Kære Sanne, Anne og Lis (en rodet hyldest til 8. marts)

Jeg har i tohundredetusinde år villet skrive noget klogt om sammenbrudte overenskomstforhandlinger, Krifa’s vildt nok timede bloggerkampagne og hvorfor man skal være medlem af en rød, traditionel fagforening der kæmper for fair overenskomster og indgår i trepartsforhandlinger. Men min hjerne er så sygt havregrød omkring det. Jeg kan ikke. Jeg kan kun lige akkurat få mit liv og min hverdag til at fungere, så please stik over til Linda fra Blogsbjerg og hop ombord i hendes enestående formidling af emnet (man kan godt mærke at hun arbejder som tolk til dagligt) i indlægget Sammen *er* du stærkere. Det er vigtigt. Og hun beskriver det hele så meget bedre end jeg kan. Kommentarsporet er også godt.

Der hænger også et manglende februar-blogindlæg om min sort-of-minimalistiske garderobe som jeg har downsizet med ca. 60%, men det sker bare ikke. Jeg kan åbenbart ikke skrive.

Når jeg har afleveret og hentet og opfundet noget der ligner aftensmad ud af grøntsagsskuffen, leget, puttet og ordnet køkken, så er der ikke mere tilbage. Det er der fandme bare ikke. Fuck det er hårdt. Undskyld mig. Men fuck det er hårdt. Lad os lige snakke lidt mere om det, for det er lidt ligesom med ammeopstart: Mega hårdt for mange flere end man tror, men fordi alle har glemt det i sekundet det er overstået, så er der ingen til at advokere for det efterfølgende. Og så føler man sig pissealene, når man sidder med det.

Jeg kender flere som er gået ned med stress når de er kommet tilbage fra barsel, og det forstår jeg sguda virkelig godt. Der er ikke noget jeg hellere vil end at være en 100% god og dedikeret medarbejder. Jo, altså måske bortset fra at være en 100% god og dedikeret mor og kæreste. Det blir 200%. Øhm. You do the math… Jeg føler at jeg må skære mig selv midt over og at uanset hvor hurtigt jeg løber, så kan jeg ikke nå at gøre det så godt som jeg gerne vil, hverken herhjemme eller på mit arbejde. Det er så frustrerende. Og pinligt klicheagtigt og buhu-agtigt. Rich, white womans privilege, alt det der. Men grundangsten for ikke at slå til, kan jeg ikke intellektualisere mig væk fra. Den er bare ved at blive et vilkår. Ikke så meget herhjemme. Tror jeg er ret sikker på at jeg er en okay mor (også selvom jeg nogle gange blir så sur på Kurt at jeg kommer til at slæbe ham i een arm mens jeg hvisler nukommerdufandmeherudogsåtagerdudenskideflyverdragtpåNU i ren vredes-afmagt. hold kæft han kan være provokerende. Og han er ikke engang 3. Fårk.). Nå. Men fagligt. Jobmæssigt. Citrixmæssigt. Outlookmæssigt. Av, hvor jeg synes det er svært at slå til og føle at jeg gør det godt nok på arbejdet. Men jeg _vil_ slå til. For jeg er helt vild med at gå på arbejde og føler mig så priviligeret for det. Tænk: Jeg får lov til at arbejde med det jeg er uddannet til og brænder for. Det er sgu fantastisk. Men ydmyghed og usikkerhed er bare et op-ad-bakke knivsæg at balancere på – Lige pludselig kammer ydmygheden og taknemmeligheden over og bliver til usikkerhed som er så destruktivt. For mig i hvert fald. Jeg vil bare godt gøre det 100% godt begge steder i mit liv. Og lige pludselig sidder man og hulkegræder til Sprinter Galore (I know. Wtf?) og kan ingenting ud over at passe arbejde og passe børn. Weekender, lejlighed, venner, familie, bøger, skrive, tegne, alt det der må træde i baggrunden. Og det er hårdt, fordi jeg jo ved at det er dét som under normale omstændigheder ville give mig energi. Men jeg kan ikke mere nu.

Her i aftes fik jeg utrolig nok set fjernsyn. Dokumentaren i 3 afsnit om Sanne Salomonsen, Anne Linnet & Lis Sørensen på DR. Åh, mit hjerte. Bare se den. Jeg fandt selv guitaren som 12-årig og har spillet på hobbyplan lige siden. Så at se de der tre 80’er heltinders sindssyge musikalske rejse kogt ned til et par timer var virkelig inspirerende. De minder mig om alt det jeg drømte om at blive som barn, da jeg hørte Barndommens Gade, Stille Før Storm og Where The Blues Begin på repeat. Inden verden gik amok.

For tre år siden handlede mit 8 marts indlæg om at flå levende fisk. Og sidste år om at være arbejdsløs. Så please indsæt selv oplagt 8 marts reference her. Noget med empowerment og sejhed ikke. Og noget med ikke at give op. Og forblive kreativ midt i alt det hårde. Og turde dele noget af det hårde med sin omverden, selvom det kan være svært.

Så går jeg lige ind og besvimer af træthed imens.

Glædelig kampdag!

Previous Post Next Post

19 Comments

  • Reply P 8. marts 2018 at 5:25

    Glædelig kampdag fra en træt kvinde til en anden!
    Det er p**** hårdt at få hverdagen til at køre med to børn! Jeg er også der pt, hvor jeg tuder og stresssveder udover det sædvanlige. Og hvad gør man, når man jo ikke kan skrue ned for hverken børn eller job/studie? Det er bare mega svært at få tænkt en produktiv tanke eller to, når man er træt helt ind knoglerne og drukner i vasketøj og lortebleer.
    Selvom vi er priviligerede over både at have sunde børn og fede jobs/studier, skal det være acceptbelt at ‘”brokke” (helt forkert ord i denne sammenhæng) sig over presset, for det er vigtigt, at vi taler om, at det er svært at få til at fungere uden at falde fra hinanden. Både ift. kommende forældre, men også til politikerne, så der bliver mere fokus på, at få småbørnstravlhedslivet til at fungere uden at vi brænder ud og (helt økonomisk og kynisk set) koster samfundet endnu mere.

    • Reply idabida 11. marts 2018 at 20:16

      Hej P! Tak, og glædelig forsinket kampdag! Jamen du har så re! Presset er virkelig ægte. Jeg bliver så ked af det over at det nærmest føles som det seje, rigtige standardsvar på spørgsmålet “hvordan går det”, er “Godt, er ret stresset, men det kører bare!”. Som om jeg bare har accepteret den tilstand det at køre på pumperne. Nok mest fordi at det bliver man nødt til at accenptere for at hænge sammen og tro på at ens livsprojekt er det rigtige. Men hold op jeg synes det er specielt at have sine børn i institution fra 9-16.15 hver dag. Gad vide om der findes en gylden middelvej?

  • Reply Mie 8. marts 2018 at 9:47

    Grøden rammer os alle. Det tyndeste, jeg nogensinde har været i mit voksenliv, var, da min søn startede i vuggestue og jeg havde fuldtidspraktik og eksamener på studiet samtidig. Jeg har stadig et par jeans liggende fra dengang (Lord knows why), og de er en hel størrelse mindre end dem, jeg gik med som fucking teenager. Never again.

    Hvis det er nogen trøst, er din tekst indbegrebet af den modernede kvindes udfordringer. Og jeg ved ikke, hvad man gør ved det. Men fuck sejhed. Du skal ikke være sej, seje typer knækker. Børn og arbejde, nix weiter. Og er du ved at brænde dig selv ned i præstationsræs og usikkerhed, så tænk: hvad ville en mand gøre?
    Pas på dig selv, sov en masse, spis noget chokolade. Om et halvt år kan du trække vejret lidt friere, om et år lidt mere igen. Der er nogle få år, hvor det bare handler om at overleve, så kan du altid være superdame senere i livet. Skru forventningsniveauet ned til nul, sagde tvillingemoren.

    (Og skal du endelig bruge ikke-eksisterende energi på noget, så drik 3 flasker vin med en veninde og skrig dine frustrationer ud. Doctor’s orders.)

    God kampdag, søster. Og et stort knus.

    • Reply idabida 11. marts 2018 at 20:32

      Tak Mie! Jeg fulgte dit råd i går. Rødvin og cigaretter og drinks og bare lige stå lidt med en veninde ude i en have og det var så dejligt. “Fuck Sejhed”. Kan man ikke få det på en T-shirt? Det er svært at huske at fucke sejhed, når man snakke med en eller anden sej x/y/z, som altid lige kom til at arbejde lidt om aftenen og altid lige dit dyt dat.. Argh.

      Må jeg godt spørge om du egentlig er glad for at du blev boende i byen i de hårde år? Eller tænker du nogensinde, at det måske havde været federe at flytte ud?
      Hørte lige Line Knutzon i Lit Love podcasten. Den var fin. Hun snakker om de der 30’ere. Kram fra en tynd, behåret søster in crime <3

      • Reply Mie 14. marts 2018 at 8:52

        Jeg ville under ingen omstændigheder ud af byen, da mine børn var mindre. Alt, hvad jeg ønskede mig, var en billig andel lidt tættere på jorden, ingen forstad til mig, tak! Og vi havde alligevel ingen penge til at købe nogetsomhelst… Senere har det da været en overvejelse, men… For de fleste almindelige lønmodtagere vil et ryk til ligusterhækkene ofte betyde mere tid brugt på pendling og vedligeholdelsesarbejde samt flere penge, der skal hældes i boligen og dermed tjenes – og vi tjener i hvert fald ikke nok til, at det regnestykke ville gå op til fordel for familielivet. Så vores liv ville ikke være blevet lettere, tror jeg.
        Men altså. Folk er jo forskellige, for nogle er det det hele værd at rykke ud, og de elsker at slå græs og male træværk. Og har man pengene, er det selvfølgelig også noget andet.
        Jeg kan da godt fantasere lidt om et billigt hus længere ude på landet, deltidsarbejde, luft på alle måder og et lokalsamfund, hvor alle kommer hinanden ved. Men jeg ved det ikke? Du spørger en, der stadig selv søger svar… 😉

        P.S. Skidegodt gået med rødvin og smøger!

        • Reply idabida 2. april 2018 at 20:42

          Hej Mie,
          (Min app fucker med mig, så jeg kan kun svare fra en computer og vores computer fucker også med mig, så derfor går der 200 år før jeg får svaret på kommentarer. Nu er det jo nærmest for sent). Fuldstændig i tråd med den beslutning i tog, bliver vi også mere og mere klar over at vi skal bo i byen. For vi er faktisk pisseglade for vores lejlighed og for at kunne cykle rundt og ikke bruge 2 timer om dagen i et tog. Og så skal vi måske en dag når vi har råd have et billigt sommerhus ude i en skov, så vi kan være sådannogle røvhuller der kører afsted hver Fredag og tilbringer weekenden et fodkoldt sted med træer og terrasse (og rødvin og smøger!).

  • Reply Laura 8. marts 2018 at 16:57

    Jeg læste det her indlæg: http://majmy.dk/paa-kvindernes-kampdag-kaerlighed-tilknytning-faellesskaber-og-intuition/ hos Maj og det synes jeg simpelthen også er sådan et dejligt take på kvindernes kampdag. Mere kærlighed og nærvær i vores liv og mindre snak om magt og penge <3 <3
    Glædelig kampdag og pas på dig selv! og så må jeg vist hellere få set den dokumentar

    • Reply idabida 11. marts 2018 at 20:36

      Hej Laura! Tusinde tak for din søde besked. Håber du havde en god dag! Også tak for link. Jeg må indrømme at jeg ikke får læst så meget med hos Maj My, selvom jeg egentlig er vild med hendes projekt. Det er nok bare ikke for mig – Måske fordi jeg føler at det ofte bliver lidt for rosenrødt. Og så distraherer det mig fra at hun jo også er mega sej, tankefuld, modig og inspirerende. Men et fint indlæg og tak for tanken! Kram Ida

      • Reply Laura 12. marts 2018 at 18:06

        jeg kan sagtens følge dig mht det rosenrøde… jeg plejer at læse hendes indlæg, hvis overskriften og de første linjer fanger mig. Jeg er ikke så meget til skrivene om hjemmeskoling osv, men jeg deler vildt mange af hendes politiske holdninger og det synes jeg at hun er rigtig god til at skrive om (som om hun skriver det jeg ikke selv kan sætte ord på). Og lige det her indlæg synes jeg også ramte plet ifht de endeløse diskussioner om løn og topposter sammen med den senste trivselsrapport på danskerne, der fortæller at vi aldrig har været mere stressede. Og i en storkonflikt hvor mange af de “blødere” jobs (pædagog, sygeplejersker, lærere) bliver nedprioriteret af vores regering til fordel for latterligt lave skattelettelser….
        Hold da op, der fik jeg lige sendt en masse politisk/følelsmæssig gøgl ud i dit kommentarspor (sorry)!

        • Reply idabida 2. april 2018 at 20:34

          Jeg er kæmpe fan af politisk/følelsmæssigt gøgl! Tak! Kh Ida

  • Reply Astrid 8. marts 2018 at 19:58

    Jeg har ingen løsning, men kan så godt relatere. Har ét barn på 2,5 og et foster på 9+0 i maven. Jeg stresser ikke ofver nakkefoldscanning, fødsel eller jordemoderbesøg. Næh, nej, jeg kampsveder allerede ved tanken om at skulle tilbage på arbejde efter barsel. Glææder mig dog til at holde barsel. Selv om det ikke er fri, så er livet efter barsel bare så meget hårdere.

    • Reply idabida 11. marts 2018 at 20:41

      Åh, altså – Jeg hører dig!! Heldigvis er der LÆNGE til og du må først og fremmest nyde, nyde, nyde din barsel, når du når hen til den! Stort tillykke med livet i maven og rigtig god graviditet. Og undskyld jeg siger det, men husk nu at give dig selv lov til at sove 🙂 Kh Ida

  • Reply Tine 11. marts 2018 at 10:01

    Når det nu er i anledning af 8. marts, så kan jeg jo ikke lade være med at tænke – hvor er ham din dejlige mand i alt den der aflevere hente lave aftensmad lege putte hverdag?

    • Reply idabida 11. marts 2018 at 20:46

      Tak Tine, det er så godt du spørger! Jeg nævner ham meget sjældent på bloggen, fordi jeg ikke vil udstille ham. Men jeg kan godt høre at det lige kom til at lyde som om han slet ikke bidrager. Det gør han vildt meget! Men det er mig der har primært ansvar for mad og indkøb og så er han til gengæld primus motor på vasketøj, økonomi og handymandsting (Zzzzzzzz, I know). Og så har vi bare været ret udfordret på sygdom, så vi havde lige et par dage hvor jeg både hentede og afleverede 🙂 Og så har vi en fælles uskreven regel om at vi skal få børnene til at grine hver dag. Helst alle 4 sammen. Det er virkelig en god regel for os.

  • Reply Camilla 14. marts 2018 at 12:20

    Der hvor bloglæsning virkelig giver mening for mig, er når jeg kan spejle mig i autentiske, upolerede og hverdagsgrå beretninger om virkeligheden. Jeg følte mig lidt mindre alene og lidt mindre svag, da jeg læste dette – og tak for det! Du skal vide at du ikke alene. Jeg har 3 små børn på 5, 3 og 1 år + fuldtidsjob og alt det andet hverdagscirkus, og jeg balancerer konstant på et knivsæg mellem “hey-hvor-går-det-egentlig-ok-og-hvor-er-vi-overskudsagtige” og så totalt vanvid, kaos, grådlabilitet og “måske-skal-jeg-bare-sige-mit-job-op-for-ellers-hænger-det-her-vanvid-ikke-sammen”- Jeg er i den sidste periode pt. Hold nu kæft, hvor mangler jeg bare en voksen, en aupair eller en million til at redde mig fra den her arbejdslejr! Men ellers går det fint:-)

    • Reply idabida 2. april 2018 at 20:47

      Åh, Camilla, Tak! Det lyder næsten som en Rittersport-reklame: Autentisk, Upoleret, Hverdagsgrå – Haha 🙂 Det er ufatteligt så meget det hjælper mig at vide at man ikke er alene. TRE børn! Hatten af – seriøst. Wauw. Og spot on med det knivsæg der. Stemningen kan skifte 200% på et splitsekund – Det er simpelthen så vildt. Heldigt at det for det meste også er helt fantastisk. Håber du finder en million og en au pair et sted! Kram Ida

  • Reply Kirstine 14. marts 2018 at 13:28

    Hej Ida (og I andre søstre i kommentarsporet)
    Først og fremmest vil jeg stemme i med Camillas kommentar og sige at det er så skønt at vide at man kan få noget autentisk læsning man kan forholde sig til herinde på din side, det er super fedt – tak herfra også.
    Jeg er på barsel med andet barn på 8 mdr og har en større på 3 år, og selvom der er et godt stykke tid til at jeg starter igen, får jeg ugentlige nedture (nogen gange på timebasis) ved tanken om hvordan filan vi skal få lortet til at køre rundt til den tid. Jeg har ikke svaret heller, men har bare måttet indse og forholde mig til det faktum at jeg ikke kan være en god nok mor og kæreste og mig selv OG have et fuldtidsjob som folkeskolelærer, som jeg er uddannet til. Det kan jeg bare ikke. At have børn er pisse krævende i sig selv, og jeg er bare ikke typen der kan bevare den gode tone eller være et godt forbillede som mor og menneske, med alt hvad det indebærer, hvis jeg har et fuldtidsjob også. Jeg bliver pissesur, får svært ved at være nærværende både psykisk og fysisk, sover af h til og bekymrer mig alt for meget om små og praktiske ting, min hjerne er bare ikke gearet til det. Vores store pige er ret sensitiv oven i hatten, og vi har bare erfaret at vores familieliv lider ekstremt meget under, hvis der intet overskud er, blandt andet fordi hun så også bliver fuldstændig overgearet, slet ikke er til at slå ned om aftenen og generelt ret så udadreagerende (som mange børn jo i øvrigt bliver under pres). Det der med at grine alle sammen mindst een gang hver dag, det sker bare ikke hvis både min mand og jeg er hængt op, der går for meget praktisk gris i den, selvom det jo netop er grin og lidt løssluppenhed, som alle har brug for. Der skal ligesom være en som kan komme med den energi, og trække den anden vej, så det ikke bliver for surt og praktisk det hele. Det er ingen af os gode til, når der er pres på. Vores løsning (og privilegium) har været at vi er flyttet en times tid væk fra Kbh og har købt et billigt hus et dejligt sted vi gerne vil bo, med et hold bedsteforældre i nærheden. Det har hele tiden været en fælles drøm, og ikke at have økonomiske bekymringer betyder bare så meget for vores velbefindende. Men denne model tiltaler jo ikke alle og er ikke en mulighed for alle, især hvis man ikke vil gå glip af bylivet. Jeg kommer stadigvæk ikke til at arbejde fuld tid medens ungerne er små, og jeg regner ikke med at få en “rigtig” stilling, men vikararbejde, det første stykke tid, når jeg vender tilbage fra barsel. Tør ikke tænke på hvad Agnes Henningsen og de andre kvindesagsfolk ville mene om det!! Men sådan bliver det, for jeg magter ikke at have fuldtidsjob og små børn i kvindesagens navn, desværre… Det blev lidt langt, sorry!!

    • Reply idabida 2. april 2018 at 20:57

      Hej Kirstine,
      Tak! For dit mega lange, mega inspirerende indspark. Først må jeg beklage at jeg er så længe om at svare her. Som jeg også skrev til Mie, så fucker min blog-app lidt med mig, så jeg skal sidde fra en computer for at kunne svare på kommentarer og det SKER ligesom bare ikke.. blaaahh. Sorry!)
      Vildt sejt at det er lykkes jer at gøre noget radikalt (at du er går ned i tid ser jeg på ingen måde som et nederlag, tværtimod) og at I er flyttet ud af byen. Hvis ikke jeg havde min søster og 2 sæt bedsteforældre herinde, så tror jeg også at vi var flyttet. Men vi er glade for vores lehlighed og jeg tror måske at løsningen for os bare er at jeg lærer at falde lidt til ro i det med at have et arbejde. Og ikke at kunne så meget ud over at passe job og familie. Så må nogle andre lige kæmpe kvindekampen de næste par år 😉 TAK fordi du tog dig tid til at dele din historie. Jeg håber du nyder din barsel – Hvis det kan trøste havde jeg faktisk mere nedtur på under barselen end jeg har nu hvor jeg er tilbage på arbejdet. Nu er det bare hårdt, men man kan også være i det (undtagen når jeg ikke kan og skriver desperate indlæg om det på min blog;)) på en anden måde, end da jeg var på barsel og det hele var sådan lidt uhåndgribeligt og på afstand, men stadigvæk utrolig virkeligt som det rykkede tættere og tættere på. Da så hverdagen ramte, var det faktisk slet ikke så slemt som jeg havde frygtet. Ved ikke om det giver mening. Kh Ida

  • Reply God kamp(dag)! Et sofamanifest fra småbørnslandet som det lå i 2019 - Idabida 8. marts 2019 at 20:47

    […] ikke så karriere-befordrende graviditeter. Sidste år handlede det tværtimod, om at famle sig ind på livet af et just landet drømmejob, som man er rigtig glad for, men også har psyko præstationsangststressargh! […]

  • Leave a Reply