Boy bye vinterdepression

Så blev det 1. februar. Først og fremmest hurra for at kalenderårets introverte og tømmermændsramte goth nu er overstået. Og så i næste åndedrag: Shit. Der er officielt 2 måneder til at jeg skal føde. Pt sover vores søn stadigvæk i revnen, jeg har ikke engang overvejet at hente str. 56 ned fra loftet og det eneste jeg ved om min fødsel er, at jeg tror at jeg vil føde hjemme.

Januar var lige ekstra hård i år. Jeg tror måske jeg for første gang i mit liv, mærkede et strejf af en vinterdepression. Den kulminerede så i går da min gamle havelåge af en hot pink krejler-cykel bukkede under for vægten af mit tungsind (og et ca. 1000% øget forbrug af bløde kulhydrater), da sadelstangen knækkede, lige midt på Frederiksborggade.

Jeg opdagede, at jeg har bakset rundt på den cykel, de sidste 3 måneder med Kurt i barnesædet og plukkeveer, i alt for højt et gear. Totalt stakåndet og stresset over lige at ville starte en selvstændig virksomhed inden jeg skulle have baby nr. 2 indenfor 1,5 år. Det blev alt for meget. Nu er det som om at tågen endelig er ved at lette og jeg så småt ved at være færdig med at sidde og glo ind i et tomt word-dokument og snakke til dem der betyder mest for mig i skinger og forurettet bydeform. Selvom jeg ikke ved hvad der har ændret sig, føles det sgu næsten som om, jeg er ved at blive mig selv igen.

Forøvrigt gik jeg i dag gik ned til min cykelhandler og købte en spritny, rustfri straight-up mommybike. Med gear der kan skifte, kurv, magnetlygter og hele svineriet. Det føltes så godt. Verden kan godt lige vente et par måneder, mens jeg cykler rundt i første gear.