Jeg har aldrig rigtig forstået mig på børn, opdragelse og den slags. Det har ikke sagt mig det store, og efter jeg har fået børn, hører jeg nok stadigvæk til ovre i den afslappede forældrekategori.
Her et par tricks jeg har samlet op gennem tiden. De er måske banale, men jeg bruger dem hver dag, mens jeg famler mig vej igennem børnefamilielivets skovbryn.
De kommer her.
1. Med mindre der er en god grund til at sige nej, så sig ja / Hvad-er-det-værste-der-kan-ske-reglen
Det var min fars motto gennem min barndom. Og selvom det nogle gange blev lidt ekstremt (ikke alle 10-årige behøver nødvendigvis at kunne betjene en motorsav eller at kravle rundt oppe i vindmøller), så kan jeg godt lide tanken: At man skal have en god grund til at sige nej, og at man grundlæggende har jahat på overfor sit barn og alle dets tossede idéer.
Sidder barnet f.eks. og har det lol og pop over 3 tomme coladåser så tænk: Hvad er det værste der kan ske? Kan han blive kvalt? Brændt? Få skåret fingrene af? Nej vel. Kan han drikke 2 dråber cola og mærke at hullet er lidt skarpt i kanten? Kanon! Godkendt. Weiter gehen!
2. Børn er kun til låns / Lineal-reglen
Den her tænker jeg rigtig, rigtig tit på når jeg har en(dnu en) evighedsputteseance og sidder ved tremmesengen og drømmer mig tilbage til 20’ernes frihed med lambrusco, bytyre på Chokoladefabriken (go-to sted nr 1 i Århus, da den her mamasita var ung) og uendeligt lange weekender, hvor det eneste man skulle, var at pleje sine tømmermænd og knalde spise brunch i sengen.
Hvis vi er heldige har vi ca. 100 år at rutte med her på jorden, ikke?Forestil dig en lineal på 1 meter. Hver centimeter = 1 år. Med mine 32 år er jeg altså godt 1/3 gennem løjerne. De næste 3-5 centimeter er den tid mine børn er små og putteagtige. Seriøst. Det er jo ingenting! En lille bitte tegning i det store billede. En lille boble, som jeg en dag vil sidde og drømme mig tilbage til, med præcis samme længsel, som jeg for tiden sukker efter frihed og dans på bordene med.
Børn er nogle vi låner, indtil de lige pludselig en dag er blevet deres egne.
3. Et barn vil allerhelst bare være en del af flokken / Forsker-reglen
Har jeg lært af min mor, og bruger jeg f.eks. når jeg skal lave aftensmad og Kurt er mega opmærksomhedskrævende. De gange jeg har sat mig ned og leget med ham, blir jeg oftest bare indebrændt og vi får ikke aftensmad. Men når jeg i stedet sætter ham op ved køkkenbordet og gir ham en sløv smørekniv og en gulerod og viser ham at jeg stoler på ham, og giver ham ansvar i en helt begrænset opgave, så sidder han jo faktisk bare og hjælper mig med at lave aftensmad. Og det er – mærkeligt nok – det han helst vil: At sidde som en lille forsker og undersøge vores (og hans) liv og hverdag, én åndet dimsedut ad gangen. For mig er det bedste ved at have fået børn faktisk at se ham kopiere os voksne i al stilfærdighed. Jeg får så meget respekt for hans udvikling når han bare sidder og koncentrerer sig med en kartoffelskræller og er med.
4. Arbejd dig ud af stressen / Det-skal-ikke-være-godt-det-skal-være-færdigt-reglen / TILFØJELSE: (nu har jeg nemlig fundet det helt rigtige navn) Husk-at-sjusk-reglen
Lidt misvisende navn på den her regel, da hovedpointen faktisk er at det er okay at gøre tingene halvt. Så længe man bare gør noget.
Ammehjernen er en sælsom størrelse. Alle de tanker der flyver rundt, mens man sidder helt handlingslammet med en baby på armen. Det må man acceptere. Samtidig må man acceptere, at man ikke nødvendigvis når at færdiggøre noget som helst, i de der små mellemrumslure barnet tager i begyndelsen (i hvert fald ikke hvis man også skal nå at vaske hår, stene og slappe lidt af – og det skal man altså). Så bare gør tingene halvt. Og gør dem dårligt. Mange bække små, du ved. Støvsug et enkelt rum ad gangen (den kan forøvrigt fint lige tage de værste krummer på bordet, nu man er der, jævnfør regel 6). Skal man have skrevet en svær mail, så skriv en kladde. Sæt en hurtig uldvask over. Tag løbesko på (måske gider du løbe om en time, og så er skoene i hvert fald på). Smid hele den spredte tøjbunke ned i vasketøjskurven. En enkelt solhilsen er også yoga. Bare husk: Du må godt lave sjusk. Det kan have sin særegne charme at lave lave mad med benspændet: Du har 2 løg, en halv pose gamle gulerødder, nogle fiskepinde og et hoved spidskål. Og du har et kvarter til at lave noget mad ud af det. Kør!
5. Børn kan det man tror de kan / Tro-på-det-reglen
Den her er den sværeste regel. Den handler nemlig om at tro på det. Tro på at man er den største, klogeste og stærkeste. Og at man derfor er den der bestemmer. Jeg har lært den af en veninde, og man må også godt sige det højt (mest til sig selv). Ahem: “Nu skal du sove” [barn flipper skråt ud] “Nå, det siger du? Men jeg er større, stærkere og klogere end dig og derfor er det mig der bestemmer”.
Barnet tror at det vil have is/syltetøj/iPad/whatever. Men i virkeligheden vil det faktisk mega gerne i seng. Det blir så glad, når man så putter det og læser bog og aer. Udenpå råber og skriger det selvfølgelig som om du kastede glødende kul efter det. Men indeni er det roligt og trygt, fordi det ved at der er en voksen, der kender dets behov bedre end det selv gør.
Men altså. Sygt svær regel.
6. Clean as you go / Så-lærte-man-da-noget-af-at-arbejde-et-halvt-år-på-Mc’en-reglen
Som 21-årig slog jeg mine folder på Mc. Donalds på Hovedbanegården. Der måtte man aldrig forlade et sted, uden lige at scanne det man forlod for affald eller snavs. Bære papkrus med, lige tørre bordet, fjerne en fedtfinger eller hvad det nu kunne være. Alt tæller og intet er for småt.
Det var også her jeg lærte at overhøre stive teenageres tilråb, når deres big mac menu ikke lige var klar, i samme sekund vi åbnede klokken 5.30: “Hey Røde, tag dig fucking sammen!” Men jeg tænker – trods alt – at der lige går et par år, før dét blir aktuelt…
