Monthly Archives

oktober 2017

Vi voksne kan også være bange

Halloween er over os. Og jeg behøver ikke zombier i mit fjæs for at huske på at jeg er bange. Jeg er bange. Hele tiden. Det har jeg faktisk været lige siden jeg blev mor. Med al den lykke, kommer også en kæmpe frygt for at miste det hele. Min far sagde, at når man får et barn, så får man også en rygsæk med ressourcer. Hvis man så får endnu et til barn er det så smart, at man får en ny rygsæk med endnu flere ressourcer. Det giver jeg ham ret i. Men man får altså også en rygsæk med frygt for at miste. Så jeg går simpelthen rundt og er bange for at dø. Og for at dem omkring mig skal dø. Det skal vi jo alle sammen en dag, og så kan jeg være bange for hvornår og hvordan det sker. Perspektivet bliver ligesom for stort. En dag skal jeg dø fra mine børn og så skal de være de voksne. Og hvad med deres børn. Hvilken verden skal de leve op i… Hvordan ser her egentlig ud om 500 år, når mine tip tip tip oldebørn skal vokse op? Tanker jeg slet ikke fantasi til at forestille mig tårner sig op når livet bliver så fysisk som det gør, når to små dejlige børn gror på livet løs, op ad benene på mig. Tankerne er for ukonkrete til at formulere i sætninger, og finde mening i, men de er virkelige nok til at holde mig vågen om natten. Det er pisseirriterende.

Sidste weekend var vi i Tivoli. Zombiedukker og monstergræskar var spredt ud over haven. Kurt ænsede ikke zombierne, men var tilgengæld ret bange for Rasmus Klump(…). Alligevel fik han taget mod til at give ham verdens mindste high-five efter pandekageshowet, og det var så fint. På samme måde kan jeg godt lide halloween. Jeg kan godt lide at man bliver konfronteret med det man frygter, og at vi giver døden en maske på, så vi kan grine lidt af den. Men i aften, på Allehelgensaften har jeg alligevel tænkt mig at fylde vindueskarmen med stearinlys og synge Lysets engel går med glans – bare liiige fordi.

 

Zen og kunsten at vedligeholde… Pseudotvillinger

Jeg har nu haft 7 måneder til at smage på livet med pseudotvillinger. Det har ikke kun været en dans på roser at have to børn, som er jævnt dårlige til at behovsudsætte. Især den sidste uge, hvor jeg har været alene med dem og Kurt har været hjemme fra vuggestue, har været virkelig hård.

Først og fremmest er det at have små børn med 1,5 års aldersforskel jo et praktisk studie i multitasking: Ingen kan gå på trapper (eller bare gå), så man skal bære/skubbe dem i deres to forskellige størrelser. De skal spise forskellig mad på forskellige tidspunkter. Deres tøj er forskelligt og det samme er deres blestørrelse. Og sutterne. Og søvnmønsteret. Man skal hele tiden have to parallelle spor i hovedet. Sommetider overvejer jeg om det havde været nemmere med tvillinger. Fordi så var det hårdt – Ja. Sygt hårdt! Men behovene var vel (og nu gætter jeg, for jeg aner ikke hvordan det er at have tvillinger) sådan cirka de samme. Jeg gætter på at de spiser det samme mad og sover cirka lige meget og når de er nyfødte, kan den ene ikke kaste duploklodser i hovedet på den anden. Tænker at det er praktisk. Og så er man kun gravid een gang. Og ammer een gang. Det her stafet-shit har altså tæret på depoterne. Jeg husker tydeligt følelsen af liiiiige at være kommet hjem i mine jeans og min krop igen, da jeg – da Kurt var ca. 10 mrd – blev gravid igen. Til jul har jeg altså i 3 år konstant været gravid eller ammet. Og det sætter ved Gud sine spor, både i knoglerne som knager på helt nye måder, men også i mit fjæs. Jeg. Ser. Så. Smadret. Ud. Det kan alverdens hyaluronsyre-produkter altså ikke lave om på (tro mig, jeg har prøvet).

Nå. Nok om mig. Nu til det jeg har lært:

TING JEG HUSKER MIG SELV PÅ EFTER JEG HAR FÅET PSEUDOTVILLINGER

  1. Køb en vikle. Ellers kommer du sgu aldrig op i din lejlighed igen. Da jeg fik Kurt købte jeg brugt strækvikle fra Je Porte Mon Bebe, og det var god begyndervikle for mig. Men den var lang, varm og indviklet (get it?). Så da Otto var nyfødt købte jeg en billig bomulds fastvikle fra norske Ellevill (jeg ser lige at den er steget helt vildt i pris. Dengang gav jeg 200 kr for den, men betalte til gengæld det samme i told og gebyr <indsætpøllesmiley>). SÅ fik jeg fingrene i en smørblød, dyr, brugt, kort Falling Feathers fastvikle fra Sling Studio. Den gav jeg 2500 kr for. Den vikle ligger fast nede i ladcyklen og er smart, fordi man lynhurtigt kan smide Otto (eller Kurt) i den. Man kan også bruge den som tæppe, afskærmning, halstørklæde. Altså. Det er et smaaart og praktisk redskab. I denne uge har jeg besøg af en lånevikle jeg tester for det københavnske mærke Levate Wraps. Det er en bomuldsvikle, med print designet af min gamle skolekammerat fra Kolding. Den har det vildeste grip (sorry! Jeg er sgu blevet en af dem – det betyder bare at den er sygt nemt at binde og bare HOLDER den unge på plads) og nærmest også drysser søvn i øjnene på dit barn imens du går på trapper, laver mad, hænger tøj op eller skider (igen, undskyld). Man kan det hele med en vikle på og det er altså Gen.i.alt. Og i øvrigt også nødvendigt. For man skal altså huske at gå på toilettet – også selvom nogen nogle gange må sidde alene i stuen og græde imens.
  2. Onkel Reje. Eller bare børnetime som koncept. Det er sgu smart. Vi har fra begyndelsen haft en tommelfingerregel om max en time skærm om dagen – Og helst ikke om morgenen. Det afviger vi selvfølgelig fra engang imellem, men det er altså en meget god grundregel hos os. Der er aldrig skærm ved bordet eller i sengen. Og så har vi aldrig fået købt en iPad og bruger kun iPhone til Kurt i nødstilfælde. Det betyder at Niklas og jeg kan Ramasjang’s titelmelodier udenad, fordi de kører på vores TV, men til gengæld sidder Kurt ikke helt afskåret og kigger ned i en telefon (endnu:)). Og når det hele brænder på og begge børn er overtrætte, så får vi virkelig fuld valuta for vores liscenspenge.
  3. Gråd er okay. Når jeg snakker med min farmor om livet med små børn i 50’erne, beskriver hun barnegråd med ophøjet ro. Måske har hun bare fortrængt det, men jeg tror altså at hun var bedre til at acceptere at nogle gange så græder og pjevser børn bare. Det betyder ikke altid at man nødvendigvis skal smide alt hvad man har i hænderne for at fjerne hver en sten på deres vej.
  4. Husk den lille. Fordi Kurt har flest ord og er den som kan sætte en dagsorden, er vi ofte kommet til at lade ham styre aktivitetsniveauet. Men på det sidste er jeg blevet ret bevidst om at prioritere Otto’s interesser. Indimellem er Otto nemlig blevet lidt efterladt, fordi vi har rendt i hælene på Kurt. Men det er faktisk en dejlig dynamik – og sikkert sundt for Kurt – at vi bliver siddende i Ottos univers og så må Kurt lige indordne sig. Jeg er for nyligt begyndt til babysalmesang med Otto og blev helt rørt over at se hvordan han bare nød at have en hel time hvor alt foregik i hans øjenhøjde. Og overrasket over hvor stille og subtilt et niveau han egentlig trives og i – Sådan er det ikke altid lige til hverdag:)
  5. Nyd festen hver dag. Jeg har lavet en lille regel til mig selv om at jeg skal få begge mine børn til at grine hver dag. Fordi ellers så blir jeg sgu ret hurtigt hende der står og laver mad, giver tøj på og vrisser. Så en gang om dagen mindst skal jeg lige snappe ud af det og sætte Kim Larsen på og danse, eller hoppe i sengen, lege gemmeleg, smugle et stykke chokolade ind i munden på Kurt eller bare prutte dem på maven.

Når det er allermest hårdt er det stressende på en helt uvirkelig måde. Som f.eks. i forgårs hvor jeg bare ikke kunne få lov til at putte den ene uden den anden begyndte enten at græde eller grine så højt at den ene vågnede. Og til sidst råbte-sang jeg GO NU NAT OG FUCKING GÅ NU LIGE HJEM ned i hovedet på stakkels Otto. Og sov terrorsøvn hele natten, fordi jeg skulle lytte efter to(!) slags gråd og holde alle børn inde i sengen (fordi jeg opgav at putte dem i deres egen seng). Vågnede med et sæt da Kurt alligevel faldt ud af sengen med et ordentligt bump. Det er så hårdt at man næsten ikke kan være i det. Men når det så ikke er hårdt, så er det jo fuldstændig hjernedødt fantastisk. Det er virkelig en skitzo form for lykke. Kurt og Otto er bedste venner og det er så vildt at se dem sammen.

Når Kurt er allermest ked af det, så er det ikke os, men Otto han kalder på og indtil videre har vi ikke oplevet skyggen af jalousi imellem dem. Måske fordi Kurt ikke rigtigt kan huske en tid før Otto, er de fuldstændig allierede og det er så fint at være vidne til. Og at vide at man har givet dem hinanden.

Transport og en følelse af frihed

Jeg er alene hjemme med børnene hele ugen og dagene bider hinanden i røven, så det er ikke meget jeg får skrevet. Men det går faktisk bedre end jeg havde frygtet. Mine børn er skidesøde og selvom de ikke rigtigt kan hjælpe til, så er det at de kan sidde og glo ind i et fjernsyn i en halv time faktisk en kæmpe hjælp. En anden ting som giver en helt overvældende ro er, at vi virkelig har oppet vores transportgame. Inden for den samme uge fik vi nemlig både vores Christianiacykel med elmotor og så fik vi simpelthen også anskaffet os en bil. Yes. The right place, right time og alt det der. Et godt vennepar solgte os den for en slik (som vi kunne låne af vores forældre) Åh, univers – tak! Hvor er det bare en VILD følelse at køre rundt i en bil med to sovende unger på bagsædet altså! Fantastisk.

Jeg har således lige kunne besøge min far og hans kone som bor F#%*#€ langt ude på landet oppe i Nordsjælland. Kurt havde den vildeste fest med alle de traktorer, katte, halvdøde mus(!), modelbiler og hvad sådan en motor-morfar ellers kan diske op med. Jeg havde bare en fest med et glas rødvin og en følelse af grund-frihed i kroppen.

Nå. Nu er mine børn vågnet op på bagsædet og jeg må hellere hoppe med dem ind til deres oldemor og få noget kaffe og kage.

Om at have en mor (der er syg)

(Jeg har redigeret denne tekst d. 23. okt.: Har slettet to linjer som var klunset formuleret. Og så har jeg tilføjet et lille men vigtigt afsnit. Ok? Cool. Hej hej!)

Det var meningen at jeg skulle skrive det her fra et sommerhus i Asserbo. I efterårssolen, imens min mor legede med mine børn i haven. Jeg skulle have skrevet om vores ferie, inden jeg poetisk og afklaret reflekterede over at min mor er syg. Men så brændte hele lokummet sammen og vi måtte tage hjem før tid. Fordi virkeligheden. Og min mor ville bare hjem til sin sofa.

Jeg burde have set tegnene. Synes ellers jeg er blevet god til at spotte dem. De små subtile indikationer på at hun ikke har det godt. Hun er verdensmester i at skjule dem – vi skal jo ikke bekymre os – så man skal lede godt.

Det er ikke fordi min mor ligger for døden eller noget. Hendes sygdom er ikke spor fancy. Til gengæld har den været der så længe jeg kan huske. Når hun kun har haft et arbejde kort tid ad gangen, er det som regel fordi en depression har slået hende hjem. Og det er så kedeligt at skrive om slidgigt i knæene, depressioner, forhøjet stofskifte og mere end ti øreoperationer. Det er så kedeligt at man helt glemmer at det også er alvorligt. Og hvor meget det fucker det hele op.

Når min mor er rask, er hun verdens bedste mormor. Hun er en så integreret del af mit og mine børns liv, at jeg helt glemmer at skrive om det, selvom det selvfølgelig fortjener ord. Hun strækker sig til sit yderste for at være en aktiv og meget stor del af vores børns liv, også selvom det i perioder trækker enormt på hendes energireserver. Der er ingen tvivl om, at hendes børnebørn har førsteprioritet og at kærligheden er gengældt. F.eks. har vi en ugentlig mormor-dag, hvor hun henter Kurt, køber ind og laver mad til os alle sammen. Hun finder på de bedste lege, som jeg aldrig selv kunne have fundet på og så er hun verdensmester i at opstøve genialt brugt legetøj, som hun shiner op med sprit og rodalon og udskifter de der små pisseirriterende batterier, så det hele spiller. Desuden er hun min go-to person i alt der handler om opdragelse, fordi hun har en kandidat i pædagogik og den klogeste jeg kender, når det handler om børn. Sagt med andre ord, så ved jeg slet ikke hvad jeg skulle gøre uden hende. Og det er nok i virkeligheden derfor det gør så ondt når hun er syg.

Min mor skulle starte på en ny smertebehandling, den første dag i vores efterårsferie. Vi havde brugt flere uger på at planlægge turen og glædet os helt vildt. Min søster, to halvsøskende, kærester og børn. Hele flokken, ristede kastanjer, rødvin, æbleskiver, kantareller… The works! Mens vi hyggede, spillede guitar på græsset og gik på svampetur forsvandt vores mor længere og længere ind i sin osteklokke. Til sidst gik hun rundt i en boble af tyk, grødet masse.

Det er så hårdt at være vidne til og jeg tackler det helt ad helvedes til. Jeg blir bare en teenager og vildt irriteret over, at hun ikke bare kan tage sig sammen. Jeg ser alle mine værste sider i hende og alt det jeg er bange for at ende som. Det er jo forfærdeligt. Og jeg får så dårlig samvittighed, for hun er jo ægte syg. Hun kan ikke gøre for det. Men jeg savner bare min mor. Hende den glade, seje, kloge, smukke rødhåret dame som har læst _alle_ bøger i universet, faktisk godt kan være ironisk, kender alle mulige random facts, finder på geniale lege med mine børn og er verdensmester i at lave mad. Hende jeg vil være stolt og lykkelig over at ende som. Hende savner jeg. Engang imellem kommer hun frem, men når hun har det rigtig skidt, så er det kun i få minutter ad gangen.

Jeg ved godt at vores forældre bliver ældre og at det her gode liv ikke skal fortsætte for evigt. At jeg er 32 år og faktisk er en voksen. Og at det indenfor en overskuelig tid, er mig som skal passe på mine forældre og ikke omvendt. Men jeg har simpelthen så svært ved at acceptere at det allerede er nu. At min mor i lange perioder er den svage, så min søster og jeg skal være de stærke. Det kan jeg slet ikke holde ud.

Vi nåede heldigvis at have virkelig mange fine stunder i sommerhuset: Da vi gjorde det gamle legehus rent og Kurt og jeg inviterede alle ind på plastikkage og kakao, da vi spillede guitar foran pejsen, drak rødvin og lavede æbleskiver på en pande vi havde fundet oppe i Ole’s Genbrug. Det var så hyggeligt og fint. Og så hele tiden den tunge sygdom der listede rundt som et spøgelse alle kunne mærke, men ingen havde lyst til at forholde sig til.

Til allersidst blev det skræmmende tydeligt, at vi blev nødt til at tage hjem. At den der drøm om den helt perfekte ferie, med den perfekte mor ikke eksisterer. Ikke i vores liv i hvert fald. Virkeligheden er grim og rå. Og den vil skide på vores orangerøde forestillinger om en romantisk familieferie.

Måske skal jeg bare blive bedre til at lytte til menneskene omkring mig, i stedet for mine egne forestillinger om hvordan det kunne være. Måske skal jeg bare blive bedre til at elske min mor – sygdom and all – for den hun er og ikke for den hun kunne være.

Apropos Ingenting #12

<Indsæt dyb indånding> ..Hej! Jeg har haft hovedet nede i navlen på mig selv i en uge og er helt øm i nakken nu. Med jævne mellemrum blir jeg simpelthen bange for min blog og så tør jeg ikke at skrive. Så sidder jeg og kigger på den og får ærefrygt over internettet. Nå. Men nok om mig! Den slags skal skrives væk. Og det blir i genren frit flet.

Aaaaapropos ingenting…

– Er jeg gået i jobsøgnings-mode, og er faktisk ret vild med det. Jeg elsker mine børn. Men jeg elsker ikke at være på barsel mere. Undskyld. Men jeg gider ikke længere at være primus motor på vasketøj og stavblendede grøntsager. Og jeg får terror-stress i skallen af aldrig at vide hvor lang tid jeg har til noget. Mest af alt trænger jeg nok bare til snart at bruge mit hoved.

– Har jeg ledt efter firestavelsesord og fagudtryk i en uge nu. De er helt væk.

– Drak jeg vin med Sneglcille i Fredags. Jeg har læst med på hendes blog i 7 år og nu var vi på vennedate og hun var præcis lige så sød og sjov som jeg troede hun ville være. Her er et selfie jeg tog ude på toilettet.

– Kan jeg bare ikke komme i gear til Den Store Bagedyst i år. Øv, hvor jeg simpelthen keder mig i det og blir irriteret på alle deltagerne. Og ja. Også irriteret på Rosa. Jeg er simpelthen for bitter til Bagedysten i år.

– Ser vi til gengæld The Deuce på HBO for tiden. Jeg er en sucker for alt 70’er-agtigt og så er Maggie Gyllenhall genial i rollen som Candy. I like it.

– Er der røget et glas vand ned i min 10 år gamle computer. Nu ligger den helt sølle og spredt ud på et håndklæde og tørrer. Tror sgu den er død.