Familieliv

Zen og kunsten at vedligeholde… Pseudotvillinger

Jeg har nu haft 7 måneder til at smage på livet med pseudotvillinger. Det har ikke kun været en dans på roser at have to børn, som er jævnt dårlige til at behovsudsætte. Især den sidste uge, hvor jeg har været alene med dem og Kurt har været hjemme fra vuggestue, har været virkelig hård.

Først og fremmest er det at have små børn med 1,5 års aldersforskel jo et praktisk studie i multitasking: Ingen kan gå på trapper (eller bare gå), så man skal bære/skubbe dem i deres to forskellige størrelser. De skal spise forskellig mad på forskellige tidspunkter. Deres tøj er forskelligt og det samme er deres blestørrelse. Og sutterne. Og søvnmønsteret. Man skal hele tiden have to parallelle spor i hovedet. Sommetider overvejer jeg om det havde været nemmere med tvillinger. Fordi så var det hårdt – Ja. Sygt hårdt! Men behovene var vel (og nu gætter jeg, for jeg aner ikke hvordan det er at have tvillinger) sådan cirka de samme. Jeg gætter på at de spiser det samme mad og sover cirka lige meget og når de er nyfødte, kan den ene ikke kaste duploklodser i hovedet på den anden. Tænker at det er praktisk. Og så er man kun gravid een gang. Og ammer een gang. Det her stafet-shit har altså tæret på depoterne. Jeg husker tydeligt følelsen af liiiiige at være kommet hjem i mine jeans og min krop igen, da jeg – da Kurt var ca. 10 mrd – blev gravid igen. Til jul har jeg altså i 3 år konstant været gravid eller ammet. Og det sætter ved Gud sine spor, både i knoglerne som knager på helt nye måder, men også i mit fjæs. Jeg. Ser. Så. Smadret. Ud. Det kan alverdens hyaluronsyre-produkter altså ikke lave om på (tro mig, jeg har prøvet).

Nå. Nok om mig. Nu til det jeg har lært:

TING JEG HUSKER MIG SELV PÅ EFTER JEG HAR FÅET PSEUDOTVILLINGER

  1. Køb en vikle. Ellers kommer du sgu aldrig op i din lejlighed igen. Da jeg fik Kurt købte jeg brugt strækvikle fra Je Porte Mon Bebe, og det var god begyndervikle for mig. Men den var lang, varm og indviklet (get it?). Så da Otto var nyfødt købte jeg en billig bomulds fastvikle fra norske Ellevill (jeg ser lige at den er steget helt vildt i pris. Dengang gav jeg 200 kr for den, men betalte til gengæld det samme i told og gebyr <indsætpøllesmiley>). SÅ fik jeg fingrene i en smørblød, dyr, brugt, kort Falling Feathers fastvikle fra Sling Studio. Den gav jeg 2500 kr for. Den vikle ligger fast nede i ladcyklen og er smart, fordi man lynhurtigt kan smide Otto (eller Kurt) i den. Man kan også bruge den som tæppe, afskærmning, halstørklæde. Altså. Det er et smaaart og praktisk redskab. I denne uge har jeg besøg af en lånevikle jeg tester for det københavnske mærke Levate Wraps. Det er en bomuldsvikle, med print designet af min gamle skolekammerat fra Kolding. Den har det vildeste grip (sorry! Jeg er sgu blevet en af dem – det betyder bare at den er sygt nemt at binde og bare HOLDER den unge på plads) og nærmest også drysser søvn i øjnene på dit barn imens du går på trapper, laver mad, hænger tøj op eller skider (igen, undskyld). Man kan det hele med en vikle på og det er altså Gen.i.alt. Og i øvrigt også nødvendigt. For man skal altså huske at gå på toilettet – også selvom nogen nogle gange må sidde alene i stuen og græde imens.
  2. Onkel Reje. Eller bare børnetime som koncept. Det er sgu smart. Vi har fra begyndelsen haft en tommelfingerregel om max en time skærm om dagen – Og helst ikke om morgenen. Det afviger vi selvfølgelig fra engang imellem, men det er altså en meget god grundregel hos os. Der er aldrig skærm ved bordet eller i sengen. Og så har vi aldrig fået købt en iPad og bruger kun iPhone til Kurt i nødstilfælde. Det betyder at Niklas og jeg kan Ramasjang’s titelmelodier udenad, fordi de kører på vores TV, men til gengæld sidder Kurt ikke helt afskåret og kigger ned i en telefon (endnu:)). Og når det hele brænder på og begge børn er overtrætte, så får vi virkelig fuld valuta for vores liscenspenge.
  3. Gråd er okay. Når jeg snakker med min farmor om livet med små børn i 50’erne, beskriver hun barnegråd med ophøjet ro. Måske har hun bare fortrængt det, men jeg tror altså at hun var bedre til at acceptere at nogle gange så græder og pjevser børn bare. Det betyder ikke altid at man nødvendigvis skal smide alt hvad man har i hænderne for at fjerne hver en sten på deres vej.
  4. Husk den lille. Fordi Kurt har flest ord og er den som kan sætte en dagsorden, er vi ofte kommet til at lade ham styre aktivitetsniveauet. Men på det sidste er jeg blevet ret bevidst om at prioritere Otto’s interesser. Indimellem er Otto nemlig blevet lidt efterladt, fordi vi har rendt i hælene på Kurt. Men det er faktisk en dejlig dynamik – og sikkert sundt for Kurt – at vi bliver siddende i Ottos univers og så må Kurt lige indordne sig. Jeg er for nyligt begyndt til babysalmesang med Otto og blev helt rørt over at se hvordan han bare nød at have en hel time hvor alt foregik i hans øjenhøjde. Og overrasket over hvor stille og subtilt et niveau han egentlig trives og i – Sådan er det ikke altid lige til hverdag:)
  5. Nyd festen hver dag. Jeg har lavet en lille regel til mig selv om at jeg skal få begge mine børn til at grine hver dag. Fordi ellers så blir jeg sgu ret hurtigt hende der står og laver mad, giver tøj på og vrisser. Så en gang om dagen mindst skal jeg lige snappe ud af det og sætte Kim Larsen på og danse, eller hoppe i sengen, lege gemmeleg, smugle et stykke chokolade ind i munden på Kurt eller bare prutte dem på maven.

Når det er allermest hårdt er det stressende på en helt uvirkelig måde. Som f.eks. i forgårs hvor jeg bare ikke kunne få lov til at putte den ene uden den anden begyndte enten at græde eller grine så højt at den ene vågnede. Og til sidst råbte-sang jeg GO NU NAT OG FUCKING GÅ NU LIGE HJEM ned i hovedet på stakkels Otto. Og sov terrorsøvn hele natten, fordi jeg skulle lytte efter to(!) slags gråd og holde alle børn inde i sengen (fordi jeg opgav at putte dem i deres egen seng). Vågnede med et sæt da Kurt alligevel faldt ud af sengen med et ordentligt bump. Det er så hårdt at man næsten ikke kan være i det. Men når det så ikke er hårdt, så er det jo fuldstændig hjernedødt fantastisk. Det er virkelig en skitzo form for lykke. Kurt og Otto er bedste venner og det er så vildt at se dem sammen.

Når Kurt er allermest ked af det, så er det ikke os, men Otto han kalder på og indtil videre har vi ikke oplevet skyggen af jalousi imellem dem. Måske fordi Kurt ikke rigtigt kan huske en tid før Otto, er de fuldstændig allierede og det er så fint at være vidne til. Og at vide at man har givet dem hinanden.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

18 Comments

  • Reply Mie 27. oktober 2017 at 8:03

    Da jeg var på barsel med tvillinger, tænkte jeg faktisk tit, at det måtte være endnu hårdere at have pseudotvillinger. Alle tvillingebabyer, jeg har kendt, er blevet kørt på et (for det meste) knivskarpt skema, mine egne inklusive. Efter en lidt skrøbelig opstart spiste de som tærskeværk og sov som små sten på klokkeslæt; det hele gled sikkert nemmere, fordi jeg var andengangsmor, men jeg følte ofte, at den største udfordring var, at der samtidig var en 3-årig med helt andre behov, som der også skulle tages hensyn til.
    Kort sagt: hatten af for dig!

    • Reply idabida 7. november 2017 at 12:27

      Tak Mie! Jeg ved ikke om det simpelthen bare er mig der er sindssygt dårlig til at systematisere vores dage. Jeg kager rundt i lur/mad/bad-showet. Men tak! Og fandeme (ja, jeg bander) også hatten af for dig. Virkelig! Kh Ida

  • Reply Tanja 27. oktober 2017 at 11:31

    Nemlig – det er jo lige sådan, det er!

    Og hvor skønt at du husker at få elsklingerne til at le og at du råber af dem og bliver stresset.
    Livet er bare skønt med børn 🙂

    • Reply idabida 7. november 2017 at 9:29

      <3

  • Reply Trine 27. oktober 2017 at 12:05

    Der er lige knap 15 måneder imellem mine to ældste børn, som nu er 17 og 18 år. Jeg kan godt huske, hvor meget arbejder, der var i at passe de to. Jeg husker endeløse dage med skoldkopper, tredagsfeber m.m. Jeg husker træthed. Men jeg husker mest af alt bare den sammenhørighed, som du også beskriver. Mine to er stadig tætte og meget glade for hinanden. De har et helt særligt bånd, som er meget rørende. Det virker måske usandsynligt, men inden for en overskuelig fremtid får du mere tid til dig selv – og overskud. I vores tilfælde brugte vi det til at få endnu et barn, da de ældste var 4 og 5 …

    • Reply idabida 7. november 2017 at 9:29

      Tak for kommentaren Trine. Hvor er det rart at høre at du er kommet ud på den anden side med overskud til at lave en 3’er. Det ER også vidunderligt at være i. Men det er dælme også sindssygt hårdt og tredagsfeberagtigt. Fantastisk at høre at dine store piger er så tætte stadigvæk. Sikke en gave du har givet dem.

  • Reply Julie 27. oktober 2017 at 21:10

    Åh, en dejlig tekst, som tager mig tilbage til dengang mine piger havde samme alder. Nu er de 6 og 7 og stadig hinandens bedste venner og største rivaler. Det er så hårdt de første par år med pseudo-twins, men når den dag kommer, hvor de kan lege i timevis i fred og idyl, er det hele besværet værd. Da pigerne var 5 og seks et halvt, fik de en lillebror – og efter den ilddåb som mor til to har det føltes som a walk in the park at blive mor til tre uden konstant dårlig samvittighed. Jeg husker tilbage på tiden som mor til to børn under to år som en uendelig mængde dårlig samvittighed og selvbebrejdelser, og det har været en vild oplevelse at få en baby, nu hvor de store var så store og selvhjupne. Jeg tænkte også nogle gange at det måske var næsten lige så hårdt at have pseudotvillinger som at have rigtige tvillinger. Indtil jeg mødte en tvillingemor, som fortalte, at det første år af sine børns liv sov hun ikke mere end tyve minutter ad gangen, fordi de vågnede på skift. Hun tog klart sejren i hvem-har-det-hårdest!

    • Reply idabida 7. november 2017 at 9:26

      Tak Julie! Nu får jeg helt lyst til (om maaaaaange år selvfølgelig) at prøve at få en lille efternøler. Når der er kommet styr på pisset selvfølgelig. <3

  • Reply Tinh 28. oktober 2017 at 19:59

    Hvor er du sej Ida! Jeg tager hatten af for dig. Jeg har kun lille Henry og synes bare det allerede er skide hårdt!:)
    Mange knus og kram herfra
    Tinh – hende vietnameseren hos Quang

    • Reply idabida 31. oktober 2017 at 8:16

      Hej Tinh! Du kan selv være sej. Det er nemlig så underligt hårdt. Men heldigvis også fantastisk at se lille fine Henry udvikle sig og lige pludselig kan de sgu snakke og gå og ingen ved hvor tiden blir af. Det er magisk. Dejligt at møde dig forleden 😀 Kram Ida

  • Reply Louise 1. november 2017 at 6:03

    Så rigtigt skrevet. Har selv to drenge på 2 og 3 år med 16 måneder i mellem. Det har være benhårdt arbejde. Nu hvor de er blevet lidt større er de begyndt at få en del mere glæde af hinanden og kan lege sammen. Jeg kigger tit på dem og tænker det selvfølgelig har været det hele værd, men jeg ville nok ikke anbefale andre at få dem SÅ tæt 🙂

    • Reply idabida 7. november 2017 at 9:00

      Hehe, det er jeg glad for at du skriver. Tak!

  • Reply Lisbeth Høffer 1. november 2017 at 12:35

    Jeg har lille Kaj på 2 år ( fra december 2014) og lille Agnes på 1 år (fra april 2016) der er 15 mdr imellem.
    Jeg skal være ærlig at sige, at jeg synes det var en smal sag at få lille Kaj. Han var utrolig nem, og vi nåede alverdens ting, mødregruppe, Fit efter fødsel, babysvømning osv.
    Da han var 7 mdr og jeg blev gravid igen, blev tempoet stille og roligt anderledes.
    Og da Agnes kom ( og bøvlede lidt med maven) så det hele noget anderledes ud.

    Jeg kom også i mødregruppe, ofte MEGET træt, fordi et af børnene havde vækket mig i løbet af natten. Derudover var der en anden praktik, man kunne ikke bare sove længe med lillesøster, storebror skulle op og i dagpleje, og mange flere praktiske ting med to børn. Så ” Fit efter fødsel” foregik hjemme på gulvet, når jeg orkede, babysvømning, når jeg orkede, Cafe latte i byen blev det ikke så meget til, håret blev sat op i en knold, og pletter på tøjet var bare sådan det var.

    Nu er de blevet større og kan begge selv gå, selv spise.. jeg er stadig træt, men GUD hvor jeg elsker de unger og livet med dem. Nyder en kæreste weekend i ny og næ, og de få timer efter de er puttet ( sidder og stener telefon eller tv).
    Lige nu er de bedste venner eller skændes helt crazy.. men de har altid en legekammerat ved hånden❤️.
    Men ja, har ALDRIG prøvet noget så hårdt og fantastisk, som at være pseudo mor❤️.

    • Reply idabida 7. november 2017 at 9:01

      Tak Lisbeth! Dejligt at høre din historie og vide at det faktisk godt kan lykkes at komme helskindet ud på den anden side 🙂

  • Reply idabida 7. november 2017 at 9:18

    JA, det er nemlig sindssygt hårdt. Men heldigvis også fantastisk. Som Onkel Reje siger: “Ja, det bliver meget meget farligt. Men heldigvis også meget meget sjovt!” Tak for din kommentar 🙂

  • Reply idabida 7. november 2017 at 9:19

    Woah! Respekt. Virkelig. TRE børn som nærmest er pseudotrillinger! Konfliktløsning og så perfekt timede afledninger a la “SE, der er en flyvemaskine!” eller “Hey, fik du egentlig ikke kakaomælk i dag” Dén bruger jeg i hvert fald meget herhjemme:)

  • Reply Kirstine 14. december 2017 at 13:47

    Min mormor fik fire børn på mindre end fire år (!!!), og hun er helt zen med at børn græder en time hver aften. ‘Pyllertimen’, hedder det åbenbart. Det tænker jeg nogle gange på, når det kager sammen med vores (indtilvidere eneste) lille gut.
    Mht de der vikler … Jeg er aldrig rigtigt nået til at købe sådan en, og nu er det nok lidt sent. Men altså, består de bare af et stykke stof eller er det mere kompliceret ..?

    • Reply idabida 11. april 2018 at 18:39

      Jeg har altså overset din kommentar Kirstine! Undskyld. TAK til din mormor og alle andre gamle damer der lige husker os på, at det er okay at synes at ens pjevsede børn engang imellem bare lige skal … slappe lidt af ik? Ogg vikle: Det er sgu bare et stykke (vanvittigt dyrt i vores del af verden) stof 🙂

    Leave a Reply