Det (mor)somme liv
Monthly Archives
april 2017
I går var jeg alene hjemme, for første gang siden vi blev en familie på 4. Virkelig skitzofren oplevelse. Første halvdel af dagen var som rullet ind i een stor pastelfarvel camcam-printet barselboble. Sende storebror og mand afsted og så bare chille rundt med hjemmeprojekter, hjemmelavet latte og Peer Gynts Morgenstimmung på fuldt drøn for mit indre øre.
Nå. Men så skal man jo hente sit barn. Så tager den lille i strækvikle og går i raske skridt mod Kurts vuggestue med vores gigantiske tvillingebarnevogn. Turen hjem går faktisk fint nok og Kurt og jeg får os en ekstra dyb snak om fugle, kraner og biler. Leg i gården går også helt okay.
Klip til: Baby vågner og vil amme. Sådan nu. Kurt er på ingen måde færdig med sin trehjulede motorcykel. Det er koldt og sjatregner og jeg kaster et hurtigt blik på legehuset og tænker lige kort
Men. Måske er det alligevel her, jeg lige skal være den voksne, som ikke ammer i et legehus. Så jeg bestemmer at vi skal gå op på 4. sal. Med poser. Og baby. Og pissesur 1,5 årig i flyverdragt. Som laver sit nyeste move: The Flitsbue. Kombineret med skrig. Mens jeg slæber 1,5 årig, poser og baby i vikle messer jeg højt noget med pandekager og hindbærsyltetøj. Shit. Der. Er. Langt. Op. På. 4. Sal.
Han endte med at spise købepandekager kolde og direkte fra posen.
Nå, det var så Mandag. Tjek. Og hejhej. Vi ses om 1 år.
– Okay, vi skal bare lige have den der smarte vasketøjsspand. Og en taburet. Og måske en plante.
– Vi kommer ikke til at bruge over 1000 kr.
– Det lyserøde ryatæppe vil klart klæde vores hjem.
– Der er sikkert ikke mikroplast i den her.
– Så tynd er ad lib sodavanden da heller ikke.
– Køber lige de her 3 plastspande, så vi for alvor kan komme i gang med at affaldssortere.
– Køber lige det her ispindesæt, så vi kan komme i gang med at lave hjemmelavede veganske frugtsmoothieispinde.
– Man kan aldrig få for meget opbevaring (Jo, man kan).
– Vi kan altid bare komme tilbage og bytte den, hvis det ikke lige er noget alligevel.
-Vi er jo medlem af IKEA Family. Så vi sparer faktisk penge.
Vi skulle bare have en vasketøjskurv
(Faldt lige over det indlæg jeg lå og skrev, da mit vand gik, for ret præcist 3 uger siden. Det handlede om noget der var sket aftenen inden, og jeg kan huske, jeg tænkte at jeg nok hellere måtte vente med at trykke på “udgiv”, hvis jeg nu rent faktisk skulle til at føde. Det skulle jeg…)
Så skete det
Det jeg har ventet på i ca. 9 måneder.
Forberedt mig på (ikke nok, men hvornår er man egentlig nogensinde helt klar?)
Hørt så mange berette om, men aldrig troet på, ville ske for mig.
Jeg pissede i bukserne.
(Ja, så det ramte gulvet, sgu da)
Så er weekenden ligesom skudt i gang.
Påskeferien har med sine institutionslukkedage, givet os mulighed for lige at smage på livet med 2 børn med 2 forskellige behov. Pyh-to-the-ha!
Kurt på 19 måneder er for vildt i trodsalderen, og vi skal lige trække vejret, når han med dyb øjenkontakt og skæve smil hælder alverdens ting på gulvet eller laver flitsbuen, hvis man så meget som antyder en tandbørste-situation.
Heldigvis er han også en kæmpe fest, han er begyndt at snakke og sødhedsbarometeret svinger virkelig ud til hans fordel, når han sidder helt alene ude i køkkenet og skræller kartofler, trøster sin lillebror eller hver gang han andægtigt råbehvisker “REJE!”, når vi foreslår at sætte Onkel Reje på (hvilket sker forholdsvist tit).
Lidt over to ugers barsel er gået. Niklas har fri en uge til, og så er jeg alene med lille Jan. I løbet af de sidste uger har jeg kun grædt 2 gange, hvilket er en gevaldig forbedring i forhold til min sidste barsel, så derfor tænker jeg det er helt på sin plads, at give mit fortidsjeg et par visdomsord med på vejen.
7 ting jeg ville fortælle mig selv, hvis jeg kunne rejse tilbage i tiden til min første barsel
1. Det roder helt sindssygt at have børn. Væn dig til det. Selvom det er svært, så prøv at grin lige så hånligt af bunkerne, som de griner af dig. Sæt dig ned og drik et glas vin med din kæreste (undtagen om lørdagen hvor I rydder hardcore op og vasker gulv og alt det der, imens du hører lydbog – fx “Mesterlære” af Peter Bastian).
2. Tag tøjet af din baby og læg dig ind på sengen med ham i tide og utide. Pust ham på tæerne og kig på verdens mindste øreflipper og de fine dun på skuldrene. Lige om lidt er de væk.
3. Apropos ovenstående, så køb et ordentligt kamera og et par gode linser og tag rigtige billeder i sprødt, hvidt dagslys. Dem blir du glad for.
4. Mens jeg har skrevet det her, er mit køkken smadret fuldstændigt til igen. Det er så uendeligt meget nemmere at være kæk omkring pkt. 1 når man lige har ryddet op. Hvordan et køkken blir så smadret på så kort tid er en gåde. Det køkken er seriøst kun pænt om natten.
5. Nogle gange står man ude i badet og græder fordi man ikke har vasket hår i 2 uger, og det føles som om at hver gang man gør noget for sin egen skyld, er der en der begynder at græde. Husk at det bare er følelser. De må godt være der. Og de går over.
6. Gør det du gerne vil, uanset hvad alle andre har af holdninger og historier. Hvad enten du drømmer om at prøve kræfter med stofbleer, vikler, babystimulastik (yes, det er et ord), en hjemmefødsel, at donere din brystmælk eller at opkalde dit barn efter Ernest Hemingway, så fyr den af. Det er din baby og din krop og du bestemmer.
7. Når barnet sover til middag, så skal du kun sove hvis du har lyst. Hvis du hellere vil læse avis eller Eurowoman og lave en kop kaffe fra bunden, farve øjenbryn eller stå som frosset i et vindstød og stirre apatisk ned i dit facebookfeed, så gør bare det. Når det kommer til det der med søvn, er du alligevel screwed.
❤️
Ammehammeren har for alvor ramt mig og for tiden foregår hele mit liv i slowmotion og med 0,5 sek forsinkelse. Det harmonerer ret sjovt med at vi her i feriedagene vælter os i barselsbesøg. Heldigvis er alle søde og forstående og medbringer de dejligste gaver i genren blomster, mad og Libertyprint.
Her er en status i det eneste jeg kan magte. Punktform. Åh, du milde punktform.
Klar, parat, punkt.
– Det er sygt svært at navngive sit barn, når man er et senmoderne individ. Bodeganavnene er ligesom for brune. Og alle de andre er enten for hippe, for påtagede eller for opmærksomhedskrævende. Argh!
– I mellemtiden har mine veninder navngivet min baby Jan. Måske vi bare ender med at nuppe det.
– Nej, nej, da…
– Det der amning kører sgu – Hurra! Drengen spiser og tager på og jeg ligner noget Løvernes Konge har slæbt ind.
– Da jeg var barn, var Jan faktisk mit yndlings mandenavn. Det hed min mors mystiske kæreste nemlig. Så i stedet for at lege “mor, far og børn” legede mig og Lotte altid “Sussi og Jan”. Så blev ikke meget bedre.
– Hvordan kan det være at baby nr 2 er så meget nemmere end baby nr 1? Han sover, spiser og skider. Det er helt genialt.
– Moderne stofbleer. Det er et kæmpe og virkelig tidskrævende projekt! Jeg er snart Le Stofble Ekspert. Og måske blir jeg også fan. Men forleden havde jeg mareridt om Neohippie, så måske det er tid til en pause fra stofble-land.
– Men kan vi bare lige hurtigt snakke om moderne stofbleers navne? Imsevimse. Curly Purly. Little Lamb. Totsbots Teenyfit. Og jeg kunne sagtens fortsætte ud i det uendelige landskab af pussenussede, babydaby dobbeltbobbelt sprogdibogdi-navne. Men så må i godt lige skyde mig først.
– De sidste 15 kg har stadigvæk en fest på min røv. Og jeg er ikke inviteret.
– Til gengæld ligger der noget og knirker på mig. Og det blir man faktisk både ligeglad og lykkelig af.
Glædelig påske🐣
For en uge siden lå jeg med et lille spritnyt menneske i armene. Jeg fik den hjemmefødsel, jeg havde håbet på, og som dagene er gået (og smerterne har opløst sig i lyserøde tåger), jo mere taknemmelig er jeg blevet for den oplevelse.
Her er den.
(inkl. dirty details, kvalmelykke og billeder, så pas lige på)
Min fødselsberetning
Fredag d. 31.03.2017
Kl. 5.00. Det er en uge siden jeg troede jeg skulle føde, og siden da er jeg vågnet ret tidligt. Jeg henter Kurt over i vores seng og mens han og Niklas sover videre, ligger jeg og skriver et plat blogindlæg om at tisse i bukserne.
Kl. 5.30. Pludselig mærker jeg et lille, indre *plup*. Jeg tænker at det var et virkelig mærkeligt spark og griner lidt af min lille lejer.
Da jeg rejser mig, kan jeg godt mærke at noget føles anderledes. Så vågner Kurt og vil amme. Imens vi ligger i sengen siger jeg til Niklas, at jeg tror vandet er gået.
Kl. 6.00. Med samme lidt hyggelige vantro, som til min sidste fødsel, får vi ringet til min søster, som skal være med til fødslen, og min mor, som skal passe Kurt. Vi ringer også til fødegangen. Der er vagtskifte, så Jordemoderen kan være her ca. 7.30.
Kl. 7.00. Veerne er gået i gang og jeg må ringe til min søster igen og sige at det altså nok er nu. Hun skal lige amme sin 4 mrd gamle datter færdig. Imens tager jeg et klyx og et lynbad. Jeg får også tændt for et kamera. Jeg har nemlig besluttet mig for at fødslen skal filmes. Bare så jeg – rent hypotetisk – har mulighed for at kunne genopleve løjerne en dag. (Her en uge efter, får jeg nerver på, bare ved at se thumbnailen, såååh… Jeg giver det lige et par år).
Min mor er ankommet og aer mig på ryggen inden hun overtager Kurt. Niklas pumper fødekarret op og begynder at dække af. Alle skal lige skal finde hoved og hale i situationen – jeg er vidst den eneste som ikke pludselig er lidt i tvivl om hvad det egentlig er, jeg skal. Jeg ligger mig ind på alle 4 i sofaen og tager veerne. Pludselig står min søster med overtøj på og holder mig på lænden.
Kl. 7.30. Jordemoderen ankommer. Hun har en studerende med. Det havde vi ellers specifikt frabedt os. Great. Selv midt i en fødsel er jeg verdens mest konfliktsky menneske og den studerende får lov til at blive. Sådan der.
Vi går ind i stuen og snakker lidt imens veerne tager til. Kurt har stadigvæk ikke fået tøj på, og vi beslutter os for at han ikke skal sendes ud af døren nu. Der sker lidt rigeligt, han er en smule pjevset, og jeg har ikke lyst til at sende ham i vuggestue, når det sidste han har set derhjemme er et cirkus med mig der sidder og pruster i en hoppeborg med to fremmede i hvide bukser. Jeg siger til ham at nu skal mor altså lige føde en baby. Hvis bare han kan sidde i køkkenet med sin mormor og læse i hval-bogen, så går det hele nok.
Kl. 8.00. Jeg kommer op i fødekarret og det er så dejligt. Seriøst. DET-ER-SÅ-DEJLIGT! Om jeg så kun havde fået 2 minutter i karret, ville det være al besværet værd. De bløde kanter gør at jeg vitterligt føler mig vægtløs og det eneste minus er at jeg har ret meget angst over at komme til at skide i vandet (det gjorde jeg ikke). På grund af det varme vand og – nå ja, så den detalje med veerne – havde jeg det ret varmt, så de kolde klude min kæreste holder på min pande er et kæmpe hit.
Kl. 8.15. Veerne stilner af og jeg nyder de lange pauser imellem dem. Måske lidt for meget. Jeg falder nærmest ind i en trance og den trance fortæller mig, at nu skal vi høre Sanne Salomonsen (det er jo ikke mig der laver reglerne). Min søster er bare tryghed. Hun sætter ‘In A New York Minute’ på, og så er jeg pludselig 14 år og ligger hjemme i vores gamle lejlighed i Helsingør.
Egentlig havde jeg bedt om at Jordemoderen kun skulle være til need-to-have-situationer, så jeg synes der er lidt for meget snak, om at jeg bare skal gå med min krop. Jeg har lyst til at sige, at det er lidt svært når du hele tiden snakker, men kan ikke overskue at åbne munden. Og måske gør det mig i virkeligheden roligere end jeg vil indrømme, at der sidder en og hepper på mig.
Jeg ved ikke om det er vandet, at være hjemme eller det faktum at storebror banede vejen for 18 mrd siden, men det er meget nemmere at gå uforceret med presseveerne. Det føles som bølger der kommer rullende og hvis der er pres i, så presser jeg med, og ellers så venter jeg på den næste.
8.30. Jeg bliver opfordret til at tage hånden ned og mærke hovedet, som er out-of-this-world blødt. Efter ca. 15 minutters presseveer kommer det endelig ud, og jordemoderen fjerner en navlestreng som har viklet sig rundt om halsen.
8.54. I næste ve, får jeg lov til selv at forløse min baby og hive den op på mit bryst. Og det øjeblik der. At få lov til at føde en baby (næsten) helt selv. Det er altså magisk. Dér kan man alt.
Vi bliver liggende i karret og Kurt kommer ind og siger hej fra Niklas’ arm. Han er så sød og lidt stille. Vi ser kønnet inden jeg kommer op af vandet og føder moderkagen på vores sofa. Her får jeg de vildeste efterveer, og ligger og gisper, mens jeg ligger min baby til brystet. Fy-for-fucking-pokker. Av! I mellemtiden er Kurt blevet helt kulret og glad og siger “baby baby baby”, giver den lille sut og hat på. Når man spørger ham “hvad sagde mor da babyen skulle ud?” så spærrer han øjnene helt op, former hænderne til kløer og siger “grwaaaw!”
Kl. 10.15. Kurt og min mor er gået på legeplads og min søster er taget hjem. Med ét har roen sænket sig og jeg klipper navlesnoren, som det sidste, inden de to jordemødre pakker sammen.
Så ligger jeg mig ind i vores seng og falder i søvn med den lille på mit bryst. Imens ordner Niklas lige hele lejligheden(!) Og efter et par timer kravler vi alle tre ud på altanen og drikker en øl i forårsolen. Helt ømme, overvældede, trætte og lykkelige.
Ps. Det blev en dreng:)
Disclaimer: De næste mange indspark her på adressen, blir usammenhængende og navlebeskuende og kommer til at handle om livet med en nyfødt baby. Jeg ved godt at der er både X-Factor finaler og EU kriser, men det må nogen andre sørge for. Og kan I ikke også lige sige noget til Inger?
Nå. Nu til det vigtige.
Overmodig ammeopstart
Jeg har en dreng på 1,5 år som stadigvæk bliver ammet et par gange i døgnet. Derfor har jeg hele tiden tænkt, at det der amning bare ville køre automatisk, når den lille nye kom.
May I just say: Ha!
Allerede dagen efter fødslen var jeg klar til at smide Lilleny i ammeposition i viklen så jeg “…jo bare kan amme ham, imens jeg gør rent/leger med Kurt/vasker tøj/går på loftet/maler bagtrappen/renoverer taget/løser alt i verden” (citat: Ida, overmodig 2. gangsfødende).
Så han røg i vikle og jeg havde en fest med familiebesøg, gåtur i solen og fejring af vores lille nye menneske.
Det er ikke sådan man får mælken til at løbe til, kan jeg så afsløre.
To dage efter fødslen, Søndag, fik vi for første gang besøg af en Jordemoder. Hun var som trådt ud af et Dea Trier Mørch linoleumstryk og med sin autoritære, 80’er agtige Suzanne Brøgger stemme, fik hun fortalt mig at moderne medier er noget lort, at vi alle sammen er stressede og nu skulle jeg tage et isbind på og gå ind i sengen med min baby.
Overmodig 2. gangsfødende: “Øh, jaja, hej hej og tak for i dag (og kom aldrig igen)!”
Selvom der måske findes 3. dags blues, vælger jeg, at give hende skylden for at jeg resten af dagen følte mig som en kæmpe opvask.
Representing Havregrød
Nå ja, fik jeg egentlig nævnt vores nye permanente kunstværk i køkkenet? Det er sådan et af de der organiske værker, hvor delelementer konstant bytter plads men udtrykket forblive det samme. En kæmpe bunke af tallerkener, indtørrede madrester, fedtede gryder, gammelt blomstervand, brystpumpeelementer, thekopper og stempelkander. Det hele blandet sammen i et sælsomt syn.
Påståelig jordemoder: “Og det skal du bare lade stå”.
Step away from the pileflet!
Jeg så første afsnit af DR’s nye temaserie om Danmarkshistorien, og det er mig en gåde hvordan vi har formået at formere os her på matriklen i 15.000 år uden et sundhedssystem til at fortælle all the mamas, om nedløbsreflekser, lanolin og at man ikke skal så meget som overveje at kigge på en opvaskebørste når man lige har født (tro mig, den kiggede først!)
Zen og kunsten at vedligeholde en baby
Dog vil jeg slutte af med at give hende Sundhedsdamen fortjenesten for at jeg fik lagt mig ind i sengen med min baby, og set på inaktivitet som en aktiv handling.
Måske er der en grund til at vores bedstemødre var sengeliggende en uge efter fødslen. Jeg havde jo bare lige glemt hvor meget arbejde det er at sidde stille og amme.
Fra nu af ligger jeg bare lige her og ligner noget, nogen har tisset på.
Godnat:)
Fredag morgen klokken lidt i ni kom vores lille forårsdreng til verden i et fødekar i stuen.
Imens snakkede jeg i bydeform, min søster shufflede fornemt mellem Sanne Salomonsen og Savage Rose, og min kæreste holdt kolde klude for min pande. Kurt og min mor nåede ikke at komme ud af døren, så de sad i køkkenet og legede løver og spiste havregrød.
Den lille fyr har ikke noget navn, men tilgengæld masser af hår. Og så vejer han 4030 gram og er 51 cm lang.
En dag skriver jeg en rigtig fødselsberetning. Men vi skal først lige have styr på det der amning – og måske sove en lille lur.