Monthly Archives

September 2017

Med jævne mellemrum går det op for mig, at jeg simpelthen stadigvæk ikke har fattet reglerne til det her voksenliv. I går opdagede jeg for eksempel at jeg har fået dagsbøder fra SKAT siden juli i år, fordi jeg ikke har udfyldt min selvangivelse for 2016 korrekt. Jeg troede det var forskudsopgørelsen jeg skulle ændre tallene i.

Seriøst – Det er der vi er.

Jeg hang i røret hos dem i 1 time og 15 minutter (1 time var ventetid) indtil en sød dame forklarede mig præcis hvor og hvordan jeg skulle indberette min indkomst fra fem måneders fast job i Sverige, noget arbejde i Tyskland og så lidt løbende freelance B-indkomst i Danmark. Nu siger jeg lige noget højt: Kan andre det? Er det noget vi bare sidder og gør i hemmelighed uden at fortælle hinanden om det?  Så går vi bare lige ind og tjekker hvad vi har betalt i sink-skat, samler alle vores lønsedler ovre i E-boks og selvangiver hele pisset, samtidig med vi bestiller varer på Nemlig og ser Netflix?

Jeg løste situationen ved at sætte mig til at tude inde på Hovedbiblioteket. Boom! Otto græd også, så vi har nok set flotte ud. Midt i alt tuderiet, ringede de fra det job jeg var til samtale på i sidste uge. De ville bare høre om ikke jeg kunne tænke mig at høre hvorfor jeg ikke var gået videre. … *dyb indånding*

giphy-7

På vej hjem fra Kurts vuggestue inhalerede jeg en burger, mens Kurt lå på under bordet på en parkeringsplads og spiste pommes frites og legede med sin bil. Da klokken var 17.30 og jeg kæmpede mig op på 4. sal, med 22 kg børn og 2 tunge muleposer, kom jeg til at forestille mig min underbo stikke hovedet ud og spørge hvordan det gik. Og så begyndte jeg at hyle igen, fordi det var så tragikomisk at jeg ville blive nødt til at sige “Det er bare fordi min kæreste er på drengetur”. Så ynkeligt.

Så stod jeg der og skiftede Kurt og græd, og han havde aldrig set det før. Set mig græde, altså. Det var også komisk at stå der helt ulykkelig, og så ligger det menneske man elsker allermest og som man ofrer sig allermest for, og han er fuldstændig ligeglad. Som i: Han gir zero fucks af et rent hjerte. I et minut lå han bare og legede, indtil han opdagede at jeg snøftede og sagde “Mor, sur!” og jeg måtte forklare ham, at jeg bare var ked af det. Så kiggede han meget undersøgende på mig og sagde konkluderende “Chokolade-IS!” og så fik jeg en hel masse luft-is og et kram og jeg tænkte at jeg jo dybest set er heldig. Jeg ved det godt.

Det er bare lige nogle hårde dage.

30. September 2017 10 comments
4 Facebook Twitter Google + Pinterest

Af alle steder jeg kunne havne, er det her nok det sted jeg trængte mest til. Til daglig bor jeg i en lejlighed fem minutter fra Kgs. Nytorv og det betyder at jeg er omringet af folk og at mit liv har en konstant lydside af biler og rullekufferter.

Nu er jeg landet her. I en lille 12 m2 samerhytte af store træbjælker langt oppe i Nordvestsverige. Hytten ligger på stakkede skifersten og her er kun en seng, et bord, en stikkontakt og en brændeovn.

For første gang i to år føles det ikke som om jeg er nogens mor. Ikke lige nu i hvert fald. Det er lidt ligesom at være til gl. elev fest, hvor man også falder lige tilbage i de roller man efterlod på studentervognen. Eller som hvis man ikke har tegnet siden sin barndom. Så tegner man jo som et barn, fordi det var der man slap. Lige nu føler jeg mig som dengang jeg var 23 år og boede alene i Kolding. Selvom jeg var lige melankolsk nok i det dengang, så er det hyggeligt at være tilbage. At sidde her og høre Jeff Buckley og kigge på søen og være skide selvhøjtidelig. Og komme i tanke om at at den her side af mig stadigvæk findes.

I dag har jeg været model for et jagtmærke. Jeg har gået rundt i flere timer i mosevand til anklerne med en jagthund, spist Sheperds Pie på en bjergskråning, hoppet fra tue til tue og kørt rundt i skarp fjeldsol gennem orange trækroner.

Nu er vi tilbage i lejren og det er seriøst luksus. At stjæle en øl fra køleskabet og sætte sig ud i den kolde luft med en bog og et rensdyrskind. Og så kommer Benny, som er kokken, ud med røget ren i tynde skiver og siger at man skal have noget til øllet. Og man tænder op i sin brændeovn og smider tøjet og hopper i den iskolde sø og løber direkte op i den varme sauna, hvor et par fra fotoholdet også sidder. Den slags. Så kommer jeg i tanke om, hvor mange måder der er at være på. Hvor meget man bare er et produkt af sine omgivelser.

Det er godt at blive mindet om.

img_4072

27. September 2017 4 comments
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg sidder i et fly på vej til Sverige, hvor jeg skal på arbejde. Efter i et år at have tigget mit modelbureau om at skaffe mig et job været på barsel, har jeg hele dagen haft det som Maverick på vej til Top Gun.

Her kommer en præcis og lødig gennemgang af min morgen.

(Ensomt, tørt, lone wolf guitarrif)

Jeg står i metroen på vej til lufthavnen med min håndbagage og det jeg vil kalde for et selvsikkert smil. Klip til på vej op ad rulletrappen i Terminal 3. Ingen børn, ingen vådservietter. Bare lige mig og min håndbagage. Klip til den der laissez faire pfff-nåja-følelse, da den store maskine adlyder min QR kode og lukker mig ind i Security-køen.

(Stadigvæk ensomt, tørt, lone wolf guitarrif)

Bestiller en pink latte dobbelt shot hos Joe and the Juice (her blir jeg lige slået ud af kurs, da jeg spotter Jesper Binzer fra DAD og forestiller mig hvordan det mon er at sidde der klokken 8.15 omringet af 50+ årige kvinder der bare gerne lige vil bede om et skrald en autograf). Snap out, Ida! Det’ mig der’ i fokus, tænker jeg, mens jeg flirter tilbage til min 21-årige juicer.

(Stadigvæk ensomt, tørt, lone wolf guitarrif – nu moduleret en halv tone op (Sorry, men det er bare et virkelig langt opening theme))

Går ud til gaten, ind i flyet og så kommer den (Guitarriff overdøves af MiG-28 motor der tændes – Wuuuuiiiiiiissshhhhhhhhh)

Flyet kører ud på startbanen og gør klar til at lette. Jeg sidder ved vinduet i det helt fyldte fly og opdager at jeg sådan virkelig seriøst skal tisse, at jeg har glemt min brystpumpe og at jeg må have tabt mit ene ammeindlæg et sted ude i Taxfree, for det er ikke i min bh.

Maverick over and out. Det blir godt det her.

giphy-6

25. September 2017 3 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

– Sidder jeg lige i bedste bloggerstil på en kaffebar i Århus, mens min baby står i sin barnevogn og sover. Otto og jeg er stukket af et par dage for at være sammen med min familie og nogle veninder herovre. Og det er dejligt.

– Var jeg i går hos frisøren for første gang i tre år. Og vil ikke afvise, at en enkelt flagermus flaksede ud af min høstak af et hår, da jeg løsnede knolden. Oh the joy! Massagestolen, øko-hårkuren og Christinas hovedbundsmassage alene var alle 3 timer i familiekupéen værd.

– Er jeg endelig up-to-date med VoksenABC podcast. Det har været et hyggeligt lydtapet at gå og voksenspejle sig i de sidste par uger. Hvad skal jeg nu høre?

– Har jeg i den her uge sendt to jobansøgninger og været til én jobsamtale. Prøver at være vældig Stine Bosse omkring det.

– Drømte jeg i nat, at jeg var til bryllupsfest hos Cecilie Lassen og Silas Bjerregaard. Og de boede i det vildeste, kringlede, nordiske, drøn af et hjemmetegnet drømmehus ude ved det vilde vand, med langborde, blomster og hånddryppede stearinlys. Ib Michael lagde an på mig mens Helena Christensen legede med min baby og blev sur da jeg spurgte om jeg måtte få et selfie. I wonder what it means…

– Er vi egentlig snart færdige med at male vores vægge lyserøde på instagram?

– Troede jeg aldrig at jeg skulle sige det, men jeg har sgu lige købt en fastvikle, for nogle af mine pensionspenge. Havde ellers lovet at melde mig ud af alle de der slyngegrupper på Facebook, men så kom jeg til at chatte med en af slyngemødrene, som var skidesød. Og nu er der en (and I kid you not) ”Sling Studio Falling Feathers Salcombe 3” vikle på vej til os. Og jeg glæder mig da Otto virkelig ikke synes det er spændende at sidde i en klapvogn, men til gengæld har en FEST de gange jeg har haft ham på ryggen. Prøver at være vældig Andrea Hejlskov omkring det.

– Har jeg fået sådan noget svamp af mine power bitch fingerringe. Huden bliver ligesom helt hvid og nasty indenunder dem.

– Har en tunet motorcykel lige vækket min baby. Svin.

22. September 2017 5 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

I den franske revolution råbte de “Frihed, Lighed, Broderskab!” Det her er ikke revolutionerende. Det er bare en beskrivelse af et forløb som jeg tror mange kvinder kan genkende. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har slettet teksten og er startet forfra. Famlet efter ordene. Men jeg har besluttet at historien altså fortjener at blive fortalt. Så her er den: Historien om dengang jeg var på dagpenge, opdagede at jeg var gravid, fik en fast stilling, blev fyret efter 14 dage og sammen med min fagforening lagde sag an. Og vandt.

På dagpenge …og gravid

Efter tre år som jobsøgende, med freelance-tjanser hist og her og ind og ud af barsels- og dagpengesystemet fik jeg for et år siden et fast arbejde. Jeg blev så glad og skulle virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at stikke i et kæmpe tarzanbrøl, da jeg fik beskeden inde på Hovedbiblioteket. Virksomheden tilbød mig en stilling, jeg ikke havde erfaring med, og derfor var det et helt nyt felt for mig, men jeg havde mange idéer, og glædede mig til at bevise mit værd og vokse med opgaven. Hold op, jeg glædede mig.

Problemet var bare at jeg var gravid. Det var kun et par uger siden jeg havde set de to streger. Midt i jobsøgning og med en etårig på armen, kørte jeg faktisk fortrænger det første stykke tid. Det var  ubelejligt. …Og  dejligt.

Når gode råd klinger hult

Jeg blev tilbudt jobbet om Torsdagen, med start følgende Mandag. Den weekend havde jeg så sindssygt ondt i stress-maven. Tanken om at få en abort strejfede mig, men blev også hurtigt affejet: Jeg var 31 år, og det havde taget knap et år at blive gravid med vores første barn. Vi ville jo faktisk godt have to børn. Og så var vi blevet overraskende lykkelige for den lille, åndssvagt ubelejlige ekstra streg.

Hvad fanden gør man? Når jeg googlede og spurgte jobcenteret, fik jeg et hult klingende svar a la: “Er du lige blevet gravid og skal til jobsamtale, er du ikke forpligtiget til at oplyse om graviditeten. Bliver du spurgt direkte, kan du godt svare nej. Egentlig må arbejdsgiveren ikke spørge, da dit svar ikke må have betydning, når der skal vælges mellem ansøgerne. Det betyder dog ikke, at spørgsmålet ikke kan blive stillet. Derfor kan det være meget godt at have et svar parat, som fx at du gerne vil have børn på et tidspunkt, men lige nu er det arbejdslivet, som har dit fokus.” (uddrag fra HK’s hjemmeside)

Skidetak for støtten, Sherlock. Bare lige fyi, så er jeg altså ikke typen der lyver. Men samtidig var jeg kun et par uger henne. Jeg havde ikke engang fortalt min familie det. Hvad nu hvis graviditeten gik i sig selv? Skulle jeg lave et kæmpe selvmål efter en tre år lang kamp for at få et job? Dér var målstregen, et dejligt arbejde fyldt med udfordringer og opgaver. Værsågod at gå tilbage til start. Skulle jeg smide alt jeg havde kæmpet for på gulvet, for en graviditet jeg ikke engang var sikker på ville blive til noget?

Jeg havde sådan set bare havde gjort det som Dagpengesystemet krævede: Skrevet mine to ugentlige ansøgninger og gået til jobsamtaler. Husker tydeligt, at sidde der til jobsamtale med en otte måneders babybule skruet ned i et pencilskirt og fyre jokes af om at de får to for én. Og ingen griner.

Samtidig vidste jeg jo godt at vi har bygget et samfund op omkring at alle køn bidrager lige meget på arbejdsmarkedet. Og at det betyder, at ingen kvinde skal diskrimineres, bare fordi det tilfældigvis er os der skal bære og føde børnene. Men det hjalp ikke så meget på alle følelserne og den nagende samvittighed.

Min fagforening rådede mig til at sige det på min første arbejdsdag. Så det gjorde jeg. Alt rystede og jeg kunne næsten ikke få ordene over mine læber.

”Jeg er så ked af at måtte sige det her, men jeg har lige fundet ud af at jeg er gravid”

Heldigvis fik jeg et kram og et stort tillykke. Der lettede seriøst ti kg brødebetyngede duer af det kram. Jeg var virkelig glad for direktøren, som gav mig krammet. Han var lun og god. Fjorten dage senere havde jeg flødeboller og flag med til kontoret. Jeg mødte, som de fleste andre dage, ind som den første klokken syv, for at have et par timer i ro og fred til at arbejde. Lige inden frokost sendte jeg en klassisk jeg-er-gravid-mail rundt til mine kolleger, og tyve minutter senere blev jeg kaldt ind på min leders kontor. Og fik at vide, at jeg var fyret.

img_8634

Jeg var i chok og så ligesom det hele udefra. Joken i at pakke sit skrivebord sammen, mens flødebollerne står og larmer på de latterlige dannebros-paptallerkener jeg lige havde købt i Netto. Som om der var noget at fejre. Jeg afleverede min computer og pakkede mine ting. Følte mig som en kæmpe kliché og totalt fiasko. På vej hjem satte jeg mig ind i en 7-Eleven og stressspiste tre croissanter, for at synke chokket. Imens ringede jeg til min fagforening og fortalte dem historien.

Jeg havde det som om jeg var blevet dumpet midt i en date. Ja, vi skulle se hinanden an, og ja, jeg var usikker. Det var en ny stilling, som jeg egentlig ikke havde søgt, men som min arbejdsgiver havde skønnet jeg ville passe godt til, og som vi i fælleskab havde valgt at prøve af. Jeg var en del af et dejligt, nyt, lille team, men var fysisk placeret i en helt anden og travl afdeling, på en anden etage end min leder og mit team.

De fire reelle arbejdsdage jeg havde i stillingen, virkede derfor slet ikke som nok tid, til at bevise mit værd. Omvendt havde jeg – og har stadigvæk – en nagende følelse af, at jeg måske bare skulle have holdt igen med alle mine begynderspørgsmål.

Is it a bird? Is it a plane? Not it’s…

Min fagforening tilbød at føre min sag i Ligebehandlingsnævnet og forklarede, at det nu var op til arbejdsgiveren at bevise at det ikke var på grund af min graviditet, at de fyrede mig. Så jeg skyndte mig hjem og screenshottede the shit ud af min arbejdsmail og -kalender, inden den blev lukket. Det blev jeg glad for.

Fagforeningen var fantastisk. Helt Supermand. Min advokat kendte arbejdsmarkedsområdet ud og ind, var knivskarp og kunne derfor være mit kølige power bitch face udadtil, imens jeg lå derhjemme i fosterstilling og prøvede at huske i detaljer, hvad der egentlig var sket. Kan du for eksempel huske hvad du lavede Tirsdag d. 22. august? Hvilke møder havde du? Hvem sagde hvad til dig, og i hvilken rækkefølge? Og kan du dokumentere det? Prøv at forestil dig at skulle kortlægge to uger i detaljer på den måde. Jeg tegnede mindst ti tidslinjer, for at forstå hvad der skete.

Det næste halve år gik med at skrive: Klage, svarskrift, bemærkning, brev, replik, duplik. Kært barn har mange navne. Og hver gang samlede min advokat alle mine noter, mails og tidslinjer til en udlægning af forløbet. Og så ventede vi på svar. Svarene  kom med jævne mellemrum – sommetider gik der flere uger imellem.

Der er point hvis man kan gætte, om det var nedslående at læse virksomhedens begrundelser og vidnesudsagn. I et af svarene var der tre vidnesudsagn, hvor folk jeg har talt med i to timer, udtaler sig om hvor ringe en kollega jeg var. At jeg var så dårlig, at det var pinligt at have mig med til eksterne møder. Det mister man altså mavepusten af. Det var min første og største faglige lussing nogensinde. Smæk! Hver gang der var nyt svar fra modparten, endnu en lussing.

Værsågod. Her er 16 sider om hvorfor vi har fyret dig

Min familie rådede mig til bare at lukke af for det. Ignorere det. Men hvis ikke jeg ville bevise, at det ikke var fordi jeg var en elendig arbejdskraft, at jeg blev fyret efter så kort tid, hvem ville så gøre det? Det var jo mig som oplevede det. Jeg blev nødt til at flå plasteret af og sidde og pille op i det sår, hver gang der lige var kommet skorpe på. Læse og forholde mig til alle detaljerne for at kunne komme med et relevant modsvar. Det gjorde ondt. Værsågod. Her er 16 sider om hvorfor vi har fyret dig.

Samtidig var jeg på dagpenge. Det vil sige at jeg skrev ansøgninger og gik til jobsamtaler på livet løs for at vise hvor god jeg var: Det var ok skitzofrent, det vinterhalvår. Jeg husker det primært som noget med at stirre ind i et tomt word-dokument og svømme virkelig meget rundt i cirkler med en veninde, ovre i DGI byen.

Da begge parter mente at sagen var belyst til fulde, blev den afleveret til Ligebehandlingsnævnet. Nu var der ikke andet at gøre end at vente på deres afgørelse. Det var faktisk en lettelse. Ikke flere lussinger, bare ventetid.

Jeg søgte en praktikplads som servicedesigner i en forsikringsvirksomhed og fik den. Det var det helt rigtige for mig – Det var lige den faglige oprejsning jeg havde brug for, inden jeg skulle tilbage i barselsboblen.

fyret gravid

Tre uger efter praktikken var udløbet, begyndte solen for alvor at skinne igen, da Otto kom til verden.

I sommerferien, da jeg kom jeg hjem fra min mobilfri ø-lejr, lå der en mail fra min advokat. Emnefelt: “Tillykke! Vi vandt alt:)”. Jeg sad og ammede Otto og begyndte at græde. Mest over følelsen af, at der var nogle voksne som ligesom lige havde sagt “Hold my beer” og gennemgået vore sag minutiøst. Side for side, vidnesudsagn for vidnesudsagn. Det var den vildeste oprejsning ovenpå et halvt års nederlag, tvivl og skyldfølelse.

Jeg fik en erstatning svarende til et halvt års løn. 15% af den satte jeg ind på min pensionsopsparing. Bagefter gik jeg ned i vores lokale cykelhandler og bestilte en ladcykel med elmotor. Og så var jeg også forbi en lille butik og købe to fingerringe. Nu sidder de på min hånd og husker mig på, at det er okay.

Det er okay at være gravid og gerne ville arbejde.

unnamed-8

3 ting jeg har lært

Hvis du nu også er gravid – eller bare er en kvinde som er på arbejdsmarkedet – så kommer her lige 3 ting den her sag har lært mig.

  1. I retten er det faktisk ligemeget, hvad der skete. Det handler om, hvad du kan bevise – hvad du har på skrift. Så sørg for at følg op på alle vigtige samtaler (f.eks. i forbindelse med ansættelsen) med en mail.
  2. Hvis du bliver gravid midt i en ansættelsesprocess så husk det her, når du skal tage stilling til om du vil fortælle det inden du bliver ansat. Vi har et retssamfund som har bestemt ved lov, at vi kvinder ikke skal forskelsbehandles på grund af vores køn. Så mes det her, som var du Robin Williams til Matt Damon: Det er ikke din skyld. Det er ikke din skyld. Det er ikke din skyld. For det er IKKE din skyld, at du er gravid og også skal have et arbejde. Har din partner dårlig samvittighed over at han skal være far? Nej, vel? Det skal du heller ikke have. Det er ikke din skyld. Og du er ikke alene.
  3. Meld dig lige ind i en fagforening. Bare gør det. Hvis du en dag skulle gå hen og blive fyret under din graviditet eller barsel, så er det saftsusemig fedt at have en advokat gratis til rådighed, som kan være dit skarpe, kølige power bitch face udadtil, imens du ligger i fosterstilling, hader verden, ser Netflix og gror en dejlig ny verdensborger.

21. September 2017 22 comments
2 Facebook Twitter Google + Pinterest

Når jeg nu ikke kan finde ud af at skrive for tiden, så er det godt at jeg har Youtube, at boltre mig på.

I weekenden prøvede jeg kræfter i genren : Beautyblogger / Mor med overskud / Glattejernsrebel. Hvis du vælger at se med, så husk lige, at de 2 minutter filmen tager, dem får du aldrig igen. Undskyld.

Og Guldtuben – I ringer bare.

12. September 2017 2 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

I går var jeg til bryllup. Uden børn men med silkekimono og modebloggerhår. Hele svineriet – Wallah, det var fedt! Var lige ude at smage på friheden, og til dem der også sidder med hovedet i en blespand for tiden, kan jeg sige at den stadigvæk findes. Og den er stadigvæk nice.

Mine svigerforældre kom og hentede to glade unger om formiddagen. De fik også en Northfacetaske, som min kæreste havde tetrispakket med 3 forskellige modermælkserstatninger, 2 slags instantgrød og 2 hjemmelavede glas frugtmos. Og nå ja, så bare lige den liter modermælk, jeg har brugt de sidste 250 år på at malke ud.

Det var første gang, siden Otto kom til verden, at vi havde helt børnefri i mere end et døgn, og jeg synes selv at jeg er blevet ret god til at holde fri fra mine børn. For åh, hvor er det dejligt at mute havregrøden og have pæne sko på. Og spise mad med bestik, uden der er en toårig som prøver på at stikke sin hånd ned i ens underbukser.

Tricket er at hvile i, at jeg aldrig kommer til at føle mig klar til at gå fra Kurt og Otto. Men så længe jeg ved at dem der passer, elsker dem lige så meget som jeg gør (og det gør de jo, de bedsteforældre. Det er så genialt!), så giver jeg faktisk mine børn en gave, fordi jeg giver dem tid til at bygge relationer med de vigtige mennesker i sit liv.

Dét prøvede jeg at sige til mig selv, når jeg fik ondt i mor-maven, de gange jeg lige måtte forlade festen for at stå i et sygt akavet bøj henover verdens mindste håndvask, med hovedet mast op mod spejlet og malke ud imens jeg junkede børnebilleder på min telefon. #Muh

Festen foregik på et idyllisk gammelt vandrehjem og det koncept med at du kan vælte direkte i seng fra din dansegulvskoger, holder for evigt. Så det gjorde jeg. Traskede durk op i seng klokken 6, efter at have drukket den sidste dark’n’stormy og brølt med på Tarzan Mama Mia (og fangirlet hårdt på seje Maren, som også var med til fest)… #Godnat

I mellemtiden var Kurt blevet 2 år. Yes. Festen faldt sammen med hans fødselsdag. Så da vi stod der og klappede i takt til brudevalsen klokken 00.16 var det præcis to år siden, min lille glade, skeptiske, sjove yndlingsperson, kiggede på mig for første gang med sine absurd mørke øjne. Nu er de blevet lyse og det er han også. Blevet lys. Kæft, jeg elsker den lille dreng der kan sige Honda Fireblade, Lamborghini og motorcykel, helst hopper på trampolin og stadigvæk er håbløst forelsket i Onkel Reje.

Kærlighed holder. Både ude og hjemme.

10. September 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Som det føles at læse facebook kommentarsporet, til den artikel jeg sidste uge var hovedperson i ovre på BT.dk :

giphy-8

Som jeg måske i virkeligheden burde have det, da jeg læste kommentarsporet igen, efter have tjekket et par af profilerne på dem der skriver :

giphy-5

Som jeg til gengæld har det når jeg på 2. uge prøver på at skrive en ovenpå-agtig blogpost om hvad der egentlig skete :

giphy-3

Puha. Ikke mere selvmedlidenhed nu!

Til gengæld er min lille digitale papirflyver lige landet her hos Storyplanes. Og selvom jeg lige mangler at få de sidste ting på plads og der desværre er røget et par kommentarer i svinget, så er her dejligt.

Og min baby sover, og jeg har 4 gratis kopper kaffe tilbage på mit kaffekort.

Det er de små ting.

5. September 2017 7 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
  • 1
  • 2