirkel.

Så nu har jeg besluttet mig for at “be the flame”, som man siger. Og hvis det så betyder at jeg skal skrue mit 80 kilos korpus i et par stramme løbebukser og løbe en tur rundt om Kastellet blokken, så gør jeg det. Og i mellemtiden inhalerer jeg enhver like, kommentar og besked jeg kommer i nærheden af, på alle de sociale medier.

Røde kinder, here I come.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply Lene 22. januar 2017 at 12:37

    Præcist sådan har jeg også haft det – det er mærkeligt som mekanismerne reproducerer sig selv op gennem generationerne…
    Trøsten er – selv om jeg ved, at det ikke kan bruges til noget – at det går over, det gør det. Går over.

    • Reply Ida 21. marts 2017 at 22:03

      Det er så dejligt at høre! Jeg har efterhånden nået til erkendelsen at alt hvad jeg føler er følt før. Men derfor er de der jo stadigvæk, de jävle følelser af utilstrækkelighed i eget selskab. Godt at høre at det går over 🙂

    Leave a Reply