Monthly Archives

juni 2017

Roskilde coming up!

Det er faktisk ret præcist et år siden at Otto begyndte at vokse inde i mig. Så når jeg går fra ham, her om lidt, er det første gang i et år, vi skal være væk fra hinanden. Piv. 

Han har jo både sin mormor og morfar til at passe på sig. Og jeg har malket ud i 2 mrd, købt jordbærtærte og sat kaffe over til babysitterne. Skrevet 2 tætskrevne A4-sider om hvordan min baby fungerer. Så det går jo. Jo, det gør!

Og så har jeg lige fikset vejrudsigten, lavet en dagsorden og købt øl og chips til turen. 

Nu mangler jeg bare, at finde en mudderpøl jeg kan rulle mig i:)

Apropos ingenting #7

– var det som sagt UMULIGT at trodse pasbilledmafiaen i går. Efter 8 timers kamp i photoshop og telefonrøret til Rigspolitiet og Borgerservice, opgav jeg og spurgte min søster hvor de fik taget pasbillede til deres datter. “Jamen vi tog det faktisk bare selv”. Lukkede øjne og dyb indånding. “Mmmmh…”. 

– har vi stadigvæk ikke fået vasket gulv. 

– stresser jeg lidt over at jeg skal nå at malke 1 liter mælk ud inden Fredag, hvor min mand og jeg stikker af til Roskilde. 

– er jeg til gengæld helt underlig afslappet omkring at Otto skal passes af sin morfar fra Fredag eftermiddag til Lørdag morgen. 

– har jeg altid haft virkelig mange storesøsterkomplekser. Min søster er seriøst perfekt. Sådan verdens bedste tegner / ven / kollega / mor -perfekt. Måske det er en storesøsterting, at have komplekser.

– Og så er hun samtidig så sød at man kun kan elske hende. F.eks. Har hun lige sendt mig en SMS helt fra Seoul og foræret os 2 mrd’s gratis rengøring. Og min far har lånt os penge til en ladcykel. Og I der læser med (fandme 3000 om måneden, opdagede jeg lige. HEJ!) har hylet mig helt ud af den med jeres søde, dejlige beskeder, gode råd og tilbud om hjælp fra nær og fjern. Tak! 

– har jeg besluttet mig for at Otto skal døbes. Det blir en ret lille fest, kan jeg godt afsløre. #rækmigligefjernbetjeningen

– står jeg i løbebukser ude foran mit træningscenter. Sgu! Det sværeste ved at træne for mig, er uden tvivl at komme hen til centeret. Så langt, så godt. 

– om lidt holder det op med at regne og solen begynder at skinne. Og så smiler livet. Lige om lidt. 

Kære Julie Andem. Vil du ikke køre moderskabet en tur igennem din SKAM maskine?

De her dage, drukner mange kommentarspor i ønsker om en SKAM Sæson 5. Det sker selvfølgelig ovenpå den mere end fine sæsonafslutning i Fredags. Men kære Julie, vil du ikke nok lade være med at lave en sæson 5? Vil du ikke i stedet tage på den vildeste daseferie og drikke et stillehav af Singapore sling?

Og når du så er færdig med at være fuld og sove, vil du så ikke please lave en TV-serie om at blive mor? SKAM men med en mødregruppe i hovedrollerne. Hvor vi får lov til at se hvor fucked up sindssygt det er at blive forældre.

I dag hjalp damen i Vester Kopi mig med at få printet mine hjemmetagede pasbilleder. Og jeg var som sædvanligt lige ved at græde. Og billederne blev afvist oppe på Borgerservice, så jeg endte med at sidde i Japan Foto og amme på en af de der hæslige, lalleglade lortebørnemøbler fra IKEA. skamDér. Der sad jeg. Og prøvede at lade være med at græde. Fordi jeg så alligevel skulle betale 99 kr, som vi bare slet ikke har, for 4 åndssvage pasfotos.

I serien kunne man måske også se, hvordan man ligger og kører krummer, støv, havregrød og indtørrede madrester rundt med barnets vaskeklud aften efter aften, for at få gulvet til at se nogenlunde rent ud. Hvordan ens telefon forvandler sig til et eskapistisk rabbithole fyldt med social anerkendelse og tiltrængt vokseninteraktion. Hvordan hele verden forsvinder når ens baby smiler sit store lykkelige, tandløse smil.

Det her er bare min situation, men der kunne også være en mor til et sygt barn som shufflede ind og ud af Riget. En mor med en fødselsdepression. Der kunne være en mor, som arbejdede kort efter fødslen, en der fik stress, en alenemor…

Jeg trænger bare til noget ægte, virkelighedstro fiktion om det med at blive og være mor. Ikke de der DR2 programmer med journalister og skuespillere der sidder parvis i en sofa og griner og snakker om hvor hårdt det er, med rød neglelak. Ikke det der perfect imperfection pis. Med ufarlige bekendelser om frysepizzaer til aftensmad, som Mie beskriver det (læs hele hendes indlæg om junkfood som cool identitetsmarkører her – hun beskriver det uendeligt godt).

Mine spejlneuroner har en kæmpe fest, når jeg læser med på blogs. Jeg er så glad for at så utrolig mange forskellige, velformulerede mødre orker at blogge. Men det kan være svært at skelne i autofiktion, for det er jo en redigeret virkelighed vi udgiver: Selvom jeg har været ved at græde hele dagen i dag, og tydeligvis ikke kan finde ud af at vaske mit gulv, så er jeg ikke i tvivl om at jeg har de sødeste og gladeste børn i verden. Som snakker nonstop, peger, smiler, slår kolbøtter og har et godt liv. Og jeg har også gode barselsdage med latte og latter. Det er bare så sjældent dér jeg har behov for at tømme mit hjerte ned i min blog.

I sidste uge blev en af de ærligste bloggere jeg læser, Lortemor, meldt til sin kommune af 3 anonyme læsere. Det er både hæsligt og tankevækkende at det sker. Det ultimative tegn på at det perfekte mediebillede af moderskabet er alt for dominerende, må være når helt ærlige, rå, bekymrede, triste, kærlige tekster bliver tolket som omsorgssvigt.

Så kære Julie Andem. Vil du ikke lige køre moderskabet en tur igennem din SKAM-maskine? Jeg tror vi har brug for det.

 

Smager lige på livet som hjemmegående…

De sidste par dage har Kurt holdt fri fra vuggestue. Det er sgu ikke for børn at være hjemmegående med 4 børn i alderen 0-5 år. Har konstant lyst til enten kaffe eller lur. Og har på ingen måde overskud til at skrive. Jeg må altså lige trawle internettet for fuldtidshjemmegående bloggere, så jeg kan finde ud af, hvordan man skruer en hverdag sammen med lige dele rutine, leg og ro til den voksne (og nej, toiletbesøg gælder simpelthen ikke).   

Derfor er her stille på bloggen: Jeg har bare lige travlt med at fjerne tusch og tis, trøste, finde snegle, skifte, skære frugt og falde om af træthed. 

Hjemmegående people, I salute you. 

Makeup af Filippa, 5 år.

Lykken er sandede baller (ode til Amager Strand)

Vi skændtes hele vejen herud. Tværs gennem Lidl hvor jeg ammede og hakkede mens vi fyldte melon og nektariner i vognen. Hold-kæft-isen smeltede ned af toårigs t-shirt og klistrede alt til. Og da vi endelig nåede ned på stranden, gad han kun sidde inde i sit strandtelt. 

Men så lige pludselig (og lokket med plastic og riskiks) lykkedes det at få ham ned til vandkanten. Og så sad han ellers der en hel time og gravede løs med røven i vandskorpen. 

Fra tæppet, hvor jeg ammede og kiggede på Niklas og Kurt i vandkanten, opdagede jeg, at det der picture perfect postkort som en familie også kan være, faktisk også var blevet mit. Og om 20 år når mine børn er blevet store, og jeg har glemt alt om terrorsøvn og blodige brystvorter, vil jeg kigge på det billede og tænke 

hvor var jeg lykkelig. 

Apropos Ingenting #6

– Er der alt for mange gode tv-serier i universet til at vi nogensinde får vasket gulv igen: The Handmaid’s Tale, House of Cards, Please Like Me, Girls, Skam, Big Little Lies, Anne With an E (jeg elskede den gamle serie, og havde egentlig afskrevet den nye på Netflix, men blev så overbevist af Karoline), Sense8, Black Mirror, Stranger Things, Twin Peaks… Fuuuck. 

– Sidder jeg lige nu på Rigets børnemodtagelse med min sovende, feberramte lille 2,5 mrds fyr. Klokken er 01.13 og der er ammebæ overalt på mine bukser (Seriøst. Prøv selv at gribe en urinstråle i et bæger, imens du ammer). 

– Er der en times ventetid på den blodprøve vi lige har fået taget… 

– Science fiction film, ik? Hvorfor svømmer hovedpersonerne egentlig altid så meget i dem? Det er som om at 2/3 inde, skal nogen altid lige smide tøjet og en tur i infinity pool. Jeg forstår det ikke. 

– Masserede jeg forleden 2 dl kokosolie i mit hår i ren og skær afmagt. Og her tre dage og en hårvask senere er vi tilbage til det gode, gamle fissekrøllede udgangspunkt. Pis. 

– Var jeg som 13-årig med min mor backstage på tv-programmet ‘Pernilles Univers’. Og jeg læste manuskript med Pernille Aalund, mens hun fik make-up på. Den dag står stadigvæk for mig, som den lykkeligste i mit liv. 

– Skal vi besøge en børnehave kl 10 i morgen og der kommer mødregruppe kl 12. Og nu er klokken lidt i 2 om natten. Bum bum. Blir lægerne mon meget sure, hvis jeg lige nupper en lur på den her briks? 

Metaltræthed og drømmen om en ladcykel

Jeg er så træt. Kan ingenting af træthed. Kan kun være træt. Træt hvor man hælder neskaffe på sin yoghurt. Hvor man ikke orker at trække vejret dybt, fordi det at komme i bunds med den vejrtrækning, ligesom blir lidt for omstændigt.

De sagde at det ville blive hårdt med 2 børn under 2. De sagde ikke at man ville blive fyldt med grundstress og at den ville sætte sig fast i knoglerne. Eller at de nogle gange græder på samme tid, med behov strittende i hver sin retning. Et siamesisk sesambjerg, jeg ikke kan huske koden til.

De sagde forøvrigt heller ikke at min kæreste 2 måneder inde i projektet ville rive sin skulder af led, så den de næste 3 uger skal holdes i fuldstændig ro.

Det er jo ikke fordi det kun er surt og hårdt. De der små lykkeglimt når Kurt amok over en vandpyt, er stadigvæk fantastiske. Eller når han jager en stakkels due og udbryder “ÅH NEJ!” hver gang den flyver fra ham. Eller når Otto spjætter af grin og begejstring, bare fordi man gider at snakke med ham og trykke ham på næsen. Dét skal jeg lige huske. Også selvom det, lige for tiden, er pakket ind i en altoverskyggende træthed.

To ladcykel or not to ladcykel?

Samtidig føles det som om jeg hele tiden går. De dage hvor jeg både henter og afleverer går jeg først 30 min op til Kurts vuggestue. Så 30 min hjem igen. Så vaske tøj og rydde op og ordne køkken, og på de gode dage nå at skrive lidt. Eller også tager jeg til træning (proklamerede hun efter 2 gange, haha!), eller drikke en kop kaffe med en veninde. Ved 14-tiden går jeg så igen en halv time over og henter Kurt, og så går vi ellers hjem, fodrer ænder eller leger i gården. Det blir faktisk til 2 timers transport hver dag. Og selvom det er hyggeligt, og jeg har optur over stauderne i Kongens Have, så føles det som dyrebare minutter jeg i virkeligheden godt kunne bruge på noget andet.

Jeg er før blevet imponeret over de mange fine ord og gode råd som pibler frem her i kommentarfeltet, så selv om jeg ikke er fan af de der “Hvad med jer? Har i haft en god weekend?”-shoutouts, vil jeg forsøge mig med endnu en forespørgsel, som nok primært er rettet mod by-forældre uden bil.

Ahem: Hvor realistisk er det, at have 1-3 børn og 0 biler og IKKE købe en ladcykel på et eller andet tidspunkt?

For hvis vi alligevel må ende med, på et eller andet tidspunkt, at købe en ladcykel (selvom vi på ingen måde har råd lige nu), så kunne jeg faktisk virkelig godt bruge den nu. Og hvis man er all ’bout that ladcykel, er der så nogle særlige anbefalinger eller råd? Især i den lidt billigere ende af skalaen?

På forhånd tak😊

ladcykel

Duejagt. Sæt i gang.

Er der nogle søde supermarkeder på linjen? 

Kære supermarked

Jeg har ca. 1 ton af jeres plasticposer til at stå ude på min bagtrappe, og jeg nænner ikke at bruge allesammen til affalds- og bleposer. Så derfor tænkte jeg på, om ikke I kunne have en beholder stående ved siden af jeres kasser, hvor man kan aflevere sine brugte bæreposer tilbage? Så kan vi kunder selv vælge om vi vil bære varer hjem i vores eget indkøbsnet, købe en ny plasticpose, eller tage en genbrugsplasticpose?

Så kan vi lige få god samvittighed og hjælpe verdenshavene 🙂

Kh Ida

supermarkeder

Apropos ingenting #5

– Var jeg til crossfit træning for første gang i går. Lol. Allermest bare lol. Og så i næste åndedrag: Fy for faen, hvor var det hårdt. Der er åbenbart noget der hedder burpees? Og det er nogle rigtig stride kællinger. I går aftes faldt jeg i søvn klokken 19.00. Med alt mit tøj på. De har tilbud hos Crossfit Cph til og med i dag, hvis man er lige så syg i hovedet træt af at være slap, som mig.

– Har jeg så småt indset, at jeg ikke kan kalde Kurts nr. 2 for andet end – dyb indånding og lukkede øjne – Lort. Fordi at det hedder det altså bare rundt omkring os. Men jeg kan ikke give helt op endnu, så lidt endnu famler jeg mig vej gennem the Valley of børnevenlige lortesynonymer. #thestruggleisreal

apropos ingenting

– for at blive ovre i den latrinære afdeling har Kurt lært at slå prutter med vilje. Og han blir helt gasblå i hovedet når han prøver, for så at flække midtover af grin, hvis det lykkes. Boys…

– Er jeg så småt begyndt at lede efter et arbejde til når min barsel slutter til december. Er allerede deprimeret. Piv.

– Går det godt med at amme igen. Jeg fik så mange gode råd og masser af kærlighed i kommentarfeltet (tak!). Løsningen var at lægge alle ammeindlæg og bh’er på hylden, og ligne noget fra 70’erne i et par uger, så brysterne fik masser af luft. Og så samtidig malke ud i 2 døgn, indtil sårene var helet. Så er rådet givet videre.

– Glæder jeg mig helt vildt til at indløse min endagsbillet til Roskilde. Også selvom jeg er pænt skuffet over at det er Foo Fighters, og ikke Solange, jeg skal stå Fredag i aftensolen på Orange Scene og drikke fadøl til.

– Er jeg bare ikke i kridthuset hos Kurt for tiden. Øv. Jeg er den kedelige mor som altid har en baby på armen og siger at man skal have tøj på. Og far er ham den sjove som kaster rundt med en, og som man leger med snapchatfiltre med. Hver gang det lykkes mig at shanghaie mit ældste barn, begynder han at græde og kalde på sin far. Så det er hyggeligt.

– Har jeg lige ansøgt om – I ægte mommybloggerstil – at få et z sneget ind i mit navn. Så nu hedder jeg ikke bare det samme som mine børn (og mand, bevares), jeg har også for første gang i mit liv, fået mig et mellemnavn. Move over Saszeline, Szhirley og Amalie Szigethy. There is a new Zorro in town.

Tour De Chambre

Det er ret populært at vise sin bolig frem på nettet. Og min blog skal selvfølgelig ikke snydes for et par lækre hjørner af vores hytte. 

Det her er for eksempel vores spisebord. Her sidder vi tit (eller noget). 

90’erne har ringet. De vil så gerne have deres cd’er tilbage. Men det får de altså ikke, for vi elsker dem!

Intet københavnerhjem uden et stilleben af designessentials: Kay Bojesens fugle og soldat, Cobra lampen og så den tidløse klassiker: Ødelagt Kugleramme Som Bare Lige Skal Have En Klat Lim.

Babyhjørnet hvor Lamaze giver cirka nul fucks for pastelfarvet CamCam æstetik.

Soveværelset. Her er det vigtigt med rene flader og grønne planter, så man kan få ro og stresse af efter en lang dag. Det har vi løst sådan her.

Badeværelseshylden 1:2. Udpluk af mine post-birth beauty essentials fra top til tå. Vigtigt at fremhæve Aesop ansigsrens og Ac3 aka hæmoridecremen over dem alle.

Badeværelseshylden 2:2. Uldindlæg og sandpapir i perfekt kombination.

Så er børneværelset klar. Host. 

Det der 80’er tv til venstre, er vores microbølgeovn. Den er omringet af barskab. Her ses med andre ord, livsnerven i hele vores husholdning.

Et voila! Vores hjem i en nøddeskal. Til tider sygt stressende, til tider utrolig dejligt. Stedet hvor møblerne spyr vasketøj ud om natten, og gulvene er fire leverpostejsmadder fra at blive selvrensende. Vores hjem.