I den franske revolution råbte de “Frihed, Lighed, Broderskab!” Det her er ikke revolutionerende. Det er bare en beskrivelse af et forløb som jeg tror mange kvinder kan genkende. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har slettet teksten og er startet forfra. Famlet efter ordene. Men jeg har besluttet at historien altså fortjener at blive fortalt. Så her er den: Historien om dengang jeg var på dagpenge, opdagede at jeg var gravid, fik en fast stilling, blev fyret efter 14 dage og sammen med min fagforening lagde sag an. Og vandt.
På dagpenge …og gravid
Efter tre år som jobsøgende, med freelance-tjanser hist og her og ind og ud af barsels- og dagpengesystemet fik jeg for et år siden et fast arbejde. Jeg blev så glad og skulle virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at stikke i et kæmpe tarzanbrøl, da jeg fik beskeden inde på Hovedbiblioteket. Virksomheden tilbød mig en stilling, jeg ikke havde erfaring med, og derfor var det et helt nyt felt for mig, men jeg havde mange idéer, og glædede mig til at bevise mit værd og vokse med opgaven. Hold op, jeg glædede mig.
Problemet var bare at jeg var gravid. Det var kun et par uger siden jeg havde set de to streger. Midt i jobsøgning og med en etårig på armen, kørte jeg faktisk fortrænger det første stykke tid. Det var så ubelejligt. …Og så dejligt.
Når gode råd klinger hult
Jeg blev tilbudt jobbet om Torsdagen, med start følgende Mandag. Den weekend havde jeg så sindssygt ondt i stress-maven. Tanken om at få en abort strejfede mig, men blev også hurtigt affejet: Jeg var 31 år, og det havde taget knap et år at blive gravid med vores første barn. Vi ville jo faktisk godt have to børn. Og så var vi blevet overraskende lykkelige for den lille, åndssvagt ubelejlige ekstra streg.
Hvad fanden gør man? Når jeg googlede og spurgte jobcenteret, fik jeg et hult klingende svar a la: “Er du lige blevet gravid og skal til jobsamtale, er du ikke forpligtiget til at oplyse om graviditeten. Bliver du spurgt direkte, kan du godt svare nej. Egentlig må arbejdsgiveren ikke spørge, da dit svar ikke må have betydning, når der skal vælges mellem ansøgerne. Det betyder dog ikke, at spørgsmålet ikke kan blive stillet. Derfor kan det være meget godt at have et svar parat, som fx at du gerne vil have børn på et tidspunkt, men lige nu er det arbejdslivet, som har dit fokus.” (uddrag fra HK’s hjemmeside)
Skidetak for støtten, Sherlock. Bare lige fyi, så er jeg altså ikke typen der lyver. Men samtidig var jeg kun et par uger henne. Jeg havde ikke engang fortalt min familie det. Hvad nu hvis graviditeten gik i sig selv? Skulle jeg lave et kæmpe selvmål efter en tre år lang kamp for at få et job? Dér var målstregen, et dejligt arbejde fyldt med udfordringer og opgaver. Værsågod at gå tilbage til start. Skulle jeg smide alt jeg havde kæmpet for på gulvet, for en graviditet jeg ikke engang var sikker på ville blive til noget?
Jeg havde sådan set bare havde gjort det som Dagpengesystemet krævede: Skrevet mine to ugentlige ansøgninger og gået til jobsamtaler. Husker tydeligt, at sidde der til jobsamtale med en otte måneders babybule skruet ned i et pencilskirt og fyre jokes af om at de får to for én. Og ingen griner.
Samtidig vidste jeg jo godt at vi har bygget et samfund op omkring at alle køn bidrager lige meget på arbejdsmarkedet. Og at det betyder, at ingen kvinde skal diskrimineres, bare fordi det tilfældigvis er os der skal bære og føde børnene. Men det hjalp ikke så meget på alle følelserne og den nagende samvittighed.
Min fagforening rådede mig til at sige det på min første arbejdsdag. Så det gjorde jeg. ”Jeg er så ked af at måtte sige det her, men jeg har lige fundet ud af at jeg er gravid”
Heldigvis fik jeg et kram og tillykke. Der lettede seriøst ti kg brødebetyngede duer af det kram. Jeg var virkelig glad for direktøren, som gav mig krammet. Han var lun og god. Fjorten dage senere havde jeg flødeboller og flag med til kontoret. Jeg mødte, som de fleste andre dage, ind som den første klokken syv, for at have et par timer i ro og fred til at arbejde. Lige inden frokost sendte jeg en klassisk jeg-er-gravid-mail rundt til mine kolleger, og tyve minutter senere blev jeg kaldt ind på min leders kontor. Og fik at vide, at jeg var fyret.
Jeg var i chok og så ligesom det hele udefra. Joken i at pakke sit skrivebord sammen, mens flødebollerne står og larmer på de latterlige dannebros-paptallerkener jeg lige havde købt i Netto. Som om der var noget at fejre. Jeg afleverede min computer og pakkede mine ting. Følte mig som en kæmpe kliché og totalt fiasko. På vej hjem satte jeg mig ind i en 7-Eleven og stressspiste tre croissanter, for at synke chokket. Imens ringede jeg til min fagforening og fortalte dem historien.
Jeg havde det som om jeg var blevet dumpet midt i en date. Ja, vi skulle se hinanden an, og ja, jeg var usikker. Det var en ny stilling, som jeg egentlig ikke havde søgt, men som min arbejdsgiver havde skønnet jeg ville passe godt til, og som vi i fælleskab havde valgt at prøve af. Jeg var en del af et dejligt, nyt, lille team, men var fysisk placeret i en helt anden og travl afdeling, på en anden etage end min leder og mit team.
De fire reelle arbejdsdage jeg havde i stillingen, virkede derfor slet ikke som nok tid, til at bevise mit værd. Omvendt havde jeg – og har stadigvæk – en nagende følelse af, at jeg måske bare skulle have holdt igen med alle mine begynderspørgsmål.
Is it a bird? Is it a plane? No it’s…
Min fagforening tilbød at føre min sag i Ligebehandlingsnævnet og forklarede, at det nu var op til arbejdsgiveren at bevise at det ikke var på grund af min graviditet, at de fyrede mig. Så jeg skyndte mig hjem og screenshottede the shit ud af min arbejdsmail og -kalender, inden den blev lukket. Det blev jeg glad for.
Fagforeningen var fantastisk. Helt Supermand. Min advokat kendte arbejdsmarkedsområdet ud og ind, var knivskarp og kunne derfor være mit kølige power bitch face udadtil, imens jeg lå derhjemme i fosterstilling og prøvede at huske i detaljer, hvad der egentlig var sket. Kan du for eksempel huske hvad du lavede Tirsdag d. 22. august? Hvilke møder havde du? Hvem sagde hvad til dig, og i hvilken rækkefølge? Og kan du dokumentere det? Prøv at forestil dig at skulle kortlægge to uger i detaljer på den måde. Jeg tegnede mindst ti tidslinjer, for at forstå hvad der skete.
Det næste halve år gik med at skrive: Klage, svarskrift, bemærkning, brev, replik, duplik. Kært barn har mange navne. Og hver gang samlede min advokat alle mine noter, mails og tidslinjer til en udlægning af forløbet. Og så ventede vi på svar. Svarene kom med jævne mellemrum – sommetider gik der flere uger imellem.
Der er point hvis man kan gætte, om det var nedslående at læse virksomhedens begrundelser og vidnesudsagn. I et af svarene var der tre vidnesudsagn, hvor folk jeg har talt med i to timer, udtaler sig om hvor ringe en kollega jeg var. At jeg var så dårlig, at det var pinligt at have mig med til eksterne møder. Det mister man altså mavepusten af. Det var min første og største faglige lussing nogensinde. Smæk! Hver gang der var nyt svar fra modparten, endnu en lussing. Værsågod. Her er 16 sider om hvorfor vi har fyret dig
Min familie rådede mig til bare at lukke af for det. Ignorere det. Men hvis ikke jeg ville bevise, at det ikke var fordi jeg var en elendig arbejdskraft, at jeg blev fyret efter så kort tid, hvem ville så gøre det? Det var jo mig som oplevede det. Jeg blev nødt til at flå plasteret af og sidde og pille op i det sår, hver gang der lige var kommet skorpe på. Læse og forholde mig til alle detaljerne for at kunne komme med et relevant modsvar. Det gjorde ondt. Værsågod. Her er 16 sider om hvorfor vi har fyret dig.
Samtidig var jeg på dagpenge. Det vil sige at jeg skrev ansøgninger og gik til jobsamtaler på livet løs for at vise hvor god jeg var: Det var ok skitzofrent, det vinterhalvår. Jeg husker det primært som noget med at stirre ind i et tomt word-dokument og svømme virkelig meget rundt i cirkler med en veninde, ovre i DGI byen.
Da begge parter mente at sagen var belyst til fulde, blev den afleveret til Ligebehandlingsnævnet. Nu var der ikke andet at gøre end at vente på deres afgørelse. Det var faktisk en lettelse. Ikke flere lussinger, bare ventetid.
Jeg søgte en praktikplads som servicedesigner i en forsikringsvirksomhed og fik den. Det var det helt rigtige for mig – Det var lige den faglige oprejsning jeg havde brug for, inden jeg skulle tilbage i barselsboblen.
Tre uger efter praktikken var udløbet, begyndte solen for alvor at skinne igen, da Otto kom til verden.
I sommerferien, da jeg kom jeg hjem fra min mobilfri ø-lejr, lå der en mail fra min advokat. Emnefelt: “Tillykke! Vi vandt alt:)”. Jeg sad og ammede Otto og begyndte at græde. Mest over følelsen af, at der var nogle voksne som ligesom lige havde sagt “Hold my beer” og gennemgået vore sag minutiøst. Side for side, vidnesudsagn for vidnesudsagn. Det var den vildeste oprejsning ovenpå et halvt års nederlag, tvivl og skyldfølelse.
Jeg fik en erstatning svarende til et halvt års løn. 15% af den satte jeg ind på min pensionsopsparing. Bagefter gik jeg ned i vores lokale cykelhandler og bestilte en ladcykel med elmotor. Og så var jeg også forbi en lille butik og købe to fingerringe. Nu sidder de på min hånd og husker mig på, at det er okay.
Det er okay at være gravid og gerne ville arbejde.
3 ting jeg har lært
Hvis du nu også er gravid – eller bare er en kvinde som er på arbejdsmarkedet – så kommer her lige 3 ting den her sag har lært mig.
1. I retten er det faktisk ligemeget, hvad der skete. Det handler om, hvad du kan bevise – hvad du har på skrift. Så sørg for at følg op på alle vigtige samtaler (f.eks. i forbindelse med ansættelsen) med en mail.
2. Hvis du bliver gravid midt i en ansættelsesprocess så husk det her, når du skal tage stilling til om du vil fortælle det inden du bliver ansat. Vi har et retssamfund som har bestemt ved lov, at vi kvinder ikke skal forskelsbehandles på grund af vores køn. Så mes det her, som var du Robin Williams til Matt Damon: Det er ikke din skyld. Det er ikke din skyld. Det er ikke din skyld. For det er IKKE din skyld, at du er gravid og også skal have et arbejde. Har din partner dårlig samvittighed over at han skal være far? Nej, vel? Det skal du heller ikke have. Det er ikke din skyld. Og du er ikke alene.
3. Meld dig lige ind i en fagforening. Bare gør det. Hvis du en dag skulle gå hen og blive fyret under din graviditet eller barsel, så er det saftsusemig fedt at have en advokat gratis til rådighed, som kan være dit skarpe, kølige power bitch face udadtil, imens du ligger i fosterstilling, hader verden, ser Netflix og gror en dejlig ny verdensborger.
