Jeg sidder under et halvtag med to firben, fem myg, en sød og afslappet mand, en kold øl, fire sænkede skuldre og en halv pose chips. Vi ser Hip-Hop Evolution på Netflix. Klokken er snart 22 og begge børn sover. Og så regner og lyner det som jeg aldrig har oplevet før. En totaloplevelse af elementet vand, som min bådebygger af en far ville sige.
I dag blev Kurt endelig meldt rask nok til at forlade Ko Lanta, som er den største ø i området (og den eneste med en nogenlunde anstændig lægeklinik). Han har fået så sygt mange myggestik hernede (jeg tror ikke 100 er en overdrivelse) og er derfor røget på en imponerende selvlysende og klistret antibiotika-kur.
Efter et par ufrivillige nætter på et myggefrit, men også komplet sjæleløst resort, var vi mere end klar til at sejle videre i dag – Ud til en lille bitte ø, vi har hørt mange seje folk hviske om i krogene. Ko Jum.
Her er hverken krystalklart vand, kridthvide sandstrande eller beachbarer. Men her er smuk natur, en piv-øde strand, gæstfrihed og måske endda – tør jeg sige det – en slags autentisk sjæl. Vi er allerede ret hooked.
Bortset fra det er der ikke meget at skrive hjem om. Jeg har fået et kæmpe crush på papayasalat, en mild solforbrænding (sgu også på tide) og så kører jeg stadigvæk silent husmor-look mens min trommehinde stille og roligt gror sammen, så jeg forhåbentlig må snorkle igen når vi rammer Phi Phi om et par dage. Jeg kan ikke høre en skid, men det har jo også sine fordele. Hermed er et lidt smertefuld og omstændigt momhack givet videre. Nå ja, og så har jeg fået læst en hel bog! “Erindring om kærlighed” af Kirsten Thorup som jeg godt vil anbefale alle, der har en mor, at læse. Den ramte i hvert fald lige i mit mor/datter hjerte.
PS. Hvis man forøvrigt ikke føler at man har nok klistrede ris, desperate selfie-filtre og solnedgange i sit Instagramfeed, så fret no more. Jeg deler gladeligt ud derovre under @idaburchardi.
2 Comments
Hvis du gør det i boganmeldelser vil jeg virkelig gerne høre flere af dine betragtninger om Erindringer om kærlighed. Jeg har kun læst ca 100 sider og synes simpelthen den er så barsk og sørgelig. Morens uilstrækkelighed og tilfældigheder, der gør at meget ikke spiller for hende, er så menneskeligt og gør stort indtryk. Hun vil det så godt og så kikser det bare konstant. Eller ser du noget helt andet?
Hej Mette,
Tak for din kommentar! Åh, jeg er virkelig ikke dansk-lærer, så her er bare mine umiddelbare tanker. Først og fremmest giver dig helt ret i at den er sygt hård at læse. Især første trediedel. Men samtidig gør de skiftende fortællere (først moderen som “jeg” i hendes egen tidlige barndom) forstår jeg moderen – forstår hvor hun kommer fra og begriber hvor lille en del af hendes liv, datteren egentlig har oplevet og så alligevel kommer til at udfylde fuldstændig altoverskyggende. Taras “forelskelse” i Siri i kombination med hendes ikke altid helt up-to-speed situationsfornemmelse ramte mig: Altså, at hun er så nervøs i sin omgang med datteren fordi præmissen for deres forhold er at Tara nærmest kun kan skuffe. Den onde spiral og de små subtile nuancer i deres forhold. Altså, hun kan bare aldrig vinde Siri’s kærlighed, før datteren indser en masse ting, man skal være tudsegammel for at forstå: Det kræver virkelig modenhed som barn at forstå, at man aldrig kan elske sine forældre så meget som en mor(/far?) elsker sit barn. Den pidestal der. Som ingen nyfødte hverken har bedt om eller begriber, fordi man jo immervæk er FØDT oppe på den. Det har jeg nok først selv forstået efter jeg selv blev mor, tror jeg. Tør ikke skrive mere af frygt for at spoile, men lad mig endelig vide hvad du tænker når du er kommet igennem:) Giver det mening?
PS. Jeg købte faktisk bogen til min søster og min mor og vi har aftalt at vi skal have en bogklub og at den skal være vores første fælles bog. Det bliver lidt spændende at skulle snakke med sin/min egen mor om den!