Monthly Archives

August 2017

Jeg har besluttet mig for at berige internettet med et par af de tricks jeg tilegner mig i løbet af min barsel.

Så her er den første af forhåbentligt mange små guldkorn fra det virkelige liv. Vi starter i den skønne afdeling aka dit ansigt.

Velbekomme.

24. August 2017 13 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg lider af Linkedin-angst for tiden. Lige nu er jeg på barsel, men den 1. dec. giver jeg barnevognsnøglen til min mand, og den dato ånder mig i nakken. For så er jeg igen jobsøgende. Og det kan jeg virkelig ikke overskue. Bare ordet. Jobsøgende.

For snart et år siden fik jeg ellers et job. På min første arbejdsdag fortalte jeg, at jeg var gravid. 14 dage senere, blev jeg fyret.

Op på hesten igen

Man siger, at når man falder af hesten, gælder det om at komme hurtigt op igen. Ligesom dengang jeg tog motorcykelkørekort og røg af motorcyklen i et sving. Min kørelærer, Kaj, hjalp mig op igen. Mod alle odds fik han mig til at køre en tur på den store bane på køreanlægget. Han fortalte om dengang han ramte et rådyr med 180 km i timen og brækkede ryggen. Han var så rolig omkring det og viste mig hjelmen han havde haft på. Hvordan asfalten lige havde skrabet 5 cm af den.

Det var sidste gang, jeg kørte på motorcykel.

Der er nogle der brager igennem de forhindringer de møder på deres vej. Enten spænder de hjelmen og løber til, eller også finder en vej omkring dem. Sådan er jeg ikke. Jeg er typen der går helt i stå og gransker mig selv med spørgsmål, selvbebrejdelse og tanker om hvad andre tænker om mig.

Jeg nævner i flæng: Hvis hun virkelig er så kreativ, så var hun jo nok ikke arbejdsløs. Hvor er det vildt at hun ikke har selvindsigt nok til at vide, at hun ikke kan arbejde på <indsæt selv navn på sejt designbureau>. Hvis hun kan få stress over at være arbejdsløs, så skal hun nok ikke regne med, at hun kan klare et rigtigt voksenarbejde. Osv, osv, osv…

Et par måneder efter jeg blev fyret, søgte jeg forøvrigt en praktikstilling som servicedesigner og fik den. Det var det helt rigtige for mig: At blive bekræftet i at jeg ? trods alle stemmerne i hovedet ? er helt okay til det jeg laver.

Jobsøgning. En ensom affære

Næsten alle har jo prøvet at være jobsøgende og gå hjemme i en periode. Så hvorfor føles det så ensomt? Måske fordi man kun ser alle dem som har et job. Måske er det ligesom at lede efter kærligheden: De venner, som er i parforhold, er fulde af velmenende råd og kan ikke forstå, hvorfor man ikke har en kæreste. Singlens mest singlede tidspunkt ? Altså der hvor man virkelig bliver bekræftet i sin ensomhed ? er Søndag eftermiddag, når man står i køen i Netto med sine tømmermænd og er omringet af par der køber cola og pizza (jeg ved det, for jeg har selv stået der). Den jobsøgendes mest arbejdsløse tidspunkt er Mandag morgen ? Dagen hvor alle er tilbage på arbejde og man sidder dér på en café med sin bærbare, omringet af intense arbejdsmøder. Og man stirrer ind i sin joblog-guirlande af ansøgninger og jobsamtaler som 9 ud af 10 gange ender med et standardsvar i genren “Vi har modtaget 361 ansøgninger og har valgt at tilbyde stillingen til den kandidat, som vi finder matcher jobprofilen bedst.”

Der er  mange om buddet på de opslåede stillinger indenfor design og kommunikation. Nogle gange forestiller jeg mig at hvert jobopslag er en butik på en gågade. Foran de stillinger jeg normalt søger, står der 400-500 mennesker i kø. Det er jo faktisk en sindssyg strategi at stille sig derover med sit portfolio under armen. Så måske jeg skal ændre strategi. Måske jeg bare ikke skal have et fuldtidsjob som designer.

Måske jeg skal noget andet.

22. August 2017 21 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Da jeg var 20 år boede min bedste veninde i Århus. Og hver gang jeg besøgte hende derovre, føltes det som at være på ferie. Jeg havde det ellers ret godt i København: Boede i Valby, læste på RUC og arbejdede som model. Men det var ligesom for stort for mig. København. Tror jeg. Der var by og mennesker over det hele og lidt vel meget rundsave på albuerne. Hver gang jeg var i Århus, sank mine skuldre. Så en sommerdag i 2005 pakkede jeg alle mine ting og flyttede til Århus. Og mærkeligt nok forstsatte feriestemningen, selvom Århus blev hverdag. Det hele var så nede på jorden. Mit jyske modelbureau ringede og spurgte på syngende århusiansk om jeg “mon ku ha lyst til a ta et par timer for Føtex i morgen?”. Og sådan var det. I 8 år blev jeg hængende i smilets by. Selvom det er 4 år siden jeg flyttede derfra, er listen over ting jeg savner ved Århus virkelig lang.

Her kommer 10 af de ting jeg savner mest ved Århus

1. Et øde søndagsstrøg. Bare slentre en tur op og ned og kigge på alle de lukkede butikker og alt er så rent og stille.

2. Den Permenente Badeanstalt. At cykle derud langs togskinnerne, med vandet på den ene side og skoven på den anden, og lægge sig ud til de nøgne kvinder på “damebadebroen” på sit vattæppe (ellers får man splinter i røven), smide alt tøjet og spise vindruer, læse bog og nøgenbade helt til solen går ned. Måske min yndlingsting i hele verden, faktisk.

Århus

3. At alle gå-ud-steder ligger i gå-afstand af hinanden. Så du møder helt sikkert nogen du kender, uanset om du spiller bordtennis på Shen Mao, ser en indie-film i Paradis Bio, spiller backgammon på Gemmestedet, danser på Den Sidste eller drikker fadøl på Peter Gift.

4. Nærheden, igenigen. Århus er jo en lille lækker bouillonterning i forhold til København. Du kan gå til det hele og hvis du alligevel insisterer på at cykle, så gør det for himlens skyld på en mountainbike. Næsten alt der ligger udenfor centrum, kræver nemlig at man forcerer en eller anden form for bakke.

5. At spise en peberbøf på Klassisk 65 i Jægersborggade. De flamberer den ved bordet! Heldigvis har ejerne åbnet en fiskependant med næsten lige så god bistro stemning og fabelagtige østers. Den hedder Klassisk Fisk og ligger i Nørregade. Og bagefter kan man passende lige nuppe en is i Danmarks allerførste paradisis-bod som ligger lige ved siden af.

Århus

6. Skoven. Både Riisskov, som er lille og overskuelig og mest af alt minder om en stor park, men Marselisborgskoven ude på sydsiden, kan virkelig også noget. Dyrehaven og Moesgaard Museum er bare en cykeltur væk. Man er kort sagt omringet af skov og vand. Og DET savner jeg. Og hvis man har en bil kan man også tage på fantastiske en-dags-roadtrips til Djursland (hvor jeg stalkede Bonderøven big-time, back in the day).

7. Aros. Jeg havde årskort og boede tæt på, så sad der ret ofte med en tegneblok og var skødesløs og selvbevidst som kun twenty-something girls kan være det. På et tidspunkt fik jeg mareridt om natten, fordi jeg havde hørt så meget på lydsiden til Bjørn Nørgaards Hesteofring. Der hvor hans kone messer “LILLE HEEEEST, LILLE HEEEEE-EEEST” samtidig med at de slagter en hest. Skidehyggeligt.

Århus

På toppen af Aros for 10 kilo og et pandehår siden…

8. At færdes i trafikken. I Århus er det faktisk bilerne og ikke cyklisterne man er bange for at blive kørt ned af (I know. Crazy). Hvis man er faret vild, kan man desuden spørge om vej, uden folk kigger på dig som om du har afbrudt deres liv’s vigtigste jobsamtale. Til gengæld får du onde, onde hvad-FANDEN-har-du-gang-i-øjne hvis du vover på at snige dig over for rødt.

9. Alle de hyggelige arbejdscaféer. Jeg skrev nærmest hele min bachelor og hele min kandidat på Street Coffee i Brammersgade og Lynfabrikken i Verstergade. Efterfølgende er det væltet op med gode kaffesteder (med pæne hipstermænd bag disken, fortæller mine kilder mig) ved Graven.

10. Åen og havnen. Selvom jeg virkelig ikke er meget for de nye gigantiske og grimme bygninger (ja, Bestseller jeg kigger på dig!) på havnen, så kan DOKK1 (udtales forøvrigt Dokken – Du er jo i Århus), det nye bibliotek med mageløs udsigt, virkelig noget. Så at spise overpriced pizza på Grappa med et glas hvidvin, og så gå videre langs åen ned til DOKK1 og sidde der og glo ud på Molslinjen og crossfittyperne der jerner rundt på parkeringspladsen.

Dét savner jeg.

Århus

18. August 2017 7 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Det her voksenliv ikke? Hvor muter man det? Eller trykker pause? Der er jo seriøst hele tiden noget man skal tage stilling til. Og man har ca. 1 time om aftenen til at organisere hele balladen. Tusinde ting hober sig op, og det eneste jeg rigtigt gider (i den der ene freaking time der), er at se HBO. Det skal jo også passes.

Så her er et kuld af småt brandbart fra den vindomsuste landsby, som er min hjerne.

? 50 Shades of Kobberspiral. Som jeg skal have sat op i morgen (hej svigermor!) fordi jeg seriøst ikke kan overskue at være gravid igen nogensinde lige nu. Men jeg kan til gengæld heller ikke overskue den 40 cm lange æske med “livmorinnlegg” jeg lige har hentet på apoteket.

? 50 Shades of Ligtorn. Sådan en har jeg åbenbart siddende på min ene fod (som om en kunstig hofte ikke var mormor nok?). Den mandlige hudlæge, som fortalte mig det, havde ikke behøvet være  pæn. #jegfinderselvud

? 50 shades of Whitney. Jeg må, må, må se Can I Be Me. Og virkelig helst ikke i en babybio.

? 50 Shades of Morgensur. Jeg er åbenbart en kælling før klokken blir 16.00. Og derefter er jeg bare træt. Så jeg er rigtig sjov at være gift med for tiden.

? 50 Shades of @linejensen_illu. Hende skal man altså følge på instagram. Især hvis man også ligger i apatisk ske om aftenen og beder sin kæreste fortælle om hvordan det var, dengang man mødte hinanden.

? 50 Shades of International Breastfeeding Week. Fortæller internettet mig at det lige har været. Og hvem skulle have troet at jeg faktisk ville blive lidt ramt i hjertet af et plat Ryan Gosling meme? Fordi jeg stadigvæk ammer Kurt, selvom han blir 2 år næste måned. Og det er helt ærligt ikke med min gode vilje. Men han blir bare så sur og ked af det, når jeg prøver at stoppe. Og så blir han omvendt tryg og glad, når jeg så giver ham lov. Uanset hvor meget jeg prøver at owne det, kan jeg ikke lade være med at føle mig som hende dronningen i Game Of Thrones der ammer sin skoleknægt. Så deeet… Men det vil jeg altså prøve at lade være med fra nu af. Fordi Ryan siger det.

? 50 Shades of Blogger? Selvom jeg egentlig har haft den her blog siden 2010, så er det først her det sidste halve års tid jeg har fået en rutine med at skrive, og en stemme som jeg føler, faktisk er mig. Og jeg er virkelig blevet glad for det. At skrive. Men jeg er nærmest blevet endnu gladere for at læse hvad andre skriver, både i kommentarsporet, i private beskeder og evt. på jeres egne domæner. Det gør mig virkelig glad og jeg kan så godt lide at krydsbestøve hjerner på tværs af tid og sted, som jo er det sociale medier kan. Derfor tænker jeg en del på om jeg ville kunne kombinere det her skriveri med det faktum at jeg d. 1. december er uden et arbejde. Det var bla. derfor jeg var virkelig forpustet på vej til et møde forleden. Jeg ved stadigvæk virkelig ikke hvad der skal ske.

? 50 Shades of Otto. Min lille baby er sgu blevet 4,5 måned. Han spiser grød! Og griner og er blevet skrevet op til vuggestue og whatnot… Jeg føler nærmest, at han skal på efterskole i overmorgen.

Ingen ved hvor tiden blir af.

10. August 2017 8 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

En af mine veninder sagde engang, at det at få sit første barn er så identitetsomvæltende, at man skal til at finde ud af hvem man nu er. Hvem er man avec barn? Identitetskrise ? Det shit er der penge i.

Da jeg fik mit første barn for 2(!) år siden, fandt jeg f.eks. ud af at Ida Con Kiddo er en rigtig Proenza Shouler type. Og typen der også ræddi godt kan lide smykker fra Ladyfingers. Og tøj fra Stine Goya. Og helst også alt fra Flock. Og skal have stofbleer til sin baby. Og Sana’s jakke i SKAM. Og en espressomaskine i køkkenet!

Ikke at det at blive mor er en undskyldning for mit overdrevne behov for forbrug de sidste par år ? Men en forklaring, måske? For hold kæft hvor kan vi (drømme om at) bruge penge hjemme hos os. Med mig on-off på dagpenge bliver langt det meste selvfølgelig ved dagdrømme, men åh de der behov. Som føles så åndssvagt autentiske.

Tag bare de praktiske ting. Indtil nu har vi klaret os fint med vores almindelige cykel og så et cykelsæde, men efter lang tids overvejelse, har vi endelig bestilt en ladcykel. Oh, the joy! Bare en Christiania med det hele, på beløbet tak. Og jeg er overbevist om at jeg vil få mere tid og et bedre liv, så snart vi får cyklen. ÅH, alle de skovture vi nu skal på!

(mit overjeg)

Nå. Men undervejs i cykeldrømmen, faldt snakken jo så på en bil. På at vi jo alligevel på et tidspunkt får brug for en. Og nu føler jeg nærmest, at vi ikke kan undvære en bil: At de 1,5 timer jeg bruger i en bus, på at tilbagelægge den 12 km strækning der er fra mine svigerforældre (og ja. Som jeg jo snart kan cykle på min nye fucking luksus el-cykel… I know, Mufasa), den tid får jeg jo aldrig igen. Hvis bare jeg liiige får en ladcykel, en ny bogreol, en dims til min blender, en bil, en farveprinter, en Celiné taske, et par sko, en gasgrill, et kolonihavehus, en tur til Thailand… Det. Stopper. Aldrig.

Og løbende smider jeg selvfølgelig det hele på Instagram og Bloglovin, så mine bordplader, lyskæder, sko og morgenmad kan agere identitetsmarkører og kulturelle koder. Som så kan få andre til at drømme om de ting jeg køber. Det er så forbandet godt tænkt.

Nye sko, ny cykel, ny taske, ny flæseskjorte (og en gammel cykelhjelm, som man heldigvis ikke kan se)…

Det er her løsningen skulle komme ikke? Opråbet, initiativet. At jeg tager en shopping detox eller noget i den stil. Det kommer ikke. Jeg er der ikke helt endnu. Måske tager jeg engang endnu et år uden shopping. Men så blir det altså først i 2018 😉

Indtil da vil jeg i stedet shut the blog up, som man siger, og gå en lang tur med min 8500 kroners tvillingebarnevogn ? Jeg trænger vist til noget Gnags i ørene imens.

Ja, jeg kan gå på mine fødder
Jeg er fodgænger, så er man da noget
Jeg kan gå igennem byen
Koster ikke noget, så har man da råd

Byen strækker sig for mine fødder
Lyde bliver til lyd, dechifrerer:
Fodgænger igennem byen

9. August 2017 10 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
Computerspil

Kan I huske der i The Beach, hvor Leo løber rundt ude i junglen i et computerspil?

Det er mig på barsel.

I Fredags havde jeg et møde* kl. 11.00. Sådan her gik det med at nå derhen.

Jeg står op og tager mit pæneste, nystrøgede tøj på og har god tid til at komme ud af døren. Klokken 10.10 vågner baby. Og er sulten. Amme en enkelt gang. Løbe ned af bagtrappe med baby, skrald og blepose. Få Kærestepoint (hjerte). Smide skrald og blepose (ikke baby og ikke nøgler i hånd) ud i container. Placere baby i vogn, låse gigantisk abus lås op, løbe til metro. Tage elevator ned, tjekke ind. Lægge rejsekort i lift, så jeg husker at tjekke ud, men også diskret så det ikke blir stjålet. Få Ammehjernepoint (hjerne). Hvor skal jeg egentlig hen? Flintholm. OK. Baby brokker sig. Baby i vikle. Smile, dikke. Få Babypoint (babykluk). Ud af metro på Flintholm. Ind i elevator. Få voksen-skæld-ud i elevator af gammel dame, over barnevogn. Skælde gammel dame tilbage. Give sig selv indre highfive. Få Integritetspoint (knuckles). Ind i S-tog.

Baby er stadigvæk sulten. Analysere om man kan nå at amme på 5 stop. Amme diskret. Få Babypoint (gylpklat) Skrive kækt og overskudsagtigt til forlagsmand. “Tror jeg blir lidt forsinket:)” Fuck, det er Ryparken næste gang! Baby i barnevogn. Ud af S-tog. Baby har skidt. Mødet starter nu. Miste 50 Voksenpoint (buhråb). Skifte ble på Ryparken station i regnvejr. Få lort på hånden. Lede efter håndsprit. Ikke finde håndsprit. Tørre lort af med Kongens Sløjd dynebetræk. Hvordan fanden i helvede krydser man Lyngbyvej?! Tjekke Google Maps. Løbe ned ad smadret barnevognsrampe til viadukten under Lyngbyvej. Løbe under Lyngbyvej. Skubbe barnevogn op ad smadret barnevognsrampe fra viadukten under Lyngbyvej. Få træningspoint (sved)

Gå sukkerkold. Vælge mellem: Banan og få hjernepoint men til gengæld miste tidspoint? Skrælle banan, spise banan, smide bananskræl i hæk. Det begynder at regne. Løbe gennem haveforening. Få øje på en hestetransport og være fucking stedforvirret. Få øje på meget moderne pige på cykel med bluetooth hovedtelefoner. Tænke at man så nok alligevel er på rette vej. Dreje af. Få Ammehjernepoint (hjerne).

Sover baby? Yes? YES! Få 100 Voksenpoint (klapsalve) Det regner meget. Løbe hurtigt. Blodsukker daler. Få øje på bygning. Adrenalin stiger. Løbe ind i bygning. Slå telefon på lydløs. Få barnevogn ind i minielevator. Køre op på 2. Melde ankomst i reception. Bane slut.

*når voksne mennesker mødes og snakker sammen.

7. August 2017 4 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Det jeg siger, når jeg er på besøg hos mit modelbureau med en 4 mrd gammel baby: “Jeg var bare lige i området og tænkte jeg ville komme op og sige hej” (indsæt stor, stiftsmilende smiley ? den helt forpint-desperate facebookversion, du ved)

Det jeg mener, når jeg er på besøg hos mit modelbureau med en 4 mrd gammel baby: “Min krop er så småt begyndt at ligne en krop igen, og så har jeg ikke spist morgenmad i dag (RETTELSE: i et år), og mine åresprængninger er også næsten væk og jeg trænger bare virkelig til penge og en undskyldning for at komme i bad. Og til at nogen gir mig make-up på og nusser mig lidt i håret. Og til at komme lidt ud. Ik? Okay, bare glem det med pengene så. Fik du lige set mine bryster? Hva? Kunderne vil elske mig! I kunne jo bare give mig et lille bitte job. Et lille bi.. Nej, vent ikke gå.. (synger)“…Din mund sir’ nej Men hjertet siger: ja” … Please?”

6. August 2017 3 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest