Jeg kan ikke sove for tiden. Hver gang mørket falder på, tager min hjerne lige 10 Jägerbombs og går a-mok i skallen på mig. Ikke på sådan en gad-vide-hvad-jeg-skal-have-til-morgenmad-måde, men mere på gad-vide-hvad-der-kommer-til-at-stå-på-min-gravsten-måden. I nat stod der f.eks.:
Ida Burchardi
1985-2075
Det Var Bare En Fase
Da klokken blev 2 blev jeg nødt til at gå ind på sofaen og læse mig selv i søvn i ‘Erindring om Kærligheden’. Kan ikke forklare hvad der foregår i kraniet på mig – Men ofte har jeg følelsen af at være passager på et meget hormonelt ammehjernekrydstogt.
Man GIVER liv, ik? To liv på to år! Det er nok det mest livsbekræftende i verden, at skabe det selv. Og jeg har faktisk aldrig været gladere. Så hvad sker der lige for dødstankerne? Måske er det fordi jeg heller aldrig har været trættere. Eller været så meget i nuet som hvert eneste øjeblik de sidste 2 år. Måske er det for at udligne det livsstykke af et Eckhart Tolle show jeg kører om dagen, at perspektivet udvider sig så åndssvagt meget om natten. Jeg tænker seriøst i 500 år’s time slots. Tænker på hvor lille bitte et nip af universets tidslinje jeg har fået lov til at leve og være i. Tænker på hvor heldig jeg er at være her og hvad det er for et aftryk jeg gerne vil efterlade. Hvad jeg håber at blive husket for…. Aaaalt det shit kører rundt og rundt og rundt i ukonstruktive cirkler. Som om min hjerne er gået en lille smule i stykker. Er det det i virkeligheden bare det som hedder ammehjerne?
før jeg blev gravid
mens jeg var gravid
efter jeg fik børn
Hovedet er ligesom det eneste sted som er forblevet mit. Det er som om – Og det her siger jeg med kæmpe kærlighed – at mens der bliver hevet og slidt i min krop, så er der bare ikke den helt store efterspørgsel på det der foregår mellem ørene.
Og så går det åbenbart bare hardcore i selvsving deroppe. I røg og brand.
Det er nok meget godt, min barsel snart slutter.
11 Comments
Suk 😉 Jeg kender det godt – var vågen mellem 03.15 og 08.30 i tirsdags. Sov så fra 08.30 til lidt over 10. Og var gået i seng kl. 2.
Nogle gange er ens hjerne bare ikké lige med på legen om, at opretholde normal døgnrytme.
– A
Eeeeej, det lyder som en seriøst brain lag du har været underlagt der, bedste A! Håber du er ude på den anden side og kan sove de retfærdiges søvn igen. Kh Ida
Så rigtigt. Faktisk mindblowing rigtigt. Omend tankerne jo også på en måde kredser om børnene nu, uden man helt kan styre det.
Dejligt at høre at jeg ikke er alene! Selvom det jo præcis er det vi er. Åh, nej. Så starter vi forfra.. 🙂
Bliver næsten helt flov når jeg hører om andres filosofiske overvejelser omkring ‘det aftryk de efterlader’ og hvad de vil huskes for… tanker om at udrette noget og gøre en forskel. Jeg har altid bare tænkt ‘fuck nu ikke alt for meget op’ – det er ligesom mit ambitionsniveau
Eva, du er min helt! NYD DET! Det giver jo ingen mening. Virkelig. Jeg har brugt _mange_ søvnløse timer på at lede efter den. Meningen. Jeg har ikke fundet den endnu <3
Ej, det er helt mærkeligt for mig at læse, for jeg gør præcis det samme. Jeg har en søn på 7 og en lille datter på 8 måneder (som jeg også ammer – måske det er ammehjerne?) og døden kredser også hele tiden i min hjerne? Jeg er ved at blive sindssyg! Prøver virkelig at skubbe det væk, men det er svært for mig. Sig endelig til, hvis du finder en fod måde til at få tankerne til at skride.
Er forresten helt ny læser af din blog. Fandt hertil via Caroline fra Hvid kaffe og har en plan om at læse den fra starten en dag jeg får tid – er vild med dine skriverier.
Kh. Maria
Jeg kan forstå på et par henvendelser jeg har fået, at vi har nok til at lave en lille klub! En lille dødsensangst ammehjerneklub. Åh. Jeg har ingen tricks, ud over at det af mærkelige årsager, hjælper mig at tænke på alle mulige random kendte: Så tænker jeg “Arj, men eftersom kronprins frederik eller beyoncé ikke kan dø af et meteornedslag, så kan jeg nok heller ikke”. Suk. Den ammehjerne. Jeg har dog også på fornemmelsen at det vil hjælpe gevaldigt at starte på arbejde, da jeg simpelthen er for udkørt til at tænke på andet end helt hverdagsagtig lavpraktik. Kæmpe velkommen til – ris og ros modtages med kyshånd! Kram Ida
Fandt lige din blog – den er fin 🙂 Og sjovt (funny-strange, ikke funny-haha) du skriver om barsel og søvnløshed. Jeg var selv på barsel henover sommeren og havde en periode hvor alt var godt og sønnen sov igennem – og jeg stort set ikke sov overhovedet! Det var forfærdeligt! Jeg tænkte (!) mig rem til at det var en kombination af alt for meget tid til at tænke (afbrudte) tanker og alt for lidt tid til at føre noget som helst ud i livet. Jeg ammede ikke, så det var ik’ det …
Jeg har lige fundet din blog, og jeg har aldrig, aldrig kommenteret på noget blogindlæg før og er i det hele taget ikke den store blog-entusiast, MEN! Jeg tror jeg vil læse lidt med her alligevel, da jeg kan relatere til meget af det du skriver om. (Det er sjovt som man går og føler sig unik, for så at opdage, at andre beskæftiger sig med præcis de samme tanker og ideer, man selv tumler med.) Dette skriv rammer mig virkelig. Min datter er lige blevet et år, og jeg har bare massiv eksistentiel krise. Det er slet ikke sjovt, nærmere en smule bekymrende.. Jeg har altid elsket mit eget tankespind og sat pris på at sidde i egne tanker og fundere over tilværelsen, men på det seneste gør jeg hvad jeg kan, for ikke at tænke for meget. Især ikke efter mørkets frembrud. Rart at læse, at jeg ikke er den eneste, der ikke kan genkende indersiden af eget kranie.. Jeg håber det bare er en fase..
Ifht. Marias svar på denne post – her er mine tips til at afhjælpe akut eksistentiel angst:
– At gå lidt ud, trække vejret i den friske luft og se på en pæn nattehimmel i 5 min.
– Snuse til min datters hår mens hun sover, og mærke hvordan hendes lille krop er varm og levende.
– Tænke mig selv “lille” i det store perspektiv – noget i stilen af at livet går videre, selvom jeg går bort, at der har været mange før mig og der kommer mange efter, og det hele er bundet sammen af kærligheden, på ægte hippie-maner.. Det hjælper nogle gange.
– Hvis alt andet fejler: trivielle distraktioner i form af totalt ufarligt tv (naturdokumentar eller lignende) eller planlægning af et eller andet jeg glæder mig til. Hov, og god musik, der skaber en rar stemning, uden alt for tunge tekster.
Jeg kan nogle tricks efterhånden. Suk.. (Jeg ammer også stadigvæk, så måske er det en form for udvidet ammehjerne. Hvis nogen starter klubben for de dødsangste ammende, vil jeg gerne være med!)
[…] det her er en midtlivskrise, hvorfor er den så så lang? Jeg synes det har varet længe nu. Og jeg gad satme godt snart at blive bedre til bare at nyde turen, i stedet for at bruge så meget […]