Familieliv, Gravid

En lysegrøn hjemmefødsel

For en uge siden lå jeg med et lille spritnyt menneske i armene. Jeg fik den hjemmefødsel, jeg havde håbet på, og som dagene er gået (og smerterne har opløst sig i lyserøde tåger), jo mere taknemmelig er jeg blevet for den oplevelse.

Her er den.

(inkl. dirty details, kvalmelykke og billeder, så pas lige på)

Min fødselsberetning

Fredag d. 31.03.2017

Kl. 5.00. Det er en uge siden jeg troede jeg skulle føde, og siden da er jeg vågnet ret tidligt. Jeg henter Kurt over i vores seng og mens han og Niklas sover videre, ligger jeg og skriver et plat blogindlæg om at tisse i bukserne.

Kl. 5.30. Pludselig mærker jeg et lille, indre *plup*. Jeg tænker at det var et virkelig mærkeligt spark og griner lidt af min lille lejer.

Da jeg rejser mig, kan jeg godt mærke at noget føles anderledes. Så vågner Kurt og vil amme. Imens vi ligger i sengen siger jeg til Niklas, at jeg tror vandet er gået.

Kl. 6.00. Med samme lidt hyggelige vantro, som til min sidste fødsel, får vi ringet til min søster, som skal være med til fødslen, og min mor, som skal passe Kurt. Vi ringer også til fødegangen. Der er vagtskifte, så Jordemoderen kan være her ca. 7.30.

Kl. 7.00. Veerne er gået i gang og jeg må ringe til min søster igen og sige at det altså nok er nu. Hun skal lige amme sin 4 mrd gamle datter færdig. Imens tager jeg et klyx og et lynbad. Jeg får også tændt for et kamera. Jeg har nemlig besluttet mig for at fødslen skal filmes. Bare så jeg – rent hypotetisk – har mulighed for at kunne genopleve løjerne en dag. (Her en uge efter, får jeg nerver på, bare ved at se thumbnailen, såååh… Jeg giver det lige et par år).

Min mor er ankommet og aer mig på ryggen inden hun overtager Kurt. Niklas pumper fødekarret op og begynder at dække af. Alle skal lige skal finde hoved og hale i situationen – jeg er vidst den eneste som ikke pludselig er lidt i tvivl om hvad det egentlig er, jeg skal. Jeg ligger mig ind på alle 4 i sofaen og tager veerne. Pludselig står min søster med overtøj på og holder mig på lænden.

hjemmefødsel

Kl. 7.30. Jordemoderen ankommer. Hun har en studerende med. Det havde vi ellers specifikt frabedt os. Great. Selv midt i en fødsel er jeg verdens mest konfliktsky menneske og den studerende får lov til at blive. Sådan der.

Vi går ind i stuen og snakker lidt imens veerne tager til. Kurt har stadigvæk ikke fået tøj på, og vi beslutter os for at han ikke skal sendes ud af døren nu. Der sker lidt rigeligt, han er en smule pjevset, og jeg har ikke lyst til at sende ham i vuggestue, når det sidste han har set derhjemme er et cirkus med mig der sidder og pruster i en hoppeborg med to fremmede i hvide bukser. Jeg siger til ham at nu skal mor altså lige føde en baby. Hvis bare han kan sidde i køkkenet med sin mormor og læse i hval-bogen, så går det hele nok.

Kl. 8.00. Jeg kommer op i fødekarret og det er så dejligt. Seriøst. DET-ER-SÅ-DEJLIGT! Om jeg så kun havde fået 2 minutter i karret, ville det være al besværet værd. De bløde kanter gør at jeg vitterligt føler mig vægtløs og det eneste minus er at jeg har ret meget angst over at komme til at skide i vandet (det gjorde jeg ikke). På grund af det varme vand og – nå ja, så den detalje med veerne – havde jeg det ret varmt, så de kolde klude min kæreste holder på min pande er et kæmpe hit.

hjemmefødsel

Kl. 8.15. Veerne stilner af og jeg nyder de lange pauser imellem dem. Måske lidt for meget. Jeg falder nærmest ind i en trance og den trance fortæller mig, at nu skal vi høre Sanne Salomonsen (det er jo ikke mig der laver reglerne). Min søster er bare tryghed. Hun sætter ‘In A New York Minute’ på, og så er jeg pludselig 14 år og ligger hjemme i vores gamle lejlighed i Helsingør.

Egentlig havde jeg bedt om at Jordemoderen kun skulle være til need-to-have-situationer, så jeg synes der er lidt for meget snak, om at jeg bare skal gå med min krop. Jeg har lyst til at sige, at det er lidt svært når du hele tiden snakker, men kan ikke overskue at åbne munden. Og måske gør det mig i virkeligheden roligere end jeg vil indrømme, at der sidder en og hepper på mig.

Jeg ved ikke om det er vandet, at være hjemme eller det faktum at storebror banede vejen for 18 mrd siden, men det er meget nemmere at gå uforceret med presseveerne. Det føles som bølger der kommer rullende og hvis der er pres i, så presser jeg med, og ellers så venter jeg på den næste.

hjemmefødsel

8.30. Jeg bliver opfordret til at tage hånden ned og mærke hovedet, som er out-of-this-world blødt. Efter ca. 15 minutters presseveer kommer det endelig ud, og jordemoderen fjerner en navlestreng som har viklet sig rundt om halsen.

8.54. I næste ve, får jeg lov til selv at forløse min baby og hive den op på mit bryst. Og det øjeblik der. At få lov til at føde en baby (næsten) helt selv. Det er altså magisk. Dér kan man alt.

Vi bliver liggende i karret og Kurt kommer ind og siger hej fra Niklas’ arm. Han er så sød og lidt stille. Vi ser kønnet inden jeg kommer op af vandet og føder moderkagen på vores sofa. Her får jeg de vildeste efterveer, og ligger og gisper, mens jeg ligger min baby til brystet. Fy-for-fucking-pokker. Av! I mellemtiden er Kurt blevet helt kulret og glad og siger “baby baby baby”, giver den lille sut og hat på. Når man spørger ham “hvad sagde mor da babyen skulle ud?” så spærrer han øjnene helt op, former hænderne til kløer og siger “grwaaaw!”

Kl. 10.15. Kurt og min mor er gået på legeplads og min søster er taget hjem. Med ét har roen sænket sig og jeg klipper navlesnoren, som det sidste, inden de to jordemødre pakker sammen.

Så ligger jeg mig ind i vores seng og falder i søvn med den lille på mit bryst. Imens ordner Niklas lige hele lejligheden(!) Og efter et par timer kravler vi alle tre ud på altanen og drikker en øl i forårsolen. Helt ømme, overvældede, trætte og lykkelige.

hjemmefødsel

Ps. Det blev en dreng:)

Previous Post Next Post

You Might Also Like

4 Comments

  • Reply Liselotte 8. april 2017 at 15:32

    Tillykke med søn nummer to!

    Det lyder 12-tals agtigt, minus Sanne Salomonsen, men plus, at din kæreste ordner hele lejligheden:)

    • Reply Ida 27. april 2017 at 7:50

      Min kæreste var faktisk et omvandrende 12-tal hele dagen 🙂 Tak!

  • Reply Carina 10. april 2017 at 11:29

    Ej, hvor er det bare en dejlig beretning! Og mange gange tillykke 🙂

    • Reply Ida 27. april 2017 at 7:49

      Tusinde tak 😀

    Leave a Reply