Om at have en mor (der er syg)

(Jeg har redigeret denne tekst d. 23. okt.: Har slettet to linjer som var klunset formuleret. Og så har jeg tilføjet et lille men vigtigt afsnit. Ok? Cool. Hej hej!)

Det var meningen at jeg skulle skrive det her fra et sommerhus i Asserbo. I efterårssolen, imens min mor legede med mine børn i haven. Jeg skulle have skrevet om vores ferie, inden jeg poetisk og afklaret reflekterede over at min mor er syg. Men så brændte hele lokummet sammen og vi måtte tage hjem før tid. Fordi virkeligheden. Og min mor ville bare hjem til sin sofa.

Jeg burde have set tegnene. Synes ellers jeg er blevet god til at spotte dem. De små subtile indikationer på at hun ikke har det godt. Hun er verdensmester i at skjule dem – vi skal jo ikke bekymre os – så man skal lede godt.

Det er ikke fordi min mor ligger for døden eller noget. Hendes sygdom er ikke spor fancy. Til gengæld har den været der så længe jeg kan huske. Når hun kun har haft et arbejde kort tid ad gangen, er det som regel fordi en depression har slået hende hjem. Og det er så kedeligt at skrive om slidgigt i knæene, depressioner, forhøjet stofskifte og mere end ti øreoperationer. Det er så kedeligt at man helt glemmer at det også er alvorligt. Og hvor meget det fucker det hele op.

Når min mor er rask, er hun verdens bedste mormor. Hun er en så integreret del af mit og mine børns liv, at jeg helt glemmer at skrive om det, selvom det selvfølgelig fortjener ord. Hun strækker sig til sit yderste for at være en aktiv og meget stor del af vores børns liv, også selvom det i perioder trækker enormt på hendes energireserver. Der er ingen tvivl om, at hendes børnebørn har førsteprioritet og at kærligheden er gengældt. F.eks. har vi en ugentlig mormor-dag, hvor hun henter Kurt, køber ind og laver mad til os alle sammen. Hun finder på de bedste lege, som jeg aldrig selv kunne have fundet på og så er hun verdensmester i at opstøve genialt brugt legetøj, som hun shiner op med sprit og rodalon og udskifter de der små pisseirriterende batterier, så det hele spiller. Desuden er hun min go-to person i alt der handler om opdragelse, fordi hun har en kandidat i pædagogik og den klogeste jeg kender, når det handler om børn. Sagt med andre ord, så ved jeg slet ikke hvad jeg skulle gøre uden hende. Og det er nok i virkeligheden derfor det gør så ondt når hun er syg.

Min mor skulle starte på en ny smertebehandling, den første dag i vores efterårsferie. Vi havde brugt flere uger på at planlægge turen og glædet os helt vildt. Min søster, to halvsøskende, kærester og børn. Hele flokken, ristede kastanjer, rødvin, æbleskiver, kantareller… The works! Mens vi hyggede, spillede guitar på græsset og gik på svampetur forsvandt vores mor længere og længere ind i sin osteklokke. Til sidst gik hun rundt i en boble af tyk, grødet masse.

Det er så hårdt at være vidne til og jeg tackler det helt ad helvedes til. Jeg blir bare en teenager og vildt irriteret over, at hun ikke bare kan tage sig sammen. Jeg ser alle mine værste sider i hende og alt det jeg er bange for at ende som. Det er jo forfærdeligt. Og jeg får så dårlig samvittighed, for hun er jo ægte syg. Hun kan ikke gøre for det. Men jeg savner bare min mor. Hende den glade, seje, kloge, smukke rødhåret dame som har læst _alle_ bøger i universet, faktisk godt kan være ironisk, kender alle mulige random facts, finder på geniale lege med mine børn og er verdensmester i at lave mad. Hende jeg vil være stolt og lykkelig over at ende som. Hende savner jeg. Engang imellem kommer hun frem, men når hun har det rigtig skidt, så er det kun i få minutter ad gangen.

Jeg ved godt at vores forældre bliver ældre og at det her gode liv ikke skal fortsætte for evigt. At jeg er 32 år og faktisk er en voksen. Og at det indenfor en overskuelig tid, er mig som skal passe på mine forældre og ikke omvendt. Men jeg har simpelthen så svært ved at acceptere at det allerede er nu. At min mor i lange perioder er den svage, så min søster og jeg skal være de stærke. Det kan jeg slet ikke holde ud.

Vi nåede heldigvis at have virkelig mange fine stunder i sommerhuset: Da vi gjorde det gamle legehus rent og Kurt og jeg inviterede alle ind på plastikkage og kakao, da vi spillede guitar foran pejsen, drak rødvin og lavede æbleskiver på en pande vi havde fundet oppe i Ole’s Genbrug. Det var så hyggeligt og fint. Og så hele tiden den tunge sygdom der listede rundt som et spøgelse alle kunne mærke, men ingen havde lyst til at forholde sig til.

Til allersidst blev det skræmmende tydeligt, at vi blev nødt til at tage hjem. At den der drøm om den helt perfekte ferie, med den perfekte mor ikke eksisterer. Ikke i vores liv i hvert fald. Virkeligheden er grim og rå. Og den vil skide på vores orangerøde forestillinger om en romantisk familieferie.

Måske skal jeg bare blive bedre til at lytte til menneskene omkring mig, i stedet for mine egne forestillinger om hvordan det kunne være. Måske skal jeg bare blive bedre til at elske min mor – sygdom and all – for den hun er og ikke for den hun kunne være.

Previous Post Next Post

17 Comments

  • Reply Sim 19. oktober 2017 at 19:27

    Når det sværest, og jeg står midt i følelsernes vold af raseri, frustration og smerte, hiver jeg mig selv tilbage ved minderne om de gode ting og alt det gode, som stadig gemmer sig derinde i sted. Jeg trækker stikket nogle gange, men mere for at passe på mig selv og samle overskud til at være den stærke (og mange gange fordi livet nogle gangere er lidt lettere uden den forælder). Børnene ser det heldogivis ikke. De skal bare nyde de øjeblikke der er ❤️ Det er helt naturligt, at have de grimme følelser. De gør ikke en til et dårligere menneske. De gør os bare menneskelige.

  • Reply Kira 19. oktober 2017 at 19:27

  • Reply Liselotte 19. oktober 2017 at 19:56

    Du får den ikke så hjertelige udgave af en kommentar, og så kan du selv vælge, om du gider tage noget af det til overvejelse.

    Prøv at forestille dig et barn eller en ægtefælle syg på en lignende måde, ville du have færre tanker om, at vedkommende skulle tage sig sammen?

    Min pointe er, at jeg har prøvet at være syg i en længere periode på en måde, der ikke lignede noget, som pludselig endte i dobbelt nyresvigt, og en heldigvis forkert terminal diagnose, som hang over hovedet på mig i godt tre uger. Den eneste, der forventede noget af mig, var mig selv. Og jeg kørte mig selv så hårdt – i frustration over at være syg, at jeg var lige på grænsen til at ryge i svinget, forkert terminal diagnose eller ej. Man kan også dø af en banal blodforgiftning, særligt hvis den lige kommer tre gange på tre uger …

    Din mor sparker formentlig sig selv grundigt nok i forvejen, og hvis du ville mande dig mere op for din mand eller dine børn, have færre forventninger om ikke at skulle være den stærke, som du skriver noget om, så sæt dig ned og vurder dine prioriteringer.

    Forældre skal ikke pr. definition være den stærke i andet end et glansbillede, og det absurde krav klarer hun formentligt nok selv at være rigelig skuffet over ikke at leve op til.

    Med de bedste hilsner og i den bedste mening …

    • Reply Marie 21. oktober 2017 at 7:28

      Kære Liselotte. Jeg synes egentlig, Ida slår sig selv hårdt nok i hovedet til, andre ikke behøver bekymre sig om at gøre det. Som jeg læser det, reflekterer Ida over det, du skriver. Det er bare tungt og hårdt for alle parter på hver deres måde, fra hvert sit perspektiv. Både som mor, datter (og mor) og som barnebarn.

      Tak for et ærligt og godt indlæg, Ida. Du skriver virkelig godt og nuanceret og vedkommende.

  • Reply Dorte 19. oktober 2017 at 20:27

    Åhh, du får et stort kram herfra! Jeg kender til det med at have en Mor, der kan helt utrolig meget. Som er så kærlig, nærværende, fantastifuld – og frem for alt en fabelagtig Mommor. Problemet er bare, at hun også er syg. Også i perioder. Og at hun (fordi det er psykisk) ødelægger rigtig meget tillid og velvilje på sin vej. Der er så hårdt at tackle og være i. Jeg vil ikke rådgive dig, for det er skidesvært. Men jeg prøver at gøre mit bedste for ikke at bebrejde hende for sygdommen (som jeg efter langt hårdt arbejde har erkendt, at hun har, selv om hun er langt fra en egentlig diagnose) og dermed forsøge ikke at bebrejde hende for de svigt, der følger med. Det sværeste er dog præcis som du skriver – at holde forventningerne realistiske til, hvad der kan lade sig gøre.

  • Reply Sille 19. oktober 2017 at 20:40

    Jeg synes mere det lyder som om at du skal give dig selv lov til at være vred på din mor, specielt hvis hun har været lige sådan da I var børn. Det må da have været virkelig hårdt.
    Det skal ikke forstås som om at du skal gå og skælde hende ud eller bede hende tage sig sammen. Men giv dig selv lov til at være pisse vred på hende og ked af at hun er sådan istedet for at slå dig selv i hovedet over at du ikke bare kan elske hende præcis som hun er. Desto flere af den slags tanker, desto mere fodrer du en destruktiv vrede.
    Er selv vokset op med en depressiv far og den undertrykte vrede (fordi at det jo altid var synd for min far og derfor måtte jeg sluge mine følelser), og den angst den medførte, har krævet lang tids terapi at give slip på. Men har det meget bedre nu hvor jeg giver plads til sorgen og vreden.

    • Reply Ida 11. september 2018 at 19:09

      Kære Sille,
      TAK for den her kommentar. Jeg læste den sidste år, og nu ved nærmere genlæs rammer den bare lige i hjertet. “Fordi at det jo altid var synd for min far og derfor måtte jeg sluge mine følelser”. Så mange ting i den sætning giver mening for mig og pludselig forstår jeg en hel, hel masse om hvorfor jeg har nogle mønstre, jeg bare ikke forstår (som altid handler om at jeg ikke kan owne hvordan jeg har det). Tak <3

  • Reply Katrine 20. oktober 2017 at 0:07

    Liselotte, Jeg tvivler på, at Ida skriver dette for at virke utaknemmelig og uden omtanke. Jeg er selv pårørende til en far med skizofreni – og selvom jeg udmærket er klar over, at han ikke kan gøre for sin sygdom, at han er uden skyld i at være, til tider, virkelig krævende, så ønsker jeg ofte, at jeg kunne have en far som var far – og ikke én jeg skal og altid har skullet tage mig af. Det er noget af det sværeste at være pårørende til en psykisk syg, og selvom man elsker dem og vil dem alt det bedste, HAR man indimellem også lyst til at råbe af dem og sørge over tabet af en forælder – som det jo faktisk er. Er du selv pårørende eller vokset op med en psykisk syg mor eller far? Hvis ikke, tænker jeg, at din kommentar er temmelig irrelevant.

  • Reply Mai 20. oktober 2017 at 4:57

    Noget af det jeg elsker mest ved, at du har en blog er, at jeg får lov til at følge med i dit liv og hvordan du har det, bare en snert, også selvom hverdagene flår hinanden i røven for at komme til (og svup, så har jeg ikke set dig i et år eller mere). Du er så god, Ida. Jeg er ked af, at du og din søster og din mor skal bruge energi og kræfter på at håndtere og leve med sygdom og dens røv-virke. Jeg er derimod virkelig glad for, at du skrev om det. Jeg glæder mig til, at vi ses snart. Kh.

  • Reply Maude 20. oktober 2017 at 6:14

    Åh, sødeste Ida!…. ❤️ You take my breath away. Ville sådan ønske, at jeg kunne skrive noget klogt, men så langt rækker mine evner ikke i denne her sammenhæng. Sender dig en bunke af de varmeste kram!

  • Reply Eva 20. oktober 2017 at 9:43

    Åh Ida, jeg føler med dig og ved hvordan du har det – og så alligevel ikke. Min mor er også syg, men ikke på samme måde som din mor, hvor det kommer og går. Min mor har sclerose og hendes sygdom har derfor været en konstant nedadgående spiral i 16 år – fra at man ikke bemærkede at hun var syg og blot brugte stok, til i dag hvor hun sidder i kørestol, med ble og behov for plejepersonale til at gøre alt for hende. Det gør det på en eller anden måde nemmere at acceptere – for hun er virkelig syg og kan ingenting. Men i mange år, før vi nåede dertil hvor hun er nu, følte jeg at hun brugte sin sygdom som en undskyldning for mange ting, når det var belejligt for hende. Så kender udmærket den forbudte følelse af at ‘hun for helvede da bare må tage sig sammen’. Og bagefter kommer den dårlige samvittighed over at man ikke bare kan rumme sygdommen – at man er så egoistisk fordi man bare gerne vil have et almindeligt mor-datter forhold som så mange af ens veninder har med deres mor. Hvor ens mor er den voksne, der har masser af overskud og forkæler en med kærlighed. Det er hårdt at acceptere når rollerne byttes rundt. Svært at forlige sig med følelsen af at der ikke står en mor i baggrunden, klar til at gribe dig hvis det hele ramler.

  • Reply Julie 20. oktober 2017 at 17:51

    Du er ikke alene. Jeg har 3 små børn og en hamrende ustabil psykisk syg mor. Jeg har gået i terapi igennem lang tid (og i flere omgange) for at lære ikke at have forventninger til hende (-og ikke selv gå psykisk ned pga det). Det kan jeg godt anbefale. Nu har jeg fundet balancen – som i sin enkelthed går ud på aldrig at bede hende om hjælp. Hun ser kun sine børnebørn og os på sine betingelser og når hun har overskud – hvilket er meget mindre end hvad både mine børn og jeg kunne ønske. Men sådan er det. Jeg har mange at på sjælen over det men er nu helt afklaret med situationen og bliver ikke længere ked af det, og der er ingen skuffede forventninger.
    Det har krævet blod, sved og tusindvis af tårer – det har faktisk krævet at jeg har sagt farvel til drømmen og den “gode mor” for mig. Det er så konkret, at jeg bevidst har ændret hendes navn fra “mor” til “Lise” i min tlf.bog. Det lyder måske ekstremt, men det har været nødvendigt. Heldigvis er jeg selv psykolog og virkelig klar over virkningen af terapi og det er nemt for mig at opsøge hjælpen.
    Du kan sende mig en mail hvis du vil vide mere om min erfaring. Kh julie

  • Reply V 22. oktober 2017 at 9:52

    Jeg har også en syg mor. Ikke dødeligt syg, men syg nok til aldrig at blive helt rask. Og det ER fandme svært, for man tror at der vil være nogle år, hvor man bare kan være voksen. Have børn, mand og sig selv, og en dag bliver de der forældre gamle og skal have hjælp. Man forventer ikke, at de bliver “gamle” så tidligt. For mig er det en kronisk dårlig samvittighed, at jeg bliver irriteret på min mor. For det er ikke hendes skyld. Jeg ville bare gerne have nogle voksenår, der handler om mig og mine børn, før voksenårene skal til at handle om forældre der er syge og ensomme. Sådan er det desværre ikke i mit liv. Og tilsyneladende heller ikke i dit. Så bare hjerter og forståelse herfra. For det er benhårdt at have en syg forælder. Formentlig slet ikke sammenligneligt med at have en terminalt syg forælder eller at være den syge forælder, men derfor er det altså stadig svært og det er okay.

  • Reply Karla Pilgaard 30. oktober 2017 at 9:21

    Jeg har ikke nogen syg mor. Men jeg er syg, og jeg er mor.!
    Jeg bliver sindsyg ked af alle jeres kommentar, om at st det er synd for Ida og hun skal være sur på sin mor. Om andre med syge mødre, der føler de bruger deres sygdom som undskyldning.
    Kære jer! Det er skide synd for jer♥️ Men det er altså lige så synd for den syge mor. Hun gør sit bedste. Hun gør ALT hvad hun kan, alt hvad der står i hendes magt. Hun kæmper! Og det eneste hun vil, er at være den bedste mor hun kan. Som syg er man nød til, hardcore at priorieter. Eller kommer man til at gå glip af det hele. Og jeg lover jer – børn (og sikkert også børnebørn) har ALTID første printeren. Husk det, når du syntes hun er en syg lort. Hun kan ikke selv gøre for det♥️

    • Reply idabida 31. oktober 2017 at 8:14

      Tak for din kommentar Karla. Jeg er simpelthen så enig. Og jeg er aldrig sur på min mor, men jeg er sur på hendes sygdom, fordi den ødelægger så meget for hende og for os. Det hjælper mig at tænke på hvordan jeg ville behandle hende, hvis hun havde influenza. Så ville jeg putte hende ind i seng, ordne hendes indkøb og komme med varm the og skære frugt ud. Det gør det nemmere, når jeg indimellem glemmer at hun er syg fordi det ofte er usynligt. PS. …Og så fandt jeg også hen til din blog – tusinde tak for den. Har netop linket den videre til min mor. <3 Ida

  • Reply DorteS 4. november 2017 at 11:32

    Hej Karla. Håber ikke, at du læser min kommentar som, at Ida skal være sur på sin mor. Men mere, at hun har lov at være ked af, at situationen er, som den er. For det Er bare ikke sjovt eller let at have syge pårørerende, om det så er ens børn, ens forældre, ens partner eller andre. det gælder både hvis det er fysisk sygdom, som en fortæller om, hvor det enten svinger meget – eller hvor det konstant går den forkerte vej og bliver gradvist værre. Eller hvis det er psykisk, hvor følgen er, at ens forælder opfører sig mærkeligt, tager meget lidt hensyn – eller slet ikke er klar over, at de afviger. Nogle af os har forældre, hvor sygdommen netop er, at de altid sætter sig selv og deres egne behov før alt andet.
    Bortset fra det tror jeg, at vi er enige. Sygdom er svært at tackle. Både for den syge og for de der står nært.

    • Reply idabida 7. november 2017 at 9:11

      <3

    Leave a Reply