Monthly Archives

december 2017

I livets store sinuskurve, vil jeg huske tilbage på 2017 som en kæmpe bølge af medvind og opdrift (og søvnløse nætter).

Først og størst var 2017 året hvor jeg fødte min baby. Min søster, kæreste, mor og søn holdt skansen hjemme i vores stue, mens jeg stod for underholdningen i en komisk stor hoppeborg af et badekar.

Og så kom verdens bedste Otto.

I Kurts tredie leveår blev han længere, sjovere, kærligere og mere tænksom end jeg nogensinde kunne forestille mig. Hold kæft hvor er det fedt at have børn. Sygt hårdt, men sygt fedt.

Efter at være blevet slået op med af mit arbejdsliv i motherfuckeråret over dem alle aka 2016, fik jeg i sommers en tiltrængt oprejsning med hjælp fra min fagforening. Da jeg så i efteråret skulle i gang med den store, stygge jobsøgning fik jeg en masse gode råd her på bloggen. Og ikke mindst fandt jeg ud af at vi er mange der føler at vi sidder fast i arbejdsløshedens klør. Skål for alle os!

En af kommentarerne kom fra Karoline. Hun rådede mig til at være åben og ærlig på nettet omkring at jeg var jobsøgende. Det råd fulgte jeg og tænk – Min bedste efterskolevenindes veninde læste med og inviterede mig på kaffe et sted jeg har drømt om at arbejde i tre år. Og 1. december i år, startede jeg på et vildt spændende nyt kapitel i mit arbejdsliv. Det gør mig glad hver eneste dag.

2017 blev også året hvor jeg var en sur, brystbetændt og indebrændt version af mig selv. Barsel og søvnløshed – Seriøst. Det er så en vild kombination og det hårdeste jeg nogensinde har oplevet. Jeg forstår stadigvæk ikke at der ikke er kommet nogen forbi med en elefantorden til alle os småbørnsforældre.

I 2017 har jeg også gået til crossfit i cirka 10 min., opdaget hvor lange hår man kan få på sine ben, gået til babysalmesang, lavet et par modeljobs med Otto på armen, fodret ustyrligt mange ænder i Kgs Have, oppet mit transportgame med både Christianiacykel og en gammel Ford Focus. Og så har jeg skiftet bjerge af bleer, skrevet jobansøgninger, faktisk haft sex (jo, det er en præstation (hej svigermor!)) rejst til Spanien, set Motormille og været en uge på ø-lejr med 2 børn under 2.

2018: Back to the Minimalisme

Og så har jeg fundet ud af hvad mit 2018 skal handle om. Det skal handle om mindre. Om at give slip, og have mindre af det hele. Og om at ændre vaner, når jeg nu rigtig godt kan lide ting, bor 10 minutter fra strøget og har fået en rigtig dårlig vane med at scrolle mig igennem bloggernes konstante stime af flot, farverigt forbrug. I hele 2013 prøvede jeg kræfter med Købestop, men det var for drastisk for mig: Da året var gået, faldt jeg pladask i og kompenserede med overforbrug.

Så 2018 skal være minimalismens år for mig. Denne gang i 12 bæredygtige trin. Et trin for hver måned. Og så må vi se hvordan det går. Det er en rejse jeg ikke aner hvor ender, men som jeg rigtig gerne vil dele med dem af jer der vil være med.

Rigtig godt nytår – Jeg håber jeres 2018 bliver fyldt til randen med det I drømmer om.

Ida

31. december 2017 4 comments
3 Facebook Twitter Google + Pinterest

– elsker jeg juleaften. Elsker! Den aften svigter mig bare aldrig. Ikke ligesom nytårsaften, den utilregnelige kælling.

– har jeg lige pocket-livestreamet et 5 minutter langt skænderi med min mand om opvasken og hvem-der-putter-hvem, ovre på Instagram… Min underbevidsthed var åbenbart træt af alle de glade familieportrætter og hjemmegjorte rødkålssalater. Kram og glædelig jul herfra.

– kompenserede jeg med en sukkersød puttevideo af mit søde, store afkom som man fandme kan SNAKKE med nu. Med rigtige, småbitte fine, skæve sætninger.

– fik jeg mandelgaven. Jeg får aldrig mandelgaven. Mig:

disney dress GIF

– er jeg endelig kommet hjem i min sofa (og geniale Pamela Adlon i Better Things på HBO!) efter 4 dages familiemarathon. Jeg rejser mig aldrig igen.

– tog jeg engang 10 kilo på i løbet af en december måned. Det var i 2005, jeg var studerende, model, levede af klidkiks og æbler og følte åbenbart at jeg skulle indtage 2 års kalorier i ren julefedt på een måned – av i maven og av i sjælen.

– fik jeg en smuk empowered bitch face blazer af min mand og følte mig virkelig set. Det var meget, meget fint. Så hvis du ser en træt mellemting mellem Joan Ørting og Beyoncé, er det højst sandsynligt mig.

– gav jeg ham billetter til The Astroids Galaxy Tour’s koncert i foråret. Jeg tror vi trænger til lidt psykedelisk popfest.

– er det overdrevet så meget vi skal have styr på, inden vi rejser afsted til Thailand i starten af januar. Air Bnb prep, pakke, visum, Alalalalalala… indsæt smiley med kæmpe fortrænger på.

– er mit kalenderlys og jeg enige om at december er gået freaking hurtigt i år – Kan vi please tage en tur til?

26. december 2017 2 comments
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg er på vej til juleaften hos min søster, som bor lige ved Nørreport. Helt spændt op med motorcykel og gaver og sovetelt. Kurt har lige fræset op ad Købmagergade som her d. 24. dec. kl. 15.30 kun er befolket af turister: Alle de fortravlede gavenarkomaner (undertegnede inkl) har forhåbentligt ramt familiens skød. Og der håber jeg I sidder lige så blødt, taknemmeligt og godt, som jeg gør, og lader julefreden sænke sig.

Tusinde tak for jeres opmærksomhed, råd og opbakning i år. Det har betydet mere end I aner.

Rigtig glædelig jul.

24. december 2017 0 comment
2 Facebook Twitter Google + Pinterest

Hyacinter, amaryllis og azalea lå som perler på en snor der blev trukket fra en snehvid kiste. Kisten, som min barndoms legeonkel og bofælle gennem 15 år lå i, var dækket af gran og røde julestjerner. Vi sang en rose så jeg skyde og jeg græd. Så forestillede jeg mig ham komme ind ad kapeldøren – for sent til sin egen begravelse. Med sit flagrende grå hår, skæve smil og store armbevægelser. Lidt skuffet over fremmødet, men garanteret glad for kapelrummet. Træ, luft og terrakotta – totalt up his alley.

Da vi var små, kørte han os i skole. Da vi blev større bar han over med vores timelange teenage-emo-klaver-seancer (hele 2. G spillede jeg nok Karma Police ca. 300 gange i døgnet) og så lærte han mig at regne med brøker. Om aftenen listede jeg mig op ad trappen til den klogeste, mest tålmodige og rolige matematikundervisning i hele verden. Når ikke der var håndboldkamp altså. For så blev der råbt og heppet og trampet i gulvet af begejstring.

Tak for det og for dig, Dan. Og held og lykke hvor end, du er landet i universet. Jeg håber der er tykke bøger og fred …og en hel masse kvindehåndbold.

19. december 2017 1 comment
2 Facebook Twitter Google + Pinterest

Det der med at der ikke er timer nok i døgnet – Det alle siger – Det er fandme rigtigt. Eller som Olga Ravn skrev i sin IG story: Society is not made for working parents.

At gå på arbejde hver dag er ikke det, der stresser mig. Heller ikke at lege med mine børn. Det er alt det midt i mellem: Indkøb, madlavning (i dag: madlavningsfløde og spinat kastet på en pande efter nogle rødspætter og færdigkøbt pasta med en mærkelig, meget sej skinkekerne. Åh, den sælsomme følelse af shitty mad..), at sende faddernavne og adresser til en præst, at skrive afvisninger til de franske teenagere på air bnb som vil leje vores lejlighed… Det er dét som stjæler timer, så man ikke har noget tid tilbage til sig selv i hverdagene.

Be the change you wish to see in the parforhold. Jeg ved det godt. At det er mig som skal gøre noget og ændre adfærd for at det bliver godt igen. Fx. rejse mig fra den her mørke seng mellem to sovende, syge børn, og gå ind i stuen og give nogen et kram. Men jeg orker ikke. Og jeg synes ikke det er min tur. Og klokken er 22.35 og jeg har været i gang siden kl. 6.30. Og så er det nemmere at ligge herinde og være offer.

Seriøst. Jeg fatter ikke at vi, når vi er færdige med at passe på os selv, to børn, to jobs, et hjem, så også skal til at passe på hinanden. Hvordan skal man kunne nå det, når man ikke engang kan nå sig selv?

Når det er sagt så havde jeg faktisk en 100% genial ego-weekend. Jeg var til julefrokost med mit arbejde OG til julefrokost med mit damecrew aka Damernes Magasin. Og det var helt fantastisk og jeg legede at jeg var 25 og har stadigvæk tømmermænd, selvom jeg fik lov til at sove til kl. (hold your horses) 11.fucking.40 i går. Så jeg må vist slet ikke brokke mig.

Nu går jeg sgu lige ind og kysser ham.

Godnat.

18. december 2017 2 comments
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

Min 2,5 årige søn skriger, kradser, slår og kalder på sin far hver gang jeg er alene i samme rum med ham. “Nul putte” er so last christmas. Hos os er det “FAR putte”. Oooog det er jo bare en helt igennem kanon følelse (sense the irony?) Så i dag hackede jeg putningen. Fordi det er dér han er for træt til at slå og for sød til at putte (fordi han ved, at han så kan blive oppe længere – lille, kloge skid). Han prøver virkelig (altså virkelig!) grænser for tiden, og så har han fået mellemørebetændelse. Og jeg savner ham faktisk rigtig meget. Så vi læste bog (“Mustafas Kiosk” – stort hit for tiden). Og det var hyggeligt! Virkelig. Vi grinede og puttede og var frække og det har vi trængt til, mig og min lille, store, ..mest lille Kurt.

12. december 2017 1 comment
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg er så træt for tiden, at jeg propper 3 x juleskum i munden bare for at kunne overskue at putte og ordne lejlighed. Det er deprimerende.

I morges regnede det sidelæns da jeg cyklede på arbejde. Jeg glemte at kigge mig i spejlet da jeg nåede frem. Klokken 13.00 opdager jeg at jeg har gået rundt hele dagen med mascara galore i mit fjæs. Seriøst. Pandaøjne. PANDAØJNE.

Men ellers går det godt med mit arbejde. Jeg er kæmpe vild med menneskerne. Mindre vild med alle de koder man skal huske. Virkelig lidt vild med Otto’s tigerspring, som gør at jeg er oppe og amme hver 3. time natten igennem (i nat var det kl. 22 – 00 – 03 – 06). Til gengæld mega vild med varm frokost. Og spændende opgaver. Jeg lærer så mange nye ord at jeg overvejer at lave en podcast om dem (der må I godt lige være søde at få stoppet mig inden).

Min veninde foreslog at jeg bare tilføjede en fane her på bloggen der straight up hedder “Branchen”. Med kategorier som “kaffe”, “mødeindkaldelser” og “intranet”. …Var det noget? < Indsæt ironisk smiley fuld af kærlighed til voksenlivet og al dens væsen >.

På Fredag skal jeg til julefrokost for første gang i 4 år. Min ambition er ikke at blive fuld. Step away from the snaps. Jeg glæder mig!

Niklas sidder overfor mig og ser en serie der hedder Punisher på Netflix. Den er så sygt klam. Hvorfor er der så meget voldeligt lort i fjernsynet? Jeg er stået helt af på det.

Nå. Jeg går sgu lige ind og ammer. Beklager at mine blogindlæg er så dølle for tiden. I morgen vil jeg lede efter min hjerne ude i en af vasketøjsbunkerne – Jeg synes lige jeg havde den.

6. december 2017 3 comments
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg fornemmer at de næste mange tekster her på min lille webmatrikel bliver “jeg sidder lige og ammer en sovende Otto”-tekster, for det er vitterligt det eneste tidspunkt, jeg har tid til at skrive.

Sikke en weekend! Min Fredag – og første dag på nyt arbejde efter 8 måneders barsel – var god, hæsblæsende, mild, høflig, spændende og overvældende. Om eftermiddagen kom jeg hjem helt glad og i fejre-humør. Men så havde jeg børn. Og fejring blev til havregrød, børne-kaos og en 2-timers putteseance. Elskede da Niklas skrev “Champagne og sushi bagefter?” da vi var ved at være igennem. Øh, ja tak.

Lørdag kørte jeg med begge børn op til min mormors 82 års fødselsdag. Hun er lige pludselig blevet gammel, så det er vigtigt at fejre. Dagen forsvandt mellem hænderne på mig og pludselig var klokken blevet 23 og jeg stod og hakkede champignoner og strøg tøj.

I dag – Søndag – blev mit lille stykke himmelblå aka søde, glade Otto døbt. I det samme blå hjemmestrikkede matrossæt som Kurt blev døbt i for 1,5 år siden. Hele dagen var så fin og lige som jeg havde håbet. Efter dåben holdt vi julestue og fik vores gæster til at pynte op for os. Genialt; Nu har vi både juletræ, grandekorationer og dinosaurus/briotog-landskab.

Jeg sidder og ser Love Actually og er så mæt af æbleskiver, gløgg og samvær, at jeg slet ikke kan forstå at det kun er d. 3. dec. Der er en mand der sover på mit skød og Mr. Bean pakker julegaver ind i kanelstænger og lavendel. Det må være mit cue. Sengetid. Godnat.

3. december 2017 5 comments
1 Facebook Twitter Google + Pinterest