Der er nogle steder i verden som bare kalder igen og igen. Og når man så er der, er det som at gå rundt inde i sin barndoms yndlingsbog. Sådan havde jeg det for 15 år siden på en lillebitte ø uden for Afrikas østkyst og sådan har jeg jeg her, hvor vi landede i går aftes. På et hotel, i den gamle bydel i Phuket.
Derhjemme havde vi sindssygt travlt med at gøre vores lejlighed klar til de gæster som skal bo i den mens vi er væk. Oprydningen fik forvandlet sig til det vilde minimalistiske decluttering projekt med køleskabsrengøring, bagtrappeorganisering og blaaah… I 48 timer var jeg ikke udenfor en dør og mentalt klamrede jeg mig til alles beroligende mantra: “Når først du sidder i flyet, så kan du slappe af og forstå at I skal afsted” Ja, øh, nej. Når jeg sidder i flyet kl. 22.00 med to vågne børn, så kan jeg overleve. Dét kan jeg.
(Når det er sagt, så overlevede vi flyturen virkelig fint. Børnene var en champ til det med at sove flere gange i løbet af de 16 timer og jeg fik også lukket øjnene, da Kurt var faldet i søvn på gulvet foran os).
Så jeg er først rigtigt ved at forstå at vi er her nu. Nu hvor min familie sover og jeg går rundt på bare tæer i et kringelkroget (og sygt instavenligt!) skatteø-eventyr.
I dag skal vi sejle over Phi Phi til Koh Lanta, hvor vi skal tilbringe de første 16 dage af vores øhop-eventyr. Nu er vi her. Det er fantastisk.
1 Comment
Det lyder ganske, ganske fabelagtigt. Ha’ en rigtig dejlige ferie.