Monthly Archives

marts 2018

Søvn

Hvad er det modsatte af søvnløshed? Der hvor man går kold kl. 19.30, på samme måde som når et barn, går face-down kold i sin flyverdragt, så snart det rammer entréen. Det har jeg. Og derfor får jeg ikke skrevet i nærheden af det jeg gerne vil – men sådan må det være.

Jeg er her stadigvæk. Jeg sover bare.

Min yngste baby har omgangssyge og er især glad for at brække sig ud over mig. To gange efter arbejde i dag. Han er så sløj, men smiler hjerteskærende rent og uden en snert af selvmedlidenhed igennem det. Og så har jeg fundet ud af, at hvis jeg lægger mig på en lidt høj pude, og så lægger ham på min brystkasse, så sover han så godt, plus det er det vildeste oxytocin-kick at ligge og opsnappe hans ånde og mærke det lille åndedræt igennem søvnen.

Lige nu ligger jeg f.eks. på en enkeltmandsmadras med sovende Otto i armene og Kurt der lige har rullet sig sammen i min fodende og kilet to små fødder ind imellem mine lår og tænker, at hvis der findes et happy place, så er mit her.

Og så en hurtig opdatering på det med at have et arbejde: Jeg har besluttet mig for at jeg ikke vil bruge mere tid på at stresse over om de fyrer mig (til info har jeg brugt åndssvagt lang tid på det). Hvis jeg blir fyret, så blir jeg fyret. Slut. Hvad kan man ellers gøre, udover at møde op og gøre sit allerbedste? Det føles ikke godt nok, men det gør det jo alligevel aldrig. Mine kolleger er geniale og taknemmeligheden fra de første måneder er så småt ved at være blevet til straight up arbejdsglæde (når jeg ikke kampstresser, altså. Det er vældig skitzofrent, for tiden). Men jeg er glad hver morgen, når skydedørene åbner. Og det tænker jeg er det vigtigste.

I morges fik jeg til gengæld startet et fuldstændigt latterlige skænderi, fordi der ikke var blevet købt mælk til min kaffe og nu skammer jeg mig. Ham jeg bor med har købt kæmpe ind, passet sygt barn, vasket tøj og er nu smuttet ud for at få en øl. Det blir ikke bedre og helt derinde i midten af midten, hvor man bare er enten-eller. Der er jeg faktisk ret lykkelig.

28. marts 2018

Småt brandbart

Apropos Ingenting #17

Er jeg sgu blevet for gammel og følsom til skuffede art directors når jeg er på modeljob. Puha, det er nederen, at være blevet fløjet helt til Berlin for at stå foran et kamera, og så sidder der 8 tyskere og hader dig. Jeg var vist bare for gammel, tyk og havde en rynke i panden.
Endte det på magisk vis med at blive ret fint, der i Berlin. Efter frokost highfivede jeg med fotografen på at vi startede på en frisk. Så satte jeg soundtracket fra Cars 3 på og legede at jeg var hjemme i stuen med Kurt. Helt zen eller noget. Phew.
Hører jeg Bearnaise er dyrenes konge’s mindeportræt om Maria Gerhardt på 24syv. Kæmpe, rørt, inspireret anbefaling herfra!
(dyb indånding) Har jeg besluttet mig for at udgive et sponsoreret indlæg inden længe. Så er I advaret. Jeg har været – og er stadigvæk – ret meget i tvivl om jeg vil pådutte jer den slags. Men nu er jeg blevet spurgt og jeg giver jeg det altså et skud. Jeg lover at prøve alt hvad jeg kan, på at gøre det sjovt, anderledes og så ægte som det kan være, når man får penge for et samarbejde. Jeg håber I vil tage okay imod det (og hvis ikke, så forstår jeg det også godt. Lad os tage en debrief bagefter, eller send mig gerne jeres tanker om det i kommentarsporet eller en mail).
Er Orion, vinterstjernebilledet over dem alle, så klar på himlen i aften. Det er så meget mit yndlings stjernebillede og jeg bliver altid glad, når jeg står og ryger en forbudt cigaret og drikker et glas øl på min altan, og så er den lige dér. Betelgeuse, den øverste store stjerne, er helt rød, og Rigel, den nederste store stjerne, er blå-hvid. Man skulle tro at Betelgeuse var den varme og Rigel var kold, men i virkeligheden er det lige omvendt. Den blå stjerne er varm og den røde er kold. Da jeg var lille, forklarede min farfar det sådan, at når man fryser rigtig meget på hænderne, så bliver de helt røde af kulde, og at en rigtig varm gas- eller stearinlysflamme faktisk også har et blåt skær. I midten, lige under Hestehovedtågen, ligger de tre stjerner i bæltet og hvis man forlænger dem et par gange ned til venstre, lander man i den største stjerne på den nordlige himmelkugle, Sirius. Det er sgu magisk.
Er jeg ikke så bange for at dø for tiden. Efter to år med kæmpe dødsangst (tak, gravid-hormoner og bevidsthedsudvidende små møgunger), er det en lettelse, at min hjerne efterhånden har indset at derude i stjernetågerne havner vi alligevel alle sammen en dag. Det kan ikke være anderledes, og vi skal fandme bare nyde turen, så længe vi er her.
Tænker jeg en del over sociale medier for tiden. Jeg er nået frem til at jeg er tilstede på dem fordi jeg føler at det faktisk giver mig ret meget ..socialt, faktisk. Men det er blevet vigtigere for mig er at min profil giver et ret præcist 1:1 billede af hvem jeg er i virkeligheden. Nogle gange ligner jeg lort og spiser frysepizza uden at skamme mig. Andre gange er jeg faktisk en ret pæn dame. Der må gerne være plads til det hele, så længe det er nogenlunde autentisk. Men det er vildt svært i virkeligheden.
Har jeg ikke ammet siden i Fredags. Ammestop, måske det faktisk lykkes os nu! Jeg har ammet non-stop i 2,5 år nu og det har virkelig været svært for mig at stoppe. Fordi jeg ikke havde lyst til at stoppe med at amme Kurt inden jeg fik Otto, så har jeg faktisk ammet dem begge (Kurt meget mindre end Otto, men alligevel). Men nu. Nu er vi ved at være igennem det værste. Jeg sover om natten! Ammer ikke. Sover! Og klokken 3-4 tiden giver Niklas Otto lidt vand i en sutteflaske. Fik jeg sagt at jeg sover imens? Ejmen altså! Halleboobja!
Glæder jeg mig til at få den psykopatstramme sportsbh af, som jeg har gået med uafbrudt, siden jeg stoppede.
Farvel mega pæne 75B-skåls bryster. Det var hyggeligt at møde jer.

20. marts 2018

Arbejdsliv

Godmorgen Berlin

Sent i går landede jeg i Berlin. Nu sidder jeg her på mit værelse på 18. sal og kigger ud over Alexander Platz. Det er første gang i et halvt år, at jeg er alene i mere end en halv time, og branddøren sørger for at her er stille på et helt andet plan. Helt alene. Helt dejligt. Om 10 minutter bliver jeg hentet af en chauffør og så skal jeg være model hele dagen, hvis jeg ellers kan huske, hvordan man gør.

Det er kun mit andet modeljob siden Otto blev født – på det første var jeg oppe i en samisk hytte i nordsverige. Nu er jeg her i Berlin. Jeg ved godt at der er mange modeller som arbejder ufatteligt meget mere end mig. Men der er ikke lige så mange der også har et almindeligt fuldtidsjob og to små børn. Og hver gang jeg så endelig får et modeljob, så bliver jeg virkelig, virkelig glad. Og føler mig ufatteligt heldig at få lov til at rejse lidt ud med mig selv og slikke på verden og tjene lidt penge og møde lidt mennesker. På den der klichéfyldte hashtag grateful hashtag love my life måde, faktisk. Fordi man nogle gange bare skal lidt på afstand af sit liv, for at se hvor godt man egentlig har det.

I elevatoren på vej ned til morgenmad mødte jeg make-up artisten og 10 minutter efter vi hilste på hinanden, sad vi og snakkede om åbne forhold og meningen med livet mens vi drak espresso og spiste æg. Ahh… Så overfladisk og så dybt på samme tid. Og så noget andet om at arbejde som model i Tyskland (som jeg efterhånden har gjort i – argh – 13 år): Når man spørger om det var en lang arbejdsdag i går og make-up artisten svarer “Nej, slet ikke. Vi var færdige allerede kl. 19.00”. Haha. Nå, ja. Let’s do this.

17. marts 2018

Arbejdsliv, Det (mor)somme liv

Kære Sanne, Anne og Lis (en rodet hyldest til 8. marts)

Jeg har i tohundredetusinde år villet skrive noget klogt om sammenbrudte overenskomstforhandlinger, Krifa’s vildt nok timede bloggerkampagne og hvorfor man skal være medlem af en rød, traditionel fagforening der kæmper for fair overenskomster og indgår i trepartsforhandlinger. Men min hjerne er så sygt havregrød omkring det. Jeg kan ikke. Jeg kan kun lige akkurat få mit liv og min hverdag til at fungere, så please stik over til Linda fra Blogsbjerg og hop ombord i hendes enestående formidling af emnet (man kan godt mærke at hun arbejder som tolk til dagligt) i indlægget Sammen *er* du stærkere. Det er vigtigt. Og hun beskriver det hele så meget bedre end jeg kan. Kommentarsporet er også godt.

Der hænger også et manglende februar-blogindlæg om min sort-of-minimalistiske garderobe som jeg har downsizet med ca. 60%, men det sker bare ikke. Jeg kan åbenbart ikke skrive.

Når jeg har afleveret og hentet og opfundet noget der ligner aftensmad ud af grøntsagsskuffen, leget, puttet og ordnet køkken, så er der ikke mere tilbage. Det er der fandme bare ikke. Fuck det er hårdt. Undskyld mig. Men fuck det er hårdt. Lad os lige snakke lidt mere om det, for det er lidt ligesom med ammeopstart: Mega hårdt for mange flere end man tror, men fordi alle har glemt det i sekundet det er overstået, så er der ingen til at advokere for det efterfølgende. Og så føler man sig pissealene, når man sidder med det.

Jeg kender flere som er gået ned med stress når de er kommet tilbage fra barsel, og det forstår jeg sguda virkelig godt. Der er ikke noget jeg hellere vil end at være en 100% god og dedikeret medarbejder. Jo, altså måske bortset fra at være en 100% god og dedikeret mor og kæreste. Det blir 200%. Øhm. You do the math… Jeg føler at jeg må skære mig selv midt over og at uanset hvor hurtigt jeg løber, så kan jeg ikke nå at gøre det så godt som jeg gerne vil, hverken herhjemme eller på mit arbejde. Det er så frustrerende. Og pinligt klicheagtigt og buhu-agtigt. Rich, white womans privilege, alt det der. Men grundangsten for ikke at slå til, kan jeg ikke intellektualisere mig væk fra. Den er bare ved at blive et vilkår. Ikke så meget herhjemme. Tror jeg er ret sikker på at jeg er en okay mor (også selvom jeg nogle gange blir så sur på Kurt at jeg kommer til at slæbe ham i een arm mens jeg hvisler nukommerdufandmeherudogsåtagerdudenskideflyverdragtpåNU i ren vredes-afmagt. hold kæft han kan være provokerende. Og han er ikke engang 3. Fårk.). Nå. Men fagligt. Jobmæssigt. Citrixmæssigt. Outlookmæssigt. Av, hvor jeg synes det er svært at slå til og føle at jeg gør det godt nok på arbejdet. Men jeg _vil_ slå til. For jeg er helt vild med at gå på arbejde og føler mig så priviligeret for det. Tænk: Jeg får lov til at arbejde med det jeg er uddannet til og brænder for. Det er sgu fantastisk. Men ydmyghed og usikkerhed er bare et op-ad-bakke knivsæg at balancere på – Lige pludselig kammer ydmygheden og taknemmeligheden over og bliver til usikkerhed som er så destruktivt. For mig i hvert fald. Jeg vil bare godt gøre det 100% godt begge steder i mit liv. Og lige pludselig sidder man og hulkegræder til Sprinter Galore (I know. Wtf?) og kan ingenting ud over at passe arbejde og passe børn. Weekender, lejlighed, venner, familie, bøger, skrive, tegne, alt det der må træde i baggrunden. Og det er hårdt, fordi jeg jo ved at det er dét som under normale omstændigheder ville give mig energi. Men jeg kan ikke mere nu.

Her i aftes fik jeg utrolig nok set fjernsyn. Dokumentaren i 3 afsnit om Sanne Salomonsen, Anne Linnet & Lis Sørensen på DR. Åh, mit hjerte. Bare se den. Jeg fandt selv guitaren som 12-årig og har spillet på hobbyplan lige siden. Så at se de der tre 80’er heltinders sindssyge musikalske rejse kogt ned til et par timer var virkelig inspirerende. De minder mig om alt det jeg drømte om at blive som barn, da jeg hørte Barndommens Gade, Stille Før Storm og Where The Blues Begin på repeat. Inden verden gik amok.

For tre år siden handlede mit 8 marts indlæg om at flå levende fisk. Og sidste år om at være arbejdsløs. Så please indsæt selv oplagt 8 marts reference her. Noget med empowerment og sejhed ikke. Og noget med ikke at give op. Og forblive kreativ midt i alt det hårde. Og turde dele noget af det hårde med sin omverden, selvom det kan være svært.

Så går jeg lige ind og besvimer af træthed imens.

Glædelig kampdag!

7. marts 2018