Rejse

10 ting jeg savner ved Århus – en slags Guide

Da jeg var 20 år boede min bedste veninde i Århus. Og hver gang jeg besøgte hende derovre, føltes det som at være på ferie. Jeg havde det ellers ret godt i København: Boede i Valby, læste på RUC og arbejdede som model. Men det var ligesom for stort for mig. København. Tror jeg. Der var by og mennesker over det hele og lidt vel meget rundsave på albuerne. Hver gang jeg var i Århus, sank mine skuldre. Så en sommerdag i 2005 pakkede jeg alle mine ting og flyttede til Århus. Og mærkeligt nok forstsatte feriestemningen, selvom Århus blev hverdag. Det hele var så nede på jorden. Mit jyske modelbureau ringede og spurgte på syngende århusiansk om jeg “mon ku ha lyst til a ta et par timer for Føtex i morgen?”. Og sådan var det. I 8 år blev jeg hængende i smilets by. Selvom det er 4 år siden jeg flyttede derfra, er listen over ting jeg savner ved Århus virkelig lang.

Her kommer 10 af de ting jeg savner mest ved Århus

1. Et øde søndagsstrøg. Bare slentre en tur op og ned og kigge på alle de lukkede butikker og alt er så rent og stille.

2. Den Permenente Badeanstalt. At cykle derud langs togskinnerne, med vandet på den ene side og skoven på den anden, og lægge sig ud til de nøgne kvinder på “damebadebroen” på sit vattæppe (ellers får man splinter i røven), smide alt tøjet og spise vindruer, læse bog og nøgenbade helt til solen går ned. Måske min yndlingsting i hele verden, faktisk.

Århus

3. At alle gå-ud-steder ligger i gå-afstand af hinanden. Så du møder helt sikkert nogen du kender, uanset om du spiller bordtennis på Shen Mao, ser en indie-film i Paradis Bio, spiller backgammon på Gemmestedet, danser på Den Sidste eller drikker fadøl på Peter Gift.

4. Nærheden, igenigen. Århus er jo en lille lækker bouillonterning i forhold til København. Du kan gå til det hele og hvis du alligevel insisterer på at cykle, så gør det for himlens skyld på en mountainbike. Næsten alt der ligger udenfor centrum, kræver nemlig at man forcerer en eller anden form for bakke.

5. At spise en peberbøf på Klassisk 65 i Jægersborggade. De flamberer den ved bordet! Heldigvis har ejerne åbnet en fiskependant med næsten lige så god bistro stemning og fabelagtige østers. Den hedder Klassisk Fisk og ligger i Nørregade. Og bagefter kan man passende lige nuppe en is i Danmarks allerførste paradisis-bod som ligger lige ved siden af.

Århus

6. Skoven. Både Riisskov, som er lille og overskuelig og mest af alt minder om en stor park, men Marselisborgskoven ude på sydsiden, kan virkelig også noget. Dyrehaven og Moesgaard Museum er bare en cykeltur væk. Man er kort sagt omringet af skov og vand. Og DET savner jeg. Og hvis man har en bil kan man også tage på fantastiske en-dags-roadtrips til Djursland (hvor jeg stalkede Bonderøven big-time, back in the day).

7. Aros. Jeg havde årskort og boede tæt på, så sad der ret ofte med en tegneblok og var skødesløs og selvbevidst som kun twenty-something girls kan være det. På et tidspunkt fik jeg mareridt om natten, fordi jeg havde hørt så meget på lydsiden til Bjørn Nørgaards Hesteofring. Der hvor hans kone messer “LILLE HEEEEST, LILLE HEEEEE-EEEST” samtidig med at de slagter en hest. Skidehyggeligt.

Århus

På toppen af Aros for 10 kilo og et pandehår siden…

8. At færdes i trafikken. I Århus er det faktisk bilerne og ikke cyklisterne man er bange for at blive kørt ned af (I know. Crazy). Hvis man er faret vild, kan man desuden spørge om vej, uden folk kigger på dig som om du har afbrudt deres liv’s vigtigste jobsamtale. Til gengæld får du onde, onde hvad-FANDEN-har-du-gang-i-øjne hvis du vover på at snige dig over for rødt.

9. Alle de hyggelige arbejdscaféer. Jeg skrev nærmest hele min bachelor og hele min kandidat på Street Coffee i Brammersgade og Lynfabrikken i Verstergade. Efterfølgende er det væltet op med gode kaffesteder (med pæne hipstermænd bag disken, fortæller mine kilder mig) ved Graven.

10. Åen og havnen. Selvom jeg virkelig ikke er meget for de nye gigantiske og grimme bygninger (ja, Bestseller jeg kigger på dig!) på havnen, så kan DOKK1 (udtales forøvrigt Dokken – Du er jo i Århus), det nye bibliotek med mageløs udsigt, virkelig noget. Så at spise overpriced pizza på Grappa med et glas hvidvin, og så gå videre langs åen ned til DOKK1 og sidde der og glo ud på Molslinjen og crossfittyperne der jerner rundt på parkeringspladsen.

Dét savner jeg.

Århus

Previous Post Next Post

7 Comments

  • Reply Amalie 19. august 2017 at 5:07

    Århus lyder skøn har desværre kun været det få gange. Her er et tip til Århus med børn, Hvis du nogensinde kommer til Århus en hverdag inden 15 så tag i Legelandet ude ved Langnæs. Det er toppen af hyggeligt og intet i Kbh kan måle sig med det.
    Og må man iøvrigt gøre lidt mere om Bønderøvsstaking. Det lyder for sjovt til at være hengemt i en parantes. Hilsen typen det har det alle afsnit af Bonderøven og fik lyst til at leve på landet men nu bor jeg i paracelhus

    • Reply Ida 22. august 2017 at 10:17

      Ej, hvor godt! Tak for tippet:)
      Haha, Bonderøvsstalking, bestod simpelthen i at køre rundt i bilen og lede efter hans gård (yes, sygt pres type!) Heldigvis lykkedes det ikke. Men jeg læste engang i et interview at der, da programmet virkelig hittede, var TURISTBUSSER som lagde vejen forbi hans gård. Kh Ida

  • Reply Line 20. august 2017 at 12:30

    Ahem, der har sneget sig en lille Køvenhavnerfejl ind i punkt nr. 5. Kan du mon selv finde den? Og tak for lige at minde mig om, hvorfor jeg elsker min by så meget. Århus kan virkelig noget helt specielt!

    • Reply Ida 20. august 2017 at 19:48

      Haha, uuuuuups!! Jægersgårdsgade for dælen da! Tak! 😀

  • Reply Maria 20. august 2017 at 19:39

    Du glemte at Århus har (eller havde) en bodega ved navn “Kurts Mor”: http://www.kurtsmor.dk/Kurts_Mor/Forside.html
    Det fortjener næsten en plads på din liste- selv hvis du ikke har været der 😉

    • Reply Ida 20. august 2017 at 19:50

      Guuuud ja!! Jeg har nemlig – vildt nok – aldrig været der. Men kender den udemærket (og har også hørt en del århusianere lolle lidt over at jeg nu var blevet til Kurts Mor” haha, tak!

  • Reply Kira 26. august 2017 at 20:04

    Du giver mig lyst til at besøge Århus. Det lyder sygt hyggeligt!

  • Leave a Reply