Halloween er over os. Og jeg behøver ikke zombier i mit fjæs for at huske på at jeg er bange. Jeg er bange. Hele tiden. Det har jeg faktisk været lige siden jeg blev mor. Med al den lykke, kommer også en kæmpe frygt for at miste det hele. Min far sagde, at når man får et barn, så får man også en rygsæk med ressourcer. Hvis man så får endnu et til barn er det så smart, at man får en ny rygsæk med endnu flere ressourcer. Det giver jeg ham ret i. Men man får altså også en rygsæk med frygt for at miste. Så jeg går simpelthen rundt og er bange for at dø. Og for at dem omkring mig skal dø. Det skal vi jo alle sammen en dag, og så kan jeg være bange for hvornår og hvordan det sker. Perspektivet bliver ligesom for stort. En dag skal jeg dø fra mine børn og så skal de være de voksne. Og hvad med deres børn. Hvilken verden skal de leve op i… Hvordan ser her egentlig ud om 500 år, når mine tip tip tip oldebørn skal vokse op? Tanker jeg slet ikke fantasi til at forestille mig tårner sig op når livet bliver så fysisk som det gør, når to små dejlige børn gror på livet løs, op ad benene på mig. Tankerne er for ukonkrete til at formulere i sætninger, og finde mening i, men de er virkelige nok til at holde mig vågen om natten. Det er pisseirriterende.
Sidste weekend var vi i Tivoli. Zombiedukker og monstergræskar var spredt ud over haven. Kurt ænsede ikke zombierne, men var tilgengæld ret bange for Rasmus Klump(…). Alligevel fik han taget mod til at give ham verdens mindste high-five efter pandekageshowet, og det var så fint. På samme måde kan jeg godt lide halloween. Jeg kan godt lide at man bliver konfronteret med det man frygter, og at vi giver døden en maske på, så vi kan grine lidt af den. Men i aften, på Allehelgensaften har jeg alligevel tænkt mig at fylde vindueskarmen med stearinlys og synge Lysets engel går med glans – bare liiige fordi.
2 Comments
Åh! Hvor jeg kender det!
Jeg kan få helt våde øjne, ved tanken om den verden mine børnebørn og oldebørn skal vokse op i.
Jeg bliver ked af det, på mine børns vegne – for de vil jo elske deres børn lige så højt som jeg elsker dem, og ergo vil det være smerteligt for dem hvis mine børnebørn lider eller oplever frygtelige ting.
Jeg tager i den grad sorgen på forskud. Det er så meta, og så åndssvagt, og så virkeligt!
Og angsten for at dø er helt håbløs. Det er faktisk min egen død jeg frygter mest. Ikke fordi jeg så skal dø (selv om det selvfølgelig også er nederen), men pga. den sorg det ville sætte mine børn i. Den tanke kan jeg slet ikke bære!
“Det er så meta, og så åndssvagt, og så virkeligt”. Tak! Jeg giver dig helt ret <3