Monthly Archives

juli 2017

img_2745-3.jpg

Jeg var ret skeptisk da min kæreste, for et par måneder siden, bookede flybilletter til Spanien midt i højsæson. Har aldrig forstået hvorfor nogen vil væk fra den danske sommer. Men eftersom juli officielt har lagt sig med kronisk pms, har den her ferie været endnu mere genial og tiltrængt (fyi tog vi vores del af tørnen rent vejrmæssigt, da vi var på ø-lejr med 2 børn under 2. I telt. I regnvejr). 

Spanien, sol og 30 grader? Øh, ja tak. 

Indrømmet, det var nok lidt overmodigt at tage afsted 3 vennepar med 7 børn under 6 år. Men en stor swimmingpool, plads nok, billig sprut, en million jahatte og fælles indsats i diverse ulvetimer har gjort, at vi faktisk har haft det – tør jeg sige det? – ret fantastisk. 

Om dagen har børnene ultimativt sat dagsordenen med udgangspunkt i de 3 i’er: iPopupis iPool og iPad. Men hver aften, når de var lagt, har de voksne altså haft minifest på altanen. Med lun brise, kolde drinks, chips og musik – Oh, the joy.  Når 95% af aftenerne derhjemme foregår i selskab med Netflix, og det er et hyr at mødes med sine venner, har det virkelig været en kæmpe luksus at have gode (og lige så socialt desperate) venner lige dér, så snart solen gik ned. 

Jeg vil ikke hjem. 

Kh Kæmpekrabben Ronaldo

30. juli 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
img_2668-1.jpg

– Har Otto altså FoMo. Han er i en alder af 4 mrd, det vildeste partymonster jeg kender. Han gider bare ikke at sove. 

– Er han heldigvis altid glad.

– Fungerer en baby bedre end faktor 50 når det kommer til at moderere sin solbadning. Seriøst. Vi har været i Spanien i en uge og jeg er ikke blevet rød endnu. Kan ikke finde ud af om jeg er lidt skuffet. 

– Har jeg tilgengæld røget to (meget forbudte, I know) cigaretter ved poolen efter putning. Et eller andet skal jeg jo smadre mig selv med. 

– Vandt Aperol Spritz mit hjerte på vores første feriedag hernede. Og den holder det stadigvæk fast i benlås. Gen-i-al sundowner.  

– Er vi 6 voksne og 7 børn i alderen 0-5 år i den her villa, og det er ved at gå op for mig at børnene tror at vi er de voksne. 

– Har jeg besluttet mig for at beholde de sidste 10 graviditetskilo. Mest så jeg kan ryste røv og være lige så sjov som @celestebarber er på Instagram. Men også fordi Jamón Iberico. Og Sangria. Og hvidt brød. Og oliven. Og aioli. 

-Er Kurt ved at blive ret gode venner med poolen. Det er så hyggeligt. 

– Var jeg uden tvivl blevet astronom, hvis jeg havde været bedre til matematik. Som teenager var astrofysikeren Anja C. Andersen ubestridt mit største idol. Jeg var i praktik på Niels Bohr Instituttet, havde Hestehovedtågen og Buzz Aldrin hængende på mit værelse og sad klistret til skærmen når hendes tv-programmer “Kosmos” blev vist. I går kommenterede Anja på et af mine blogindlæg. Hvad er den matematiske formel for starstruck i 2. potens? 

– Nåmen det var det Sangria vi kom fra. Jeg har nemlig fået opskriften på en perfekt sangria af min ven Christian. Den går sådan her: 

1 flaske rødvin

1 dl cognac

2 dl cava

1 dl appelsinjuice

Skåret dåsefrugt m. frugtjuice

1 citron i tern

1 appelsin i tern

1 æble i tern

Is 

Hældes i en stor kande, røre, røre, røre og ét voila! Drikkes af dit flotteste glas🍹

Skål fra varmen, poolen og ipaderne😘

27. juli 2017 8 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
img_2614.jpg

Jeg har aldrig rigtig forstået mig på børn, opdragelse og den slags. Det har ikke sagt mig det store, og efter jeg har fået børn, hører jeg nok stadigvæk til ovre i den afslappede forældrekategori. 

Her et par tricks jeg har samlet op gennem tiden. De er måske banale, men jeg bruger dem hver dag, mens jeg famler mig vej igennem børnefamilielivets skovbryn.

De kommer her. 

1. Med mindre der er en god grund til at sige nej, så sig ja / Hvad-er-det-værste-der-kan-ske-reglen 

Det var min fars motto gennem min barndom. Og selvom det nogle gange blev lidt ekstremt (ikke alle 10-årige behøver nødvendigvis at kunne betjene en motorsav eller at kravle rundt oppe i vindmøller), så kan jeg godt lide tanken: At man skal have en god grund til at sige nej, og at man grundlæggende har jahat på overfor sit barn og alle dets tossede idéer.

Sidder barnet f.eks. og har det lol og pop over 3 tomme coladåser så tænk: Hvad er det værste der kan ske? Kan han blive kvalt? Brændt? Få skåret fingrene af? Nej vel. Kan han drikke 2 dråber cola og mærke at hullet er lidt skarpt i kanten? Kanon! Godkendt. Weiter gehen!

2. Børn er kun til låns / Lineal-reglen

Den her tænker jeg rigtig, rigtig tit på når jeg har en(dnu en) evighedsputteseance og sidder ved tremmesengen og drømmer mig tilbage til 20’ernes frihed med lambrusco, bytyre på Chokoladefabriken (go-to sted nr 1 i Århus, da den her mamasita var ung) og uendeligt lange weekender, hvor det eneste man skulle, var at pleje sine tømmermænd og knalde spise brunch i sengen.

Hvis vi er heldige har vi ca. 100 år at rutte med her på jorden, ikke?Forestil dig en lineal på 1 meter. Hver centimeter = 1 år. Med mine 32 år er jeg altså godt 1/3 gennem løjerne. De næste 3-5 centimeter er den tid mine børn er små og putteagtige. Seriøst. Det er jo ingenting! En lille bitte tegning i det store billede. En lille boble, som jeg en dag vil sidde og drømme mig tilbage til, med præcis samme længsel, som jeg for tiden sukker efter frihed og dans på bordene med.

Børn er nogle vi låner, indtil de lige pludselig en dag er blevet deres egne.

3. Et barn vil allerhelst bare være en del af flokken / Forsker-reglen

Har jeg lært af min mor, og bruger jeg f.eks. når jeg skal lave aftensmad og Kurt er mega opmærksomhedskrævende. De gange jeg har sat mig ned og leget med ham, blir jeg oftest bare indebrændt og vi får ikke aftensmad. Men når jeg i stedet sætter ham op ved køkkenbordet og gir ham en sløv smørekniv og en gulerod og viser ham at jeg stoler på ham, og giver ham ansvar i en helt begrænset opgave, så sidder han jo faktisk bare og hjælper mig med at lave aftensmad. Og det er – mærkeligt nok – det han helst vil: At sidde som en lille forsker og undersøge vores (og hans) liv og hverdag, én åndet dimsedut ad gangen. For mig er det bedste ved at have fået børn faktisk at se ham kopiere os voksne i al stilfærdighed. Jeg får så meget respekt for hans udvikling når han bare sidder og koncentrerer sig med en kartoffelskræller og er med. 

4. Arbejd dig ud af stressen / Det-skal-ikke-være-godt-det-skal-være-færdigt-reglen / TILFØJELSE: (nu har jeg nemlig fundet det helt rigtige navn) Husk-at-sjusk-reglen

Lidt misvisende navn på den her regel, da hovedpointen faktisk er at det er okay at gøre tingene halvt. Så længe man bare gør noget

Ammehjernen er en sælsom størrelse. Alle de tanker der flyver rundt, mens man sidder helt handlingslammet med en baby på armen. Det må man acceptere. Samtidig må man acceptere, at man ikke nødvendigvis når at færdiggøre noget som helst, i de der små mellemrumslure barnet tager i begyndelsen (i hvert fald ikke hvis man også skal nå at vaske hår, stene og slappe lidt af – og det skal man altså). Så bare gør tingene halvt. Og gør dem dårligt. Mange bække små, du ved. Støvsug et enkelt rum ad gangen (den kan forøvrigt fint lige tage de værste krummer på bordet, nu man er der, jævnfør regel 6). Skal man have skrevet en svær mail, så skriv en kladde. Sæt en hurtig uldvask over. Tag løbesko på (måske gider du løbe om en time, og så er skoene i hvert fald på). Smid hele den spredte tøjbunke ned i vasketøjskurven. En enkelt solhilsen er også yoga. Bare husk: Du må godt lave sjusk. Det kan have sin særegne charme at lave lave mad med benspændet: Du har 2 løg, en halv pose gamle gulerødder, nogle fiskepinde og et hoved spidskål. Og du har et kvarter til at lave noget mad ud af det. Kør! 

5. Børn kan det man tror de kan / Tro-på-det-reglen 

Den her er den sværeste regel. Den handler nemlig om at tro på det. Tro på at man er den største, klogeste og stærkeste. Og at man derfor er den der bestemmer. Jeg har lært den af en veninde, og man må også godt sige det højt (mest til sig selv). Ahem: “Nu skal du sove” [barn flipper skråt ud] “Nå, det siger du? Men jeg er større, stærkere og klogere end dig og derfor er det mig der bestemmer”. 

Barnet tror at det vil have is/syltetøj/iPad/whatever. Men i virkeligheden vil det faktisk mega gerne i seng. Det blir så glad, når man så putter det og læser bog og aer. Udenpå råber og skriger det selvfølgelig som om du kastede glødende kul efter det. Men indeni er det roligt og trygt, fordi det ved at der er en voksen, der kender dets behov bedre end det selv gør. 

Men altså. Sygt svær regel. 

6. Clean as you go / Så-lærte-man-da-noget-af-at-arbejde-et-halvt-år-på-Mc’en-reglen 

Som 21-årig slog jeg mine folder på Mc. Donalds på Hovedbanegården. Der måtte man aldrig forlade et sted, uden lige at scanne det man forlod for affald eller snavs. Bære papkrus med, lige tørre bordet, fjerne en fedtfinger eller hvad det nu kunne være. Alt tæller og intet er for småt. 

Det var også her jeg lærte at overhøre stive teenageres tilråb, når deres big mac menu ikke lige var klar, i samme sekund vi åbnede klokken 5.30: “Hey Røde, tag dig fucking sammen!” Men jeg tænker – trods alt – at der lige går et par år, før dét blir aktuelt…


25. juli 2017 32 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
img_2578-1.jpg

Selvfølgelig snoozede jeg da vækkeuret ringede i går morges kl 3.30. Primært fordi det eddermanme er et sindssygt tidspunkt at stå op på. Sekundært fordi jeg efter 200 år på barsel åbenbart har glemt, hvordan man står op efter et vækkeur [indsæt arbejdsløs smiley]. 

Et par timer senere sad vi, mod al forventning i et fly mod Alicante. Kernefamilie in spe på jomfrutur! Med sygt meget leverpostej i håndbagagen. 

Turen gik faktisk okay: Otto skreg sig kun til en enkelt blodkarsprængning, og så snart vi havde stocket op på jamon, ost og San Miguel, var det faktisk bare at hoppe i poolen. Jeg gik dog kold med Otto, mens nogle på magisk vis sørgede for aftensmad til børnene. 

Da de (børnene alså) lidt senere var gået omkuld, drak de voksne rødvin på altanen og hørte heartbeats og cikader. Det var sådan cirka totalt perfekt. 

Status indtil videre: Børneferie med venner er sgu helt igennem okay. Men vi skal nok lige lande helt her i Casa Del Badedyr, før jeg vil vove at kalde det afslappende. 

PS. Hvorfor bade når man kan amme?
21. juli 2017 1 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
img_2472.jpg

– må det være virkelig mærkeligt at bo på Hven. Har lige været afsted på endagstur og det sted er jo Woodstock for pensionister: Jeg så en enlig mand drikke en hel flaske rosé til frokost. #partylikeits1935

– glæder jeg mig afsindigt til ikke at amme længere. Jeg har fandme enten ammet eller været gravid i 2,5 år. Give – Me – A – Break. Og et job, tak. 

– Havde Niklas og jeg en fantastisk dag på Roskilde Festival. Vi fik drukket 12 øl, inden vi nåede indgangen af festivalpladsen. 3 mand. Desperate endagsbillettyper?

– kunne jeg til gengæld godt have undværet den film på min tlf, hvor min udmalkede mælk går på omgang oppe i Jägermeisterbaren. Nogen brøler “DET SMAGER AF PINA COLADA!” og andre forsøger at overtale bartenderen til at mixe en drink ud af det (det gad han ikke). 

– var jeg lidt skuffet over musikken. Følte at jeg gik rundt inde i P3. Hvor blev den der world scene af? Flere ansigtsmalede sitarspillere!   

– er der vist hedebølge i Spanien lige nu. Google siger 47,3 grader og varmerekord. Og der skal vi ned med 2 små børn i næste uge. Hahaha… Hvor blir det sjovt.

– tager jeg heldigvis bare Lindas opskrift på iskaffe med. Kæft den smager godt med sødmælk. 

– var jeg til en magisk Erykah Badu koncert i Tivoli i fredags og ønsker mig nu brændende en turban lavet af dynejakke. 

– er jeg en lille smule hundeskruk. Bare en lille bitte ruhåret hønsehund?

– er jeg startet til crossfit på et såkaldt mom-hold. 2 ud af 3 gange har træneren stået og kigget i sin telefon, mens vi smadrer rundt med vores utrænede kroppe: Man strækker ikke ud. Man blir ikke holdt øje med. Jeg er ikke sikker på, at det sted er noget for mig.

– ser jeg GLOW på Netflix for tiden. Hvis man er til sen 70’er nostalgi a la “Hault and catch fire”, og trænger til en serie hvor folk ikke hele tiden dør, er den et sikkert hit.

– er mit ammehår nået til et stadie hvor jeg faktisk vil sige, at jeg har fået pandehår. Uden at klippe det. 

 

16. juli 2017 8 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
giphy-5

Min ø-lejr blev, mod forventning, tilbragt helt mobilfri og i digital zen. Det var nærmest så let at undvære min mobil, at det er kedeligt at skrive om: Der var ikke eet tidspunkt hvor jeg manglede den ? Og alligevel blev den tændt inden jeg overhovedet nåede ind i min lejlighed (og her lyver jeg så. For vi var kun lige akkurat kørt af færgen i Stigsnæs, da jeg fik fat i min kærestes tlf og begyndte at junke insta..). Det er fandme uhyggeligt, du.

Derfor har jeg brugt de sidste par dage på (udover at være alene hjemme med 2 børn på 3 og 22 mrd, bevares) at arbejde lidt på et udkast til et slags digitalt manifest.

Jeg elsker min mobil når jeg finder små guldkorn i mit feed. Og jeg elsker at skrive små tekster og på den måde binde sløjfe på de barselsdage og -tanker, der ellers er ret uhåndgribelige og forsvinder som dug for solen, så snart mit hoved rammer puden. Jeg elsker også at opdage ting og få nye internetvenner, lidt ligesom dengang man havde pennevenner (som jeg i mange år troede hed “pennyvenner”. Fordi Penny-bladet, ik).

Jeg hader min mobil er når jeg kommer til at sidde i stenermode og junke løs i feedet på en eller anden kendis/blogger/ekskærestes nye kæreste/tilfældig person/Mathilde Gøhler. Jeg hader at jeg udelukkende kigger på det, for at blive bekræftet i hvordan jeg i hvert fald ikke er og hvor plat jeg synes det er, hvor lidt misundelig jeg er og hvor meget jeg gennemskuer det hele. Og pludselig “vågner jeg” og opdager, at Kurt har prøvet på at vise mig en traktor i flere sekunder. Og hvem er så i virkeligheden den platte taber? Dér hader jeg allermest mig selv og så min mobil.

Okay så. Altså. Flere små stjernestunder og mindre sten. Både i virkeligheden og på internettet. Det vigtigste er at reglerne er realistiske og lette at handle på. Jeg har et meget stærkt afhængighedsgen og derfor er alt det her pt ret utopisk, men her er det altså:

Mit digitale manifest

Planen er at

– nøjes med at følge med hos de ca. 5-7 bloggere, som jeg allerbedst kan lide

– melde mig ud af alle terminsgrupper på Facebook en gang for alle

– stoppe op hver gang jeg begynder at scrolle

– give min telefon en fast plads på køkkenbordet, i stedet for at slæbe den med mig rundt. Så må jeg stå dér og fixe.

– nøjes med at skrive når mine børn enten sover eller blir passet

– få min telefon ud af min seng. Måske på forsøgsbasis bare hver anden aften. Jeg starter sgu i aften.

– holde en skærmfri dag om ugen. Skærmfri Søndag? Bare for at prøve det ? En hel dag uden TV, computer og mobil. Gisp.

 

 

10. juli 2017 16 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
img_2275.jpg

Jeg er blevet afhængig af min iPhone. Sådan seriøst. Den er gået fra at være sporadisk tidsfordriv, til at blive en fast følgesvend med mig og min baby rundt, ikke bare i byen, men nu også i lejligheden. Ammetid = telefontid. Puttetid = telefontid. Selv toilettet = telefontid. Jeg tager altid lige mig selv i at tjekke, om den er indenfor rækkevidde, og savner den, hvis ikke den er i nærheden. Det har, med andre ord, taget gevaldig overhånd – jeg har nok ikke rigtig villet indrømme det før nu.

Jeg skal “lige” rystes fri fra den. Ud og skabe memorable moments uden konstant at skulle dokumentere dem i den sorte boks.

Så når jeg i dag tager på ø-lejr, blir det uden telefon. Og det blir rigtig, rigtig godt.

2. juli 2017 2 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
img_1831-1

… havde jeg et par uger forinden, været vildt forvirret omkring mit liv i Jylland, hvor jeg ellers havde tilbragt 8 år af mit liv. Og i  den forbindelse spurgt min søster, om ikke vi skulle tage ud på nogle af sommerens festivaller. Det skulle vi.

… var jeg derfor på Roskilde for første gang i 6 år – og havde kronisk eksiljydekomplekser tøjkrise.

… gik jeg rundt i galaksegamacher og drak papvin i en hel uge.

… var jeg så fuld efter en Metallicakoncert at jeg, efter to år som vegetar, gik direkte ombord i en Meyers flæskestegssandwich. Jeg har spist kød lige siden.

… mødtes jeg efter den der flæskestegssandwich, klokken 3 om natten med min søster for at følges hjem til vores lejr.

… faldt vi på vej hjem til lejren over en morgenfest i Vest. Pludselig var min søster væk. Og lige som jeg havde besluttet mig for at gå hjemad, faldt jeg ind i et par grønne øjne. Og det tog mig ca. 10 sekunder at blive forelsket i indehaveren. I dag er de øjne det sidste jeg ser inden jeg falder i søvn, og det første (nej vent, det første er Kurts røv) det andet jeg ser om morgenen når jeg vågner.

Det hårdeste jeg nogensinde har gjort, var at sige farvel til mit liv i Århus. Men jeg kunne ikke lade være. Og i dag er jeg glad for at jeg turde stole på min kuldrede, bagstive mavefornemmelse, som fortalte mig, at ham den selvglade type med krøller og hættetrøje, sgu nok ville være det hele værd.

Det var han. Og det er han.

1. juli 2017 8 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest