Dette skulle have været en hilsen til 1. maj og arbejdernes kampdag i går, men så fik jeg ikke skrevet (fordi baby, ik?).
For 7 år siden stiftede jeg nemlig en vaskeægte wannabe fagforening (som den her blog faktisk udspringer af – hele første år var alle mine blogindlæg virkelig dølle noter). Dengang gik jeg på Designskolen og manglede et emne for min bachelor.
Projektet blev at stifte verdens første fagforening for fotomodeller.
Det greb lidt om sig, og de sidste 7 år har jeg været formand for en forening som har
– Stået til rådighed for mere end 500 medlemmer
– Udarbejdet en analyse af modellers arbejdsforhold og fået kortlagt modelbranchen.
– Hjulpet jeg-ved-ikke-hvor-mange modeller og forældre med uvildig juridisk rådgivning.
– Udarbejdet to standardkontrakter sammen med Dansk Artist Forbund og LO.
– Afholdt Model-Til-Model møder i samarbejde med Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser.
– Arrangeret Model Lounges under CPH Fashion Week.
– Været med til at etablere et landsdækkende sundhedstjek for modeller.
– Siddet med i styregrupen for Det Etiske Charter.
Når jeg tænker på at idéen oprindeligt udsprang i mit lille køkken i Århus, hos et par modeller som var pissetrætte af Uffe Buchard (og hele modebranchen generelt), så blir jeg ekstra stolt, når jeg ser på hvad vi har opnået. For vi er ikke længere uvenner med Uffe. Faktisk sidder vi i styregruppe med ham. Og Eva Kruse, Helle Hestehave fra Baum und Pferdgarten, As Øland fra Dansk Mode & Textil, modelbureauerne og Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser. Og den gruppe har samlet modebranchen på en måde som globalt set er helt unik. Det gør mig stolt. For er det ikke det faglig organisering handler om – At samle?
Men nu er det slut. På en ekstraordinær generalforsamling for en uge siden, lukkede vi vores forening.
Der var hverken tid, penge eller energi tilbage. Gnisten var væk. Men jeg håber og tror at vi har efterladt os et lille fedtet fingeraftryk på det politiske landkort. Og forhåbentlig har et par unge modeller lært, at det er helt på sin plads at stille krav til sin(e) arbejdsgiver(e).
Foreningen har i hvert fald lært mig at være optimistisk, hård, politisk, nævenyttig, engageret, oprørsk, kompromissøgende og først og fremmest: At det faktisk ikke er så svært at gøre en forskel.
Farvel Foreningen Danske Modeller. Tak for denne gang.
(Og glædelig kampdag:)) 
3 Comments
Du kan være meget stolt af dit projekt og dit store arbejde!
Jeg sad faktisk og tænkte på din fagforening i formiddags, da jeg læste om nogle bekendtes projekt med at lave en for freelancere (rimeligt løst og let tåget projekt).
Selv forhindrede jeg i forbindelse med en bestyrelsespost i en landsdækkende ph.d.-forening i sidste øjeblik, at vi gjorde som den daværende topforhandler hos Undervisningministeriet drømte om i midt 90’ene. Hans våde drøm var, at alle forskerstuderende dannede en egen fagforening og smed IDA, Magisterforeningen og DJØF ud med badevandet, så han kunne forhandle med amatører, der var tidspressede af ph.d.-projekter og ansættelsesforhold – flink fyr:)
For det arbejde du tog på dig har jo været alt det, du beskriver og så lidt mere, du heldigvis har fortrængt:)
Tusinde tak! Og du har helt sikkert ret i det der med at fortrænge en del. Hurra for det 🙂
Hvor er det afsindig vildt og flot, Ida. Du rocker. Og når solen går ned, synes jeg sgu, at det må være ret rart, at man har gjort en forskel for nogen, man ikke er biologisk beslægtet med. Et sted derude går der piger (og drenge) rundt, der har fået et lettere liv, takket være dig. I min optik er det noget af det, der karakteriserer de bedste mennesker: At de kæmper for at gøre en forskel, selvom de ikke skal.
Dine børn har valgt dig godt.