Ammehammeren har for alvor ramt mig og for tiden foregår hele mit liv i slowmotion og med 0,5 sek forsinkelse. Det harmonerer ret sjovt med at vi her i feriedagene vælter os i barselsbesøg. Heldigvis er alle søde og forstående og medbringer de dejligste gaver i genren blomster, mad og Libertyprint.
Her er en status i det eneste jeg kan magte. Punktform. Åh, du milde punktform.
Klar, parat, punkt.
– Det er sygt svært at navngive sit barn, når man er et senmoderne individ. Bodeganavnene er ligesom for brune. Og alle de andre er enten for hippe, for påtagede eller for opmærksomhedskrævende. Argh!
– I mellemtiden har mine veninder navngivet min baby Jan. Måske vi bare ender med at nuppe det.
– Nej, nej, da…
– Det der amning kører sgu – Hurra! Drengen spiser og tager på og jeg ligner noget Løvernes Konge har slæbt ind.
– Da jeg var barn, var Jan faktisk mit yndlings mandenavn. Det hed min mors mystiske kæreste nemlig. Så i stedet for at lege “mor, far og børn” legede mig og Lotte altid “Sussi og Jan”. Så blev ikke meget bedre.
– Hvordan kan det være at baby nr 2 er så meget nemmere end baby nr 1? Han sover, spiser og skider. Det er helt genialt.
– Moderne stofbleer. Det er et kæmpe og virkelig tidskrævende projekt! Jeg er snart Le Stofble Ekspert. Og måske blir jeg også fan. Men forleden havde jeg mareridt om Neohippie, så måske det er tid til en pause fra stofble-land.
– Men kan vi bare lige hurtigt snakke om moderne stofbleers navne? Imsevimse. Curly Purly. Little Lamb. Totsbots Teenyfit. Og jeg kunne sagtens fortsætte ud i det uendelige landskab af pussenussede, babydaby dobbeltbobbelt sprogdibogdi-navne. Men så må i godt lige skyde mig først.
– De sidste 15 kg har stadigvæk en fest på min røv. Og jeg er ikke inviteret.
– Til gengæld ligger der noget og knirker på mig. Og det blir man faktisk både ligeglad og lykkelig af.
Glædelig påske🐣
2 Comments
“Hvorfor vi tog det navn? Bare fordi jeg er helt tosset med Jan Gintberg’s frisure”
– A
Haha! Ja! Eller fordi mors venindes autocorrect ændrede “hvordan har han det?” til “hvordan har Jan det?” 🙂