Monthly Archives

februar 2017

Det ville jeg godt have vidst om at være gravid…

– at det ikke bare sådan lige er noget man blir. Det er MEGA røv heldigt og et gigantisk verdensvidunder hver eneste gang det lykkes en lille sædcelle at finde vej op til vores spejlæg. Og alle der påstår andet lyver. Jeg var 9 mrd om at blive gravid med Kurt. Og selvom det ikke engang var særlig lang tid, følte jeg mig så ene og alene i verden, fordi alle andre så ud til bare lige *hovsa* at blive gravide med alle deres skide lykkelige scanningsbilleder på Facebook. Åh!

– at når det er sagt, kan man så åbenbart godt blive gravid selvom man ammer, sover sammen med en baby og nærmest aldrig orker at knalde, 9 måneder efter man har født. Wåps.

– at kroppen optimalt set skal bruge mere end ovenstående 9 mrd, før man blir gravid igen. Kæft, jeg synes det mit kadaver knager den her gang.

– at åresprængninger. Faktisk bare åresprængninger. Over ALT på mine ben. Seriøst, hvad sker der!? Skrid!!

– at man får lyst til at spise hele tiden. Rosiner, chips, kiks, kolde ris, juice, rugbrød, pærebananyoghurt, nasty pølsepose risengrød… You name it, I’ll eat it! Og dem der siger at man ikke har plads til særlig meget mad i maven pga babyen, de lyver forøvrigt også.

– at alt der har med fordøjelse at gøre i den grad får sine 15 minutes of fame, mens man er gravid. Jeg har fået et helt nyt forhold til mit tarmsystem. Især når det lige tager til genmæle på offentlige toiletter. Hej heeej…

– at man (apropos lorteoplevelser) for alt i verden aldrig skal tage til scanning hos ‘Copenhagen Fertility Center’. Vi tog en tidlig scanning derude, og i samme sekund som vi fik at vide at fosteret ikke havde nogen hjertelyd, blev døren flået op af en 25-årig som trampede tværs gennem lokalet og afbrød vores læge med et “Hvem har du herinde?!” efterfulgt af en lang monolog om at lægen havde glemt at notere at vi var kommet. Jeg ku skrive så meget mere, men vil nøjes med: Don’t go there!

– at selvom den her graviditet måske ikke var lige så planlagt som Kurt, så blev vi grundlykkelige, da vi en uge senere (på en anden ultralydsklinik) fik øje på et lille sorthvidt hjerte som dansede for os.

– at man nærmest ikke behøver noget graviditetstøj. Seriøst, skal vi ikke snart slappe lidt af med alt det overforbrug af tøj? Nogle lange  toppe, et enkelt par gravidbukser og et par gode kjoler med stretch har fået mig mere end fint igennem de sidste 35 uger.

– at Ali Wongs ‘Baby Cobra’ show på Netflix eksisterer. Jeg græd af grin. Flere gange. Se den!

– at B som i Boxershorts. Min kærestes. Jeg er nemlig vokset ud af mine egne. Ha!

Hej Strynø: Når man stikker en lillebitte smule af fra sin familie

I dag da jeg var færdig med de sidste brugerstudier på Fyn, fik jeg et lift til Rudkøbing og tog færgen over til min farmor på Strynø.

Vi har spist ærtesuppe med flødeskum og drukket cremant og nu er der blevet stille og mørkt her på gården. Hvis vi lige kunne lege at jeg var 9 år, bare for en enkelt weekend, ville det sådan set passe mig rigtig fint – Så indtil på søndag kører jeg nok enten rundt på en havetraktor eller sover. Og helt ærligt, glæder jeg mig til at holde lidt fri fra alt det derhjemme (deriblandt mit lillebitte, store, dejlige barn) inden jeg om bare en enkelt uge, går på barsel igen.


Kh
Hvalen Hvalborg

Småt brændbart. Oppa 34+2 style

– Tog lige en 3 timers lur på sofaen her i aftes og kan nu -kl. 00.44- ikke sove. Flot Ida.

– Elsker alt Christina Hagen sagde om forskellen på at bo i Jylland vs København i weekendens Information. Noget jeg først opdagede da jeg flyttede tilbage til Kbh, efter knap 10 år i Jylland, er hvor produktiv jeg var, da jeg boede derovre. Her kommer jeg hurtigt til at gå lidt for meget op i hvad alle andre mener. I Århus er der på alle måder, meget mere ro på og plads til udfoldelse. Det kan jeg altså godt savne. Og så: Et helt stille søndagsstrøg.

– “Jungle” af Christina Hagen skal være min første barselsbog. Det trænger jeg til: Lidt mere op-i-røven, lidt mindre Proenza Shouler.

– Mig når min kæreste spiller hellig, hvis jeg en enkelt gang imellem glemmer min cykelhjelm. Det jeg vil kalde typisk 1-year-in-behavior. Vi kan jo snakkes ved om 8 år, når du også seriøst overvejer om du gider tage hjelmen af, inden du går ind og handler.

– Jeg har officielt taget 20 kg på i min graviditet. Og der er stadigvæk 6 uger tilbage. Super.

– I går morges havde vi lyntravlt og jeg troede, at jeg lige kunne skifte Kurts tisseble on-the-fly. Det endte med at et par bæindsmurte baller satte sig lige midt på min rene, prikkede Stine Goya beklædte mave. Rorschach test mæssigt spår jeg ham til at blive en skidegod storebror.

– På Fredag skal vi til Strynø. Jeg glæder mig så meget til at komme ned til alle vintergækkerne og høre noget opera, drikke et glas cava og gå i sauna med min 85-årige farmor.

– Kurt siger nu Tog, habegrø (havregrød – messes fra kl. 6.00 mens man ivrigt peger mod køkkenet), mad, mor, hund, grake (gravko), muh, ko, rugbrød, bold, av, varm, bum, hov og diller.

– Godnat. Seriøst.

Dear New York Fashion Week

Der har lige været modeuge i New York. Og mere end 200 modeller har i løbet af ugen delt deres personlige oplevelse af branchens standarder, på Instagram under hashtagget #DearNYFW. Der er mange tankevækkende historier imellem og jeg synes helt klart de er værd at tjekke ud. Især hvis man, som jeg, ser De Smukke Piger på DR3 for tiden.

I går smed jeg så min historie i puljen. Her er den (flankeret af et par billeder fra jeg var hhv 20 år i Hamborg og skidehamrende sulten (tv) og 30 år og rask og mæt (th))

#DearNYFW

I never met you.

Because even at my most hungry self (on the left at age 20, 52 kg, with 89cm/35inches hips) I wasn’t thin enough for the runway.

I’m very grateful for the 12 year career I’ve had so far. But the prize was high: 5 tough years battling an Eating Disorder, because I thought that being dizzy with hunger was ‘part of the game’ of being a model.

Later on I learned that it wasn’t. That there is actually such a thing as a healthy model with a naturally low bmi. I just wasn’t one of them. And I wish that the fashion industry would have just told me that.

Instead of encouraging me to ‘keep up the good work’ at a time when my only intake was Diet Coke, blue kings and apples, I wish they had told me to eat and be healthy. I’ll never forget them saying ‘you can always become thinner’.

In Denmark, we recently launched a national health check. The pilot for 2017 is to offer all 16 year old models a mandatory and free of charge medical and psychological check. I sincerely hope that this will prevent models, from the anxiety and confusion that I went through.

And I hope that you, New York Fashion Week (and London, Paris etc…), will follow and embark with us on the mission towards a global fashion industry filled with happy and healthy models in the future.

🌎🙌

Ida Burchardi (founder of @modeluniondk and on the steering committee of Danish Fashion Ethical Charter.

Jeg lever

Havde lige glemt det. At grunden til, at det ikke er alle som blogger ved siden af deres job, er fordi at det jo er umuligt at nå.

Hvornår. Blogger. Bloggerne? Seriøst. Jeg forstår det ikke.

Bortset fra det, så går det virkelig godt, det der med at gå på arbejde, uden at blive fyret. Jeg får faktisk nærmest en fornemmelse af at de er glade for mig. I hvert fald er jeg blevet tilbudt 2 ugers forlængelse (med – wait for it – LØN!). Hvis jeg siger ja, vil jeg så have cirka en uges tid til at få styr på vores shit herhjemme på fjerde inden babyen kommer. Det kan vi jo sagtens nå:)

Forøvrigt har jeg nu i 2 uger, testet konceptet 30 timers arbejdsuge, og jeg må sige, at jeg er virkelig fan. Selvom det er noget nær umuligt at gå allerede kl. 15.00, så er bare tanken om det, virkelig afstressende. Kurt er glad, mor er glad. Alle vinder.

Jeg er så træt at jeg er skeløjet og nu har jeg taget mit alt dyre karrieretørklæde af, og vil snart sove. Jeg håber bare at jeg ikke får mareridt, ligesom i nat,  om at lægge mellem Birgitte og Martin fra Gift Ved Første Blik, på deres bryllupsnat. Puh. At se de gamle par i GVFB er lidt lige som Scream-filmene: Man tænker at nu kan det umuligt kan blive værre, men år efter år, giver de alligevel gåsehud og krumme tæer på helt nye måder. Bedst som man lige var kommet over Frank og Pia, ik? Av, for et limousinetantekys.

Kh Ida

Nøglekort og frokostordning optur …og så lige en lille lur

Jeg er lige startet i virksomhedspraktik og er virkelig glad for det  ..og virkelig træt om aftenen. 

Efter skiftesvis at være gravid og på barsel i hvad der føles som de sidste 3 år, har jeg det som om jeg er ved at miste forbindelsen med mit fag. Oven i det fik min faglige stolthed et ordentligt knæk i efteråret, og derefter fulgte et par rigtig trælse måneder. 

Så det her, er lige hvad jeg har manglet: Sjovt arbejde og flinke kolleger (og ikke mindst, en frokostordning:)).  

karriere

Og så er der bare intet der slår følelsen af, at cykle i strid modvind med slud der slår dig hårdt i ansigtet. Og for hver gang man tramper i pedalerne, kan man varme sig ved tanken om at være en succesfuld del af den virkelige verden – Den hvor man tager på arbejde hver morgen, i sin oversized Ganni-frakke, og bidrager til samfundets fælles BNP på the hard A-indkomst way.

Jeg hader at jeg ikke føler at jeg bidrager til vores samfund på samme måde, når jeg er på barsel eller “bare” går rundt og er højgravid. For det gør jeg jo: Bidrager til væksten. I temmelig bogstavlig forstand, endda. Alligevel tror jeg at der er rigtig mange, som kæmper med følelsen af at det ikke er nok at være mor – hverken for en selv eller for samfundet. Man bliver nødt til både at få plads til at skabe sin karriere og skabe sin familie.

Jeg har i hvert fald lært, at jeg er en af dem som virkelig bliver en kælling, hvis jeg kun skal være Kurts mor.

Så nu vil jeg nyde mine sidste 3,5 uger med nøglekort og frokostordning. Og forhåbentlig snart begynde at glæde mig til min kommende sommerbarsel med en lille lækker baby, brune ben (helst uden de åresprængninger som pt holder den ægte mega mussel på mine lår), lange gåture og litervis af hjemmelavet latte og kølig Chablis.

Småt brandbart fra en sofasøndag

– Til min store overraskelse kan jeg, her 33 uger henne,  ikke længere gå tur med en 1,5 årig på skuldrene og en tung rygsæk. Doh. Fik de ondeste plukkeveer i går og troede faktisk et kort øjeblik at jeg var ved at gå i fødsel.

– Jordemoderen på Rigets fødemodtagelse var heldigvis sød og forstående over mit evige overmod. Vi blev enige om at jeg liiige slappede af i dag.

– Min kæreste er lige kommet hjem igen fra Sverige med take-away fra Yoburger og der er snart Arvingerne. Hr og Fru Danmark slår med andre ord, til igen.

– Min krop er nu blevet så tung at min røv sover, når jeg har siddet på den i 30 minutter. Lidt sejt at den sådan har fået indbygget dvalefunktion.

– Hehe, hvad sker der for Frederik’s kunstprojektet i Arvingerne i dag? DR Drama har lige ekstra drama på drengen. Jeg kan lide det! 

– I morgen starter jeg på et 4 ugers praktikforløb (det som vi dagpengemodtagere kalder for “en kort projektansættelse”). Det blir skidegodt! Glæder mig så meget til at arbejde fuldtid med det jeg rent faktisk er uddannet til, inden jeg skal tilbage i babyboblen igen.

– Alec Baldwin. I salute you. 

Mor gemmer sig lige herinde i skabet…

Min kæreste er lige taget på drengetur til Stockholm og jeg sidder i min sofa med plukkeveer og et hjemmebarn der endelig sover til middag. Der gik lige præcis to timer fra jeg besluttede mig for at Kurt og mig skulle have en hygge-hjemme-dag, til at jeg fortrød. Vi HAR nemlig hygget os så helt utrolig meget de sidste par dage. Bagt rugbrød, danset, haft det ægte sjovt og nu er der ligesom ikke mere hygge tilbage, og jeg kan ikke sidde mere i det legekøkken. Lige før gemte jeg mig for ham inde i stuen – Giver det mange point at lege gemmeleg, i håbet om at barnet er 10 (fredfyldte) minutter om at finde en? Heldigvis kommer min mor og søster snart forbi, og SÅ skal vi fandme hygge os…

Forøvrigt flygter mit ammehår nu officielt fra mit face. I alle retninger. Hårkur, kokosolie, hovedbundsmassage – INTET bider på de hormonelle krøller. Seriøst. Hvad stiller man op?

Best regards

Simba

 

 

hygge

Model, spiseforstyrrelse, fordomme, sundhedstjek

Det er modeuge i København, og dermed er det også tiden hvor mit facebookfeed koger over af folk som mener, at alle modeller har en spiseforstyrrelse. Jeg har skrevet så meget om det gennem tidens løb, at det ikke giver mening, at smide endnu mere brænde på bålet. Men jeg blir bare nødt til lige at sige noget.

I år er det nemlig 10 år siden jeg, sammen med modebranchen og Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser, begyndte at lede efter løsninger på, hvordan vi kan gøre op med sygeliggørelsen af de raske, men ofte meget unge modeller, samtidig med at vi finder og hjælper de modeller som faktisk har brug for hjælp.

En hurtig sang fra de gamle dage

Som regel er det de lidt ældre modeller, som må kæmpe for at overholde hoftemålene, og ofte får at vide at de skal tabe sig, som bliver ramt af en spiseforstyrrelse. Den model var jeg tilbage i 2006: I ugerne op til en modeuge eller en arbejdstur til Hamborg spiste jeg ingenting, for at komme ned på et hoftemål på 89 cm. Når modeugen og mine castings var overstået, kom jeg tilbage på skolebænken og hverdagen hvor alle i mine øjne, væltede sig i pizza og kage. Og så overspiste og kompenserede jeg helt vildt: Jeg skulle jo lige bevise at jeg stadigvæk var gode gamle, fløde-og-fadøls-ida.

Det første til noget seriøs ubalance og 5 år med bulimi. Blablablabla… Lang historie gjort meget kort: Dén sygdom er en værre kælling, sindssygt taburiseret, og jeg ønsker virkelig for ingen, at de skal gå og kæmpe med den i stilhed, ligesom jeg gjorde. Gid mit modelbureau dengang havde gjort en oprigtig indsats for at opdage det jeg, i min iver efter at være model, gik og skjulte.

Det var et langt sejt træk at komme ud af min spiseforstyrrelse, med mange psykologtimer og tilbagefald. Men jeg opdagede at man faktisk godt kan være model, selv med det hoftemål på 100 cm, som jeg har rocket de sidste 5 år. Faktisk er der mange af de mere kommercielle tøjkunder som ligefrem ser den bagdel som en fordel.

Et landsdækkende sundhedstjek

Gennem tiden har modviljen fra mange modelbureauer (men ikke alle) været stor, mens der fra designernes side – De egentlige beslutningstagere – har været rungende tavshed. Men nu er det som om der er ved at ske noget.

I Mandags lancerede styregruppen bag Det Etiske Charter, som jeg er en del af, sammen med alle landets største modelbureauer nemlig et landsdækkende sundhedstjek for modeller. Og jeg er så stolt af at have været en del af den udvikling.

Udgangspunktet for sundhedstjekket er, at alle modeller er sunde. Så det handler altså lige så meget om at blåstemple de mange raske modeller, som hver dag må finde sig i at blive udskældt og sat i bås som syg: Man kan sagtens have et lavt BMI og være fuldstændig sund og rask. Og man kan sagtens have et normalt BMI og være syg.

Og derfor tror jeg, at et sundhedstjek er et stort og vigtigt skridt på vejen mod at sikre, at alle modeller er sunde og har det godt – I hvert fald indtil den skønne dag alle designere i hele verden, beslutter sig for at afskaffe det ensidige skønhedsideal, til fordel for et mangfoldigt ideal, både hvad angår størrelser, alder og etnicitet.

sundhedstjek sundhedstjek

Her er jeg i 2006, og så igen 10 år (og 10 kg) senere i 2016. Pointen er ikke se-lige-en-stor-forskel-der-er-på-før-og-efter, men netop det modsatte: At en spiseforstyrrelse er usynlig.

Så please. Skal vi ikke stoppe med at dømme hinanden og modellerne på catwalken? Vi aner ikke hvordan der ser ud på indersiden.