Om en lille måned skal Otto døbes. Det bliver en lillebitte familieting, kun med de allernærmeste. Han skal døbes i Vartov Kirke, af den præst som også fik mig til at døbe Kurt. Jeg fik faktisk anbefalet at tale med lige præcis dén præst af min egen gudmor (så hun har gjort sit job godt), da Kurt var nyfødt og jeg vævede rundt i svaret om hvorvidt han skulle døbes eller ej.
Jeg havde sådan en forestilling om at man står der ved døbefonden og får sit barn “godkendt” af en præst – Hvilket jeg på ingen måde havde behov for. Men så inviterede jeg mig selv på the hjemme hos ham præsten og vi snakkede om hvad det egentlig vil sige at blive døbt. Det fik mig overbevist om at Kurt skulle døbes, ligesom jeg selv havde valgt at blive det som 11-årig. Som jeg forstår dåben, er det et udtryk for at barnet vælger verden til og samtidig et fint lille overgangsritual hvor forældrene kan vise sit nye lille familiemedlem frem.
Jeg har altid betragtet mig selv som kristen – Det er svært at forklare hvorfor, men jeg tror bare på Gud. Ikke en-gammel-mand-i-himlen-Gud. Men på den kraft i verden som skaber supernovaer, liv, galakser, børn, blomster og vandfald. Altså kraft, kredsløb og kærlighed (Åh, altså. Kan godt selv høre det… Indsæt selv “det græs som antiloperne spiser”-scene)
Nå. Men den kraft der – altså Gud – er jeg faktisk ret vild med, og instinktivt får jeg lyst til at sige tak for at den er der. Så jeg kan godt lide at gå i kirke og mærke roen og sætte pris på at være tilstede. Måske er det endda noget jeg har brug for, fordi livet nogle gange bliver lidt stort for mig.
Kurt blev døbt om foråret i Holmens Kirke som er tilknyttet vores sogn, og vi kørte med et skibstema, fordi min far er bådbygger og jeg elsker havet. Under nadveren sang koret den smukkeste “Den Blå Anemone” jeg nogensinde har hørt, Kurt havde et strikket matrossæt på og efter dåben, sejlede vi rundt i en havnerundfartsbåd, vi havde lejet, mens vi drak bobler og flagede med signalflag min veninde havde syet, så Kurts navn blev flashet i hele Københavns havn #likeaboss.
Otto’s dåb bliver lidt mere stille og rolig, fordi hamsterhjulet virkelig tester os for tiden. Vi er så maste. Så vi kommer til at køre noget stille og roligt juletema. Dresscoden forestiller jeg mig bliver lidt a la
og efter kirken skal vi hjem og klippe-klistre, høre Last Christmas, spise æbleskiver og drikke gløgg. Om aftenen har jeg bestilt at vi skal se Love Actually. Fordi love is actually all around.
Og mest af alt er det jo faktisk bare dét vi fejrer.
6 Comments
Nu får jeg jo bare lyst til at se Løvernes Konge 😀
Håber I får en dejlig dåb – selv er jeg ikke medlem af folkekirken, men kommer der hver jul – elsker at synge og traditionen herom (:
– A
Det fik jeg virkelig også! Det billede der er sgu magisk. Og jeg kom til at tænke på hvor meget den egentlig handler om liv/død/kredsløb/kærlighed. Faktisk virkelig en voksen tegnefilm. Og tak 🙂
Det gik lige op fof mig, hvor utrolig sjældent man læser om tro på blogs. Dejligt forfriskende og ærligt, tak for det. Hav en skøn dåb – temaet er lige i øjet!
Tusinde tak Dorte. Det er også helt utrolig svært at skrive om uden at virke enten undskyldende, prætentiøs eller fuld af floskler. Så tusinde tak 🙂
Fedt indlæg. I den her verden er der faktisk ikke ret mange, der står ved den slags. Folk, der ikke forstår det, vil ikke forstå, og har så travlt med at være nedladende. Tillykke med de to små sørøvere! Min datter blev døbt i august ved et kæmpe arrangement. Det ville jeg have. Min generation er den første i 200 år, hvor der ikke er en præst i min fars familie. Min mand er ikke døbt, men han gav mig bagefter ret i, at det var bare fint! Præster er ikke ens. Men de gode er sgu kloge!!
Tillykke med de to små sørøvere!
Mange tak Susanne! Det lyder dejligt, både at være en del af en vaskeægte præsteslægt – Og også med en stor dåb! Tillykke selv og tak for din kommentar:) Ida