Lige siden jeg var lille har jeg tænkt at der var ligestilling i Danmark. Men så blev jeg mor. (Åh, shit det lyder allerede klicéagtigt..) Jeg ved godt at ingen historier er ens, men ofte finder jeg ud af – når jeg deler lidt ud af mine egne – at jeg ikke er så alene som jeg går og tror. Så nu kommer der altså lige lidt arbejdsløs-og-gravid-galde. Hvis du ikke orker, så er det mere end forståeligt. Bare spring over og hav en dejlig dag.
Er vi altid lige lige?
For fire år siden havde jeg et fuldtidsjob i Kolding som jeg var glad for. Så mødte jeg min kæreste og efter et par måneders daglig pendlen mellem Amager-Kolding (don’t do it), blev jeg overbevist om at det da ikke kunne være så svært, at finde et job i København. Det lykkedes mig ikke at blive fastansat, men jeg lavede små og store designprojekter på freelancebasis og tjente okay som model, mens jeg ledte efter fuldtidsstillinger.
Efter to år blev jeg gravid.
Mens jeg gik hjemme med en lille baby og et kæmpebind og prøvede at være ét med min krop/sofa/barn, gik min kæreste på arbejde, blev fastansat og indbetalte pension. Efter tre måneders barsel sendte jeg en ansøgning til mit drømmejob. Jobbet fik jeg ikke, men jeg blev – ud af 180 ansøgere I might add – tilbudt en betalt praktik hos virksomheden. Imens min kæreste var på barsel, arbejdede jeg fuldtid til en symbolsk løn og søgte faste stillinger om aftenen. Og pludselig fik jeg sgu et job! Jeg var seriøst ved at tisse i bukserne af begejstring: Et spændende, ægte job, uden udløbsdato. Desværre var jeg åbenbart i mellemtiden blevet gravid igen. Aldrig har jeg følt mig så slået hjem i Ludo, som da jeg opdagede de to streger. Og fyldt af dårlig samvittighed. Først overfor mit nye arbejde over at være gravid. Og så over at have dårlig samvittighed over at være gravid, når nu samfund og politikere skriger på nye borgere – Did otte år med Pernille Rosenkrantz-Theil i Mads og Monopolet teach me nothing?
Men mest af alt dårlig samvittighed overfor mit nye arbejde. Så da direktøren, efter jeg på min første arbejdsdag krøb til bekendelse, sagde at det var helt okay, takkede jeg ham – Tak! Og undskyld!
10 dage senere blev jeg fyret.
Jeg vil ikke gå i detaljer. Jeg prøver på ikke at være bitter. Jeg ku jo også bare have passet bedre på, ikke? Og i det hele taget vente med at sætte børn i verden, før jeg havde fundet et fast job. Så skal man bare lige lære at bortfiltrere kommentarerne om at uret tikker og hvor meget bedre det var dengang i gamle dage, da vi alle sammen fik børn som 17-årige og ingen var arbejdsløse..
Slået hjem
Min 85-årige farmor har ikke antydningen af dårlig samvittighed over at hun gik hjemme med min far og faster til de startede i skole. Det var jo bare lige sølle 7 år. Og det gjorde alle dengang i 60’erne. Well… Jeg er vokset op med at vi allesammen er lige, og derfor både kan, vil og bør vi arbejde lige meget i alle livsfaser, uanset hvad. Plukkeveer, stress og lønforskel til trods.
Det er nok bare mig der var så naiv at tro, at jeg kunne det samme som min kæreste: Stifte karriere og familie samtidig. Men nu, 2 år, 50+ ansøgninger, 2 praktikker og 4 freelanceprojekter senere, må jeg indse at jeg ikke kan. Jeg føler mig i sandhed slået hjem. Så nu har jeg meldt mig ind i en masse netværk for ambitiøse, hjemmegående, karrierefolk. Desværre er jeg også bare blevet mere og mere sikker på at jeg ikke er den ambitiøse, hjemmearbejdende type. Selvom det er hårdt at gå på arbejde hver dag, så vil jeg virkelig gerne prøve at være på en arbejdsplads med det jeg har uddannet mig 5 år for at blive: Servicedesigner. Og den sidste måneds tid, hvor jeg har lavet praktikprojekt for Alm. Brand, er jeg kommet i tanke om, at jeg både synes det er virkelig sjovt, og at jeg endda er ret god til det.
Så. Hvad nu? Måske skal jeg starte med at snuppe en tudekiks (undskyld, jeg mente selvfølgelig en tuc kiks. Nej vent. En trillion tuc kiks!), ringe til min bankrådgiver og så ellers nyde min statsfinancierede barsel (som jeg forøvrigt føler mig enormt taknemmelig for – sådan ægte). Noget siger mig at det ville både min kæreste og min farmor have gjort.
Ikke så meget pis. Mindre dårlig samvittighed, mindre sammenligning med alle de succesfulde, ambitiøse karrieredamer i mit feed, og mindre forventninger til hvor meget jeg skal kunne på én gang.
Glædelig kampdag! Uanset hvad du kæmper med.
Ida
8 Comments
Du er altså god til at skrive ida og mega sej uanset din arbejdsmæssige status.
Tak Lene! Det hjælper i hvert fald 🙂
Hvordan har du fået sammensat et feed med succesfulde, ambitiøse karrierekvinder, og ja, jeg spørger oprigtigt nysgerrigt:)
Jeg synes, at de er sjældne i blogland, og jeg må sige, at ud over en masse 100%, 50% og endnu mindre præster på min Facebook + en enkelt journalist, så går det heller ikke altid så “fastansat smurt i smør” for kvinderne på den heller.
Der er godt nok mange udgaver af selvstændig eller freelancer på min facebook, men nu oftere og oftere også mændene. Hvis det kan trøste dig på nogen måde.
Så sent som i mandags smuttede en højtplaceret chef fra det faste job, fordi … (ja, det ved vi ikke, men måske havde nogle andre behov – ham eller organisationen).
Og du kan jo tælle mig med til bunken af mennesker, der slår hovedet på det traditionelle arbejdsmarked. Det er ikke lige nemt at være “belastet” af en forskeruddannelse, at igen og igen blive ansat til at løse mangeårige problemer i en organisation, og derefter blive lempet ud igen, fordi chefen nu, med alle udfordringerne løst, føler sig lidt nøgen i egen mangeårig inkompetence.
Det er så svært at forklare for de chefer, hvorfor medarbejderne har skulle arbejde under pres, hvorfor opgaverne er blevet skubbet foran i årevis – og så kommer der en ny medarbejder (endda en teolog) og løser dem på få måneder. Hvem ligner idioten?
Derfor vælger jeg, at jeg gerne vil arbejde med opgaver, hvor chefen betaler mig for at løse problemet på aftalt tid, så de ikk skal til at fyre mig, for at slippe af med mig. Måske er de også mere lydhøre, når de har købt en ydelse og ikke skal måle sig op med en veluddannet medarbejder …
Men lige nu er alt det suspenderet, for jeg sidder og arbejder et eller andet ud af bukserne for vores egne penge, på et forskningsprojekt fordi det er det jeg vil arbejde med bagefter. Det absolut modsatte af statsfinansieret barsel:) Men bakket op af ham, der er meget træt af, at vi helt tydeligt ikke bliver behandlet ens på arbejdsmarkedet.
Og hvor er jeg glad for, at du får barsel til dig og dine børn, og jeg får lov til at arbejde helt uden forpligtigelser på mit eget selvvalgteprojekt, når nu forskningsfinansiering i dag nærmest er 100% bundet op på, hvad politikerne beder om, og ikke på hvad de har brug for.
Og en eller anden dag ude i fremtiden drikker vi to en kop kaffe, så du kan få et par tip om de værste faldgrupper baseret på mine omkring 18 års yderligere erfaring.
Glædelig forsinket kampdag!
ps. Jeg så dit indlæg i går på vej ud af døren for at høre Lloyd Cole på en afbudsbillet, så derfor får du først svaret i dag.
Meget sen kommentar, I know, men har først opdaget dit befriende ærlige, og vanedannende, univers nu.
Det ku nærmest være mig du skrev om, bortset fra at jeg sidder som jøbsøgende efter ét års projekt-ansættelse efter min barsel, og nu er bange for at ingen vil hyre mig pga “en sikkert nært forestående nr. 2” – en frygt der næppe rammer mænd i samme situation. Vilkårene er IKKE lige, men som du siger må vi bare “suck it up” og kæmpe videre, og så håbe på vi får sparet nok op til pension engang.
Kære Mette! Åh, hvor jeg kender den følelse! Jeg ønsker dig al held med jobsøgningen – Du er sgu sej. Godt vi lige kan minde hinanden om det, når det hele blir lidt for op ad bakke. Tusinde tak for din kommentar – og velkommen til rodebutikken 😉 Kh Ida.
Jeg vil bare sige, at jeg synes den er usædvanlig fin, din blog! Og ønske dig held og lykke med jobsøgningen – enig i at ligestillingen desværre kommer totalt til kort når man bliver gravid – det har jeg også oplevet.. Og det er noget rod med manglende rettigheder i freelancelivet, især nu hvor vi bliver flere og flere løsarbejdere. Der skal bedre organisering og nye fagforbund til, tænker jeg! Og mere solidaritet. Det skal vi bare lige have organiseret…. jo…
Og indtil da – på det individuelle niveau: Så lader du til at være både klog og sej, så tror du lander godt i arbejdslivet!
Hehe, skal vi lige lave en fagforening?? Tusinde tak for din kommentar. Dejligt at vide at man ikke er alene! Kh Ida
[…] (og grineren), uanset hvor på (kvinde)livets vej, man nu befinder sig. I 2017 skrev jeg f.eks. om at være ufrivilligt strandet på dagpenge pga. nogle ikke så karriere-befordrende graviditeter. Sidste år handlede det tværtimod, om at […]