Lige siden jeg var lille har jeg tænkt at der var ligestilling i Danmark. Men så blev jeg mor. (Åh, shit det lyder allerede klicéagtigt..) Jeg ved godt at ingen historier er ens, men ofte finder jeg ud af – når jeg deler lidt ud af mine egne – at jeg ikke er så alene som jeg går og tror. Så nu kommer der altså lige lidt arbejdsløs-og-gravid-galde. Hvis du ikke orker, så er det mere end forståeligt. Bare spring over og hav en dejlig dag.
Er vi altid lige lige?
For fire år siden havde jeg et fuldtidsjob i Kolding som jeg var glad for. Så mødte jeg min kæreste og efter et par måneders daglig pendlen mellem Amager-Kolding (don’t do it), blev jeg overbevist om at det da ikke kunne være så svært, at finde et job i København. Det lykkedes mig ikke at blive fastansat, men jeg lavede små og store designprojekter på freelancebasis og tjente okay som model, mens jeg ledte efter fuldtidsstillinger.
Efter to år blev jeg gravid.
Mens jeg gik hjemme med en lille baby og et kæmpebind og prøvede at være ét med min krop/sofa/barn, gik min kæreste på arbejde, blev fastansat og indbetalte pension. Efter tre måneders barsel sendte jeg en ansøgning til mit drømmejob. Jobbet fik jeg ikke, men jeg blev – ud af 180 ansøgere I might add – tilbudt en betalt praktik hos virksomheden. Imens min kæreste var på barsel, arbejdede jeg fuldtid til en symbolsk løn og søgte faste stillinger om aftenen. Og pludselig fik jeg sgu et job! Jeg var seriøst ved at tisse i bukserne af begejstring: Et spændende, ægte job, uden udløbsdato. Desværre var jeg åbenbart i mellemtiden blevet gravid igen. Aldrig har jeg følt mig så slået hjem i Ludo, som da jeg opdagede de to streger. Og fyldt af dårlig samvittighed. Først overfor mit nye arbejde over at være gravid. Og så over at have dårlig samvittighed over at være gravid, når nu samfund og politikere skriger på nye borgere – Did otte år med Pernille Rosenkrantz-Theil i Mads og Monopolet teach me nothing?
Men mest af alt dårlig samvittighed overfor mit nye arbejde. Så da direktøren, efter jeg på min første arbejdsdag krøb til bekendelse, sagde at det var helt okay, takkede jeg ham – Tak! Og undskyld!
10 dage senere blev jeg fyret.
Jeg vil ikke gå i detaljer. Jeg prøver på ikke at være bitter. Jeg ku jo også bare have passet bedre på, ikke? Og i det hele taget vente med at sætte børn i verden, før jeg havde fundet et fast job. Så skal man bare lige lære at bortfiltrere kommentarerne om at uret tikker og hvor meget bedre det var dengang i gamle dage, da vi alle sammen fik børn som 17-årige og ingen var arbejdsløse..
Slået hjem
Min 85-årige farmor har ikke antydningen af dårlig samvittighed over at hun gik hjemme med min far og faster til de startede i skole. Det var jo bare lige sølle 7 år. Og det gjorde alle dengang i 60’erne. Well… Jeg er vokset op med at vi allesammen er lige, og derfor både kan, vil og bør vi arbejde lige meget i alle livsfaser, uanset hvad. Plukkeveer, stress og lønforskel til trods.
Det er nok bare mig der var så naiv at tro, at jeg kunne det samme som min kæreste: Stifte karriere og familie samtidig. Men nu, 2 år, 50+ ansøgninger, 2 praktikker og 4 freelanceprojekter senere, må jeg indse at jeg ikke kan. Jeg føler mig i sandhed slået hjem. Så nu har jeg meldt mig ind i en masse netværk for ambitiøse, hjemmegående, karrierefolk. Desværre er jeg også bare blevet mere og mere sikker på at jeg ikke er den ambitiøse, hjemmearbejdende type. Selvom det er hårdt at gå på arbejde hver dag, så vil jeg virkelig gerne prøve at være på en arbejdsplads med det jeg har uddannet mig 5 år for at blive: Servicedesigner. Og den sidste måneds tid, hvor jeg har lavet praktikprojekt for Alm. Brand, er jeg kommet i tanke om, at jeg både synes det er virkelig sjovt, og at jeg endda er ret god til det.
Så. Hvad nu? Måske skal jeg starte med at snuppe en tudekiks (undskyld, jeg mente selvfølgelig en tuc kiks. Nej vent. En trillion tuc kiks!), ringe til min bankrådgiver og så ellers nyde min statsfinancierede barsel (som jeg forøvrigt føler mig enormt taknemmelig for – sådan ægte). Noget siger mig at det ville både min kæreste og min farmor have gjort.
Ikke så meget pis. Mindre dårlig samvittighed, mindre sammenligning med alle de succesfulde, ambitiøse karrieredamer i mit feed, og mindre forventninger til hvor meget jeg skal kunne på én gang.
Glædelig kampdag! Uanset hvad du kæmper med.
Ida
