Barsel

7 ting om det med barsel

Påskeferien har med sine institutionslukkedage, givet os mulighed for lige at smage på livet med 2 børn med 2 forskellige behov. Pyh-to-the-ha!

Kurt på 19 måneder er for vildt i trodsalderen, og vi skal lige trække vejret, når han med dyb øjenkontakt og skæve smil hælder alverdens ting på gulvet eller laver flitsbuen, hvis man så meget som antyder en tandbørste-situation.

Heldigvis er han også en kæmpe fest, han er begyndt at snakke og sødhedsbarometeret svinger virkelig ud til hans fordel, når han sidder helt alene ude i køkkenet og skræller kartofler, trøster sin lillebror eller hver gang han andægtigt råbehvisker “REJE!”, når vi foreslår at sætte Onkel Reje på (hvilket sker forholdsvist tit).

Lidt over to ugers barsel er gået. Niklas har fri en uge til, og så er jeg alene med lille Jan. I løbet af de sidste uger har jeg kun grædt 2 gange, hvilket er en gevaldig forbedring i forhold til min sidste barsel, så derfor tænker jeg det er helt på sin plads, at give mit fortidsjeg et par visdomsord med på vejen.

7 ting jeg ville fortælle mig selv, hvis jeg kunne rejse tilbage i tiden til min første barsel

1. Det roder helt sindssygt at have børn. Væn dig til det. Selvom det er svært, så prøv at grin lige så hånligt af bunkerne, som de griner af dig. Sæt dig ned og drik et glas vin med din kæreste (undtagen om lørdagen hvor I rydder hardcore op og vasker gulv og alt det der, imens du hører lydbog – fx “Mesterlære” af Peter Bastian).

2. Tag tøjet af din baby og læg dig ind på sengen med ham i tide og utide. Pust ham på tæerne og kig på verdens mindste øreflipper og de fine dun på skuldrene. Lige om lidt er de væk.

3. Apropos ovenstående, så køb et ordentligt kamera og et par gode linser og tag rigtige billeder i sprødt, hvidt dagslys. Dem blir du glad for.

4. Mens jeg har skrevet det her, er mit køkken smadret fuldstændigt til igen. Det er så uendeligt meget nemmere at være kæk omkring pkt. 1 når man lige har ryddet op. Hvordan et køkken blir smadret på så kort tid er en gåde. Det køkken er seriøst kun pænt om natten.

5. Nogle gange står man ude i badet og græder fordi man ikke har vasket hår i 2 uger, og det føles som om at hver gang man gør noget for sin egen skyld, er der en der begynder at græde. Husk at det bare er følelser. De må godt være der. Og de går over.

6. Gør det du gerne vil, uanset hvad alle andre har af holdninger og historier. Hvad enten du drømmer om at prøve kræfter med stofbleer, vikler, babystimulastik (yes, det er et ord), en hjemmefødsel, at donere din brystmælk eller at opkalde dit barn efter Ernest Hemingway, så fyr den af. Det er din baby og din krop og du bestemmer.

7. Når barnet sover til middag, så skal du kun sove hvis du har lyst. Hvis du hellere vil læse avis eller Eurowoman og lave en kop kaffe fra bunden, farve øjenbryn eller stå som frosset i et vindstød og stirre apatisk ned i dit facebookfeed, så gør bare det. Når det kommer til det der med søvn, er du alligevel screwed.

❤️

barsel

Previous Post Next Post

3 Comments

  • Reply Sara 7. juni 2017 at 17:46

    Jeg ELSKER det her indlæg så meget at jeg lige måtte genlæse det. Amen til det hele!

    • Reply Ida 12. juli 2017 at 20:53

      Jeg er så glad for at du kan lide/bruge/genkende det! Kram Ida

  • Reply Jeg kunne ærligt talt godt have været foruden ... - I carried a watermelon 21. juli 2017 at 21:08

    […] over Idabida. Har nærmest ikke lavet noget produktivt, siden jeg opdagede hendes blog. Læs selv om at man ikke behøver sove, når babyen sover, bare fordi alle siger, at man skal og om at ligne noget Løvernes Konge har slæbt ind og forstå hvorfor. Man kan fangirle på […]

  • Leave a Reply